Efter tre ugers dejlig pause fra bloggen er jeg tilbage. Det har givet mig tid til at tænke mig om, og jeg er kommet frem til at bloggen her mere og mere blev tvang for mig, så nu vedtager jeg enstemmigt et friere skema (man er vel liberal) der siger at jeg skriver når jeg har noget på hjertet om det jeg har på hjertet. Ikke mere noget med citater eller Chuck-Norris-Fakta, medmindre jeg da lige kender ét der passer perfekt til et andet indlæg, ikke mere noget med at følge en orden i de emner jeg tager op, selvom alle emner stadig vil blive taget op i ny og næ, ikke længere et fast antal indlæg om ugen, selvom der nok stadig vil være gennemsnitligt ét om ugen. På denne her måde er jeg friere og gladere for bloggen her. Og nå ja, i anledning af julen sner det her på bloggen. Glædelig December måned!
Gemt under: Ikke kategoriseret | Tags: ayn rand, blasfemiparagraf, blogger, bloggere, blogging, blogosfære, blogs, censur, debat, det Onde, feed, folkeoplysning, fora, forum, had, Helen Latifi, Helen Latifis Small Talk, holdninger, IP-nummer, IT, kommentarer, links, Medier, meninger, moralsk svigt, oplysning, Peter Skaarup, politianmeldelse, politisk aktivitet, racismeparagraf, ytringsforbud, ytringsfrihed
Kære Helen
Da jeg i dag modtog dit feed blev jeg meget trist. Det var temmelig simpelt formuleret. Der stod jo blot: “Fra dagens dato er bloggen lukket af for kommentarer”. Som forklaring henviste du til dit forrige indlæg. Af gode grunde var de kommentarer der havde udløst denne ekstreme handling ikke længere synlige (du havde slettet dem), men ud fra andre kommentatorers henvisninger til dem kunne jeg forstå at der var blevet udtrykt nogle temmelig yderliggående holdninger. Dette har selvfølgelig slet ikke sin plads på et demokratisk debatforum. Jeg må desværre sige, at det at du har slettet dem er mindst lige så bekymrende, og at du har lukket af for kommentarer mindst lige så begrædeligt.
Debat er en integreret del, jeg vil endda sige at det er én af grundstenene, i ethvert demokratisk samfund. Det er en kommunikationsform der gør det muligt at oplyse om ens meninger, sprede og forsvare dem, argumentere mod andres holdninger og lade tilhøreren selv bestemme hvilke holdninger er de bedste. Debat en god ting, lige meget hvilke holdninger der bliver debatterede.
Selvom der bliver luftet holdninger der er langt under den standard man kunne forvente af en oplyst borger i et demokratisk land, selvom de er hadske, selvom de opfordrer til vold. At fjerne disse kommentarer vil have en virkning der er stik imod den forventede. Den der har lagt dem vil alligevel kunne finde fora hvor han kan sprede sine primitive meninger, men det at fjerner dem har kun den virkning at man skjuler disse meninger for folk der potentielt kunne skyde dem i sænk, at man skjuler en problemstilling for folk der kunne have mulighed for at gøre noget ved dem. Og imens vi så sidder her uvidende om faren fordi du har slettet dens symptomer der hvor vi kommer, så vokser uhyret sig bare større og større på steder hvor det ikke bliver modsagt. Det at censurere sådanne kommentarer, der er at lade det ske uden at handle. Ayn Rand, som jeg også skrev om i går, sagde engang: “Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved deres moralske svigt, der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, at det Onde sejrer”. Derfor er det bekymrende at du har slettet disse kommentarer.
Da debat er en sådan vigtig del af et oplyst samfund, er det desto sørgeligere at du har valgt at lukke af for den på din blog. For det første går du glip af en masse vigtig feedback og for det andet mister dine indlæg en hel dimension. De bliver flade, de få ikke lejlighed til at blive afprøvede. Stoler du ikke på at de kunne holde til en sund debat? Hele meningen med at have en blog forsvinder.
Det der virkelig er sørgeligt er dog, at weblogs ofte er det eneste sted hvor normale mennesker kan sprede deres holdninger uden at engagere sig alt for meget. I flere år har jeg udelukkende været politisk aktiv på diverse blogs, og det var en sand glæde. Man kunne vælge at skrive en kronik eller et læserbrev, men så skal man virkelig tænke sig om og sende det ind, og så går man og tænker på om man nu også er blevet valgt. Man kunne skabe sine gen blog, men det kræver arbejde, omtanke og tid, som mange mennesker ikke har. Man kunne ringe ind til en radio, men så er det meget mere direkte, og der er jo mange der er for sky og generte til dette. Ydermere kræver det at man følger med i udsendelsen en del tid, og så løfte telefonrøret og håbe på at blive valgt. At kommentere på en blog kræver kun brugen af et medie, som man højst sandsynligt allerede bruger, det kræver ikke særlig megen emotionel indblanding, arbejde, omtanke eller tid. Det er hurtigt og tilgængeligt for de fleste. Hvis man fjernede kommentarfeltet på alle blogs, ville denne glæde ikke have været min, og så ville jeg aldrig have kunnet ytre mine holdninger.
