På denne side vil jeg tilstræbe at vise de indlæg jeg selv mener er de bedste jeg har skrevet på min blog (Hvis De ønsker at kommentere siden som helhed, f. eks. mit valg af indlæg, kan De benytte kommentarfeltet nederst. Hvis De ønsker at kommentere de enkelte indlæg, henviser jeg til deres sider.):

 

Det Franske Politiske System

 

Som man kan læse om det i indlægget Lidt om Mig, har jeg i de sidste otte år opholdt mig i Frankrig, og det fuldkommen som et hvilket som helst andet fransk barn. Det var der jeg for første gang lærte et politisk spektrum at kende, ved det skandaløse valg i 2002, hvor højrefløjsekstremisten Jean-Marie le Pen var én af de to slutkandidater. Der var ganske vist ikke tale om et indgående kendskab, men jeg lærte at der var noget der hed socialist (Parti Socialiste, PS), noget der hed konservativ, eller i Frankrig gaullist (Union pour un Mouvement Populaire, UMP) og noget der hed ultranationalist (Front National, FN).

Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen. Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.

Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum. Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.

I. Det Franske Institutionelle System

 

I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt. Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l’Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat, om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand). I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.

Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d’États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.

Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.

 

Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.

Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés) som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsentere lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN’s politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.

Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.

II. Det Franske Politiske Spektrum

 

Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.

Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.

 

Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.

Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.

 

Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.

Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.

Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem). Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.

 

På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.

Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN’s toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.

 

Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: “Hvorfor fortæller han alt det her?” Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!

 

Californication

 

For nogle måneder siden opdagede jeg en ny serie, Californication (ingen relation til sangen), imens jeg, sent en fredag aften, sad og stenede foran fjernsynet. Jeg blev straks meget optaget af hvad jeg så, og lige så skuffet blev jeg da jeg opdagede at der kun blev sendt ét afsnit om ugen. Der er tale om en udmærket historie krydset med en refleksion over den vestlige verdens dekadence krydset med god humor krydset med sort livssyn krydset med en noget krydret sprogbrug og billeder der på grund af slet skjult seksuelt indhold givet er censurerede mange steder i verden. Serien er produceret af den amerikanske købekanal Showtime.

I skal være advarede, denne serie har været emne for mangen en kontrovers på den anden side af Atlanten på grund af sprogbrugen, den store mængde nøgen hud der bliver vist frem og hovedpersonens overforbrug af både cigaretter og alkohol. F. eks. viser den første scene hovedpersonen der går ind i en kirke, slukker sin cigaret i vievandet og får et blowjob af en nonne. Med andre ord er det ikke en serie for barnlige sjæle. Dette ville være én af de eneste grunde jeg kan se til at undlade at se serien (specielt hvis der er små børn tæt på skærmen). Jeg vil gerne understrege at dette heller ikke er selve essensen af serien, det ikke porno, og det ville da også være tegn på en lidt indskrænket sjæl, at man udelukkende fokuserede på sex, når serien har så mange interessante pointer.

 

Serien handler om Hank Moody, forfatter med svær skriveblokering, et livssyn mørkere end natten og et forlist ægteskab bag sig. Hans datter, Rebecca, bor nu for det meste sammen med ekskonen, Karen, hendes kæreste, Bill og hans datter, Mia. I første afsnit begår Hank, uden at vide det, den fejl at gå i seng med 16årige Mia og får derefter at vide at Karen har tænkt sig at gifte sig med Bill. Hovedplottet i serien er dermed lagt: får Hank sin kone tilbage inden brylluppet? Han prøver i hvert fald hver gang de ses, udover at han, som det meget elegant bliver ytret “fuck everything he meets!” og drikker for meget. Da Hank er i pengenød, og han i øvrigt ikke er i stand til at skrive noget, får han til opgave at holde en blog for et blad ejet af, finder han ud af, ingen anden end Bill.

Personen Hank er meget interessant. For det første er han bare cool. Han er indbegrebet på det enhver mand drømmer om at være, og enhver kvinde vil have. Ved første øjekast. For Hank har nemlig den dårlige vane at ødelægge alting for sig selv og tage alle de andre med sig i faldet. For det andet så er hans livssyn så sort at det kun kan være elskeligt. Hans bog hedder faktisk God Hates us All. Ydermere er han arketypen på den dekadente livsstil i den vestlige verden, han går i seng med enhver kvinde han møder, ikke kun enlige, han ryger, ikke kun cigaretter, han drikker for meget, han kommer ofte op at slås og glemmer for det meste sine gode manerer hvis han da har nogen. Det interessante er at Hank rent faktisk er et godt menneske. Trods alle sine laster er Hank faktisk en god far for sin datter, han forbyder hende f. eks. at bande , en god ven for sin agent, han undlader ikke at kritisere det da Charlie, som han hedder, er sin kone utro og en god forelsket mand, han vil trods alt sin ekskones bedste. Dette får én til at undre sig, burde vi ikke bare smide moral i skraldespanden og så nyde livet? Jeg mener selvfølgelig som kristen at vi bør gøre det gode, men det er etik. Al den moral der desværre følger med kristendommen er mig meget fremmed; hvordan skader det Gud eller andre mennesker at man drikker, ryger, har sex osv.? De kan læse mere om min tro, ærværdige læser, her. Sidst men ikke mindst er hans tanker meget interessante: er det ikke vores pligt at værne om vores sprog? Er Hollywood ikke moderne hedenskabs Rom? Er velgørenhedsarrangementer ikke dybest set dobbeltmoralske? Hank spilles af tidligere X-files-stjerne David Duchovny.

 

Denne serie er, helt i tråd med Hank, som det bliver udtrykt af denne sidstes 12årige datter om hans bog “et værk af nihilisme der dog er dybt forankret i romantismen”. For selvom serien glorificerer både en livsform som mange ville anse for uanstændig og det moderne menneskes “hvad-er-dog-meningen-med-hele-denne-tomme-verden”-livssyn, så giver serien os også et, om noget, romantisk svar på dette spørgsmål: nyd livet, vær dig selv, gør det gode og kæmp for det du elsker. Serien er ved første øjekast først en mandeform af Sex and the City, ved andet er det en historie om den store tomhed og meningsløshed der er at finde hos moderne mennesker, men ved tredje øjekast er det en livsbekræftende og glad fortælling. Man kan vælge kun at se én af siderne af serien, ingen af dem er jo decideret uinteressante men en ultimativ combo af alle sider synes jeg er perfekt. Når humoren så oven i købet er i top, så er der ikke noget at klage over.

 

Nok er serien god, men er den kunst? Mit svar på dette spørgsmål er, sikkert til manges forargelse, ja. Forskellen på dekoration/underholdning og kunst er at de første kræver kreativitet til at forestille sig det skabte og hænder til at realisere det, imens kunst også kræver noget tredje: hjerne. Man skal have et budskab med det man skaber, og det skal være gennemtænkt. Denne serie har, om nogen, hjerne, udover det er historien god og selve æstetikken fantastisk. Derfor vil jeg mene at Californication mere end bare underholdning, det er kvalitetsfjernsyn og filmkunst i god form.

Der er i øvrigt mange der siger at det innovative i filmbranchen vil komme fra seriefronten. Jeg har tendens til at være enig. Med serier som Nip/Tuck, Desperate Housewives og i den lidt mere obskure ende, Kingdom Hospital, Stephen Kings gentænkning af Lars Von Triers Riget, har vi i flere år set kvalitetsværker kommer fra serieverdenen. Californication ligger i naturlig forlængelse af Nip/Tuck og denne udvikling generelt.

 

Første sæson er færdig, og sæson to er i gang med at blive sendt i U.S.A. men jeg er ikke overbevist om at vi kan forvente helt samme niveau fra næste sæson. Første sæson havde en “endegyldig” ende og derfor tvivler jeg på at der kan komme noget interessant ud af det. Ydermere har jeg hørt at Hank skulle blive en good guy senere hen, sådan én der prøver at holde op med at ryge osv., og det er jo unægtelig mindre tankeprovokerende at se en artig fyr være et godt menneske end en uartig én af slagsen. Men hvad, jeg kan tage fejl. Desuden er det jo ikke fordi serien mister i kvalitet at man ikke stadig kan få sig et godt grin. Så nyd det.

 

For Nye Mindretalsmål

 

For nu meget præcist 144 år siden, i 1864, mistede Danmark en tredjedel af sit territorium i den Anden Slesvigske Krig. Prøjsen gik fra da af helt op til Kongeåen, og dermed var hele Sønderjylland (eller Slesvig) på tyske hænder. Prøjserne startede en heftig kulturkamp i hele regionen da de systematisk prøvede at udrydde dansk kultur i grænselandet. De forbød undervisning i dansk og de danske menigheder havde ikke lov til at holde gudstjenester på modersmålet. En massiv tilflytning af tyskere begyndte også. Dette varede helt indtil 1920, hvor det der nu var blevet til Tyskland, som bekendt havde mistet krigslykken. Der blev afholdt uafhængighedsfolkeafstemninger overalt i det Tyske Rige hvor der ikke boede etniske tyskere, heriblandt også i Slesvig. Før 1864 havde Danmark strakt sig helt ned til Ejderen. Efter folkeafstemningen tegnede man den nuværende grænse der som bekendt går lige Nord for Flensborg. Det var ved denne lejlighed at Christian X. udtalte de berømte ord “I skal ikke blive glemt”.

