Gemt under: valg i USA | Tags: 11. september, 9/11, Abu Ghraib, Afghanistan, Al-Qaeda, Barack Obama, demokrati, det ultimative onde, Florida, George W. Bush, Irak, neutral, obamania, olie, skyldfølelse, USA
I dag [Tirsdag, den 20. Januar] blev vor tids messias, Barack Obama, taget i ed som Præsident og leder for sit land, vor tids eneste supermagt, nutidens Romerrige, ja de har gættet rigtigt, Amerikas Forenede Stater. Med denne begivenhed skete der ikke bare ikke det, at en bølge frisk luft, håb og forandring oversvømmede det Ovale Værelse, nej, på nøjagtig samme tidspunkt blev det forladt af en dunst af krig, tyranni, pengebegærlighed. Sådan føles det i hvert fald i de fleste bevidstheder lige nu. Måske vil historien være mildere med George W. Bush.
Første gang jeg lærte Bush at kende var ved valget i 2000. Dengang var jeg kun otte år, så det er lidet overraskende at jeg knapt bemærkede denne ændring i verdens sammensætning. Jeg havde en uklar fornemmelse af at Clinton var en god leder for sit land (hvilket selvfølgelig kom af at jeg havde fået det fortalt), så jeg spurgte om ikke han kunne blive valgt igen. Men nej, det var desværre en umulighed. Så var jeg da også ligeglad. Da valget var blevet afholdt næste dag så jeg et billede af den nyvalgte præsident i den franske Tv-avis. Jeg synes han havde et rart ansigt, så jeg var glad nok. “Det var da godt at vi vandt! Var det da ikke ham vi holdt med?”. Skuffelse oven på skuffelse! Det er i øvrigt temmelig sandt, det er senere blevet sagt at Bush havde det helt rette ansigt for en præsident. Faderlig, rar, lidt forfinet, en sagtmodig, trist mine, der dog får en til at tro at der gemmer sig stor visdom bag de øjne. Problemet er bare at en præsident også skal åbne munden ind imellem, og der gik det galt!
Efter dette valg hørte man ikke så meget om Bush, hele debatten om Floridas stemmer gik hen over hovedet på mig, altså indtil jeg hørte den fortalt af min Morfar. Jeg var blevet tvangsfodret med demokrati-propaganda i den franske folkeskole, så jeg var, og er i øvrigt stadig, yderst negativt overrasket over at noget sådant kunne ske. Men Bush virkede som sagt lidt fraværende i sit første år, indtil det forfærdelige skete. Behøver jeg nævne hvad? Nej vel.
Jeg går ud fra at vi alle husker hvad vi lavede den 11. September 2001. Det var en tirsdag, og jeg kan huske at jeg allerede ved eftermiddagens frikvarter i skolegården, ved tretiden, havde set nogle af lærerinderne pille febrilsk med en radio. Mere skete der ikke indtil jeg kom hjem, og ville se min yndlingstegnefilm. Jeg havde misset en hel uges afsnit af diverse grunde, så jeg skyndte mig hen foran fjernsynet, hvor min storesøster, Anna, og mine to forældre sad og kiggede chokeret på noget der for mig bare lignede nyheder. Da jeg ville skifte kanal blev jeg overfuset med skældsord, men forkælet som jeg var (og givet stadig er), protesterede jeg lidt. Da jeg, halvdøv efter alt skrigeriet, fandt ud af at der måske var noget i gang, gik jeg ind på min søsters fjernsyn og skiftede kanal. Minsandten om ikke også de sendte de samme billeder som før inde i stuen. Det blev til nogle mærkelige dage derefter. Altid de samme billeder på fjernsynet, på alle kanaler, i dagevis.
Så kom krigen i Afghanistan, det var dengang ingen endnu satte spørgsmålstegn ved noget amerikanerne kunne gøre pga. chokket.
Den dag jeg lærte at hade Bush, var den dag tilbage i 2003, hvor Krigen i Irak, eller den Anden Golfkrig som franskmændene kaldte den, blev erklæret efter ugers forhandlinger. Da vi næste dag alle skulle på museum, blev der ikke snakket om andet end krigen. Krigen, igen. På ægte nordisk vis erklærede jeg mig neutral (naturligvis uden at vide hvad det betød), imens andre snakkede løs om man nu var for eller imod. Jeg lyttede efter når de voksne snakkede, og jeg fandt ud af hvad jeg mente, sikkert for første gang helt af mig selv.
