The Wall

   I de seneste mange år har man i Danmark ført en såkaldt værdidebat om dansk kultur og danske værdier. Fokus har nærmest entydigt ligget på indvandrerne eller deres danske efterkommere, især hvis de er muslimer, har mørk hud og ikke helt går klædt som os. Denne debat virker dog hyklerisk, når man overvejer, at dansk sprog og kultur er angrebet andetstedsfra og det på meget mere truende vis. Det er et angreb, der nærmest går ubemærket hen, i hvert fald sammenlignet med den opmærksomhed indvandrerdebatten får. Hvor nærmest hver eneste dansker imellem 15 og 99 går og har en mening om muslimerne, så er det nok en del færre, der tænker over den trussel, engelsken er for dansk sprog og kultur.

   Danmark er ét af de lande, hvor man nærmest kan tale om én ubetinget tilbedelse af angloamerikansk sprog og kultur. Næsten ingen andre steder i Europa bliver der overtaget så mange ord fra engelsk i sproget eller nydt så mange amerikanske kulturprodukter.

   Derudover kunne man vel også nævne, at engelsk fortsat bliver undervisningssprog i flere og flere fag på universitetet, især de naturvidenskabelige, eller den ændring, der sker i sproganvendelsen i det offentlige rum. Overvej f. eks. hvor mange reklamer, De har set på engelsk den sidste tid.

   Derom kan man vel mene, det man vil, men det indebærer en række faktiske ufordele, som ingen parole om glæderne ved globalisering kan ændre noget ved. F. eks. er det et skøn, at op til 30 % af indlæringen går tabt, hvis undervisningen foregår på engelsk, også selvom både lærer og elev er dygtige til engelsk. Hvis dansk mister sin status som undervisnings- og forskningssprog, betyder det endvidere, at sproget vil komme til at stagnere, fordi forskellige fagudtryk vil blive glemt, og fordi der ikke vil blive skabt nye i takt med menneskehedens forskellige fremskridt.

   Desuden har man så også lov til at mene, at de mange engelske ord i både mundtligt og skriftligt dansk i bedste fald kan virke lidt moderne, men for det meste bryder rytmen og sangen i det danske sprog og dermed forringer stilniveauet betydeligt.

   Nogle gange bliver det næsten grinagtigt at se på.

   Dette kunne eksempelvis være, når danske udsendte nyhedsreportere skal forhøre sig hos lokale beboere i det område, de besøger. For mig virker det i hvert fald latterligt, når en dansker (som man ikke kan forvente har engelsk som sit modersmål) udspørger en kinesisk bonde (i hvis tilfælde dette gælder i endnu højere grad) på engelsk. Hvis reporteren så oven i købet ikke er specielt kyndig udi engelsken, så kan selv et lille barn vel tænke sig frem til, at kommunikationen er væsentlig svækket, og at nyhedsværdien tilsvarende daler.

   Et andet eksempel kunne vel være, når nogle engelskglade danskere skal udtale fremmedord eller stednavne fra andet udland end anglosfæren. For mig lyder det altså morsomt, når Johannesburg bliver til Djohæinesbørgg. Det er da grænsende til det hjernedøde. Hvis man ikke kan finde ud af at udtale ordet eller navnet korrekt, gør man vel det letteste for ens hjerne og udtaler det på godt gammeldags bondedansk. Men at udtale det på engelsk virker krukket. Som om det får ens uvidenhed til at se bedre ud.

   Imidlertid drejer det sig jo ikke kun om sprog. Det er jo ikke kun det engelske sprog, man i Danmark er ved at overtage, det er også den angloamerikanske kultur. Hvis man ser på programlægningen i dansk TV, der jo immervæk stadig er det største kulturmedie i Danmark, vil man bemærke, at den del, der ikke foregår på dansk, overvejende og i stigende er på engelsk.