Dermed var den nuværende situation opstået. Der var et stort tysk mindretal i Nordslesvig (det som de fleste danskere kender under navnet Sønderjylland), og ligeledes et dansk mindretal i Sydslesvig. Man underskrev senere København-Bonn aftalen om mindretallenes status, hvor både de Nordslesvigske tyskere og de Sydslesvigske danskere fik lov til at underviser og holde gudstjenester på modersmålet. Ydermere blev der oprettet mindretalspartier på begge sider af grænse, sydpå Sydslesvigsk Vælgerforening og nordpå Schleswigsche Partei . Den danske stat giver hvert år en enorm pose penge til de danske aktiviteter sydpå.

 

Man har opnået meget siden 1864, hvilket er den direkte grund til at jeg i dag kan blive undervist på og i dansk på det ene af de danske gymnasier i Sydslesvig, Duborgskolen. Da jeg kom fra Frankrig, var jeg nogenlunde selvsikker, jeg regnede ikke med at jeg rent socialt ville få problemer med kommunikationen. Der var trods alt tale om en dansk skole, hvor der blev undervist på dansk. Jeg troede også at jeg var temmelig god til tysk, jeg havde jo klaret mig temmelig godt indtil nu. Det var illusioner. Da jeg ankom første dag bemærkede jeg to ting: eleverne imellem blev der nærmest udelukkende snakket tysk (med et par danske ord blandet ind, såsom: “Wir treffen in der fællesareal”) og jeg havde vildt overvurderet mine tyskevner. De snakker faktisk udmærket dansk, nogle endda formfuldendt, de fleste er bare bedre til tysk, og det er jo også flertalssproget.

Jeg blev mildere talt overrasket da vi senere hen skulle præsentere os for hinanden. Da vi skulle fortælle om vores kulturelle baggrund, hørte jeg den ene elev efter den anden fortælle om tysk hjemmesprog og definere sig selv som tysk. Som grunde de anførte for at gå på Duborgskolen, hørte jeg den anderledes og friere danske undervisningsmentalitet, at være tosproget (noget der desværre er gået lidt af mode i Danmark), at lære om to kulturer, at kunne have valget imellem at opbygge sit liv i to lande eller familietradition.

Ikke desto mindre vil jeg kalde dem danskere. Det er længe siden danskhed har været et spørgsmål om genetik (lige nu klinger ordene “etniske danskere” vel i jeres øren), så måske var de tyskere af fødsel, men at man i hele sit liv har færdedes i danske børnehaver, skoler, kirker, foreninger, idrætsklubber, at man har haft danske lærere, præster, sportsinstruktører, venner, det gør at man et eller andet sted vil være dansk, lige meget hvor meget man så definerer sig som tysk.

 

Nu sidder der sikkert mange danskere foran deres computere og tænker på alle de danske hospitaler, skoler, kirker, foreninger og mere der har så meget brug for penge (eller?) og tænker “skal vi betale tyskeres skolegang”. Jeg kan næsten høre den negative undertone i ordet tysker. Fra Duborgskolens elevambassadører, der rejser rundt i Danmark og fortæller om mindretallet har jeg (skamfuldt) hørt om elever der spørger: “Tysker? Hvad mener du om Hitler?!”. Det er i sådanne situationer jeg ynder at tænke på Christian X’s ord. “I skal ikke blive glemt”. Men nå ja tilbage til pengene. Hvorfor skulle den danske stat betale for tyskeres skolegang? Målsætninger er jo trods alt at “undervise danskerne sydfra på og i dansk.”

I denne situation kan man vælge at gøre to ting. Enten kan vi finde effektive metoder i at holde tyskere ude og dog overholde diskriminationslovgivningen (man kunne jo kalkere den danske integrationspolitik), eller vi kan ændre målsætningen med det danske kulturliv syd for grænsen. Hvis vores målsætning er eksklusivt at hjælpe danske Syd for grænsen, så er der mange penge der ikke bliver brugt som de burde, men hvis vores mål er bare lidt mere ædelt, lidt mere åbensindet og lidt mere i overensstemmelse med virkeligheden, så kan vi opnå mange ting, ting som ethvert folk burde have som målsætning at opnå. I realiteten ser tingene allerede sådan ud, der er blot mange, som ikke kan acceptere dette.

 

Den første ting er at man skaber en stor gruppe mennesker i vores grænseland, der altid vil have mere eller mindre dansk i sig, der måske endog en dag vil være taknemmelige overfor Danmark, men som dog har den enorme fordel at de har to sæt kulturelle øjne at se med. De vil kan færdes hjemligt i to kulturer, og lige meget hvilket land de vil vælge at bosætte sig i, vil de være langt en større gevinst for deres arbejdsplads en et énkulturelt individ. Ydermere er det bestemt i Danmarks interesse at skabe en gruppe mennesker i udlandet der er kompetente til at tage sig af sager specielt om Danmark. Sådan nogle er sjældne mange steder i verden fordi mange tror vi er hovedstaden i Sverige.

Danskerne sydfra har også en anden enorm almenmenneskelig kvalitet. De er ipso facto åbensindede. Andet ville jo egentlig også være mærkeligt, når man nu lige netop er vokset op i grænselandet imellem to kulturer. Danskerne sydfra har præcis den kvalitet som siden tresserne er blevet sjældnere og sjældnere inden for landets grænser. For nogle år siden blev der afviklet et projekt hvor nogle flensborgpiger tog til Danmark for i et stykke tid at bo hos nogle såkaldte “indvandrere” (sådan nogle er jo ofte fødte og opvoksede i Danmark). De fandt at de delte mange af de samme erfaringer om at føle sig som to ting, og være to ting, og skulle opføre sig som to ting. Der findes også konsekrerede skældsord for danskere i Flensborg. Det er en nobel sag at ville sprede åbensind, man kunne jo næsten kalde det folke(nes)oplysning. Men selvfølgelig, hvis man har et snæversynet af danskhed, og kun definerer danskere som dem der født til det, så er det jo ikke vores ansvar at oplyse tyskere.

I øvrigt er mange endnu mere åbensindede end man kunne forvente, og ikke til trods for Tysklands belastede historie men lige netop på grund af denne. Siden Tyskland har der hersket en følelse af national skam over nazisternes gerninger, og der er nærmest et uskrevent forbud imod for meget national entusiasme. Jeg så engang en film om fejringen af restaureringen af Brandenburger Tor, der skilte Øst- og Vestberlin. Der var samlet en stor skare foran den og der blev jublet osv. Og så så jeg noget, der for mange tyskere er meget pinligt. Helt oppe i det højre hjørne af billet, så jeg et ensomt flag der blev agiteret med. Når jeg nogle gange har opholdt mig i Danmark har jeg bemærket en del propaganda for Danske Nazister, i Flensborg er det umuligt af gå glip af den store mængde antifascistiske propaganda, sloganer som “Fascismus ist kein Meinung, es ist ein Verbrechen” er hverdagskost.

Jeg vil mene at det er den danske stats pligt at sprede denne åbne form for danskhed, der jo sjovt nok er en mangelvare i Danmark, både inde i og uden for landet, og det er der de danske sydfra virkelig er en vigtig ressource for Danmark. Allerede i dag rejser Duborgskolens elevambassadører, som sagt, rundt i Danmark for overalt at provokere eftertanke om at have mere end én kultur, og hvordan det er at være født til at være noget og ender med at være noget andet, med at have forældre der vil det første, og selv ville det andet. Den bedste elevambassadør jeg personligt har mødt var tyskfødt. Enhver dansk sydslesviger der bosætter sig i Danmark er en dansker der på et eller andet tidspunkt vil diskutere sin kulturelle baggrund og dermed åbne nogle øjne.

Udover dette kan man vel mene at det er idet danske folks interesse at sprede dansk kultur, og jo flere mennesker føler sig som danskere des større er det danske folk. Vi bør forvalter dansk kultur som Jesus fortalte os det: ” Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” Danskhed bør ikke kom an på hvor man kommer fra eller hvilket blod man har i årerne. Det eneste der tæller er om man oprigtigt holder af Danmark, så kan man kalder sig dansker. Men hvordan skal man dog kunne holde af et Danmark der ikke er åbent nok til at tage imod ens tyske venner, og ikke er klar til at tage imod én hvis man også ser en tysk del i sig selv. Personligt ville jeg finde det temmelig svært. I øvrigt tvivler jeg på omtalte Danmark ville bryde sig om den del af Frankrig jeg har i mig. Omtalte Danmark, kan ikke acceptere at man kan føle sig som flere ting. For dem er man enten helt og holdent kun dansker eller også så er man det slet ikke. Det er nok derfor de også er imod dobbelt statsborgerskab.