Hvis Al-Qaeda ikke gemte sig i Irak, hvad skulle USA så der? Hvad så hvis de havde Atomvåben, det har USA da også, tænkte jeg naivt, men først og fremmest var det en sand tanke. Det måtte enten være det med olien som nogle sagde, eller også så havde Bush et mindreværdskompleks over for sin far.
Siden da er da så sket mange ting, mange uhyrlige ting forvoldt af Bush-administrationen: Abu-Ghraib fængslets dårlige forhold, amerikanernes vold mod civile, den dårlige genopbygning af Irak, gennemdiskussionen af hele motivet bag krigen, restriktionerne i krigsfangernes rettigheder og i de fundamentale friheder, konflikter med Rusland og kaosset i Afghanistan. Næsten alt hvad vi har hørt om Bush her i Europa, siden 2003, har været negativt, og hver gang har lige netop min årgang, der er vokset op med Bush og har lært at tænke med ham som emne, lært at hade ham mere og mere.
Den dag jeg tilgav Bush, tja, det var vel ikke en præcis dag, men mere over tid, her det sidste halvandets års. Pludselig virkede det tydeligt, i hvert fald for mig, at Bush var en mand plaget af skyldfølelse, lige siden dengang Bush i en tale anerkendte at han havde begået visse fejl.
- Føler Han Skyld?
Jeg havde næsten ondt af ham, fanget i et net af skyldfølelse og stolthed. I den periode har det også virket tydeligt at han prøvede at vende historien til sin fordel. Ved at prøve at opnå fred i Palæstina, ved at prøve at løse finanskrisen. Desuden har han jo været meget diskret den sidste tid, og har opført sig som en ægte gentleman med Obama, og planlagt overgangsfasen ned til den mindste prik. For det fortjener Bush min tilgivelse.
Bush har nok præget min årgang langt mere end nogen anden, fordi vi som sagt har lært at tænke ved at overveje Bush handlinger i givne situationer. Det er nok også derfor at hadet til ham sidder langt bedre fast i os, da han er kommet til at repræsentere det ultimative onde.
I vore bevidstheder er han samtlige dårlige ting ved amerikansk politik, styret af finansverdenen, søgende efter penge, magtbegærlig uden at have noget til overs for fundamental frihed, arrogant på den amerikanske måde, fundamentalistisk religiøs og ultrakonservativ.
Jeg er derfor også sikker på at min generations amerikaner-skepsis vil overleve langt længere end nogen andens, fordi Bush’ USA har præget vort syn på verden, som et sted hvor få onde mænd kan bestemme over uskyldige menneskers liv. Bush tog vor uskyld og smed den i skraldespanden.
På den måde kan vi måske også få vor del af obamania’en. Måske kan Barack Hussein Obama også få os til at håbe på en bedre verden igen.
Gemt under: valg i USA | Tags: Barack Obama, Bill Clinton, Bill Richardson, Europa, Hillary Clinton, Israel, Jimmy Carter, John McCain, Palæstina, præsident, præsidentvalg, premierminister, racisme, Rahm Emanuel, reklame, secretary of state, sorte, stabschef, taler, udenrigsminister, USA
Så er enden på valget i U.S.A. nået. I lidt mere end ti måneder er det valg, de grupper, de personer og de holdninger blevet gennemdiskuteret og analyseret på kryds og tværs, ja, vi er nærmest blevet bombarederet, om ikke hjernevasket med indtryk, reportage, analyser og blogindlæg (!) om hvordan dette her nu kunne ende. Det ved vi jo så nu. Jeg har ventet med at skrive det her indlæg fordi jeg også ville have Baracks første handlinger og de første reaktioner med (og så også fordi jeg har manglet tid…).
