The Wall

   Julen er nok den dejligste fest der er givet os. Budskabet er sådan set såre simpelt. Gud kommer til os (“Immanuel” =”Gud med os” på hebræisk). Det er den tid på ordet hvor dét at være kristen nok betyder mest for mig, hvor jeg kan forarges til det grænseløse over alle andres måde at gøre tingene på (sådan en dejlig følelse), men så i mit stille sind alligevel nyde al den flotte indpakning. Ja, det er da dejligt at få gaver. Problemet er nok at gaverne er blevet det vigtigste her i vore dage. Det jeg nyder her i julen er faktisk at den giver mig lejlighed til at sådan, hvordan skulle man kunne sige det, reflektere/drømme/meditere over tingene, over kristendommen, over mit liv, over hvor smuk min religion i grunden er, ikke bare budskabet, men også indpakningen.

   Det er meget muligt at Jesus ikke blev født om vinteren i Betlehem, men hvor er det dog dejligt at drømme om at gå på de delvist snedækkede bjergsletter og så langt væk se den lille stald med lys, høre det lille barn græde, det lille barn der er så meget mere end et lille barn, og så dog bare et lille barn, hyrderne ud på marken der får lov at se det ærefrygtindgydende syn af en engel, der fortæller dem om det glædelige budskab, og så pludselig en sand hærskare af engle der synger “Ære Være Gud i det Højeste!”. Hyrderne må være faldet på knæ og have grædt glædestårer, takkende Gud (Grundtvig, Det Kimer nu til Julefest), og så de Vise Mænd, der kommer ridende på kameler igennem ørkenen for at se den nyfødte konge (Dung-Ga-Da-Dung, siger deres fødder i ørkensandet). Det er jo nærmest kosmiske begivenheder der fandt sted den nat i stalden. Det havde været under forberedelse siden Abraham. Meget kan man sige om kristendommen, men dens historier er smukke.

    Men Budskabet er bare desto smukkere af at have været så fint pakket ind. Hvor er det dog fantastisk at min Gud rent faktisk kom ned på jorden, kom ned til os mennesker. At han kom for at frelse os. At han elsker os så meget.

   Jeg har faktisk selv mærket det her på det sidste. Mange vil indvende at det sikkert bare var min forstand der halter, men jeg har følt noget på det sidste. Det begyndte her for nogle uger siden, hvor jeg var på vej hjem fra volleyballtraining. Jeg sad i den klare nat og ventede på bussen og lyttede til Sixpence None The Richers album med julesange (kan jeg bestemt anbefale til næste års julemix på iPod’en) . Da jeg sad der ude i kulden, følte jeg de samme følelser som altid, bare noget stærkere og meget mere defineret. Før følte jeg dem bare, nu vidste jeg at det var min bevidsthed om at mit sind var helt og aldeles frit, uafhængigt af nogen kontrol, og om at denne frihed også gav mig klarsynet til at se at verden var helt og aldeles tom, uden mening. Det var som at stå udenfor The Matrix (ét’eren er seværdig) og så tænke på den glæde der var ved at være indenfor, men så alligevel foretrække den stille kulde udenfor. Det var ikke nogen specielt glad følelse, det var bare krystalklart. Jeg tænkte, at nok var jøderne blevet frelst af Jesus, men udenfor i den frie verden (på det mentale plan), der var han ikke med os, eller i hvert fald ikke med mig. Og så foretrak jeg dog min tilstand (selvom der var en vis resignation indblandet).

   Næste dag, eller måske ét par dage efter sad jeg så i bussen på vej hjem fra skole. Havde haft en helt fin dag, skal det siges. Den dag, da jeg sad i bussen, og igen lyttede til Sixpence None The Richer, der begyndte jeg at føle at Gud alligevel var her i verden. Jeg ved ikke om det var en åbenbaring, det var det vel i grunden ikke. Det var bare en følelse af glæde og den pludselige vished om at Gud var med mig, og at den frie verden alligevel ikke var meningsløs. Tja, det er vel egentlig det julen handler om. Så ja, med glædestårer takker jeg Gud/For miskundhed og nådebud.

Gloria in Excelsis Deo

Glædelig Jul!