Goddag og velkommen til min blog, som jo gerne skulle handle om Religion i almindelighed, kristendom i særdeleshed, politik, både udenlands og indenlands, kunst, kultur og så den mærkelige størrelse vi alle har inde i hovedet, muren, eller som Pink Floyd kaldte den: The Wall. Men mere om den i senere indlæg. På min blog vil nogle indlæg komme i serier, hver torsdag vil jeg f. eks. lægge et citat ind, gerne ét der har relation til de andre ting jeg har skrevet om i løbet af ugen. Andre indlæg vil være selvstændige tekster. De første indlæg vil være helliget mig; de skal præsenterer mig personligt, religiøst og politisk. Du vil kunne finde dem på siden Lidt om Mig. Hvis De ønsker at vide mere om bloggen, og de retningslinjer jeg følger, kan De tage et kig på siden Om The Wall. Dette er også siden for generel feedback om bloggen. Mine personlige favoritindlæg kan findes på siden Bedste Indlæg.
Dette er en korthistorie, jeg har skrevet i en stille stund. Jeg håber den vil være Dem velbehagelig.
Gilbert gik lige så stille hen over kirkegården. Det virkede som om verden ikke længere fandtes, som om han og graven for enden af stien var Alt, var det eneste tilbage. Alle de andre gravsten flød sammen i hinanden. Som om han var midt i en flod af farver. Han så ned mod enden af floden. Stod den der nu virkelig som den skulle?
Ja, den gjorde. Stor skuffelse. Ja ordet skuffelse rakte ikke helt. Det var mere som at få kuglerne brændt til aske af rødglødende jern.
Han nærmede sig. Der var stadig håb. Godt nok havde han hørt, at hun skulle være død, men han havde nægtet at tro det. Godt nok stod der en gravsten på det beskrevne sted. Men måske var det alt sammen løgn.
Han vidste udmærket at det var sandt, men han nægtede blot at tro det. Måske ville det alt sammen forsvinde. Så ville han endelig få lov til at være alene. Til at være sammen med hende.
Egentlig havde han slet ikke lyst til at se gravstenen længere. Hendes navn stod sikkert alligevel ikke på den. Han nærmede sig yderligere. Gilberts mave snørede sig sammen. Hun var sikkert derhjemme og ventede på ham. Han kunne mærke kulden bevæge sig fra maven, hvor den lå som en sten, og op igennem brystet, hvor den som en jernhandske greb om hans hjerte, og lukkede sig om det. Nej, hun var nok derhjemme. Kulden nåede op i hans hoved, og tårerne pressede sig iskoldt mod hans nethinder. Han gik stolt videre. Hun sad sikkert i sin stue og smilede sit smil. Sit smil.
Nu var han snart så tæt på, at han kunne læse indskriften. Han ønskede det ikke og lod sit blik hvile en meter over gravstenen imens han stadig nærmede sig, Nu stod han foran den, helt alene i efteråret. De gyldne, røde og gule blade fløj om ham. Han overvejede hvad han nu skulle gøre. Han måtte gøre det. Han måtte være sikker. Hun kunne ikke være død. Hun kunne ikke have forladt ham. Have ladt ham alene tilbage.
Han sænkede blikket, men lukkede øjnene. Han turde ikke. Han kunne ikke tvivle på hende nu. Hun ville aldrig have ladet ham lide sådan. Han ville aldrig have gjort sådan noget mod hende. Han greb sig selv i at blive helt vred på hende, og åbnede forskrækket øjnene ved tanken. Der stod det:
Hvil i fred
På den anden side af solopgangen
Elanor Coròn
* 26.08.1991 † 23.04.2009
Dine taknemmelige forældre
Din yndlingslillebror
Hele verden faldt om ham. Træerne væltede bagud, himlen vendte sig, tyngdekraften drejede. Han selv blev blot stående. Helt stille. Helt, helt stille. Så var det alligevel hende. Kulden fyldte hele hans krop nu. Han mave var så tung som et dampskib, det knugede så hårdt om hans hjerte, at han troede det var gået i stå og han kunne ikke længere få vejret.
Tiden standsede. Intet bevæge sig længere. Alt stod stille. Verden var ham ligegyldig. Han lagde sig med næsen ned i hendes grav og indåndede. Han kunne næsten lugte hende, hendes duft af et eller andet ugenkendeligt sødt, og så af liv. Hun duftede altid af liv. Nu var det tabt for evigt. Nu var han tabt for evigt. Uden hende. På grund af hende. Det gav ingen mening længere. Han ville bare have lov til at ligge der.
Alt var kulde. Alt var stilhed. Alt var væk.
Man vil måske have bemærket, at jeg i dag for første gang i meget lang tid har udgivet et indlæg. Da jeg pludselig forsvandt, var det uden forklaring og uden egentlig grund. Ikke desto mindre har jeg i lang tid ikke haft og vil i lang tid endnu ikke have tid til at skrive til denne blog, selvom det måske var én af de mere spændende dele af mit engagement i det samfund, jeg er en del af. Derfor vil bloggen forblive i en slags koma. Folk er velkomne til at læse den, og jeg vil ikke udelukke at skrive til den igen, men indtil videre vil der ikke være tale om noget regelmæssigt. I er stadig velkomne til at lægge kommentarer, og de vil givet blive besvaret før eller siden. Hvis I stadig kan finde fornøjelse eller eftetanke i det jg har skrevet, vil det glæder mig meget, og det har da også glædet mig meget at se, at besøgstallene kun er faldet langsomt over flere måneder.
Tak for de glæder vi har delt, og måske (?) på gensyn.
Jon Egeris Karstoft
Gemt under: Kultur | Tags: anglosfære, dansk, dansk folkeparti, dansk kulturliv, danskhed, debat, DF, engelsk, Kultur, kulturimperialisme, kulturskat, Mig, sangskat, sprog, Sydslesvig, USA, værdidebat, værdier
I de seneste mange år har man i Danmark ført en såkaldt værdidebat om dansk kultur og danske værdier. Fokus har nærmest entydigt ligget på indvandrerne eller deres danske efterkommere, især hvis de er muslimer, har mørk hud og ikke helt går klædt som os. Denne debat virker dog hyklerisk, når man overvejer, at dansk sprog og kultur er angrebet andetstedsfra og det på meget mere truende vis. Det er et angreb, der nærmest går ubemærket hen, i hvert fald sammenlignet med den opmærksomhed indvandrerdebatten får. Hvor nærmest hver eneste dansker imellem 15 og 99 går og har en mening om muslimerne, så er det nok en del færre, der tænker over den trussel, engelsken er for dansk sprog og kultur.
Danmark er ét af de lande, hvor man nærmest kan tale om én ubetinget tilbedelse af angloamerikansk sprog og kultur. Næsten ingen andre steder i Europa bliver der overtaget så mange ord fra engelsk i sproget eller nydt så mange amerikanske kulturprodukter.
Derudover kunne man vel også nævne, at engelsk fortsat bliver undervisningssprog i flere og flere fag på universitetet, især de naturvidenskabelige, eller den ændring, der sker i sproganvendelsen i det offentlige rum. Overvej f. eks. hvor mange reklamer, De har set på engelsk den sidste tid.
Derom kan man vel mene, det man vil, men det indebærer en række faktiske ufordele, som ingen parole om glæderne ved globalisering kan ændre noget ved. F. eks. er det et skøn, at op til 30 % af indlæringen går tabt, hvis undervisningen foregår på engelsk, også selvom både lærer og elev er dygtige til engelsk. Hvis dansk mister sin status som undervisnings- og forskningssprog, betyder det endvidere, at sproget vil komme til at stagnere, fordi forskellige fagudtryk vil blive glemt, og fordi der ikke vil blive skabt nye i takt med menneskehedens forskellige fremskridt.
Desuden har man så også lov til at mene, at de mange engelske ord i både mundtligt og skriftligt dansk i bedste fald kan virke lidt moderne, men for det meste bryder rytmen og sangen i det danske sprog og dermed forringer stilniveauet betydeligt.
Nogle gange bliver det næsten grinagtigt at se på.
Dette kunne eksempelvis være, når danske udsendte nyhedsreportere skal forhøre sig hos lokale beboere i det område, de besøger. For mig virker det i hvert fald latterligt, når en dansker (som man ikke kan forvente har engelsk som sit modersmål) udspørger en kinesisk bonde (i hvis tilfælde dette gælder i endnu højere grad) på engelsk. Hvis reporteren så oven i købet ikke er specielt kyndig udi engelsken, så kan selv et lille barn vel tænke sig frem til, at kommunikationen er væsentlig svækket, og at nyhedsværdien tilsvarende daler.
Et andet eksempel kunne vel være, når nogle engelskglade danskere skal udtale fremmedord eller stednavne fra andet udland end anglosfæren. For mig lyder det altså morsomt, når Johannesburg bliver til Djohæinesbørgg. Det er da grænsende til det hjernedøde. Hvis man ikke kan finde ud af at udtale ordet eller navnet korrekt, gør man vel det letteste for ens hjerne og udtaler det på godt gammeldags bondedansk. Men at udtale det på engelsk virker krukket. Som om det får ens uvidenhed til at se bedre ud.
Imidlertid drejer det sig jo ikke kun om sprog. Det er jo ikke kun det engelske sprog, man i Danmark er ved at overtage, det er også den angloamerikanske kultur. Hvis man ser på programlægningen i dansk TV, der jo immervæk stadig er det største kulturmedie i Danmark, vil man bemærke, at den del, der ikke foregår på dansk, overvejende og i stigende er på engelsk.
Jeg skal da være den sidste til at beklage, at man til tider kan få lov til at tømme hovedet ved at se hjernedødt fjernsyn som Friends, eller at vi har mulighed for at nyde en god amerikansk film såsom American Beauty, men helt ærlig, har andre lande ikke også noget at byde på? Nu ser jeg ikke så forfærdelig meget fjernsyn, men der er godt nok gået lang tid, siden jeg har set en film på tysk, fransk eller spansk i dansk TV. Eller hvad med nogle af de rigtig anderledes og dermed rigtig spændende steder i verden som Indien eller Japan, har de heller ikke noget at byde på? Disse store kulturlande, der i årtusinder har skabt de skønneste kunstværker, de bliver rent forbigået i dansk TV, fordi det er vigtigere at vise amerikansk-inspirerede programmer som X-Factor.
Det er jo som at sige, at vi ikke har noget at byde på, at ingen andre lande i verden har noget at byde på, og at vi derfor hellere må følge blindt i fodsporene på USA, derefter Storbritannien og en sjælden gang Australien eller andre engelsk-talende lande. Vi lader os jo i virkeligheden degradere til andenrangskultur i vort eget land, og den eneste logiske konsekvens, man kan drage deraf, er at vi sætter den angloamerikanske kultur højere end vor egen. Set i dette lys er værdidebatten jo virkelig afsporet.
Det er jo som at tænke på en landbefolkning, der tamt accepterer alt det, der kommer inde fra byerne, uden overhovedet at overveje, at det i virkeligheden måske skader dem. Det vi i virkeligheden gør ved at erklære fallit over for engelsken, er at vi frivilligt vurderer os selv som en provins i denne verden. Kulturelt set er dette jo i øvrigt ikke sandt, da vi danskere jo sidder på en enorm kulturarv, f. eks. i form af vor store sangskat, der fortsat er på dansk.
Hvis det dog bare standsede der. I virkeligheden er en anden implikation, at vi lige så stille lader dansk sprog og kultur dø. Med sprog og kultur fungerer det sådan, at hvis de ikke har nogen brugere, så stiller de træskoene. Og brugerne af dansk kultur bliver altså en del færre. Jeg vil gætte på, at der er flere børn i vore dage, der har fået læst Harry Potter højt, end børn, der har hørt H. C. Andersens eventyr. Det er jo trist. Forestil Dem dog, at det alt sammen forsvandt. Saxo og Andersen, Grundtvig og Brorson, alle sammen væk. I stedet kunne man jo så høre nogle af de gamle engelske sagn og læse lidt Shakespeare. I og for sig er begge dele jo gode muligheder. Men der skal jo også være nogen til at overlevere de førstnævnte, og det virker da kun naturligt hvis det er os.
Jeg vil også gerne lige komme med en hilsen til min engelsklærer: selvfølgelig bekæmper jeg ikke engelsk som roden til alt ondt i denne verden. Når jeg har tid, ser jeg da også Friends, og jeg synes at visse amerikanske film og bøger er helt fantastisk smukke. Jeg synes selv det engelske sprog kan være eventyrlig dejligt, og for at være ærlig ligger det lidt i mine planer at studere engelsk senere hen. Jeg siger bare, at man et eller andet sted må prioritere. Og jeg synes, at det ville være passende, om vægten for det første begyndte at hælde en kende mere til det danske sprog og den danske kulturs side, dernæst en smule mere til siden hvor man kan finde alle andre sprog i verden eksklusiv engelsk. Fordi vi og de altså har også noget at byde på.
Hvis det betyder at jeg skal opgive Friends og alle disse fantastiske amerikanske firserfilm, så gør jeg da gerne det, hvis bare jeg må høre lidt mere dansk. Som beboer i Sydslesvig, rører det mig virkelig hver gang jeg i min hverdag hører folk tale dansk, lige meget hvor gebrokkent det så er. Jeg kan vel kun citere Andersen:
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Man kan vel mene, at der findes så mange andre sprog der både er kønnere og mere praktiske end dansk, men det danske sprog har alligevel et stort fortrin frem for alle andre sprog i verden: det er mit.
Gemt under: Et Twist af Frankrig | Tags: åbensind, danskhed, Duborg-Skolen, Flensborg, Frankrig, grænseland, grænsen, indvandring, integration, kronik, Kultur, Mette Dreyer, Mig, mindretal, Niels Neergaard, Paris, Politiken, Sydslesvig
Den 24. januar sendte jeg følgende mail til Politikens kronikredaktion:
Hejsa
Som man siger, alle gode gange tre, så her kommer så mit tredje kronikforslag. Tja, hvad andet kan jeg sige end at jeg håber I vil kunne lide det, og at jeg nok vil få lyst til at brække mig ved synet af Politiken endnu et par dage efter det meget plausible standardafslag. Men bare gør jer hårde. Vær ikke bange for at såre mine følelser. Jeg skal nok klare det alligevel. Men en lille bøn, hvis mit forslag imod alle odds alligevel skulle blive valgt, så gør for Guds skyld noget ved kommasætningen. Det er absolut ikke min stærke side. Nå, jeg sidder bare her ved midnatstid og hyggemailer med Politiken. Jeg må vel hellere komme i seng, men jeg skal lige præsentere mig først.
Mit navn er Jon Egeris Karstoft, jeg er 16 år og jeg har gået på det Danske Gymnasium i Flensborg, Duborg-Skolen, siden sommerferien.
Venlig Hilsen
Jon
P.S. Jeg har lige bemærket at mit forslag er præcis 2.222 ord langt. I må være sindssyge hvis I ikke bringer det nu!
Vedhæftet denne mail var følgende kronikforslag, der altså er bragt i Politiken i dag, under titlen Danskhed – Se Syd for Grænsen. Kronikforslaget blev skrevet i nattoget fra Flensborg til Paris. Kroniken kan også ses på politiken.dk, hvor I ydermere kan kommentere den.
Lad Os Ikke Glemme Os Selv
Der findes et område i Nordeuropa, det ligger delvist i Danmark og delvist i Tyskland, som fra gammel tid hedder Slesvig. I vore dage ville man nok kalde det Sønderjylland på dansk, men dette udtryk er alligevel misvisende. Ser De, Slesvig er betegnelsen for al jord imellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd. Det er med andre ord grænselandet. Dette område har igennem tiderne skiftet hænder, fra at være selvstændigt til at være dansk til at være tysk, indtil man i 1920 tænkte på den nuværende model: at dele det på midten.
Grunden til at den dansk-tyske grænse ligger som den gør, er at man i 1920 afholdt folkeafstemninger i alle tyske og østrigske områder, hvor der boede andre etniske grupper end den tyske, for at de kunne beslutte, om de ønskede at forblive i det Tyske Rige. Slesvig havde på det tidspunkt været på tyske hænder siden 1864, hvor Danmark mistede landsdelen, der svarede til en tredjedel af dets territorium. Imidlertid stemte det nuværende Sønderjylland sig hjem til Danmark, medens området fra Flensborg til Ejderen ønskede at forblive tysk. Egentlig en perfekt løsning, hvis det da ikke var fordi, der selvfølgelig boede tyskere nord for den nye grænse, ligesom der boede danskere syd for den. Dette er grunden til at vi i dag har de to mindretal i grænselandet.
I begyndelsen var forholdene mindre end perfekte, for at bruge en eufemisme, på begge sider af grænsen i øvrigt. Men siden da er man nået langt, og syd for grænsen har danskerne nu temmelig gode forhold. Det er muligt at leve fra fødsel til død på dansk i Sydslesvig. De har danske børnehaver, skoler, idrætsforeninger, to gymnasier, kirker, en avis, et parti, en sundhedstjeneste og et plejehjem. Ydermere er der et blomstrende dansk kulturliv med foredrag, koncerter, filmfremvisninger og meget mere.
Mine personlige erfaringer med mindretallet er begrænsede, omend min familie har rod i området. Jeg er lige flyttet hertil, ser De, efter at have boet otte år i Paris. Jeg var temmelig bevidst om min danskhed i Frankrig, og derfor har jeg fulgt en del med i de danske medier.
Jeg må sige, at jeg gang på gang er blevet skuffet over mit land. Højdepunktet nåede jeg nok under Muhammed-krisen, hvor jeg decideret skammede mig. Det danske folk, der ellers bryster sig af sin varme, gæstfrihed og sit åbensind, bliver mere og mere tillukket. Der hersker en mening om, at andre kulturer er noget meget fedt, så længe de bliver på restauranten. Ja, tænk hvor forfærdeligt hvis vi skulle se på dem hver dag, ude på vor egen danske gade, brolagt med vore egne danske sten. Så ville verden for alvor være af lave!
Derfor blev jeg faktisk positivt overrasket over mindretallet; hvor man skulle forvente, at det i disse globale tider var en hendøende institution, præget af samme slags racisme som Danmark, blot i langt højere grad, så er det en lyslevende gruppe mennesker, der langt væk dufter af frisind, åbenhed, dynamik og nytænkning. Det er en skare, jeg er stolt af at være bleven en del af.
Det er, som om indvandrernes kommen dengang i 70′erne egentlig var en begivenhed, der rystede det danske folk i langt højere grad, end man skulle tro. Det, at man pludselig blev konfronteret med det fremmede, med de andre, gjorde, at man også skulle tage stilling til, hvad man selv var. De fremmede virkede oven i købet så sikre på, hvad de var.
Jeg tror, det skabte en grundlæggende usikkerhed i det danske samfund, om hvad der var danskhed, og hvad alt det andet var. Man skulle sætte en grænse imellem disse to begreber, og i den vaklende identitetskrise danskerne var i, var man vist ikke rigtig i stand til at skelne imellem, hvad der var danskhedens essens, og hvad der var dens indpakning.
For mig er essensen det vigtigste (ellers ville jeg nok ikke skrive dette). Det er alle de fælles værdier, de accepterede normer, som det nogle gange kan være sjovt at afvige fra, der karakteriserer et folk. For danskerne ville jeg nok sige, at det er (eller rettere: var) kærlighed til frihed, stolthed, åbensind, varme, gæstfrihed, jordnærhed, ydmyghed, sort humor og måske en smule selvironi. Det er selvfølgelig et billede af det danske folk, der er fyldt af klichéer og generaliseringer (beviset er, at nogle af disse karakteristika er meget truede), og dog vil jeg sige, at de mere end nogle andre har rod i sandheden om det danske folk. Det er det, der virkelig gør os forskellige fra andre folk, da meget af indpakningen rent faktisk er importeret.
Indpakningen er som sagt en helt anden sag. Den er alle de ydre konsekvenser af essensen, den er vort relativt simple sprog, med nogle få, meget svære sider og alle de forskellige dialekter, man kan finde i vort land. Den er vore madvaner, både de rustikke, som en god rugbrødsmad, og de lidt finere, såsom laksemad. Den er vor hudfarve (ja, også den), vor særprægede religiøsitet, vor litteratur, vore kunstværker og alt det andet, der set ude fra (bemærk: set UDE FRA), gør os danskere til noget specielt. Indpakningen er alt det et vist parti ville kalde dansk kultur. Det er kulturkanonen blandet op med raceteorien, en opskrift på frikadeller og en nudansk ordbog.
Nu skal De ikke misforstå mig. Jeg skal være den sidste til at ønske indpakningen afskaffet. Jeg sætter det danske sprog meget højt, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke kunne få flæskesteg til jul, og jeg synes, det er længe siden, jeg har set en dårlig dansk film. Jeg synes selvfølgelig, at vi danskere skal beholde vort kulturelle særpræg, også i indpakningen, og det ville være et uerstatteligt tab, hvis dansk kultur gik tabt eller mistede sin egen facon. Det jeg siger er, at vi ikke skal beskytte indpakningen, hvis det skal ske på bekostning af de endnu vigtigere underliggende værdier, der jo lige netop er det, der giver indpakningen sit danske særpræg.
