The Wall

For nu meget præcist 144 år siden, i 1864, mistede Danmark en tredjedel af sit territorium i den Anden Slesvigske Krig. Prøjsen gik fra da af helt op til Kongeåen, og dermed var hele Sønderjylland (eller Slesvig) på tyske hænder. Prøjserne startede en heftig kulturkamp i hele regionen da de systematisk prøvede at udrydde dansk kultur i grænselandet. De forbød undervisning i dansk og de danske menigheder havde ikke lov til at holde gudstjenester på modersmålet. En massiv tilflytning af tyskere begyndte også. Dette varede helt indtil 1920, hvor det der nu var blevet til Tyskland, som bekendt havde mistet krigslykken. Der blev afholdt uafhængighedsfolkeafstemninger overalt i det Tyske Rige hvor der ikke boede etniske tyskere, heriblandt også i Slesvig. Før 1864 havde Danmark strakt sig helt ned til Ejderen. Efter folkeafstemningen tegnede man den nuværende grænse der som bekendt går lige Nord for Flensborg. Det var ved denne lejlighed at Christian X. udtalte de berømte ord “I skal ikke blive glemt”.

Dermed var den nuværende situation opstået. Der var et stort tysk mindretal i Nordslesvig (det som de fleste danskere kender under navnet Sønderjylland), og ligeledes et dansk mindretal i Sydslesvig. Man underskrev senere København-Bonn aftalen om mindretallenes status, hvor både de Nordslesvigske tyskere og de Sydslesvigske danskere fik lov til at underviser og holde gudstjenester på modersmålet. Ydermere blev der oprettet mindretalspartier på begge sider af grænse, sydpå Sydslesvigsk Vælgerforening og nordpå Schleswigsche Partei . Den danske stat giver hvert år en enorm pose penge til de danske aktiviteter sydpå.

Man har opnået meget siden 1864, hvilket er den direkte grund til at jeg i dag kan blive undervist på og i dansk på det ene af de danske gymnasier i Sydslesvig, Duborgskolen. Da jeg kom fra Frankrig, var jeg nogenlunde selvsikker, jeg regnede ikke med at jeg rent socialt ville få problemer med kommunikationen. Der var trods alt tale om en dansk skole, hvor der blev undervist på dansk. Jeg troede også at jeg var temmelig god til tysk, jeg havde jo klaret mig temmelig godt indtil nu. Det var illusioner. Da jeg ankom første dag bemærkede jeg to ting: eleverne imellem blev der nærmest udelukkende snakket tysk (med et par danske ord blandet ind, såsom: “Wir treffen in der fællesareal”) og jeg havde vildt overvurderet mine tyskevner. De snakker faktisk udmærket dansk, nogle endda formfuldendt, de fleste er bare bedre til tysk, og det er jo også flertalssproget.

Jeg blev mildere talt overrasket da vi senere hen skulle præsentere os for hinanden. Da vi skulle fortælle om vores kulturelle baggrund, hørte jeg den ene elev efter den anden fortælle om tysk hjemmesprog og definere sig selv som tysk. Som grunde de anførte for at gå på Duborgskolen, hørte jeg den anderledes og friere danske undervisningsmentalitet, at være tosproget (noget der desværre er gået lidt af mode i Danmark), at lære om to kulturer, at kunne have valget imellem at opbygge sit liv i to lande eller familietradition.

Ikke desto mindre vil jeg kalde dem danskere. Det er længe siden danskhed har været et spørgsmål om genetik (lige nu klinger ordene “etniske danskere” vel i jeres øren), så måske var de tyskere af fødsel, men at man i hele sit liv har færdedes i danske børnehaver, skoler, kirker, foreninger, idrætsklubber, at man har haft danske lærere, præster, sportsinstruktører, venner, det gør at man et eller andet sted vil være dansk, lige meget hvor meget man så definerer sig som tysk.

Nu sidder der sikkert mange danskere foran deres computere og tænker på alle de danske hospitaler, skoler, kirker, foreninger og mere der har så meget brug for penge (eller?) og tænker “skal vi betale tyskeres skolegang”. Jeg kan næsten høre den negative undertone i ordet tysker. Fra Duborgskolens elevambassadører, der rejser rundt i Danmark og fortæller om mindretallet har jeg (skamfuldt) hørt om elever der spørger: “Tysker? Hvad mener du om Hitler?!”. Det er i sådanne situationer jeg ynder at tænke på Christian X’s ord. “I skal ikke blive glemt”. Men nå ja tilbage til pengene. Hvorfor skulle den danske stat betale for tyskeres skolegang? Målsætninger er jo trods alt at “undervise danskerne sydfra på og i dansk.”

I denne situation kan man vælge at gøre to ting. Enten kan vi finde effektive metoder i at holde tyskere ude og dog overholde diskriminationslovgivningen (man kunne jo kalkere den danske integrationspolitik), eller vi kan ændre målsætningen med det danske kulturliv syd for grænsen. Hvis vores målsætning er eksklusivt at hjælpe danske Syd for grænsen, så er der mange penge der ikke bliver brugt som de burde, men hvis vores mål er bare lidt mere ædelt, lidt mere åbensindet og lidt mere i overensstemmelse med virkeligheden, så kan vi opnå mange ting, ting som ethvert folk burde have som målsætning at opnå. I realiteten ser tingene allerede sådan ud, der er blot mange, som ikke kan acceptere dette.

