The Wall


Socialdemokratiets moralske svigt
18. oktober 2008, 2:47
Gemt under: Politik | Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

   Danmark er som bekendt et pluralistisk demokrati. Det er jo nogle meget flotte ord der kort sagt betyder at vælgerne har og bør have valget imellem flere politiske kurser, hvilket for det meste sker gennem politiske partier der stiller op til frie valg. Hvis dette system skal virke, kræver det dog at partierne har forskellige meninger, så der rent faktisk er et valg imellem forskellige politiske kurser og at partierne holder fast ved deres egentlige værdier, så at der kan opstå et tillidsbånd imellem vælgerskare og politisk ledelse. Et system virker jo ikke demokratisk hvis man stemmer på et parti og regner med dit og dat, men så får sådan og sådan, fordi partiet finder ud af at det kan score stemmer på det.

   Imidlertid er det desværre ofte sådan tingene foregå i dagens Danmark. Vi ved jo alle sammen godt at hvis Venstre er begyndt at fable om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner, så er det ikke fordi John Locke har skrevet en bog om at de skulle gøre det. Det er fordi vælgerne vil høre om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner. Ligeledes ved vi godt at hvis SF er begyndt at fable om hvor onde de muslimer er, så er det ikke fordi Karl Marx nævnte dem lige efter sit spøgelse i det Kommunistiske Manifest. Det er fordi vælgerne vil høre om hvor onde de muslimer er. Sådan er det danske politiske system nemlig indrettet. Dette kan lyde ufatteligt kliché, men politikerne i Danmark er ikke politikere for folket, de er politikere for magten (hvilket er i direkte strid med én af de gængse definitioner på demokrati “regering af folket, for folket, ved folket”). Jeg ved egentlig ikke hvorfor det endte på den måde, det er jo temmelig trist, men sådan er realiteten altså. Hvis De, ærværdige læser, ønsker at bestride dette, er de velkommen til at kigge lidt på eksemplerne ovenfor (eller at lægge en kommentar). Jeg mener, hvorfor skulle et liberalt parti ønsker velfærd? Hvorfor skulle et venstrefløjsparti dæmonisere en befolkningsgruppe?

 

   Hvis I har fulgt godt med, så mangler der allerede ét af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati. Partierne ændrer mening som vinden blæser (eller vælgerne siger). Dette har imidlertid ført en anden dårligdom med sig. Da de fleste vælgere i Danmark i bund og grund vil have det samme: ud med indvandrere og op med velfærden, er vi nu nået til et punkt hvor alle partier fra det socialistiske til det danske folkeparti mener nogenlunde det samme (undtagen de Radikale). Selvfølgelig er der nuancer. SF er lidt blødere på indvandrerfronten og lidt stærkere på velfærdsfronten, Venstre fokuserer meget på indvandrerne og snakker lidt mindre om velfærd, men i bund og grund handler det altid om det samme. Og det er sådan set det, dansk politik er reduceret til. Det handler ikke om rød, grøn, lyserød, blå eller sort længere. Det handler om forskellige nuancer af lilla. Og dermed ryger den anden af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati: partier med forskellige meninger.

 

   Ser De, i et velfungerende politisk system bør de enkelte partier faktisk virke på den stik modsatte måde af staten: diktatorisk. Partiet bør have sin mening, ikke to meninger, ikke en anden mening, ikke lidt uenighed om dets mening, én mening. Ethvert medlem der ikke deler partiets mening bør ekskluderes. Dette er både til befolkningens bedste, da det skaber overskuelighed og stabilitet i det politiske spektrum, til partiets bedste, da det forhindrer fløjkrige, og til det ekskluderede medlems bedste, da han dybest set ikke hører hjemme i det parti. Partiet bør regere eller stemme efter hvad det mener, ikke hvad vælgerne mener. Staten, derimod, bør jo i et demokratisk samfund styres efter hvad folk mener og ikke hvad partiet mener. Men hvis vi følger logikken til bunds, så kan man mene at hvis et parti er blevet valgt til regeringsmagten, så er dets meninger et flertals meninger, og dermed er det eneste demokratiske at gøre at handle 100% ud fra partiets oprindelige værdier. Ikke 98%, ikke 99,9%, 100%.