Vi kan jo begynde med de sidste hændelser før valget. Den vigtigste var nok Barack Obamas meget omtalte reklame på en halv time, sendt i den bedste sendetid. Udover at han i denne reklame skitserede de planer han har for sit land (som man kan læse om i mit indlæg om dem), så formåede han også at gøre det igen han har haft succes med i de sidste mange måneder. Han viste sig selv som, for det første en samlende figur der kan bringe amerikanerne sammen som ét folk på tværs af økonomiske, etniske eller religiøse skel, for det andet som en hel kandidat. Han var, i denne video, ikke bare den første sorte mand der har haft en reel chance for at blive amerikansk præsident, men en mand med visioner for sit land og for sit folk. Man kunne tydeligt se at der var blevet gjort alt for at vise Obama som en stor og samlende mand, der blev vist folk fra alle geografiske områder i landet og fra de dominerende etniske grupper: hvide, sorte og latinamerikanske, med klassisk musik i baggrunden. Der blev dog også begået en fejl, en temmelig forudsigelig én oven i købet. Der var jo en overhængende risiko for at det ville blive en kende forlorent. Samlet set var det OK nok, men dervar lige nogle få øjeblikke hvor man tænkte “lort, han gør sig selv til grin lige nu”. Men tiden har jo vist at det holdt. Jeg synes også reklamen var en god idé. Samlet set lykkedes det for ham at få sit budskab ud til fantastisk mange mennesker, på en måde så at man ville kunne træffe en saglig beslutning om hvorvidt ma nu også ville stemme for ham, i stedet for de sædvanlige 5-minutters reklamer, hvor man har så kort tid at man alt for ofte forfalder til tom snak eller fjendebilleder.
Da Barack Obama så belv valgt for snart 2 uger siden, så kom var der jo mange reaktioner til det. De vigtigste var nok hans egen og hans modstanders (som kan læses her for McCain og her for Obama). Han selv holdt et brag af en tale på lidt over en halv time. Han omtalte igen sine projekter (politikere har desværre fået den dårlige vane i vore dage altid at gentage samme sætninger for forklare hvad de mener, f. eks. “We can’t drill our way out of the problem”), men han brugte også meget tid på, ja lad os sige ikke særlig konkret snak. For en gangs skyld kunne man måske sige at en meget følelsesladet tale var helt på sin plads. Det var på en måde meget flot at se tusndvis af mennesker råbe “YES WE CAN!” sammen med deres idol, men på den anden side var det bare også lidt åndssvagt. Min samfundsfagslærer på Duborg-Skolen sagde faktisk noget meget sigende om dette “Ja, nogle gange når jeg sidder i biografen og ser sådan en rigtig tøsefilm, så hænder det jeg sidder og tænker “Ajj, det her er bare for åndssvagt”. Sådan havde jeg det faktisk da jeg stod op kl. 5 om morgenen for at se Barack Obamas tale, men pludselig, så mærkede jeg at tårene, ja de begyndte at løbe ned af kinderne på mig”. På den ene side er det bare tom snak, men så alligevel, det er jo rigtig nok at lige netop den aften havde U.S.A. taget et stort skridt. John McCains tale var præget sf stor værdighed. Han erkendte også det storslåede i at en sort nu havde bevist at intet var umuligt i Amerika, og når der blev buet af Obamas navn viftede han med hænderne som en sand gentleman. Han udtrykte sin store beundring for U.S.A.’s næste præsident og forsikrede sit land om at han nu ville gøre alt i sin magt for at hjælpe ham. Mest af alt takkede han alle sine tilhængere varmt og fortalte om hvor stolt han var når han tænkte at de fulgte ham. ”Det var mit livs store ære at lede denne kampagne” sagde han. Måske for sidste gang fik vi hans berømte løftede tommelfingre at se, før han forsvandt.
Nu har vi altså 4 Obama-år i sigte. Der er en del ting vi kan forvente, ikke kun gode for den sags skyld. Der er dog allerede gode tegn på nuværende tidspunkt. Selvom Obama endnu ikke er officielt tiltrådt, det er først den tyvende januar, så er han allerede begyndt på arbejdet. Da U.S.A. er i en meget dårlig stand i øjeblikket bliver præsidentens arbejde des sværere, og derfor er det bedst at begynde hurtigt. Han valgte allerede to dage efter sin valgsejr en stabschef (Chief of Staff), hvilket ca. svarer til vores departementchef i statsministeriet, eller måske mere rammende, premierministeren i Frankrig. Den heldige udkårne er den jødiske Repræsentant Rahm Emanuel, der har en lang karriere bag sig og god erfaring i bagagen, bl. a. som rådgiver for Præsident Clinton og medlem af bestyrelsen for Freddie Mac, et føderalt firma der køber pantbreve, sætter dem sammen og sælger dem videre, hvilket forøger den kapital der er på boligmarkedet. Han har desværre et meget positivt syn på Israel, men det kan jo selvfølgelig bruges til at få Isrelerne til at overholde aftaler (selvom jeg har mine tvivl). Han overvejer også hvordan udenrigsministeposten skal besættes. Valget står imellem to tidligere modstandere, latinamerikaneren Guvernør Bill Richardson af New Mexico, en meget erfaren herre, der har U.S.A.’s FN-ambassadør eller Hillary Clinton. Da Hillary ikke er så erfaren som hun siger, ville jeg foretrækker Richardson, omend dette valg potentielt kunne splitte demokraterne.
