The Wall

Minibiografi

                      Mit navn er Jon Egeris Karstoft, jeg er født i 1992 og bor for øjeblikket i Flensborg i Sydslesvig. Jeg går på det danske gymnsium i Flensborg, Duborgskolen, min far arbejder som præst for en af de danske kirker i Sydslesvig og min mor er organist for nogle menigheder i Sønderjylland; vi er altså del af det danske mindretal i Sydslesvig.

                      Jeg er netop vent hjem fra et otte-års ophold i Paris, hvor jeg er gået på to forskellige franske katolske privatskoler (rystende oplevelse); min far var præst for den danske menighed i Paris. I de sidste år af dette ophold lærte jeg grundigt den franske kultur og deres politiske system at kende, derfor vil nogle af indlæggene her have en særlig fransk vinkel.

Min Politik

                      Grunden til at jeg begyndte at interesserer mig for politik, var ironisk nok at jeg læste Leif Davidsens Russiske trilogi der handler om livet i Sovjetunionen før, under og lige efter dette lands sammenbrud. I den bog skimtede jeg den storhed Sovjetunionen havde set, den stolthed der fyldte dets folk over at være borgere i dette land. Den var grunden til at jeg sprang ud af skabet som marxist; jeg var 12 år. Det fik mig til at spørge interesseret når de voksne snakkede, senere hen til at se den franske tv-avis, og læse Politikens Netavis. Siden da er meget vand løbet under broerne, og jeg har modereret mig en hel del, faktisk lige lovligt meget. Der er desværre intet politisk parti der klart afspejler mine holdninger, men jeg betegner mig i dag som frisindet konservativ, fanatisk liberal og troende socialist.

                      Det konservative kommer nok af alle de eventyr, myter, sagn og fantasyromaner jeg har læst igennem mit korte liv, udover at jeg er troende kristen. Den afspejler sig i at jeg mener vores samfund bør have rødderne i vor historie, stammen i aktualiteten og kronen i fremtidens muligheder. Jeg mener at vi altid bør huske og være glade for hele vores historie, lige fra vikingetiden til ungdomsoprøret, over oplysningstiden, og strække os langt for at bibeholde de institutioner de forskellige tider har givet os, såsom monarkiet, den indskrænkede form af dette og Christiania. Det giver et samfund der i sandhed ved hvor det kommer fra og med sikker gang bevæger sig ud i fremtidens tåger. Vi bør huske vore værdier og traditioner, vores tro, lige meget hvilke de er. Det at være konservativ dansker efter mit hover behøver ikke nødvendigvis udmønte sig i at man er en gammel kristen, patriotisk, højreorienteret abortmodstander, det kan lige så godt  vise sig i at man er en ung, muslimsk, fri kvinde der insisterer på at bære slør, og i øvrigt stemmer radikalt. Vi skal huske vore værdier, men lad hver huske sine. Deraf tillægsordet “frisindet” foran konservativ.

                      Grunden til at jeg også kan kalde mig liberal, og i øvrigt langt mere liberal end hyklerne i venstre, er nok at jeg en dag faldt over George Orwells 1984, og siden da har været fascineret af såkaldte dystopiske bøger, bøger der skildrer fremtidsverdener der af den ene eller anden grund er uønskelige. Fællesnævneren er ofte at mennesket i disse verdener er blevet berøvet sin frihed. Parallellen med den virkelige verden er at den vestlige verdens samfund, og i særdeleshed Danmark, bevæger sig i retning af én af de mest kendte dystopier, Huxleys Fagre Nye Verden. I takt med at vi får mere og mere materiel velstand, mister vi de facto mere og mere personlig frihed, blandt andet fordi vi er klar til at åbne døre som vi slet ikke ville have overvejet før i tiden, for at beskytte vores velstand. Udover det har vi jo vores meget udskældte Jantelov der jo nærmest udstikker den ramme én danske skal holde sig indeni. Så selvom vi de jur stadig har de fleste af vore rettigheder (og dog!), så er det at skille sig ud bare almindeligt ildeset. Dette er muren som min blog er opkaldt efter. Det ønsker jeg at bekæmpe, og jeg vil gøre alt for at undgå lovgivning der begrænser den personlige frihed. Jeg vil kæmpe for friheden med alle tilgængelige midler, deraf tillægsordet “fanatisk” foran liberal. Friheden er den eneste værdi det er værd at dø for (udover kærligheden, naturligvis), og det er der i øvrigt mange der har valgt igennem tiderne. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener nogen værdi er værd at dræbe for.

