VS.  

   I går morges  accepterede John McCain officielt det Republikanske partis nomination som kandidat til Præsidentskabet af USA, men som Churchill sagde det så “er dette ikke enden, det er hele ikke begyndelsen på enden, men det er måske enden på begyndelsen”. For med denne nomination er enden på 8 måneders primærvalg nemlig nået og dermed er det amerikanske valg reelt gået i gang. Det er nu de amerikanske vælgere virkelig vil begynde at følge med i valget. I de næste to måneder vil vi se tonen imellem de to kandidater og deres støtter eskalere og den evige kamp om midtervælgernen blive mere og mere intens. De to kandidater har nu endegyldigt lagt de interne stridigheder bag sig, og selvom de stadigvæk skulle findes så vil der ikke blive snakket om dem for at få folk til at glemme dem.

   Begyndelsen på begyndelsen på et af verdens længste valgforløb var allerede for lang tid siden. Det var den dag Hillary Rodham Clinton blev valgt som senator for New York State. Dermed blev hun en del af det amerikanske politiske liv og “det oplagte valg” som demokratisk præsidentkandidat. I 2004 stillede hun dog ikke op fordi hun vidste hun ikke var klar endnu og det er ved det demokratiske nominationskonvent dette år, hvor John Kerry som bekendt blev valgt, at en anden af dette valgs hovedpersoner første gang kom i søgelyset. Ved alle konventer er der altid en opadgående stjerne indenfor partiet som skal holde en tale til støtte for den valgte kandidat. Ved dette konvent var omtalte opadgående stjerne Illinois statssenator Barack Hussein Obama II, og her holdt han en for mange historisk tale hvor han som ofte for sit vedkommende, brugte sin egen livshistorie til at illustrere det amerikanske ideal. Denne i øvrigt fantastiske tale gjorde ham rekordhurtigt enormt populær og han blev valgt som Senator for sin stat, altså Illinois, ved det kombinerede præsident/kongres valg i 2004, hvor George W. Bush ganvandt præsidentposten. dermed var demokraternes to hovedpersoner ved dette valg udpeget allerede for 4 år siden.

   For republikanernes vedkommende, har deres primærvalgs absolutte hovedperson været kendt i mange år. John McCain stillede op mod George Bush ved det republikanske primærvalg i 2000 men tabte in extremis pga. af en skræmmekampagne Bush’ støtter havde udført. De ringede rundt til folk og spurgte folk om de stadig ville støtte hvis de fandt ud af at han havde et uægte barn. Siden da har John McCain næret et intenst had imod USA’s nuværende præsident. Hans præsidentielle ambitioner har altså været kendt længe, men længe før valget var han blevet afskrevet af politiske kommentatorer som for gammel. Før valget var han langtfra lige så populær som republikanernes wonderboy, Rudy Giuliani. Han var med andre ord en outsider. Da valget gik i gang stod det dog hurtigt klart at John McCain skulle vælges. Hans mest indædte modstander, Mike Huckabee, blev kendt i nationalpolitiske kredse da han blev valgt som Guvernør for Bill Clintons gamle stat Arkansas, hvor han i øvrigt var enormt populær. I den periode blev han blev både kendt som én af USA’s mest kompetente og mest korrupte guvernører.

  Det egentlig valg begyndt den 3. Januar 2008, da staten Iowa afholdt det allerførste caucus. Det var et mærkeligt caucus der begyndte et mærkeligt primærvalg. Både republikanernes og demokraternes ellers klippefaste favoritter tabte til fordel for små kandidater. Hos demokraterne var det som bekendt Barack Obama der blev valgt i en stat der ellers mest indeholder gennemsnitlige hvide middelklasse amerikanere. Med andre ord slog han favoritten på hendes egen bane. For Mitt Romney var det et katastrofalt valg, fordi han havde investeret utroligt mange egne penge i sejren af lige netop det valg, med den bagtanke at hvis han vandt det første valg ville han have momentum til at samle penge ind til de næste. Men nej, både veteranen John McCain og baptistpræsten, Mike Huckabee slog ham.

