Dette er en korthistorie, jeg har skrevet i en stille stund. Jeg håber den vil være Dem velbehagelig.

   Gilbert gik lige så stille hen over kirkegården. Det virkede som om verden ikke længere fandtes, som om han og graven for enden af stien var Alt, var det eneste tilbage. Alle de andre gravsten flød sammen i hinanden. Som om han var midt i en flod af farver. Han så ned mod enden af floden. Stod den der nu virkelig som den skulle?

   Ja, den gjorde. Stor skuffelse. Ja ordet skuffelse rakte ikke helt. Det var mere som at få kuglerne brændt til aske af rødglødende jern.

   Han nærmede sig. Der var stadig håb. Godt nok havde han hørt, at hun skulle være død, men han havde nægtet at tro det. Godt nok stod der en gravsten på det beskrevne sted. Men måske var det alt sammen løgn.

   Han vidste udmærket at det var sandt, men han nægtede blot at tro det. Måske ville det alt sammen forsvinde. Så ville han endelig få lov til at være alene. Til at være sammen med hende.

   Egentlig havde han slet ikke lyst til at se gravstenen længere. Hendes navn stod sikkert alligevel ikke på den. Han nærmede sig yderligere. Gilberts mave snørede sig sammen. Hun var sikkert derhjemme og ventede på ham. Han kunne mærke kulden bevæge sig fra maven, hvor den lå som en sten, og op igennem brystet, hvor den som en jernhandske greb om hans hjerte, og lukkede sig om det. Nej, hun var nok derhjemme. Kulden nåede op i hans hoved, og tårerne pressede sig iskoldt mod hans nethinder. Han gik stolt videre. Hun sad sikkert i sin stue og smilede sit smil. Sit smil.

   Nu var han snart så tæt på, at han kunne læse indskriften. Han ønskede det ikke og lod sit blik hvile en meter over gravstenen imens han stadig nærmede sig, Nu stod han foran den, helt alene i efteråret. De gyldne, røde og gule blade fløj om ham. Han overvejede hvad han nu skulle gøre. Han måtte gøre det. Han måtte være sikker. Hun kunne ikke være død. Hun kunne ikke have forladt ham. Have ladt ham alene tilbage.

   Han sænkede blikket, men lukkede øjnene. Han turde ikke. Han kunne ikke tvivle på hende nu. Hun ville aldrig have ladet ham lide sådan. Han ville aldrig have gjort sådan noget mod hende. Han greb sig selv i at blive helt vred på hende, og åbnede forskrækket øjnene ved tanken. Der stod det:

Hvil i fred

På den anden side af solopgangen

Elanor Coròn

* 26.08.1991 † 23.04.2009

Dine taknemmelige forældre

Din yndlingslillebror

   Hele verden faldt om ham. Træerne væltede bagud, himlen vendte sig, tyngdekraften drejede. Han selv blev blot stående. Helt stille. Helt, helt stille. Så var det alligevel hende. Kulden fyldte hele hans krop nu. Han mave var så tung som et dampskib, det knugede så hårdt om hans hjerte, at han troede det var gået i stå og han kunne ikke længere få vejret.

   Tiden standsede. Intet bevæge sig længere. Alt stod stille. Verden var ham ligegyldig. Han lagde sig med næsen ned i hendes grav og indåndede. Han kunne næsten lugte hende, hendes duft af et eller andet ugenkendeligt sødt, og så af liv. Hun duftede altid af liv. Nu var det tabt for evigt. Nu var han tabt for evigt. Uden hende. På grund af hende. Det gav ingen mening længere. Han ville bare have lov til at ligge der.

   Alt var kulde. Alt var stilhed. Alt var væk.

   Man vil måske have bemærket, at jeg i dag for første gang i meget lang tid har udgivet et indlæg. Da jeg pludselig forsvandt, var det uden forklaring og uden egentlig grund. Ikke desto mindre har jeg i lang tid ikke haft og vil i lang tid endnu ikke have tid til at skrive til denne blog, selvom det måske var én af de mere spændende dele af mit engagement i det samfund, jeg er en del af. Derfor vil bloggen forblive i en slags koma. Folk er velkomne til at læse den, og jeg vil ikke udelukke at skrive til den igen, men indtil videre vil der ikke være tale om noget regelmæssigt. I er stadig velkomne til at lægge kommentarer, og de vil givet blive besvaret før eller siden. Hvis I stadig kan finde fornøjelse eller eftetanke i det jg har skrevet, vil det glæder mig meget, og det har da også glædet mig meget at se, at besøgstallene kun er faldet langsomt over flere måneder.

   Tak for de glæder vi har delt, og måske (?) på gensyn.

Jon Egeris Karstoft

   I de seneste mange år har man i Danmark ført en såkaldt værdidebat om dansk kultur og danske værdier. Fokus har nærmest entydigt ligget på indvandrerne eller deres danske efterkommere, især hvis de er muslimer, har mørk hud og ikke helt går klædt som os. Denne debat virker dog hyklerisk, når man overvejer, at dansk sprog og kultur er angrebet andetstedsfra og det på meget mere truende vis. Det er et angreb, der nærmest går ubemærket hen, i hvert fald sammenlignet med den opmærksomhed indvandrerdebatten får. Hvor nærmest hver eneste dansker imellem 15 og 99 går og har en mening om muslimerne, så er det nok en del færre, der tænker over den trussel, engelsken er for dansk sprog og kultur.

   Danmark er ét af de lande, hvor man nærmest kan tale om én ubetinget tilbedelse af angloamerikansk sprog og kultur. Næsten ingen andre steder i Europa bliver der overtaget så mange ord fra engelsk i sproget eller nydt så mange amerikanske kulturprodukter.