                      Min grundholdning er dog socialismen. Eftersom jeg også er liberal mener jeg at skatterne altid bør være på det lavest mulige niveau, ikke desto mindre støtter jeg at staten bør have nogle ydelser som hele samfundet skal betale for igennem skatterne, såsom en god, gratis, universel sygesikring (som jeg selv har nydt godt af siden jeg blev født; jeg har hareskår), et uddannelsessystem af høj kvalitet, understøttelse til dem der ikke selv kan tjene penge og hjælp til arbejdsløse så de kan få et nyt job. Nogle vil mene at dette udgør et samfundets overgreb på individets frihed, og derfor er uforeneligt med liberalisme. Det mener jeg ikke. Der er ganske rigtigt tale om overgreb på individets frihed, men den er fuldt forenelig med den liberalisme jeg støtter, som ikke er økonomisk liberalisme, men blot frihed så individet altid kan have den holdning der passer ham, ytre denne holdning, argumentere ud fra den og opfører sig som han ønsker, så længe han ikke overskrider andres frihed. Altså fundamental frihed, ikke økonomisk frihed, selvom jeg også støtter den langt ud ad vejen. Jeg mener blot at man i de førnævnte tilfælde (sygesikring, uddannelse etc.) bør sætte samfundets bedste over individets økonomiske frihed (ikke fundamentale frihed, som førnævnt mener jeg at intet kan sættes over denne).

                      Min socialisme udmønter sig også i at jeg altid vil støtte at Staten sikrer arbejderne en række rettigheder, såsom retten til at være medlem af et fagforbund, forsamlingsretten, strejkeretten osv. for at undgå at arbejderne bliver groft udnyttet af deres arbejdsgivere, som det skete i kapitalismens første år. Som bekendt er der dog ikke nogen større chance for at hverken de offentlige ydelser eller arbejdernes rettigheder forsvinder fra Danmark lige med det samme.

                      Alle disse ting vil jeg støtter igennem mine demokratiske rettigheder til at stemme  (om et par år) og til at ytre mig, hvilket jeg jo gør lige nu.  

Min Kristendom

                      Denne tekst blev indsendt til Politiken som kronikforslag.

                       Jeg er 16 år, jeg er ung, jeg er fri og jeg er kristen, troende kristen, og ja næsten praktiserende kristen; jeg prøver da i hvert fald, selvom det holder hårdt. Jeg er ikke af dem, der siger at de lever et helt normalt liv på trods af deres kristendom. Jeg mener ikke det er muligt at leve et liv, der både er normalt og kristent. Jeg plejer, at skænke Gud en lille tanke før jeg tager en vigtig beslutning, og jeg prøver at gøre det Han forventer af mig, selvom også det holder hårdt, min Gud er jo trods alt en krævende én af slagsen.

                      Grunden til at jeg skriver denne tekst er ikke at jeg pludselig har fået lyst til at springe udad skabet som kristen, det ved I nok allerede, nej, grunden er at jeg hele mit bevidste liv har set min tro være emne for mange fejltagelser og angreb og at jeg er ved at få nok af den militante ateisme, der er ved at få indpas også i vort hyggelige lille Danmark, specielt langt ude på venstrefløjen. Den mener alt for ofte at vide at jeg tror ting, jeg aldrig kunne drømme om at mene. Som om de ved mere om hvad jeg tror end jeg selv gør. I, militante ateister, for det er jer jeg først og fremmest skriver til, har alt for ofte det enten påtagne eller ærlige indtryk at min tro er styret af mørkemænd fra skyggen, der konstant løfter pegefingeren og ryster på hovedet. Sådan er min kristendom ikke. Inden jeg begynder min forklaring vil jeg gerne pointere at jeg på ingen måde er nogen autoritet på området og at jeg derfor udelukkende taler for mig selv

                       Min tro er først og fremmest centreret om de tre begreber Tro, Håb og Kærlighed. Det er dem der giver min tro liv, fylde og mening.

