The Wall


Barack Obamas og John McCains Holdninger

   Som lovet, vil jeg i dette indlæg fortælle lidt om Barack Obamas og John McCains holdninger. Jeg vil udelukkende belyse de holdninger der er blevet diskuteret i de amerikanske medier indtil nu, da det kun er dem, der kan have en egentlig effekt på valgresultatet. Bemærk alle de emner der er blevet bragt op og den skærende kontrast til folketingsvalget i 2007, hvor det altdominerende emne var materielle goder (skat/velfærd). 

 

Forsvarspolitik

 

   Den altoverskyggende forskel mellem Barack Obama og John McCain på dette, for U.S.A. meget vigtige område, er Irak. Hvor John McCain mener at et nederlag i Irak ville være skandaløst for soldaterne, landets moral og U.S.A.’s politiske omdømme ude i den store verden, mener Barack Obama at man hurtigst muligt bør flytte styrkerne i Irak, der jo har vist sig at være et værdiløst sidespring, til Afghanistan, hvor den egentlige kamp imod den islamistiske ekstremisme og for U.S.A.’s nationale sikkerhed bliver kæmpet.

   Da Barack Obama ikke har været på den amerikanske nationale politiske scene i særlig lang tid, kan man ikke bedømme ham særligt godt på hans gerninger, men generelt kan man sige at John McCain er mere interventionistisk end han, selvom Barack Obama for nylig har sagt at det i visse tilfælde ville være en mulighed at bevæge sig ind på Pakistans nationale, suveræne territorium, hvis det var der terroristerne gemte sig. Dette erklærer John McCain sig uenig i, eller rettere, han mener ikke at det bør siges højt, og han har måske en pointe. Hvis man har tænkt sig at bevæge sig ind på en nær allierets territorium, er det måske en god idé ikke at sige noget om det før det er en realitet, da der er en overvejende risiko for at det skader landenes relationer en kende.

 

Udenrigspolitik

 

   Både John McCain og Barack Obama ønsker at restaurere Amerikas anseelse ude i den store verden, der jo har lidt stor skade under administrationen Bush/Cheney. De ønsker begge at styrke U.S.A.’s forhold til Europa (læs: Tyskland og Frankrig), men Barack Obama går skridtet videre og siger at man bør tale med “frænder som fjender” og mødes med fjendtligt indstillede ledere. De støtter begge en diplomatisk løsning på problemet i Iran, men John McCain ønsker kun at mødes med Iranerne, hvis de gør nogle indrømmelse, hvor Barack Obama ville være villig til at mødes med Ahmenijad “uden fastlagte betingelser”. De er begge to mod tortur og begrænsninger af de fundamentale friheder.   

 

Finanskrisen

 

   Om finanskrisen mener Barack Obama at den politik man har ført indtil nu overvejende er vejen frem til at løse landets og verdens nuværende økonomiske problemer, med andre ord: låne penge til bankerne, sænke renten på disse lån, opkøbe dårlige forretninger og lån og pumpe penge ud i økonomien. Han mener blot at man bør træffe visse sikkerhedsforanstaltninger, såsom at sikre at Staten får de penge tilbage den giver og at de ikke går til cheflønninger eller gyldne håndtryk.

   John McCain mener ligeledes at den politik der er blevet ført indtil nu er den rigtige, men han mener at roden (og det er unægteligt bedst at rive ukrudt op ved roden) er den grådighed og korruption der har hersket på Wall Street (læs: finansverdenen) de seneste år. Hans løsning er total afregulering af sektoren.

 

Skattepolitik

 

   Ifølge Barack Obama selv planlægger han skattelettelser for 95% af alle amerikanere (alle der tjener under $250.000 om året), og altså implicit mere i skat til de sidste fem procent. Konkret vil det betyde mellem $1000 (den 75årige enke)  og $3700 (middelklassefamilien med et barn på universitetet) mindre i skat for et gennemsnitligt amerikansk hushold. Et modargument er at dette også vil ramme små og mellemsmå virksomheder (med en profit på over $250.000) der derfor ikke vil se sig i stand til at hyre arbejdskraft. Da arbejdsløsheden er en af af de største økonomiske problemer i U.S.A. er dette problematisk.

