Gemt under: Kultur | Tags: anglosfære, dansk, dansk folkeparti, dansk kulturliv, danskhed, debat, DF, engelsk, Kultur, kulturimperialisme, kulturskat, Mig, sangskat, sprog, Sydslesvig, USA, værdidebat, værdier
I de seneste mange år har man i Danmark ført en såkaldt værdidebat om dansk kultur og danske værdier. Fokus har nærmest entydigt ligget på indvandrerne eller deres danske efterkommere, især hvis de er muslimer, har mørk hud og ikke helt går klædt som os. Denne debat virker dog hyklerisk, når man overvejer, at dansk sprog og kultur er angrebet andetstedsfra og det på meget mere truende vis. Det er et angreb, der nærmest går ubemærket hen, i hvert fald sammenlignet med den opmærksomhed indvandrerdebatten får. Hvor nærmest hver eneste dansker imellem 15 og 99 går og har en mening om muslimerne, så er det nok en del færre, der tænker over den trussel, engelsken er for dansk sprog og kultur.
Danmark er ét af de lande, hvor man nærmest kan tale om én ubetinget tilbedelse af angloamerikansk sprog og kultur. Næsten ingen andre steder i Europa bliver der overtaget så mange ord fra engelsk i sproget eller nydt så mange amerikanske kulturprodukter.
Derudover kunne man vel også nævne, at engelsk fortsat bliver undervisningssprog i flere og flere fag på universitetet, især de naturvidenskabelige, eller den ændring, der sker i sproganvendelsen i det offentlige rum. Overvej f. eks. hvor mange reklamer, De har set på engelsk den sidste tid.
Derom kan man vel mene, det man vil, men det indebærer en række faktiske ufordele, som ingen parole om glæderne ved globalisering kan ændre noget ved. F. eks. er det et skøn, at op til 30 % af indlæringen går tabt, hvis undervisningen foregår på engelsk, også selvom både lærer og elev er dygtige til engelsk. Hvis dansk mister sin status som undervisnings- og forskningssprog, betyder det endvidere, at sproget vil komme til at stagnere, fordi forskellige fagudtryk vil blive glemt, og fordi der ikke vil blive skabt nye i takt med menneskehedens forskellige fremskridt.
Desuden har man så også lov til at mene, at de mange engelske ord i både mundtligt og skriftligt dansk i bedste fald kan virke lidt moderne, men for det meste bryder rytmen og sangen i det danske sprog og dermed forringer stilniveauet betydeligt.
Nogle gange bliver det næsten grinagtigt at se på.
Dette kunne eksempelvis være, når danske udsendte nyhedsreportere skal forhøre sig hos lokale beboere i det område, de besøger. For mig virker det i hvert fald latterligt, når en dansker (som man ikke kan forvente har engelsk som sit modersmål) udspørger en kinesisk bonde (i hvis tilfælde dette gælder i endnu højere grad) på engelsk. Hvis reporteren så oven i købet ikke er specielt kyndig udi engelsken, så kan selv et lille barn vel tænke sig frem til, at kommunikationen er væsentlig svækket, og at nyhedsværdien tilsvarende daler.
Et andet eksempel kunne vel være, når nogle engelskglade danskere skal udtale fremmedord eller stednavne fra andet udland end anglosfæren. For mig lyder det altså morsomt, når Johannesburg bliver til Djohæinesbørgg. Det er da grænsende til det hjernedøde. Hvis man ikke kan finde ud af at udtale ordet eller navnet korrekt, gør man vel det letteste for ens hjerne og udtaler det på godt gammeldags bondedansk. Men at udtale det på engelsk virker krukket. Som om det får ens uvidenhed til at se bedre ud.
Imidlertid drejer det sig jo ikke kun om sprog. Det er jo ikke kun det engelske sprog, man i Danmark er ved at overtage, det er også den angloamerikanske kultur. Hvis man ser på programlægningen i dansk TV, der jo immervæk stadig er det største kulturmedie i Danmark, vil man bemærke, at den del, der ikke foregår på dansk, overvejende og i stigende er på engelsk.
Jeg skal da være den sidste til at beklage, at man til tider kan få lov til at tømme hovedet ved at se hjernedødt fjernsyn som Friends, eller at vi har mulighed for at nyde en god amerikansk film såsom American Beauty, men helt ærlig, har andre lande ikke også noget at byde på? Nu ser jeg ikke så forfærdelig meget fjernsyn, men der er godt nok gået lang tid, siden jeg har set en film på tysk, fransk eller spansk i dansk TV. Eller hvad med nogle af de rigtig anderledes og dermed rigtig spændende steder i verden som Indien eller Japan, har de heller ikke noget at byde på? Disse store kulturlande, der i årtusinder har skabt de skønneste kunstværker, de bliver rent forbigået i dansk TV, fordi det er vigtigere at vise amerikansk-inspirerede programmer som X-Factor.