Nu var det desværre indpakningen, man valgte som definition på danskhed, dét den svenske integrationsminister ville have kaldt en “flæskestegsidentitet”. Det er alligevel sjovt, at vi danskere vælger, hvem der skal tilhøre vort folk ved hjælp af kriterier, som ellers kun omverdenen burde gøre brug af for at finde ud af, hvem der er dansk.
Eftersom den danske identitet også er meget tæt knyttet til den danske jord, så var det en selvmodsigelse i verdensbilledet, hvis folk, der opfattedes som ikke-danske, kunne opholde sig på dansk jord.
Jeg vil vove at postulere, at det danske folk lider af en identitetskrise. Og at den bliver værre og værre. Som bevis kan jeg vel bare anføre det danske anspændte forhold til fremmede kulturer på dansk jord; man siger jo, at et dårligt forhold til omverdenen tyder på et dårligt forhold til sig selv. Støtten til det parti, der mere end noget andet definerer danskheden som indpakningen, stiger og stiger, hvor jeg måske ville sige, at den mest danske ideologi er kulturradikalismen. Jeg siger ikke, at det er min personlige holdning (langt fra), men mere end nogen anden ideologi inkarnerer den de danske værdier som åbensind, frihed og gæstfrihed, og mere end noget andet sted har den overlevet diverse angreb og kæmper i øvrigt stadig bravt.
Dette er en krise mindretallet aldrig har oplevet. Af naturlige grunde bliver de konstant konfronteret med “det fremmede”. Derfor er de heller ikke blevet rystet af det fremmedes tilstedeværelse. Med andre ord mener jeg, at mindretallet er repræsentant for den danskhed, der ville have eksisteret, hvis ikke de fremmede var kommet, den fundamentale danskhed. Det ironiske er, at mindretalsdanskerne dog dagligt ser de andre, de har dem endda i deres midte (eller rettere: mindretalsdanskerne er de andre).
De har ikke oplevet det som nødvendigt at definere sig selv. For dem er den danske identitet syd for grænsen simpelthen, det de er. Det er i øvrigt en grundlæggende del af deres identitet, at enhver har lov til at være en del af mindretallet, og at den deltagelse aldrig må efterprøves, hverken af myndighederne eller mindretallet selv. På tysk udtrykkes dette meget simpelt med “Minderheit ist wer will”.
På Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg, vil jeg gætte på, at imellem 50% og 70% er tyskfødte, men det, at de går på lige netop den danske skole, vidner jo om, at de har lyst til at tage del i det projekt, mindretallet er, og det bliver på ingen måde opfattet som problematisk, i hvert fald ikke fra andre steder end fra hovedlandet (mere specifikt fra førnævnte parti).
Det er en kendsgerning, at dele af en etnisk gruppe, der lever geografisk eller politisk adskilt fra hovedgruppen, for det meste udlever deres identitet til det ekstreme. I Paris har jeg oplevet det, og nu oplever jeg det her.
Hvor folk i Danmark ofte går i biografen for at se udenlandske film, så skal der (selvfølgelig) vises danske film, når der holdes filmaften i den Danske Kirke i Paris. Sagt på en lidt mere kontroversiel måde vil disse gruppedele for det meste være lidt mere danske end danskere. Og dog. Man kan jo ikke undgå at præges at det samfund, man lever i (det hænder faktisk, at jeg føler mig en smule fransk). Sådan er det vel også i mindretallet. De mener, at man ikke nødvendigvis føler sig mindre dansk af også at opfatte sig som tysk eller omvendt. Man kan selv træffe valget (eller undlade at træffe det).
Forestil jer hvor skønt det ville have været, hvis vi tilbage i halvfjerdserne havde valgt den fundamentale danskhed, essensen. Vi ville have været åbne for de fremmede, også dem der ikke kommer fra Norge. Vi ville ikke have venstrefløjspartier, der føler, at det er nødvendigt at tryne indvandrerne i deres udmeldinger for at få stemmer; vi ville ikke blive forstyrret af synet af indvandrerne på gaden, vi ville måske påskønne det lille pust af noget anderledes. Måske ville vi have et afslappet forhold til andre kulturer og andre religioner, og med lidt held ville det ikke engang skabe debat, at en borgmester er så interesseret i sine medborgeres religion, at han ligefrem tager hen og besøger én af deres moskéer (hvor farligt!).
Dette ville igen have forhindret de senere problemer med den dårlige integration i Danmark, da det, der forhindrer de fremmede (som jo i mange tilfælde er født og opvoksede i Danmark) i at indleve sig i dansk kultur, i virkeligheden ikke er deres kultur, men vores fremmedgørelse af den og dens repræsentanter, som er opstået, fordi vi ikke længere har det åbensind, der ellers har præget det danske folk.
Desværre. Det var den forkerte beslutning, der blev truffet dengang. Jeg kan godt se, at dette ikke er en særlig optimistisk slutning; det må jeg hellere gøre noget ved.
Nu er vi så heldige, at en kulturs essens er noget af det sværeste at udslette. Man kan prøve at dræbe den i hundredvis af år, og dog, man vil stadig kunne finde nok til at genoplive den.
Da den katolske kirke kom til Danmark, fandt den et land, hvor hedenskaben herskede. Den havde held til fuldstændigt at udrydde troen på de gamle guder, men noget den ikke kunne røre ved, var den lille overtro på jætterne eller stemningen ved ildstedet en kold vinteraften, hvor de gamle historier alligevel blev fortalt videre. Helt op i 1800-tallet (900 år efter danerne blev kristnede) kunne man stadig finde folk, der klippede neglene på de døde for at forhindre ragnaroks komme, da skibet fra syd, Naglfar, der var bestemt til at bringe ødelæggelsen med sig, skulle bygges af de dødes negle.
Dette er blot ét af utallige beviser på, at en kulturs essens er noget nær udødelig, i hvert fald i menneske-perspektiv.
Altså findes der stadig håb. Der er kun gået tredive år, siden den danske kulturs indpakning begyndte at blive vigtigere end dens essens; den må altså stadig findes mange steder. Man skal bare kunne finde den.
Derfor mener jeg, at det er en gave til det danske folk at have et mindretal som det danske syd for grænsen, specielt i disse tider, hvor folk i bogstaveligste forstand kommer op at slås om definitionen på danskhed. Fordi, hvis man virkelig vil vide hvad danskhed er, hvis man ønsker at kende den fundamentale (og måske en smule overdrevne) danskhed i modsætning til den overfladiske definition, man bruger i Danmark, så skal man bare vende blikket lidt sydpå (lad gå, mod sydvest fra København) og så har man, noget man kan sætte kursen efter, vel vidende at de hernede nok altid vil tage skridtet videre, fordi de, når de er i dansk humør, udlever den danske kultur den lille bitte bid mere end danskerne, hvilket selvfølgelig gør dem lidt komiske at se på for alle andre.
Med andre ord kan de danske syd for grænsen give os et godt grin, ligesom de kan minde os om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.
Tilbage ved genforeningen udtalte den daværende statsminister, Niels Neergaard, de bevingede ord “I skal ikke blive glemt” henvendt til det danske mindretal. I dag vil jeg vende disse ord mod os selv. Lad os ikke glemme det danske mindretal, fordi vi en dag måske vil være glade for at have nogen til at minde os om, hvem vi er. Lad os ikke glemme os selv.
Jon Egeris Karstoft, Kronik i Politiken, den 17.02.2009
Hej alle!
Jeg har skabt nogle nye kategorier for min blog. Den ene er allerede i brug, og det er medier. Da jeg så TV-avis i dag syntes jeg nemlig, at der blev sagt nogle temmelig dumme ting, og jeg mente ikke at de skulle have lov til at stå uimodsagte. Derfor den nye kategori.
Den anden er så Filosofi. Den er ikke i brug endnu, men jeg planlægger et indlæg om Kant. Ikke at jeg på nogen måde mener, at jeg kan komme op på samme niveau, som de filosofiske blogs der er derude, men et og andet har jeg vel at sige.
Jeg håber, at De, ærværdige læser, vil synes om det.
Gemt under: Medier | Tags: antisemitisme, Danmarks Radio, danskhed, DR, Hitler, Israel, jødedom, jødehad, jøder, nationalisme, nyheder, Religion, tv-avis
Det var en horribel sag, at se nyhederne på DR1 idag [Fredag, den 13. Februar] kl. 18:30. Sjældent har jeg set mage til dårlig dækning af en sag. Der er selvfølgelig noget specielt jeg tænker på, og det er indlægget om dansk jødehad.
- Sådan så skærmen ud i nyhederne, om danske jøder
Gemt under: Religion | Tags: agnosticisme, antiteisme, ateisme, bibelblog, empirisme, fideisme, Gud, ignosticisme, Kristendom, logik, Marcus Rubin, mission, NBPP, oplysning, Politiken, Religion, teisme, tredje vej, tro, videnskab
I vore dage er der inden for religionens verden noget nær et megatrend. Det er ikke længere kristendommen, ej heller ateisme, eller nogen af de andre strømninger, der igennem tiden har været fremtrædende i den vestlige verden. Mange ressourcestærke, veluddannede mennesker vælger i dag agnosticisme, i troen på, at det er en tredje vej. Bl. a. Politikens tidligere bibelblogger og nuværende korrespondent i U.S.A., Marcus Rubin, bekender sig til agnosticismen, lige som NBPP, hvis jeg har forstået hende ret. Imidlertid vil De, ærværdige læser, erfarer at agnosticismen langt fra er en tredje vej. Ethvert fornuftigt menneske i denne verden er agnostiker, her i blandt mig selv (ja, De læste rigtigt).
De, der benævner sig selv agnostikere, tror ofte, at de er langt klogere end alle de andre. Jeg vil gætte, at de ser sig selv som for kloge, til at deltage i en snak om Guds eksistens, at de er de eneste der erkender, at eftersom man indtil videre ingen beviser har for hverken Guds eksistens eller ikke-eksistens, så er enhver diskussion om dette emne meningsløs.
Imidlertid er langt de fleste mennesker i verden agnostikere. Det kan måske overraske dem, men også jeg, som troende kristen, kan kalde mig agnostiker. Agnosticisme er blot erkendelsen af, at man intet ved om Guds eksistens eller ikke. Det er noget, jeg kan skrive under på. Jeg er helt på det rene med, at jeg intet ved om Guds eksistens. Der faldt 25-øren (eller skulle jeg sige 50-øren, Mohammed?) nok for de fleste af jer. Det hænder da for mig, lige som for de fleste af os, at tvivle, og det er ingen synd. Imidlertid tror jeg på, at Gud findes, og jeg håber på det. Det gør jeg fordi jeg synes kristendommens budskab (altså alle “visdomsordene”, alt det konkrete) er sandt. Dermed kan jeg også kategoriseres som agnostiker.
Som man kan læse om det på Snetigerens blog, så findes der flere former for agnosticisme. Jeg vil nu beskrive 5 af i alt 6 former for agnosticisme (den sidste strømning er for denne diskussion uinteressant).
Den strømning jeg og alle andre fornuftige troende i verden tilhører kaldes for teistisk agnosticisme eller fideisme. Som sagt erkender vi vor mangel på viden om Guds eksistens, men vi tror alligevel på ham, hver af vore grunde vil jeg mene. Der findes selvfølgelig en tilsvarende ateistisk strømning, der sjovt nok hedder ateistisk agnosticisme. De erkender at de heller ikke ved noget om Guds eksistens, og dog har de som udgangspunkt at tro på, at han ikke eksisterer. Dette er selvfølgelig en fair mening, som jeg absolut intet problem har med.
Nå vi så når helt indtil midten, finder vi de helt igennem neutrale agnostikere. Der findes svage og stærke af slagsen. De svage bedyrer, at man indtil videre intet ved om Guds eksistens, men at det ikke er umuligt en dag at opklare mysteriet. De udsætter derefter deres beslutning, indtil man har et bevis i hånden. De stærke mener ligeledes, at de helt og fuldkomment uvidende om alting (!), men de påstår udover dette også, at det er umuligt at vide noget om Gud. Derfor afviser de definitivt, at tage stilling. Denne stærke agnosticisme er lidt sværere at forsvare end den svage ditto, da de i deres påstand om, at man intet kan vide om Gud rent faktisk siger, at de ved noget om Gud, nemlig det at man intet kan vide om Ham.
I det absolutte midtpunkt finder vi så de fuldkommen uvidende ignostikere, der ikke engang gider diskutere hvad de er, da de mangler et holdbart diskussionsgrundlag. De savner en sammenhængende definition af Gud, og før denne definition er fastslået, mener de at enhver diskussion er spild af tid.
Agnosticismens spektrum ser således sådan ud:
Det er dermed tydeligt at kun usandsynligt dumme mennesker kan påstå at være andet end agnostikere, da dette kræver at man sidder inde med en viden som man højst sandsynligt ikke har. Og dog. Indenfor den logiske retning empirisme, kræves der en oplevelse for at kunne bevise en regels rigtighed. Denne logik ligger til grund for hele den moderne videnskab, der kræver et eksperiment for at bevise en lov. Hvis vi nu går ud fra, at visse mennesker alligevel ser Gud, så kan deres tro på Ham godt kvalificeres som ren teisme, da den, i hvert fald for dem, er baseret på en erfaring, og altså ikke længere er tro, men viden. Resten af menneskeheden, der ikke oplever sådanne ting, må derfor nøjes med tro. Det er min overbevisning (min tro), at dette også er Guds mening. Viden er for let. Tro er en sand udfordring.
I sidste ende må jeg vel komme med den teistisk-ignostiske kommentar, at jeg ikke længere finder det nyttigt at diskutere spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Da enhver trosretning alligevel kun kan være baseret på tro, så giver det ingen mening at diskutere det. Man må vel lade det være op til den enkelte, at finde ud af hvad han vil. Imidlertid har jeg intet imod mission, så længe den blot er oplysning om kristendommen findes som mulighed, så alle få en mulighed får at omvende sig. Derfor vil jeg også stadig forklare hvordan min kristendom er, da jeg mener det er oplysning, og i al beskedenhed, stof til eftertanke, også selvom man er uenig.
Hvad jeg ikke vil længere, er at involvere mig i evindelige debatter på nettet eller i virkeligheden (medmindre dette involverer betydelige mængder Bacardi), hvor man vil bede mig bevise det ubeviselige. Det kan jeg ikke. Jeg tror også kun.
De eneste, som jeg fra nu af vil bekæmpe, er antiteister¹. De kalder sig selv for ateister eller fritænkere (dermed ikke sagt, at alle der kalder sig ateist eller fritænker, er antiteist), hvilket i sig selv er dumt nok, men egentlig er de ikke interesserede i andet end at nedgøre troende, som de af den ene eller anden grund mener, er en pest over verden. Folk har ret til at tro, hvad de vil. Men bevidst eller ubevidst at være imod andre mennesker, der sætter jeg grænsen, det er altid værd at bekæmpe, om det så er antisemitter, antiislamister eller andet.
———————————————————-
¹ Se bl. a. dette pragteksempel på antiteisme, en blog der er skabt specielt for at svine troende til som idioter.
Gemt under: Citater | Tags: auberge espagnole, film, livet, Marie, Rene Hjerter
Livet er, hvad man gør det til.
Fra filmen Rene Hjerter
Gemt under: valg i USA | Tags: 11. september, 9/11, Abu Ghraib, Afghanistan, Al-Qaeda, Barack Obama, demokrati, det ultimative onde, Florida, George W. Bush, Irak, neutral, obamania, olie, skyldfølelse, USA
I dag [Tirsdag, den 20. Januar] blev vor tids messias, Barack Obama, taget i ed som Præsident og leder for sit land, vor tids eneste supermagt, nutidens Romerrige, ja de har gættet rigtigt, Amerikas Forenede Stater. Med denne begivenhed skete der ikke bare ikke det, at en bølge frisk luft, håb og forandring oversvømmede det Ovale Værelse, nej, på nøjagtig samme tidspunkt blev det forladt af en dunst af krig, tyranni, pengebegærlighed. Sådan føles det i hvert fald i de fleste bevidstheder lige nu. Måske vil historien være mildere med George W. Bush.
Første gang jeg lærte Bush at kende var ved valget i 2000. Dengang var jeg kun otte år, så det er lidet overraskende at jeg knapt bemærkede denne ændring i verdens sammensætning. Jeg havde en uklar fornemmelse af at Clinton var en god leder for sit land (hvilket selvfølgelig kom af at jeg havde fået det fortalt), så jeg spurgte om ikke han kunne blive valgt igen. Men nej, det var desværre en umulighed. Så var jeg da også ligeglad. Da valget var blevet afholdt næste dag så jeg et billede af den nyvalgte præsident i den franske Tv-avis. Jeg synes han havde et rart ansigt, så jeg var glad nok. “Det var da godt at vi vandt! Var det da ikke ham vi holdt med?”. Skuffelse oven på skuffelse! Det er i øvrigt temmelig sandt, det er senere blevet sagt at Bush havde det helt rette ansigt for en præsident. Faderlig, rar, lidt forfinet, en sagtmodig, trist mine, der dog får en til at tro at der gemmer sig stor visdom bag de øjne. Problemet er bare at en præsident også skal åbne munden ind imellem, og der gik det galt!
Efter dette valg hørte man ikke så meget om Bush, hele debatten om Floridas stemmer gik hen over hovedet på mig, altså indtil jeg hørte den fortalt af min Morfar. Jeg var blevet tvangsfodret med demokrati-propaganda i den franske folkeskole, så jeg var, og er i øvrigt stadig, yderst negativt overrasket over at noget sådant kunne ske. Men Bush virkede som sagt lidt fraværende i sit første år, indtil det forfærdelige skete. Behøver jeg nævne hvad? Nej vel.
Jeg går ud fra at vi alle husker hvad vi lavede den 11. September 2001. Det var en tirsdag, og jeg kan huske at jeg allerede ved eftermiddagens frikvarter i skolegården, ved tretiden, havde set nogle af lærerinderne pille febrilsk med en radio. Mere skete der ikke indtil jeg kom hjem, og ville se min yndlingstegnefilm. Jeg havde misset en hel uges afsnit af diverse grunde, så jeg skyndte mig hen foran fjernsynet, hvor min storesøster, Anna, og mine to forældre sad og kiggede chokeret på noget der for mig bare lignede nyheder. Da jeg ville skifte kanal blev jeg overfuset med skældsord, men forkælet som jeg var (og givet stadig er), protesterede jeg lidt. Da jeg, halvdøv efter alt skrigeriet, fandt ud af at der måske var noget i gang, gik jeg ind på min søsters fjernsyn og skiftede kanal. Minsandten om ikke også de sendte de samme billeder som før inde i stuen. Det blev til nogle mærkelige dage derefter. Altid de samme billeder på fjernsynet, på alle kanaler, i dagevis.
Så kom krigen i Afghanistan, det var dengang ingen endnu satte spørgsmålstegn ved noget amerikanerne kunne gøre pga. chokket.
Den dag jeg lærte at hade Bush, var den dag tilbage i 2003, hvor Krigen i Irak, eller den Anden Golfkrig som franskmændene kaldte den, blev erklæret efter ugers forhandlinger. Da vi næste dag alle skulle på museum, blev der ikke snakket om andet end krigen. Krigen, igen. På ægte nordisk vis erklærede jeg mig neutral (naturligvis uden at vide hvad det betød), imens andre snakkede løs om man nu var for eller imod. Jeg lyttede efter når de voksne snakkede, og jeg fandt ud af hvad jeg mente, sikkert for første gang helt af mig selv.
Hvis Al-Qaeda ikke gemte sig i Irak, hvad skulle USA så der? Hvad så hvis de havde Atomvåben, det har USA da også, tænkte jeg naivt, men først og fremmest var det en sand tanke. Det måtte enten være det med olien som nogle sagde, eller også så havde Bush et mindreværdskompleks over for sin far.
Siden da er da så sket mange ting, mange uhyrlige ting forvoldt af Bush-administrationen: Abu-Ghraib fængslets dårlige forhold, amerikanernes vold mod civile, den dårlige genopbygning af Irak, gennemdiskussionen af hele motivet bag krigen, restriktionerne i krigsfangernes rettigheder og i de fundamentale friheder, konflikter med Rusland og kaosset i Afghanistan. Næsten alt hvad vi har hørt om Bush her i Europa, siden 2003, har været negativt, og hver gang har lige netop min årgang, der er vokset op med Bush og har lært at tænke med ham som emne, lært at hade ham mere og mere.
Den dag jeg tilgav Bush, tja, det var vel ikke en præcis dag, men mere over tid, her det sidste halvandets års. Pludselig virkede det tydeligt, i hvert fald for mig, at Bush var en mand plaget af skyldfølelse, lige siden dengang Bush i en tale anerkendte at han havde begået visse fejl.
- Føler Han Skyld?
Jeg havde næsten ondt af ham, fanget i et net af skyldfølelse og stolthed. I den periode har det også virket tydeligt at han prøvede at vende historien til sin fordel. Ved at prøve at opnå fred i Palæstina, ved at prøve at løse finanskrisen. Desuden har han jo været meget diskret den sidste tid, og har opført sig som en ægte gentleman med Obama, og planlagt overgangsfasen ned til den mindste prik. For det fortjener Bush min tilgivelse.