  

   Ayn Rand, som jeg ellers ikke er 100% enig med, sagde ”Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved de der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, ved deres moralske svigt sejrer det Onde”. Vi er nogle i Danmark, der mener, at den indskrænkethed overfor fremmede og forskellighed (bl. a. de tyskfødte i det danske mindretal syd for grænsen eller den del af mig der altid vil være fransk), der lige nu spreder sig i Danmark, er et onde. Det er et fængsel for sjælen og for individet, det er en helt ny form for mur, hvis lige man ikke har set siden 68. Det onde er opstået fordi nogle har valgt at overse at der aldrig kan gås på kompromis med fundamentale principper, som frihed og åbensind. Dette er Socialdemokraternes største moralske svigt.

   Man kan selvfølgelig helt rigtigt mene at der er store forskelle imellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Forskellen ligger nu mest i to temmelig uvigtige ting. Den gennemslagskraft DF får i medierne (S er nærmest usynligt) og så tonen. Man kunne sige, at hvor Pia Kjærsgård har tyvstjålet S’ fokusering på velfærd, som ellers ikke var særlig populær i Fremskridtspartiet, der har Helle Thorning Schmidt, den værste leder Socialdemokratiet nogensinde har haft, stjålet DFs meninger om indvandrere. Nu kan Socialdemokratiets vælgere ikke ligefrem tåle at høre den samme tone blive brugt som højrepopulisterne i DF, så desværre kunne Helle Thorning-Schmidt ikke nøjes med at lave copy-paste. Med sved på panden var hun nødt til at åbne filen i Word, og så ændre lidt hist og her. Som eksempel kunne nævnes DF’ udtalelse: »Det islamiske tørklæde optræder som et politisk symbol og får dermed funktion af en politisk uniform. Denne uniform signalerer intolerance, middelaldersyn og kvindeundertrykkelse. Da religion i Danmark er en privat sag vil jeg ikke acceptere den islamiske uniform i Danmark. Derfor mener jeg, at brugen af det islamiske tørklæde skal forbydes i det offentlige rum.«  (Randers Amtsavis, 1.7.2004). Prøv at sammenligne det med Socialdemokraternes : “Jeg kan ikke li’ det tørklæde” (Politiken). Der bliver sådant set sagt et samme (“Tørklæde=Lort”), den anden udtalelse er bare gjort spiselig for en gennemsnitlig socialdemokrat, der aldrig kunne finde på at sætte så stærke ord som DF’s på sine følelser, men alligevel er enig med dem. 

   Det er derfor Socialdemokraterne er det bedste parti for hykleriske vælgere der ikke tør stå ved deres meninger. DF kvalmer mig ganske vist til døde, men de er i det mindste ærlige. Socialdemokraterne, derimod, får mig til at kaste mine lunger op. Det er for de mennesker der højt og helligt råber op om hvor ondt DF er, og så på samme tid kommer med nogle bemærkninger som “Jeg kom ind på kontoret for at få ordnet mit regnskab og det hele flød bare og jeg ved godt det ikke betyder så meget, men fyren var altså også indvandrer… altså det så bare ikke så godt ud, så jeg smuttede”. Underforstået: Indvandrere kan ikke finde ud af at føre regnskab, men hov… det er jo ikke så vigtigt, men… men var det ikke vigtigt nok til at blive nævnt? Du bør stemme socialdemokratisk min ven. 

 

   I bund og grund er Socialdemokratiet egentlig et godt parti. Hvis jeg var født for halvfjerds år siden, i Staunings tid, så ville min stemme sikkert være gået til dem på valgdagen. Problemet når et parti vokser sig stort, er at så opnår det magt og når magten først er nået, så har man lidt svært ved at give slip igen. Så er fristelsen til at følge vælgerne lidt stor. Det er problematisk nok i normale tider, da det i praksis underminerer demokratiet, men når befolkningens meninger bevæger sig i en så ekstrem retning, er det decideret farligt. Derfor har Socialdemokratiet svigtet deres vælgere og Danmarks befolkning.

Skriv en kommentar


Slap dog af!
27. august 2008, 23:40
Gemt under: Politik | Tags: , , , , , , ,

                      Det er skræmmende som dansker at finde ud af i hvilket omfang terroren rent faktisk er på vej til at sejre i den velkendte andedam og hvor tæt på målet bagmændene rent faktisk er nået.