Det er jo som at sige, at vi ikke har noget at byde på, at ingen andre lande i verden har noget at byde på, og at vi derfor hellere må følge blindt i fodsporene på USA, derefter Storbritannien og en sjælden gang Australien eller andre engelsk-talende lande. Vi lader os jo i virkeligheden degradere til andenrangskultur i vort eget land, og den eneste logiske konsekvens, man kan drage deraf, er at vi sætter den angloamerikanske kultur højere end vor egen. Set i dette lys er værdidebatten jo virkelig afsporet.
Det er jo som at tænke på en landbefolkning, der tamt accepterer alt det, der kommer inde fra byerne, uden overhovedet at overveje, at det i virkeligheden måske skader dem. Det vi i virkeligheden gør ved at erklære fallit over for engelsken, er at vi frivilligt vurderer os selv som en provins i denne verden. Kulturelt set er dette jo i øvrigt ikke sandt, da vi danskere jo sidder på en enorm kulturarv, f. eks. i form af vor store sangskat, der fortsat er på dansk.
Hvis det dog bare standsede der. I virkeligheden er en anden implikation, at vi lige så stille lader dansk sprog og kultur dø. Med sprog og kultur fungerer det sådan, at hvis de ikke har nogen brugere, så stiller de træskoene. Og brugerne af dansk kultur bliver altså en del færre. Jeg vil gætte på, at der er flere børn i vore dage, der har fået læst Harry Potter højt, end børn, der har hørt H. C. Andersens eventyr. Det er jo trist. Forestil Dem dog, at det alt sammen forsvandt. Saxo og Andersen, Grundtvig og Brorson, alle sammen væk. I stedet kunne man jo så høre nogle af de gamle engelske sagn og læse lidt Shakespeare. I og for sig er begge dele jo gode muligheder. Men der skal jo også være nogen til at overlevere de førstnævnte, og det virker da kun naturligt hvis det er os.
Jeg vil også gerne lige komme med en hilsen til min engelsklærer: selvfølgelig bekæmper jeg ikke engelsk som roden til alt ondt i denne verden. Når jeg har tid, ser jeg da også Friends, og jeg synes at visse amerikanske film og bøger er helt fantastisk smukke. Jeg synes selv det engelske sprog kan være eventyrlig dejligt, og for at være ærlig ligger det lidt i mine planer at studere engelsk senere hen. Jeg siger bare, at man et eller andet sted må prioritere. Og jeg synes, at det ville være passende, om vægten for det første begyndte at hælde en kende mere til det danske sprog og den danske kulturs side, dernæst en smule mere til siden hvor man kan finde alle andre sprog i verden eksklusiv engelsk. Fordi vi og de altså har også noget at byde på.
Hvis det betyder at jeg skal opgive Friends og alle disse fantastiske amerikanske firserfilm, så gør jeg da gerne det, hvis bare jeg må høre lidt mere dansk. Som beboer i Sydslesvig, rører det mig virkelig hver gang jeg i min hverdag hører folk tale dansk, lige meget hvor gebrokkent det så er. Jeg kan vel kun citere Andersen:
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Man kan vel mene, at der findes så mange andre sprog der både er kønnere og mere praktiske end dansk, men det danske sprog har alligevel et stort fortrin frem for alle andre sprog i verden: det er mit.
Gemt under: Et Twist af Frankrig | Tags: åbensind, danskhed, Duborg-Skolen, Flensborg, Frankrig, grænseland, grænsen, indvandring, integration, kronik, Kultur, Mette Dreyer, Mig, mindretal, Niels Neergaard, Paris, Politiken, Sydslesvig
Den 24. januar sendte jeg følgende mail til Politikens kronikredaktion:
Hejsa
Som man siger, alle gode gange tre, så her kommer så mit tredje kronikforslag. Tja, hvad andet kan jeg sige end at jeg håber I vil kunne lide det, og at jeg nok vil få lyst til at brække mig ved synet af Politiken endnu et par dage efter det meget plausible standardafslag. Men bare gør jer hårde. Vær ikke bange for at såre mine følelser. Jeg skal nok klare det alligevel. Men en lille bøn, hvis mit forslag imod alle odds alligevel skulle blive valgt, så gør for Guds skyld noget ved kommasætningen. Det er absolut ikke min stærke side. Nå, jeg sidder bare her ved midnatstid og hyggemailer med Politiken. Jeg må vel hellere komme i seng, men jeg skal lige præsentere mig først.