 

Indtil den dag, hvor det Danmark er blevet sat på plads kan jeg kun vente på at de danske sydslesvigere hjælper de frisindede danskere til at vokse sig større. Jeg kan kun følge ordene der står over indgangen til festsalen på Duborgskolen:

“Giv Tid! Og Hvad du drømte skønt,

Du skal i sandhed skue!”

 

Enden på Begyndelsen

 

I går morges  accepterede John McCain officielt det Republikanske partis nomination som kandidat til Præsidentskabet af USA, men som Churchill sagde det så “er dette ikke enden, det er hele ikke begyndelsen på enden, men det er måske enden på begyndelsen”. For med denne nomination er enden på 8 måneders primærvalg nemlig nået og dermed er det amerikanske valg reelt gået i gang. Det er nu de amerikanske vælgere virkelig vil begynde at følge med i valget. I de næste to måneder vil vi se tonen imellem de to kandidater og deres støtter eskalere og den evige kamp om midtervælgernen blive mere og mere intens. De to kandidater har nu endegyldigt lagt de interne stridigheder bag sig, og selvom de stadigvæk skulle findes så vil der ikke blive snakket om dem for at få folk til at glemme dem.

  

Begyndelsen på begyndelsen på et af verdens længste valgforløb var allerede for lang tid siden. Det var den dag Hillary Rodham Clinton blev valgt som senator for New York State. Dermed blev hun en del af det amerikanske politiske liv og “det oplagte valg” som demokratisk præsidentkandidat. I 2004 stillede hun dog ikke op fordi hun vidste hun ikke var klar endnu og det er ved det demokratiske nominationskonvent dette år, hvor John Kerry som bekendt blev valgt, at en anden af dette valgs hovedpersoner første gang kom i søgelyset. Ved alle konventer er der altid en opadgående stjerne indenfor partiet som skal holde en tale til støtte for den valgte kandidat. Ved dette konvent var omtalte opadgående stjerne Illinois statssenator Barack Hussein Obama II, og her holdt han en for mange historisk tale hvor han som ofte for sit vedkommende, brugte sin egen livshistorie til at illustrere det amerikanske ideal. Denne i øvrigt fantastiske tale gjorde ham rekordhurtigt enormt populær og han blev valgt som Senator for sin stat, altså Illinois, ved det kombinerede præsident/kongres valg i 2004, hvor George W. Bush ganvandt præsidentposten. dermed var demokraternes to hovedpersoner ved dette valg udpeget allerede for 4 år siden.

For republikanernes vedkommende, har deres primærvalgs absolutte hovedperson været kendt i mange år. John McCain stillede op mod George Bush ved det republikanske primærvalg i 2000 men tabte in extremis pga. af en skræmmekampagne Bush’ støtter havde udført. De ringede rundt til folk og spurgte folk om de stadig ville støtte hvis de fandt ud af at han havde et uægte barn. Siden da har John McCain næret et intenst had imod USA’s nuværende præsident. Hans præsidentielle ambitioner har altså været kendt længe, men længe før valget var han blevet afskrevet af politiske kommentatorer som for gammel. Før valget var han langtfra lige så populær som republikanernes wonderboy, Rudy Giuliani. Han var med andre ord en outsider. Da valget gik i gang stod det dog hurtigt klart at John McCain skulle vælges. Hans mest indædte modstander, Mike Huckabee, blev kendt i nationalpolitiske kredse da han blev valgt som Guvernør for Bill Clintons gamle stat Arkansas, hvor han i øvrigt var enormt populær. I den periode blev han blev både kendt som én af USA’s mest kompetente og mest korrupte guvernører.

 

Det egentlig valg begyndt den 3. Januar 2008, da staten Iowa afholdt det allerførste caucus. Det var et mærkeligt caucus der begyndte et mærkeligt primærvalg. Både republikanernes og demokraternes ellers klippefaste favoritter tabte til fordel for små kandidater. Hos demokraterne var det som bekendt Barack Obama der blev valgt i en stat der ellers mest indeholder gennemsnitlige hvide middelklasse amerikanere. Med andre ord slog han favoritten på hendes egen bane. For Mitt Romney var det et katastrofalt valg, fordi han havde investeret utroligt mange egne penge i sejren af lige netop det valg, med den bagtanke at hvis han vandt det første valg ville han have momentum til at samle penge ind til de næste. Men nej, både veteranen John McCain og baptistpræsten, Mike Huckabee slog ham.

Allerede i ugerne efter droppede mange kandidater ud, det er alle dem vi aldrig nåede at høre eller kun husker svagt, godt gemt væk i kassen i trejde skuffe nedefra i kommoden i arkivrække 13 på loftet i vore baghoveder. Hos demokraterne er der bare tale om én som vi har været nødt til at hente frem igen, nemlig Joseph Biden, og så Dennis Kucinich og Bill Richardson. Hos Republikanerne var det Fred Thompson og Duncan Hunter. Favoritten, der havde satset alt på Super Duper Tirsdag, Rudy Giuliani, kæmpede til det sidste, men stoppede lige før legen blev rigtig, rigtig ydmygende, altså dagen før D-dagen, hvor meningsmålingerne, trods hans indædte kamp, stadig spåede ham et stort nederlag. Det samme gjorde sig gældende for demokraternes tredje mand John Edwards, bortset fra at han rent faktisk også havde ført kampagne i de små stater (lidt ynkværdigt). Lige efter Super Duper Tirsdag droppede også Mitt Romney ud.

 

Dermed var banen klar til de månedslange krig imellem Barack Obama og Hillary Clinton. På republikansk side fortsatte Mike Huckabee stædigt helt ind i marts måned, men allerede efter Super Tirsdag havde John McCain de facto vundet pga. republikanernes ganske vist praktiske men lidet demokratiske valgsystem: vinderen-ta’r-alt. Det går kort sagt ud på at den der får flest stemmer i en stat, om det så kun er 5%, får alle delegaterne fra pågældende stat. Altså kunne John McCain allerede midt i februar begynde at vende blikket imod det sted hvor vi står nu, altså begyndelsen på valget, alt imens demokraterner endnu skulle kunne holde flere måneder ud hvor de skulle se begge kandidater vinde i lange baner. Først kom Obamas ubrudte række på elleve sejre, så Hillarys sejre på Super Tirsdag 2.0, altså helt indtil Clinton definitivt trak sig i begyndelsen af juni. Vi vil snart få at se hvor meget effekt det vil have på valgresultatet.

Nu er Clinton væk, og det er sådan set ganske trist for dem, der som jeg mener at en kvinde til tops ikke nødvendigvis er tegn på et mere kvindevenligt samfund, men måske på at det er ved at ændre sig, men man jo ikke få både få smøret og smørets penge (som man siger i Frankrig), og en sort til tops er jo også udemærket på samme måde. Udover dette kan man jo sige at Clintons erfaring, den løber ingen vejne, imens Obamas nyhed den er her og nu. Med andre ord kan hun stadig stille op om 4 år hvis Obama taber nu, eller om 8 hvis han vinder, men det omvendte ville have været ganske umuligt.

 

Obama havde og har mange facetter, og de fleste af dem kan tale både til hans fordel og til hans kummer (dejligt ord, ikke sandt?). For det første er han ny, så han er ikke blevet smurt ind i Washingtons smuds endnu, på den anden side betyder det jo også, at han ingen eller ringe erfaring har. For det andet er han multikulturel, og til enhver tid kan dette jo være en ufordel, men han har forstået at udnytte dette på mestervis, ved at agere brobygger. Det eneste lille “men”, er at nogen har brugt det til at få ham til at fremstå som uamerikansk, eller som muslim (i de kredse hvor det skulle kunne bruges som argument, er det jo ikke særlig velset). Han har også fået massiv støtte fra eliten, hvilket jo er fint nok, men hans modstandere har argumenteret for at han er for elitær og for “popstjerne”-agtig. Sidst men ikke mindst er der et stort spørgsmålstegn, der ovenikøbet ikke har fået svar endnu. Er Obamas hudfarve fordel eller fejl? Nu er jeg selvfølgelig ikke amerikaner, men jeg er som samtlige andre borgere i den vestlige verden blevet bombarderet med amerikansk kultur siden jeg åbnede øjnene for første gang (hvis jeg ser endnu en dårlig amerikansk firserfilm i dansk TV, så skyder jeg mig selv), så en anelse har jeg vel lov at have. Mit indtryk er at farve stadig er noget der har indflydelse på folks måde at tænke på i USA, men der er kun for et meget lille mindretal på den yderste højrefløj er dette rent faktsik har en positiv effekt (læs: Hans farve vil holde dem fra at stemme for Obama), og dette kun fordi de ikke bekymrer sig om uskrevne regler. For et andet mindretal, som jeg vil gætte på befinder sig i midten, har farven ingen vigtighed overhovedet. For det overvældende flertal tror jeg farve har en vigtighed, men at emnet er så tabubelagt, at de, hvis de var nødt til at kombinere dette med samfundets uskrevne regler om hvad man mener og ikke mener om racer, ville være nødt til at skyde sig selv. Så de lukker øjnene for deres egen racetænkning, og tænker i negativer (læs: De tænker: “Hvordan ville en racist stemme?” og gør derefter det stik modsatte) for at overbevise sig selv om at de ikke er racister. Altså er Obamas hudfarve en enorm fordel. Den gør ham historisk.

