Gemt under: Kultur | Tags: ånd, Ben, Ben Vautier, brugskunst, Claude Debussy, Danmark, dansk folkeparti, dansk kulturliv, danskhed, De Usalige Konger, DF, følelse, finkultur, Finland, Frankrig, intellektuel elite, klassekamp, klasser, krop, Kultur, Kunst, Maurice Druon, Måneskinssonaten, mennesker, middeklasse, O, overklasse, populærkultur, sanser, sjæl, tanke, tretrinsstige, underklasse

- Ben Vautier, 1999, Frankrig. Omslag til skolebog i faget Plastisk Kunst.
De fleste mennesker er enige om at kunst er god ting, og det er da også noget skønt. Den det den af menneskenes særegenheder jeg nok holder allermest af, vores evne til at skabe en mening af noget meningsløst. Vi har altid ejet denne evne, lige siden vi blev til som Homo Sapiens Sapiens i Østafrika, det vidner talrige fund om, såsom meget gamle fløjter eller hulemalerier. Imidlertid hersker der stor uenighed om hvad kunst egentligt er, der er blevet brugt utallige definitioner igennem tiderne. Her i dette indlæg vil jeg så kommer med min mening om sagen. I er velkomne til at fortælle om jeres i kommentarfeltet.
Én af det ting der for det meste har været enighed om er at kunstværket, for at leve op til sin status, på en eller anden måde skal være unikt. Det skal være noget man ikke har set før, og hvis man ser det igen så er det plagiat og så er der ikke blevet skabt noget og dermed er det ikke kunst. Der også normalt enighed om at kunst skal være fuldkommen ubrugelig. Den skal bare inspirere, men den må ikke have nogen funktion. Så er vi ovre i brugskunst.
Disse to kriterier skaber en stor gruppe ting (vil jeg kalde det i mangel af bedre ord), hvoraf der imidlertid kun er en mindre del der rent faktisk er kunst. Min tro er at kunst er noget der skal udfordre et individ på alle planer, og da ethvert menneske består af tre lag, så må kunst skulle udfordre alle disse.
Vor første del er kroppen. Den er alt det jordlige, den er alt det vi kan sanse, vor fysiske fremtoning og vore jordiske behov. Vores anden del er sjælen, den er vore følelser, den er med andre ord anden etape af de indtryk vi får, vi sanser det først og derefter føler vi et eller andet. Vor tredje og så at sige højeste plan er ånden. Den er vore tanker, vor bevidste bearbejning og den sidste etape for vore indtryk.
Som sagt består et kunstværk tilsvarende af tre lag, ét for hver af vores. For at udfordre vore sanser skal det være teknisk veludført. Det behøver ikke nødvendigvis at være smukt, det skal understøtte de højere lag bedst muligt på samme tid med at det skal have et vist særpræg og standse tilskuerens blik. Ifølge kunstarten er det meget forskelligt hvilke kriterier man bruger, i dramatik er det scenografien, kvaliteten af skuespillet osv. det kommer an på, imens et maleri skal være malet med en sikker hånd der vidste hvad den gjorde og gerne skal overraske. Det vigtigste er dog at det er en god basis for de højere lag.
For at udfordre vor sjæl skal det fremprovokere følelser i os. Sammensætningen af alle de sanselige indtryk i vor bevidsthed bør skabe en følelse af noget i os, en følelse der gerne skal vare i længere tid end den hvori vi rent faktisk oplever kunstværket. Det kan begynde med en lille fornemmelse i os og så vokse sig større og større og holde i flere dage eller endda uger. Da jeg læste Maurice Druons Les Rois Maudits (De Usalige Konger) fik jeg f. eks. meget stor medlidenhed med de to unge elskende som skæbnen skånselsløst river fra hinanden, og det var en følelse da varede ved i over en uge.