Desværre er U.S.A.’s ude på dybt vand lige nu. Hele verden oplever en af de værste finanskriser i et århundrede, og nu er det jo sådan at en stat eller en regering reelt ikke kan gøre så meget ved en kriseramt økonomi. Fankrig har været ramt af krise i 30 år nu, og alt er blevet prøvet. Markedet er en så kompleks ting med så mange faktorer at dét der tilsyneladende gavner meget vel kan være skadeligt og omvendt, og alt statsledere kan gøre i krisetid er at se ud som om de gør det der skal til og folde hænderne og bede. Der skulle Anden Verdenskrig til for at løse sidste krise.
Dette er bare et endnu større problem end som så, fordi det ikke er en helt normal præsident Amerikanerne har valgt sig. Da Barack Obama er sort er det af den ypperste vigtighed at han formår at løse finanskrisen. U.S.A. har endeligt taget skridtet frem, og har valgt en sort præsident, men det betyder ikke at racismen er død, det betyder at de har givet det en chance. Men hvis Barack Obama viser sig at være en fiasko, så vil alt det gå til spilde, fordi så vil folk ubevidst tænke på hans farve som faktor. Så bliver det grimt.
Der er et andet spørgsmål man kan stille sig selv. Før Obama stillede op til præsidentvalget havde han en række holdninger, som han jo helt naturligvis har måttet moderere under valgkampen. Der er emner der er blevet undgået og der er meninger der er blevet ændrede. Spørgsmålet er: hvem vil Obama følge? Sit gamle jeg, eller sit nye jeg. Logikken ville svare det gamle. Nu er han jo valgt, han har ikke mere at bevise, han kan jo gøre havd han vil nu. Historien viser os bare mange eksempler på det modsatte. Vejen til magten korrumperer siger man, og Obama har været undervejs meget, meget længe.
For de sorte vil valget af Obama nok ikke ændrer så meget konkret. Måske vil der værre flere tiltag for at bringe de sortes andel af fængselsbefolkningen ned (50% af de indsatte er sorte imod 15% af hele befolkningen). Det der virkelig er vigtigt her, det er symbolet. Obama har som sagt vist at alt er muligt for alle i U.S.A., hvilket mange sorte sikkrt har betvivlet indtil nu. De har endegyldigt fået bevist at også deres stemmer bliver hørt og at også de har ret til og bør deltage i samfundsdebatten. Måske vil det have en positiv effekt, hvem ved?
Men valget af Obama betyder meget mere end bare det, som jo egentlig i sig selv er en del. Dette valg markerer “enden på begyndelsen” af noget der allerede begyndte ved midtvejsvalget for 2 år siden, i 2006. Der fik Demokraterne overbevisende flertal, både i Senatet og i Repræsentanternes Hus. Dette var i sig selv en nyhed, men dette valg betyder at Amerikanerne nu går igennem en demokratisk periode igen. I de sidste 50 år, har der kun været to demokratiske præsidenter, begge fra Sydstaterne, begge på partiets, om ikke højrefløj, så dog centrum. Men Obama, han er jo på partiets venstrefløj, desuden er han fra midtvesten, og kan vel dårligt beskrives som et konservativt valg. Mit gæt er at Demokraterne ved sidde med de bedste kort på hånden i de næste mange år, sikkert helt indtil næste krise U.S.A. vil gå igennem.
Men selvom alt dette selvfølgeligt er meget godt, så tror jeg alligevel mange af mine læsere vil blive overraskede, måske endda skuffde, over den politik Barack Obama vil føre. Jeg blev næsten overvældet da jeg så at 41% af mine læsere har sagt at de støttede Barack Obamas politik “helt og holdent”. Nu kan det selvfølgelig være jeg ikke kan dansk (det kan det faktisk godt!), men i min verden betyder ”helt og holdent” altså 100%. Så 41% af min læsere støtter altså Amerikaneres frie adgang til skydevåben, de støtter øget olieboring eller brugen af kulkraft, de støtter atomkraft, Afganistankrig, indtrængning på Pakistans suveræne territoium eller en pro-israelsk mellemøstpolitik? Det må man tro, eller også så er der bare nogen der bliver meget skuffede. Barack Obama er også amerikaner, og i de kommende år forbliver U.S.A. altså U.S.A.