Bush har nok præget min årgang langt mere end nogen anden, fordi vi som sagt har lært at tænke ved at overveje Bush handlinger i givne situationer. Det er nok også derfor at hadet til ham sidder langt bedre fast i os, da han er kommet til at repræsentere det ultimative onde.
I vore bevidstheder er han samtlige dårlige ting ved amerikansk politik, styret af finansverdenen, søgende efter penge, magtbegærlig uden at have noget til overs for fundamental frihed, arrogant på den amerikanske måde, fundamentalistisk religiøs og ultrakonservativ.
Jeg er derfor også sikker på at min generations amerikaner-skepsis vil overleve langt længere end nogen andens, fordi Bush’ USA har præget vort syn på verden, som et sted hvor få onde mænd kan bestemme over uskyldige menneskers liv. Bush tog vor uskyld og smed den i skraldespanden.
På den måde kan vi måske også få vor del af obamania’en. Måske kan Barack Hussein Obama også få os til at håbe på en bedre verden igen.
Gemt under: Kristendom | Tags: Abraham, engle, frihed, glæde, Glædelige Budskab, Grundtvig, hyrder, Immanuel, jødedom, jesus, jul, julehilsen, julenat, Kristendom, Matrix, Mig, Sixpence None The Richer, The Wall, vise mænd
Julen er nok den dejligste fest der er givet os. Budskabet er sådan set såre simpelt. Gud kommer til os (”Immanuel” =”Gud med os” på hebræisk). Det er den tid på ordet hvor dét at være kristen nok betyder mest for mig, hvor jeg kan forarges til det grænseløse over alle andres måde at gøre tingene på (sådan en dejlig følelse), men så i mit stille sind alligevel nyde al den flotte indpakning. Ja, det er da dejligt at få gaver. Problemet er nok at gaverne er blevet det vigtigste her i vore dage. Det jeg nyder her i julen er faktisk at den giver mig lejlighed til at sådan, hvordan skulle man kunne sige det, reflektere/drømme/meditere over tingene, over kristendommen, over mit liv, over hvor smuk min religion i grunden er, ikke bare budskabet, men også indpakningen.
Det er meget muligt at Jesus ikke blev født om vinteren i Betlehem, men hvor er det dog dejligt at drømme om at gå på de delvist snedækkede bjergsletter og så langt væk se den lille stald med lys, høre det lille barn græde, det lille barn der er så meget mere end et lille barn, og så dog bare et lille barn, hyrderne ud på marken der får lov at se det ærefrygtindgydende syn af en engel, der fortæller dem om det glædelige budskab, og så pludselig en sand hærskare af engle der synger “Ære Være Gud i det Højeste!”. Hyrderne må være faldet på knæ og have grædt glædestårer, takkende Gud (Grundtvig, Det Kimer nu til Julefest), og så de Vise Mænd, der kommer ridende på kameler igennem ørkenen for at se den nyfødte konge (Dung-Ga-Da-Dung, siger deres fødder i ørkensandet). Det er jo nærmest kosmiske begivenheder der fandt sted den nat i stalden. Det havde været under forberedelse siden Abraham. Meget kan man sige om kristendommen, men dens historier er smukke.
Men Budskabet er bare desto smukkere af at have været så fint pakket ind. Hvor er det dog fantastisk at min Gud rent faktisk kom ned på jorden, kom ned til os mennesker. At han kom for at frelse os. At han elsker os så meget.
Jeg har faktisk selv mærket det her på det sidste. Mange vil indvende at det sikkert bare var min forstand der halter, men jeg har følt noget på det sidste. Det begyndte her for nogle uger siden, hvor jeg var på vej hjem fra volleyballtraining. Jeg sad i den klare nat og ventede på bussen og lyttede til Sixpence None The Richers album med julesange (kan jeg bestemt anbefale til næste års julemix på iPod’en) . Da jeg sad der ude i kulden, følte jeg de samme følelser som altid, bare noget stærkere og meget mere defineret. Før følte jeg dem bare, nu vidste jeg at det var min bevidsthed om at mit sind var helt og aldeles frit, uafhængigt af nogen kontrol, og om at denne frihed også gav mig klarsynet til at se at verden var helt og aldeles tom, uden mening. Det var som at stå udenfor The Matrix (ét’eren er seværdig) og så tænke på den glæde der var ved at være indenfor, men så alligevel foretrække den stille kulde udenfor. Det var ikke nogen specielt glad følelse, det var bare krystalklart. Jeg tænkte, at nok var jøderne blevet frelst af Jesus, men udenfor i den frie verden (på det mentale plan), der var han ikke med os, eller i hvert fald ikke med mig. Og så foretrak jeg dog min tilstand (selvom der var en vis resignation indblandet).
Næste dag, eller måske ét par dage efter sad jeg så i bussen på vej hjem fra skole. Havde haft en helt fin dag, skal det siges. Den dag, da jeg sad i bussen, og igen lyttede til Sixpence None The Richer, der begyndte jeg at føle at Gud alligevel var her i verden. Jeg ved ikke om det var en åbenbaring, det var det vel i grunden ikke. Det var bare en følelse af glæde og den pludselige vished om at Gud var med mig, og at den frie verden alligevel ikke var meningsløs. Tja, det er vel egentlig det julen handler om. Så ja, med glædestårer takker jeg Gud/For miskundhed og nådebud.
Gloria in Excelsis Deo
Glædelig Jul!
Efter tre ugers dejlig pause fra bloggen er jeg tilbage. Det har givet mig tid til at tænke mig om, og jeg er kommet frem til at bloggen her mere og mere blev tvang for mig, så nu vedtager jeg enstemmigt et friere skema (man er vel liberal) der siger at jeg skriver når jeg har noget på hjertet om det jeg har på hjertet. Ikke mere noget med citater eller Chuck-Norris-Fakta, medmindre jeg da lige kender ét der passer perfekt til et andet indlæg, ikke mere noget med at følge en orden i de emner jeg tager op, selvom alle emner stadig vil blive taget op i ny og næ, ikke længere et fast antal indlæg om ugen, selvom der nok stadig vil være gennemsnitligt ét om ugen. På denne her måde er jeg friere og gladere for bloggen her. Og nå ja, i anledning af julen sner det her på bloggen. Glædelig December måned!
Gemt under: Kultur | Tags: ånd, Ben, Ben Vautier, brugskunst, Claude Debussy, Danmark, dansk folkeparti, dansk kulturliv, danskhed, De Usalige Konger, DF, følelse, finkultur, Finland, Frankrig, intellektuel elite, klassekamp, klasser, krop, Kultur, Kunst, Maurice Druon, Måneskinssonaten, mennesker, middeklasse, O, overklasse, populærkultur, sanser, sjæl, tanke, tretrinsstige, underklasse
- Ben Vautier, 1999, Frankrig. Omslag til skolebog i faget Plastisk Kunst.
De fleste mennesker er enige om at kunst er god ting, og det er da også noget skønt. Den det den af menneskenes særegenheder jeg nok holder allermest af, vores evne til at skabe en mening af noget meningsløst. Vi har altid ejet denne evne, lige siden vi blev til som Homo Sapiens Sapiens i Østafrika, det vidner talrige fund om, såsom meget gamle fløjter eller hulemalerier. Imidlertid hersker der stor uenighed om hvad kunst egentligt er, der er blevet brugt utallige definitioner igennem tiderne. Her i dette indlæg vil jeg så kommer med min mening om sagen. I er velkomne til at fortælle om jeres i kommentarfeltet.
Én af det ting der for det meste har været enighed om er at kunstværket, for at leve op til sin status, på en eller anden måde skal være unikt. Det skal være noget man ikke har set før, og hvis man ser det igen så er det plagiat og så er der ikke blevet skabt noget og dermed er det ikke kunst. Der også normalt enighed om at kunst skal være fuldkommen ubrugelig. Den skal bare inspirere, men den må ikke have nogen funktion. Så er vi ovre i brugskunst.
Disse to kriterier skaber en stor gruppe ting (vil jeg kalde det i mangel af bedre ord), hvoraf der imidlertid kun er en mindre del der rent faktisk er kunst. Min tro er at kunst er noget der skal udfordre et individ på alle planer, og da ethvert menneske består af tre lag, så må kunst skulle udfordre alle disse.
Vor første del er kroppen. Den er alt det jordlige, den er alt det vi kan sanse, vor fysiske fremtoning og vore jordiske behov. Vores anden del er sjælen, den er vore følelser, den er med andre ord anden etape af de indtryk vi får, vi sanser det først og derefter føler vi et eller andet. Vor tredje og så at sige højeste plan er ånden. Den er vore tanker, vor bevidste bearbejning og den sidste etape for vore indtryk.
Som sagt består et kunstværk tilsvarende af tre lag, ét for hver af vores. For at udfordre vore sanser skal det være teknisk veludført. Det behøver ikke nødvendigvis at være smukt, det skal understøtte de højere lag bedst muligt på samme tid med at det skal have et vist særpræg og standse tilskuerens blik. Ifølge kunstarten er det meget forskelligt hvilke kriterier man bruger, i dramatik er det scenografien, kvaliteten af skuespillet osv. det kommer an på, imens et maleri skal være malet med en sikker hånd der vidste hvad den gjorde og gerne skal overraske. Det vigtigste er dog at det er en god basis for de højere lag.
For at udfordre vor sjæl skal det fremprovokere følelser i os. Sammensætningen af alle de sanselige indtryk i vor bevidsthed bør skabe en følelse af noget i os, en følelse der gerne skal vare i længere tid end den hvori vi rent faktisk oplever kunstværket. Det kan begynde med en lille fornemmelse i os og så vokse sig større og større og holde i flere dage eller endda uger. Da jeg læste Maurice Druons Les Rois Maudits (De Usalige Konger) fik jeg f. eks. meget stor medlidenhed med de to unge elskende som skæbnen skånselsløst river fra hinanden, og det var en følelse da varede ved i over en uge.
Sidst men ikke mindst skal et kunstværk udfordre vor ånd. Det skal give os noget at tænke over. Det skal fuldstændigt uden at vi gør noget plante en tanke i os, som vi så kan gå rundt og grubler over, lade ligge lidt, tage frem igen og måske en dag tænke færdig. Nogle gange kræver dette dog den rette indstilling hos kunstnyderen, man skal, om jeg så at sige, åbne sin sjæl. Da jeg, i den første time på den første skoledag efter sidste års vinterferie, hørte Claude Debussys Clair de Lune (Måneskin) fik det mig f. eks. til at tænke på min families feriested i Finland, om hvor meget jeg elskede at være der, og at det måtte være dejligt at lægge på badebroen deroppe (om sommeren) og samtidig lytte til dette stykke musik badet i måneskin. Såvidt jeg husker har jeg taget denne tanke op i indlægget Min Kristendom. Det behøver ikke på nogen måde være højere tanker, selvom det godt kan være det, for et musikstykke er det at forestille sig en historie nok det mest normale, det skal bare på den ene eller anden vis mærke én.
Diss tre “lag” i værket bygger meget på hinanden og derfor er det temmelig vigtigt at de alle er til stede, hvis altså det er kunst man ønsker. For illustrere dette kan vi bare tage en skulptur. Kunstneren har ønsket at udtrykke sin glæde ved den kvindelige krop og følelsen af lyst. Hvis nu skulpturen imidlertid ikke ligner noget som helst, så nytter det ikke meget, for man kan ikke nå op til de højere lag. Og hvis den slet ikke inspirerer os nogen følelser, så gider vi ikke engang at tænke på den, men går bare videre til de andre skulpturer på musæet.
Imidlertid hænder det ofte at man udelukker en af de tre aspekter fra sit værk, eller at man i hvert fald nedprioriterer det en del, for det meste helt bevidst fordi man ikke ønsker at skabe kunst. Oftest er det tankerne man undlader at appelere til, selvom det også hænder at man udelukker sanserne. Nogle franske forfattere har også en sygelig trang til at skrive meget kedelige ting på et meget fint sprog. Det er da også helt fair nok hvis producerne bag Friends ikke ønsker at appelere til deres seeres tanker eller beder om fantastisk skuespil. Når man kommer hjem fra skolen har man måske heller ikke lige lyst til at skulle reflekterer over hvorvidt Gud er subjektiv eller objektiv. Så er det bare ikke kunst, men underholdning. Dette kaldes underholdning for scenekunstarter og litteratur, dekoration for plastisk kunst og stemningsmusik for musik. Samlet kan man vel kalde det populærkultur.
Jeg tror at der findes tre niveauer i kulturen (jeg er i det hele taget meget glad for tretrinsstiger, og det sjove er at man meget ofte kan få én tretrinsstige til at passe med en anden), der igen hver især appelerer til de tre forskellige klasser: underklasen, middelklassen og overklassen.
Det første trin er nok det generelle begreb kultur. Et folks kultur er noget der ligger meget dybt, og måske er det udødeligt. Det er alle de uskrevne regler, alle de gamle historier der blev fortalt foran ildstedet, tøjmoden, sproget, troen, maden osv. Hvis den ikke er udødelig, så lever den i hvert fald længe. Da kristendommen blev indført i Danmark døde den konkrete tro på de gamle guder meget hurtigt, men den tilladte tro på jætterne, på runernes magiske kræft, på glæden ved at lyset vender tilbage, den overlevede længe, til dels lever den stadig. Man kender eksempler helt op i 1800-tallet på folk der klippede nejlene af de afdøde fordi Naglfar, det skib der ville komme sejlende fra Syd ved Ragnarok, skulle bygges af de dødes nejle, og ved at fjerne dem sænkede man verdens ende. Desuden ligger Julen stadig 3 dage efter den korteste dag og den er til dels stadig Lysets Fest. Dette trin henvender sig mest til underklassen, der er den der skaber kulturen og det er ofte den der følger den.
Det andet trin er populærkulturen, som jeg allerede har beskrevet, og som nok mest interesserer middelklassen, og det tredje trin er kunsten eller finkulturen, hvis målgruppe er overklassen og den intellektuelle elite.
Nu er det sjove ved stiger at det ene trin bygger på det andet, og hvis man fjerner stigens første trin, så ramler hele lortet, og jeg tror det er her man skal finde grunden til den krise jeg ikke er den eneste der ser i dansk kulturliv. I Danmark er det sådan at man har afskaffet underklassen. Den er næsten væk: “I Danmark har få for meget og færre for lidt”. Den er blevet integreret i middelklassen. Grundlæggende kan man mene at dette er en god ting, det gør jeg dog ikke. Ganske vist har vi nu et samfund med større velstand end før, men til gengæld har den danske kultur ikke længere nogen gruppe at henvende sig til. Alle går rundt og leder hele tiden og spørger “hvad er danskheden?”, det er ikke mærkeligt at der er debat om det, et levende eksemplar skal man lede længe efter. Mange skikker lever ganske rigtigt videre, men de har mistet deres mening. Julen er forbrugerismens sorte messe og sproget ligner engelsk mere og mere (jeg er selv at bebrejde her). Jeg tror også det er derfor DF er så populært, de kan bilde folk ind at de er danskheden. Problemet er bare at alle de andre lag af kulturlivet bør bygge på denne grundlæggende kultur, og når nu den er væk (eller forhåbenligt ligger i dyb søvn), så mister alt det andet lidt sin mening. Der kan stadig være tale om kunst, men hvis man spørger om det er dansk kunst, så er det straks lidt sværere at svare på.
Dermed er den lille parentes om dansk kultur lukket. Nu er jeg i hvert fald kommet med mit bud på hvad kunst er. Det er det der udfordrer os på alle planer, det der er unikt og det der komplet ubrugeligt. For at vide hvor god kunst noget er, må man imidlertid se på hvor godt det gør det, men det er en anden sag.
Gemt under: valg i USA | Tags: Barack Obama, Bill Clinton, Bill Richardson, Europa, Hillary Clinton, Israel, Jimmy Carter, John McCain, Palæstina, præsident, præsidentvalg, premierminister, racisme, Rahm Emanuel, reklame, secretary of state, sorte, stabschef, taler, udenrigsminister, USA
Så er enden på valget i U.S.A. nået. I lidt mere end ti måneder er det valg, de grupper, de personer og de holdninger blevet gennemdiskuteret og analyseret på kryds og tværs, ja, vi er nærmest blevet bombarederet, om ikke hjernevasket med indtryk, reportage, analyser og blogindlæg (!) om hvordan dette her nu kunne ende. Det ved vi jo så nu. Jeg har ventet med at skrive det her indlæg fordi jeg også ville have Baracks første handlinger og de første reaktioner med (og så også fordi jeg har manglet tid…).
Vi kan jo begynde med de sidste hændelser før valget. Den vigtigste var nok Barack Obamas meget omtalte reklame på en halv time, sendt i den bedste sendetid. Udover at han i denne reklame skitserede de planer han har for sit land (som man kan læse om i mit indlæg om dem), så formåede han også at gøre det igen han har haft succes med i de sidste mange måneder. Han viste sig selv som, for det første en samlende figur der kan bringe amerikanerne sammen som ét folk på tværs af økonomiske, etniske eller religiøse skel, for det andet som en hel kandidat. Han var, i denne video, ikke bare den første sorte mand der har haft en reel chance for at blive amerikansk præsident, men en mand med visioner for sit land og for sit folk. Man kunne tydeligt se at der var blevet gjort alt for at vise Obama som en stor og samlende mand, der blev vist folk fra alle geografiske områder i landet og fra de dominerende etniske grupper: hvide, sorte og latinamerikanske, med klassisk musik i baggrunden. Der blev dog også begået en fejl, en temmelig forudsigelig én oven i købet. Der var jo en overhængende risiko for at det ville blive en kende forlorent. Samlet set var det OK nok, men dervar lige nogle få øjeblikke hvor man tænkte “lort, han gør sig selv til grin lige nu”. Men tiden har jo vist at det holdt. Jeg synes også reklamen var en god idé. Samlet set lykkedes det for ham at få sit budskab ud til fantastisk mange mennesker, på en måde så at man ville kunne træffe en saglig beslutning om hvorvidt ma nu også ville stemme for ham, i stedet for de sædvanlige 5-minutters reklamer, hvor man har så kort tid at man alt for ofte forfalder til tom snak eller fjendebilleder.
Da Barack Obama så belv valgt for snart 2 uger siden, så kom var der jo mange reaktioner til det. De vigtigste var nok hans egen og hans modstanders (som kan læses her for McCain og her for Obama). Han selv holdt et brag af en tale på lidt over en halv time. Han omtalte igen sine projekter (politikere har desværre fået den dårlige vane i vore dage altid at gentage samme sætninger for forklare hvad de mener, f. eks. “We can’t drill our way out of the problem”), men han brugte også meget tid på, ja lad os sige ikke særlig konkret snak. For en gangs skyld kunne man måske sige at en meget følelsesladet tale var helt på sin plads. Det var på en måde meget flot at se tusndvis af mennesker råbe “YES WE CAN!” sammen med deres idol, men på den anden side var det bare også lidt åndssvagt. Min samfundsfagslærer på Duborg-Skolen sagde faktisk noget meget sigende om dette “Ja, nogle gange når jeg sidder i biografen og ser sådan en rigtig tøsefilm, så hænder det jeg sidder og tænker “Ajj, det her er bare for åndssvagt”. Sådan havde jeg det faktisk da jeg stod op kl. 5 om morgenen for at se Barack Obamas tale, men pludselig, så mærkede jeg at tårene, ja de begyndte at løbe ned af kinderne på mig”. På den ene side er det bare tom snak, men så alligevel, det er jo rigtig nok at lige netop den aften havde U.S.A. taget et stort skridt. John McCains tale var præget sf stor værdighed. Han erkendte også det storslåede i at en sort nu havde bevist at intet var umuligt i Amerika, og når der blev buet af Obamas navn viftede han med hænderne som en sand gentleman. Han udtrykte sin store beundring for U.S.A.’s næste præsident og forsikrede sit land om at han nu ville gøre alt i sin magt for at hjælpe ham. Mest af alt takkede han alle sine tilhængere varmt og fortalte om hvor stolt han var når han tænkte at de fulgte ham. ”Det var mit livs store ære at lede denne kampagne” sagde han. Måske for sidste gang fik vi hans berømte løftede tommelfingre at se, før han forsvandt.
Nu har vi altså 4 Obama-år i sigte. Der er en del ting vi kan forvente, ikke kun gode for den sags skyld. Der er dog allerede gode tegn på nuværende tidspunkt. Selvom Obama endnu ikke er officielt tiltrådt, det er først den tyvende januar, så er han allerede begyndt på arbejdet. Da U.S.A. er i en meget dårlig stand i øjeblikket bliver præsidentens arbejde des sværere, og derfor er det bedst at begynde hurtigt. Han valgte allerede to dage efter sin valgsejr en stabschef (Chief of Staff), hvilket ca. svarer til vores departementchef i statsministeriet, eller måske mere rammende, premierministeren i Frankrig. Den heldige udkårne er den jødiske Repræsentant Rahm Emanuel, der har en lang karriere bag sig og god erfaring i bagagen, bl. a. som rådgiver for Præsident Clinton og medlem af bestyrelsen for Freddie Mac, et føderalt firma der køber pantbreve, sætter dem sammen og sælger dem videre, hvilket forøger den kapital der er på boligmarkedet. Han har desværre et meget positivt syn på Israel, men det kan jo selvfølgelig bruges til at få Isrelerne til at overholde aftaler (selvom jeg har mine tvivl). Han overvejer også hvordan udenrigsministeposten skal besættes. Valget står imellem to tidligere modstandere, latinamerikaneren Guvernør Bill Richardson af New Mexico, en meget erfaren herre, der har U.S.A.’s FN-ambassadør eller Hillary Clinton. Da Hillary ikke er så erfaren som hun siger, ville jeg foretrækker Richardson, omend dette valg potentielt kunne splitte demokraterne.