   Allerede i ugerne efter droppede mange kandidater ud, det er alle dem vi aldrig nåede at høre eller kun husker svagt, godt gemt væk i kassen i trejde skuffe nedefra i kommoden i arkivrække 13 på loftet i vore baghoveder. Hos demokraterne er der bare tale om én som vi har været nødt til at hente frem igen, nemlig Joseph Biden, og så Dennis Kucinich og Bill Richardson. Hos Republikanerne var det Fred Thompson og Duncan Hunter. Favoritten, der havde satset alt på Super Duper Tirsdag, Rudy Giuliani, kæmpede til det sidste, men stoppede lige før legen blev rigtig, rigtig ydmygende, altså dagen før D-dagen, hvor meningsmålingerne, trods hans indædte kamp, stadig spåede ham et stort nederlag. Det samme gjorde sig gældende for demokraternes tredje mand John Edwards, bortset fra at han rent faktisk også havde ført kampagne i de små stater (lidt ynkværdigt). Lige efter Super Duper Tirsdag droppede også Mitt Romney ud.

   Dermed var banen klar til de månedslange krig imellem Barack Obama og Hillary Clinton. På republikansk side fortsatte Mike Huckabee stædigt helt ind i marts måned, men allerede efter Super Tirsdag havde John McCain de facto vundet pga. republikanernes ganske vist praktiske men lidet demokratiske valgsystem: vinderen-ta’r-alt. Det går kort sagt ud på at den der får flest stemmer i en stat, om det så kun er 5%, får alle delegaterne fra pågældende stat. Altså kunne John McCain allerede midt i februar begynde at vende blikket imod det sted hvor vi står nu, altså begyndelsen på valget, alt imens demokraterner endnu skulle kunne holde flere måneder ud hvor de skulle se begge kandidater vinde i lange baner. Først kom Obamas ubrudte række på elleve sejre, så Hillarys sejre på Super Tirsdag 2.0, altså helt indtil Clinton definitivt trak sig i begyndelsen af juni. Vi vil snart få at se hvor meget effekt det vil have på valgresultatet.

   Nu er Clinton væk, og det er sådan set ganske trist for dem, der som jeg mener at en kvinde til tops ikke nødvendigvis er tegn på et mere kvindevenligt samfund, men måske på at det er ved at ændre sig, men man jo ikke få både få smøret og smørets penge (som man siger i Frankrig), og en sort til tops er jo også udemærket på samme måde. Udover dette kan man jo sige at Clintons erfaring, den løber ingen vejne, imens Obamas nyhed den er her og nu. Med andre ord kan hun stadig stille op om 4 år hvis Obama taber nu, eller om 8 hvis han vinder, men det omvendte ville have været ganske umuligt.

   Obama havde og har mange facetter, og de fleste af dem kan tale både til hans fordel og til hans kummer (dejligt ord, ikke sandt?). For det første er han ny, så han er ikke blevet smurt ind i Washingtons smuds endnu, på den anden side betyder det jo også, at han ingen eller ringe erfaring har. For det andet er han multikulturel, og til enhver tid kan dette jo være en ufordel, men han har forstået at udnytte dette på mestervis, ved at agere brobygger. Det eneste lille “men”, er at nogen har brugt det til at få ham til at fremstå som uamerikansk, eller som muslim (i de kredse hvor det skulle kunne bruges som argument, er det jo ikke særlig velset). Han har også fået massiv støtte fra eliten, hvilket jo er fint nok, men hans modstandere har argumenteret for at han er for elitær og for “popstjerne”-agtig. Sidst men ikke mindst er der et stort spørgsmålstegn, der ovenikøbet ikke har fået svar endnu. Er Obamas hudfarve fordel eller fejl? Nu er jeg selvfølgelig ikke amerikaner, men jeg er som samtlige andre borgere i den vestlige verden blevet bombarderet med amerikansk kultur siden jeg åbnede øjnene for første gang (hvis jeg ser endnu en dårlig amerikansk firserfilm i dansk TV, så skyder jeg mig selv), så en anelse har jeg vel lov at have. Mit indtryk er at farve stadig er noget der har indflydelse på folks måde at tænke på i USA, men der er kun for et meget lille mindretal på den yderste højrefløj er dette rent faktsik har en positiv effekt (læs: Hans farve vil holde dem fra at stemme for Obama), og dette kun fordi de ikke bekymrer sig om uskrevne regler. For et andet mindretal, som jeg vil gætte på befinder sig i midten, har farven ingen vigtighed overhovedet. For det overvældende flertal tror jeg farve har en vigtighed, men at emnet er så tabubelagt, at de, hvis de var nødt til at kombinere dette med samfundets uskrevne regler om hvad man mener og ikke mener om racer, ville være nødt til at skyde sig selv. Så de lukker øjnene for deres egen racetænkning, og tænker i negativer (læs: De tænker: “Hvordan ville en racist stemme?” og gør derefter det stik modsatte) for at overbevise sig selv om at de ikke er racister. Altså er Obamas hudfarve en enorm fordel. Den gør ham historisk.