McCain har skam også mange facetter. For det første har han været soldat, ydermere krigshelt, og det er blandt alle amerikanere, uanset politisk anskuelse (undtagen det pacifistiske mindretal), som at se et stort plustegn tegnet på hans pande. For det andet inkarnerer John McCain bare de rette værdier, og amerikanere der udelukkende stemmer ud fra værdier er jo ikke en mangelvare (jf. kommentarer som “han ligner en stor leder”, “han har de rette værdier”, “vi har samme livsanskuelse”). Dette er jo selvfølgelig kun en fordel hos dem der rent faktisk har samme opfattelse af en stor leder som omtalte amerikanere, f.eks. nogen så cliché som de udannede masser. For det tredje, er USA et ufatteligt patriarkalsk samfund. Det er far der beskytter pionerfamilien, det er far der er ude at kæmpe for sit land, det er far der er ude at tjene pengene. Og John McCain ligner unægteligt en landfader på en prik. Han er gammel, han er hvid, og han er en mand. Dette gælder selvfølgelig kun som fordel hos dem der ikke har lagt sig udover denne tænkning. For det fjerde, har John McCain nu taget Clintons plads som “det sikre valg”. Han er den rette mand for den del af sjælen der i baghovedet hvisker “Obama og hans broer er kun en drøm, ude af rækkevidde, han er kun ren luft, og så snart han er valgt, så er han væk”. Nej McCain, han står fast som en sten og han går ingen steder. McCain er valget for dem der ikke vil skrive historie men bare vil have en præsident som USA nu engang har flest. Sidst men ikke mindst er McCain temmelig liberal – altså, af en konservativ at være -  han er grøn og er ikke lige så hård i retorikken i de etiske sager som medrepublikanere. Dette er unægteligt en fordel hos midtervælgerne, der som altid tvivler og ellers bare venter på at blive erobret af den ene eller anden side. Til gengæld har dette været en varm kartoffel i de fløje af det republikanske parti der går under navnet theocons, kort for theo-conservatives, altså de højrefløjskristne. De stoler ikke på ham.

 

Siden primærvalgene sluttede, er der nu gået to måneder eller mere, hvor der ikke er sket så forfærdeligt meget. Men de sidste to uger, de har været spændene. De har været noget så originalt som begyndelsen på enden på begyndelsen. Der er blevet valgt vicepræsidentkandidater, der er blevet holdt konventer og der er blevet talt og klappet.

   

Valget af VP-kandidaterne er altid meget interessant, fordi de illustrerer hvad kandidaterne selv mener de mangler. Reglen er at de hver skal finde en egen model af deres modstander, men der er selvfølgelig plads til undtagelser.

Obama har truffet et udmærket valg, Sen. Joseph Biden af Massachussets, en mand der tidligere selv var kandidat, men trak sig på valgets førstedag. Obama har indtil nu været så heldig at Clinton og McCain har brugt samme argumenter imod ham og dermed kan han med et valg lukke munden på begge modstandere. Han har valgt sig en demokratisk, erfaren, McCain. Joe Biden er hvid, troende katolik, men overraskende nok aborttilhænger (han har ikke samme tilgang til problemet som jeg, men hans er også gyldig; han er imod abort på det personlige plan, men vil ikke pådutte andre denne religiøse opfattelse). Han er længesiddende senator, formand for senatets udenrigspolitiske udvalg og er nok USA’s mest erfarne person på det udenrigspolitiske plan. Han ville have været mit personlige valg, hvis jeg havde kunnet stemme. 

McCain har ikke været lige så heldig. Hans modstandere har kritiseret ham forskelligt. For de eventuelle liberale vælgere er han for konservativ og for de ultrakonservative vælgere er han for liberal. Han har måttet vælge et kompromis. Han har truffet det ukonservative valg af en ultrakonservativ: Guvernør Sarah Palin af Alaska. Hun er ung, hun er kvinde, hun er uerfaren, og hun er ligeså upåvirket (tilsyneladende) af magtens korridorer som Obama. Derfor er valget af hende et progressivt valg. Men hun er også én af de mest konservative republikanere i verden, og hun rokker sig ikke en centimeter i de etiske sager. Hun er mangeårigt medlem af våbenlobbyen, hun er imod abort, gay ægteskaber, stamcelleforskning osv. Hun kan tiltrække mange slags vælgere, f.eks. Clintons gamle støtter (og hvis hun splitter det Demokratiske Parti på vejen er det jo kun godt), nyhedsfansene, der jubler over Obama novicestatus, midtervælgerne og dem som McCain har haft allerflest problemer med: de Højrefløjskristne. Med dette valg har McCain dog løbet en risiko, for måske er Sarah Palin ikke et kompromis. Som Churchill sagde det (jeg er en stor fan af Churchill): “Et kompromis er at få alle parter til at tro at de har fået det største stykke af kagen”. Men måske er Sarah Palin tilpas så diffus at hun vil efterlade alle med den tro at de har fået det mindste stykke af kagen. Det vil tiden vise. 

 

Der er også blevet holdt ufatteligt mange taler de sidste to uger.

De væsenligste demokratiske talere var Hillary Clinton, der gjorde det bedste for sig selv, nemlig støttede Obama, men kun præcis så meget som man forventede (Clinton har interesse i et Obamanederlag, for så vil hun kunne stille op igen allerede om 4 år), Bill Clinton, der stort set præsenterede Obama som en miniversion af sig selv og som en modsætning til Bush/McCain, der til gengæld lignede hinanden lidt meget. Også Ted Kennedy, den sidste af JFK’s brødre, en kultfigur blandt demokrater og republikanere, senatets til aller tider tredjelængstsiddende medlem, som snart skal dø af kræft. Obama holdt en stor nominationsaccepttale, men det var en rigtig kampagnetale og dermed ikke så historisk som hans tale i 2004. 

Hos republikanerne serverede Mitt Romney en omgang socialistskræmmekampagne, islamskræmmekampagne og mente i øvrigt at hvis man ville have change så var det McCain man skulle gå til, fordi regeringen, uden at vi vidste det, hele tiden har været liberal. Bemærk hvordan han behændigt undgår den varme kartoffel Bush. Mike Huckabee talte om John McCains soldaterfortid og om hvor stolt enhver amerikaner skulle være af at have sådan nogle iblandt sig. Som baptistpræst vill det have været mærkeligt om ikke også han havde nævnt de etiske sager (og selvfølgelig de farlige europæiske ideer om offentlig sektor).

 

Nu begynder det amerikanske valg med andre ord. Som sagt har man med vicepræsidentkandidaterne og støtten fra de tidligere modstandere fået samlet partierne, og fra nu vil McCain og Obama kæmpe om midtervælgerne, og de vil kæmpe indædt. Hos republikanerne vil man bliver endnu hårdere, og hos demokraterne vil man begynde angrebene. Derfor vil der hver søndag være et indlæg om det amerikanske valg her på min blog. Begyndelsen er forbi. Nu går det løs.

 

Så slap dog af!

 

Det er skræmmende som dansker at finde ud af i hvilket omfang terroren rent faktisk er på vej til at sejre i den velkendte andedam og hvor tæt på målet bagmændene rent faktisk er nået.

 

Det er en udbredt misforståelse at ordet “terror” henviser til en terrorists gerning – altså handlingen der går ud på at dræbe civile mennesker for at nå politiske mål. Dette er imidlertid blot en af de mulige forudsætninger for terror. Ordet er kommet til dansken fra fransk “terreur” der betyder panikslagent kaos, stor rædsel, generel panik. Franskmændene har det fra deres romerske forfædre, “terrere”, skræmme. I sidste ende kan ordet føres tilbage indoeuropæisk, også kaldet arisk, “*tres-” der henviser til rysten. Ordet henviser altså til den generelle paniktilstand et samfund engang imellem kan befinde sig i, det er den følelse hos en befolkning der over lang tid kan få den til at begå unævnelige gerninger. Man kan næsten se hvordan fattige familier, klædt i laser, holder fast i hinanden imens bomberne falder ned i loftet på den beskyttelseskælder de sidder i, når man høre om den ariske “rysten”. Det er terror.

Folk er ganske vist ikke så terroriserede i Danmark. Man kan dog prøve at betragte den mediebevågenhed bombeattentatet mod den danske ambassade i Pakistan fik, et terroristangreb der, for det første foregik flere tusindvis af kilometer fra Danmark og for det andet “kun” tog otte liv. Fem dage efter angrebet var der lagt 90 artikler om emnet ud bare på Politikens hjemmeside. Det er da vist at opfordre til terror, er det ikke?

