The Wall

   Om 2 uger holder det franske socialistparti, PS, kongres, hvilket er en nøglebegivenhed i det franske politiske liv. Jeg vil dække kongressen i dag og på næste søndag, som er kongressens sidste dag. For at forstå hvorfor denne begivenhed er af en sådan vigtighed, må man dog først kende baggrunden, derfor vil jeg i dette indlæg beskrive den franske socialismes historie og dets aktuelle problemer og udfordringer og på næste søndag vil der være et opsummerende indlæg om kongressen. Jeg råder Dem stærkt, ærværdige læser, til at læse mit indlæg om det franske politiske system før de kaster dem ud i dette.

   Socialismen er en ideologi der har en meget lang historie, ikke bare i Frankrig. Sammen med konservatismen er det nok verdens ældste politiske retning. Den har rødder så langt tilbage at vi knapt kan spore det, men dens første kendte manifestation var, som så meget andet, i oldtidens Rom.

   På daværende tidspunkt havde Romerriget erobret enorme landmasser som staten så delte ud af imod afgifter. Langt det meste af jorden blev samlet på meget få hænder, og dermed ejede de fleste bønder ikke særlig meget (om noget). Det var altså i en sådan verden, at en mand ved navn Tiberius Gracchus stillede op som folketribun, en af romerrigets højeste stillinger. Han blev valgt i -133 og prøvede at starte en reformbevægelse, hvis mål var at begrænse den mængde jord en romersk borger kunne besidde. Naturligvis var senatorerne ikke særlig venligt stemte overfor forslaget, da de jo selv, som Patriciere, var iblandt de bedre stillede. De fik ham dræbt, under påskud af at han ønskede at lade sig krone som konge, den værst tænkelige forbrydelse under den Romerske Republik.

   Reformbevægelsen var imidlertid ikke nået til vejs ende. Tiberius havde en bror, Gaius, der også blev valgt til at være tribun. Han fortsatte sin broders reformprogram, og udbyggede det betragteligt. Da han var af sted for at bygge en koloni i Kartago, mindskede senatorerne hans indflydelse, og ved valget i -121 blev han slået. Gaius gav dog ikke op. Uenighederne imellem Gaius’ tilhængere og senatets folk eskalerede hurtigt, og selvom Gaius gjorde sit for at holde sine folk i ro, kom det hurtigt til voldelige konflikter. Gaius blev fanget og begik selvmord.

   Dette var nok socialismens første manifestation i verdenshistorien. Vi finder først socialismen i sin moderne form i skikkelse af den franske revolutionære mand, Gracchus Babœuf, der under den franske revolution kæmpede stærkt for sine ideer.

   Hans mål var en kollektivisering af landjorden og lighed imellem menneskene. Intet mindre. Han begynder allerede kampen i sin hjemby Roye, i Picard, da kongen beder hvert sogn redigere et klagehæfte over hvad det mener kan gøres bedre. Dette arbejde tager han stor del i. I begyndelsen af revolutionen gør han op med sig selv, at frihed og kristendom ikke kan eksistere sammen. Hans meninger er endnu for stærke, selv for de såkaldte revolutionære franskmænd, og han begynder at kritisere de midtersøgende krafter der hurtigt tager magten efter revolutionen. Så starter han sin kamp imod indirekte skat og hurtigt bliver han smidt i fængsel. Han sættes fri igen pga. hjælp fra en af de tre store franske revolutionsmænd, Marat. Babœuf bliver ved med at kæmpe, nu imod et system hvor stemmeretten afhænger af hvor meget man betaler i skat, og må flygte til Paris, hvor han efter at have sig meldt ind i en diskussionsklub, bliver fortaler for at også kvinder skal kunne blive medlemmer. Efter endnu en gang at være blevet smidt i fængsel, er han nu nødt til at gå under jorden. Da han ikke længere kan agere i al lovlighed, stifter han De Liges Sammensværgelse, der ønsker at fortsætte revolutionen for at opnå den Perfekte Lighed og den Fælles Lykke. De bliver stikket og Babœuf bliver offer for guillotinen den 27. Maj 1797.