Desværre er U.S.A.’s ude på dybt vand lige nu. Hele verden oplever en af de værste finanskriser i et århundrede, og nu er det jo sådan at en stat eller en regering reelt ikke kan gøre så meget ved en kriseramt økonomi. Fankrig har været ramt af krise i 30 år nu, og alt er blevet prøvet. Markedet er en så kompleks ting med så mange faktorer at dét der tilsyneladende gavner meget vel kan være skadeligt og omvendt, og alt statsledere kan gøre i krisetid er at se ud som om de gør det der skal til og folde hænderne og bede. Der skulle Anden Verdenskrig til for at løse sidste krise.
Dette er bare et endnu større problem end som så, fordi det ikke er en helt normal præsident Amerikanerne har valgt sig. Da Barack Obama er sort er det af den ypperste vigtighed at han formår at løse finanskrisen. U.S.A. har endeligt taget skridtet frem, og har valgt en sort præsident, men det betyder ikke at racismen er død, det betyder at de har givet det en chance. Men hvis Barack Obama viser sig at være en fiasko, så vil alt det gå til spilde, fordi så vil folk ubevidst tænke på hans farve som faktor. Så bliver det grimt.
Der er et andet spørgsmål man kan stille sig selv. Før Obama stillede op til præsidentvalget havde han en række holdninger, som han jo helt naturligvis har måttet moderere under valgkampen. Der er emner der er blevet undgået og der er meninger der er blevet ændrede. Spørgsmålet er: hvem vil Obama følge? Sit gamle jeg, eller sit nye jeg. Logikken ville svare det gamle. Nu er han jo valgt, han har ikke mere at bevise, han kan jo gøre havd han vil nu. Historien viser os bare mange eksempler på det modsatte. Vejen til magten korrumperer siger man, og Obama har været undervejs meget, meget længe.
For de sorte vil valget af Obama nok ikke ændrer så meget konkret. Måske vil der værre flere tiltag for at bringe de sortes andel af fængselsbefolkningen ned (50% af de indsatte er sorte imod 15% af hele befolkningen). Det der virkelig er vigtigt her, det er symbolet. Obama har som sagt vist at alt er muligt for alle i U.S.A., hvilket mange sorte sikkrt har betvivlet indtil nu. De har endegyldigt fået bevist at også deres stemmer bliver hørt og at også de har ret til og bør deltage i samfundsdebatten. Måske vil det have en positiv effekt, hvem ved?
Men valget af Obama betyder meget mere end bare det, som jo egentlig i sig selv er en del. Dette valg markerer “enden på begyndelsen” af noget der allerede begyndte ved midtvejsvalget for 2 år siden, i 2006. Der fik Demokraterne overbevisende flertal, både i Senatet og i Repræsentanternes Hus. Dette var i sig selv en nyhed, men dette valg betyder at Amerikanerne nu går igennem en demokratisk periode igen. I de sidste 50 år, har der kun været to demokratiske præsidenter, begge fra Sydstaterne, begge på partiets, om ikke højrefløj, så dog centrum. Men Obama, han er jo på partiets venstrefløj, desuden er han fra midtvesten, og kan vel dårligt beskrives som et konservativt valg. Mit gæt er at Demokraterne ved sidde med de bedste kort på hånden i de næste mange år, sikkert helt indtil næste krise U.S.A. vil gå igennem.
Men selvom alt dette selvfølgeligt er meget godt, så tror jeg alligevel mange af mine læsere vil blive overraskede, måske endda skuffde, over den politik Barack Obama vil føre. Jeg blev næsten overvældet da jeg så at 41% af mine læsere har sagt at de støttede Barack Obamas politik “helt og holdent”. Nu kan det selvfølgelig være jeg ikke kan dansk (det kan det faktisk godt!), men i min verden betyder ”helt og holdent” altså 100%. Så 41% af min læsere støtter altså Amerikaneres frie adgang til skydevåben, de støtter øget olieboring eller brugen af kulkraft, de støtter atomkraft, Afganistankrig, indtrængning på Pakistans suveræne territoium eller en pro-israelsk mellemøstpolitik? Det må man tro, eller også så er der bare nogen der bliver meget skuffede. Barack Obama er også amerikaner, og i de kommende år forbliver U.S.A. altså U.S.A.
Under alle omstændigheder er et sikkert. Verdens mægtigste land har fået sig den bedste præsident man realistisk kunne håbe på. Fra et amerikansk perspektiv er han symbol på en ny tid og liberale holdninger, han er et frisk pust af rettigheder, frihed og forandring, han kan virkelig få én til at tro på at der er bedre tider forude. Nå Amerikanerne siger de vil gøre noget, så gør de det, og når Obama siger han vil have næste generations el-biler bygget i U.S.A., så kommer det til at ske. U.S.A. er ikke bare en samling stater, det er også en samling kulturer, etniske gupper, holdninger og religioner, men ved hjælp af sin kulturelle åbenhed og sin midtsøgende politik, kan U.S.A.’s motto måske endelig få lov til at gå i opfyldelse: Af mange, én.
E PLURIBUS, UNUM
Gemt under: Citater | Tags: citat, Citater, idiom ordsprog, tale, talemåde, tavshed, Tunesien, tunesisk, ytringsfrihed
Tale er sølv, tavshed er guld.
Gammel tunesisk talemåde; godt når man ikke har et passende citat
Gemt under: De Franske Socialisters Kongres | Tags: 1789, 4. Republik, 5. Republik, antikkens Rom, babouvisme, borgerkongen, Congrès de Reims, Engels, familistère, Francois Hollande, Francois Mitterrand, Frankrig, fransk politik, Gracchus Baboeuf, Grakkerne, Internationale, Jacques Chirac, Jean Jaurès, Jean-Marie le Pen, kommunistisk manifest, Kongres i Reims, kritiko-utopisk socialisme, Léon blum, Lionel Jospin, Ludvig-Filip, Marx, Napoleon, Napoleon d. III, Nicolas Sarkozy, optimaterne, Owen, pariserkommunen, Parti Socialiste, Politik, Populær Front, populisme, PS, reformisme, republik, revisionisme, revolution, rose, RPR, Saint-Simon, Ségolène Royale, SFIC, SFIO, socialdemokratisme, socialisme, Thiers, UMP, utopisk socialisme
Om 2 uger holder det franske socialistparti, PS, kongres, hvilket er en nøglebegivenhed i det franske politiske liv. Jeg vil dække kongressen i dag og på næste søndag, som er kongressens sidste dag. For at forstå hvorfor denne begivenhed er af en sådan vigtighed, må man dog først kende baggrunden, derfor vil jeg i dette indlæg beskrive den franske socialismes historie og dets aktuelle problemer og udfordringer og på næste søndag vil der være et opsummerende indlæg om kongressen. Jeg råder Dem stærkt, ærværdige læser, til at læse mit indlæg om det franske politiske system før de kaster dem ud i dette.
Socialismen er en ideologi der har en meget lang historie, ikke bare i Frankrig. Sammen med konservatismen er det nok verdens ældste politiske retning. Den har rødder så langt tilbage at vi knapt kan spore det, men dens første kendte manifestation var, som så meget andet, i oldtidens Rom.
På daværende tidspunkt havde Romerriget erobret enorme landmasser som staten så delte ud af imod afgifter. Langt det meste af jorden blev samlet på meget få hænder, og dermed ejede de fleste bønder ikke særlig meget (om noget). Det var altså i en sådan verden, at en mand ved navn Tiberius Gracchus stillede op som folketribun, en af romerrigets højeste stillinger. Han blev valgt i -133 og prøvede at starte en reformbevægelse, hvis mål var at begrænse den mængde jord en romersk borger kunne besidde. Naturligvis var senatorerne ikke særlig venligt stemte overfor forslaget, da de jo selv, som Patriciere, var iblandt de bedre stillede. De fik ham dræbt, under påskud af at han ønskede at lade sig krone som konge, den værst tænkelige forbrydelse under den Romerske Republik.
Reformbevægelsen var imidlertid ikke nået til vejs ende. Tiberius havde en bror, Gaius, der også blev valgt til at være tribun. Han fortsatte sin broders reformprogram, og udbyggede det betragteligt. Da han var af sted for at bygge en koloni i Kartago, mindskede senatorerne hans indflydelse, og ved valget i -121 blev han slået. Gaius gav dog ikke op. Uenighederne imellem Gaius’ tilhængere og senatets folk eskalerede hurtigt, og selvom Gaius gjorde sit for at holde sine folk i ro, kom det hurtigt til voldelige konflikter. Gaius blev fanget og begik selvmord.
Dette var nok socialismens første manifestation i verdenshistorien. Vi finder først socialismen i sin moderne form i skikkelse af den franske revolutionære mand, Gracchus Babœuf, der under den franske revolution kæmpede stærkt for sine ideer.
Hans mål var en kollektivisering af landjorden og lighed imellem menneskene. Intet mindre. Han begynder allerede kampen i sin hjemby Roye, i Picard, da kongen beder hvert sogn redigere et klagehæfte over hvad det mener kan gøres bedre. Dette arbejde tager han stor del i. I begyndelsen af revolutionen gør han op med sig selv, at frihed og kristendom ikke kan eksistere sammen. Hans meninger er endnu for stærke, selv for de såkaldte revolutionære franskmænd, og han begynder at kritisere de midtersøgende krafter der hurtigt tager magten efter revolutionen. Så starter han sin kamp imod indirekte skat og hurtigt bliver han smidt i fængsel. Han sættes fri igen pga. hjælp fra en af de tre store franske revolutionsmænd, Marat. Babœuf bliver ved med at kæmpe, nu imod et system hvor stemmeretten afhænger af hvor meget man betaler i skat, og må flygte til Paris, hvor han efter at have sig meldt ind i en diskussionsklub, bliver fortaler for at også kvinder skal kunne blive medlemmer. Efter endnu en gang at være blevet smidt i fængsel, er han nu nødt til at gå under jorden. Da han ikke længere kan agere i al lovlighed, stifter han De Liges Sammensværgelse, der ønsker at fortsætte revolutionen for at opnå den Perfekte Lighed og den Fælles Lykke. De bliver stikket og Babœuf bliver offer for guillotinen den 27. Maj 1797.
Hans idéer døde imidlertid ikke med ham. I begyndelsen af det XIX. århundrede begyndte en række filosoffer, for det meste franskmænd, at teoretisere om et alternativt samfund til det kapitalistiske industrielle som var ved at opstå, de ønskede en anden vej. Iblandt dem kan man nævne franskmændene Saint-Simon, Charles Fourier, Étienne Cabet og Philippe buchet, men også den walisiske Robert Owen. Det var i denne tid ordet socialisme blev brugt for første gang, af en vis Pierre Leroux, i 1832.
Deres doktriner havde deres særlige karakteristika, men der var mere der samlede end der skilte. Ideologien blev senere betegnet som Utopisk Socialisme af Engels (eller kritiko-utopisk i det Kommunistiske Manifest). De ønskede at skabe et socialistisk samfund, så at sige, ex nihilo. Meningen var at folk helt spontant skulle samle sig i kollektiver som så enten skulle beskæftige sig med landbrug eller industri. Fremtidens samfund skulle bestå af summen af disse kollektiver. Filosofferne kaldte disse kollektiver forskellige ting (Phalanstère hos Saint-Simon, Township hos Owen osv.) men fællesnævneren var et det var enorme og meget ambitiøse projekter. De skulle indeholde lejligheder til flere hundreder, om ikke tusinder personer, fælles bad og køkken, skoler, biblioteker og mange andre faciliteter. I dem skulle alle have samme kår og den private ejendom være afskaffet.
Der har været mange forsøg på at skabe disse kollektiver, det mest succesfulde har være le Familistère i Guise, Frankrig. Den fungerede fra 1846 til 1970 og havde arbejdspladser, smukke og sunde lejligheder (på samme størrelse) til alle, skoler til børn helt op i 14-årsalderen (i Frankrig var det lovligt at lade børn arbejde fra det 10. År), et teater og et bibliotek.
Indenfor den socialistiske bevægelse nåede denne retning sit højdepunkt i 1870, inden den blev skubbet til side af marxismen. Marx og Engels var den meget taknemlig for dens forberedende tænkning om samfundet, men mente at den lukkede øjnene for den sociale realitet, proletariatets eksistens og for klassekampens vigtighed. Den lever dog videre i alle de kollektiver der er opstået siden, f. eks. i de kollektiver der blev skabt i kølvandet på studenteroprøret i 1968.
I 1871 opstår verdens første socialistiske regime – i Paris. Det opstår i kølvandet på krigen mod Prøjsen, som Napoleon d. III, indledte og tabte. Da Napoleon bliver fanget i Sedan, abdicerer han for at undgå at blive brugt som gidsel. I våbenhvilen besluttes valget af en Nationalforsamling der skal bestemme om krigen skal føres videre. Da denne bliver valgt, vælges der et enormt flertal af borgerlige kandidater, og Thiers, en konservativ, vælges som midlertidig leder. Han ønsker fred med Prøjsen.
Pariserne derimod er meget skuffede, dels fordi de for tredje gang er blevet snydt for deres frihed (i 1789 fik modererede som sagt hurtigt magten; da Ludvig-Filip eller borgerkongen bliver væltet af pariserne i 1848, vælges Ludvig-Napoleon Bonaparte som præsident, som konservativ), dels fordi de lige har været igennem en lang og hård belejring, som de nu føler er spildt. Den 18. Marts erklærer Kommunen Paris sig selvstændig, for anden gang indenfor hundrede år. 100.000 af Paris’ vestlige borgere (Vestparis er stadig i dag den rigeste bydel) flygter til Versailles. Der afholdes hurtigt frie valg til Kommunalrådet, der jo de facto er et regeringsorgan, og borgerlige kandidater får også lov til at stille op. Venstrefløjen får selvfølgelig et overbevisende flertal, og højrefløjens valgte vælger hurtigt at sige op.
Der vedtages meget progressive reformer, som for manges vedkommende først bliver genindført mange årtier efter Kommunens afgang ved døden. Skolegangen bliver gjort gratis, sekulær og lovpligtig, arbejdernes betingelser forbedres meget drastisk, retssikkerheden garanteres (der indføres en art Habeas Corpus) og Kirken og Staten adskilles. Kommunens Politik bærer dog præg af det pres Thiers-regeringen lægger på den. Pressefriheden begrænses, der tages gidsler og kulturelle skatte bliver ødelagt (som Tuileriesslottet).
Efter blot to måneder, er Paris generobret af regeringen den 28. Maj. De fleste reformer bliver afskaffet og imellem 10.000 og 100.000 kommunarder henrettes uden retssag.
Efter dette blodbad var den franske socialistiske bevægelse halshugget. Alle ledere var enten døde eller i eksil. Ved fagforeningernes Marseillekongres i 1879 stiftedes FTSF (Frankrigs Socialistiske Arbejderes Federation), Frankrigs første socialistiske parti. Imidlertid fandt Marx’ svigersøn linjen i FTSF for blød og stiftede POF (Fransk Arbejderparti), et marxistparti. Derefter fulgte en lang perioder hvor bevægelsen deltes mere og mere, og flere partier blev stiftet.
De kunne deles imellem to tendenser: reformister og revolutionære. De ene ønskede fremme af arbejdernes kår ved reformer, enten indenfor det kapitalistiske system, eller mod et egentligt socialistisk regime, de andre ønskede som Marx en revolution. I 1902 blev den lange række bevægelser samlet i to blokke Fransk Socialistparti (reformistisk) og Frankrigs Socialistparti (revolutionært).
Ved Globekongressen i 1905 samledes de to partier til ét, under pres fra den Anden Internationale. Dette parti kom til at hedde SFIO (Fransk Sektion af Arbejdernes Internationale) og dets leder var én af den franske socialismes måske største mænd, Jean Jaurès (som den eneste har han hele to metrostationer opkaldt efter sig i Paris), der før var leder for det reformistiske parti. Han blev senere dræbt pga. sin modstand mod Første Verdenskrig.
Efter krigen vedtages det med stor enighed at partiet skal forlade den Anden Internationale pga. dens tilslutning til krigen. Spørgsmålet om hvilken internationale man så bør vælge deler imidlertid partiet. Nogle mener man bør vælge den Socialistiske Arbejderinternationale, men de fleste mener man bør melder sig ind i den Kommunistiske Internationale. Det er også den indstilling der vinder, og deraf følger en deling af partiet. Den største gruppe, de revolutionære, danner SFIC (Fransk Sektion af den Kommunistiske Internationale), imens mindretallet bliver i SFIO. Selvom SFIC lægger ud med at være stærkest, mister de hurtigt indflydelse, da det ligger under det Sovjetiske Kommunistpartis indflydelse og hurtigt blive staliniseret.
I 1924 dannes der en venstrefløjsregering med radikale og republikanere, med SFIO som støtteparti. Pga. af uenigheder om hvordan Frankrigs enorme statsgældsproblem skal løses, er det dog en meget ustabil regering og den må opløses. Derefter følger der en periode på 15 måneder hvor 6 venstrefløjsregeringer følger hinanden. Da fascismen begynder at vise sit grimme ansigt endes stridighederne mellem SFIC og SFIO endelig og efter en aftale med USSR dannes den Populære Front der består af disse to partier og de radikale. De stiller op med et fælles program og vinder. Det lykkes dem at indføre nogle vigtige sociale reformer, såsom arbejdsugen på 40 timer, lønforhøjelse og betalt fritid. Forsøget på at redde økonomien er dog en fiasko, og da regeringen nægter at hjælpe Spanien under borgerkrigen i dette land, forlader kommunisterne regeringen. I 1937 nægtes Léon Blum fuldmagten af de radikale og dette er enden på den Populære Front.
Efter Anden Verdenskrig, skaber Frankrig den 4. Republik og der lægges ud med en meget stærk venstrefløj. De radikale, socialisterne og kommunisterne får hver 25% og må derfor samarbejde, men da De Gaulle, som de radikale er trofaste overfor, holder sin tale i Bayeux om hvordan den 4, Republik bør se ud (noget som han senere opnår under den 5. Republik), nægter de Radikale at forsætte samarbejdet. Under størstedelen af den 4. Republik bliver der ved med at være venstrefløjsregeringer, men efter De Gaulles sejrrige genkaldelse til magten (da alle mener at kun han vil kunne løse problemet med Algeriet), og hans realisering af sine vildeste drømme med den 5. Republiks forfatning, har højrefløjen klart overhånden.
Det er her Francois Mitterrand, en centrum-venstre politiker der ikke tilhører SFIO, beslutter sig for at stille op som venstrefløjens enhedskandidat til præsidentvalget i 1965. Han opnår uhørt mange stemmer for perioden (i anden valgrunde får han 45%). Derefter skilles venstrefløjspartierne igen og ved valget til Nationalforsamlingen i 1969 får det ene SFIO kun 5 %. Herefter fusionerer det med en anden venstrefløjsorganisation ved Issy-les-Moulineauxkongressen i 1969, og danner det vi i dag kalder Socialistpartiet (PS), der ved sin anden kongres i Épinay (1971), fusionerer med Mitterrands bevægelse, og som helt frem til 1995 bliver ledet af ham, den anden store figur inden for moderne fransk socialisme. Man må dog vente endnu ti år med højrefløjsregeringer (konservative og liberale), før socialisterne i 1981 vinder både valget til Nationalforsamlingen og præsidentvalget. De sidder nu på enorm magt, og i fjorten år vil Francois Mitterand lede Frankrig (selvom han i perioder må “samleve” med højrefløjsregeringer). Fra 1981 til 2002 var socialismens storhedstid under den 5. Republik. I hele den tid har de enten dannet regering eller siddet på præsidentposten, hvor flere vigtige reformer gennemføres: afskaffelse af dødsstraffen, arbejdsugen på 35 timer, stigning i mindstelønnen, mulighed for pension som 60årig etc.
Socialismens nuværende krise begyndte i 2002, hvor der afholdtes præsidentvalg. Den tidligere premierminister og leder af PS, Lionel Jospin, var klar favorit før valget gik i gang, men til offentlighedens store overraskelse blev han slået allerede i første valgrunde af højrepopulisten Jean-Marie le Pen fra det ekstremt indvandrefjendske Front National (FN). Dermed kom anden valgrunde til at stå imellem Chirac, den konservative fra det daværende gaullistparti RPR, og Jean-Marie le Pen – et hårdt valg for socialister. Ved det efterfølgende Nationalforsamlingsvalg bliver socialisterne også slået, og Lionel Jospin trækker sig tilbage fra det politiske liv.