Det er selvfølgelig ganske ubehageligt at se sin blog bliver brugt som platform for folk med ekstreme holdninger, men censur eller forbud imod ytring er aldrig vejen frem. Derimod burde du, hvis sådanne meninger bliver ytret, kommentere tilbage, hvor du for det første afviser alt ansvar for kommentaren, for det andet klart siger at du ikke deler de værdier der bliver præsenteret i den, og derefter skyder den fuldkommen i sænk. Ydermere bør du, hvis kommentaren falder ind under visse begrænsninger af ytringsfriheden, som f. eks. racismeparagraffen eller blasfemiparagraffen, straks anmelde den til politiet. Heldigvis er det forholdsvis let at finde frem til hvem der har lagt en kommentar. De mennesker der er dumme nok til at lægge fornærmende kommentarer er ofte også dumme nok til at undlade at skjule deres IP-Nummer når de gør det, derfor kan du se det på dit administrationspanel under fanebladet “kommentarer”. Hvis du går til politiet, bevæbnet med dette nummer, vil det være en smal sag for dem at finde ud af hvem der gemmer sig bag. Selvom den dumme kommentator så skulle have skjult sit IP-Nummer, kan en person der er bare lidt mere velbevandret i IT end gennemsnittet, finde det. Det er vejen frem.
Derfor hører og bønhører jeg, Helen, at du omgør dette forbud. Det er direkte imod det formål jeg formoder du har. De negative konsekvenser af ytringsfriheden kan man aldrig helt værge sig imod, men det er ikke derfor man bør afskaffe den. Lad ikke folk med indskrænket livssyn og snæversynede holdninger tage din blogs essens fra dig. Det er at lade dem vinde. Fratag mig ikke det debatforum jeg sådan holder af at læse. Hvis du imidlertid holder fast i udøve censur, må jeg se mig nødsaget til at fjerne mit link til din side og opsige mit abonnement på dit feed. Jeg formoder ikke at dette vil have nogen synderlig effekt på dig, så det er ikke en trussel. Jeg ser mig blot ikke i stand til støtte en blog der ikke tillader fri debat. Selv på Peter Skaarups blog er der et kommentarfelt! Derfor beder jeg dig allerydmygst om at komme til fornuft.
Venlig Hilsen
Jon
P.S.: Jeg ville have elsket at lægge dette indlæg i et kommentarfelt på din blog, men af gode grunde er dette ikke muligt. Da jeg heller ikke kender din emailadresse, har jeg ingen mulighed for at komme i direkte kontakt med dig. Derfor har jeg valgt denne kommunikationsform. Hvis De, ærværdige læser, på nogen måde kan lede Helens opmærksomhed hen på dette indlæg, så beder jeg Dem om det. Hjælp!
P.P.S.: Hvis du ikke er enig i de ting jeg siger i dette brev, Helen, er du selvfølgelig helt velkommen til at lægge en kommentar.
Opdatering: Helen Latifi har bragt mit åbne brev som indlæg på sin blog.
Gemt under: Blog Action Day, Om Bloggen | Tags: Blog Action Day, blogger, blogging, fattigdom, Mig
I morgen, den 15. Oktober, er det Blog Action Day 2008. Denne begivenhed, der finder sted årligt, har som mål at samle tusindvis af bloggere i alle lande for på en dag, altså i morgen, at stå sammen om at tale om og sætte ét emne i offentlighedens søgelys. Dette års emne er fattigdom. Meningen er at bloggerne skal holde indlægget inden for deres blogs rammer, en blogger om mode kunne f. eks. snakke om hvordan man kunne skaffe tøj, evt. flot tøj, til unge i u-lande. Mit indlægs emne kan De læse om i morgen.
Ydermere vil jeg i morgen, for Deres skyld, selv pløje mig igennem en del indlæg og linke til de bedste indlæg i løbet af eftermiddagen, så De ikke selv er nød til at læse alt det irrelevante, men vil kunne læse udelukkende det bedste af det bedste.
Hvis De selv er blogger, ærværdige læser, kan De selv nå at melde Dem til her. Hvis De allerede er meldt til, er De velkommen til at linke til deres blog i kommentarfeltet. Måske vil De være blandt de heldige udvalgte til mine anbefalinger.
Mit indlæg skulle ligge klart engang imellem midnat og solopgang. Jeg har allerede forberedt en kande kaffe (og en god skål sukker!) og går i gang med kladden umiddelbart efter udgivelsen af dette indlæg.