 

Det er også skræmmende at se hvordan Margrethe Vestager blev sat på plads for at kritisere regeringens udenrigspolitik i en så alvorlig stund for nationen. I sådanne situationer skulle folket stå samlet om lederne. Man kan næsten se for sig hvor alvorlig situationen må have været hvis den ellers så højtelskede ytringsfrihed var suspenderet, den værdi regeringen mere end nogen anden har udråbt til at være fundamentet for vores samfund… Landet må vel have været belejret af horder af vilde og skrigende muslimbarbarer stående ved alle grænser med kun én tanke: “Ødelæg Danmark!” hvis vi nåede til disse yderligheder. Vi kan vel hurtigt blive enige om at situationen bestemt ikke så sådan ud. Der var otte døde, hvoraf én var dansker. Much ado about nothing.

Tit og ofte er terrorismen blevet udråbt til at være trussel nummer et for ethvert demokratisk samfund, og forstå mig ret, terrorismen er én af de allermest beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampformer her på jorden. Men en seriøs trussel for noget land her på jorden er den ikke. Det skulle da lige være for de lande hvorfra terroristerne kommer. Vi kan da bare prøve at se på nogle tal. Ifølge det amerikanske Department of State der nogenlunde svarer til vores Udenrigsministerium, var det år der så flest ofre for terrorismen (overraskende nok) 2001, med 3.200 døde i 50 forskellige lande. Det giver altså i gennemsnitligt 62 døde per land i 2001. Til sammenligning dræbte AIDS, ifølge UNAIDS 2.100.000 mennesker i 2007, i 200 forskellige lande, altså 100.500 døde per land i 2007. Det er en virkelig trussel. Alligevel valgte Politiken altså at lægge 90 artikler om terrorisme ud på deres hjemmeside fra 2. til den 7. Juni, imens de i perioden 20. Maj – 9. Juni lagde i alt 0 artikler ud på deres hjemmeside om AIDS.

Andre steder, f. eks. på så mainstream fora som Rune Engelbreths humanistiske blog på Politiken.dk, har man set terrorisme diskuteret som om der virkelig var en chance for at Europa engang blev “erobret” (af hvilken hær?) og tvunget til konvertering. Personligt vil jeg aldrig opgive min kristne tro, og jeg kan dårligt forestille mig nogle af de militante ateister jeg har debatteret med, konvertere til Islam, lige meget hvor mange danske ambassader bliver angrebet, tværtimod.

 

Det er klart at terrorisme skaber terror, det er sådan set hele målet med terrorismen, at skræmme befolkninger til at gøre indrømmelser af den ene eller anden art. Man kan med rette siger at terroristerne virkelig har nået deres mål i det meste af verden. Folk er bange for terrorisme. Så er det store spørgsmål: skal vi virkelig lade dem vinde? Skal vi virkelig vænne os til at årvågent at holde øje med om den brune mand derhenne nu ikke også glemmer sin kuffert helt tilfældigt? Skal vi til at kaste et blik over skulderen hver gang vi går igennem en dør? Passe på hvor vi sætter fødderne? Skal vi glemme fortidens oprejste pander og frie mennesker? Fordi det er det vi gør hvis vi på nogen måde ændrer vores levevis på grund af førnævnte beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampform. Ja det er farligt, men farligere er det heller ikke at ignorere terrorismen. Verden er et farligt sted at være, og jo friere man er, des farligere er verden. I øvrigt er chancen for at man som dansker bliver dræbt af terrorisme nærmest 1 til uendeligheden. Terrorismen har taget fem danske ofre igennem tiden ifølge Initiativet Fred og Frihed der er tilpas så højreorienterede at man kan stole på at de ikke underdriver. Jeg vil gætte på at der statistisk er større chance for at en dansker bliver dræbt af en kokosnød end i et terroristangreb.

Når der har været et terroristangreb mod et land, og dette land er meget terroriseret, begynder grupper i dette samfund der måske ikke lige har brugt deres tid på at gennemtænke problemet, at kræve reaktion. De kræver straf, de kræver hævn. I Danmark har vi nyere tid hørt slige kommentarer fra de galninge i Dansk Folkeparti, bl.a. fra to meget kendt præster. Jeg som troede hævn var noget Kristus havde gjort op med for 2000 år siden. Men hvad… denne reaktion bliver kaldt antiterrorisme, eller lidt mere folkeligt Krigen Mod Terror (Bemærk den ukorrekte brug af ordet terror). Fra samme side bliver det ofte krævet at vi “tager alle midler i brug i kampen mod terror, for at forsvare vores demokrati”. Dette er antiterrorismens paradoks: For at forsvare demokratiet skal vi være klar til at opgive demokratiet. Mener nogen. Vi skal være klar til at suspendere Margrethe Vestagers ytringsfrihed, brevhemmeligheden, privatlivets fred, al vores kommunikations fortrolighed, retsstaten og forbuddet imod tortur, alt det for at redde… 62 mennesker om året. Hvad er der lige blevet af de tusindvis af mennesker der er døde igennem tusindvis af år for at opnå disse goder?

Antiterrorisme er i virkeligheden det sande onde. Det er den ultimative terrorisme. Enhver autoritær leders våde drøm, og det behøver man ikke være et geni for at indse. Man skal bare have set Star Wars. Man nævner dødstal på helt op til 1.200.000 i Krigen Mod Terror(isme). Antiterrorisme er terrorisme (vold mod civile for at nå politiske mål) tilføjet alle de dejlige ting, vi igennem tiderne har opfundet i Vesten med det formål at dræbe hinanden. Ironisk ikke? Terrorismen (aktionen) dræber højst 3.000 mennesker om året, imens antiterrorismen (reaktionen) siden 2001 har dræbt 171.500 om året. Verden er et mærkeligt sted at være. Men værre: antiterrorisme skaber bare mere terror, terroren fremmer i Østen terrorisme der skaber terror der i vesten skaber antiterrorisme der terroriserer Østen osv. Indtil ragnarok. Det er med andre ord en ond cirkel. Noget i retningen af en uendelig krig. Nogle har måske allerede opsnappet min pointe.

 

Som tidligere nævnt står et terroriseret samfund mere sammen og det er mere klar til at opgive dets fundamentale frihedsrettigheder. Terror fører altså til kontrol. Og er der nogen der ved hvem kontrollen gavner? Man kan kalde det hvad man vil, Inderpartiet som Orwell, eliten som Marx, staten som de liberale, systemet som anarkisterne eller bare autoriteten. Og de mennesker der inkarnerer disse begreber er langt fra dumme. De er udmærket i stand til at finde frem til at terrorisme kan være profitabelt for dem. Og det vil vi nødig have, vel?

De mennesker der skal værne om vores sikkerhed skulle nødig en dag komme i tanke om at det egentlig var bedst for dem selv om de bare lod landet blive bombarderet synder og sammen? Jeg hører ikke til dem der tror på at Bush med vilje lod World Trade Center bombe eller at USA i virkeligheden styrer Al Qaeda. Men i sidste ende er resultatet det samme. Overalt i verden har borgere mistet deres rettigheder og autoriteterne fået mere kontrol siden 9/11. Det er et ældgammelt spørgsmål: Quis custodiet ipsos custodes? Hvem vogter vogterne? Hvem vil sikre at autoriteten aldrig sætter borgernes liv på spil for at få mere magt? Det skulle da gerne være den Fjerde Statsmagt, men som tidl. nævnt har de danske aviser mere hjulpet autoriteten med at skræmme befolkningen end noget andet.

 

Så slap dog af, alt andet er terror!

 

Socialdemokraternes Moralske Svigt

 

Danmark er som bekendt et pluralistisk demokrati. Det er jo nogle meget flotte ord der kort sagt betyder at vælgerne har og bør have valget imellem flere politiske kurser, hvilket for det meste sker gennem politiske partier der stiller op til frie valg. Hvis dette system skal virke, kræver det dog at partierne har forskellige meninger, så der rent faktisk er et valg imellem forskellige politiske kurser og at partierne holder fast ved deres egentlige værdier, så at der kan opstå et tillidsbånd imellem vælgerskare og politisk ledelse. Et system virker jo ikke demokratisk hvis man stemmer på et parti og regner med dit og dat, men så får sådan og sådan, fordi partiet finder ud af at det kan score stemmer på det.

Imidlertid er det desværre ofte sådan tingene foregå i dagens Danmark. Vi ved jo alle sammen godt at hvis Venstre er begyndt at fable om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner, så er det ikke fordi John Locke har skrevet en bog om at de skulle gøre. Det er fordi vælgerne vil høre om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner. Ligeledes ved vi godt at det ikke hvis SF er begyndt at fable om hvor onde de muslimer er, så er det ikke fordi Karl Marx nævnte dem lige efter sit spøgelse i det Kommunistiske Manifest. Det er fordi vælgerne vil høre om hvor onde de muslimer er. Sådan er det danske politiske system nemlig indrettet. Dette kan lyde ufatteligt kliché, men politikerne i Danmark er ikke politikere for folket, de er politikere for magten (hvilket er i direkte strid med én af de gængse definitioner på demokrati “regering af folket, for folket, ved folket”). Jeg ved egentlig ikke hvorfor det endte på den måde, det er jo temmelig trist, men sådan er realiteten altså. Hvis De, ærværdige læser, ønsker at bestride dette, er de velkommen til at kigge lidt på eksemplerne ovenfor (eller at lægge en kommentar). Jeg mener, hvorfor skulle et liberalt parti ønsker velfærd? Hvorfor skulle et venstrefløjsparti dæmonisere en befolkningsgruppe?