Herefter blev Francois Hollande, den nuværende formand, valgt til posten. De har vundet alle lokalvalg og europæiske valg siden (sidst ved kommunalvalgene i Marts), men det virker som om befolkningen ikke længere stoler på dem på det nationale plan. Det hjælper ikke noget at PS siden 2002 har snakket om at de ikke gør det godt nok, at de burde moderniseres, hvilket i sig selv er rigtigt, men når man bruger 6 år på at snakke om hvor dårligt et parti man er, og når alle foreslåede løsninger ikke giver valgsejr, er det til at forstå at partiet er i krise. Til præsidentvalget i 2007, var det tydeligt at Francois Hollande ikke var en oplagt kandidat (han er gennemført teknokrat, han har ingen karisma), så valget stod imellem en ny person på den nationalpolitiske scene, Ségolène Royal, og nogle af de gamle travere. Hun vandt overbevisende primærvalget (med 60%) men hun samlede ikke rigtigt de gamle elefanter (et kærligt ord for de gamle travere) bag sig, og hendes program var for modereret for nogle venstrefløjsvælgere. Altså tabte hun.
Så lige nu står partiet der at man skal vælge en ny leder, men at alle inde i partiet er uenige om hvem. En af elefanterne? I så fald hvilken? En af de moderne? En på partiets venstrefløj? Dette er af central vigtighed, da lederen af partiet højst sandsynligt bliver partiets præsidentkandidat i 2012, og det er et valg der skal vindes, hvis PS ikke vil gå under.
Gemt under: valg i USA | Tags: Barack Obama, enden, præsidentvalg, USA, valg, valg i USA
Barack Obama
Gemt under: Om Bloggen | Tags: Bush, indlæg, kalender, kategori, ugentlig fokus, valg i USA
Nu nærmer præsidentvalget sig med hastige skridt, og derfor vil mit næste indlæg ikke blive udgivet i dag, hvilket det ellers burde ifølge min kalender, men natten til onsdag, hvor jeg sammen med hele verdens medier, vil afsløre U.S.A.’s næste præsidents ansigt. Næste dag vil jeg følge op med et indlæg om ham, og den dag han bliver sværget ind, vil jeg jeg skrive en nekrolog over bush-årene. Min næste ugentlige fokus vil være socialisternes kongres i Frankrig, det vil vare 3 uger. Første indlæg udgives i morgen. Indtil da, hyg jer!
Gemt under: Citater | Tags: dobbelt kærlighedsbud, evangeliet, Glædelige Budskab, jesus, kirkens udfordring, kristedom, kristus, mattæus, matthæusevangeliet, prædiken
“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
Matthæus 22,36-40
Gemt under: Kristendom | Tags: ateisme, evangeliet, Glædelige Budskab, gudstjeneste, indpakning, kirken, kirkens udfordring, kontekst, krise, prædiken
Kirken står i dag i en temmelig dramatisk situation. Der har i de seneste år været nogle udfordringer, som desværre ikke vokser sig mindre og som ikke forsvinder af sig selv. Medlemmer flygter fra folkekirken, stilheden er overdøvende i sognekirkerne og teologifakulteterne står gabende tomme. Enhver organisation er jo afhængig af at den bliver brugt, og hvis dette ikke sker, så er kirken dødsdømt. Dette ved de gejstlige også godt, og derfor har man i de seneste år lanceret en lang række tragikomiske nyskabelser.
Hvad gør præsterne. Ja, de gør jo som sædvanlig, de holder gudstjeneste, og der kommer der ikke så mange (om nogen), og hvis nogle mennesker der aldrig ville drømme om at sætte fødderne i en kirke søndag morgen beder om en af kirkens ydelser, såsom bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse, så kan præsten da også gøre det (hvorfor vil man overhovedet igennem disse ritualer hvis man ikke tror på dem?). Ydermere taler præsterne også meget om kirkens udfordringer. Udover disse meget spændende ting, har kirken kun et fast aktivitet: miste medlemmer. Kirkerne står stadig tomme. Der er så der præsterne kaster sig ud i deres selvydmygende fagten-med-armene: “Vi findes! Se os!”.
Det nytter bare ikke så meget. Alle de sjove populære tiltag, som jo i sig selv kan være fine nok, det får alligevel ikke folk til at komme til kirkens ugentlige megaparty: gudstjenesten. Og derfor bliver det ved, der kommer flere og flere forslag, de bliver mere og mere absurde, og fjerner sig yderligere fra kirkens formål.
Hvad er kirkens formål overhovedet? Det er egentlig såre simpelt. Hos katolikkerne har kirken en altoverskyggende plads i det religiøse verdensbillede. Den sidder på intet mindre end nøglerne til himmerig (jf. nøglerne på Vatikanstatens flag). Hos os protestanter er kirkens rolle blevet reduceret på nærmest anarkistisk vis. Dens to mål er at fortolke og sprede det Glædelige Budskab. Alt andet ansvar ligger enten hos Gud eller hos den troende selv. Kirken har ingen bedømmende rolle selv. Fra et kristent synspunkt er det hverken en god eller en dårlig gerning at gå i kirke, udover altså at det støtter kirken og dermed dens kristne funktioner.
Men tilbage til kirkens formål. Med henvisning til denne målsætning bør alle præstens aktiviteter som præst ligge inden for én af de to kategorier. Jeg siger ikke at det ikke er fint at der er præster der, ligesom jeg, støtter indvandreres rettigheder, men hvorvidt de burde gøre det som præster er diskutabelt. Det er selvfølgelig helt fint at der også er kaffe oppe hos præsten efter gudstjenesten og at der bliver holdt salmeaftener i kirken. Men alt det er kun kontekst. Alt, lige fra den flotte kirkebygning, over vægmalerierne, til salmesangen, forbi alle præsternes sjove tiltag, det er kun indpakning. Kirkens egentlige eksistensgrundlag er prædikenen, ikke koncerterne, ikke menighedsudflugterne, ikke kaffen oppe hos præsten, ikke festgudstjenester, prædikenen. Det er den der formidler og spreder det kristne budskab. Det er det budskab, vi vil have i dets rette kontekst, vi vil ikke have hele den flotte indpakning uden budskabet. Det er tendensen til at give det sidste jeg kritiserer.
Dette er kirkens udfordring. Huske på hvad dens mål er, og igen centrere sig om det. Kirken skal lade være med at snakke om den krise den er i og prøve at finde latterlige løsninger på den, da snakken om den kun gør den værre, i stedet skulle den vende tilbage til hvad dens egentlige mål er. Kan være at dette ikke vil standse medlemsflugten, kan være at endnu færre vil komme i kirke for at høre det Glædelige Budskab, men lad os huske at det ikke er kirkens mål at have medlemmer. Det er kirkens mål at lade alle få et glimt af himlens lys.
Gemt under: Om Bloggen | Tags: definition, kommentarer, kontrovers, kontroversiel, magt, ord, ordet, sider, terminologi
Jeg har skabt en side hvor jeg definerer en række ord, hvis definitioner er kontroversielle. Besøg den endelig, og hvis De er uenig, ærværdige læser, så lad mig vide det i sidens kommentarfelt. Hvis de har andre forslag til ord der skulle defineres, eller ligefem nye ords definitioner, så er det også stedet.
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: Chuck Norris, minusord, skat, taxes, The Chuck Norris Facts
When Chuck Norris sends in his taxes, he sends blank forms and includes only a picture of himself, crouched and ready to attack. Chuck Norris has not had to pay taxes ever.
Mit næste indlæg om valget i U.S.A. bliver udgivet i morgen. Jeg er desværre for træt til at skrive det færdigt lige nu, i øvrigt er det min første skoledag imorgen så jeg skulle nødig være for træt.
Gemt under: Om Bloggen | Tags: blogferie, Chuck Norris Facts, indlæg, kalender, London
Pga. at jeg skal til London i denne her uge, vil jeg først være i stand til at skrive noget igen på fredag. Derfor må implementeringen af den nye ugentlige kalender vente til uge 44. Ikke desto mindre, vil jeg ikke springe noget over i kommende uge. Det næste indlæg, der skal handle om Kristendom, vil blive udgivet på fredag, sammen med Ugens Chuck Norris.
Gemt under: Om Bloggen | Tags: Chuck Norris Facts, Citater, computer, computernarkoman, indlæg, Om Bloggen
Fra dags dato vil Ugens Chuck Norris bliver bragt hver søndag og Ugens Citat blive bragt hver onsdag. Da mine forældre mener at jeg er begyndt at bruge lidt for meget tid på min computer, og da jeg er enig med dem, er det fordelagtigt for mig at samle lidt på ugens indlæg. På denne måde behøver jeg udelukkende at skrive indlæg om søndagen og om onsdagen.
Gemt under: Ikke kategoriseret | Tags: ayn rand, blasfemiparagraf, blogger, bloggere, blogging, blogosfære, blogs, censur, debat, det Onde, feed, folkeoplysning, fora, forum, had, Helen Latifi, Helen Latifis Small Talk, holdninger, IP-nummer, IT, kommentarer, links, Medier, meninger, moralsk svigt, oplysning, Peter Skaarup, politianmeldelse, politisk aktivitet, racismeparagraf, ytringsforbud, ytringsfrihed
Kære Helen
Da jeg i dag modtog dit feed blev jeg meget trist. Det var temmelig simpelt formuleret. Der stod jo blot: “Fra dagens dato er bloggen lukket af for kommentarer”. Som forklaring henviste du til dit forrige indlæg. Af gode grunde var de kommentarer der havde udløst denne ekstreme handling ikke længere synlige (du havde slettet dem), men ud fra andre kommentatorers henvisninger til dem kunne jeg forstå at der var blevet udtrykt nogle temmelig yderliggående holdninger. Dette har selvfølgelig slet ikke sin plads på et demokratisk debatforum. Jeg må desværre sige, at det at du har slettet dem er mindst lige så bekymrende, og at du har lukket af for kommentarer mindst lige så begrædeligt.
Debat er en integreret del, jeg vil endda sige at det er én af grundstenene, i ethvert demokratisk samfund. Det er en kommunikationsform der gør det muligt at oplyse om ens meninger, sprede og forsvare dem, argumentere mod andres holdninger og lade tilhøreren selv bestemme hvilke holdninger er de bedste. Debat en god ting, lige meget hvilke holdninger der bliver debatterede.
Selvom der bliver luftet holdninger der er langt under den standard man kunne forvente af en oplyst borger i et demokratisk land, selvom de er hadske, selvom de opfordrer til vold. At fjerne disse kommentarer vil have en virkning der er stik imod den forventede. Den der har lagt dem vil alligevel kunne finde fora hvor han kan sprede sine primitive meninger, men det at fjerner dem har kun den virkning at man skjuler disse meninger for folk der potentielt kunne skyde dem i sænk, at man skjuler en problemstilling for folk der kunne have mulighed for at gøre noget ved dem. Og imens vi så sidder her uvidende om faren fordi du har slettet dens symptomer der hvor vi kommer, så vokser uhyret sig bare større og større på steder hvor det ikke bliver modsagt. Det at censurere sådanne kommentarer, der er at lade det ske uden at handle. Ayn Rand, som jeg også skrev om i går, sagde engang: “Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved deres moralske svigt, der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, at det Onde sejrer”. Derfor er det bekymrende at du har slettet disse kommentarer.
Da debat er en sådan vigtig del af et oplyst samfund, er det desto sørgeligere at du har valgt at lukke af for den på din blog. For det første går du glip af en masse vigtig feedback og for det andet mister dine indlæg en hel dimension. De bliver flade, de få ikke lejlighed til at blive afprøvede. Stoler du ikke på at de kunne holde til en sund debat? Hele meningen med at have en blog forsvinder.
Det der virkelig er sørgeligt er dog, at weblogs ofte er det eneste sted hvor normale mennesker kan sprede deres holdninger uden at engagere sig alt for meget. I flere år har jeg udelukkende været politisk aktiv på diverse blogs, og det var en sand glæde. Man kunne vælge at skrive en kronik eller et læserbrev, men så skal man virkelig tænke sig om og sende det ind, og så går man og tænker på om man nu også er blevet valgt. Man kunne skabe sine gen blog, men det kræver arbejde, omtanke og tid, som mange mennesker ikke har. Man kunne ringe ind til en radio, men så er det meget mere direkte, og der er jo mange der er for sky og generte til dette. Ydermere kræver det at man følger med i udsendelsen en del tid, og så løfte telefonrøret og håbe på at blive valgt. At kommentere på en blog kræver kun brugen af et medie, som man højst sandsynligt allerede bruger, det kræver ikke særlig megen emotionel indblanding, arbejde, omtanke eller tid. Det er hurtigt og tilgængeligt for de fleste. Hvis man fjernede kommentarfeltet på alle blogs, ville denne glæde ikke have været min, og så ville jeg aldrig have kunnet ytre mine holdninger.
Det er selvfølgelig ganske ubehageligt at se sin blog bliver brugt som platform for folk med ekstreme holdninger, men censur eller forbud imod ytring er aldrig vejen frem. Derimod burde du, hvis sådanne meninger bliver ytret, kommentere tilbage, hvor du for det første afviser alt ansvar for kommentaren, for det andet klart siger at du ikke deler de værdier der bliver præsenteret i den, og derefter skyder den fuldkommen i sænk. Ydermere bør du, hvis kommentaren falder ind under visse begrænsninger af ytringsfriheden, som f. eks. racismeparagraffen eller blasfemiparagraffen, straks anmelde den til politiet. Heldigvis er det forholdsvis let at finde frem til hvem der har lagt en kommentar. De mennesker der er dumme nok til at lægge fornærmende kommentarer er ofte også dumme nok til at undlade at skjule deres IP-Nummer når de gør det, derfor kan du se det på dit administrationspanel under fanebladet “kommentarer”. Hvis du går til politiet, bevæbnet med dette nummer, vil det være en smal sag for dem at finde ud af hvem der gemmer sig bag. Selvom den dumme kommentator så skulle have skjult sit IP-Nummer, kan en person der er bare lidt mere velbevandret i IT end gennemsnittet, finde det. Det er vejen frem.
Derfor hører og bønhører jeg, Helen, at du omgør dette forbud. Det er direkte imod det formål jeg formoder du har. De negative konsekvenser af ytringsfriheden kan man aldrig helt værge sig imod, men det er ikke derfor man bør afskaffe den. Lad ikke folk med indskrænket livssyn og snæversynede holdninger tage din blogs essens fra dig. Det er at lade dem vinde. Fratag mig ikke det debatforum jeg sådan holder af at læse. Hvis du imidlertid holder fast i udøve censur, må jeg se mig nødsaget til at fjerne mit link til din side og opsige mit abonnement på dit feed. Jeg formoder ikke at dette vil have nogen synderlig effekt på dig, så det er ikke en trussel. Jeg ser mig blot ikke i stand til støtte en blog der ikke tillader fri debat. Selv på Peter Skaarups blog er der et kommentarfelt! Derfor beder jeg dig allerydmygst om at komme til fornuft.
Venlig Hilsen
Jon
P.S.: Jeg ville have elsket at lægge dette indlæg i et kommentarfelt på din blog, men af gode grunde er dette ikke muligt. Da jeg heller ikke kender din emailadresse, har jeg ingen mulighed for at komme i direkte kontakt med dig. Derfor har jeg valgt denne kommunikationsform. Hvis De, ærværdige læser, på nogen måde kan lede Helens opmærksomhed hen på dette indlæg, så beder jeg Dem om det. Hjælp!
P.P.S.: Hvis du ikke er enig i de ting jeg siger i dette brev, Helen, er du selvfølgelig helt velkommen til at lægge en kommentar.
Opdatering: Helen Latifi har bragt mit åbne brev som indlæg på sin blog.
It is poverty to decide that a child must die so that you may live as you wish.
Moder Teresa af Calcutta
Gemt under: Blog Action Day | Tags: anbefalinger, Blog Action Day, bloggere, blogosfære, blogs, fattigdom, internetfænomen, links
Som lovet har jeg lavet en lille liste over de mest nævneværdige indlæg på Blog Action Day. Desværre er det begrænset med danske bloggere, så jeg har også været ovre på nogle engelsksprogede blogs. Her er de så (da alle indlæg hedder nogenlunde det samme, anvender jeg bloggens navn):
Verden Omkring Mig af Leif Carlsen
Amila Bosnae af Amila Bosnae
An Expatriate in Rapallo af Farfalle1
Tomorrow Can Wait… Blogging Not!
Bloggerdygook af Sulz
Jeg har selvfølgelig kun kunnet læse et lille udpluk af de mange, mange indlæg der er blevet skrevet, så De er selvfølgelig velkommen til selv at søge videre. Hvis De finder noget, kan De linke i kommentarfeltet.
Gemt under: Blog Action Day | Tags: Afrika, AIDS, bistand, Blog Action Day, BNP, bruttonationalprodukt, Danmark, demokrati, diskussion, fattigdom, fattigdomsgrænse, forældreløshed, HDI, IMU, klimaforandring, kulturel integritet, ministerier, regering, støtte, Sudan, sult, tuberkulose, u-land, udviklingshjælp, ulandshjælp, undernæring, UNICEF, velstand, wikipedia
I en verden hvor 25.000 tusind mennesker hver dag dør af sult, hvor 2,7 milliarder mennesker levede for under $2 om dagen i 2001, hvor 1,1 milliard mennesker levede for under $1 om dagen, hvor 1,5 millioner mennesker fortsat dør af tuberkulose selvom en vaccine koster $2-3 per dosis, hvor 2,1 millioner mennesker døde af AIDS i 2007, hvor 850 millioner mennesker var underernærede i årene 1999-2005, hvor der er 210 millioner forældreløse ifølge UNICEF, i den verden er fattigdom fortsat et enormt problem, både hjemme hos os og i de lidt mindre privilegierede dele af verden.
Lige nu giver Danmark 0,8% af sit bruttonationalprodukt (BNP) som udviklingshjælp til en lang række lande, der mestendels er situerede i Afrika Syd for Sahara. Dette svarer til 1.372.382.000 kr. eller rundt regnet, en halvanden milliard. Der har længe været en diskussion om hvorvidt denne procentdel burde øges, sågar forhøjes til 1%, uafhængigt af hvordan BNP’et nu udviklede sig. Denne diskussion er selvfølgelig helt fin og bør fortsættes. Jeg vil dog ikke tage stilling til den i dette indlæg, da der er tale om en noget kompliceret problemstilling.
På bedste barack-obamavis har jeg nu præsenteret problemstilling og vil nu fremføre My Plan. Den er egentlig såre simpel; den går ud på, at hvor vi i dag giver 1.372.382.000 kr. til ca. 70 lande, skulle vi give 1.372.382.000 kr. til ét land. Man kunne jo forestille sig at man tog listen over verdens lande, rangordnet efter hvor høj en BNP de havde, og at man tog en anden liste over verdens lande, rangordnet efter hvor højt et Indeks for Menneskelig Udvikling (IMU) de havde (De kan læse mere om IMU på dansk på wikipedia eller på de lidt mere udførlige engelske, franske og tyske artikler, selvom den bedste løsning nok ville være at udbygge den danske artikel. Hvis De ønsker at vi skal gøre dette i fællesskab kan De lægge en kommentar herom). Derefter kunne man sætte den højestplacerede på den ene liste sammen med den laveste på den anden liste og så fremdeles. Med andre ord skulle man dele verdens lande op i par efter hvor rigt det ene land var og hvor dårligt man havde det i det andet land. Man kunne vel tale om et tutorforhold på internationalt plan over flere år. Danmark ville, som det land med det 28 højeste BNP, skulle sættes sammen med det land med det 28. laveste IMU, altså Sudan.
Hvordan skal dette foregå? Tja, man vil jo nok før samarbejdet går i gang sætte de to landes repræsentationer sammen i et mødelokale hvor man kan snakke om hvad samarbejdet egentlig skal handle om. Dette skulle vel være 1) øge den egentlige velstand, 2) fremme af demokrati og god regeringsførelse, 3) sikre det modtagende lands kulturelle integritet og 4) sikre at samarbejdet fremmer miljøet. Man kan derefter diskutere hvordan dette samarbejde skal udmønte sig, f. eks hvilke ministerier i det givende land skal samarbejde med hvilke ministerier i det modtagende land. Alle område skal være emne for samarbejde, da det er givet at det alle danske ministerier vil have noget at kunne fortælle alle sudanesiske ministerier. Når så samarbejdet går i gang, skal alle ministerier i begge lande have en afdeling for samarbejde med det eller de tilsvarende ministerier i det andet land.
Fordelene ved denne måde at arbejde på er at hjælpen bliver meget mere koncentreret og resultatorienteret og at man ikke er nødt til at samarbejde med dusinvis af lande og ministerier men kan nøjes at sætte sig 100% ind i ét land og give det langt mere præcis rådgivning og hjælp. For det modtagende land vil dette betyde at man vil have én priviligieret samarbejdspartner man altid vil kunne spørge om hjælp. Med andre ord vil forholdet imellem hjælpende og hjulpet være langt mere nært og dermed langt mere frugtbart. Da Danmark kun vil have ét udviklingsland under sine vinger kan det også tænkes at danske investeringer i højere grad vil finde sted i lige netop Sudan.