Mit navn er Jon Egeris Karstoft, jeg er 16 år og jeg har gået på det Danske Gymnasium i Flensborg, Duborg-Skolen, siden sommerferien.
Venlig Hilsen
Jon
P.S. Jeg har lige bemærket at mit forslag er præcis 2.222 ord langt. I må være sindssyge hvis I ikke bringer det nu!
Vedhæftet denne mail var følgende kronikforslag, der altså er bragt i Politiken i dag, under titlen Danskhed – Se Syd for Grænsen. Kronikforslaget blev skrevet i nattoget fra Flensborg til Paris. Kroniken kan også ses på politiken.dk, hvor I ydermere kan kommentere den.
Lad Os Ikke Glemme Os Selv
Der findes et område i Nordeuropa, det ligger delvist i Danmark og delvist i Tyskland, som fra gammel tid hedder Slesvig. I vore dage ville man nok kalde det Sønderjylland på dansk, men dette udtryk er alligevel misvisende. Ser De, Slesvig er betegnelsen for al jord imellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd. Det er med andre ord grænselandet. Dette område har igennem tiderne skiftet hænder, fra at være selvstændigt til at være dansk til at være tysk, indtil man i 1920 tænkte på den nuværende model: at dele det på midten.
Grunden til at den dansk-tyske grænse ligger som den gør, er at man i 1920 afholdt folkeafstemninger i alle tyske og østrigske områder, hvor der boede andre etniske grupper end den tyske, for at de kunne beslutte, om de ønskede at forblive i det Tyske Rige. Slesvig havde på det tidspunkt været på tyske hænder siden 1864, hvor Danmark mistede landsdelen, der svarede til en tredjedel af dets territorium. Imidlertid stemte det nuværende Sønderjylland sig hjem til Danmark, medens området fra Flensborg til Ejderen ønskede at forblive tysk. Egentlig en perfekt løsning, hvis det da ikke var fordi, der selvfølgelig boede tyskere nord for den nye grænse, ligesom der boede danskere syd for den. Dette er grunden til at vi i dag har de to mindretal i grænselandet.
I begyndelsen var forholdene mindre end perfekte, for at bruge en eufemisme, på begge sider af grænsen i øvrigt. Men siden da er man nået langt, og syd for grænsen har danskerne nu temmelig gode forhold. Det er muligt at leve fra fødsel til død på dansk i Sydslesvig. De har danske børnehaver, skoler, idrætsforeninger, to gymnasier, kirker, en avis, et parti, en sundhedstjeneste og et plejehjem. Ydermere er der et blomstrende dansk kulturliv med foredrag, koncerter, filmfremvisninger og meget mere.
Mine personlige erfaringer med mindretallet er begrænsede, omend min familie har rod i området. Jeg er lige flyttet hertil, ser De, efter at have boet otte år i Paris. Jeg var temmelig bevidst om min danskhed i Frankrig, og derfor har jeg fulgt en del med i de danske medier.
Jeg må sige, at jeg gang på gang er blevet skuffet over mit land. Højdepunktet nåede jeg nok under Muhammed-krisen, hvor jeg decideret skammede mig. Det danske folk, der ellers bryster sig af sin varme, gæstfrihed og sit åbensind, bliver mere og mere tillukket. Der hersker en mening om, at andre kulturer er noget meget fedt, så længe de bliver på restauranten. Ja, tænk hvor forfærdeligt hvis vi skulle se på dem hver dag, ude på vor egen danske gade, brolagt med vore egne danske sten. Så ville verden for alvor være af lave!
Derfor blev jeg faktisk positivt overrasket over mindretallet; hvor man skulle forvente, at det i disse globale tider var en hendøende institution, præget af samme slags racisme som Danmark, blot i langt højere grad, så er det en lyslevende gruppe mennesker, der langt væk dufter af frisind, åbenhed, dynamik og nytænkning. Det er en skare, jeg er stolt af at være bleven en del af.
Det er, som om indvandrernes kommen dengang i 70′erne egentlig var en begivenhed, der rystede det danske folk i langt højere grad, end man skulle tro. Det, at man pludselig blev konfronteret med det fremmede, med de andre, gjorde, at man også skulle tage stilling til, hvad man selv var. De fremmede virkede oven i købet så sikre på, hvad de var.
Jeg tror, det skabte en grundlæggende usikkerhed i det danske samfund, om hvad der var danskhed, og hvad alt det andet var. Man skulle sætte en grænse imellem disse to begreber, og i den vaklende identitetskrise danskerne var i, var man vist ikke rigtig i stand til at skelne imellem, hvad der var danskhedens essens, og hvad der var dens indpakning.