 

Hvis I har fulgt godt med, så mangler der allerede ét af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati. Partierne ændrer mening som vinden blæser (eller vælgerne siger). Dette har imidlertid ført en anden dårligdom med sig. Da de fleste vælgere i Danmark i bund og grund vil have det samme: ud med indvandrere og op med velfærden, er vi nu nået til et punkt hvor alle partier fra det socialistiske til det danske folkeparti mener nogenlunde det samme (undtagen de Radikale). Selvfølgelig er der nuancer. SF er lidt blødere på indvandrerfronten og lidt stærkere på velfærdsfronten, Venstre fokuserer meget på indvandrerne og snakker lidt mindre om velfærd, men i bund og grund handler det altid om det samme. Og det er sådan set det, dansk politik er reduceret til. Det handler ikke om rød, grøn, lyserød, blå eller sort længere. Det handler om forskellige nuancer af lilla. Og dermed ryger den anden af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati: partier med forskellige meninger.

 

Ser De, i et velfungerende politisk system bør de enkelte partier faktisk virke på den stik modsatte måde af staten: diktatorisk. Partiet bør have sin mening, ikke to meninger, ikke en anden mening, ikke lidt uenighed om dets mening, én mening. Ethvert medlem der ikke deler partiets mening bør ekskluderes. Dette er både til befolkningens bedste, da det skaber overskuelighed og stabilitet i det politiske spektrum, til partiets bedste, da det forhindrer fløjkrige, og til det ekskluderede medlems bedste, da han dybest set ikke hører hjemme i det parti. Partiet bør regere eller stemme efter hvad det mener, ikke hvad vælgerne mener. Staten, derimod, bør jo i et demokratisk samfund styres efter hvad folk mener og ikke hvad partiet mener. Men hvis vi følger logikken til bunds, så kan man mene at hvis et parti er blevet valgt til regeringsmagten, så er dets meninger et flertals meninger, og dermed er det eneste demokratiske at gøre at handle 100% ud fra partiets oprindelige værdier. Ikke 98%, ikke 99,9%, 100%.

 

Ayn Rand, som jeg ellers ikke er 100% enig med, sagde “Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved de der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, ved deres moralske svigt sejre det Onde”. Vi er nogle i Danmark, der mener, at den indskrænkethed overfor fremmede og forskellighed (bl. a. de tyskfødte i det danske mindretal syd for grænsen eller den del af mig der altid vil være fransk), der lige nu spreder sig i Danmark, er et onde. Det er et fængsel for sjælen og for individet, det er en helt ny form for mur, hvis lige man ikke har set siden 68. Det onde er opstået fordi nogle har valgt at overse at der aldrig kan gås på kompromis med fundamentale principper, som frihed og åbensind. Dette er Socialdemokraternes største moralske svigt.

Man kan selvfølgelig helt rigtigt mene at der er store forskelle imellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Forskellen ligger nu mest i to temmelig uvigtige ting. Den gennemslagskraft DF får i medierne (S er nærmest usynligt) og så tonen. Man kunne sige, at hvor Pia Kjærsgård har tyvstjålet S’ fokusering på velfærd, som ellers ikke var særlig populær i Fremskridtspartiet, der har Helle Thorning Schmidt, den værste leder Socialdemokratiet nogensinde har haft, stjålet DFs meninger om indvandrere. Nu kan Socialdemokratiets vælgere ikke ligefrem tåle at høre den samme tone blive brugt som højrepopulisterne i DF, så desværre kunne Helle Thorning-Schmidt ikke nøjes med at lave copy-paste. Med sved på panden var hun nødt til at åbne filen i Word, og så ændre lidt hist og her. Som eksempel kunne nævnes DF’ udtalelse: »Det islamiske tørklæde optræder som et politisk symbol og får dermed funktion af en politisk uniform. Denne uniform signalerer intolerance, middelaldersyn og kvindeundertrykkelse. Da religion i Danmark er en privat sag vil jeg ikke acceptere den islamiske uniform i Danmark. Derfor mener jeg, at brugen af det islamiske tørklæde skal forbydes i det offentlige rum.« (Randers Amtsavis, 1.7.2004) med Socialdemokraternes : “Jeg kan ikke li’ det tørklæde” (Politiken). Der bliver sådant set sagt et samme (“Tørklæde=Lort”), den anden udtalelse er bare gjort spiselig for en gennemsnitlig socialdemokrat, der aldrig kunne finde på at sætte så stærke ord som DF’s på sine følelser, men alligevel er enig med dem.

Det er derfor Socialdemokraterne er det bedste parti for hykleriske vælgere der ikke tør stå ved deres meninger. DF kvalmer mig ganske vist til døde, men de er i det mindste ærlige. Socialdemokraterne, derimod, får mig til at kaste mine lunger op. Det er for de mennesker der højt og helliget råber op om hvor ondt DF er, og så på samme tid kommer med nogle bemærkninger som “Jeg kom ind på kontoret for at få ordnet mit regnskab og det hele flød bare og jeg ved godt det ikke betyder så meget, men fyren var altså også indvandrer… altså det så bare ikke så godt ud, så jeg smuttede”. Underforstået: Indvandrere kan ikke finde ud af at føre regnskab, men hov… det er jo ikke så vigtigt, men… men var det ikke vigtigt nok til at blive nævnt? Du bør stemme socialdemokratisk, min ven.

 

I bund og grund er Socialdemokratiet egentlig et godt parti. Hvis jeg var født for halvfjerds år siden, i Staunings tid, så ville min stemme sikkert være gået til dem på valgdagen. Problemet når et parti vokser sig stort, er at så opnår det magt og når magten først er nået, så har man lidt svært ved at give slip igen. Så er fristelsen til at følge vælgerne lidt stor. Det er problematisk nok i normale tider, da det i praksis underminerer demokratiet, men når befolkningens meninger bevæger sig i en så ekstrem retning, er det decideret farligt. Derfor har Socialdemokratiet svigtet deres vælgere og Danmarks befolkning.

 

Begyndelsen på Enden    

 

   Så er vi så nået til det, den gode gamle Winston Churchill ville have kaldt begyndelsen på enden. Om en uges tid afholdes præsidentvalget i U.S.A. og kampen raser nu på sit højeste, omend man kunne mene at den sådan set er afgjort. Der er sket meget siden mit sidste opsummerende indlæg. Jeg har ikke beskrevet dem fyldestgørende herpå bloggen fordi jeg allerede havde lovet at jeg ville skrive om noget andet og fordi jeg også ville have lidt stof tilbage til dette indlæg.

 

   De vigtigste begivenheder der har fundet sted har nok været de fire præsidentielle debatter, som jeg har set for Deres skyld, ærværdige læser. Hvis De ønsker at se dem, kan det gøres her. Der har været tre debatter mellem John McCain og Barack Obama og én mellem vicepræsidentkandidaterne Sarah Palin og Joseph Biden. I de egentlige præsidentielle debatter blev der mest debatteret finanskrise og forsvarspolitik selvom alle de andre emner jeg nævner i mit indlæg om kandidaternes meninger også er blevet taget op på det ene eller det andet tidspunkt. Da jeg allerede har beskrevet hvad der konkret blev sagt, vil jeg ikke komme nærmere ind på det.

   Der var flere bemærkelsesværdige ting ved Obama og McCains debatter. For det første var det kandidaternes egentlige ligeværdighed. Obama var særdeles vidende om amerikansk udenrigspolitik ligesom hans modstander havde en del at sige om økonomiske sager. Man kan forvente at de har lavet en del hjemmearbejde på hinandens områder. Man kan sige at slutstillingen i debatturneringen er uafgjort, fordi debatterne egentlige kunne havde den virkning at informere folk om hvad de to kandidater konkret mente, hvilket jo egentlig også er en demokratisk debats formål: at oplyse om ens meninger, argumentere for dem og give nogle vinkler andre ikke lige kunne have tænkt på. Dette lykkedes for begge kandidater, de begge fik deres pointer igennem til den amerikanske befolkning (og andre seere).

   Et andet område hvor kandidaterne tydeligt havde lavet deres hjemmearbejde var deres egen og deres modstanders stemmehistorik i senatet. De vidste meget præcis hvem der havde stemt hvad og hvorfor. Det var meget imponerende at de kunne huske afstemninger der var blevet holdt for 4 år siden. Det er en enorm mængde arbejde at sætte sig ned og så lære alle afstemninger man selv og en anden har deltaget i udenad. Hatten af for det. Dette kunne franske politikere klart lære noget af. Ingen af de to kandidater til præsidentvalget i 2007 vidste hvor megen energi Frankrig fik fra atomkraft (den ene sagde 20%, den anden sagde 50%, svaret var 80%). Til sammenligning vidste Obama og McCain faktisk dette.