   Derudover kunne man vel også nævne, at engelsk fortsat bliver undervisningssprog i flere og flere fag på universitetet, især de naturvidenskabelige, eller den ændring, der sker i sproganvendelsen i det offentlige rum. Overvej f. eks. hvor mange reklamer, De har set på engelsk den sidste tid.

   Derom kan man vel mene, det man vil, men det indebærer en række faktiske ufordele, som ingen parole om glæderne ved globalisering kan ændre noget ved. F. eks. er det et skøn, at op til 30 % af indlæringen går tabt, hvis undervisningen foregår på engelsk, også selvom både lærer og elev er dygtige til engelsk. Hvis dansk mister sin status som undervisnings- og forskningssprog, betyder det endvidere, at sproget vil komme til at stagnere, fordi forskellige fagudtryk vil blive glemt, og fordi der ikke vil blive skabt nye i takt med menneskehedens forskellige fremskridt.

   Desuden har man så også lov til at mene, at de mange engelske ord i både mundtligt og skriftligt dansk i bedste fald kan virke lidt moderne, men for det meste bryder rytmen og sangen i det danske sprog og dermed forringer stilniveauet betydeligt.

   Nogle gange bliver det næsten grinagtigt at se på.

   Dette kunne eksempelvis være, når danske udsendte nyhedsreportere skal forhøre sig hos lokale beboere i det område, de besøger. For mig virker det i hvert fald latterligt, når en dansker (som man ikke kan forvente har engelsk som sit modersmål) udspørger en kinesisk bonde (i hvis tilfælde dette gælder i endnu højere grad) på engelsk. Hvis reporteren så oven i købet ikke er specielt kyndig udi engelsken, så kan selv et lille barn vel tænke sig frem til, at kommunikationen er væsentlig svækket, og at nyhedsværdien tilsvarende daler.

   Et andet eksempel kunne vel være, når nogle engelskglade danskere skal udtale fremmedord eller stednavne fra andet udland end anglosfæren. For mig lyder det altså morsomt, når Johannesburg bliver til Djohæinesbørgg. Det er da grænsende til det hjernedøde. Hvis man ikke kan finde ud af at udtale ordet eller navnet korrekt, gør man vel det letteste for ens hjerne og udtaler det på godt gammeldags bondedansk. Men at udtale det på engelsk virker krukket. Som om det får ens uvidenhed til at se bedre ud.

   Imidlertid drejer det sig jo ikke kun om sprog. Det er jo ikke kun det engelske sprog, man i Danmark er ved at overtage, det er også den angloamerikanske kultur. Hvis man ser på programlægningen i dansk TV, der jo immervæk stadig er det største kulturmedie i Danmark, vil man bemærke, at den del, der ikke foregår på dansk, overvejende og i stigende er på engelsk.

   Jeg skal da være den sidste til at beklage, at man til tider kan få lov til at tømme hovedet ved at se hjernedødt fjernsyn som Friends, eller at vi har mulighed for at nyde en god amerikansk film såsom American Beauty, men helt ærlig, har andre lande ikke også noget at byde på? Nu ser jeg ikke så forfærdelig meget fjernsyn, men der er godt nok gået lang tid, siden jeg har set en film på tysk, fransk eller spansk i dansk TV. Eller hvad med nogle af de rigtig anderledes og dermed rigtig spændende steder i verden som Indien eller Japan, har de heller ikke noget at byde på? Disse store kulturlande, der i årtusinder har skabt de skønneste kunstværker, de bliver rent forbigået i dansk TV, fordi det er vigtigere at vise amerikansk-inspirerede programmer som X-Factor.

   Det er jo som at sige, at vi ikke har noget at byde på, at ingen andre lande i verden har noget at byde på, og at vi derfor hellere må følge blindt i fodsporene på USA, derefter Storbritannien og en sjælden gang Australien eller andre engelsk-talende lande. Vi lader os jo i virkeligheden degradere til andenrangskultur i vort eget land, og den eneste logiske konsekvens, man kan drage deraf, er at vi sætter den angloamerikanske kultur højere end vor egen. Set i dette lys er værdidebatten jo virkelig afsporet.

   Det er jo som at tænke på en landbefolkning, der tamt accepterer alt det, der kommer inde fra byerne, uden overhovedet at overveje, at det i virkeligheden måske skader dem. Det vi i virkeligheden gør ved at erklære fallit over for engelsken, er at vi frivilligt vurderer os selv som en provins i denne verden. Kulturelt set er dette jo i øvrigt ikke sandt, da vi danskere jo sidder på en enorm kulturarv, f. eks. i form af vor store sangskat, der fortsat er på dansk.

   Hvis det dog bare standsede der. I virkeligheden er en anden implikation, at vi lige så stille lader dansk sprog og kultur dø. Med sprog og kultur fungerer det sådan, at hvis de ikke har nogen brugere, så stiller de træskoene. Og brugerne af dansk kultur bliver altså en del færre. Jeg vil gætte på, at der er flere børn i vore dage, der har fået læst Harry Potter højt, end børn, der har hørt H. C. Andersens eventyr. Det er jo trist. Forestil Dem dog, at det alt sammen forsvandt. Saxo og Andersen, Grundtvig og Brorson, alle sammen væk. I stedet kunne man jo så høre nogle af de gamle engelske sagn og læse lidt Shakespeare. I og for sig er begge dele jo gode muligheder. Men der skal jo også være nogen til at overlevere de førstnævnte, og det virker da kun naturligt hvis det er os.

   Jeg vil også gerne lige komme med en hilsen til min engelsklærer: selvfølgelig bekæmper jeg ikke engelsk som roden til alt ondt i denne verden. Når jeg har tid, ser jeg da også Friends, og jeg synes at visse amerikanske film og bøger er helt fantastisk smukke. Jeg synes selv det engelske sprog kan være eventyrlig dejligt, og for at være ærlig ligger det lidt i mine planer at studere engelsk senere hen. Jeg siger bare, at man et eller andet sted må prioritere. Og jeg synes, at det ville være passende, om vægten for det første begyndte at hælde en kende mere til det danske sprog og den danske kulturs side, dernæst en smule mere til siden hvor man kan finde alle andre sprog i verden eksklusiv engelsk. Fordi vi og de altså har også noget at byde på.