For mig er essensen det vigtigste (ellers ville jeg nok ikke skrive dette). Det er alle de fælles værdier, de accepterede normer, som det nogle gange kan være sjovt at afvige fra, der karakteriserer et folk. For danskerne ville jeg nok sige, at det er (eller rettere: var) kærlighed til frihed, stolthed, åbensind, varme, gæstfrihed, jordnærhed, ydmyghed, sort humor og måske en smule selvironi. Det er selvfølgelig et billede af det danske folk, der er fyldt af klichéer og generaliseringer (beviset er, at nogle af disse karakteristika er meget truede), og dog vil jeg sige, at de mere end nogle andre har rod i sandheden om det danske folk. Det er det, der virkelig gør os forskellige fra andre folk, da meget af indpakningen rent faktisk er importeret.
Indpakningen er som sagt en helt anden sag. Den er alle de ydre konsekvenser af essensen, den er vort relativt simple sprog, med nogle få, meget svære sider og alle de forskellige dialekter, man kan finde i vort land. Den er vore madvaner, både de rustikke, som en god rugbrødsmad, og de lidt finere, såsom laksemad. Den er vor hudfarve (ja, også den), vor særprægede religiøsitet, vor litteratur, vore kunstværker og alt det andet, der set ude fra (bemærk: set UDE FRA), gør os danskere til noget specielt. Indpakningen er alt det et vist parti ville kalde dansk kultur. Det er kulturkanonen blandet op med raceteorien, en opskrift på frikadeller og en nudansk ordbog.
Nu skal De ikke misforstå mig. Jeg skal være den sidste til at ønske indpakningen afskaffet. Jeg sætter det danske sprog meget højt, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke kunne få flæskesteg til jul, og jeg synes, det er længe siden, jeg har set en dårlig dansk film. Jeg synes selvfølgelig, at vi danskere skal beholde vort kulturelle særpræg, også i indpakningen, og det ville være et uerstatteligt tab, hvis dansk kultur gik tabt eller mistede sin egen facon. Det jeg siger er, at vi ikke skal beskytte indpakningen, hvis det skal ske på bekostning af de endnu vigtigere underliggende værdier, der jo lige netop er det, der giver indpakningen sit danske særpræg.
Nu var det desværre indpakningen, man valgte som definition på danskhed, dét den svenske integrationsminister ville have kaldt en “flæskestegsidentitet”. Det er alligevel sjovt, at vi danskere vælger, hvem der skal tilhøre vort folk ved hjælp af kriterier, som ellers kun omverdenen burde gøre brug af for at finde ud af, hvem der er dansk.
Eftersom den danske identitet også er meget tæt knyttet til den danske jord, så var det en selvmodsigelse i verdensbilledet, hvis folk, der opfattedes som ikke-danske, kunne opholde sig på dansk jord.
Jeg vil vove at postulere, at det danske folk lider af en identitetskrise. Og at den bliver værre og værre. Som bevis kan jeg vel bare anføre det danske anspændte forhold til fremmede kulturer på dansk jord; man siger jo, at et dårligt forhold til omverdenen tyder på et dårligt forhold til sig selv. Støtten til det parti, der mere end noget andet definerer danskheden som indpakningen, stiger og stiger, hvor jeg måske ville sige, at den mest danske ideologi er kulturradikalismen. Jeg siger ikke, at det er min personlige holdning (langt fra), men mere end nogen anden ideologi inkarnerer den de danske værdier som åbensind, frihed og gæstfrihed, og mere end noget andet sted har den overlevet diverse angreb og kæmper i øvrigt stadig bravt.
Dette er en krise mindretallet aldrig har oplevet. Af naturlige grunde bliver de konstant konfronteret med “det fremmede”. Derfor er de heller ikke blevet rystet af det fremmedes tilstedeværelse. Med andre ord mener jeg, at mindretallet er repræsentant for den danskhed, der ville have eksisteret, hvis ikke de fremmede var kommet, den fundamentale danskhed. Det ironiske er, at mindretalsdanskerne dog dagligt ser de andre, de har dem endda i deres midte (eller rettere: mindretalsdanskerne er de andre).
De har ikke oplevet det som nødvendigt at definere sig selv. For dem er den danske identitet syd for grænsen simpelthen, det de er. Det er i øvrigt en grundlæggende del af deres identitet, at enhver har lov til at være en del af mindretallet, og at den deltagelse aldrig må efterprøves, hverken af myndighederne eller mindretallet selv. På tysk udtrykkes dette meget simpelt med “Minderheit ist wer will”.
På Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg, vil jeg gætte på, at imellem 50% og 70% er tyskfødte, men det, at de går på lige netop den danske skole, vidner jo om, at de har lyst til at tage del i det projekt, mindretallet er, og det bliver på ingen måde opfattet som problematisk, i hvert fald ikke fra andre steder end fra hovedlandet (mere specifikt fra førnævnte parti).
Det er en kendsgerning, at dele af en etnisk gruppe, der lever geografisk eller politisk adskilt fra hovedgruppen, for det meste udlever deres identitet til det ekstreme. I Paris har jeg oplevet det, og nu oplever jeg det her.
Hvor folk i Danmark ofte går i biografen for at se udenlandske film, så skal der (selvfølgelig) vises danske film, når der holdes filmaften i den Danske Kirke i Paris. Sagt på en lidt mere kontroversiel måde vil disse gruppedele for det meste være lidt mere danske end danskere. Og dog. Man kan jo ikke undgå at præges at det samfund, man lever i (det hænder faktisk, at jeg føler mig en smule fransk). Sådan er det vel også i mindretallet. De mener, at man ikke nødvendigvis føler sig mindre dansk af også at opfatte sig som tysk eller omvendt. Man kan selv træffe valget (eller undlade at træffe det).
Forestil jer hvor skønt det ville have været, hvis vi tilbage i halvfjerdserne havde valgt den fundamentale danskhed, essensen. Vi ville have været åbne for de fremmede, også dem der ikke kommer fra Norge. Vi ville ikke have venstrefløjspartier, der føler, at det er nødvendigt at tryne indvandrerne i deres udmeldinger for at få stemmer; vi ville ikke blive forstyrret af synet af indvandrerne på gaden, vi ville måske påskønne det lille pust af noget anderledes. Måske ville vi have et afslappet forhold til andre kulturer og andre religioner, og med lidt held ville det ikke engang skabe debat, at en borgmester er så interesseret i sine medborgeres religion, at han ligefrem tager hen og besøger én af deres moskéer (hvor farligt!).
Dette ville igen have forhindret de senere problemer med den dårlige integration i Danmark, da det, der forhindrer de fremmede (som jo i mange tilfælde er født og opvoksede i Danmark) i at indleve sig i dansk kultur, i virkeligheden ikke er deres kultur, men vores fremmedgørelse af den og dens repræsentanter, som er opstået, fordi vi ikke længere har det åbensind, der ellers har præget det danske folk.
Desværre. Det var den forkerte beslutning, der blev truffet dengang. Jeg kan godt se, at dette ikke er en særlig optimistisk slutning; det må jeg hellere gøre noget ved.
Nu er vi så heldige, at en kulturs essens er noget af det sværeste at udslette. Man kan prøve at dræbe den i hundredvis af år, og dog, man vil stadig kunne finde nok til at genoplive den.
Da den katolske kirke kom til Danmark, fandt den et land, hvor hedenskaben herskede. Den havde held til fuldstændigt at udrydde troen på de gamle guder, men noget den ikke kunne røre ved, var den lille overtro på jætterne eller stemningen ved ildstedet en kold vinteraften, hvor de gamle historier alligevel blev fortalt videre. Helt op i 1800-tallet (900 år efter danerne blev kristnede) kunne man stadig finde folk, der klippede neglene på de døde for at forhindre ragnaroks komme, da skibet fra syd, Naglfar, der var bestemt til at bringe ødelæggelsen med sig, skulle bygges af de dødes negle.
Dette er blot ét af utallige beviser på, at en kulturs essens er noget nær udødelig, i hvert fald i menneske-perspektiv.
Altså findes der stadig håb. Der er kun gået tredive år, siden den danske kulturs indpakning begyndte at blive vigtigere end dens essens; den må altså stadig findes mange steder. Man skal bare kunne finde den.
Derfor mener jeg, at det er en gave til det danske folk at have et mindretal som det danske syd for grænsen, specielt i disse tider, hvor folk i bogstaveligste forstand kommer op at slås om definitionen på danskhed. Fordi, hvis man virkelig vil vide hvad danskhed er, hvis man ønsker at kende den fundamentale (og måske en smule overdrevne) danskhed i modsætning til den overfladiske definition, man bruger i Danmark, så skal man bare vende blikket lidt sydpå (lad gå, mod sydvest fra København) og så har man, noget man kan sætte kursen efter, vel vidende at de hernede nok altid vil tage skridtet videre, fordi de, når de er i dansk humør, udlever den danske kultur den lille bitte bid mere end danskerne, hvilket selvfølgelig gør dem lidt komiske at se på for alle andre.
Med andre ord kan de danske syd for grænsen give os et godt grin, ligesom de kan minde os om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.