 

Det er en udbredt misforståelse at ordet ”terror” henviser til en terrorists gerning – altså handlingen der går ud på  at dræbe civile mennesker for at nå politiske mål. Dette er imidlertid blot en af de mulige forudsætninger for terror. Ordet er kommet til dansken fra fransk ”terreur” der betyder panikslagent kaos, stor rædsel, generel panik. Franskmændene har det fra deres romerske forfædre, ”terrere”, skræmme. I sidste ende kan ordet føres tilbage indoeuropæisk, også kaldet arisk, ”*tres-” der henviser til rysten. Ordet henviser altså til den generelle paniktilstand et samfund engang imellem kan befinde sig i, det er den følelse hos en befolkning der over lang tid kan få den til at begå unævnelige gerninger. Man kan næsten se hvordan fattige familier, klædt i laser, holder fast i hinanden imens bomberne falder ned i loftet på den beskyttelseskælder de sidder i, når man høre om den ariske ”rysten”. Det er terror.

 

Folk er ganske vist ikke så terroriserede i Danmark. Man kan dog prøve at betragte den mediebevågenhed bombeattentatet mod den danske ambassade i Pakistan fik, et terroristangreb der, for det første foregik flere tusindvis af kilometer fra Danmark og for det andet ”kun” tog otte liv. Fem dage efter angrebet var der lagt 90 artikler om emnet ud bare på Politikens hjemmeside. Det er da vist at opfordre til terror, er det ikke?

Det er også skræmmende at se hvordan Margrethe Vestager blev sat på plads for at kritisere regeringens udenrigspolitik i en så alvorlig stund for nationen. I sådanne situationer skulle folket stå samlet om lederne. Man kan næsten se for sig hvor alvorlig situationen må have været hvis den ellers så højtelskede ytringsfrihed var suspenderet, den værdi regeringen mere end nogen anden har udråbt til at være fundamentet for vores samfund… Landet må vel have været belejret af horder af vilde og skrigende muslimbarbarer stående ved alle grænser med kun én tanke: ”Ødelæg Danmark!” hvis vi nåede til disse yderligheder. Vi kan vel hurtigt blive enige om at situationen bestemt ikke så sådan ud. Der var otte døde, hvoraf én var dansker. Much ado about nothing.

 

Tit og ofte er terrorismen blevet udråbt til at være trussel nummer et for ethvert demokratisk samfund, og forstå mig ret, terrorismen er én af de allermest beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampformer her på jorden. Men en seriøs trussel for noget land her på jorden er den ikke. Det skulle da lige være for de lande hvorfra terroristerne kommer. Vi kan da bare prøve at se på nogle tal. Ifølge det amerikanske Department of State der nogenlunde svarer til vores Udenrigsministerium, var det år der så flest ofre for terrorismen (overraskende nok) 2001, med 3.200 døde i 50 forskellige lande. Det giver altså i gennemsnitligt 62 døde per land i 2001. Til sammenligning dræbte AIDS, ifølge UNAIDS 2.100.000 mennesker i 2007, i 200 forskellige lande, altså 100.500 døde per land i 2007. Det er en virkelig trussel. Alligevel valgte Politiken altså at lægge 90 artikler om terrorisme ud på deres hjemmeside fra 2. til den 7. Juni, imens de i perioden 20. Maj – 9. Juni lagde i alt 0 artikler ud på deres hjemmeside om AIDS.

 

Andre steder, f. eks. på så mainstream fora som Rune Engelbreths humanistiske blog på Politiken.dk, har man set terrorisme diskuteret som om der virkelig var en chance for at Europa engang blev ”erobret” (af hvilken hær?) og tvunget til konvertering. Personligt vil jeg aldrig opgive min kristne tro, og jeg kan dårligt forestille mig nogle af de militante ateister jeg har debatteret med, konvertere til Islam, lige meget hvor mange danske ambassader bliver angrebet, tværtimod.

 

Det er klart at terrorisme skaber terror, det er sådan set hele målet med terrorismen, at skræmme befolkninger til at gøre indrømmelser af den ene eller anden art. Man kan med rette siger at terroristerne virkelig har nået deres mål i det meste af verden. Folk er bange for terrorisme. Så er det store spørgsmål: skal vi virkelig lade dem vinde? Skal vi virkelig vænne os til at årvågent at holde øje med om den brune mand derhenne nu ikke også glemmer sin kuffert helt tilfældigt? Skal vi til at kaste et blik over skulderen hver gang vi går igennem en dør? Passe på hvor vi sætter fødderne? Skal vi glemme fortidens oprejste pander og frie mennesker? Fordi det er det vi gør hvis vi på nogen måde ændrer vores levevis på grund af førnævnte beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampform. Ja det er farligt, men farligere er det heller ikke at ignorere terrorismen. Verden er et farligt sted at være, og jo friere man er, des farligere er verden. I øvrigt er chancen for at man som dansker bliver dræbt af terrorisme nærmest 1 til uendeligheden. Terrorismen har taget fem danske ofre igennem tiden ifølge Initiativet Fred og Frihed der er tilpas så højreorienterede at man kan stole på at de ikke underdriver. Jeg vil gætte på at der statistisk er større chance for at en dansker bliver dræbt af en kokosnød end i et terroristangreb.    