   John McCains løsning er en god konservativs. Skattelettelser til alle. Dette vil, ifølge ham, skabe den dynamik på det amerikanske marked som man så desperat har brug for. Barack Obama siger til dette, at man skal holde op med at give penge til de rige og så “håbe på at det på en eller anden måde, en dag, vil sive ned til de fattige”.

 

Velfærdspolitik

 

   Offentlig velfærd er ikke en af de mest populære emner i U.S.A. Det eneste emne der er blevet diskuteret er sygesikring. I U.S.A. er der ingen offentlig sygesikring. Med andre ord fungerer det præcis som med alle andre former for forsikring. Man betaler en månedlig præmie til et privat firma, der så betaler for ens behandling når man får brug for den. Da mange amerikanere ikke har råd til at betale præmien, ender de ofte i gæld til halsen hvis der sker dem noget. Dette er alle enige om er et problem.

   John McCain foreslår at giver skattelettelser på $5000 til alle de der ikke kan betale for deres egne forsikring, og så derefter lade folk selv vælge hvilket forsikringsfirma de ønsker at benytte sig af, også selvom det befinder sig i en anden stat.

   Barack Obama går efter en mere europæisk løsning på problemet. Han er helt imod at sygesikring skal gå igennem private firmaer, så han foreslår at alle får valget imellem at forsikre sig hos et privat firma, eller at benytte sig af et af staten styret, gratis, universelt sygesikringsprogram der skal tilbyde alle borgere en tilsvarende ydelse som den senatorer får. Et af de store problemer er at private firmaer nægter at betale for sygdomme der allerede var tilstede før forsikringen blev tegnet. Derfor skal statens program betale for alt, uanset om det fandtes før eller efter. John McCains modargument er at dette giver staten en alt for stor rolle og at Barack Obama, efter sigende, skulle giver bøder til folk der nægtede at lade deres børn forsikre. Dette benægter Barack Obama. Immervæk er det jo et meget lille problem, da de fleste nok ville tegne forsikring hvis staten havde et gratis program.

 

Klimapolitik

 

   Begge kandidater er enige om at det er nødvendigt at U.S.A. tager en førende rolle i kampen for et bedre klima på jorden. Der standser enigheden også.

   John McCain mener at det centrale klimapolitiske problem er at man bør begrænse, eller helt standse, U.S.A. afhængighed af olie fra lande der ikke er dem særligt venligt stemte. Derfor mener han at man bør tage alle midler i brug, såsom udvidet olieboring og atomkraft. Han er betingelsesløst pro-atomkraft og han mener at man bør følge det franske eksempel (Frankrig får 80% af dets el fra atomkraftværker). Barack Obama svar til dette er at der simpelthen ikke er olie nok i Amerika til at dække dets energibehov

   Barack Obama er selvfølgelig også interesseret i at begrænse amerikansk afhængighed af “fjendtlig olie”, men at redde jordens klima er ligeledes en del af hans agenda. Han er for atomkraft, hvis man finder ud af at løse de problemer der er knyttet til det, såsom fare for ulykke eller terroristangreb, brug af affaldet og fare for spredning af atomkraftteknologi. Han er for såkaldt “ren” kulteknologi og alle rigtig rene energiformer. Endvidere er han som sagt imod udvidet olieboring, da U.S.A. står for 25% af verdens olieforbrug men kun sidder på 4% af verdens olieressourcer. Med andre ord kan man ikke “bore sig ud af problemet”.

 

Etiske Sager

 

   Da U.S.A. er et land hvor religion ofte spiller en stor rolle i det offentlige liv, kan debatterne om etiske problemstillinger ofte blive temmelig hede. Etiske sager omfatter homoseksuelle ægteskaber, abort, stamcelleforskning, dødstraf.