Sidst men ikke mindst skal et kunstværk udfordre vor ånd. Det skal give os noget at tænke over. Det skal fuldstændigt uden at vi gør noget plante en tanke i os, som vi så kan gå rundt og grubler over, lade ligge lidt, tage frem igen og måske en dag tænke færdig. Nogle gange kræver dette dog den rette indstilling hos kunstnyderen, man skal, om jeg så at sige, åbne sin sjæl. Da jeg, i den første time på den første skoledag efter sidste års vinterferie, hørte Claude Debussys Clair de Lune (Måneskin) fik det mig f. eks. til at tænke på min families feriested i Finland, om hvor meget jeg elskede at være der, og at det måtte være dejligt at lægge på badebroen deroppe (om sommeren) og samtidig lytte til dette stykke musik badet i måneskin. Såvidt jeg husker har jeg taget denne tanke op i indlægget Min Kristendom. Det behøver ikke på nogen måde være højere tanker, selvom det godt kan være det, for et musikstykke er det at forestille sig en historie nok det mest normale, det skal bare på den ene eller anden vis mærke én.
Diss tre “lag” i værket bygger meget på hinanden og derfor er det temmelig vigtigt at de alle er til stede, hvis altså det er kunst man ønsker. For illustrere dette kan vi bare tage en skulptur. Kunstneren har ønsket at udtrykke sin glæde ved den kvindelige krop og følelsen af lyst. Hvis nu skulpturen imidlertid ikke ligner noget som helst, så nytter det ikke meget, for man kan ikke nå op til de højere lag. Og hvis den slet ikke inspirerer os nogen følelser, så gider vi ikke engang at tænke på den, men går bare videre til de andre skulpturer på musæet.
Imidlertid hænder det ofte at man udelukker en af de tre aspekter fra sit værk, eller at man i hvert fald nedprioriterer det en del, for det meste helt bevidst fordi man ikke ønsker at skabe kunst. Oftest er det tankerne man undlader at appelere til, selvom det også hænder at man udelukker sanserne. Nogle franske forfattere har også en sygelig trang til at skrive meget kedelige ting på et meget fint sprog. Det er da også helt fair nok hvis producerne bag Friends ikke ønsker at appelere til deres seeres tanker eller beder om fantastisk skuespil. Når man kommer hjem fra skolen har man måske heller ikke lige lyst til at skulle reflekterer over hvorvidt Gud er subjektiv eller objektiv. Så er det bare ikke kunst, men underholdning. Dette kaldes underholdning for scenekunstarter og litteratur, dekoration for plastisk kunst og stemningsmusik for musik. Samlet kan man vel kalde det populærkultur.
Jeg tror at der findes tre niveauer i kulturen (jeg er i det hele taget meget glad for tretrinsstiger, og det sjove er at man meget ofte kan få én tretrinsstige til at passe med en anden), der igen hver især appelerer til de tre forskellige klasser: underklasen, middelklassen og overklassen.
Det første trin er nok det generelle begreb kultur. Et folks kultur er noget der ligger meget dybt, og måske er det udødeligt. Det er alle de uskrevne regler, alle de gamle historier der blev fortalt foran ildstedet, tøjmoden, sproget, troen, maden osv. Hvis den ikke er udødelig, så lever den i hvert fald længe. Da kristendommen blev indført i Danmark døde den konkrete tro på de gamle guder meget hurtigt, men den tilladte tro på jætterne, på runernes magiske kræft, på glæden ved at lyset vender tilbage, den overlevede længe, til dels lever den stadig. Man kender eksempler helt op i 1800-tallet på folk der klippede nejlene af de afdøde fordi Naglfar, det skib der ville komme sejlende fra Syd ved Ragnarok, skulle bygges af de dødes nejle, og ved at fjerne dem sænkede man verdens ende. Desuden ligger Julen stadig 3 dage efter den korteste dag og den er til dels stadig Lysets Fest. Dette trin henvender sig mest til underklassen, der er den der skaber kulturen og det er ofte den der følger den.
Det andet trin er populærkulturen, som jeg allerede har beskrevet, og som nok mest interesserer middelklassen, og det tredje trin er kunsten eller finkulturen, hvis målgruppe er overklassen og den intellektuelle elite.