 

Når der har været et terroristangreb mod et land, og dette land er meget terroriseret, begynder grupper i dette samfund der måske ikke lige har brugt deres tid på at gennemtænke problemet, at kræve reaktion. De kræver straf, de kræver hævn. I Danmark har vi nyere tid hørt slige kommentarer fra de galninge i Dansk Folkeparti, bl.a. fra to meget kendt præster. Jeg som troede hævn var noget Kristus havde gjort op med for 2000 år siden. Men hvad… denne reaktion bliver kaldt antiterrorisme, eller lidt mere folkeligt Krigen Mod Terror (Bemærk den ukorrekte brug af ordet terror). Fra samme side bliver det ofte krævet at vi ”tager alle midler i brug i kampen mod terror, for at forsvare vores demokrati”. Dette er antiterrorismens paradoks: For at forsvare demokratiet skal vi være klar til at opgive demokratiet. Mener nogen. Vi skal være klar til at suspendere Margrethe Vestagers ytringsfrihed, brevhemmeligheden, privatlivets fred, al vores kommunikations fortrolighed, retsstaten og forbuddet imod tortur, alt det for at redde… 62 mennesker om året. Hvad er der lige blevet af de tusindvis af mennesker der er døde igennem tusindvis af år for at opnå disse goder?

 

Antiterrorisme er i virkeligheden det sande onde. Det er den ultimative terrorisme. Enhver autoritær leders våde drøm, og det behøver man ikke være et geni for at indse. Man skal bare have set Star Wars. Man nævner dødstal på helt op til 1.200.000 i Krigen Mod Terror(isme). Antiterrorisme er terrorisme (vold mod civile for at nå politiske mål) tilføjet alle de dejlige ting, vi igennem tiderne har opfundet i Vesten med det formål at dræbe hinanden. Ironisk ikke? Terrorismen (aktionen) dræber højst 3.000 mennesker om året, imens antiterrorismen (reaktionen) siden 2001 har dræbt 171.500 om året. Verden er et mærkeligt sted at være. Men værre: antiterrorisme skaber bare mere terror, terroren fremmer i Østen terrorisme der skaber terror der i vesten skaber antiterrorisme der terroriserer Østen osv. Indtil ragnarok. Det er med andre ord en ond cirkel. Noget i retningen af en uendelig krig. Nogle har måske allerede opsnappet min pointe.

 

                      Som tidligere nævnt står et terroriseret samfund mere sammen og det er mere klar til at opgive dets fundamentale frihedsrettigheder. Terror fører altså til kontrol. Og er der nogen der ved hvem kontrollen gavner? Man kan kalde det hvad man vil, Inderpartiet som Orwell, eliten som Marx, staten som de liberale, systemet som anarkisterne eller bare autoriteten. Og de mennesker der inkarnerer disse begreber er langt fra dumme. De er udmærket i stand til at finde frem til at terrorisme kan være profitabelt for dem. Og det vil vi nødig have, vel?

De mennesker der skal værne om vores sikkerhed skulle nødig en dag komme i tanke om at det egentlig var bedst for dem selv om de bare lod landet blive bombarderet synder og sammen? Jeg hører ikke til dem der tror på at Bush med vilje lod World Trade Center bombe eller at USA i virkeligheden styrer Al Qaeda. Men i sidste ende er resultatet det samme. Overalt i verden har borgere mistet deres rettigheder og autoriteterne fået mere kontrol siden 9/11. Det er et ældgammelt spørgsmål: Quis custodiet ipsos custodes? Hvem vogter vogterne? Hvem vil sikre at autoriteten aldrig sætter borgernes liv på spil for at få mere magt? Det skulle da gerne være den Fjerde Statsmagt, men som tidl. nævnt har de danske aviser mere hjulpet autoriteten med at skræmme befolkningen end noget andet.

 

Så slap dog af, alt andet er terror!

2 Kommentarer