   Jeg skal da være den sidste til at beklage, at man til tider kan få lov til at tømme hovedet ved at se hjernedødt fjernsyn som Friends, eller at vi har mulighed for at nyde en god amerikansk film såsom American Beauty, men helt ærlig, har andre lande ikke også noget at byde på? Nu ser jeg ikke så forfærdelig meget fjernsyn, men der er godt nok gået lang tid, siden jeg har set en film på tysk, fransk eller spansk i dansk TV. Eller hvad med nogle af de rigtig anderledes og dermed rigtig spændende steder i verden som Indien eller Japan, har de heller ikke noget at byde på? Disse store kulturlande, der i årtusinder har skabt de skønneste kunstværker, de bliver rent forbigået i dansk TV, fordi det er vigtigere at vise amerikansk-inspirerede programmer som X-Factor.

   Det er jo som at sige, at vi ikke har noget at byde på, at ingen andre lande i verden har noget at byde på, og at vi derfor hellere må følge blindt i fodsporene på USA, derefter Storbritannien og en sjælden gang Australien eller andre engelsk-talende lande. Vi lader os jo i virkeligheden degradere til andenrangskultur i vort eget land, og den eneste logiske konsekvens, man kan drage deraf, er at vi sætter den angloamerikanske kultur højere end vor egen. Set i dette lys er værdidebatten jo virkelig afsporet.

   Det er jo som at tænke på en landbefolkning, der tamt accepterer alt det, der kommer inde fra byerne, uden overhovedet at overveje, at det i virkeligheden måske skader dem. Det vi i virkeligheden gør ved at erklære fallit over for engelsken, er at vi frivilligt vurderer os selv som en provins i denne verden. Kulturelt set er dette jo i øvrigt ikke sandt, da vi danskere jo sidder på en enorm kulturarv, f. eks. i form af vor store sangskat, der fortsat er på dansk.

   Hvis det dog bare standsede der. I virkeligheden er en anden implikation, at vi lige så stille lader dansk sprog og kultur dø. Med sprog og kultur fungerer det sådan, at hvis de ikke har nogen brugere, så stiller de træskoene. Og brugerne af dansk kultur bliver altså en del færre. Jeg vil gætte på, at der er flere børn i vore dage, der har fået læst Harry Potter højt, end børn, der har hørt H. C. Andersens eventyr. Det er jo trist. Forestil Dem dog, at det alt sammen forsvandt. Saxo og Andersen, Grundtvig og Brorson, alle sammen væk. I stedet kunne man jo så høre nogle af de gamle engelske sagn og læse lidt Shakespeare. I og for sig er begge dele jo gode muligheder. Men der skal jo også være nogen til at overlevere de førstnævnte, og det virker da kun naturligt hvis det er os.

   Jeg vil også gerne lige komme med en hilsen til min engelsklærer: selvfølgelig bekæmper jeg ikke engelsk som roden til alt ondt i denne verden. Når jeg har tid, ser jeg da også Friends, og jeg synes at visse amerikanske film og bøger er helt fantastisk smukke. Jeg synes selv det engelske sprog kan være eventyrlig dejligt, og for at være ærlig ligger det lidt i mine planer at studere engelsk senere hen. Jeg siger bare, at man et eller andet sted må prioritere. Og jeg synes, at det ville være passende, om vægten for det første begyndte at hælde en kende mere til det danske sprog og den danske kulturs side, dernæst en smule mere til siden hvor man kan finde alle andre sprog i verden eksklusiv engelsk. Fordi vi og de altså har også noget at byde på.

   Hvis det betyder at jeg skal opgive Friends og alle disse fantastiske amerikanske firserfilm, så gør jeg da gerne det, hvis bare jeg må høre lidt mere dansk. Som beboer i Sydslesvig, rører det mig virkelig hver gang jeg i min hverdag hører folk tale dansk, lige meget hvor gebrokkent det så er. Jeg kan vel kun citere Andersen:

Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.

   Man kan vel mene, at der findes så mange andre sprog der både er kønnere og mere praktiske end dansk, men det danske sprog har alligevel et stort fortrin frem for alle andre sprog i verden: det er mit.