Tilbage ved genforeningen udtalte den daværende statsminister, Niels Neergaard, de bevingede ord “I skal ikke blive glemt” henvendt til det danske mindretal. I dag vil jeg vende disse ord mod os selv. Lad os ikke glemme det danske mindretal, fordi vi en dag måske vil være glade for at have nogen til at minde os om, hvem vi er. Lad os ikke glemme os selv.
Jon Egeris Karstoft, Kronik i Politiken, den 17.02.2009
Gemt under: Medier | Tags: antisemitisme, Danmarks Radio, danskhed, DR, Hitler, Israel, jødedom, jødehad, jøder, nationalisme, nyheder, Religion, tv-avis
Det var en horribel sag, at se nyhederne på DR1 idag [Fredag, den 13. Februar] kl. 18:30. Sjældent har jeg set mage til dårlig dækning af en sag. Der er selvfølgelig noget specielt jeg tænker på, og det er indlægget om dansk jødehad.
- Sådan så skærmen ud i nyhederne, om danske jøder
Gemt under: Kultur | Tags: ånd, Ben, Ben Vautier, brugskunst, Claude Debussy, Danmark, dansk folkeparti, dansk kulturliv, danskhed, De Usalige Konger, DF, følelse, finkultur, Finland, Frankrig, intellektuel elite, klassekamp, klasser, krop, Kultur, Kunst, Maurice Druon, Måneskinssonaten, mennesker, middeklasse, O, overklasse, populærkultur, sanser, sjæl, tanke, tretrinsstige, underklasse
- Ben Vautier, 1999, Frankrig. Omslag til skolebog i faget Plastisk Kunst.
De fleste mennesker er enige om at kunst er god ting, og det er da også noget skønt. Den det den af menneskenes særegenheder jeg nok holder allermest af, vores evne til at skabe en mening af noget meningsløst. Vi har altid ejet denne evne, lige siden vi blev til som Homo Sapiens Sapiens i Østafrika, det vidner talrige fund om, såsom meget gamle fløjter eller hulemalerier. Imidlertid hersker der stor uenighed om hvad kunst egentligt er, der er blevet brugt utallige definitioner igennem tiderne. Her i dette indlæg vil jeg så kommer med min mening om sagen. I er velkomne til at fortælle om jeres i kommentarfeltet.
Én af det ting der for det meste har været enighed om er at kunstværket, for at leve op til sin status, på en eller anden måde skal være unikt. Det skal være noget man ikke har set før, og hvis man ser det igen så er det plagiat og så er der ikke blevet skabt noget og dermed er det ikke kunst. Der også normalt enighed om at kunst skal være fuldkommen ubrugelig. Den skal bare inspirere, men den må ikke have nogen funktion. Så er vi ovre i brugskunst.
Disse to kriterier skaber en stor gruppe ting (vil jeg kalde det i mangel af bedre ord), hvoraf der imidlertid kun er en mindre del der rent faktisk er kunst. Min tro er at kunst er noget der skal udfordre et individ på alle planer, og da ethvert menneske består af tre lag, så må kunst skulle udfordre alle disse.
Vor første del er kroppen. Den er alt det jordlige, den er alt det vi kan sanse, vor fysiske fremtoning og vore jordiske behov. Vores anden del er sjælen, den er vore følelser, den er med andre ord anden etape af de indtryk vi får, vi sanser det først og derefter føler vi et eller andet. Vor tredje og så at sige højeste plan er ånden. Den er vore tanker, vor bevidste bearbejning og den sidste etape for vore indtryk.
Som sagt består et kunstværk tilsvarende af tre lag, ét for hver af vores. For at udfordre vore sanser skal det være teknisk veludført. Det behøver ikke nødvendigvis at være smukt, det skal understøtte de højere lag bedst muligt på samme tid med at det skal have et vist særpræg og standse tilskuerens blik. Ifølge kunstarten er det meget forskelligt hvilke kriterier man bruger, i dramatik er det scenografien, kvaliteten af skuespillet osv. det kommer an på, imens et maleri skal være malet med en sikker hånd der vidste hvad den gjorde og gerne skal overraske. Det vigtigste er dog at det er en god basis for de højere lag.
For at udfordre vor sjæl skal det fremprovokere følelser i os. Sammensætningen af alle de sanselige indtryk i vor bevidsthed bør skabe en følelse af noget i os, en følelse der gerne skal vare i længere tid end den hvori vi rent faktisk oplever kunstværket. Det kan begynde med en lille fornemmelse i os og så vokse sig større og større og holde i flere dage eller endda uger. Da jeg læste Maurice Druons Les Rois Maudits (De Usalige Konger) fik jeg f. eks. meget stor medlidenhed med de to unge elskende som skæbnen skånselsløst river fra hinanden, og det var en følelse da varede ved i over en uge.