Under alle omstændigheder er et sikkert. Verdens mægtigste land har fået sig den bedste præsident man realistisk kunne håbe på. Fra et amerikansk perspektiv er han symbol på en ny tid og liberale holdninger, han er et frisk pust af rettigheder, frihed og forandring, han kan virkelig få én til at tro på at der er bedre tider forude. Nå Amerikanerne siger de vil gøre noget, så gør de det, og når Obama siger han vil have næste generations el-biler bygget i U.S.A., så kommer det til at ske. U.S.A. er ikke bare en samling stater, det er også en samling kulturer, etniske gupper, holdninger og religioner, men ved hjælp af sin kulturelle åbenhed og sin midtsøgende politik, kan U.S.A.’s motto måske endelig få lov til at gå i opfyldelse: Af mange, én.
E PLURIBUS, UNUM
Gemt under: valg i USA | Tags: Barack Obama, enden, præsidentvalg, USA, valg, valg i USA
Barack Obama
Gemt under: Om Bloggen, valg i USA | Tags: abort, Barack Obama, Bill Clinton, feminisme, Hillary Clinton, Joe Biden, John McCain, katolicisme, kvinderettigheder, ligestilling, Mike Huckabee, Mitt Romney, nominationskonvent, Om Bloggen, Politik, racisme, Sarah Pahin, The Wall, valg i USA
VS.
I går morges accepterede John McCain officielt det Republikanske partis nomination som kandidat til Præsidentskabet af USA, men som Churchill sagde det så “er dette ikke enden, det er hele ikke begyndelsen på enden, men det er måske enden på begyndelsen”. For med denne nomination er enden på 8 måneders primærvalg nemlig nået og dermed er det amerikanske valg reelt gået i gang. Det er nu de amerikanske vælgere virkelig vil begynde at følge med i valget. I de næste to måneder vil vi se tonen imellem de to kandidater og deres støtter eskalere og den evige kamp om midtervælgernen blive mere og mere intens. De to kandidater har nu endegyldigt lagt de interne stridigheder bag sig, og selvom de stadigvæk skulle findes så vil der ikke blive snakket om dem for at få folk til at glemme dem.
Begyndelsen på begyndelsen på et af verdens længste valgforløb var allerede for lang tid siden. Det var den dag Hillary Rodham Clinton blev valgt som senator for New York State. Dermed blev hun en del af det amerikanske politiske liv og “det oplagte valg” som demokratisk præsidentkandidat. I 2004 stillede hun dog ikke op fordi hun vidste hun ikke var klar endnu og det er ved det demokratiske nominationskonvent dette år, hvor John Kerry som bekendt blev valgt, at en anden af dette valgs hovedpersoner første gang kom i søgelyset. Ved alle konventer er der altid en opadgående stjerne indenfor partiet som skal holde en tale til støtte for den valgte kandidat. Ved dette konvent var omtalte opadgående stjerne Illinois statssenator Barack Hussein Obama II, og her holdt han en for mange historisk tale hvor han som ofte for sit vedkommende, brugte sin egen livshistorie til at illustrere det amerikanske ideal. Denne i øvrigt fantastiske tale gjorde ham rekordhurtigt enormt populær og han blev valgt som Senator for sin stat, altså Illinois, ved det kombinerede præsident/kongres valg i 2004, hvor George W. Bush ganvandt præsidentposten. dermed var demokraternes to hovedpersoner ved dette valg udpeget allerede for 4 år siden.
For republikanernes vedkommende, har deres primærvalgs absolutte hovedperson været kendt i mange år. John McCain stillede op mod George Bush ved det republikanske primærvalg i 2000 men tabte in extremis pga. af en skræmmekampagne Bush’ støtter havde udført. De ringede rundt til folk og spurgte folk om de stadig ville støtte hvis de fandt ud af at han havde et uægte barn. Siden da har John McCain næret et intenst had imod USA’s nuværende præsident. Hans præsidentielle ambitioner har altså været kendt længe, men længe før valget var han blevet afskrevet af politiske kommentatorer som for gammel. Før valget var han langtfra lige så populær som republikanernes wonderboy, Rudy Giuliani. Han var med andre ord en outsider. Da valget gik i gang stod det dog hurtigt klart at John McCain skulle vælges. Hans mest indædte modstander, Mike Huckabee, blev kendt i nationalpolitiske kredse da han blev valgt som Guvernør for Bill Clintons gamle stat Arkansas, hvor han i øvrigt var enormt populær. I den periode blev han blev både kendt som én af USA’s mest kompetente og mest korrupte guvernører.
