The Wall

   I en verden hvor 25.000 tusind mennesker hver dag dør af sult, hvor 2,7 milliarder mennesker levede for under $2 om dagen i 2001, hvor 1,1 milliard mennesker levede for under $1 om dagen, hvor 1,5 millioner mennesker fortsat dør af tuberkulose selvom en vaccine koster $2-3 per dosis, hvor 2,1 millioner mennesker døde af AIDS i 2007, hvor 850 millioner mennesker var underernærede i årene 1999-2005, hvor der er 210 millioner forældreløse ifølge UNICEF, i den verden er fattigdom fortsat et enormt problem, både hjemme hos os og i de lidt mindre privilegierede dele af verden.

   Lige nu giver Danmark 0,8% af sit bruttonationalprodukt (BNP) som udviklingshjælp til en lang række lande, der mestendels er situerede i Afrika Syd for Sahara. Dette svarer til 1.372.382.000 kr. eller rundt regnet, en halvanden milliard. Der har længe været en diskussion om hvorvidt denne procentdel burde øges, sågar forhøjes til 1%, uafhængigt af hvordan BNP’et nu udviklede sig. Denne diskussion er selvfølgelig helt fin og bør fortsættes. Jeg vil dog ikke tage stilling til den i dette indlæg, da der er tale om en noget kompliceret problemstilling.

   På bedste barack-obamavis har jeg nu præsenteret problemstilling og vil nu fremføre My Plan. Den er egentlig såre simpel; den går ud på, at hvor vi i dag giver 1.372.382.000 kr. til ca. 70 lande, skulle vi give 1.372.382.000 kr. til ét land. Man kunne jo forestille sig at man tog listen over verdens lande, rangordnet efter hvor høj en BNP de havde, og at man tog en anden liste over verdens lande, rangordnet efter hvor højt et Indeks for Menneskelig Udvikling (IMU) de havde (De kan læse mere  om IMU på dansk på wikipedia eller på de lidt mere udførlige engelske, franske og tyske artikler, selvom den bedste løsning nok ville være at udbygge den danske artikel. Hvis De ønsker at vi skal gøre dette i fællesskab kan De lægge en kommentar herom). Derefter kunne man sætte den højestplacerede på den ene liste sammen med den laveste på den anden liste og så fremdeles. Med andre ord skulle man dele verdens lande op i par efter hvor rigt det ene land var og hvor dårligt man havde det i det andet land. Man kunne vel tale om et tutorforhold på internationalt plan over flere år. Danmark ville, som det land med det 28 højeste BNP, skulle sættes sammen med det land med det 28. laveste IMU, altså Sudan. 

   Hvordan skal dette foregå? Tja, man vil jo nok før samarbejdet går i gang sætte de to landes repræsentationer sammen i et mødelokale hvor man kan snakke om hvad samarbejdet egentlig skal handle om. Dette skulle vel være 1) øge den egentlige velstand, 2) fremme af demokrati og god regeringsførelse, 3) sikre det modtagende lands kulturelle integritet og 4) sikre at samarbejdet fremmer miljøet. Man kan derefter diskutere hvordan dette samarbejde skal udmønte sig, f. eks hvilke ministerier i det givende land skal samarbejde med hvilke ministerier i det modtagende land. Alle område skal være emne for samarbejde, da det er givet at det alle danske ministerier vil have noget at kunne fortælle alle sudanesiske ministerier. Når så samarbejdet går i gang, skal alle ministerier i begge lande have en afdeling for samarbejde med det eller de tilsvarende ministerier i det andet land. 

   Fordelene ved denne måde at arbejde på er at hjælpen bliver meget mere koncentreret og resultatorienteret og at man ikke er nødt til at samarbejde med dusinvis af lande og ministerier men kan nøjes at sætte sig 100% ind i ét land og give det langt mere præcis rådgivning og hjælp. For det modtagende land vil dette betyde at man vil have én priviligieret samarbejdspartner man altid vil kunne spørge om hjælp. Med andre ord vil forholdet imellem hjælpende og hjulpet være langt mere nært og dermed langt mere frugtbart. Da Danmark kun vil have ét udviklingsland under sine vinger kan det også tænkes at danske investeringer i højere grad vil finde sted i lige netop Sudan.

   Hvis vi nu ser koldt på vores fordele ved en sådan metode, kan man blandt dem finde bedre kontrol over hvor pengene går hen (det er velkendt at 11% af al udviklingshjælp, efter en del kanaliseringer, går til forsvarsindkøb) og at vi ville gøde jorden for et eventuelt priviligieret forhold med det modtagende land. Ydermere ville vi givet også få egne erfaringer ud af samarbejdet med ét uland, da vi ville kunne sætte os ind i en radikalt anderledes måde at tænke på. Man ville kunne sige “Dette er en god løsning men når man tænker over det, så er den Sudan har brugt måske bedre, også for os”.

   Dette ville selvfølgelig være svært at gennemføre i praksis da det vil kræve noget så sjældent som samarbejde mellem verdens rigeste lande for at fremme andre interesser end deres egne og dette er som bekendt ikke noget der “bare sker”. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at den er langt bedre end den nuværende metode hvor vi spreder vores udviklingsbistand for alle vinde, og dermed gør det langt svære for udviklingslandene at søge råd hos én priviligieret partner og langt sværere for os at holde øje med hvad vore penge egentlig bliver brugt til efter overdragelse.

<script src=”http://blogactionday.org/js/eefa9ce6bba11c6a9a0a1fc13cbdb0ce49f6a3aa”></script>