   Hans idéer døde imidlertid ikke med ham. I begyndelsen af det XIX. århundrede begyndte en række filosoffer, for det meste franskmænd, at teoretisere om et alternativt samfund til det kapitalistiske industrielle som var ved at opstå, de ønskede en anden vej. Iblandt dem kan man nævne franskmændene Saint-Simon, Charles Fourier, Étienne Cabet og Philippe buchet, men også den walisiske Robert Owen. Det var i denne tid ordet socialisme blev brugt for første gang, af en vis Pierre Leroux, i 1832.

   Deres doktriner havde deres særlige karakteristika, men der var mere der samlede end der skilte. Ideologien blev senere betegnet som Utopisk Socialisme af Engels (eller kritiko-utopisk i det Kommunistiske Manifest). De ønskede at skabe et socialistisk samfund, så at sige, ex nihilo. Meningen var at folk helt spontant skulle samle sig i kollektiver som så enten skulle beskæftige sig med landbrug eller industri. Fremtidens samfund skulle bestå af summen af disse kollektiver. Filosofferne kaldte disse kollektiver forskellige ting (Phalanstère hos Saint-Simon, Township hos Owen osv.) men fællesnævneren var et det var enorme og meget ambitiøse projekter. De skulle indeholde lejligheder til flere hundreder, om ikke tusinder personer, fælles bad og køkken, skoler, biblioteker og mange andre faciliteter. I dem skulle alle have samme kår og den private ejendom være afskaffet.

   Der har været mange forsøg på at skabe disse kollektiver, det mest succesfulde har være le Familistère i Guise, Frankrig. Den fungerede fra 1846 til 1970 og havde arbejdspladser, smukke og sunde lejligheder (på samme størrelse) til alle, skoler til børn helt op i 14-årsalderen (i Frankrig var det lovligt at lade børn arbejde fra det 10. År), et teater og et bibliotek.

   Indenfor den socialistiske bevægelse nåede denne retning sit højdepunkt i 1870, inden den blev skubbet til side af marxismen. Marx og Engels var den meget taknemlig for dens forberedende tænkning om samfundet, men mente at den lukkede øjnene for den sociale realitet, proletariatets eksistens og for klassekampens vigtighed. Den lever dog videre i alle de kollektiver der er opstået siden, f. eks. i de kollektiver der blev skabt i kølvandet på studenteroprøret i 1968.

   I 1871 opstår verdens første socialistiske regime – i Paris. Det opstår i kølvandet på krigen mod Prøjsen, som Napoleon d. III, indledte og tabte. Da Napoleon bliver fanget i Sedan, abdicerer han for at undgå at blive brugt som gidsel. I våbenhvilen besluttes valget af en Nationalforsamling der skal bestemme om krigen skal føres videre. Da denne bliver valgt, vælges der et enormt flertal af borgerlige kandidater, og Thiers, en konservativ, vælges som midlertidig leder. Han ønsker fred med Prøjsen.

   Pariserne derimod er meget skuffede, dels fordi de for tredje gang er blevet snydt for deres frihed (i 1789 fik modererede som sagt hurtigt magten; da Ludvig-Filip eller borgerkongen bliver væltet af pariserne i 1848, vælges Ludvig-Napoleon Bonaparte som præsident, som konservativ), dels fordi de lige har været igennem en lang og hård belejring, som de nu føler er spildt. Den 18. Marts erklærer Kommunen Paris sig selvstændig, for anden gang indenfor hundrede år. 100.000 af Paris’ vestlige borgere (Vestparis er stadig i dag den rigeste bydel) flygter til Versailles. Der afholdes hurtigt frie valg til Kommunalrådet, der jo de facto er et regeringsorgan, og borgerlige kandidater får også lov til at stille op. Venstrefløjen får selvfølgelig et overbevisende flertal, og højrefløjens valgte vælger hurtigt at sige op.