   McCain har skam også mange facetter. For det første har han været soldat, ydermere krigshelt, og det er blandt alle amerikanere, uanset politisk anskuelse (undtagen det pacifistiske mindretal), som at se et stort plustegn tegnet på hans pande. For det andet inkarnerer John McCain bare de rette værdier, og amerikanere der udelukkende stemmer ud fra værdier er jo ikke en mangelvare (jf. kommentarer som “han ligner en stor leder”, “han har de rette værdier”, “vi har samme livsanskuelse”). Dette er jo selvfølgelig kun en fordel hos dem der rent faktisk har samme opfattelse af en stor leder som omtalte amerikanere, f.eks. nogen så cliché som de udannede masser. For det tredje, er USA et ufatteligt patriarkalsk samfund. Det er far der beskytter pionerfamilien, det er far der er ude at kæmpe for sit land, det er far der er ude at tjene pengene. Og John McCain ligner unægteligt en landfader på en prik. Han er gammel, han er hvid, og han er en mand. Dette gælder selvfølgelig kun som fordel hos dem der ikke har lagt sig udover denne tænkning. For det fjerde, har John McCain nu taget Clintons plads som “det sikre valg”. Han er den rette mand for den del af sjælen der i baghovedet hvisker “Obama og hans broer er kun en drøm, ude af rækkevidde, han er kun ren luft, og så snart han er valgt, så er han væk”. Nej McCain, han står fast som en sten og han går ingen steder. McCain er valget for dem der ikke vil skrive historie men bare vil have en præsident som USA nu engang har flest. Sidst men ikke mindst er McCain temmelig liberal – altså, af en konservativ at være -  han er grøn og er ikke lige så hård i retorikken i de etiske sager som medrepublikanere. Dette er unægteligt en fordel hos midtervælgerne, der som altid tvivler og ellers bare venter på at blive erobret af den ene eller anden side. Til gengæld har dette været en varm kartoffel i de fløje af det republikanske parti der går under navnet theocons, kort for theo-conservatives, altså de højrefløjskristne. De stoler ikke på ham.

   Siden primærvalgene sluttede, er der nu gået to måneder eller mere, hvor der ikke er sket så forfærdeligt meget. Men de sidste to uger, de har været spændene. De har været noget så originalt som begyndelsen på enden på begyndelsen. Der er blevet valgt vicepræsidentkandidater, der er blevet holdt konventer og der er blevet talt og klappet.

   Valget af VP-kandidaterne er altid meget interessant, fordi de illustrerer hvad kandidaterne selv mener de mangler. Reglen er at de hver skal finde en egen model af deres modstander, men der er selvfølgelig plads til undtagelser.