Nu er det sjove ved stiger at det ene trin bygger på det andet, og hvis man fjerner stigens første trin, så ramler hele lortet, og jeg tror det er her man skal finde grunden til den krise jeg ikke er den eneste der ser i dansk kulturliv. I Danmark er det sådan at man har afskaffet underklassen. Den er næsten væk: “I Danmark har få for meget og færre for lidt”. Den er blevet integreret i middelklassen. Grundlæggende kan man mene at dette er en god ting, det gør jeg dog ikke. Ganske vist har vi nu et samfund med større velstand end før, men til gengæld har den danske kultur ikke længere nogen gruppe at henvende sig til. Alle går rundt og leder hele tiden og spørger “hvad er danskheden?”, det er ikke mærkeligt at der er debat om det, et levende eksemplar skal man lede længe efter. Mange skikker lever ganske rigtigt videre, men de har mistet deres mening. Julen er forbrugerismens sorte messe og sproget ligner engelsk mere og mere (jeg er selv at bebrejde her). Jeg tror også det er derfor DF er så populært, de kan bilde folk ind at de er danskheden. Problemet er bare at alle de andre lag af kulturlivet bør bygge på denne grundlæggende kultur, og når nu den er væk (eller forhåbenligt ligger i dyb søvn), så mister alt det andet lidt sin mening. Der kan stadig være tale om kunst, men hvis man spørger om det er dansk kunst, så er det straks lidt sværere at svare på.
Dermed er den lille parentes om dansk kultur lukket. Nu er jeg i hvert fald kommet med mit bud på hvad kunst er. Det er det der udfordrer os på alle planer, det der er unikt og det der komplet ubrugeligt. For at vide hvor god kunst noget er, må man imidlertid se på hvor godt det gør det, men det er en anden sag.
Gemt under: Blog Action Day | Tags: Afrika, AIDS, bistand, Blog Action Day, BNP, bruttonationalprodukt, Danmark, demokrati, diskussion, fattigdom, fattigdomsgrænse, forældreløshed, HDI, IMU, klimaforandring, kulturel integritet, ministerier, regering, støtte, Sudan, sult, tuberkulose, u-land, udviklingshjælp, ulandshjælp, undernæring, UNICEF, velstand, wikipedia
I en verden hvor 25.000 tusind mennesker hver dag dør af sult, hvor 2,7 milliarder mennesker levede for under $2 om dagen i 2001, hvor 1,1 milliard mennesker levede for under $1 om dagen, hvor 1,5 millioner mennesker fortsat dør af tuberkulose selvom en vaccine koster $2-3 per dosis, hvor 2,1 millioner mennesker døde af AIDS i 2007, hvor 850 millioner mennesker var underernærede i årene 1999-2005, hvor der er 210 millioner forældreløse ifølge UNICEF, i den verden er fattigdom fortsat et enormt problem, både hjemme hos os og i de lidt mindre privilegierede dele af verden.
Lige nu giver Danmark 0,8% af sit bruttonationalprodukt (BNP) som udviklingshjælp til en lang række lande, der mestendels er situerede i Afrika Syd for Sahara. Dette svarer til 1.372.382.000 kr. eller rundt regnet, en halvanden milliard. Der har længe været en diskussion om hvorvidt denne procentdel burde øges, sågar forhøjes til 1%, uafhængigt af hvordan BNP’et nu udviklede sig. Denne diskussion er selvfølgelig helt fin og bør fortsættes. Jeg vil dog ikke tage stilling til den i dette indlæg, da der er tale om en noget kompliceret problemstilling.