Det egentlig valg begyndt den 3. Januar 2008, da staten Iowa afholdt det allerførste caucus. Det var et mærkeligt caucus der begyndte et mærkeligt primærvalg. Både republikanernes og demokraternes ellers klippefaste favoritter tabte til fordel for små kandidater. Hos demokraterne var det som bekendt Barack Obama der blev valgt i en stat der ellers mest indeholder gennemsnitlige hvide middelklasse amerikanere. Med andre ord slog han favoritten på hendes egen bane. For Mitt Romney var det et katastrofalt valg, fordi han havde investeret utroligt mange egne penge i sejren af lige netop det valg, med den bagtanke at hvis han vandt det første valg ville han have momentum til at samle penge ind til de næste. Men nej, både veteranen John McCain og baptistpræsten, Mike Huckabee slog ham.
Allerede i ugerne efter droppede mange kandidater ud, det er alle dem vi aldrig nåede at høre eller kun husker svagt, godt gemt væk i kassen i trejde skuffe nedefra i kommoden i arkivrække 13 på loftet i vore baghoveder. Hos demokraterne er der bare tale om én som vi har været nødt til at hente frem igen, nemlig Joseph Biden, og så Dennis Kucinich og Bill Richardson. Hos Republikanerne var det Fred Thompson og Duncan Hunter. Favoritten, der havde satset alt på Super Duper Tirsdag, Rudy Giuliani, kæmpede til det sidste, men stoppede lige før legen blev rigtig, rigtig ydmygende, altså dagen før D-dagen, hvor meningsmålingerne, trods hans indædte kamp, stadig spåede ham et stort nederlag. Det samme gjorde sig gældende for demokraternes tredje mand John Edwards, bortset fra at han rent faktisk også havde ført kampagne i de små stater (lidt ynkværdigt). Lige efter Super Duper Tirsdag droppede også Mitt Romney ud.
Dermed var banen klar til de månedslange krig imellem Barack Obama og Hillary Clinton. På republikansk side fortsatte Mike Huckabee stædigt helt ind i marts måned, men allerede efter Super Tirsdag havde John McCain de facto vundet pga. republikanernes ganske vist praktiske men lidet demokratiske valgsystem: vinderen-ta’r-alt. Det går kort sagt ud på at den der får flest stemmer i en stat, om det så kun er 5%, får alle delegaterne fra pågældende stat. Altså kunne John McCain allerede midt i februar begynde at vende blikket imod det sted hvor vi står nu, altså begyndelsen på valget, alt imens demokraterner endnu skulle kunne holde flere måneder ud hvor de skulle se begge kandidater vinde i lange baner. Først kom Obamas ubrudte række på elleve sejre, så Hillarys sejre på Super Tirsdag 2.0, altså helt indtil Clinton definitivt trak sig i begyndelsen af juni. Vi vil snart få at se hvor meget effekt det vil have på valgresultatet.
Nu er Clinton væk, og det er sådan set ganske trist for dem, der som jeg mener at en kvinde til tops ikke nødvendigvis er tegn på et mere kvindevenligt samfund, men måske på at det er ved at ændre sig, men man jo ikke få både få smøret og smørets penge (som man siger i Frankrig), og en sort til tops er jo også udemærket på samme måde. Udover dette kan man jo sige at Clintons erfaring, den løber ingen vejne, imens Obamas nyhed den er her og nu. Med andre ord kan hun stadig stille op om 4 år hvis Obama taber nu, eller om 8 hvis han vinder, men det omvendte ville have været ganske umuligt.