                      Troen på en almægtig, alvidende, evig og ufejlbarlig Gud, en velmenende og kærlig kraft der omgiver alle os mennesker, giver mig følelsen af at jeg er en retmæssig del af denne verden og at hvis jeg blot bruger de midler jeg har fået tildelt, vil jeg altid kunne sige at jeg gjorde mit bedste. Hvis det alligevel skulle gå skidt må jeg jo bare acceptere at det onde i verden skal gå ud over nogen. Alt i livet kan jo heller ikke gå godt. Så bliver livet alt for hurtigt for kedeligt.

                      Det er denne tro der giver mig håbet. Håbet på at der ligger en bedre verden forude. En velmenende og kærlig kraft der elsker os kan ikke ønske os ondt. Jeg har længe haft en meget god veninde, der også er kristen, dog katolik, der havde mistet håbet. Hun var blevet voldtaget af sin onkel da hun var en meget lille pige og havde prøvet at begå selvmord. To gange. Det gjorde så ondt på hende at hun aldrig troede det ville kunne holde op. Hun skar i sig selv for at styre det som ordet smerte er alt for svagt til at beskrive. I dag, godt og vel et år efter andet selvmordsforsøg, er hun nærmest glad, eller så tæt på man kan komme som femtenårig. Til dem som har levet et helt liv uden denne bedre verden kan jeg sige at jeg i min grundvold er sikker på at de ved tidernes ende vil finde den på den anden side af graven, hvilket naturligvis ikke skal forhindre os i at hjælpe dem til at finde den her, i de levendes land.

                      Hvilket fører mig til kærligheden. Som det er med alle ord der har en vis vigtighed, er det med ordet Kærlighed. Det har mange betydninger, jeg vil anvende denne: Inderligt at ønske et andet væsens lykke. Er der noget smukkere end dette? Som kristen bør man elsker sin næste og Gud som man elsker sig selv. Jeg går ud fra at disse to er uadskillelige fordi kærligheden til Gud nødvendigvis vil føre til kærligheden til alle mennesker. Vi bør prøve at være Vorherres redskaber og prøve at skabe den bedre verden for så mange mennesker som muligt, om de fortjener det eller ej. Aldrig dømme, men rådgive, hjælpe og elske.

                       Historien om Adam og Eva (som jeg selvfølgelig ikke tager bogstaveligt) fortæller os at vi, lige fra den dag vi blev skabt, har haft muligheden for at vælge vores egen vej. I begyndelsen havde vi dog intet ansvar, vi var som børn, hvis handlinger man ikke kan give dem ansvaret for. Vi valgte vores egen vej, vejen væk fra Gud. Vi valgte kundskaben, kendskabet til Godt og Ondt, og dermed fik vi mere frihed fordi vi nu til fulde forstod vore handlingers rækkevidde og konsekvenser, men også mere ansvar af selvsamme grund. Jeg er fri til at være præcis den jeg er, lige som Gud har skabt mig. Andre bør aldrig have magt til at bestemme hvem jeg skal være, og hvis noget er mig direkte imod skal ingen have lov til at tvinge mig til at gøre det. Jeg har selv valgt at jeg ville følge Guds ord. Det er den fri vilje. Nu har jeg valgt Gud, men andre er helt i deres ret til at vælge Allah eller at følge Buddhas lære. Disse livssyn er mig fremmede, men andre kan jo være som de ønsker og mene hvad de vil. Jeg vil altid mene hvad jeg vil, sige hvad jeg mener, gøre hvad jeg siger, gå der hvor mine fødder bringer mig, og tro på den Vej jeg mener er min. Denne frihed giver mig selvfølgelig også ansvaret for mine handlinger, jeg kan ikke bare pege mod himmelen og sige “Bossen har talt”. Jeg bør fulgt ud tage ansvaret for den jeg er og udleve mig selv, men også for de gerninger, gode som onde, som jeg begår. Historien om Adam og Eva er en historie om mennesker for mig. I den svarer Gud til vore forældre der ikke vil give slip på os når vi bliver voksne, Han vil stadig beskytte os; vi må bare være frie, selvom dette gør det helt umuligt for os at undlade at gøre det onde. Jesus kom for at lade os være både frie og med Gud. Hans budskab er man nødt til at vælge at følge, man bliver ikke bare født til det som hos Guds Eget Folk.