Sidst men ikke mindst skal et kunstværk udfordre vor ånd. Det skal give os noget at tænke over. Det skal fuldstændigt uden at vi gør noget plante en tanke i os, som vi så kan gå rundt og grubler over, lade ligge lidt, tage frem igen og måske en dag tænke færdig. Nogle gange kræver dette dog den rette indstilling hos kunstnyderen, man skal, om jeg så at sige, åbne sin sjæl. Da jeg, i den første time på den første skoledag efter sidste års vinterferie, hørte Claude Debussys Clair de Lune (Måneskin) fik det mig f. eks. til at tænke på min families feriested i Finland, om hvor meget jeg elskede at være der, og at det måtte være dejligt at lægge på badebroen deroppe (om sommeren) og samtidig lytte til dette stykke musik badet i måneskin. Såvidt jeg husker har jeg taget denne tanke op i indlægget Min Kristendom. Det behøver ikke på nogen måde være højere tanker, selvom det godt kan være det, for et musikstykke er det at forestille sig en historie nok det mest normale, det skal bare på den ene eller anden vis mærke én.
Diss tre “lag” i værket bygger meget på hinanden og derfor er det temmelig vigtigt at de alle er til stede, hvis altså det er kunst man ønsker. For illustrere dette kan vi bare tage en skulptur. Kunstneren har ønsket at udtrykke sin glæde ved den kvindelige krop og følelsen af lyst. Hvis nu skulpturen imidlertid ikke ligner noget som helst, så nytter det ikke meget, for man kan ikke nå op til de højere lag. Og hvis den slet ikke inspirerer os nogen følelser, så gider vi ikke engang at tænke på den, men går bare videre til de andre skulpturer på musæet.
Imidlertid hænder det ofte at man udelukker en af de tre aspekter fra sit værk, eller at man i hvert fald nedprioriterer det en del, for det meste helt bevidst fordi man ikke ønsker at skabe kunst. Oftest er det tankerne man undlader at appelere til, selvom det også hænder at man udelukker sanserne. Nogle franske forfattere har også en sygelig trang til at skrive meget kedelige ting på et meget fint sprog. Det er da også helt fair nok hvis producerne bag Friends ikke ønsker at appelere til deres seeres tanker eller beder om fantastisk skuespil. Når man kommer hjem fra skolen har man måske heller ikke lige lyst til at skulle reflekterer over hvorvidt Gud er subjektiv eller objektiv. Så er det bare ikke kunst, men underholdning. Dette kaldes underholdning for scenekunstarter og litteratur, dekoration for plastisk kunst og stemningsmusik for musik. Samlet kan man vel kalde det populærkultur.
Jeg tror at der findes tre niveauer i kulturen (jeg er i det hele taget meget glad for tretrinsstiger, og det sjove er at man meget ofte kan få én tretrinsstige til at passe med en anden), der igen hver især appelerer til de tre forskellige klasser: underklasen, middelklassen og overklassen.
Det første trin er nok det generelle begreb kultur. Et folks kultur er noget der ligger meget dybt, og måske er det udødeligt. Det er alle de uskrevne regler, alle de gamle historier der blev fortalt foran ildstedet, tøjmoden, sproget, troen, maden osv. Hvis den ikke er udødelig, så lever den i hvert fald længe. Da kristendommen blev indført i Danmark døde den konkrete tro på de gamle guder meget hurtigt, men den tilladte tro på jætterne, på runernes magiske kræft, på glæden ved at lyset vender tilbage, den overlevede længe, til dels lever den stadig. Man kender eksempler helt op i 1800-tallet på folk der klippede nejlene af de afdøde fordi Naglfar, det skib der ville komme sejlende fra Syd ved Ragnarok, skulle bygges af de dødes nejle, og ved at fjerne dem sænkede man verdens ende. Desuden ligger Julen stadig 3 dage efter den korteste dag og den er til dels stadig Lysets Fest. Dette trin henvender sig mest til underklassen, der er den der skaber kulturen og det er ofte den der følger den.
Det andet trin er populærkulturen, som jeg allerede har beskrevet, og som nok mest interesserer middelklassen, og det tredje trin er kunsten eller finkulturen, hvis målgruppe er overklassen og den intellektuelle elite.