Obama havde og har mange facetter, og de fleste af dem kan tale både til hans fordel og til hans kummer (dejligt ord, ikke sandt?). For det første er han ny, så han er ikke blevet smurt ind i Washingtons smuds endnu, på den anden side betyder det jo også, at han ingen eller ringe erfaring har. For det andet er han multikulturel, og til enhver tid kan dette jo være en ufordel, men han har forstået at udnytte dette på mestervis, ved at agere brobygger. Det eneste lille “men”, er at nogen har brugt det til at få ham til at fremstå som uamerikansk, eller som muslim (i de kredse hvor det skulle kunne bruges som argument, er det jo ikke særlig velset). Han har også fået massiv støtte fra eliten, hvilket jo er fint nok, men hans modstandere har argumenteret for at han er for elitær og for “popstjerne”-agtig. Sidst men ikke mindst er der et stort spørgsmålstegn, der ovenikøbet ikke har fået svar endnu. Er Obamas hudfarve fordel eller fejl? Nu er jeg selvfølgelig ikke amerikaner, men jeg er som samtlige andre borgere i den vestlige verden blevet bombarderet med amerikansk kultur siden jeg åbnede øjnene for første gang (hvis jeg ser endnu en dårlig amerikansk firserfilm i dansk TV, så skyder jeg mig selv), så en anelse har jeg vel lov at have. Mit indtryk er at farve stadig er noget der har indflydelse på folks måde at tænke på i USA, men der er kun for et meget lille mindretal på den yderste højrefløj er dette rent faktsik har en positiv effekt (læs: Hans farve vil holde dem fra at stemme for Obama), og dette kun fordi de ikke bekymrer sig om uskrevne regler. For et andet mindretal, som jeg vil gætte på befinder sig i midten, har farven ingen vigtighed overhovedet. For det overvældende flertal tror jeg farve har en vigtighed, men at emnet er så tabubelagt, at de, hvis de var nødt til at kombinere dette med samfundets uskrevne regler om hvad man mener og ikke mener om racer, ville være nødt til at skyde sig selv. Så de lukker øjnene for deres egen racetænkning, og tænker i negativer (læs: De tænker: “Hvordan ville en racist stemme?” og gør derefter det stik modsatte) for at overbevise sig selv om at de ikke er racister. Altså er Obamas hudfarve en enorm fordel. Den gør ham historisk.
McCain har skam også mange facetter. For det første har han været soldat, ydermere krigshelt, og det er blandt alle amerikanere, uanset politisk anskuelse (undtagen det pacifistiske mindretal), som at se et stort plustegn tegnet på hans pande. For det andet inkarnerer John McCain bare de rette værdier, og amerikanere der udelukkende stemmer ud fra værdier er jo ikke en mangelvare (jf. kommentarer som “han ligner en stor leder”, “han har de rette værdier”, “vi har samme livsanskuelse”). Dette er jo selvfølgelig kun en fordel hos dem der rent faktisk har samme opfattelse af en stor leder som omtalte amerikanere, f.eks. nogen så cliché som de udannede masser. For det tredje, er USA et ufatteligt patriarkalsk samfund. Det er far der beskytter pionerfamilien, det er far der er ude at kæmpe for sit land, det er far der er ude at tjene pengene. Og John McCain ligner unægteligt en landfader på en prik. Han er gammel, han er hvid, og han er en mand. Dette gælder selvfølgelig kun som fordel hos dem der ikke har lagt sig udover denne tænkning. For det fjerde, har John McCain nu taget Clintons plads som “det sikre valg”. Han er den rette mand for den del af sjælen der i baghovedet hvisker “Obama og hans broer er kun en drøm, ude af rækkevidde, han er kun ren luft, og så snart han er valgt, så er han væk”. Nej McCain, han står fast som en sten og han går ingen steder. McCain er valget for dem der ikke vil skrive historie men bare vil have en præsident som USA nu engang har flest. Sidst men ikke mindst er McCain temmelig liberal – altså, af en konservativ at være - han er grøn og er ikke lige så hård i retorikken i de etiske sager som medrepublikanere. Dette er unægteligt en fordel hos midtervælgerne, der som altid tvivler og ellers bare venter på at blive erobret af den ene eller anden side. Til gengæld har dette været en varm kartoffel i de fløje af det republikanske parti der går under navnet theocons, kort for theo-conservatives, altså de højrefløjskristne. De stoler ikke på ham.
Siden primærvalgene sluttede, er der nu gået to måneder eller mere, hvor der ikke er sket så forfærdeligt meget. Men de sidste to uger, de har været spændene. De har været noget så originalt som begyndelsen på enden på begyndelsen. Der er blevet valgt vicepræsidentkandidater, der er blevet holdt konventer og der er blevet talt og klappet.
Valget af VP-kandidaterne er altid meget interessant, fordi de illustrerer hvad kandidaterne selv mener de mangler. Reglen er at de hver skal finde en egen model af deres modstander, men der er selvfølgelig plads til undtagelser.