                       Det der skænker mennesket allermest frihed er dog Guds tilgivelse. Vi kan vide os sikre på at han altid vil være der for os, lige meget hvad vi har gjort, lige hvor monstrøst vi har handlet, lige meget hvor meget og hvor slemt vi har syndet, kan vi vide os sikre på at hvis vi oprigtigt angrer og søger om Guds tilgivelse, så vil vi få den. På samme måde er vi langt friere til at tro, håbe og elske hvis også vi tilgiver dem der synder overfor os.

                       Tilbage står vi med alle disse gode råd overfor et meget stort og meget truende projekt. Leve vores liv. Et simpelt og dog så svært mål. Hvad er vejen til et godt kristent levned, udover de ovennævnte råd? Såre simpelt… Nyd det i fulde drag, så godt du kan og så længe det er dig undt, indtil dit timeglas rinder ud. Lad os se logisk på det, hvad er chancerne for at få retten til at eksistere? Min generations fædre modnede i halvfjerdserne, et årti hvor det ikke gik roligt for sig, så den sædladning der indeholdt vores sædcelle var en ud af de mange, mange, mange andre der aldrig nåede målet. Udover det var vores sædcelle en udad et utal andre der alle kunne være blevet valgt. Dertil kommer alle de gange vore mødre brugte pillen, så alle de frivillige aborter, så de ufrivillige, dernæst de fejlslagne fødsler, fødsler der kunne være foregået i et land hvor sygdom eller sult ville have ført til en hurtig død for vort vedkommende. Men nej, lige netop vi klarede den, vi er de udvalgte, alle vi der lever. Skylder vi ikke alle dem der aldrig blev valgt at nyde livet i fulde drag? Hvis gud har ladet os leve så er det ikke for at lade os tabe det hele på gulvet og blive hjemme og se fjernsyn. Så kom dog ud og få stjålet nogle motorcykler (det mente jeg ikke) og kysset nogle piger! Drik nogle øl, kig på stjernerne med en dejlig pige, ryg lidt hash i ny og næ, lydt til måneskinssonaten, imens du med et langsomt åndedrag stirrer månen lige i øjnene på en badebro i Finland. Udlev dine drømme, og lev lykkeligt. Det vil være både Gud og mig selv velbehageligt.

                       For mig er dét vejen til at holde op med at frygte døden. Det handler ikke om visheden om at der ligger mere bagved det store lys, fordi den vished i sidste ende kun vil være en tro, og tro holder ikke rædslen fra livet. For at besejre sin frygt for døden er det bedste man kan gøre at leve sit liv fuldt og helt så man undgår at ligge på sit dødsleje med en hel masse at fortryde, med et brændende ønske om at man havde handlet anderledes, at man havde samlet modet til at tage på den rejse i Peru som man altid havde drømt om, at man havde fået købt den motorcykel man altid havde ønsket sig eller for mit vedkommende at jeg havde fået inviteret Marie Aux Marronniers for at smage Paris’ bedste brownie. Et menneske med meget at fortryde vil kun kunne gå i døden med sænket pande og ønske han havde handlet anderledes, og han vil have frygtet døden hele sit liv fordi han altid ønskede sig mere tid, tid til samle modet, til at fuldføre projektet, nå målet. Nyde livet i fulde drag.

                        Indtil videre har jeg virkelig centreret min beskrivelse om livet, men der er jo som bekendt også en død, og for mig er der også noget bagefter. Der er dem der tror kirken vil give dem frelsen, der er dem der tror de kan døbe sig til den, jeg tror hverken eller. Jeg tror at en mand kun kan blive dømt på sine gerninger, og det er selvfølgelig kun de gode af slagsen der kan frelse én. Der findes tre slags gerninger: de rigtige, de forkerte og de ligegyldige. Der findes tre slags rigtige handlinger: de der er gjort for at hæve andres bedømmelse af én, de der er gjort for at hæve ens bedømmelse af sig selv, og de Gode. De Gode er dem der er gjort udelukkende af Kærlighed til et andet menneske (uden på samme tid at være forkert). Dem skal man gerne gøre mange af, det er dem der tæller! For at blive frelst behøver man hverken tro eller være døbt, man skal blot elske andre mennesker og handle for deres lykke, for deres bedre verden. Nogle vil mene at dette er imod Luthers lære: “Troen, og troen alene [kan føre til frelse]“. Det synes jeg egentlig ikke. Den kærlighed vi føler overfor et andet menneske, er også altid kærlighed til en af Guds skabninger og dermed til Gud. Kærlighed til Gud er tro.