   Man kunne også se at de havde lært en lang række plus- og minusord, som bare skulle placeres i debatten. “Main Street”, der henviser til en gennemsnitlig amerikansk bys hovedgade, var et klart plusord, specielt brugt i opposition til “Wall Street” der til gengæld gerne blev kædet sammen med “greed” (grådighed). Der blev ofte sagt “fundamental difference” hvorefter en mening blev præsenteret så man dårligt kunne være uenig med den. Forskellige varianter af navnet George Bush var også helt klare minusord, og de blev ofte kædet sammen med McCain, hvorefter han tit parerede med “maverick”. “Taxes” blev hyppigt brugt til at svine modstanderen til.

   Vicepræsidentkandidaternes debat gjorde sig mest bemærket ved at Sarah Palin undlod at dumme sig alt for meget. Hun klarede sig igennem debatten ved at bruge lang tid på at argumentere for relativt simple synspunkter, så det så ud som om hun sagde noget meget kompliceret. Reelt var det dog tydeligt at Biden vidste en hel del mere om hvad han sagde end hun. Ikke desto mindre var det klart at også hun var blevet sat til at gennemterpe emnet amerikansk udenrigspolitik.

 

   De to lejre er også gået igennem en del problemer de sidste to måneders tid, hvilket de jo selvfølgelig ikke har glemt at nævne overfor hinanden.

   For det første har John McCain haft problemer med sin troværdighed. Før valget og under primærvalgene var han det republikanske partis “maverick”, altså én der ikke undlod at pointere sine meninger selvom de ikke var i overensstemmelse med partiets. Ydermere havde han et godt ry for stor personlig og politisk integritet. Han var kendetegnet ved sin villighed til at samarbejde over midten og sin hæderlige facon. Dette image mener mange han ikke rigtigt har levet op til den sidste tid. Hans alt for ofte skiftende meninger og udmeldinger er forvirrende, hans angreb mod Obama bliver stærkere og stærkere, og han tyer mere og mere til negative reklamer. Ydermere virker det som om han ændrer mening efter hvad der kan få ham valgt. Med andre ord har han på det sidste virket som en gnaven gammel mand. Republikanere har spurgt “Hvor er John McCain? Dette er ikke John McCain”. Der blive ofte henvist til hans kampagnestab og spindoktorer der åbenbart har forført ham til disse metoder for at opnå magten.

   I obamalejren har der også været problemer, de har dog ikke berørt Obama personligt så meget som de har ramt hans “running mate” Joe Biden, der tit og ofte er kommet med udtalelser der var direkte imod kampagnens politik eller der på den ene eller anden måde var problematiske (f. eks. bemærkningen om at Obama som præsident ville blive testet af U.S.A.’s fjender, som McCains kampagne vendte om: “vælg Obama og der vil blive krig”. McCain selv har sagt: “jeg har erfaring, jeg behøver ikke at blive testet, de kender og frygter mig”). Dette minder pinligt om at Obama og Biden faktisk var modstandere under det Demokratiske Partis primærvalg. Obama har dog oftest mere eller mindre anstrengt forklaret sin partners udmeldinger.

   Ligeledes har John McCain haft problemer med sin vicepræsidentkandidat, Guvernør Sarah Palin af Alaska. Fra begyndelsen af var hun et kompromis. Man tænkte at de kristne højrefløjsvælgere der vægrede sig ved at stemme McCain ville være ellevilde med den kristne mor der har nægtet at få abort selvom hendes barn var mongol (eller mere politisk korrekt: led af Downs Syndrom). På den anden side mente man at midtervælgerne, som alle valg jo i sidste ende handler om, ville være glade ved tanken om en kvindelig, ny og uerfaren vicepræsident, der ligesom Obama var uspoleret af magtens korridorer i Washington D.C. Dette har dog givet bagslag. Hun er simpelthen for uerfaren, hvilket specielt er gået op for amerikanerne siden Colin Powell, en meget erfaren, republikansk eks-udenrigsminister, har støttet Obama, specielt fordi han mente at McCains valg af Palin var uansvarligt, hun er simpelthen ikke klar til at tage over hvis McCain skulle dø, hvilket der trods alt er en vis chance for, i betragtning af at han er 76.

 

   Hvis valget blev holdt idag, ville Barack Obama næsten med sikkerhed vinde. Lige nu står landet sådan at Barack Obama har tilslutning fra 51% af vælgerne imod McCains 43%. Nu skal vi bare huske på at der ikke er tale om en spådom, men en lodning af stemningen den dag man foretog meningsmålingen, og inden valget går i gang kan der endnu ske mange ting.

   Én af de ting kunne være et terroristangreb. Fordi det emne der optog vælgerne mest på meningsmålingsdagen var økonomi, støttede de også den kandidat der så ud til at være mest kompetent på det område. Et terroristangreb ville imidlertid flytter fokus til et helt andet emne: national sikkerhed, hvor John McCain ser ud til at være mest kompetent. Et terroristangreb ville vække den angst i befolkningen jeg omtalte i mit allerførste indlæg her på bloggen, og de ville stemme i overenstemmelse med det. Man kan sige at det ikke er helt usandsynligt at der vil forekomme terrorisme på det amerikanske territorium indenfor den næste uge, da Al-Qaeda ligefrem har truet med det, fordi de ved at det vil få folk til at stemme McCain/Palin, der ønsker at fortsætte krigene i Irak og Afghanistan, hvilket i sidste ende gavner Al-Qaeda; mere om det her.

   En anden ting der kunne komme i vejen for Obama er den såkaldte Bradley Effekt. Bradley var en sort borgmester af Los Angeles og han stillede op til guvernørvalget i Californien i 1982. Han førte markant i meningsmålingerne før valget, også blandt hvide vælgere. Ikke desto mindre viste exit polls på valgdagen, hvor Bradley tabte, at langt færre hvide vælgere havde stemt på ham end det var blevet “forudsagt” i meningsmålingerne. Senere studier har vist at den mest sandsynlige grund til Bradleys nederlag var hans sorte hudfarve. Med andre ord betegner Bradley Effekten det at vælgerne siger ét i meningsmålinerne, af frygt for at blive beskyldt for racisme, men stemmer noget andet. Studier har dog vist at Bradley Effekten bliver en mindre og mindre faktor som årene går.

   Endvidere har John McCain en vis erfaring med comeback. Han siger selv han klarer sig bedst i et valg når det ser ud til et nederlag, en tese der er blevet demonstreret adskillige gange, senest under primærvalget.

   Sidst men ikke mindst, kan man jo ikke udelukke muligheden for en skandale i obamalejren. Dette kan have en særdeles ødelæggende effekt i amerikansk politik. Hvis det nu blev afsløret at Obama havde sex med en anden end sin kone, så ved ingen hvad der kunne ske.

 

   Ydermere er valget faktisk ikke engang afgjort på selve valgdagen, der er den 4. november. Det amerikanske politiske system, der jo er føderalt, er bygget op, så at vælgerne og staterne deler indflydelse. Vælgerne stemmer ikke på en kandidat på valgdagen, men på en valgmand. Enhver stat har det samme antal valgmænd som det har medlemmer i kongressen, på den måde får store stater større indflydelse end mindre stater. Alle staterne på nær to har et vinderen-tager-det-hele-valgsystem, hvilket kort sagt betyder at den der få flest stemme i staten, får alle statens valgmandspladser. Når det så er afgjort hvem der har vundet staten, bliver dens delegation sent til valgkollegiet der samles den 15. december. Teknisk set muliggør dette system at én kandidat der ikke har fået flest stemmer kan vinde valget. Valgmændene er også formelt ejere af deres egne stemmer, og kun 24 stater har love til at straffe valgmænd der stemmer modsat af hvad de har sagt. Når præsidenten så er endeligt valgt, bliver han udråbt til præsident den 4. januar. Dermed er valget 2008 forbi.

 

   Dette er et af de sidste indlæg i min serie om valget i U.S.A. da jeg sjovt nok er ved at løbe tør for stof. De næste indlæg vil være, ja først afsløringen af præsidentens ansigt så snart jeg kender det (og den nat sidder jeg vågen indtil solopgang), et indlæg om hvad vi kan forvente fra hans side, og en nekrolog over bush-årene. Dermed vil der heller ikke længere blive føjet indlæg til kategorien valg i U.S.A, medmindre denne blog stadig er aktiv om to år, når der er midtvejsvalg. Det næste emne der vil blive sat i ugentlig fokus er socialisternes kongres i Frankrig.

 

Hvad Er Kunst?

