The Wall

   Dette er en korthistorie, jeg har skrevet i en stille stund. Jeg håber den vil være Dem velbehagelig.

   Gilbert gik lige så stille hen over kirkegården. Det virkede som om verden ikke længere fandtes, som om han og graven for enden af stien var Alt, var det eneste tilbage. Alle de andre gravsten flød sammen i hinanden. Som om han var midt i en flod af farver. Han så ned mod enden af floden. Stod den der nu virkelig som den skulle?

   Ja, den gjorde. Stor skuffelse. Ja ordet skuffelse rakte ikke helt. Det var mere som at få kuglerne brændt til aske af rødglødende jern.

   Han nærmede sig. Der var stadig håb. Godt nok havde han hørt, at hun skulle være død, men han havde nægtet at tro det. Godt nok stod der en gravsten på det beskrevne sted. Men måske var det alt sammen løgn.

   Han vidste udmærket at det var sandt, men han nægtede blot at tro det. Måske ville det alt sammen forsvinde. Så ville han endelig få lov til at være alene. Til at være sammen med hende.

   Egentlig havde han slet ikke lyst til at se gravstenen længere. Hendes navn stod sikkert alligevel ikke på den. Han nærmede sig yderligere. Gilberts mave snørede sig sammen. Hun var sikkert derhjemme og ventede på ham. Han kunne mærke kulden bevæge sig fra maven, hvor den lå som en sten, og op igennem brystet, hvor den som en jernhandske greb om hans hjerte, og lukkede sig om det. Nej, hun var nok derhjemme. Kulden nåede op i hans hoved, og tårerne pressede sig iskoldt mod hans nethinder. Han gik stolt videre. Hun sad sikkert i sin stue og smilede sit smil. Sit smil.

   Nu var han snart så tæt på, at han kunne læse indskriften. Han ønskede det ikke og lod sit blik hvile en meter over gravstenen imens han stadig nærmede sig, Nu stod han foran den, helt alene i efteråret. De gyldne, røde og gule blade fløj om ham. Han overvejede hvad han nu skulle gøre. Han måtte gøre det. Han måtte være sikker. Hun kunne ikke være død. Hun kunne ikke have forladt ham. Have ladt ham alene tilbage.

   Han sænkede blikket, men lukkede øjnene. Han turde ikke. Han kunne ikke tvivle på hende nu. Hun ville aldrig have ladet ham lide sådan. Han ville aldrig have gjort sådan noget mod hende. Han greb sig selv i at blive helt vred på hende, og åbnede forskrækket øjnene ved tanken. Der stod det:

Hvil i fred

På den anden side af solopgangen

Elanor Coròn

* 26.08.1991 † 23.04.2009

Dine taknemmelige forældre

Din yndlingslillebror

   Hele verden faldt om ham. Træerne væltede bagud, himlen vendte sig, tyngdekraften drejede. Han selv blev blot stående. Helt stille. Helt, helt stille. Så var det alligevel hende. Kulden fyldte hele hans krop nu. Han mave var så tung som et dampskib, det knugede så hårdt om hans hjerte, at han troede det var gået i stå og han kunne ikke længere få vejret.

   Tiden standsede. Intet bevæge sig længere. Alt stod stille. Verden var ham ligegyldig. Han lagde sig med næsen ned i hendes grav og indåndede. Han kunne næsten lugte hende, hendes duft af et eller andet ugenkendeligt sødt, og så af liv. Hun duftede altid af liv. Nu var det tabt for evigt. Nu var han tabt for evigt. Uden hende. På grund af hende. Det gav ingen mening længere. Han ville bare have lov til at ligge der.

   Alt var kulde. Alt var stilhed. Alt var væk.