Gemt under: Kristendom | Tags: Abraham, engle, frihed, glæde, Glædelige Budskab, Grundtvig, hyrder, Immanuel, jødedom, jesus, jul, julehilsen, julenat, Kristendom, Matrix, Mig, Sixpence None The Richer, The Wall, vise mænd
Julen er nok den dejligste fest der er givet os. Budskabet er sådan set såre simpelt. Gud kommer til os (“Immanuel” =”Gud med os” på hebræisk). Det er den tid på ordet hvor dét at være kristen nok betyder mest for mig, hvor jeg kan forarges til det grænseløse over alle andres måde at gøre tingene på (sådan en dejlig følelse), men så i mit stille sind alligevel nyde al den flotte indpakning. Ja, det er da dejligt at få gaver. Problemet er nok at gaverne er blevet det vigtigste her i vore dage. Det jeg nyder her i julen er faktisk at den giver mig lejlighed til at sådan, hvordan skulle man kunne sige det, reflektere/drømme/meditere over tingene, over kristendommen, over mit liv, over hvor smuk min religion i grunden er, ikke bare budskabet, men også indpakningen.
Det er meget muligt at Jesus ikke blev født om vinteren i Betlehem, men hvor er det dog dejligt at drømme om at gå på de delvist snedækkede bjergsletter og så langt væk se den lille stald med lys, høre det lille barn græde, det lille barn der er så meget mere end et lille barn, og så dog bare et lille barn, hyrderne ud på marken der får lov at se det ærefrygtindgydende syn af en engel, der fortæller dem om det glædelige budskab, og så pludselig en sand hærskare af engle der synger “Ære Være Gud i det Højeste!”. Hyrderne må være faldet på knæ og have grædt glædestårer, takkende Gud (Grundtvig, Det Kimer nu til Julefest), og så de Vise Mænd, der kommer ridende på kameler igennem ørkenen for at se den nyfødte konge (Dung-Ga-Da-Dung, siger deres fødder i ørkensandet). Det er jo nærmest kosmiske begivenheder der fandt sted den nat i stalden. Det havde været under forberedelse siden Abraham. Meget kan man sige om kristendommen, men dens historier er smukke.
Men Budskabet er bare desto smukkere af at have været så fint pakket ind. Hvor er det dog fantastisk at min Gud rent faktisk kom ned på jorden, kom ned til os mennesker. At han kom for at frelse os. At han elsker os så meget.
Jeg har faktisk selv mærket det her på det sidste. Mange vil indvende at det sikkert bare var min forstand der halter, men jeg har følt noget på det sidste. Det begyndte her for nogle uger siden, hvor jeg var på vej hjem fra volleyballtraining. Jeg sad i den klare nat og ventede på bussen og lyttede til Sixpence None The Richers album med julesange (kan jeg bestemt anbefale til næste års julemix på iPod’en) . Da jeg sad der ude i kulden, følte jeg de samme følelser som altid, bare noget stærkere og meget mere defineret. Før følte jeg dem bare, nu vidste jeg at det var min bevidsthed om at mit sind var helt og aldeles frit, uafhængigt af nogen kontrol, og om at denne frihed også gav mig klarsynet til at se at verden var helt og aldeles tom, uden mening. Det var som at stå udenfor The Matrix (ét’eren er seværdig) og så tænke på den glæde der var ved at være indenfor, men så alligevel foretrække den stille kulde udenfor. Det var ikke nogen specielt glad følelse, det var bare krystalklart. Jeg tænkte, at nok var jøderne blevet frelst af Jesus, men udenfor i den frie verden (på det mentale plan), der var han ikke med os, eller i hvert fald ikke med mig. Og så foretrak jeg dog min tilstand (selvom der var en vis resignation indblandet).
Næste dag, eller måske ét par dage efter sad jeg så i bussen på vej hjem fra skole. Havde haft en helt fin dag, skal det siges. Den dag, da jeg sad i bussen, og igen lyttede til Sixpence None The Richer, der begyndte jeg at føle at Gud alligevel var her i verden. Jeg ved ikke om det var en åbenbaring, det var det vel i grunden ikke. Det var bare en følelse af glæde og den pludselige vished om at Gud var med mig, og at den frie verden alligevel ikke var meningsløs. Tja, det er vel egentlig det julen handler om. Så ja, med glædestårer takker jeg Gud/For miskundhed og nådebud.
Gloria in Excelsis Deo
Glædelig Jul!