   Hvis det betyder at jeg skal opgive Friends og alle disse fantastiske amerikanske firserfilm, så gør jeg da gerne det, hvis bare jeg må høre lidt mere dansk. Som beboer i Sydslesvig, rører det mig virkelig hver gang jeg i min hverdag hører folk tale dansk, lige meget hvor gebrokkent det så er. Jeg kan vel kun citere Andersen:

Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.

   Man kan vel mene, at der findes så mange andre sprog der både er kønnere og mere praktiske end dansk, men det danske sprog har alligevel et stort fortrin frem for alle andre sprog i verden: det er mit.

   Den 24. januar sendte jeg følgende mail til Politikens kronikredaktion:

Hejsa

   Som man siger, alle gode gange tre, så her kommer så mit tredje kronikforslag. Tja, hvad andet kan jeg sige end at jeg håber I vil kunne lide det, og at jeg nok vil få lyst til at brække mig ved synet af Politiken endnu et par dage efter det meget plausible standardafslag. Men bare gør jer hårde. Vær ikke bange for at såre mine følelser. Jeg skal nok klare det alligevel. Men en lille bøn, hvis mit forslag imod alle odds alligevel skulle blive valgt, så gør for Guds skyld noget ved kommasætningen. Det er absolut ikke min stærke side. Nå, jeg sidder bare her ved midnatstid og hyggemailer med Politiken. Jeg må vel hellere komme i seng, men jeg skal lige præsentere mig først.
   Mit navn er Jon Egeris Karstoft, jeg er 16 år og jeg har gået på det Danske Gymnasium i Flensborg, Duborg-Skolen, siden sommerferien.

Venlig Hilsen

Jon

P.S. Jeg har lige bemærket at mit forslag er præcis 2.222 ord langt. I må være sindssyge hvis I ikke bringer det nu!

   Vedhæftet denne mail var følgende kronikforslag, der altså er bragt i Politiken i dag, under titlen Danskhed – Se Syd for Grænsen. Kronikforslaget blev skrevet i nattoget fra Flensborg til Paris. Kroniken kan også ses på politiken.dk, hvor I ydermere kan kommentere den.

Lad Os Ikke Glemme Os Selv 

   Der findes et område i Nordeuropa, det ligger delvist i Danmark og delvist i Tyskland, som fra gammel tid hedder Slesvig. I vore dage ville man nok kalde det Sønderjylland på dansk, men dette udtryk er alligevel misvisende. Ser De, Slesvig er betegnelsen for al jord imellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd. Det er med andre ord grænselandet. Dette område har igennem tiderne skiftet hænder, fra at være selvstændigt til at være dansk til at være tysk, indtil man i 1920 tænkte på den nuværende model: at dele det på midten.

   Grunden til at den dansk-tyske grænse ligger som den gør, er at man i 1920 afholdt folkeafstemninger i alle tyske og østrigske områder, hvor der boede andre etniske grupper end den tyske, for at de kunne beslutte, om de ønskede at forblive i det Tyske Rige. Slesvig havde på det tidspunkt været på tyske hænder siden 1864, hvor Danmark mistede landsdelen, der svarede til en tredjedel af dets territorium. Imidlertid stemte det nuværende Sønderjylland sig hjem til Danmark, medens området fra Flensborg til Ejderen ønskede at forblive tysk. Egentlig en perfekt løsning, hvis det da ikke var fordi, der selvfølgelig boede tyskere nord for den nye grænse, ligesom der boede danskere syd for den. Dette er grunden til at vi i dag har de to mindretal i grænselandet.

   I begyndelsen var forholdene mindre end perfekte, for at bruge en eufemisme, på begge sider af grænsen i øvrigt. Men siden da er man nået langt, og syd for grænsen har danskerne nu temmelig gode forhold. Det er muligt at leve fra fødsel til død på dansk i Sydslesvig. De har danske børnehaver, skoler, idrætsforeninger, to gymnasier, kirker, en avis, et parti, en sundhedstjeneste og et plejehjem. Ydermere er der et blomstrende dansk kulturliv med foredrag, koncerter, filmfremvisninger og meget mere.

   Mine personlige erfaringer med mindretallet er begrænsede, omend min familie har rod i området. Jeg er lige flyttet hertil, ser De, efter at have boet otte år i Paris. Jeg var temmelig bevidst om min danskhed i Frankrig, og derfor har jeg fulgt en del med i de danske medier.

   Jeg må sige, at jeg gang på gang er blevet skuffet over mit land. Højdepunktet nåede jeg nok under Muhammed-krisen, hvor jeg decideret skammede mig. Det danske folk, der ellers bryster sig af sin varme, gæstfrihed og sit åbensind, bliver mere og mere tillukket. Der hersker en mening om, at andre kulturer er noget meget fedt, så længe de bliver på restauranten. Ja, tænk hvor forfærdeligt hvis vi skulle se på dem hver dag, ude på vor egen danske gade, brolagt med vore egne danske sten. Så ville verden for alvor være af lave!

   Derfor blev jeg faktisk positivt overrasket over mindretallet; hvor man skulle forvente, at det i disse globale tider var en hendøende institution, præget af samme slags racisme som Danmark, blot i langt højere grad, så er det en lyslevende gruppe mennesker, der langt væk dufter af frisind, åbenhed, dynamik og nytænkning. Det er en skare, jeg er stolt af at være bleven en del af.