Obama har truffet et udmærket valg, Sen. Joseph Biden af Massachussets, en mand der tidligere selv var kandidat, men trak sig på valgets førstedag. Obama har indtil nu været så heldig at Clinton og McCain har brugt samme argumenter imod ham og dermed kan han med et valg lukke munden på begge modstandere. Han har valgt sig en demokratisk, erfaren, McCain. Joe Biden er hvid, troende katolik, men overraskende nok aborttilhænger (han har ikke samme tilgang til problemet som jeg, men hans er også gyldig; han er imod abort på det personlige plan, men vil ikke pådutte andre denne religiøse opfattelse). Han er længesiddende senator, formand for senatets udenrigspolitiske udvalg og er nok USA’s mest erfarne person på det udenrigspolitiske plan. Han ville have været mit personlige valg, hvis jeg havde kunnet stemme.
McCain har ikke været lige så heldig. Hans modstandere har kritiseret ham forskelligt. For de eventuelle liberale vælgere er han for konservativ og for de ultrakonservative vælgere er han for liberal. Han har måttet vælge et kompromis. Han har truffet det ukonservative valg af en ultrakonservativ: Guvernør Sarah Palin af Alaska. Hun er ung, hun er kvinde, hun er uerfaren, og hun er ligeså upåvirket (tilsyneladende) af magtens korridorer som Obama. Derfor er valget af hende et progressivt valg. Men hun er også én af de mest konservative republikanere i verden, og hun rokker sig ikke en centimeter i de etiske sager. Hun er mangeårigt medlem af våbenlobbyen, hun er imod abort, gay ægteskaber, stamcelleforskning osv. Hun kan tiltrække mange slags vælgere, f.eks. Clintons gamle støtter (og hvis hun splitter det Demokratiske Parti på vejen er det jo kun godt), nyhedsfansene, der jubler over Obama novicestatus, midtervælgerne og dem som McCain har haft allerflest problemer med: de Højrefløjskristne. Med dette valg har McCain dog løbet en risiko, for måske er Sarah Palin ikke et kompromis. Som Churchill sagde det (jeg er en stor fan af Churchill): “Et kompromis er at få alle parter til at tro at de har fået det største stykke af kagen”. Men måske er Sarah Palin tilpas så diffus at hun vil efterlade alle med den tro at de har fået det mindste stykke af kagen. Det vil tiden vise.
Der er også blevet holdt ufatteligt mange taler de sidste to uger.
De væsenligste demokratiske talere var Hillary Clinton, der gjorde det bedste for sig selv, nemlig støttede Obama, men kun præcis så meget som man forventede (Clinton har interesse i et Obamanederlag, for så vil hun kunne stille op igen allerede om 4 år), Bill Clinton, der stort set præsenterede Obama som en miniversion af sig selv og som en modsætning til Bush/McCain, der til gengæld lignede hinanden lidt meget. Også Ted Kennedy, den sidste af JFK’s brødre, en kultfigur blandt demokrater og republikanere, senatets til aller tider tredjelængstsiddende medlem, som snart skal dø af kræft. Obama holdt en stor nominationsaccepttale, men det var en rigtig kampagnetale og dermed ikke så historisk som hans tale i 2004.
Hos republikanerne serverede Mitt Romney en omgang socialistskræmmekampagne, islamskræmmekampagne og mente i øvrigt at hvis man ville have change så var det McCain man skulle gå til, fordi regeringen, uden at vi vidste det, hele tiden har været liberal. Bemærk hvordan han behændigt undgår den varme kartoffel Bush. Mike Huckabee talte om John McCains soldaterfortid og om hvor stolt enhver amerikaner skulle være af at have sådan nogle iblandt sig. Som baptistpræst vill det have været mærkeligt om ikke også han havde nævnt de etiske sager (og selvfølgelig de farlige europæiske ideer om offentlig sektor).
Nu begynder det amerikanske valg med andre ord. Som sagt har man med vicepræsidentkandidaterne og støtten fra de tidligere modstandere fået samlet partierne, og fra nu vil McCain og Obama kæmpe om midtervælgerne, og de vil kæmpe indædt. Hos republikanerne vil man bliver endnu hårdere, og hos demokraterne vil man begynde angrebene. Derfor vil der hver søndag være et indlæg om det amerikanske valg her på min blog. Begyndelsen er forbi. Nu går det løs.