Hvis vi nu ser koldt på vores fordele ved en sådan metode, kan man blandt dem finde bedre kontrol over hvor pengene går hen (det er velkendt at 11% af al udviklingshjælp, efter en del kanaliseringer, går til forsvarsindkøb) og at vi ville gøde jorden for et eventuelt priviligieret forhold med det modtagende land. Ydermere ville vi givet også få egne erfaringer ud af samarbejdet med ét uland, da vi ville kunne sætte os ind i en radikalt anderledes måde at tænke på. Man ville kunne sige “Dette er en god løsning men når man tænker over det, så er den Sudan har brugt måske bedre, også for os”.
Dette ville selvfølgelig være svært at gennemføre i praksis da det vil kræve noget så sjældent som samarbejde mellem verdens rigeste lande for at fremme andre interesser end deres egne og dette er som bekendt ikke noget der “bare sker”. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at den er langt bedre end den nuværende metode hvor vi spreder vores udviklingsbistand for alle vinde, og dermed gør det langt svære for udviklingslandene at søge råd hos én priviligieret partner og langt sværere for os at holde øje med hvad vore penge egentlig bliver brugt til efter overdragelse.
<script src=”http://blogactionday.org/js/eefa9ce6bba11c6a9a0a1fc13cbdb0ce49f6a3aa”></script>
Gemt under: Blog Action Day, Om Bloggen | Tags: Blog Action Day, blogger, blogging, fattigdom, Mig
I morgen, den 15. Oktober, er det Blog Action Day 2008. Denne begivenhed, der finder sted årligt, har som mål at samle tusindvis af bloggere i alle lande for på en dag, altså i morgen, at stå sammen om at tale om og sætte ét emne i offentlighedens søgelys. Dette års emne er fattigdom. Meningen er at bloggerne skal holde indlægget inden for deres blogs rammer, en blogger om mode kunne f. eks. snakke om hvordan man kunne skaffe tøj, evt. flot tøj, til unge i u-lande. Mit indlægs emne kan De læse om i morgen.
Ydermere vil jeg i morgen, for Deres skyld, selv pløje mig igennem en del indlæg og linke til de bedste indlæg i løbet af eftermiddagen, så De ikke selv er nød til at læse alt det irrelevante, men vil kunne læse udelukkende det bedste af det bedste.
Hvis De selv er blogger, ærværdige læser, kan De selv nå at melde Dem til her. Hvis De allerede er meldt til, er De velkommen til at linke til deres blog i kommentarfeltet. Måske vil De være blandt de heldige udvalgte til mine anbefalinger.
Mit indlæg skulle ligge klart engang imellem midnat og solopgang. Jeg har allerede forberedt en kande kaffe (og en god skål sukker!) og går i gang med kladden umiddelbart efter udgivelsen af dette indlæg.
Jeg har ikke været helt inaktiv i den uge hvor jeg har holdt blogferie. Jeg har skabt en lille samling af de bedste indlæg jeg har skrevet her på bloggen. Den vil De, ærværdige læser, kunne finde på siden Bedste Indlæg. Jeg vil fortløbende tilføje de indlæg der fortjener en plads på siden.
Endvidere har jeg, eftersom jeg efterhånden har været aktiv på diverse blogs i flere år nu, tænkt mig at skabe en side med de bedste kommentarer jeg har lagt igennem tiderne. Hvis De vil have et smugkig kan de tage at se lidt på bloggene i min blogroll.
Da jeg har været væk i et lille stykke tid, vil jeg i den kommende uge være ekstra produktiv. Der vil komme endnu et indlæg om valget i U.S.A., et normalt indlæg, højst sandsynligt om politik, måske endnu et normalt og så til sidst, på søndag, endnu et indlæg om valget i U.S.A. Derefter skullle den normale rutine være genoprettet. Og nå ja, det er jo også snart Blog Action Day.
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: Chuck Norris, John McCain, The Chuck Norris Facts, The John McCain Facts
What will Chuck Norris wear to John McCain’s inauguration? His best combat tuxedo.
John McCain
Adresse: Mailing Address, John McCain 2008, P.O. Box 16118, Arlington, VA 22215 | Tlf.: 001 703 4182008 |
UDDANNELSE
Forskellige skoler tilknyttet den amerikanske marine
St. Stephen’s School (Alexandria, Virginia, U.S.A.)
1946 – 1949
4. – 7. Klasser
Episcopal High School (Alexandria, Virginia, U.S.A.)
1951 – 1954
9. – 12. klasser
United States Naval Academy (Annapolis, Maryland, U.S.A.)
1954 – 1958
Officer
Naval Air Station Pensacola (Pensacola, Florida, U.S.A.)
1958 – 1959
Naval Aviator
Naval Air Station Corpus Christi (Corpus Christi, Texas, U.S.A.)
1959 – 1960
Naval Aviator
Naval Air Station Oceana (Oceana, Virginia, U.S.A.)
1960
Naval Aviator
DIPLOMER OG ORDENER
High School Diploma, Episcopal High School, Virginia – 1954
Ensign (militærgrad) – 1958
Lieutenant Junior Grade – 1959
Lieutenant – 1962
Lieutenant Commander – 1967
Commander – 1973
Captain – 1979
Silver Star Medal
Legion of Merit
Distinguished Flying Cross
Bronze Star
Purple Heart
Meritorious Service Medal
Air Medal
Navy Commendation Medal
Combat Action Ribbon
Navy Unit Commendation
Meritorious Unit Commendation
Prisoner of War Medal
National Defense Service Medal
Vietnam Service Medal
Armed Forces Expeditionary Medal
Navy Expeditionary Medal
Republic of Vietnam Campaign Medal
ERFARING
Den Amerikanske Marine
Soldat
Kronologisk: træning, ikke-kamprelateret post, kamprelateret post (Vietnam), krigsfange, baseleder
1958 – 1977
Den Amerikanske Marine
Marinens Kontaktofficer til Senatet
Arbejde med at promovere marine-venlige love
1977 – 1981
Hensley & Co.
Vicepræsident af PR-afdelingen
Lære folk med indflydelse at kende
1981 – 1982
House of Representatives
Representative
Lovgivningsarbejde på nationalt plan. Medlem af indenrigskomitéen og alderdomskomitéen.
1982 – 1986
Det Amerikanske Senat
Senator
Lovgivningsarbejde på national plan. Medlem af bl.a. de bevæbnede styrkers komité, formand for handelskomitéen og indianerkomitéen.
1986 – 2008
PUBLIKATIONER
Faith of my Fathers
1999, med Mark Salter
Worth the Fighting For
2002, med Mark Salter
Why Courage Matters: The Way to a Braver Life
2004, med Mark Salter
Character is Destny: Inspiring Stories every Young Person Should Know and every Adult Remember
2005, med Mark Salter
Hard Call: Great Decisions and the Extraordinary People who Make Them
2007, med Mark Salter
SPROG
Engelsk – modersmål
Jeg holder ferie fra min blog i uge 41. Jeg vil indhente det manglende valg i U.S.A. indlæg i løbet af uge 42. Proceduren vil herefter være at jeg, når jeg har føjet ét indlæg til alle kategorier, holder en uges blogferie. Når jeg kommer tilbage, har jeg ferie i den virkelige verden, så kan være at jeg klør ekstra på og når op på to-tre indlæg om ugen.
Gemt under: Om Bloggen, The Wall | Tags: 1984, Aldous Huxley, Danmark, etik, Fagre Nye Verden, fornuft, frihed, Frud, George Orwell, gruppen, hjernevaskning, individ, Marx, moral, Muren, Om Bloggen, over-jeg, Pink Floyd, rigdom, samfundet, skolegang, tankepoliti
Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det store M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.
Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Muren, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.
Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.
Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at “hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet”. Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.
Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.
Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første, at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.
Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.
Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg’er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: CERN, Chuck Norris, fysik, The Chuck Norris Facts, univers
Human cloning is outlawed because if Chuck Norris were cloned, then it would be possible for a Chuck Norris roundhouse kick to meet another chuck Norris roundhouse kick. Physicists theorize that this contact would end the universe.
Gemt under: Citater | Tags: Charles de Gaulle, Et Twist af Frankrig, Frankrig, Louis XIV, Ludvig d. 14.
Frankrig? Det er mig.
Kong Louis XIV og derefter Præsident Charles de Gaulle af Frankrig
Gemt under: Et Twist af Frankrig, Om Bloggen | Tags: Alliance Royale, DF, fascisme, FN, forfatning, Francois Bayrou, Frankrig, højre, Jean-Marie le Pen, karisma, kommunisme, konjunktiv imperfektum, Mig, monarkisme, nationalforsamling, NC, Nicolas Sarkozy, NPA, Olivier Besancenot, Om Bloggen, PCF, Plantu, Politik, PR, præsident, premierminister, PRG, PS, radikalisme, regering, republik, Ségolène Royal, senat, ultranationalisme, UMP, venstre
Som man kan læse om det i indlægget Lidt om Mig, har jeg i de sidste otte år opholdt mig i Frankrig, og det fuldkommen som et hvilket som helst andet fransk barn. Det var der jeg for første gang lærte et politisk spektrum at kende, ved det skandaløse valg i 2002, hvor højrefløjsekstremisten Jean-Marie le Pen var én af de to slutkandidater. Der var ganske vist ikke tale om et indgående kendskab, men jeg lærte at der var noget der hed socialist (Parti Socialiste, PS), noget der hed konservativ, eller i Frankrig gaullist (Union pour un Mouvement Populaire, UMP) og noget der hed ultranationalist (Front National, FN).
Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen. Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.
Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum. Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.
I. Det Franske Institutionelle System
I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt. Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l’Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat, om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand). I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.
Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d’États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.
Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.
- Den franske karikaturtegner, Plantus billede af samlivet imellem Mitterrand og dennes Premierminister, Jacques Chirac.
Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.
Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés) som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsenterer lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN’s politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.
Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.
II. Det Franske Politiske Spektrum
Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.
Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.
Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.
Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.
Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.
Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.
Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem). Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.
På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.
Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN’s toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.
Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: “Hvorfor fortæller han alt det her?” Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: Chuck Norris, Et Twist af Frankrig, Frankrig, The Chuck Norris Facts
When an episode of Walker Texas Ranger was aired in France, the French surrendered to Chuck Norris just to be on the safe side.
Gemt under: Citater | Tags: den vestlige verdens dekadence, Ernest Hemingway, moral
Decadence is a difficult word to use since it has become little more than a term of abuse applied by critics to anything they do not yet understand or which seems to differ from their moral concepts.
Ernest Hemingway
Gemt under: Kunst | Tags: Californication, David Duchovny, dekoration, den store tomhed, den vestlige verdens dekadence, etik, filmkunst, fjernsyn, Hank Moody, innovation, kontrovers, Kristendom, Kultur, Kunst, moral, nihilisme, romantisme, rygning, serie, sex, sort livssyn, The Wall, underholdning
For nogle måneder siden opdagede jeg en ny serie, Californication (ingen relation til sangen), imens jeg, sent en fredag aften, sad og stenede foran fjernsynet. Jeg blev straks meget optaget af hvad jeg så, og lige så skuffet blev jeg da jeg opdagede at der kun blev sendt ét afsnit om ugen. Der er tale om en udmærket historie krydset med en refleksion over den vestlige verdens dekadence krydset med god humor krydset med sort livssyn krydset med en noget krydret sprogbrug og billeder der på grund af slet skjult seksuelt indhold givet er censurerede mange steder i verden. Serien er produceret af den amerikanske købekanal Showtime.
I skal være advarede, denne serie har været emne for mangen en kontrovers på den anden side af Atlanten på grund af sprogbrugen, den store mængde nøgen hud der bliver vist frem og hovedpersonens overforbrug af både cigaretter og alkohol. F. eks. viser den første scene hovedpersonen der går ind i en kirke, slukker sin cigaret i vievandet og får et blowjob af en nonne. Med andre ord er det ikke en serie for barnlige sjæle. Dette ville være én af de eneste grunde jeg kan se til at undlade at se serien (specielt hvis der er små børn tæt på skærmen). Jeg vil gerne understrege at dette heller ikke er selve essensen af serien, det ikke porno, og det ville da også være tegn på en lidt indskrænket sjæl, at man udelukkende fokuserede på sex, når serien har så mange interessante pointer.
Serien handler om Hank Moody, forfatter med svær skriveblokering, et livssyn mørkere end natten og et forlist ægteskab bag sig. Hans datter, Rebecca, bor nu for det meste sammen med ekskonen, Karen, hendes kæreste, Bill og hans datter, Mia. I første afsnit begår Hank, uden at vide det, den fejl at gå i seng med 16årige Mia og får derefter at vide at Karen har tænkt sig at gifte sig med Bill. Hovedplottet i serien er dermed lagt: får Hank sin kone tilbage inden brylluppet? Han prøver i hvert fald hver gang de ses, udover at han, som det meget elegant bliver ytret “fuck everything he meets!” og drikker for meget. Da Hank er i pengenød, og han i øvrigt ikke er i stand til at skrive noget, får han til opgave at holde en blog for et blad ejet af, finder han ud af, ingen anden end Bill.
Personen Hank er meget interessant. For det første er han bare cool. Han er indbegrebet på det enhver mand drømmer om at være, og enhver kvinde vil have. Ved første øjekast. For Hank har nemlig den dårlige vane at ødelægge alting for sig selv og tage alle de andre med sig i faldet. For det andet så er hans livssyn så sort at det kun kan være elskeligt. Hans bog hedder faktisk God Hates us All. Ydermere er han arketypen på den dekadente livsstil i den vestlige verden, han går i seng med enhver kvinde han møder, ikke kun enlige, han ryger, ikke kun cigaretter, han drikker for meget, han kommer ofte op at slås og glemmer for det meste sine gode manerer hvis han da har nogen. Det interessante er at Hank rent faktisk er et godt menneske. Trods alle sine laster er Hank faktisk en god far for sin datter, han forbyder hende f. eks. at bande , en god ven for sin agent, han undlader ikke at kritisere det da Charlie, som han hedder, er sin kone utro og en god forelsket mand, han vil trods alt sin ekskones bedste. Dette får én til at undre sig, burde vi ikke bare smide moral i skraldespanden og så nyde livet? Jeg mener selvfølgelig som kristen at vi bør gøre det gode, men det er etik. Al den moral der desværre følger med kristendommen er mig meget fremmed; hvordan skader det Gud eller andre mennesker at man drikker, ryger, har sex osv.? De kan læse mere om min tro, ærværdige læser, her. Sidst men ikke mindst er hans tanker meget interessante: er det ikke vores pligt at værne om vores sprog? Er Hollywood ikke moderne hedenskabs Rom? Er velgørenhedsarrangementer ikke dybest set dobbeltmoralske? Hank spilles af tidligere X-files-stjerne David Duchovny.
Denne serie er, helt i tråd med Hank, som det bliver udtrykt af denne sidstes 12årige datter om hans bog “et værk af nihilisme der dog er dybt forankret i romantismen”. For selvom serien glorificerer både en livsform som mange ville anse for uanstændig og det moderne menneskes “hvad-er-dog-meningen-med-hele-denne-tomme-verden”-livssyn, så giver serien os også et, om noget, romantisk svar på dette spørgsmål: nyd livet, vær dig selv, gør det gode og kæmp for det du elsker. Serien er ved første øjekast først en mandeform af Sex and the City, ved andet er det en historie om den store tomhed og meningsløshed der er at finde hos moderne mennesker, men ved tredje øjekast er det en livsbekræftende og glad fortælling. Man kan vælge kun at se én af siderne af serien, ingen af dem er jo decideret uinteressante men en ultimativ combo af alle sider synes jeg er perfekt. Når humoren så oven i købet er i top, så er der ikke noget at klage over.
Nok er serien god, men er den kunst? Mit svar på dette spørgsmål er, sikkert til manges forargelse, ja. Forskellen på dekoration/underholdning og kunst er at de første kræver kreativitet til at forestille sig det skabte og hænder til at realisere det, imens kunst også kræver noget tredje: hjerne. Man skal have et budskab med det man skaber, og det skal være gennemtænkt. Denne serie har, om nogen, hjerne, udover det er historien god og selve æstetikken fantastisk. Derfor vil jeg mene at Californication mere end bare underholdning, det er kvalitetsfjernsyn og filmkunst i god form.
Der er i øvrigt mange der siger at det innovative i filmbranchen vil komme fra seriefronten. Jeg har tendens til at være enig. Med serier som Nip/Tuck, Desperate Housewives og i den lidt mere obskure ende, Kingdom Hospital, Stephen Kings gentænkning af Lars Von Triers Riget, har vi i flere år set kvalitetsværker kommer fra serieverdenen. Californication ligger i naturlig forlængelse af Nip/Tuck og denne udvikling generelt.
Første sæson er færdig, og sæson to er i gang med at blive sendt i U.S.A. men jeg er ikke overbevist om at vi kan forvente helt samme niveau fra næste sæson. Første sæson havde en “endegyldig” ende og derfor tvivler jeg på at der kan komme noget interessant ud af det. Ydermere har jeg hørt at Hank skulle blive en good guy senere hen, sådan én der prøver at holde op med at ryge osv., og det er jo unægtelig mindre tankeprovokerende at se en artig fyr være et godt menneske end en uartig én af slagsen. Men hvad, jeg kan tage fejl. Desuden er det jo ikke fordi serien mister i kvalitet at man ikke stadig kan få sig et godt grin. Så nyd det.
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: Chuck Norris, The Chuck Norris Facts, valg i USA
Anytime someone is elected president in the United States, they must ask permission from Chuck Norris to live in the White House. The reason for this is because Chuck Norris has won every Federal, State, and Local election since 1777. He just allows others to run the country in his place.
Gemt under: Et Twist af Sydslesvig | Tags: antifascisme, åbensind, danskhed, duborgskolen, Flensborg, grænseland, Mig, mindretal, nazisme, Sydslesvig, Tyskland
For nu meget præcist 144 år siden, i 1864, mistede Danmark en tredjedel af sit territorium i den Anden Slesvigske Krig. Prøjsen gik fra da af helt op til Kongeåen, og dermed var hele Sønderjylland (eller Slesvig) på tyske hænder. Prøjserne startede en heftig kulturkamp i hele regionen da de systematisk prøvede at udrydde dansk kultur i grænselandet. De forbød undervisning i dansk og de danske menigheder havde ikke lov til at holde gudstjenester på modersmålet. En massiv tilflytning af tyskere begyndte også. Dette varede helt indtil 1920, hvor det der nu var blevet til Tyskland, som bekendt havde mistet krigslykken. Der blev afholdt uafhængighedsfolkeafstemninger overalt i det Tyske Rige hvor der ikke boede etniske tyskere, heriblandt også i Slesvig. Før 1864 havde Danmark strakt sig helt ned til Ejderen. Efter folkeafstemningen tegnede man den nuværende grænse der som bekendt går lige Nord for Flensborg. Det var ved denne lejlighed at Christian X. udtalte de berømte ord “I skal ikke blive glemt”.
Dermed var den nuværende situation opstået. Der var et stort tysk mindretal i Nordslesvig (det som de fleste danskere kender under navnet Sønderjylland), og ligeledes et dansk mindretal i Sydslesvig. Man underskrev senere København-Bonn aftalen om mindretallenes status, hvor både de Nordslesvigske tyskere og de Sydslesvigske danskere fik lov til at underviser og holde gudstjenester på modersmålet. Ydermere blev der oprettet mindretalspartier på begge sider af grænse, sydpå Sydslesvigsk Vælgerforening og nordpå Schleswigsche Partei . Den danske stat giver hvert år en enorm pose penge til de danske aktiviteter sydpå.
Man har opnået meget siden 1864, hvilket er den direkte grund til at jeg i dag kan blive undervist på og i dansk på det ene af de danske gymnasier i Sydslesvig, Duborgskolen. Da jeg kom fra Frankrig, var jeg nogenlunde selvsikker, jeg regnede ikke med at jeg rent socialt ville få problemer med kommunikationen. Der var trods alt tale om en dansk skole, hvor der blev undervist på dansk. Jeg troede også at jeg var temmelig god til tysk, jeg havde jo klaret mig temmelig godt indtil nu. Det var illusioner. Da jeg ankom første dag bemærkede jeg to ting: eleverne imellem blev der nærmest udelukkende snakket tysk (med et par danske ord blandet ind, såsom: “Wir treffen in der fællesareal”) og jeg havde vildt overvurderet mine tyskevner. De snakker faktisk udmærket dansk, nogle endda formfuldendt, de fleste er bare bedre til tysk, og det er jo også flertalssproget.
Jeg blev mildere talt overrasket da vi senere hen skulle præsentere os for hinanden. Da vi skulle fortælle om vores kulturelle baggrund, hørte jeg den ene elev efter den anden fortælle om tysk hjemmesprog og definere sig selv som tysk. Som grunde de anførte for at gå på Duborgskolen, hørte jeg den anderledes og friere danske undervisningsmentalitet, at være tosproget (noget der desværre er gået lidt af mode i Danmark), at lære om to kulturer, at kunne have valget imellem at opbygge sit liv i to lande eller familietradition.
Ikke desto mindre vil jeg kalde dem danskere. Det er længe siden danskhed har været et spørgsmål om genetik (lige nu klinger ordene “etniske danskere” vel i jeres øren), så måske var de tyskere af fødsel, men at man i hele sit liv har færdedes i danske børnehaver, skoler, kirker, foreninger, idrætsklubber, at man har haft danske lærere, præster, sportsinstruktører, venner, det gør at man et eller andet sted vil være dansk, lige meget hvor meget man så definerer sig som tysk.