På bedste barack-obamavis har jeg nu præsenteret problemstilling og vil nu fremføre My Plan. Den er egentlig såre simpel; den går ud på, at hvor vi i dag giver 1.372.382.000 kr. til ca. 70 lande, skulle vi give 1.372.382.000 kr. til ét land. Man kunne jo forestille sig at man tog listen over verdens lande, rangordnet efter hvor høj en BNP de havde, og at man tog en anden liste over verdens lande, rangordnet efter hvor højt et Indeks for Menneskelig Udvikling (IMU) de havde (De kan læse mere om IMU på dansk på wikipedia eller på de lidt mere udførlige engelske, franske og tyske artikler, selvom den bedste løsning nok ville være at udbygge den danske artikel. Hvis De ønsker at vi skal gøre dette i fællesskab kan De lægge en kommentar herom). Derefter kunne man sætte den højestplacerede på den ene liste sammen med den laveste på den anden liste og så fremdeles. Med andre ord skulle man dele verdens lande op i par efter hvor rigt det ene land var og hvor dårligt man havde det i det andet land. Man kunne vel tale om et tutorforhold på internationalt plan over flere år. Danmark ville, som det land med det 28 højeste BNP, skulle sættes sammen med det land med det 28. laveste IMU, altså Sudan.
Hvordan skal dette foregå? Tja, man vil jo nok før samarbejdet går i gang sætte de to landes repræsentationer sammen i et mødelokale hvor man kan snakke om hvad samarbejdet egentlig skal handle om. Dette skulle vel være 1) øge den egentlige velstand, 2) fremme af demokrati og god regeringsførelse, 3) sikre det modtagende lands kulturelle integritet og 4) sikre at samarbejdet fremmer miljøet. Man kan derefter diskutere hvordan dette samarbejde skal udmønte sig, f. eks hvilke ministerier i det givende land skal samarbejde med hvilke ministerier i det modtagende land. Alle område skal være emne for samarbejde, da det er givet at det alle danske ministerier vil have noget at kunne fortælle alle sudanesiske ministerier. Når så samarbejdet går i gang, skal alle ministerier i begge lande have en afdeling for samarbejde med det eller de tilsvarende ministerier i det andet land.
Fordelene ved denne måde at arbejde på er at hjælpen bliver meget mere koncentreret og resultatorienteret og at man ikke er nødt til at samarbejde med dusinvis af lande og ministerier men kan nøjes at sætte sig 100% ind i ét land og give det langt mere præcis rådgivning og hjælp. For det modtagende land vil dette betyde at man vil have én priviligieret samarbejdspartner man altid vil kunne spørge om hjælp. Med andre ord vil forholdet imellem hjælpende og hjulpet være langt mere nært og dermed langt mere frugtbart. Da Danmark kun vil have ét udviklingsland under sine vinger kan det også tænkes at danske investeringer i højere grad vil finde sted i lige netop Sudan.
Hvis vi nu ser koldt på vores fordele ved en sådan metode, kan man blandt dem finde bedre kontrol over hvor pengene går hen (det er velkendt at 11% af al udviklingshjælp, efter en del kanaliseringer, går til forsvarsindkøb) og at vi ville gøde jorden for et eventuelt priviligieret forhold med det modtagende land. Ydermere ville vi givet også få egne erfaringer ud af samarbejdet med ét uland, da vi ville kunne sætte os ind i en radikalt anderledes måde at tænke på. Man ville kunne sige “Dette er en god løsning men når man tænker over det, så er den Sudan har brugt måske bedre, også for os”.
Dette ville selvfølgelig være svært at gennemføre i praksis da det vil kræve noget så sjældent som samarbejde mellem verdens rigeste lande for at fremme andre interesser end deres egne og dette er som bekendt ikke noget der “bare sker”. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at den er langt bedre end den nuværende metode hvor vi spreder vores udviklingsbistand for alle vinde, og dermed gør det langt svære for udviklingslandene at søge råd hos én priviligieret partner og langt sværere for os at holde øje med hvad vore penge egentlig bliver brugt til efter overdragelse.
<script src=”http://blogactionday.org/js/eefa9ce6bba11c6a9a0a1fc13cbdb0ce49f6a3aa”></script>
Gemt under: Om Bloggen, The Wall | Tags: 1984, Aldous Huxley, Danmark, etik, Fagre Nye Verden, fornuft, frihed, Frud, George Orwell, gruppen, hjernevaskning, individ, Marx, moral, Muren, Om Bloggen, over-jeg, Pink Floyd, rigdom, samfundet, skolegang, tankepoliti
Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det store M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.
Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Muren, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.
Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.
Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at “hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet”. Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.
Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.
Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første, at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.
Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.
Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg’er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.