   Det er, som om indvandrernes kommen dengang i 70′erne egentlig var en begivenhed, der rystede det danske folk i langt højere grad, end man skulle tro. Det, at man pludselig blev konfronteret med det fremmede, med de andre, gjorde, at man også skulle tage stilling til, hvad man selv var. De fremmede virkede oven i købet så sikre på, hvad de var.

   Jeg tror, det skabte en grundlæggende usikkerhed i det danske samfund, om hvad der var danskhed, og hvad alt det andet var. Man skulle sætte en grænse imellem disse to begreber, og i den vaklende identitetskrise danskerne var i, var man vist ikke rigtig i stand til at skelne imellem, hvad der var danskhedens essens, og hvad der var dens indpakning.

   For mig er essensen det vigtigste (ellers ville jeg nok ikke skrive dette). Det er alle de fælles værdier, de accepterede normer, som det nogle gange kan være sjovt at afvige fra, der karakteriserer et folk. For danskerne ville jeg nok sige, at det er (eller rettere: var) kærlighed til frihed, stolthed, åbensind, varme, gæstfrihed, jordnærhed, ydmyghed, sort humor og måske en smule selvironi. Det er selvfølgelig et billede af det danske folk, der er fyldt af klichéer og generaliseringer (beviset er, at nogle af disse karakteristika er meget truede), og dog vil jeg sige, at de mere end nogle andre har rod i sandheden om det danske folk. Det er det, der virkelig gør os forskellige fra andre folk, da meget af indpakningen rent faktisk er importeret.

   Indpakningen er som sagt en helt anden sag. Den er alle de ydre konsekvenser af essensen, den er vort relativt simple sprog, med nogle få, meget svære sider og alle de forskellige dialekter, man kan finde i vort land. Den er vore madvaner, både de rustikke, som en god rugbrødsmad, og de lidt finere, såsom laksemad. Den er vor hudfarve (ja, også den), vor særprægede religiøsitet, vor litteratur, vore kunstværker og alt det andet, der set ude fra (bemærk: set UDE FRA), gør os danskere til noget specielt. Indpakningen er alt det et vist parti ville kalde dansk kultur. Det er kulturkanonen blandet op med raceteorien, en opskrift på frikadeller og en nudansk ordbog.

   Nu skal De ikke misforstå mig. Jeg skal være den sidste til at ønske indpakningen afskaffet. Jeg sætter det danske sprog meget højt, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke kunne få flæskesteg til jul, og jeg synes, det er længe siden, jeg har set en dårlig dansk film. Jeg synes selvfølgelig, at vi danskere skal beholde vort kulturelle særpræg, også i indpakningen, og det ville være et uerstatteligt tab, hvis dansk kultur gik tabt eller mistede sin egen facon. Det jeg siger er, at vi ikke skal beskytte indpakningen, hvis det skal ske på bekostning af de endnu vigtigere underliggende værdier, der jo lige netop er det, der giver indpakningen sit danske særpræg.

   Nu var det desværre indpakningen, man valgte som definition på danskhed, dét den svenske integrationsminister ville have kaldt en “flæskestegsidentitet”. Det er alligevel sjovt, at vi danskere vælger, hvem der skal tilhøre vort folk ved hjælp af kriterier, som ellers kun omverdenen burde gøre brug af for at finde ud af, hvem der er dansk.

   Eftersom den danske identitet også er meget tæt knyttet til den danske jord, så var det en selvmodsigelse i verdensbilledet, hvis folk, der opfattedes som ikke-danske, kunne opholde sig på dansk jord.

   Jeg vil vove at postulere, at det danske folk lider af en identitetskrise. Og at den bliver værre og værre. Som bevis kan jeg vel bare anføre det danske anspændte forhold til fremmede kulturer på dansk jord; man siger jo, at et dårligt forhold til omverdenen tyder på et dårligt forhold til sig selv. Støtten til det parti, der mere end noget andet definerer danskheden som indpakningen, stiger og stiger, hvor jeg måske ville sige, at den mest danske ideologi er kulturradikalismen. Jeg siger ikke, at det er min personlige holdning (langt fra), men mere end nogen anden ideologi inkarnerer den de danske værdier som åbensind, frihed og gæstfrihed, og mere end noget andet sted har den overlevet diverse angreb og kæmper i øvrigt stadig bravt.

   Dette er en krise mindretallet aldrig har oplevet. Af naturlige grunde bliver de konstant konfronteret med “det fremmede”. Derfor er de heller ikke blevet rystet af det fremmedes tilstedeværelse. Med andre ord mener jeg, at mindretallet er repræsentant for den danskhed, der ville have eksisteret, hvis ikke de fremmede var kommet, den fundamentale danskhed. Det ironiske er, at mindretalsdanskerne dog dagligt ser de andre, de har dem endda i deres midte (eller rettere: mindretalsdanskerne er de andre).

   De har ikke oplevet det som nødvendigt at definere sig selv. For dem er den danske identitet syd for grænsen simpelthen, det de er. Det er i øvrigt en grundlæggende del af deres identitet, at enhver har lov til at være en del af mindretallet, og at den deltagelse aldrig må efterprøves, hverken af myndighederne eller mindretallet selv. På tysk udtrykkes dette meget simpelt med “Minderheit ist wer will”.

   På Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg, vil jeg gætte på, at imellem 50% og 70% er tyskfødte, men det, at de går på lige netop den danske skole, vidner jo om, at de har lyst til at tage del i det projekt, mindretallet er, og det bliver på ingen måde opfattet som problematisk, i hvert fald ikke fra andre steder end fra hovedlandet (mere specifikt fra førnævnte parti).

   Det er en kendsgerning, at dele af en etnisk gruppe, der lever geografisk eller politisk adskilt fra hovedgruppen, for det meste udlever deres identitet til det ekstreme. I Paris har jeg oplevet det, og nu oplever jeg det her.