Nu sidder der sikkert mange danskere foran deres computere og tænker på alle de danske hospitaler, skoler, kirker, foreninger og mere der har så meget brug for penge (eller?) og tænker “skal vi betale tyskeres skolegang”. Jeg kan næsten høre den negative undertone i ordet tysker. Fra Duborgskolens elevambassadører, der rejser rundt i Danmark og fortæller om mindretallet har jeg (skamfuldt) hørt om elever der spørger: “Tysker? Hvad mener du om Hitler?!”. Det er i sådanne situationer jeg ynder at tænke på Christian X’s ord. “I skal ikke blive glemt”. Men nå ja tilbage til pengene. Hvorfor skulle den danske stat betale for tyskeres skolegang? Målsætninger er jo trods alt at “undervise danskerne sydfra på og i dansk.”
I denne situation kan man vælge at gøre to ting. Enten kan vi finde effektive metoder i at holde tyskere ude og dog overholde diskriminationslovgivningen (man kunne jo kalkere den danske integrationspolitik), eller vi kan ændre målsætningen med det danske kulturliv syd for grænsen. Hvis vores målsætning er eksklusivt at hjælpe danske Syd for grænsen, så er der mange penge der ikke bliver brugt som de burde, men hvis vores mål er bare lidt mere ædelt, lidt mere åbensindet og lidt mere i overensstemmelse med virkeligheden, så kan vi opnå mange ting, ting som ethvert folk burde have som målsætning at opnå. I realiteten ser tingene allerede sådan ud, der er blot mange, som ikke kan acceptere dette.
Den første ting er at man skaber en stor gruppe mennesker i vores grænseland, der altid vil have mere eller mindre dansk i sig, der måske endog en dag vil være taknemmelige overfor Danmark, men som dog har den enorme fordel at de har to sæt kulturelle øjne at se med. De vil kan færdes hjemligt i to kulturer, og lige meget hvilket land de vil vælge at bosætte sig i, vil de være langt en større gevinst for deres arbejdsplads en et énkulturelt individ. Ydermere er det bestemt i Danmarks interesse at skabe en gruppe mennesker i udlandet der er kompetente til at tage sig af sager specielt om Danmark. Sådan nogle er sjældne mange steder i verden fordi mange tror vi er hovedstaden i Sverige.
Danskerne sydfra har også en anden enorm almenmenneskelig kvalitet. De er ipso facto åbensindede. Andet ville jo egentlig også være mærkeligt, når man nu lige netop er vokset op i grænselandet imellem to kulturer. Danskerne sydfra har præcis den kvalitet som siden tresserne er blevet sjældnere og sjældnere inden for landets grænser. For nogle år siden blev der afviklet et projekt hvor nogle flensborgpiger tog til Danmark for i et stykke tid at bo hos nogle såkaldte “indvandrere” (sådan nogle er jo ofte fødte og opvoksede i Danmark). De fandt at de delte mange af de samme erfaringer om at føle sig som to ting, og være to ting, og skulle opføre sig som to ting. Der findes også konsekrerede skældsord for danskere i Flensborg. Det er en nobel sag at ville sprede åbensind, man kunne jo næsten kalde det folke(nes)oplysning. Men selvfølgelig, hvis man har et snæversynet af danskhed, og kun definerer danskere som dem der født til det, så er det jo ikke vores ansvar at oplyse tyskere.
I øvrigt er mange endnu mere åbensindede end man kunne forvente, og ikke til trods for Tysklands belastede historie men lige netop på grund af denne. Siden Tyskland har der hersket en følelse af national skam over nazisternes gerninger, og der er nærmest et uskrevent forbud imod for meget national entusiasme. Jeg så engang en film om fejringen af restaureringen af Brandenburger Tor, der skilte Øst- og Vestberlin. Der var samlet en stor skare foran den og der blev jublet osv. Og så så jeg noget, der for mange tyskere er meget pinligt. Helt oppe i det højre hjørne af billet, så jeg et ensomt flag der blev agiteret med. Når jeg nogle gange har opholdt mig i Danmark har jeg bemærket en del propaganda for Danske Nazister, i Flensborg er det umuligt af gå glip af den store mængde antifascistiske propaganda, sloganer som “Fascismus ist kein Meinung, es ist ein Verbrechen” er hverdagskost.
Jeg vil mene at det er den danske stats pligt at sprede denne åbne form for danskhed, der jo sjovt nok er en mangelvare i Danmark, både inde i og uden for landet, og det er der de danske sydfra virkelig er en vigtig ressource for Danmark. Allerede i dag rejser Duborgskolens elevambassadører, som sagt, rundt i Danmark for overalt at provokere eftertanke om at have mere end én kultur, og hvordan det er at være født til at være noget og ender med at være noget andet, med at have forældre der vil det første, og selv ville det andet. Den bedste elevambassadør jeg personligt har mødt var tyskfødt. Enhver dansk sydslesviger der bosætter sig i Danmark er en dansker der på et eller andet tidspunkt vil diskutere sin kulturelle baggrund og dermed åbne nogle øjne.
Udover dette kan man vel mene at det er idet danske folks interesse at sprede dansk kultur, og jo flere mennesker føler sig som danskere des større er det danske folk. Vi bør forvalter dansk kultur som Jesus fortalte os det: ” Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” Danskhed bør ikke kom an på hvor man kommer fra eller hvilket blod man har i årerne. Det eneste der tæller er om man oprigtigt holder af Danmark, så kan man kalder sig dansker. Men hvordan skal man dog kunne holde af et Danmark der ikke er åbent nok til at tage imod ens tyske venner, og ikke er klar til at tage imod én hvis man også ser en tysk del i sig selv. Personligt ville jeg finde det temmelig svært. I øvrigt tvivler jeg på omtalte Danmark ville bryde sig om den del af Frankrig jeg har i mig. Omtalte Danmark, kan ikke acceptere at man kan føle sig som flere ting. For dem er man enten helt og holdent kun dansker eller også så er man det slet ikke. Det er nok derfor de også er imod dobbelt statsborgerskab.
Indtil den dag, hvor det Danmark er blevet sat på plads kan jeg kun vente på at de danske sydslesvigere hjælper de frisindede danskere til at vokse sig større. Jeg kan kun følge ordene der står over indgangen til festsalen på Duborgskolen:
“Giv Tid! Og Hvad du drømte skønt,
Du skal i sandhed skue!”
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.
Mattæus 7:7
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: Chuck Norris, Darwin, evolution, The Chuck Norris Facts
There is no theory of evolution. Just a list of animals Chuck Norris allows to live.
Gemt under: Om Bloggen, valg i USA | Tags: abort, Barack Obama, Bill Clinton, feminisme, Hillary Clinton, Joe Biden, John McCain, katolicisme, kvinderettigheder, ligestilling, Mike Huckabee, Mitt Romney, nominationskonvent, Om Bloggen, Politik, racisme, Sarah Pahin, The Wall, valg i USA
VS.
I går morges accepterede John McCain officielt det Republikanske partis nomination som kandidat til Præsidentskabet af USA, men som Churchill sagde det så “er dette ikke enden, det er hele ikke begyndelsen på enden, men det er måske enden på begyndelsen”. For med denne nomination er enden på 8 måneders primærvalg nemlig nået og dermed er det amerikanske valg reelt gået i gang. Det er nu de amerikanske vælgere virkelig vil begynde at følge med i valget. I de næste to måneder vil vi se tonen imellem de to kandidater og deres støtter eskalere og den evige kamp om midtervælgernen blive mere og mere intens. De to kandidater har nu endegyldigt lagt de interne stridigheder bag sig, og selvom de stadigvæk skulle findes så vil der ikke blive snakket om dem for at få folk til at glemme dem.
Begyndelsen på begyndelsen på et af verdens længste valgforløb var allerede for lang tid siden. Det var den dag Hillary Rodham Clinton blev valgt som senator for New York State. Dermed blev hun en del af det amerikanske politiske liv og “det oplagte valg” som demokratisk præsidentkandidat. I 2004 stillede hun dog ikke op fordi hun vidste hun ikke var klar endnu og det er ved det demokratiske nominationskonvent dette år, hvor John Kerry som bekendt blev valgt, at en anden af dette valgs hovedpersoner første gang kom i søgelyset. Ved alle konventer er der altid en opadgående stjerne indenfor partiet som skal holde en tale til støtte for den valgte kandidat. Ved dette konvent var omtalte opadgående stjerne Illinois statssenator Barack Hussein Obama II, og her holdt han en for mange historisk tale hvor han som ofte for sit vedkommende, brugte sin egen livshistorie til at illustrere det amerikanske ideal. Denne i øvrigt fantastiske tale gjorde ham rekordhurtigt enormt populær og han blev valgt som Senator for sin stat, altså Illinois, ved det kombinerede præsident/kongres valg i 2004, hvor George W. Bush ganvandt præsidentposten. dermed var demokraternes to hovedpersoner ved dette valg udpeget allerede for 4 år siden.
For republikanernes vedkommende, har deres primærvalgs absolutte hovedperson været kendt i mange år. John McCain stillede op mod George Bush ved det republikanske primærvalg i 2000 men tabte in extremis pga. af en skræmmekampagne Bush’ støtter havde udført. De ringede rundt til folk og spurgte folk om de stadig ville støtte hvis de fandt ud af at han havde et uægte barn. Siden da har John McCain næret et intenst had imod USA’s nuværende præsident. Hans præsidentielle ambitioner har altså været kendt længe, men længe før valget var han blevet afskrevet af politiske kommentatorer som for gammel. Før valget var han langtfra lige så populær som republikanernes wonderboy, Rudy Giuliani. Han var med andre ord en outsider. Da valget gik i gang stod det dog hurtigt klart at John McCain skulle vælges. Hans mest indædte modstander, Mike Huckabee, blev kendt i nationalpolitiske kredse da han blev valgt som Guvernør for Bill Clintons gamle stat Arkansas, hvor han i øvrigt var enormt populær. I den periode blev han blev både kendt som én af USA’s mest kompetente og mest korrupte guvernører.
Det egentlig valg begyndt den 3. Januar 2008, da staten Iowa afholdt det allerførste caucus. Det var et mærkeligt caucus der begyndte et mærkeligt primærvalg. Både republikanernes og demokraternes ellers klippefaste favoritter tabte til fordel for små kandidater. Hos demokraterne var det som bekendt Barack Obama der blev valgt i en stat der ellers mest indeholder gennemsnitlige hvide middelklasse amerikanere. Med andre ord slog han favoritten på hendes egen bane. For Mitt Romney var det et katastrofalt valg, fordi han havde investeret utroligt mange egne penge i sejren af lige netop det valg, med den bagtanke at hvis han vandt det første valg ville han have momentum til at samle penge ind til de næste. Men nej, både veteranen John McCain og baptistpræsten, Mike Huckabee slog ham.
Allerede i ugerne efter droppede mange kandidater ud, det er alle dem vi aldrig nåede at høre eller kun husker svagt, godt gemt væk i kassen i trejde skuffe nedefra i kommoden i arkivrække 13 på loftet i vore baghoveder. Hos demokraterne er der bare tale om én som vi har været nødt til at hente frem igen, nemlig Joseph Biden, og så Dennis Kucinich og Bill Richardson. Hos Republikanerne var det Fred Thompson og Duncan Hunter. Favoritten, der havde satset alt på Super Duper Tirsdag, Rudy Giuliani, kæmpede til det sidste, men stoppede lige før legen blev rigtig, rigtig ydmygende, altså dagen før D-dagen, hvor meningsmålingerne, trods hans indædte kamp, stadig spåede ham et stort nederlag. Det samme gjorde sig gældende for demokraternes tredje mand John Edwards, bortset fra at han rent faktisk også havde ført kampagne i de små stater (lidt ynkværdigt). Lige efter Super Duper Tirsdag droppede også Mitt Romney ud.
Dermed var banen klar til de månedslange krig imellem Barack Obama og Hillary Clinton. På republikansk side fortsatte Mike Huckabee stædigt helt ind i marts måned, men allerede efter Super Tirsdag havde John McCain de facto vundet pga. republikanernes ganske vist praktiske men lidet demokratiske valgsystem: vinderen-ta’r-alt. Det går kort sagt ud på at den der får flest stemmer i en stat, om det så kun er 5%, får alle delegaterne fra pågældende stat. Altså kunne John McCain allerede midt i februar begynde at vende blikket imod det sted hvor vi står nu, altså begyndelsen på valget, alt imens demokraterner endnu skulle kunne holde flere måneder ud hvor de skulle se begge kandidater vinde i lange baner. Først kom Obamas ubrudte række på elleve sejre, så Hillarys sejre på Super Tirsdag 2.0, altså helt indtil Clinton definitivt trak sig i begyndelsen af juni. Vi vil snart få at se hvor meget effekt det vil have på valgresultatet.
Nu er Clinton væk, og det er sådan set ganske trist for dem, der som jeg mener at en kvinde til tops ikke nødvendigvis er tegn på et mere kvindevenligt samfund, men måske på at det er ved at ændre sig, men man jo ikke få både få smøret og smørets penge (som man siger i Frankrig), og en sort til tops er jo også udemærket på samme måde. Udover dette kan man jo sige at Clintons erfaring, den løber ingen vejne, imens Obamas nyhed den er her og nu. Med andre ord kan hun stadig stille op om 4 år hvis Obama taber nu, eller om 8 hvis han vinder, men det omvendte ville have været ganske umuligt.
Obama havde og har mange facetter, og de fleste af dem kan tale både til hans fordel og til hans kummer (dejligt ord, ikke sandt?). For det første er han ny, så han er ikke blevet smurt ind i Washingtons smuds endnu, på den anden side betyder det jo også, at han ingen eller ringe erfaring har. For det andet er han multikulturel, og til enhver tid kan dette jo være en ufordel, men han har forstået at udnytte dette på mestervis, ved at agere brobygger. Det eneste lille “men”, er at nogen har brugt det til at få ham til at fremstå som uamerikansk, eller som muslim (i de kredse hvor det skulle kunne bruges som argument, er det jo ikke særlig velset). Han har også fået massiv støtte fra eliten, hvilket jo er fint nok, men hans modstandere har argumenteret for at han er for elitær og for “popstjerne”-agtig. Sidst men ikke mindst er der et stort spørgsmålstegn, der ovenikøbet ikke har fået svar endnu. Er Obamas hudfarve fordel eller fejl? Nu er jeg selvfølgelig ikke amerikaner, men jeg er som samtlige andre borgere i den vestlige verden blevet bombarderet med amerikansk kultur siden jeg åbnede øjnene for første gang (hvis jeg ser endnu en dårlig amerikansk firserfilm i dansk TV, så skyder jeg mig selv), så en anelse har jeg vel lov at have. Mit indtryk er at farve stadig er noget der har indflydelse på folks måde at tænke på i USA, men der er kun for et meget lille mindretal på den yderste højrefløj er dette rent faktsik har en positiv effekt (læs: Hans farve vil holde dem fra at stemme for Obama), og dette kun fordi de ikke bekymrer sig om uskrevne regler. For et andet mindretal, som jeg vil gætte på befinder sig i midten, har farven ingen vigtighed overhovedet. For det overvældende flertal tror jeg farve har en vigtighed, men at emnet er så tabubelagt, at de, hvis de var nødt til at kombinere dette med samfundets uskrevne regler om hvad man mener og ikke mener om racer, ville være nødt til at skyde sig selv. Så de lukker øjnene for deres egen racetænkning, og tænker i negativer (læs: De tænker: “Hvordan ville en racist stemme?” og gør derefter det stik modsatte) for at overbevise sig selv om at de ikke er racister. Altså er Obamas hudfarve en enorm fordel. Den gør ham historisk.
McCain har skam også mange facetter. For det første har han været soldat, ydermere krigshelt, og det er blandt alle amerikanere, uanset politisk anskuelse (undtagen det pacifistiske mindretal), som at se et stort plustegn tegnet på hans pande. For det andet inkarnerer John McCain bare de rette værdier, og amerikanere der udelukkende stemmer ud fra værdier er jo ikke en mangelvare (jf. kommentarer som “han ligner en stor leder”, “han har de rette værdier”, “vi har samme livsanskuelse”). Dette er jo selvfølgelig kun en fordel hos dem der rent faktisk har samme opfattelse af en stor leder som omtalte amerikanere, f.eks. nogen så cliché som de udannede masser. For det tredje, er USA et ufatteligt patriarkalsk samfund. Det er far der beskytter pionerfamilien, det er far der er ude at kæmpe for sit land, det er far der er ude at tjene pengene. Og John McCain ligner unægteligt en landfader på en prik. Han er gammel, han er hvid, og han er en mand. Dette gælder selvfølgelig kun som fordel hos dem der ikke har lagt sig udover denne tænkning. For det fjerde, har John McCain nu taget Clintons plads som “det sikre valg”. Han er den rette mand for den del af sjælen der i baghovedet hvisker “Obama og hans broer er kun en drøm, ude af rækkevidde, han er kun ren luft, og så snart han er valgt, så er han væk”. Nej McCain, han står fast som en sten og han går ingen steder. McCain er valget for dem der ikke vil skrive historie men bare vil have en præsident som USA nu engang har flest. Sidst men ikke mindst er McCain temmelig liberal – altså, af en konservativ at være - han er grøn og er ikke lige så hård i retorikken i de etiske sager som medrepublikanere. Dette er unægteligt en fordel hos midtervælgerne, der som altid tvivler og ellers bare venter på at blive erobret af den ene eller anden side. Til gengæld har dette været en varm kartoffel i de fløje af det republikanske parti der går under navnet theocons, kort for theo-conservatives, altså de højrefløjskristne. De stoler ikke på ham.
Siden primærvalgene sluttede, er der nu gået to måneder eller mere, hvor der ikke er sket så forfærdeligt meget. Men de sidste to uger, de har været spændene. De har været noget så originalt som begyndelsen på enden på begyndelsen. Der er blevet valgt vicepræsidentkandidater, der er blevet holdt konventer og der er blevet talt og klappet.
Valget af VP-kandidaterne er altid meget interessant, fordi de illustrerer hvad kandidaterne selv mener de mangler. Reglen er at de hver skal finde en egen model af deres modstander, men der er selvfølgelig plads til undtagelser.
Obama har truffet et udmærket valg, Sen. Joseph Biden af Massachussets, en mand der tidligere selv var kandidat, men trak sig på valgets førstedag. Obama har indtil nu været så heldig at Clinton og McCain har brugt samme argumenter imod ham og dermed kan han med et valg lukke munden på begge modstandere. Han har valgt sig en demokratisk, erfaren, McCain. Joe Biden er hvid, troende katolik, men overraskende nok aborttilhænger (han har ikke samme tilgang til problemet som jeg, men hans er også gyldig; han er imod abort på det personlige plan, men vil ikke pådutte andre denne religiøse opfattelse). Han er længesiddende senator, formand for senatets udenrigspolitiske udvalg og er nok USA’s mest erfarne person på det udenrigspolitiske plan. Han ville have været mit personlige valg, hvis jeg havde kunnet stemme.
McCain har ikke været lige så heldig. Hans modstandere har kritiseret ham forskelligt. For de eventuelle liberale vælgere er han for konservativ og for de ultrakonservative vælgere er han for liberal. Han har måttet vælge et kompromis. Han har truffet det ukonservative valg af en ultrakonservativ: Guvernør Sarah Palin af Alaska. Hun er ung, hun er kvinde, hun er uerfaren, og hun er ligeså upåvirket (tilsyneladende) af magtens korridorer som Obama. Derfor er valget af hende et progressivt valg. Men hun er også én af de mest konservative republikanere i verden, og hun rokker sig ikke en centimeter i de etiske sager. Hun er mangeårigt medlem af våbenlobbyen, hun er imod abort, gay ægteskaber, stamcelleforskning osv. Hun kan tiltrække mange slags vælgere, f.eks. Clintons gamle støtter (og hvis hun splitter det Demokratiske Parti på vejen er det jo kun godt), nyhedsfansene, der jubler over Obama novicestatus, midtervælgerne og dem som McCain har haft allerflest problemer med: de Højrefløjskristne. Med dette valg har McCain dog løbet en risiko, for måske er Sarah Palin ikke et kompromis. Som Churchill sagde det (jeg er en stor fan af Churchill): “Et kompromis er at få alle parter til at tro at de har fået det største stykke af kagen”. Men måske er Sarah Palin tilpas så diffus at hun vil efterlade alle med den tro at de har fået det mindste stykke af kagen. Det vil tiden vise.
Der er også blevet holdt ufatteligt mange taler de sidste to uger.
De væsenligste demokratiske talere var Hillary Clinton, der gjorde det bedste for sig selv, nemlig støttede Obama, men kun præcis så meget som man forventede (Clinton har interesse i et Obamanederlag, for så vil hun kunne stille op igen allerede om 4 år), Bill Clinton, der stort set præsenterede Obama som en miniversion af sig selv og som en modsætning til Bush/McCain, der til gengæld lignede hinanden lidt meget. Også Ted Kennedy, den sidste af JFK’s brødre, en kultfigur blandt demokrater og republikanere, senatets til aller tider tredjelængstsiddende medlem, som snart skal dø af kræft. Obama holdt en stor nominationsaccepttale, men det var en rigtig kampagnetale og dermed ikke så historisk som hans tale i 2004.
