The Wall

   I vore dage er der inden for religionens verden noget nær et megatrend. Det er ikke længere kristendommen, ej heller ateisme, eller nogen af de andre strømninger, der igennem tiden har været fremtrædende i den vestlige verden. Mange ressourcestærke, veluddannede mennesker vælger i dag agnosticisme, i troen på, at det er en tredje vej. Bl. a. Politikens tidligere bibelblogger og nuværende korrespondent i U.S.A., Marcus Rubin, bekender sig til agnosticismen, lige som NBPP, hvis jeg har forstået hende ret. Imidlertid vil De, ærværdige læser, erfarer at agnosticismen langt fra er en tredje vej. Ethvert fornuftigt menneske i denne verden er agnostiker, her i blandt mig selv (ja, De læste rigtigt).

   De, der benævner sig selv agnostikere, tror ofte, at de er langt klogere end alle de andre. Jeg vil gætte, at de ser sig selv som for kloge, til at deltage i en snak om Guds eksistens, at de er de eneste der erkender, at eftersom man indtil videre ingen beviser har for hverken Guds eksistens eller ikke-eksistens, så er enhver diskussion om dette emne meningsløs.

   Imidlertid er langt de fleste mennesker i verden agnostikere. Det kan måske overraske dem, men også jeg, som troende kristen, kan kalde mig agnostiker. Agnosticisme er blot erkendelsen af, at man intet ved om Guds eksistens eller ikke. Det er noget, jeg kan skrive under på. Jeg er helt på det rene med, at jeg intet ved om Guds eksistens. Der faldt 25-øren (eller skulle jeg sige 50-øren, Mohammed?) nok for de fleste af jer. Det hænder da for mig, lige som for de fleste af os, at tvivle, og det er ingen synd. Imidlertid tror jeg på, at Gud findes, og jeg håber på det. Det gør jeg fordi jeg synes kristendommens budskab (altså alle “visdomsordene”, alt det konkrete) er sandt. Dermed kan jeg også kategoriseres som agnostiker.

   Som man kan læse om det på Snetigerens blog, så findes der flere former for agnosticisme. Jeg vil nu beskrive 5 af i alt 6 former for agnosticisme (den sidste strømning er for denne diskussion uinteressant).

   Den strømning jeg og alle andre fornuftige troende i verden tilhører kaldes for teistisk agnosticisme eller fideisme. Som sagt erkender vi vor mangel på viden om Guds eksistens, men vi tror alligevel på ham, hver af vore grunde vil jeg mene. Der findes selvfølgelig en tilsvarende ateistisk strømning, der sjovt nok hedder ateistisk agnosticisme. De erkender at de heller ikke ved noget om Guds eksistens, og dog har de som udgangspunkt at tro på, at han ikke eksisterer. Dette er selvfølgelig en fair mening, som jeg absolut intet problem har med.

   Nå vi så når helt indtil midten, finder vi de helt igennem neutrale agnostikere. Der findes svage og stærke af slagsen. De svage bedyrer, at man indtil videre intet ved om Guds eksistens, men at det ikke er umuligt en dag at opklare mysteriet. De udsætter derefter deres beslutning, indtil man har et bevis i hånden. De stærke mener ligeledes, at de helt og fuldkomment uvidende om alting (!), men de påstår udover dette også, at det er umuligt at vide noget om Gud. Derfor afviser de definitivt, at tage stilling. Denne stærke agnosticisme er lidt sværere at forsvare end den svage ditto, da de i deres påstand om, at man intet kan vide om Gud rent faktisk siger, at de ved noget om Gud, nemlig det at man intet kan vide om Ham.

   I det absolutte midtpunkt finder vi så de fuldkommen uvidende ignostikere, der ikke engang gider diskutere hvad de er, da de mangler et holdbart diskussionsgrundlag. De savner en sammenhængende definition af Gud, og før denne definition er fastslået, mener de at enhver diskussion er spild af tid.

   Agnosticismens spektrum ser således sådan ud:

   Det er dermed tydeligt at kun usandsynligt dumme mennesker kan påstå at være andet end agnostikere, da dette kræver at man sidder inde med en viden som man højst sandsynligt ikke har. Og dog. Indenfor den logiske retning empirisme, kræves der en oplevelse for at kunne bevise en regels rigtighed. Denne logik ligger til grund for hele den moderne videnskab, der kræver et eksperiment for at bevise en lov. Hvis vi nu går ud fra, at visse mennesker alligevel ser Gud, så kan deres tro på Ham godt kvalificeres som ren teisme, da den, i hvert fald for dem, er baseret på en erfaring, og altså ikke længere er tro, men viden. Resten af menneskeheden, der ikke oplever sådanne ting, må derfor nøjes med tro. Det er min overbevisning (min tro), at dette også er Guds mening. Viden er for let. Tro er en sand udfordring.

   I sidste ende må jeg vel komme med den teistisk-ignostiske kommentar, at jeg ikke længere finder det nyttigt at diskutere spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Da enhver trosretning alligevel kun kan være baseret på tro, så giver det ingen mening at diskutere det. Man må vel lade det være op til den enkelte, at finde ud af hvad han vil. Imidlertid har jeg intet imod mission, så længe den blot er oplysning om kristendommen findes som mulighed, så alle få en mulighed får at omvende sig. Derfor vil jeg også stadig forklare hvordan min kristendom er, da jeg mener det er oplysning, og i al beskedenhed, stof til eftertanke, også selvom man er uenig.

   Hvad jeg ikke vil længere, er at involvere mig i evindelige debatter på nettet eller i virkeligheden (medmindre dette involverer betydelige mængder Bacardi), hvor man vil bede mig bevise det ubeviselige. Det kan jeg ikke. Jeg tror også kun. 

   De eneste, som jeg fra nu af vil bekæmpe, er antiteister¹. De kalder sig selv for ateister eller fritænkere (dermed ikke sagt, at alle der kalder sig ateist eller fritænker, er antiteist), hvilket i sig selv er dumt nok, men egentlig er de ikke interesserede i andet end at nedgøre troende, som de af den ene eller anden grund mener, er en pest over verden. Folk har ret til at tro, hvad de vil. Men bevidst eller ubevidst at være imod andre mennesker, der sætter jeg grænsen, det er altid værd at bekæmpe, om det så er antisemitter, antiislamister eller andet.

———————————————————-

¹ Se bl. a. dette pragteksempel på antiteisme, en blog der er skabt specielt for at svine troende til som idioter.