Den første ting er at man skaber en stor gruppe mennesker i vores grænseland, der altid vil have mere eller mindre dansk i sig, der måske endog en dag vil være taknemmelige overfor Danmark, men som dog har den enorme fordel at de har to sæt kulturelle øjne at se med. De vil kan færdes hjemligt i to kulturer, og lige meget hvilket land de vil vælge at bosætte sig i, vil de være langt en større gevinst for deres arbejdsplads en et énkulturelt individ. Ydermere er det bestemt i Danmarks interesse at skabe en gruppe mennesker i udlandet der er kompetente til at tage sig af sager specielt om Danmark. Sådan nogle er sjældne mange steder i verden fordi mange tror vi er hovedstaden i Sverige.

Danskerne sydfra har også en anden enorm almenmenneskelig kvalitet. De er ipso facto åbensindede. Andet ville jo egentlig også være mærkeligt, når man nu lige netop er vokset op  i grænselandet imellem to kulturer. Danskerne sydfra har præcis den kvalitet som siden tresserne er blevet sjældnere og sjældnere inden for landets grænser. For nogle år siden blev der afviklet et projekt hvor nogle flensborgpiger tog til Danmark for i et stykke tid at bo hos nogle såkaldte “indvandrere” (sådan nogle er jo ofte fødte og opvoksede i Danmark). De fandt at de delte mange af de samme erfaringer om at føle sig som to ting, og være to ting, og skulle opføre sig som to ting. Der findes også konsekrerede skældsord for danskere i Flensborg. Det er en nobel sag at ville sprede åbensind, man kunne jo næsten kalde det folke(nes)oplysning. Men selvfølgelig, hvis man har et snæversynet af danskhed, og kun definerer danskere som dem der født til det, så er det jo ikke vores ansvar at oplyse tyskere.

I øvrigt er mange endnu mere åbensindede end man kunne forvente, og ikke til trods for Tysklands belastede historie men lige netop på grund af denne. Siden Tyskland har der hersket en følelse af national skam over nazisternes gerninger, og der er nærmest et uskrevent forbud imod for meget national entusiasme. Jeg så engang en film om fejringen af restaureringen af Brandenburger Tor, der skilte Øst- og Vestberlin. Der var samlet en stor skare foran den og der blev jublet osv. Og så så jeg noget, der for mange tyskere er meget pinligt. Helt oppe i det højre hjørne af billet, så jeg et ensomt flag der blev agiteret med. Når jeg nogle gange har opholdt mig i Danmark har jeg bemærket en del propaganda for Danske Nazister, i Flensborg er det umuligt af gå glip af den store mængde antifascistiske propaganda, sloganer som “Fascismus ist kein Meinung, es ist ein Verbrechen” er hverdagskost.

Jeg vil mene at det er den danske stats pligt at sprede denne åbne form for danskhed, der jo sjovt nok er en mangelvare i Danmark, både inde i og uden for landet, og det er der de danske sydfra virkelig er en vigtig ressource for Danmark. Allerede i dag rejser Duborgskolens elevambassadører, som sagt, rundt i Danmark for overalt at provokere eftertanke om at have mere end én kultur, og hvordan det er at være født til at være noget og ender med at være noget andet, med at have forældre der vil det første, og selv ville det andet. Den bedste elevambassadør jeg personligt har mødt var tyskfødt. Enhver dansk sydslesviger der bosætter sig i Danmark er en dansker der på et eller andet tidspunkt vil diskutere sin kulturelle baggrund og dermed åbne nogle øjne.

Udover dette kan man vel mene at det er idet danske folks interesse at sprede dansk kultur, og jo flere mennesker føler sig som danskere des større er det danske folk. Vi bør forvalter dansk kultur som Jesus fortalte os det: ” Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” Danskhed bør ikke kom an på hvor man kommer fra eller hvilket blod man har i årerne. Det eneste der tæller er om man oprigtigt holder af Danmark, så kan man kalder sig dansker. Men hvordan skal man dog kunne holde af et Danmark der ikke er åbent nok til at tage imod ens tyske venner, og ikke er klar til at tage imod én hvis man også ser en tysk del i sig selv. Personligt ville jeg finde det temmelig svært. I øvrigt tvivler jeg på omtalte Danmark ville bryde sig om den del af Frankrig jeg har i mig. Omtalte Danmark, kan ikke acceptere at man kan føle sig som flere ting. For dem er man enten helt og holdent kun dansker eller også så er man det slet ikke. Det er nok derfor de også er imod dobbelt statsborgerskab.

Indtil den dag, hvor det Danmark er blevet sat på plads kan jeg kun vente på at de danske sydslesvigere hjælper de frisindede danskere til at vokse sig større. Jeg kan kun følge ordene der står over indgangen til festsalen på Duborgskolen:

“Giv Tid! Og Hvad du drømte skønt,

Du skal i sandhed skue!”