Hos republikanerne serverede Mitt Romney en omgang socialistskræmmekampagne, islamskræmmekampagne og mente i øvrigt at hvis man ville have change så var det McCain man skulle gå til, fordi regeringen, uden at vi vidste det, hele tiden har været liberal. Bemærk hvordan han behændigt undgår den varme kartoffel Bush. Mike Huckabee talte om John McCains soldaterfortid og om hvor stolt enhver amerikaner skulle være af at have sådan nogle iblandt sig. Som baptistpræst vill det have været mærkeligt om ikke også han havde nævnt de etiske sager (og selvfølgelig de farlige europæiske ideer om offentlig sektor).
Nu begynder det amerikanske valg med andre ord. Som sagt har man med vicepræsidentkandidaterne og støtten fra de tidligere modstandere fået samlet partierne, og fra nu vil McCain og Obama kæmpe om midtervælgerne, og de vil kæmpe indædt. Hos republikanerne vil man bliver endnu hårdere, og hos demokraterne vil man begynde angrebene. Derfor vil der hver søndag være et indlæg om det amerikanske valg her på min blog. Begyndelsen er forbi. Nu går det løs.
Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.
Winston Churchill
Gemt under: Kultur, Om Bloggen | Tags: antisemitisme, Chuck Norris, internetfænomen, Kunst, kvinderettigheder, nationalisme, nazisme, Politik, Richard Wagner, romantisme, stalinisme, The Chuck Norris Facts, The Wall, Thomas Koppel
Hvad er det, disse tre personer har tilfælles? Umiddelbart, ikke så meget. Lad mig lige præsentere dem.
Richard Wagner (1813-1883) var en tysk komponist, og én af de fremmeste represæntanter for den tyske romantisme. Han udmærkede sig bl.a. ved at navngive et langt ældre musikalsk koncept, ledemotivet, som han dog brugte langt hyppigere end man før havde set det. Wagner var som sagt romantisk komponist, og helt i tråd med dette var han en meget stærk nationalist. Dette udviklede sig hos ham til en meget stærk antisemitisme. Bl.a. derfor brugte nazisterne ham hyppigt i deres propaganda. De nedtonede dog at Wagner hyppigt gik i dametøj og at var en stor fortaler for kvinderettigheder.
Thomas Koppel (1944-2006) var en dansk-jødisk komponist og rock/jazz musiker i bandet Savage Rose. Han skrev både klassisk musik, som operaen Dødens Triumf som blev opført nøgen på det Kongelige Teater, og det over 100 gange, og Rock og Jazz der blev kendt helt på den anden side af Atlanten. Thomas Koppel var medlem af det venstreekstremistiske, stalinistiske Danmarks Kommunistiske Parti Marxister Leninister og støttede Enver Hoxhas stalinistiske og isolationistiske regime i Albanien. Han kæmpede hele sit liv imod social uretfærdighd.
Chuck Norris (1940-?) er en amerikansk skuespiller og stuntmand der idag mest er kendt for sin serie Walker: Texas Ranger hvor man afsnit efter afsnit kan se ham lave det ene smart kung-fu trick efter det andet. Han har også skabt sin egen kampsport der har et meget strengt æreskodeks. Til det amerikanske primærvalg støttede han Mike Huckabee, han er imod homoseksuelle ægteskaber, forbud imod skydevåben, og tror ikke på Darwins evolutionsteori. Siden 2005 har Chuck Norris været i centrum for internetfænomenet The Chuck Norris Facts der næsten tilbedende beskriver diverse heroiske ting, grænsende til det absurde, han skulle have foretaget sig i sit liv.
Dét disse tre personligheder har tilfælles er at de alle tre er meget kendte, de har alle tre modtaget æresbevisninger i deres respektive fag, de har alle udført almengavnlige projekter og de har allesammen en side som samfundsmæssigt er ildeset idag og er etisk problematisk. Der var fx modstand imod at man skulle navngive en gade efter Thomas Koppel i København og det er nærmest umuligt at nævne Wagner uden også at nævne hans antisemitisme (medmindre man ligefrem vil stemples som nazist).
Min pointe er at disse reaktioner er lidt ude ad proportion. Den eneste grund til at man idag skal tage sin forholdsregler når man omtaler disse mennesker, i hvert fald for de to førstes vedkommende, er at deres holdninger idag er fordømte, helt retfærdigt selvfølgelig. Det jeg mener er bare at der så mange andre forkerte holdninger, etisk forkerte vel at mærke, som ikke er fordømte. Fx. er det ikke længere accepteret at diskriminere på racegrundlag, men fuldt accepteret at politikere helt ude i SF diskriminerer på kulturgrundlag. Jeg tvivler dog på at der vil komme nævnmeværdig modstand når man om hundrede år vil grundlægge en Anders Fogh Rasmussen Plads. Jeg siger ikke der skal være det og at vi allerede skal forberede demonstrationen nu, jeg siger at vi skal lære at prioritere. Ok, Wagner var antisemit, men det var meget udbredt i Tyskland i de tider, og han skrev fantastisk musik og var kvinderettighedsfortaler. Ok, Thomas Koppel var stalinist, men det var jo også meget udbredt dengang, og han kæmpede imod social uretfærdighed, og også han skrev dejlig musik. Ok, Chuck Norris er en stokkonservativ stuntmand, men der går nogle uhyre gode jokes om ham (jeg kan godt se det, han kan ikke rigtig hamle op med de andre). Så lad os da bare nyde alt det gode de har skabt.
Det er derfor man hver mandag vil kunne finde et udvalgt Chuck Norris Fact herinde.
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: Chuck Norris, The Chuck Norris Facts
The Great Wall of China was originally created to keep Chuck Norris out. It failed miserably.
Gemt under: Om Bloggen | Tags: besøgende, kommentarer, Mig, Om Bloggen, statistikker, wordpress
Jeg har lige fundet ud af at der på wordpress er en lille teknisk finurlighed: statistikker over besøgende. Mine tal går øjensynligt støt op, og jeg havde igår hele 7 (!) hits. Fantastisk, ikke sandt? Nå ja, jeg ville sådant set bare sige, at hvis du er en besøgende (hvilket du uden tvivl er), så hold dig ikke tilbage med kommentarer, sådan at jeg kan vide om jeg spilder min tid eller om nogen rent faktisk interesserer sig for hvad jeg har at sige. Fortsat god søndag, sidste feriedag for mit vedkommende, så jeg smutter på stranden.
Gemt under: Kristendom | Tags: abort, feminisme, katolicisme, kirke, Kristendom, ligestilling, lutheranisme, Politik, protestantisme, Religion, sex
Hvis nu en mand, der overhovedet intet anede om vores samfunds normer, eller nogen af de ting der har gået for sig i det tyvende århundrede fik lov til først at læse det Nye Testamente (NT) og derefter en manual over hvad en abort er og hvordan den foretages, og derefter blev lukket ud i samfundet og fik som besked: “Betragt forholdet imellem kristendommen og abort.”, så ville hans første reaktion nok være “kristendommen og hvad?!”; det er ret svært at tro at kristendommen overhovedet skulle kunne have en mening om noget som abort, hvis man kun har NT at dømme kristendommen efter, hvilket man i en ideel situation skulle kunne. Nu er verden ikke ideel og kristendommen har udviklet sig til mange andre ting end hvad der står i NT. Hvad Paven prædiker i Rom er baseret på så meget andet end NT, bl.a. på de samfundsregler der er blevet vedtaget som dogmer af forrige paver, i middelalderen, hvilken var baseret på hvordan tidsånden var dengang.
Roden til konflikten imellem kristendommen, særligt katolicismens kolde forhold til abort er kristendommens kolde forhold til sex, som bunder i at katolicismen, som samtlige andre kristne kirker jo trods alt har sine rødder i, altid har været under platoniske tænkeres stærke indflydelse (f.eks. Augustin). Platon mente at alt godt i bund og grund lå i det sjælelige, og at alt verdsligt var beskidt, heriblandt altså mad og sex. De skulle gerne nydes mindst muligt. Mad skulle ikke spises for at nydes, men for at overleve, og sex skulle ikke dyrkes for glæden, men for at få børn. Dette lavede den romersk-katolske kirke så om til at sex skulle dyrkes med det formål at få børn i ét af kirken godkendt ægteskab, som jo så i sidste ende også fik børnene som mål (hvilket inter alia er grunden til kirkens afvisning af homoseksuelle ægteskaber). Det at man fjerner fostret efter endt samleje er vel ikke ligefrem tegn på at man dyrkede sex for at få børn i begyndelsen, vel? Hvis man siger at Gud har skabt sex udelukkende for afkommets skyld, så er en nærliggende slutning at så snart sex er dyrket, så er resultatet et rigtigt barn. Logikken i dette er ikke ligefrem upåklagelig, men sådan er katolikker vel bare.
Nu kan man jo ikke lukke øjnene for at både de ortodokse der jo forlod den romersk katolske kirke i 1054, og protestanterne, der gjorde ditto i 1500-tallet, alle nåede at blive grueligt mærket af den katolske tænkning. Deraf den kristne højrefløjs afvisning af abort.
Lad os prøve at se tingene fra deres synspunkt. Hvis man nu mener at det er gudgiven universel sandhed at den befrugtede celle er et levende væsen, så er det lidt svært at se til imens der hver dag bliver myrdet massevis af “børn” i kvinderettighedernes navn, som man som god højrefløjskristen jo heller ikke har det for godt med. Overvej det lige, prøv virkelig at sætte jer ind i tankegangen, tænk: “hver dag myrder statsanerkendte læger hundredvis af børn”. Det er et hårdt liv de højrefløjskristne har.
Lad os tage som præmis at ethvert befrugtet æg er et barn og enhver abort er mord. I det tilfælde kan jeg godt se at argumenter som “Tænk på moderen, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, hvordan får hun det lige når barnet er født?” lyder lidt tomme. For mennesker som mig, der er for den frie abort, ville det svare til at høre nogen sige: “Se den kvinde derovre, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, og så har hun et spædbarn. Hun skulle dræbe det, skulle hun.” Oven i denne problematik kommer så, at det nærmest er en universel regel, at lige meget hvem man spørger “Ville du have noget imod aldrig at have eksisteret?”, så er svaret altid “JAAAA!!!”, faktisk i næsten større grad hos fattige end hos rige. Altså er det sociale kort ikke særlig tungtvejende hos højrefløjskristne. Når barnet er født kan man jo alligevel give lade det bortadoptere, og så har alle det jo godt.
Men som sagt er logikken der siger: ethvert foster er et barn, mangelfuld, og så er moralen om at sex er beskidt ikke kristen men platonisk, så i virkeligheden er abortspørgsmålet slet ikke kirkeligt, men etisk og videnskabeligt, som kan koges ned til et simpelt spørgsmål: “Hvornår er den befrugtede ægcelle et levende væsen?”. Det har Gud aldrig givet svar på, og heri ligger svaret på et andet spørgsmål: “Hvordan kan jeg være både kristen og aborttilhænger?”
Jeg er en stor tilhænger af abort, lige netop fordi jeg mener at et foster først er et menneske når det er færdigudviklet. Man kunne tænke sig at man indførte livskriterier ligesom man har dødskriterier idag, og brugte dem til at vurdere om en abort var fri eller ej, det ville være en smule mere konkret end 12. uge. Hvorfor er det lige at et foster der er én dag ældre end den maksimale alder for abort ikke må aborteres frit? Hvis man indførte livskriterier ville dette spørgsmål ikk engang kunne stilles. Abort før denne frist ville ikke være værre end en hudafskrabning, da fosteret, ligesom huden, på dette tidspunkt kun er en samling menneskelige celler, ikke et menneske.
Gemt under: Citater | Tags: Benjamin Franklin, Citater, sikkerhed, terror, terrorisme
Any society that would give up a little liberty to gain a little security will deserve neither and lose both.
Benjamin Franklin
Gemt under: Politik | Tags: autoriteten, dansk folkeparti, frihed, kontrol, Kristendom, Religion, terror, terrorisme
Det er skræmmende som dansker at finde ud af i hvilket omfang terroren rent faktisk er på vej til at sejre i den velkendte andedam og hvor tæt på målet bagmændene rent faktisk er nået.
Det er en udbredt misforståelse at ordet ”terror” henviser til en terrorists gerning – altså handlingen der går ud på at dræbe civile mennesker for at nå politiske mål. Dette er imidlertid blot en af de mulige forudsætninger for terror. Ordet er kommet til dansken fra fransk ”terreur” der betyder panikslagent kaos, stor rædsel, generel panik. Franskmændene har det fra deres romerske forfædre, ”terrere”, skræmme. I sidste ende kan ordet føres tilbage indoeuropæisk, også kaldet arisk, ”*tres-” der henviser til rysten. Ordet henviser altså til den generelle paniktilstand et samfund engang imellem kan befinde sig i, det er den følelse hos en befolkning der over lang tid kan få den til at begå unævnelige gerninger. Man kan næsten se hvordan fattige familier, klædt i laser, holder fast i hinanden imens bomberne falder ned i loftet på den beskyttelseskælder de sidder i, når man høre om den ariske ”rysten”. Det er terror.
Folk er ganske vist ikke så terroriserede i Danmark. Man kan dog prøve at betragte den mediebevågenhed bombeattentatet mod den danske ambassade i Pakistan fik, et terroristangreb der, for det første foregik flere tusindvis af kilometer fra Danmark og for det andet ”kun” tog otte liv. Fem dage efter angrebet var der lagt 90 artikler om emnet ud bare på Politikens hjemmeside. Det er da vist at opfordre til terror, er det ikke?
Det er også skræmmende at se hvordan Margrethe Vestager blev sat på plads for at kritisere regeringens udenrigspolitik i en så alvorlig stund for nationen. I sådanne situationer skulle folket stå samlet om lederne. Man kan næsten se for sig hvor alvorlig situationen må have været hvis den ellers så højtelskede ytringsfrihed var suspenderet, den værdi regeringen mere end nogen anden har udråbt til at være fundamentet for vores samfund… Landet må vel have været belejret af horder af vilde og skrigende muslimbarbarer stående ved alle grænser med kun én tanke: ”Ødelæg Danmark!” hvis vi nåede til disse yderligheder. Vi kan vel hurtigt blive enige om at situationen bestemt ikke så sådan ud. Der var otte døde, hvoraf én var dansker. Much ado about nothing.
Tit og ofte er terrorismen blevet udråbt til at være trussel nummer et for ethvert demokratisk samfund, og forstå mig ret, terrorismen er én af de allermest beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampformer her på jorden. Men en seriøs trussel for noget land her på jorden er den ikke. Det skulle da lige være for de lande hvorfra terroristerne kommer. Vi kan da bare prøve at se på nogle tal. Ifølge det amerikanske Department of State der nogenlunde svarer til vores Udenrigsministerium, var det år der så flest ofre for terrorismen (overraskende nok) 2001, med 3.200 døde i 50 forskellige lande. Det giver altså i gennemsnitligt 62 døde per land i 2001. Til sammenligning dræbte AIDS, ifølge UNAIDS 2.100.000 mennesker i 2007, i 200 forskellige lande, altså 100.500 døde per land i 2007. Det er en virkelig trussel. Alligevel valgte Politiken altså at lægge 90 artikler om terrorisme ud på deres hjemmeside fra 2. til den 7. Juni, imens de i perioden 20. Maj – 9. Juni lagde i alt 0 artikler ud på deres hjemmeside om AIDS.
Andre steder, f. eks. på så mainstream fora som Rune Engelbreths humanistiske blog på Politiken.dk, har man set terrorisme diskuteret som om der virkelig var en chance for at Europa engang blev ”erobret” (af hvilken hær?) og tvunget til konvertering. Personligt vil jeg aldrig opgive min kristne tro, og jeg kan dårligt forestille mig nogle af de militante ateister jeg har debatteret med, konvertere til Islam, lige meget hvor mange danske ambassader bliver angrebet, tværtimod.
Det er klart at terrorisme skaber terror, det er sådan set hele målet med terrorismen, at skræmme befolkninger til at gøre indrømmelser af den ene eller anden art. Man kan med rette siger at terroristerne virkelig har nået deres mål i det meste af verden. Folk er bange for terrorisme. Så er det store spørgsmål: skal vi virkelig lade dem vinde? Skal vi virkelig vænne os til at årvågent at holde øje med om den brune mand derhenne nu ikke også glemmer sin kuffert helt tilfældigt? Skal vi til at kaste et blik over skulderen hver gang vi går igennem en dør? Passe på hvor vi sætter fødderne? Skal vi glemme fortidens oprejste pander og frie mennesker? Fordi det er det vi gør hvis vi på nogen måde ændrer vores levevis på grund af førnævnte beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampform. Ja det er farligt, men farligere er det heller ikke at ignorere terrorismen. Verden er et farligt sted at være, og jo friere man er, des farligere er verden. I øvrigt er chancen for at man som dansker bliver dræbt af terrorisme nærmest 1 til uendeligheden. Terrorismen har taget fem danske ofre igennem tiden ifølge Initiativet Fred og Frihed der er tilpas så højreorienterede at man kan stole på at de ikke underdriver. Jeg vil gætte på at der statistisk er større chance for at en dansker bliver dræbt af en kokosnød end i et terroristangreb.
Når der har været et terroristangreb mod et land, og dette land er meget terroriseret, begynder grupper i dette samfund der måske ikke lige har brugt deres tid på at gennemtænke problemet, at kræve reaktion. De kræver straf, de kræver hævn. I Danmark har vi nyere tid hørt slige kommentarer fra de galninge i Dansk Folkeparti, bl.a. fra to meget kendt præster. Jeg som troede hævn var noget Kristus havde gjort op med for 2000 år siden. Men hvad… denne reaktion bliver kaldt antiterrorisme, eller lidt mere folkeligt Krigen Mod Terror (Bemærk den ukorrekte brug af ordet terror). Fra samme side bliver det ofte krævet at vi ”tager alle midler i brug i kampen mod terror, for at forsvare vores demokrati”. Dette er antiterrorismens paradoks: For at forsvare demokratiet skal vi være klar til at opgive demokratiet. Mener nogen. Vi skal være klar til at suspendere Margrethe Vestagers ytringsfrihed, brevhemmeligheden, privatlivets fred, al vores kommunikations fortrolighed, retsstaten og forbuddet imod tortur, alt det for at redde… 62 mennesker om året. Hvad er der lige blevet af de tusindvis af mennesker der er døde igennem tusindvis af år for at opnå disse goder?
Antiterrorisme er i virkeligheden det sande onde. Det er den ultimative terrorisme. Enhver autoritær leders våde drøm, og det behøver man ikke være et geni for at indse. Man skal bare have set Star Wars. Man nævner dødstal på helt op til 1.200.000 i Krigen Mod Terror(isme). Antiterrorisme er terrorisme (vold mod civile for at nå politiske mål) tilføjet alle de dejlige ting, vi igennem tiderne har opfundet i Vesten med det formål at dræbe hinanden. Ironisk ikke? Terrorismen (aktionen) dræber højst 3.000 mennesker om året, imens antiterrorismen (reaktionen) siden 2001 har dræbt 171.500 om året. Verden er et mærkeligt sted at være. Men værre: antiterrorisme skaber bare mere terror, terroren fremmer i Østen terrorisme der skaber terror der i vesten skaber antiterrorisme der terroriserer Østen osv. Indtil ragnarok. Det er med andre ord en ond cirkel. Noget i retningen af en uendelig krig. Nogle har måske allerede opsnappet min pointe.
Som tidligere nævnt står et terroriseret samfund mere sammen og det er mere klar til at opgive dets fundamentale frihedsrettigheder. Terror fører altså til kontrol. Og er der nogen der ved hvem kontrollen gavner? Man kan kalde det hvad man vil, Inderpartiet som Orwell, eliten som Marx, staten som de liberale, systemet som anarkisterne eller bare autoriteten. Og de mennesker der inkarnerer disse begreber er langt fra dumme. De er udmærket i stand til at finde frem til at terrorisme kan være profitabelt for dem. Og det vil vi nødig have, vel?
De mennesker der skal værne om vores sikkerhed skulle nødig en dag komme i tanke om at det egentlig var bedst for dem selv om de bare lod landet blive bombarderet synder og sammen? Jeg hører ikke til dem der tror på at Bush med vilje lod World Trade Center bombe eller at USA i virkeligheden styrer Al Qaeda. Men i sidste ende er resultatet det samme. Overalt i verden har borgere mistet deres rettigheder og autoriteterne fået mere kontrol siden 9/11. Det er et ældgammelt spørgsmål: Quis custodiet ipsos custodes? Hvem vogter vogterne? Hvem vil sikre at autoriteten aldrig sætter borgernes liv på spil for at få mere magt? Det skulle da gerne være den Fjerde Statsmagt, men som tidl. nævnt har de danske aviser mere hjulpet autoriteten med at skræmme befolkningen end noget andet.
Så slap dog af, alt andet er terror!