   Obama har truffet et udmærket valg, Sen. Joseph Biden af Massachussets, en mand der tidligere selv var kandidat, men trak sig på valgets førstedag. Obama har indtil nu været så heldig at Clinton og McCain har brugt samme argumenter imod ham og dermed kan han med et valg lukke munden på begge modstandere. Han har valgt sig en demokratisk, erfaren, McCain. Joe Biden er hvid, troende katolik, men overraskende nok aborttilhænger (han har ikke samme tilgang til problemet som jeg, men hans er også gyldig; han er imod abort på det personlige plan, men vil ikke pådutte andre denne religiøse opfattelse). Han er længesiddende senator, formand for senatets udenrigspolitiske udvalg og er nok USA’s mest erfarne person på det udenrigspolitiske plan. Han ville have været mit personlige valg, hvis jeg havde kunnet stemme. 

   McCain har ikke været lige så heldig. Hans modstandere har kritiseret ham forskelligt. For de eventuelle liberale vælgere er han for konservativ og for de ultrakonservative vælgere er han for liberal. Han har måttet vælge et kompromis. Han har truffet det ukonservative valg af en ultrakonservativ: Guvernør Sarah Palin af Alaska. Hun er ung, hun er kvinde, hun er uerfaren, og hun er ligeså upåvirket (tilsyneladende) af magtens korridorer som Obama. Derfor er valget af hende et progressivt valg. Men hun er også én af de mest konservative republikanere i verden, og hun rokker sig ikke en centimeter i de etiske sager. Hun er mangeårigt medlem af våbenlobbyen, hun er imod abort, gay ægteskaber, stamcelleforskning osv. Hun kan tiltrække mange slags vælgere, f.eks. Clintons gamle støtter (og hvis hun splitter det Demokratiske Parti på vejen er det jo kun godt), nyhedsfansene, der jubler over Obama novicestatus, midtervælgerne og dem som McCain har haft allerflest problemer med: de Højrefløjskristne. Med dette valg har McCain dog løbet en risiko, for måske er Sarah Palin ikke et kompromis. Som Churchill sagde det (jeg er en stor fan af Churchill): “Et kompromis er at få alle parter til at tro at de har fået det største stykke af kagen”. Men måske er Sarah Palin tilpas så diffus at hun vil efterlade alle med den tro at de har fået det mindste stykke af kagen. Det vil tiden vise. 

   Der er også blevet holdt ufatteligt mange taler de sidste to uger.

   De væsenligste demokratiske talere var Hillary Clinton, der gjorde det bedste for sig selv, nemlig støttede Obama, men kun præcis så meget som man forventede (Clinton har interesse i et Obamanederlag, for så vil hun kunne stille op igen allerede om 4 år), Bill Clinton, der stort set præsenterede Obama som en miniversion af sig selv og som en modsætning til Bush/McCain, der til gengæld lignede hinanden lidt meget. Også Ted Kennedy, den sidste af JFK’s brødre, en kultfigur blandt demokrater og republikanere, senatets til aller tider tredjelængstsiddende medlem, som snart skal dø af kræft. Obama holdt en stor nominationsaccepttale, men det var en rigtig kampagnetale og dermed ikke så historisk som hans tale i 2004. 

   Hos republikanerne serverede Mitt Romney en omgang socialistskræmmekampagne, islamskræmmekampagne og mente i øvrigt at hvis man ville have change så var det McCain man skulle gå til, fordi regeringen, uden at vi vidste det, hele tiden har været liberal. Bemærk hvordan han behændigt undgår den varme kartoffel Bush. Mike Huckabee talte om John McCains soldaterfortid og om hvor stolt enhver amerikaner skulle være af at have sådan nogle iblandt sig. Som baptistpræst vill det have været mærkeligt om ikke også han havde nævnt de etiske sager (og selvfølgelig de farlige europæiske ideer om offentlig sektor).

   Nu begynder det amerikanske valg med andre ord. Som sagt har man med vicepræsidentkandidaterne og støtten fra de tidligere modstandere fået samlet partierne, og fra nu vil McCain og Obama kæmpe om midtervælgerne, og de vil kæmpe indædt. Hos republikanerne vil man bliver endnu hårdere, og hos demokraterne vil man begynde angrebene. Derfor vil der hver søndag være et indlæg om det amerikanske valg her på min blog. Begyndelsen er forbi. Nu går det løs.