                         Hvordan ved jeg at alt dette er Gud velbehageligt? Han har sagt det. Gud har talt, Gud lytter, det er blot en skam at han ikke svarer. Men hvad, Salig den der tror uden at have set! Men for at komme tilbage til Guds ord så er det dét der fortæller os hvad Han ønsker for os. Nu handler det selvfølgeligt ikke om at tage vore hjerner af, læse teksten og stupidt sluge alt hvad der står, råt. Vi må ikke glemme at det er Guds ord, fortalt til én profet, fortalt til en flok mennesker der har givet det videre i utallige generationer mundtligt før det blev nedfældet. Og så skal man nok heller ikke overfortolke. Ideen om at kvinder ikke kan være præster fordi Jesus ingen kvindelige apostle havde er jo idiotisk, undskyld jeg siger det. Nej, skriften skal blot fortælle os guds mening, som så efter læsning kan ligge og hvile i baghovedet indtil brug.

                        Hvad så med kirken? Hvad er den til for? På Jesu tid fandtes der mennesker der gik i kirke blot for selvretfærdigt at vise hvor fromme de var. De tider er forbi hvilket er den direkte grund til at jeg skriver denne tekst. Den romersk-katolske kirke vil lade os tro at den sidder på nøglerne til himmerig. På det område har Luther faktisk gjort et fantastisk arbejde. Han fik afinstitutionaliseret Kirken. Dens mål blev at sprede det Glædelige Budskab og de forskellige fortolkninger af det. I Danmark nyder vi stadig godt af dette, selvom vi delvist har institutionaliseret Kirken igen. Det er ikke i sig selv én god gerning at gå i kirke, men det at gøre kan lære os at leve vort liv som Gud mener det er bedst.

                        Til slut vil jeg gerne gøre op med en hel del argumenter jeg har set militante ateister bruge mod kristendommen og religion.

                        Argument n.1: Kristne mennesker er hadske og bange for alt der ikke er hvidt, mandligt, heteroseksuelt og kristent.

                        Det med det hvide er noget sludder, tværtimod, Jesus hjalp sin tids etniske udstødte, Samaritanerne, på lige fod med Jøderne. Det mandlige er heller ikke specielt rigtigt, det er mere overfortolkning af Skriften. Ligeså er det homofobiske, hvis man nærlæser teksten vil man bemærke at sodomitterne ikke var bøsser, de var rent faktisk voldtægtsmænd. Og så det kristne. Ja, Jesus sagde vi skulle elske vore næste, ikke kun dem med det samme livssyn som vi. Jeg kan da også sandfærdigt sige at jeg ingen ven ejer der har samme tro som jeg. Mine venner er enten ateister, agnostikere, katolikker, jøder eller muslimer, men man skal lede længe før man finder en lutheraner på min skole.

                         Argument nr. 2: Kristendommen er uforenelig med logik eller de nyere videnskabelige opdagelser.

                         Forkert, forkert, forkert. Spørgsmålet om tro er ikke et spørgsmål om logik, det er spørgsmål om man tillid, tillid til, at alle de mennesker der har medvirket til Skriften, taler sandt. Hvad angår de videnskabelige opdagelser skal da man være godt dum, eller bare snæversynet hvis man kan tro at Gud kan have skabt mennesket og jorden på mange forskellige måder. Jeg har ingen udestående med Darwin, vi er nogenlunde enige. Jeg mener videnskaben er en god ting, hvis den kan føre til et bedre liv for os mennesker. Hvis man vil lære om hvordan universet rent fysisk er bygget op og blevet til, så er det fint med mig, omend det kun interesserer mig lidt. Jeg betvivler ikke videnskabens opdagelsers rigtighed, for mig svarer de bare på det forkerte spørgsmål. De vil finde ud af hvordan verden er, jeg synes bare det er mere spændene at vide hvorfor verden er. Jeg ser ingen konflikt imellem de to, kun komplementære tanker.

                         Ydermere er det tydeligt at troen på Guds ikke-eksistens også er en tro. Den er aldrig, vil aldrig og kan aldrig bevises.