   Hvor folk i Danmark ofte går i biografen for at se udenlandske film, så skal der (selvfølgelig) vises danske film,  når der holdes filmaften i den Danske Kirke i Paris. Sagt på en lidt mere kontroversiel måde vil disse gruppedele for det meste være lidt mere danske end danskere. Og dog. Man kan jo ikke undgå at præges at det samfund, man lever i (det hænder faktisk, at jeg føler mig en smule fransk). Sådan er det vel også i mindretallet. De mener, at man ikke nødvendigvis føler sig mindre dansk af også at opfatte sig som tysk eller omvendt. Man kan selv træffe valget (eller undlade at træffe det).

   Forestil jer hvor skønt det ville have været, hvis vi tilbage i halvfjerdserne havde valgt den fundamentale danskhed, essensen. Vi ville have været åbne for de fremmede, også dem der ikke kommer fra Norge. Vi ville ikke have venstrefløjspartier, der føler, at det er nødvendigt at tryne indvandrerne i deres udmeldinger for at få stemmer; vi ville ikke blive forstyrret af synet af indvandrerne på gaden, vi ville måske påskønne det lille pust af noget anderledes. Måske ville vi have et afslappet forhold til andre kulturer og andre religioner, og med lidt held ville det ikke engang skabe debat, at en borgmester er så interesseret i sine medborgeres religion, at han ligefrem tager hen og besøger én af deres moskéer (hvor farligt!).

   Dette ville igen have forhindret de senere problemer med den dårlige integration i Danmark, da det, der forhindrer de fremmede (som jo i mange tilfælde er født og opvoksede i Danmark) i at indleve sig i dansk kultur, i virkeligheden ikke er deres kultur, men vores fremmedgørelse af den og dens repræsentanter, som er opstået, fordi vi ikke længere har det åbensind, der ellers har præget det danske folk.  

   Desværre. Det var den forkerte beslutning, der blev truffet dengang. Jeg kan godt se, at dette ikke er en særlig optimistisk slutning; det må jeg hellere gøre noget ved.

   Nu er vi så heldige, at en kulturs essens er noget af det sværeste at udslette. Man kan prøve at dræbe den i hundredvis af år, og dog, man vil stadig kunne finde nok til at genoplive den.

   Da den katolske kirke kom til Danmark, fandt den et land, hvor hedenskaben herskede. Den havde held til fuldstændigt at udrydde troen på de gamle guder, men noget den ikke kunne røre ved, var den lille overtro på jætterne eller stemningen ved ildstedet en kold vinteraften, hvor de gamle historier alligevel blev fortalt videre. Helt op i 1800-tallet (900 år efter danerne blev kristnede) kunne man stadig finde folk, der klippede neglene på de døde for at forhindre ragnaroks komme, da skibet fra syd, Naglfar, der var bestemt til at bringe ødelæggelsen med sig, skulle bygges af de dødes negle.

   Dette er blot ét af utallige beviser på, at en kulturs essens er noget nær udødelig, i hvert fald i menneske-perspektiv.

   Altså findes der stadig håb. Der er kun gået tredive år, siden den danske kulturs indpakning begyndte at blive vigtigere end dens essens; den må altså stadig findes mange steder. Man skal bare kunne finde den.

   Derfor mener jeg, at det er en gave til det danske folk at have et mindretal som det danske syd for grænsen, specielt i disse tider, hvor folk i bogstaveligste forstand kommer op at slås om definitionen på danskhed. Fordi, hvis man virkelig vil vide hvad danskhed er, hvis man ønsker at kende den fundamentale (og måske en smule overdrevne) danskhed i modsætning til den overfladiske definition, man bruger i Danmark, så skal man bare vende blikket lidt sydpå (lad gå, mod sydvest fra København) og så har man, noget man kan sætte kursen efter, vel vidende at de hernede nok altid vil tage skridtet videre, fordi de, når de er i dansk humør, udlever den danske kultur den lille bitte bid mere end danskerne, hvilket selvfølgelig gør dem lidt komiske at se på for alle andre.

   Med andre ord kan de danske syd for grænsen give os et godt grin, ligesom de kan minde os om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.

   Tilbage ved genforeningen udtalte den daværende statsminister, Niels Neergaard, de bevingede ord “I skal ikke blive glemt” henvendt til det danske mindretal. I dag vil jeg vende disse ord mod os selv. Lad os ikke glemme det danske mindretal, fordi vi en dag måske vil være glade for at have nogen til at minde os om, hvem vi er. Lad os ikke glemme os selv.

Jon Egeris Karstoft, Kronik i Politiken, den 17.02.2009

Hej alle!

   Jeg har skabt nogle nye kategorier for min blog. Den ene er allerede i brug, og det er medier. Da jeg så TV-avis i dag syntes jeg nemlig, at der blev sagt nogle temmelig dumme ting, og jeg mente ikke at de skulle have lov til at stå uimodsagte. Derfor den nye kategori.

   Den anden er så Filosofi. Den er ikke i brug endnu, men jeg planlægger et indlæg om Kant. Ikke at jeg på nogen måde mener, at jeg kan komme op på samme niveau, som de filosofiske blogs der er derude, men et og andet har jeg vel at sige. 

   Jeg håber, at De, ærværdige læser, vil synes om det.

   Det var en horribel sag, at se nyhederne på DR1 idag [Fredag, den 13. Februar] kl. 18:30. Sjældent har jeg set mage til dårlig dækning af en sag. Der er selvfølgelig noget specielt jeg tænker på, og det er indlægget om dansk jødehad.