   Der vedtages meget progressive reformer, som for manges vedkommende først bliver genindført mange årtier efter Kommunens afgang ved døden. Skolegangen bliver gjort gratis, sekulær og lovpligtig, arbejdernes betingelser forbedres meget drastisk, retssikkerheden garanteres (der indføres en art Habeas Corpus) og Kirken og Staten adskilles. Kommunens Politik bærer dog præg af det pres Thiers-regeringen lægger på den. Pressefriheden begrænses, der tages gidsler og kulturelle skatte bliver ødelagt (som Tuileriesslottet).

   Efter blot to måneder, er Paris generobret af regeringen den 28. Maj. De fleste reformer bliver afskaffet og imellem 10.000 og 100.000 kommunarder henrettes uden retssag.

   Efter dette blodbad var den franske socialistiske bevægelse halshugget. Alle ledere var enten døde eller i eksil. Ved fagforeningernes Marseillekongres i 1879 stiftedes FTSF (Frankrigs Socialistiske Arbejderes Federation), Frankrigs første socialistiske parti. Imidlertid fandt Marx’ svigersøn linjen i FTSF for blød og stiftede POF (Fransk Arbejderparti), et marxistparti. Derefter fulgte en lang perioder hvor bevægelsen deltes mere og mere, og flere partier blev stiftet.

   De kunne deles imellem to tendenser: reformister og revolutionære. De ene ønskede fremme af arbejdernes kår ved reformer, enten indenfor det kapitalistiske system, eller mod et egentligt socialistisk regime, de andre ønskede som Marx en revolution. I 1902 blev den lange række bevægelser samlet i to blokke Fransk Socialistparti (reformistisk) og Frankrigs Socialistparti (revolutionært).

   Ved Globekongressen i 1905 samledes de to partier til ét, under pres fra den Anden Internationale. Dette parti kom til at hedde SFIO (Fransk Sektion af Arbejdernes Internationale) og dets leder var én af den franske socialismes måske største mænd, Jean Jaurès (som den eneste har han hele to metrostationer opkaldt efter sig i Paris), der før var leder for det reformistiske parti. Han blev senere dræbt pga. sin modstand mod Første Verdenskrig.

   Efter krigen vedtages det med stor enighed at partiet skal forlade den Anden Internationale pga. dens tilslutning til krigen. Spørgsmålet om hvilken internationale man så bør vælge deler imidlertid partiet. Nogle mener man bør vælge den Socialistiske Arbejderinternationale, men de fleste mener man bør melder sig ind i den Kommunistiske Internationale. Det er også den indstilling der vinder, og deraf følger en deling af partiet. Den største gruppe, de revolutionære, danner SFIC (Fransk Sektion af den Kommunistiske Internationale), imens mindretallet bliver i SFIO. Selvom SFIC lægger ud med at være stærkest, mister de hurtigt indflydelse, da det ligger under det Sovjetiske Kommunistpartis indflydelse og hurtigt blive staliniseret.

   I 1924 dannes der en venstrefløjsregering med radikale og republikanere, med SFIO som støtteparti. Pga. af uenigheder om hvordan Frankrigs enorme statsgældsproblem skal løses, er det dog en meget ustabil regering og den må opløses. Derefter følger der en periode på 15 måneder hvor 6 venstrefløjsregeringer følger hinanden. Da fascismen begynder at vise sit grimme ansigt endes stridighederne mellem SFIC og SFIO endelig og efter en aftale med USSR dannes den Populære Front der består af disse to partier og de radikale. De stiller op med et fælles program og vinder. Det lykkes dem at indføre nogle vigtige sociale reformer, såsom arbejdsugen på 40 timer, lønforhøjelse og betalt fritid. Forsøget på at redde økonomien er dog en fiasko, og da regeringen nægter at hjælpe Spanien under borgerkrigen i dette land, forlader kommunisterne regeringen. I 1937 nægtes Léon Blum fuldmagten af de radikale og dette er enden på den Populære Front.