                         Man kan faktisk sige jeg har mere belæg for min tro end ateister har for deres. Jeg har tekstligt vidnesbyrd fra hundredvis, måske tusindvis af mennesker der har set eller følt Gud. Man kan jo lægge ud med Biblen. Derimod er det svært at høre vidnesbyrd om hvordan det Store Intet har talt til nogen, og hvis ville det være lidt selvmodsigende. Man vil aldrig kunne finde egentlige beviser der kunne holde i byretten, men jeg har helt klart vidnerne på min side. 

                        Argument nr. 3: Kristendommen fører til rædselsregimer som inkvisitionen der vil sprede budskabet med alle midler. Forkert igen. Pinsebudskabet lægger på ingen måde op til vold, tværtimod, samme dag apostlene får tildelt opgaven om at sprede Budskabet til alle verdens folkeslag tildeles de også evnen til at tale alle verdens sprog. Det lægger da mere op til fredelig prædiken end krig.

                        Argument nr. 4: Kristendommen fører til et helligt og kedeligt liv. Jeg har da vist allerede argumenteret for at det er så gennemforkert som det kan blive…

                       Argument nr. 5: Hvis Gud findes, hvorfor er det Onde så til.

                      Dette er nok det sværeste spørgsmål man kan besvare. Man har forsøgt i århundrede, det har endda fået et lærd navn, teodicé-problemet og her kommer så min forklaring.

                      Hvis man ser omkring i verden vil man se at det meste af det onde i verden er menneskeforskyldt, vi er faktisk selv skyld i det. Hvorfor lader Gud os så gøre dette? For at lade os være frie til selv at vælge. Gud influerer ikke på verdens gang, fordi mennesket skal kunne vælge selv. Han kan rådgive os (igennem sit Ord), men han kan ikke gøre noget for os, ellers har Hans skabelse af os jo været forgæves, for så er vi jo ikke liv, men bare fjernstyrede robotter. Gud er som en far, han kan lære os at spille spillet, men han kan ikke spille det for os. Menneskets perfektion ligger lige netop i vores frihed, og dermed i vores fejlbarlighed.

                      Hvorfor så det onde som ikke er menneskeforskyldt? Orkaner, jordskælv og vulkanudbrud river jo nærmest konstant i vor verden. Det onde findes, fordi uden den ville verden være uperfekt (ironisk ikke?). Nægt ikke at man ville hade et liv hvor alt gik helt ubetinget godt. Måske er den meningsløse, naturlige lidelse til for at lære os at huske at vi ikke er verdens centrum. Vi er ikke Gud, vi er mennesker. Da det er absurd at føle sig personligt ramt af en orkan eller et jordskælv er det muligt at deres mening er at minde os om meningsløsheden i eksistensen, om at naturens dispositioner ikke alle er til for vores skyld, om at nogle gange så må lige netop vi bare lide, uden nogen synlig grund til at det er os det rammer, simpelthen fordi der ikke er nogen. Hvis vi nu tager døden, så må den komme for os alle (og det er der en grund til, det evige jordiske liv ville ikke være givende for os), så det er ikke noget der er til for at skade mig. Det nytter ikke at spørge “hvorfor mig”, simpelthen fordi spørgsmålet ikke har et svar.

                       Jeg håber at jeg har fået jer til at indse at Kristendommen er meget andet end hvad Paven prædiker fra Rom. Jeg er så dristig at håbe at jeg har fået gjort nogle af jer militante ateister lidt mere fredelige og jeg nærer endda det vovede ønske at jeg har givet nogle lysten til at fylde de lidt for tomme kirkebænke ud. Jeg har sandfærdigt fortalt jer hvad jeg mener og tror, jeg er temmelig sikker på at jeg kan finde bibelcitater der giver mig ret i det meste, nu kan I så mene om det hvad i vel, hvis I ønsker det kan I kalde mig dum, overtroisk, eller håbløst umoderne, men det er og bliver mit livssyn og det vil det altid være, og så kan mørkemændene i Rom, Moskva eller Konstantinopel løfter deres pegefingre og ryste på hovedet nok så meget de vil.

                       Indtil dagen kommer hvor Lysets Præster, om Gud vil det, sidder på deres troner.