Gemt under: Kristendom | Tags: ateisme, evangeliet, Glædelige Budskab, gudstjeneste, indpakning, kirken, kirkens udfordring, kontekst, krise, prædiken
Kirken står i dag i en temmelig dramatisk situation. Der har i de seneste år været nogle udfordringer, som desværre ikke vokser sig mindre og som ikke forsvinder af sig selv. Medlemmer flygter fra folkekirken, stilheden er overdøvende i sognekirkerne og teologifakulteterne står gabende tomme. Enhver organisation er jo afhængig af at den bliver brugt, og hvis dette ikke sker, så er kirken dødsdømt. Dette ved de gejstlige også godt, og derfor har man i de seneste år lanceret en lang række tragikomiske nyskabelser.
Hvad gør præsterne. Ja, de gør jo som sædvanlig, de holder gudstjeneste, og der kommer der ikke så mange (om nogen), og hvis nogle mennesker der aldrig ville drømme om at sætte fødderne i en kirke søndag morgen beder om en af kirkens ydelser, såsom bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse, så kan præsten da også gøre det (hvorfor vil man overhovedet igennem disse ritualer hvis man ikke tror på dem?). Ydermere taler præsterne også meget om kirkens udfordringer. Udover disse meget spændende ting, har kirken kun et fast aktivitet: miste medlemmer. Kirkerne står stadig tomme. Der er så der præsterne kaster sig ud i deres selvydmygende fagten-med-armene: “Vi findes! Se os!”.
Det nytter bare ikke så meget. Alle de sjove populære tiltag, som jo i sig selv kan være fine nok, det får alligevel ikke folk til at komme til kirkens ugentlige megaparty: gudstjenesten. Og derfor bliver det ved, der kommer flere og flere forslag, de bliver mere og mere absurde, og fjerner sig yderligere fra kirkens formål.
Hvad er kirkens formål overhovedet? Det er egentlig såre simpelt. Hos katolikkerne har kirken en altoverskyggende plads i det religiøse verdensbillede. Den sidder på intet mindre end nøglerne til himmerig (jf. nøglerne på Vatikanstatens flag). Hos os protestanter er kirkens rolle blevet reduceret på nærmest anarkistisk vis. Dens to mål er at fortolke og sprede det Glædelige Budskab. Alt andet ansvar ligger enten hos Gud eller hos den troende selv. Kirken har ingen bedømmende rolle selv. Fra et kristent synspunkt er det hverken en god eller en dårlig gerning at gå i kirke, udover altså at det støtter kirken og dermed dens kristne funktioner.
Men tilbage til kirkens formål. Med henvisning til denne målsætning bør alle præstens aktiviteter som præst ligge inden for én af de to kategorier. Jeg siger ikke at det ikke er fint at der er præster der, ligesom jeg, støtter indvandreres rettigheder, men hvorvidt de burde gøre det som præster er diskutabelt. Det er selvfølgelig helt fint at der også er kaffe oppe hos præsten efter gudstjenesten og at der bliver holdt salmeaftener i kirken. Men alt det er kun kontekst. Alt, lige fra den flotte kirkebygning, over vægmalerierne, til salmesangen, forbi alle præsternes sjove tiltag, det er kun indpakning. Kirkens egentlige eksistensgrundlag er prædikenen, ikke koncerterne, ikke menighedsudflugterne, ikke kaffen oppe hos præsten, ikke festgudstjenester, prædikenen. Det er den der formidler og spreder det kristne budskab. Det er det budskab, vi vil have i dets rette kontekst, vi vil ikke have hele den flotte indpakning uden budskabet. Det er tendensen til at give det sidste jeg kritiserer.
Dette er kirkens udfordring. Huske på hvad dens mål er, og igen centrere sig om det. Kirken skal lade være med at snakke om den krise den er i og prøve at finde latterlige løsninger på den, da snakken om den kun gør den værre, i stedet skulle den vende tilbage til hvad dens egentlige mål er. Kan være at dette ikke vil standse medlemsflugten, kan være at endnu færre vil komme i kirke for at høre det Glædelige Budskab, men lad os huske at det ikke er kirkens mål at have medlemmer. Det er kirkens mål at lade alle få et glimt af himlens lys.
Gemt under: Kristendom | Tags: abort, feminisme, katolicisme, kirke, Kristendom, ligestilling, lutheranisme, Politik, protestantisme, Religion, sex
Hvis nu en mand, der overhovedet intet anede om vores samfunds normer, eller nogen af de ting der har gået for sig i det tyvende århundrede fik lov til først at læse det Nye Testamente (NT) og derefter en manual over hvad en abort er og hvordan den foretages, og derefter blev lukket ud i samfundet og fik som besked: “Betragt forholdet imellem kristendommen og abort.”, så ville hans første reaktion nok være “kristendommen og hvad?!”; det er ret svært at tro at kristendommen overhovedet skulle kunne have en mening om noget som abort, hvis man kun har NT at dømme kristendommen efter, hvilket man i en ideel situation skulle kunne. Nu er verden ikke ideel og kristendommen har udviklet sig til mange andre ting end hvad der står i NT. Hvad Paven prædiker i Rom er baseret på så meget andet end NT, bl.a. på de samfundsregler der er blevet vedtaget som dogmer af forrige paver, i middelalderen, hvilken var baseret på hvordan tidsånden var dengang.