   I vore dage er der inden for religionens verden noget nær et megatrend. Det er ikke længere kristendommen, ej heller ateisme, eller nogen af de andre strømninger, der igennem tiden har været fremtrædende i den vestlige verden. Mange ressourcestærke, veluddannede mennesker vælger i dag agnosticisme, i troen på, at det er en tredje vej. Bl. a. Politikens tidligere bibelblogger og nuværende korrespondent i U.S.A., Marcus Rubin, bekender sig til agnosticismen, lige som NBPP, hvis jeg har forstået hende ret. Imidlertid vil De, ærværdige læser, erfarer at agnosticismen langt fra er en tredje vej. Ethvert fornuftigt menneske i denne verden er agnostiker, her i blandt mig selv (ja, De læste rigtigt).

   De, der benævner sig selv agnostikere, tror ofte, at de er langt klogere end alle de andre. Jeg vil gætte, at de ser sig selv som for kloge, til at deltage i en snak om Guds eksistens, at de er de eneste der erkender, at eftersom man indtil videre ingen beviser har for hverken Guds eksistens eller ikke-eksistens, så er enhver diskussion om dette emne meningsløs.

   Imidlertid er langt de fleste mennesker i verden agnostikere. Det kan måske overraske dem, men også jeg, som troende kristen, kan kalde mig agnostiker. Agnosticisme er blot erkendelsen af, at man intet ved om Guds eksistens eller ikke. Det er noget, jeg kan skrive under på. Jeg er helt på det rene med, at jeg intet ved om Guds eksistens. Der faldt 25-øren (eller skulle jeg sige 50-øren, Mohammed?) nok for de fleste af jer. Det hænder da for mig, lige som for de fleste af os, at tvivle, og det er ingen synd. Imidlertid tror jeg på, at Gud findes, og jeg håber på det. Det gør jeg fordi jeg synes kristendommens budskab (altså alle “visdomsordene”, alt det konkrete) er sandt. Dermed kan jeg også kategoriseres som agnostiker.

   Som man kan læse om det på Snetigerens blog, så findes der flere former for agnosticisme. Jeg vil nu beskrive 5 af i alt 6 former for agnosticisme (den sidste strømning er for denne diskussion uinteressant).

   Den strømning jeg og alle andre fornuftige troende i verden tilhører kaldes for teistisk agnosticisme eller fideisme. Som sagt erkender vi vor mangel på viden om Guds eksistens, men vi tror alligevel på ham, hver af vore grunde vil jeg mene. Der findes selvfølgelig en tilsvarende ateistisk strømning, der sjovt nok hedder ateistisk agnosticisme. De erkender at de heller ikke ved noget om Guds eksistens, og dog har de som udgangspunkt at tro på, at han ikke eksisterer. Dette er selvfølgelig en fair mening, som jeg absolut intet problem har med.

   Nå vi så når helt indtil midten, finder vi de helt igennem neutrale agnostikere. Der findes svage og stærke af slagsen. De svage bedyrer, at man indtil videre intet ved om Guds eksistens, men at det ikke er umuligt en dag at opklare mysteriet. De udsætter derefter deres beslutning, indtil man har et bevis i hånden. De stærke mener ligeledes, at de helt og fuldkomment uvidende om alting (!), men de påstår udover dette også, at det er umuligt at vide noget om Gud. Derfor afviser de definitivt, at tage stilling. Denne stærke agnosticisme er lidt sværere at forsvare end den svage ditto, da de i deres påstand om, at man intet kan vide om Gud rent faktisk siger, at de ved noget om Gud, nemlig det at man intet kan vide om Ham.

   I det absolutte midtpunkt finder vi så de fuldkommen uvidende ignostikere, der ikke engang gider diskutere hvad de er, da de mangler et holdbart diskussionsgrundlag. De savner en sammenhængende definition af Gud, og før denne definition er fastslået, mener de at enhver diskussion er spild af tid.

   Agnosticismens spektrum ser således sådan ud:

   Det er dermed tydeligt at kun usandsynligt dumme mennesker kan påstå at være andet end agnostikere, da dette kræver at man sidder inde med en viden som man højst sandsynligt ikke har. Og dog. Indenfor den logiske retning empirisme, kræves der en oplevelse for at kunne bevise en regels rigtighed. Denne logik ligger til grund for hele den moderne videnskab, der kræver et eksperiment for at bevise en lov. Hvis vi nu går ud fra, at visse mennesker alligevel ser Gud, så kan deres tro på Ham godt kvalificeres som ren teisme, da den, i hvert fald for dem, er baseret på en erfaring, og altså ikke længere er tro, men viden. Resten af menneskeheden, der ikke oplever sådanne ting, må derfor nøjes med tro. Det er min overbevisning (min tro), at dette også er Guds mening. Viden er for let. Tro er en sand udfordring.

   I sidste ende må jeg vel komme med den teistisk-ignostiske kommentar, at jeg ikke længere finder det nyttigt at diskutere spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Da enhver trosretning alligevel kun kan være baseret på tro, så giver det ingen mening at diskutere det. Man må vel lade det være op til den enkelte, at finde ud af hvad han vil. Imidlertid har jeg intet imod mission, så længe den blot er oplysning om kristendommen findes som mulighed, så alle få en mulighed får at omvende sig. Derfor vil jeg også stadig forklare hvordan min kristendom er, da jeg mener det er oplysning, og i al beskedenhed, stof til eftertanke, også selvom man er uenig.

   Hvad jeg ikke vil længere, er at involvere mig i evindelige debatter på nettet eller i virkeligheden (medmindre dette involverer betydelige mængder Bacardi), hvor man vil bede mig bevise det ubeviselige. Det kan jeg ikke. Jeg tror også kun. 