   Barack Obama er for fri abort, da han mener at kvinden har ret til at træffe valget selv. På det personlige plan mener han dog at abort er en dårlig løsning. Ligeledes er han for stamcelleforskning fordi det kan redde mange liv og potentielt kurere alzheimerpatienter. Han er for homoseksuelles rettigheder og dog imod deres ret til at blive gift som alle andre. Endelig er han, som mange andre amerikanere, for dødsstraf.

   John McCain er imod abort (eller som de plejer at kalde sig selv “pro-life”), da han mener ufødte børn er mennesker. Dog er han for stamcelleforskning, temmelig ironisk når nu forskning i et ufødt barns celler kræver en abort, men hvad. Han er imod homoseksuelle ægteskaber og generelt også imod homoseksuelles rettigheder, ligesom han støtter dødsstraf.

 

 

Opdatering: Hvis dette indlæg har interesseret Dem, ærværdige læser, har de bestemt lyst til at tage et kig på mit opsummerende indlæg eller på min nekrolog over Bush-årene. For at se alle mine indlæg om valget i U.S.A., kan de kigge her.


7 Kommentarer indtil nu
Skriv en kommentar

Hej vi er to personer der laver et protject om Barack Obama, vi vil gerne vide om du kan svare på om?
1. Hvilke opgaver skal løses af præsidenten i USA i de kommende år?

Comment af Mathais

Hej Mathais (sneg der sig måske en tastefejl ind der?)

Jep, det kan jeg, endda med den største glæde. Obama står foran nogle store udfordringer. Han skal:

Udenrigspolitisk

1. Sikre en hurtig, sikker og ansvarlig afgang fra Irak
2. Vinde konflikten i Afghanistan, og gerne skabe et stabilt samfund samme sted
3. Genoprette U.S.A.s image ude i verden, specielt i Europa, da det er her han finder sine bedste samarbejdspartnere i Afghanistan, ligesom i Mellemøsten
4. Løse konflikten om Irans kernekraftsprogram
5. Få Rusland til at indse at deres supermagtstatus er en saga blot.
6. Skabe stabilitet i Palæstina

Indenrigspolitisk

7. Få styr på finanskrisen
8. Undgå at U.S.A.s underskud vokser mere, egentlig helst begynde at afbetale deres gæld
9. Sikre alle amerikanere en sygesikring
10. Sætte gang i projekter hvis mål det er at sikre en bæredygtig klimaudvikling
11. finde en anden anden energikilde end mellemøstlig olie, da denne både skader miljøet og U.S.A.s udenrigspolitiske interesser.

Det er vist nogenlunde det. Med andre ord skal han redde verden, samtidig med at han blive ved med at ligne messias.
Du er velkommen til at spørge videre.

Venlig hilsen

Jon

P.S. Jeg kan kun henvise til Politikens temaside om valget og magtskiftet.

Comment af Jon

Hej Jon!
Din blog er den fedeste i verden. Hvilken viden!
Kan du gøre mig en lille tjeneste.
Jeg har projektopgave, og mit emne omhandler politik i amerika! – Jeg har lavet et lille interview… Digitalt!
Tjek denne hjemmeside for at deltage: http://survey.softfat.com

Denne kommentar blev fanget i mit spamfilter. Jon

Comment af Christian

Er der sket en fejl?

Comment af Christian

Argh, jeg havde lige lavet et langt flot indlæg, der roste din fantastiske viden, og din utrolige brug af det danske sprog!
Jeg ville bare spørge om du vil deltage i mit digitale interview:

Skal bruge det til et projekt!

Comment af Christian

Hejsa Christian

Shit happens; det er nogle gange sket for mig at kommentarer på flere sider er blevet slettet, og det flere gange i træk… Men immervæk, tak for de rosende ord, det er altid meget dejligt.
Selvfølgelig vil jeg deltage, med den største glæde endda.

Venlig hilsen

Jon

Comment af Jon

Ah Christian

Der fik du mig. Man glemmer altid det om dødsstraf og skydevåben… lort!

Jon

Comment af Jon




Skriv en kommentar
Line og paragraph pauser automatisk, e-mail-adresse aldrig vises, HTML tilladt: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>