Roden til konflikten imellem kristendommen, særligt katolicismens kolde forhold til abort er kristendommens kolde forhold til sex, som bunder i at katolicismen, som samtlige andre kristne kirker jo trods alt har sine rødder i, altid har været under platoniske tænkeres stærke indflydelse (f.eks. Augustin). Platon mente at alt godt i bund og grund lå i det sjælelige, og at alt verdsligt var beskidt, heriblandt altså mad og sex. De skulle gerne nydes mindst muligt. Mad skulle ikke spises for at nydes, men for at overleve, og sex skulle ikke dyrkes for glæden, men for at få børn. Dette lavede den romersk-katolske kirke så om til at sex skulle dyrkes med det formål at få børn i ét af kirken godkendt ægteskab, som jo så i sidste ende også fik børnene som mål (hvilket inter alia er grunden til kirkens afvisning af homoseksuelle ægteskaber). Det at man fjerner fostret efter endt samleje er vel ikke ligefrem tegn på at man dyrkede sex for at få børn i begyndelsen, vel? Hvis man siger at Gud har skabt sex udelukkende for afkommets skyld, så er en nærliggende slutning at så snart sex er dyrket, så er resultatet et rigtigt barn. Logikken i dette er ikke ligefrem upåklagelig, men sådan er katolikker vel bare.
Nu kan man jo ikke lukke øjnene for at både de ortodokse der jo forlod den romersk katolske kirke i 1054, og protestanterne, der gjorde ditto i 1500-tallet, alle nåede at blive grueligt mærket af den katolske tænkning. Deraf den kristne højrefløjs afvisning af abort.
Lad os prøve at se tingene fra deres synspunkt. Hvis man nu mener at det er gudgiven universel sandhed at den befrugtede celle er et levende væsen, så er det lidt svært at se til imens der hver dag bliver myrdet massevis af “børn” i kvinderettighedernes navn, som man som god højrefløjskristen jo heller ikke har det for godt med. Overvej det lige, prøv virkelig at sætte jer ind i tankegangen, tænk: “hver dag myrder statsanerkendte læger hundredvis af børn”. Det er et hårdt liv de højrefløjskristne har.
Lad os tage som præmis at ethvert befrugtet æg er et barn og enhver abort er mord. I det tilfælde kan jeg godt se at argumenter som “Tænk på moderen, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, hvordan får hun det lige når barnet er født?” lyder lidt tomme. For mennesker som mig, der er for den frie abort, ville det svare til at høre nogen sige: “Se den kvinde derovre, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, og så har hun et spædbarn. Hun skulle dræbe det, skulle hun.” Oven i denne problematik kommer så, at det nærmest er en universel regel, at lige meget hvem man spørger “Ville du have noget imod aldrig at have eksisteret?”, så er svaret altid “JAAAA!!!”, faktisk i næsten større grad hos fattige end hos rige. Altså er det sociale kort ikke særlig tungtvejende hos højrefløjskristne. Når barnet er født kan man jo alligevel give lade det bortadoptere, og så har alle det jo godt.
Men som sagt er logikken der siger: ethvert foster er et barn, mangelfuld, og så er moralen om at sex er beskidt ikke kristen men platonisk, så i virkeligheden er abortspørgsmålet slet ikke kirkeligt, men etisk og videnskabeligt, som kan koges ned til et simpelt spørgsmål: “Hvornår er den befrugtede ægcelle et levende væsen?”. Det har Gud aldrig givet svar på, og heri ligger svaret på et andet spørgsmål: “Hvordan kan jeg være både kristen og aborttilhænger?”
Jeg er en stor tilhænger af abort, lige netop fordi jeg mener at et foster først er et menneske når det er færdigudviklet. Man kunne tænke sig at man indførte livskriterier ligesom man har dødskriterier idag, og brugte dem til at vurdere om en abort var fri eller ej, det ville være en smule mere konkret end 12. uge. Hvorfor er det lige at et foster der er én dag ældre end den maksimale alder for abort ikke må aborteres frit? Hvis man indførte livskriterier ville dette spørgsmål ikk engang kunne stilles. Abort før denne frist ville ikke være værre end en hudafskrabning, da fosteret, ligesom huden, på dette tidspunkt kun er en samling menneskelige celler, ikke et menneske.