   De eneste, som jeg fra nu af vil bekæmpe, er antiteister¹. De kalder sig selv for ateister eller fritænkere (dermed ikke sagt, at alle der kalder sig ateist eller fritænker, er antiteist), hvilket i sig selv er dumt nok, men egentlig er de ikke interesserede i andet end at nedgøre troende, som de af den ene eller anden grund mener, er en pest over verden. Folk har ret til at tro, hvad de vil. Men bevidst eller ubevidst at være imod andre mennesker, der sætter jeg grænsen, det er altid værd at bekæmpe, om det så er antisemitter, antiislamister eller andet.

———————————————————-

¹ Se bl. a. dette pragteksempel på antiteisme, en blog der er skabt specielt for at svine troende til som idioter. 

 

 

Livet er, hvad man gør det til.

Fra filmen Rene Hjerter

   I dag [Tirsdag, den 20. Januar] blev vor tids messias, Barack Obama, taget i ed som Præsident og leder for sit land, vor tids eneste supermagt, nutidens Romerrige, ja de har gættet rigtigt, Amerikas Forenede Stater. Med denne begivenhed skete der ikke bare ikke det, at en bølge frisk luft, håb og forandring oversvømmede det Ovale Værelse, nej, på nøjagtig samme tidspunkt blev det forladt af en dunst af krig, tyranni, pengebegærlighed. Sådan føles det i hvert fald i de fleste bevidstheder lige nu. Måske vil historien være mildere med George W. Bush.

   Første gang jeg lærte Bush at kende var ved valget i 2000. Dengang var jeg kun otte år, så det er lidet overraskende at jeg knapt bemærkede denne ændring i verdens sammensætning. Jeg havde en uklar fornemmelse af at Clinton var en god leder for sit land (hvilket selvfølgelig kom af at jeg havde fået det fortalt), så jeg spurgte om ikke han kunne blive valgt igen. Men nej, det var desværre en umulighed. Så var jeg da også ligeglad. Da valget var blevet afholdt næste dag så jeg et billede af den nyvalgte præsident i den franske Tv-avis. Jeg synes han havde et rart ansigt, så jeg var glad nok. “Det var da godt at vi vandt! Var det da ikke ham vi holdt med?”. Skuffelse oven på skuffelse! Det er i øvrigt temmelig sandt, det er senere blevet sagt at Bush havde det helt rette ansigt for en præsident. Faderlig, rar, lidt forfinet, en sagtmodig, trist mine, der dog får en til at tro at der gemmer sig stor visdom bag de øjne. Problemet er bare at en præsident også skal åbne munden ind imellem, og der gik det galt!

   Efter dette valg hørte man ikke så meget om Bush, hele debatten om Floridas stemmer gik hen over hovedet på mig, altså indtil jeg hørte den fortalt af min Morfar. Jeg var blevet tvangsfodret med demokrati-propaganda i den franske folkeskole, så jeg var, og er i øvrigt stadig, yderst negativt overrasket over at noget sådant kunne ske. Men Bush virkede som sagt lidt fraværende i sit første år, indtil det forfærdelige skete. Behøver jeg nævne hvad? Nej vel.

   Jeg går ud fra at vi alle husker hvad vi lavede den 11. September 2001. Det var en tirsdag, og jeg kan huske at jeg allerede ved eftermiddagens frikvarter i skolegården, ved tretiden, havde set nogle af lærerinderne pille febrilsk med en radio. Mere skete der ikke indtil jeg kom hjem, og ville se min yndlingstegnefilm. Jeg havde misset en hel uges afsnit af diverse grunde, så jeg skyndte mig hen foran fjernsynet, hvor min storesøster, Anna, og mine to forældre sad og kiggede chokeret på noget der for mig bare lignede nyheder. Da jeg ville skifte kanal blev jeg overfuset med skældsord, men forkælet som jeg var (og givet stadig er), protesterede jeg lidt. Da jeg, halvdøv efter alt skrigeriet, fandt ud af at der måske var noget i gang, gik jeg ind på min søsters fjernsyn og skiftede kanal. Minsandten om ikke også de sendte de samme billeder som før inde i stuen. Det blev til nogle mærkelige dage derefter. Altid de samme billeder på fjernsynet, på alle kanaler, i dagevis.

   Så kom krigen i Afghanistan, det var dengang ingen endnu satte spørgsmålstegn ved noget amerikanerne kunne gøre pga. chokket.

   Den dag jeg lærte at hade Bush, var den dag tilbage i 2003, hvor Krigen i Irak, eller den Anden Golfkrig som franskmændene kaldte den, blev erklæret efter ugers forhandlinger.  Da vi næste dag alle skulle på museum, blev der ikke snakket om andet end krigen. Krigen, igen. På ægte nordisk vis erklærede jeg mig neutral (naturligvis uden at vide hvad det betød), imens andre snakkede løs om man nu var for eller imod. Jeg lyttede efter når de voksne snakkede, og jeg fandt ud af hvad jeg mente, sikkert for første gang helt af mig selv.

   Hvis Al-Qaeda ikke gemte sig i Irak, hvad skulle USA så der? Hvad så hvis de havde Atomvåben, det har USA da også, tænkte jeg naivt, men først og fremmest var det en sand tanke. Det måtte enten være det med olien som nogle sagde, eller også så havde Bush et mindreværdskompleks over for sin far.

   Siden da er da så sket mange ting, mange uhyrlige ting forvoldt af Bush-administrationen: Abu-Ghraib fængslets dårlige forhold, amerikanernes vold mod civile, den dårlige genopbygning af Irak, gennemdiskussionen af hele motivet bag krigen, restriktionerne i krigsfangernes rettigheder og i de fundamentale friheder, konflikter med Rusland og kaosset i Afghanistan. Næsten alt hvad vi har hørt om Bush her i Europa, siden 2003, har været negativt, og hver gang har lige netop min årgang, der er vokset op med Bush og har lært at tænke med ham som emne, lært at hade ham mere og mere.