 

   De fleste mennesker er enige om at kunst er god ting, og det er da også noget skønt. Den det den af menneskenes særegenheder jeg nok holder allermest af, vores evne til at skabe en mening af noget meningsløst. Vi har altid ejet denne evne, lige siden vi blev til som Homo Sapiens Sapiens i Østafrika, det vidner talrige fund om, såsom meget gamle fløjter eller hulemalerier. Imidlertid hersker der stor uenighed om hvad kunst egentligt er, der er blevet brugt utallige definitioner igennem tiderne. Her i dette indlæg vil jeg så kommer med min mening om sagen. I er velkomne til at fortælle om jeres i kommentarfeltet.

 

   Én af det ting der for det meste har været enighed om er at kunstværket, for at leve op til sin status, på en eller anden måde skal være unikt. Det skal være noget man ikke har set før, og hvis man ser det igen så er det plagiat og så er der ikke blevet skabt noget og dermed er det ikke kunst. Der også normalt enighed om at kunst skal være fuldkommen ubrugelig. Den skal bare inspirere, men den må ikke have nogen funktion. Så er vi ovre i brugskunst.

   Disse to kriterier skaber en stor gruppe ting (vil jeg kalde det i mangel af bedre ord), hvoraf der imidlertid kun er en mindre del der rent faktisk er kunst. Min tro er at kunst er noget der skal udfordre et individ på alle planer, og da ethvert menneske består af tre lag, så må kunst skulle udfordre alle disse.

   Vor første del er kroppen. Den er alt det jordlige, den er alt det vi kan sanse, vor fysiske fremtoning og vore jordiske behov. Vores anden del er sjælen, den er vore følelser, den er med andre ord anden etape af de indtryk vi får, vi sanser det først og derefter føler vi et eller andet. Vor tredje og så at sige højeste plan er ånden. Den er vore tanker, vor bevidste bearbejning og den sidste etape for vore indtryk.

 

   Som sagt består et kunstværk tilsvarende af tre lag, ét for hver af vores. For at udfordre vore sanser skal det være teknisk veludført. Det behøver ikke nødvendigvis at være smukt, det skal understøtte de højere lag bedst muligt på samme tid med at det skal have et vist særpræg og standse tilskuerens blik. Ifølge kunstarten er det meget forskelligt hvilke kriterier man bruger, i dramatik er det scenografien, kvaliteten af skuespillet osv. det kommer an på, imens et maleri skal være malet med en sikker hånd der vidste hvad den gjorde og gerne skal overraske. Det vigtigste er dog at det er en god basis for de højere lag.

   For at udfordre vor sjæl skal det fremprovokere følelser i os. Sammensætningen af alle de sanselige indtryk i vor bevidsthed bør skabe en følelse af noget i os, en følelse der gerne skal vare i længere tid end den hvori vi rent faktisk oplever kunstværket. Det kan begynde med en lille fornemmelse i os og så vokse sig større og større og holde i flere dage eller endda uger. Da jeg læste Maurice Druons Les Rois Maudits (De Usalige Konger) fik jeg f. eks. meget stor medlidenhed med de to unge elskende som skæbnen skånselsløst river fra hinanden, og det var en følelse da varede ved i over en uge.

   Sidst men ikke mindst skal et kunstværk udfordre vor ånd. Det skal give os noget at tænke over. Det skal fuldstændigt uden at vi gør noget plante en tanke i os, som vi så kan gå rundt og grubler over, lade ligge lidt, tage frem igen og måske en dag tænke færdig. Nogle gange kræver dette dog den rette indstilling hos kunstnyderen, man skal, om jeg så at sige, åbne sin sjæl. Da jeg, i den første time på den første skoledag efter sidste års vinterferie, hørte Claude Debussys Clair de Lune (Måneskin) fik det mig f. eks. til at tænke på min families feriested i Finland, om hvor meget jeg elskede at være der, og at det måtte være dejligt at lægge på badebroen deroppe (om sommeren) og samtidig lytte til dette stykke musik badet i måneskin. Såvidt jeg husker har jeg taget denne tanke op i indlægget Min Kristendom. Det behøver ikke på nogen måde være højere tanker, selvom det godt kan være det, for et musikstykke er det at forestille sig en historie nok det mest normale, det skal bare på den ene eller anden vis mærke én.

 

   Diss tre “lag” i værket bygger meget på hinanden og derfor er det temmelig vigtigt at de alle er til stede, hvis altså det er kunst man ønsker. For illustrere dette kan vi bare tage en skulptur. Kunstneren har ønsket at udtrykke sin glæde ved den kvindelige krop og følelsen af lyst. Hvis nu skulpturen imidlertid ikke ligner noget som helst, så nytter det ikke meget, for man kan ikke nå op til de højere lag. Og hvis den slet ikke inspirerer os nogen følelser, så gider vi ikke engang at tænke på den, men går bare videre til de andre skulpturer på musæet.

   Imidlertid hænder det ofte at man udelukker en af de tre aspekter fra sit værk, eller at man i hvert fald nedprioriterer det en del, for det meste helt bevidst fordi man ikke ønsker at skabe kunst. Oftest er det tankerne man undlader at appelere til, selvom det også hænder at man udelukker sanserne. Nogle franske forfattere har også en sygelig trang til at skrive meget kedelige ting på et meget fint sprog. Det er da også helt fair nok hvis producerne bag Friends ikke ønsker at appelere til deres seeres tanker eller beder om fantastisk skuespil. Når man kommer hjem fra skolen har man måske heller ikke lige lyst til at skulle reflekterer over hvorvidt Gud er subjektiv eller objektiv. Så er det bare ikke kunst, men underholdning. Dette kaldes underholdning for scenekunstarter og litteratur, dekoration for plastisk kunst og stemningsmusik for musik. Samlet kan man vel kalde det populærkultur.

 

   Jeg tror at der findes tre niveauer i kulturen (jeg er i det hele taget meget glad for tretrinsstiger, og det sjove er at man meget ofte kan få én tretrinsstige til at passe med en anden), der igen hver især appelerer til de tre forskellige klasser: underklasen, middelklassen og overklassen.

   Det første trin er nok det generelle begreb kultur. Et folks kultur er noget der ligger meget dybt, og måske er det udødeligt. Det er alle de uskrevne regler, alle de gamle historier der blev fortalt foran ildstedet, tøjmoden, sproget, troen, maden osv. Hvis den ikke er udødelig, så lever den i hvert fald længe. Da kristendommen blev indført i Danmark døde den konkrete tro på de gamle guder meget hurtigt, men den tilladte tro på jætterne, på runernes magiske kræft, på glæden ved at lyset vender tilbage, den overlevede længe, til dels lever den stadig. Man kender eksempler helt op i 1800-tallet på folk der klippede nejlene af de afdøde fordi Naglfar, det skib der ville komme sejlende fra Syd ved Ragnarok, skulle bygges af de dødes nejle, og ved at fjerne dem sænkede man verdens ende. Desuden ligger Julen stadig 3 dage efter den korteste dag og den er til dels stadig Lysets Fest. Dette trin henvender sig mest til underklassen, der er den der skaber kulturen og det er ofte den der følger den.

   Det andet trin er populærkulturen, som jeg allerede har beskrevet, og som nok mest interesserer middelklassen, og det tredje trin er kunsten eller finkulturen, hvis målgruppe er overklassen og den intellektuelle elite.

 

   Nu er det sjove ved stiger at det ene trin bygger på det andet, og hvis man fjerner stigens første trin, så ramler hele lortet, og jeg tror det er her man skal finde grunden til den krise jeg ikke er den eneste der ser i dansk kulturliv. I Danmark er det sådan at man har afskaffet underklassen. Den er næsten væk: “I Danmark har få for meget og færre for lidt”. Den er blevet integreret i middelklassen. Grundlæggende kan man mene at dette er en god ting, det gør jeg dog ikke. Ganske vist har vi nu et samfund med større velstand end før, men til gengæld har den danske kultur ikke længere nogen gruppe at henvende sig til. Alle går rundt og leder hele tiden og spørger “hvad er danskheden?”, det er ikke mærkeligt at der er debat om det, et levende eksemplar skal man lede længe efter. Mange skikker lever ganske rigtigt videre, men de har mistet deres mening. Julen er forbrugerismens sorte messe og sproget ligner engelsk mere og mere (jeg er selv at bebrejde her). Jeg tror også det er derfor DF er så populært, de kan bilde folk ind at de er danskheden. Problemet er bare at alle de andre lag af kulturlivet bør bygge på denne grundlæggende kultur, og når nu den er væk (eller forhåbenligt ligger i dyb søvn), så mister alt det andet lidt sin mening. Der kan stadig være tale om kunst, men hvis man spørger om det er dansk kunst, så er det straks lidt sværere at svare på.

   Dermed er den lille parentes om dansk kultur lukket. Nu er jeg i hvert fald kommet med mit bud på hvad kunst er. Det er det der udfordrer os på alle planer, det der er unikt og det der komplet ubrugeligt. For at vide hvor god kunst noget er, må man imidlertid se på hvor godt det gør det, men det er en anden sag.