   Efter Anden Verdenskrig, skaber Frankrig den 4. Republik og der lægges ud med en meget stærk venstrefløj. De radikale, socialisterne og kommunisterne får hver 25% og må derfor samarbejde, men da De Gaulle, som de radikale er trofaste overfor, holder sin  tale i Bayeux om hvordan den 4, Republik bør se ud (noget som han senere opnår under den 5. Republik), nægter de Radikale at forsætte samarbejdet. Under størstedelen af den 4. Republik bliver der ved med at være venstrefløjsregeringer, men efter De Gaulles sejrrige genkaldelse til magten (da alle mener at kun han vil kunne løse problemet med Algeriet), og hans realisering af sine vildeste drømme med den 5. Republiks forfatning, har højrefløjen klart overhånden.

   Det er her Francois Mitterrand, en centrum-venstre politiker der ikke tilhører SFIO, beslutter sig for at stille op som venstrefløjens enhedskandidat til præsidentvalget i 1965. Han  opnår uhørt mange stemmer for perioden (i anden valgrunde får han 45%). Derefter skilles venstrefløjspartierne igen og ved valget til Nationalforsamlingen i 1969 får det ene SFIO kun 5 %. Herefter fusionerer det med en anden venstrefløjsorganisation ved Issy-les-Moulineauxkongressen i 1969, og danner det vi i dag kalder Socialistpartiet (PS), der ved sin anden kongres i Épinay (1971), fusionerer med Mitterrands bevægelse, og som helt frem til 1995 bliver ledet af ham, den anden store figur inden for moderne fransk socialisme. Man må dog vente endnu ti år med højrefløjsregeringer (konservative og liberale), før socialisterne i 1981 vinder både valget til Nationalforsamlingen og præsidentvalget. De sidder nu på enorm magt, og i fjorten år vil Francois Mitterand lede Frankrig (selvom han i perioder må “samleve” med højrefløjsregeringer). Fra 1981 til 2002 var socialismens storhedstid under den 5. Republik. I hele den tid har de enten dannet regering eller siddet på præsidentposten, hvor flere vigtige reformer gennemføres: afskaffelse af dødsstraffen, arbejdsugen på 35 timer, stigning i mindstelønnen, mulighed for pension som 60årig etc.

   Socialismens nuværende krise begyndte i 2002, hvor der afholdtes præsidentvalg. Den tidligere premierminister og leder af PS, Lionel Jospin, var klar favorit før valget gik i gang, men til offentlighedens store overraskelse blev han slået allerede i første valgrunde af højrepopulisten Jean-Marie le Pen fra det ekstremt indvandrefjendske Front National (FN). Dermed kom anden valgrunde til at stå imellem Chirac, den konservative fra det daværende gaullistparti RPR, og Jean-Marie le Pen – et hårdt valg for socialister. Ved det efterfølgende Nationalforsamlingsvalg bliver socialisterne også slået, og Lionel Jospin trækker sig tilbage fra det politiske liv.

   Herefter blev Francois Hollande, den nuværende formand, valgt til posten. De har vundet alle lokalvalg og europæiske valg  siden (sidst ved kommunalvalgene i Marts), men det virker som om befolkningen ikke længere stoler på dem på det nationale plan. Det hjælper ikke noget at PS siden 2002 har snakket om at de ikke gør det godt nok, at de burde moderniseres, hvilket i sig selv er rigtigt, men når man bruger 6 år på at snakke om hvor dårligt et parti man er, og når alle foreslåede løsninger ikke giver valgsejr, er det til at forstå at partiet er i krise. Til præsidentvalget i 2007, var det tydeligt at Francois Hollande ikke var en oplagt kandidat (han er gennemført teknokrat, han har ingen karisma), så valget stod imellem en ny person på den nationalpolitiske scene, Ségolène Royal, og nogle af de gamle travere. Hun vandt overbevisende primærvalget (med 60%) men hun samlede ikke rigtigt de gamle elefanter (et kærligt ord for de gamle travere) bag sig, og hendes program var for modereret for nogle venstrefløjsvælgere. Altså tabte hun.

   Så lige nu står partiet der at man skal vælge en ny leder, men at alle inde i partiet er uenige om hvem. En af elefanterne? I så fald hvilken? En af de moderne? En på partiets venstrefløj? Dette er af central vigtighed, da lederen af partiet højst sandsynligt bliver partiets præsidentkandidat i 2012, og det er et valg der skal vindes, hvis PS ikke vil gå under.