   Den dag jeg tilgav Bush, tja, det var vel ikke en præcis dag, men mere over tid, her det sidste halvandets års. Pludselig virkede det tydeligt, i hvert fald for mig, at Bush var en mand plaget af skyldfølelse, lige siden dengang Bush i en tale anerkendte at han havde begået visse fejl.

Jeg havde næsten ondt af ham, fanget i et net af skyldfølelse og stolthed. I den periode har det også virket tydeligt at han prøvede at vende historien til sin fordel. Ved at prøve at opnå fred i Palæstina, ved at prøve at løse finanskrisen. Desuden har han jo været meget diskret den sidste tid, og har opført sig som en ægte gentleman med Obama, og planlagt overgangsfasen ned til den mindste prik. For det fortjener Bush min tilgivelse.

   Bush har nok præget min årgang langt mere end nogen anden, fordi vi som sagt har lært at tænke ved at overveje Bush handlinger i givne situationer. Det er nok også derfor at hadet til ham sidder langt bedre fast i os, da han er kommet til at repræsentere det ultimative onde.

   I vore bevidstheder er han samtlige dårlige ting ved amerikansk politik, styret af finansverdenen, søgende efter penge, magtbegærlig uden at have noget til overs for fundamental frihed, arrogant på den amerikanske måde, fundamentalistisk religiøs og ultrakonservativ.

   Jeg er derfor også sikker på at min generations amerikaner-skepsis vil overleve langt længere end nogen andens, fordi Bush’ USA har præget vort syn på verden, som et sted hvor få onde mænd kan bestemme over uskyldige menneskers liv. Bush tog vor uskyld og smed den i skraldespanden.

   På den måde kan vi måske også få vor del af obamania’en. Måske kan Barack Hussein Obama også få os til at håbe på en bedre verden igen.

   Julen er nok den dejligste fest der er givet os. Budskabet er sådan set såre simpelt. Gud kommer til os (“Immanuel” =”Gud med os” på hebræisk). Det er den tid på ordet hvor dét at være kristen nok betyder mest for mig, hvor jeg kan forarges til det grænseløse over alle andres måde at gøre tingene på (sådan en dejlig følelse), men så i mit stille sind alligevel nyde al den flotte indpakning. Ja, det er da dejligt at få gaver. Problemet er nok at gaverne er blevet det vigtigste her i vore dage. Det jeg nyder her i julen er faktisk at den giver mig lejlighed til at sådan, hvordan skulle man kunne sige det, reflektere/drømme/meditere over tingene, over kristendommen, over mit liv, over hvor smuk min religion i grunden er, ikke bare budskabet, men også indpakningen.

   Det er meget muligt at Jesus ikke blev født om vinteren i Betlehem, men hvor er det dog dejligt at drømme om at gå på de delvist snedækkede bjergsletter og så langt væk se den lille stald med lys, høre det lille barn græde, det lille barn der er så meget mere end et lille barn, og så dog bare et lille barn, hyrderne ud på marken der får lov at se det ærefrygtindgydende syn af en engel, der fortæller dem om det glædelige budskab, og så pludselig en sand hærskare af engle der synger “Ære Være Gud i det Højeste!”. Hyrderne må være faldet på knæ og have grædt glædestårer, takkende Gud (Grundtvig, Det Kimer nu til Julefest), og så de Vise Mænd, der kommer ridende på kameler igennem ørkenen for at se den nyfødte konge (Dung-Ga-Da-Dung, siger deres fødder i ørkensandet). Det er jo nærmest kosmiske begivenheder der fandt sted den nat i stalden. Det havde været under forberedelse siden Abraham. Meget kan man sige om kristendommen, men dens historier er smukke.

    Men Budskabet er bare desto smukkere af at have været så fint pakket ind. Hvor er det dog fantastisk at min Gud rent faktisk kom ned på jorden, kom ned til os mennesker. At han kom for at frelse os. At han elsker os så meget.

   Jeg har faktisk selv mærket det her på det sidste. Mange vil indvende at det sikkert bare var min forstand der halter, men jeg har følt noget på det sidste. Det begyndte her for nogle uger siden, hvor jeg var på vej hjem fra volleyballtraining. Jeg sad i den klare nat og ventede på bussen og lyttede til Sixpence None The Richers album med julesange (kan jeg bestemt anbefale til næste års julemix på iPod’en) . Da jeg sad der ude i kulden, følte jeg de samme følelser som altid, bare noget stærkere og meget mere defineret. Før følte jeg dem bare, nu vidste jeg at det var min bevidsthed om at mit sind var helt og aldeles frit, uafhængigt af nogen kontrol, og om at denne frihed også gav mig klarsynet til at se at verden var helt og aldeles tom, uden mening. Det var som at stå udenfor The Matrix (ét’eren er seværdig) og så tænke på den glæde der var ved at være indenfor, men så alligevel foretrække den stille kulde udenfor. Det var ikke nogen specielt glad følelse, det var bare krystalklart. Jeg tænkte, at nok var jøderne blevet frelst af Jesus, men udenfor i den frie verden (på det mentale plan), der var han ikke med os, eller i hvert fald ikke med mig. Og så foretrak jeg dog min tilstand (selvom der var en vis resignation indblandet).

   Næste dag, eller måske ét par dage efter sad jeg så i bussen på vej hjem fra skole. Havde haft en helt fin dag, skal det siges. Den dag, da jeg sad i bussen, og igen lyttede til Sixpence None The Richer, der begyndte jeg at føle at Gud alligevel var her i verden. Jeg ved ikke om det var en åbenbaring, det var det vel i grunden ikke. Det var bare en følelse af glæde og den pludselige vished om at Gud var med mig, og at den frie verden alligevel ikke var meningsløs. Tja, det er vel egentlig det julen handler om. Så ja, med glædestårer takker jeg Gud/For miskundhed og nådebud.

Gloria in Excelsis Deo

Glædelig Jul!