Nu er det sjove ved stiger at det ene trin bygger på det andet, og hvis man fjerner stigens første trin, så ramler hele lortet, og jeg tror det er her man skal finde grunden til den krise jeg ikke er den eneste der ser i dansk kulturliv. I Danmark er det sådan at man har afskaffet underklassen. Den er næsten væk: “I Danmark har få for meget og færre for lidt”. Den er blevet integreret i middelklassen. Grundlæggende kan man mene at dette er en god ting, det gør jeg dog ikke. Ganske vist har vi nu et samfund med større velstand end før, men til gengæld har den danske kultur ikke længere nogen gruppe at henvende sig til. Alle går rundt og leder hele tiden og spørger “hvad er danskheden?”, det er ikke mærkeligt at der er debat om det, et levende eksemplar skal man lede længe efter. Mange skikker lever ganske rigtigt videre, men de har mistet deres mening. Julen er forbrugerismens sorte messe og sproget ligner engelsk mere og mere (jeg er selv at bebrejde her). Jeg tror også det er derfor DF er så populært, de kan bilde folk ind at de er danskheden. Problemet er bare at alle de andre lag af kulturlivet bør bygge på denne grundlæggende kultur, og når nu den er væk (eller forhåbenligt ligger i dyb søvn), så mister alt det andet lidt sin mening. Der kan stadig være tale om kunst, men hvis man spørger om det er dansk kunst, så er det straks lidt sværere at svare på.
Dermed er den lille parentes om dansk kultur lukket. Nu er jeg i hvert fald kommet med mit bud på hvad kunst er. Det er det der udfordrer os på alle planer, det der er unikt og det der komplet ubrugeligt. For at vide hvor god kunst noget er, må man imidlertid se på hvor godt det gør det, men det er en anden sag.
Gemt under: Et Twist af Sydslesvig | Tags: antifascisme, åbensind, danskhed, duborgskolen, Flensborg, grænseland, Mig, mindretal, nazisme, Sydslesvig, Tyskland
For nu meget præcist 144 år siden, i 1864, mistede Danmark en tredjedel af sit territorium i den Anden Slesvigske Krig. Prøjsen gik fra da af helt op til Kongeåen, og dermed var hele Sønderjylland (eller Slesvig) på tyske hænder. Prøjserne startede en heftig kulturkamp i hele regionen da de systematisk prøvede at udrydde dansk kultur i grænselandet. De forbød undervisning i dansk og de danske menigheder havde ikke lov til at holde gudstjenester på modersmålet. En massiv tilflytning af tyskere begyndte også. Dette varede helt indtil 1920, hvor det der nu var blevet til Tyskland, som bekendt havde mistet krigslykken. Der blev afholdt uafhængighedsfolkeafstemninger overalt i det Tyske Rige hvor der ikke boede etniske tyskere, heriblandt også i Slesvig. Før 1864 havde Danmark strakt sig helt ned til Ejderen. Efter folkeafstemningen tegnede man den nuværende grænse der som bekendt går lige Nord for Flensborg. Det var ved denne lejlighed at Christian X. udtalte de berømte ord “I skal ikke blive glemt”.
Dermed var den nuværende situation opstået. Der var et stort tysk mindretal i Nordslesvig (det som de fleste danskere kender under navnet Sønderjylland), og ligeledes et dansk mindretal i Sydslesvig. Man underskrev senere København-Bonn aftalen om mindretallenes status, hvor både de Nordslesvigske tyskere og de Sydslesvigske danskere fik lov til at underviser og holde gudstjenester på modersmålet. Ydermere blev der oprettet mindretalspartier på begge sider af grænse, sydpå Sydslesvigsk Vælgerforening og nordpå Schleswigsche Partei . Den danske stat giver hvert år en enorm pose penge til de danske aktiviteter sydpå.
Man har opnået meget siden 1864, hvilket er den direkte grund til at jeg i dag kan blive undervist på og i dansk på det ene af de danske gymnasier i Sydslesvig, Duborgskolen. Da jeg kom fra Frankrig, var jeg nogenlunde selvsikker, jeg regnede ikke med at jeg rent socialt ville få problemer med kommunikationen. Der var trods alt tale om en dansk skole, hvor der blev undervist på dansk. Jeg troede også at jeg var temmelig god til tysk, jeg havde jo klaret mig temmelig godt indtil nu. Det var illusioner. Da jeg ankom første dag bemærkede jeg to ting: eleverne imellem blev der nærmest udelukkende snakket tysk (med et par danske ord blandet ind, såsom: “Wir treffen in der fællesareal”) og jeg havde vildt overvurderet mine tyskevner. De snakker faktisk udmærket dansk, nogle endda formfuldendt, de fleste er bare bedre til tysk, og det er jo også flertalssproget.
Jeg blev mildere talt overrasket da vi senere hen skulle præsentere os for hinanden. Da vi skulle fortælle om vores kulturelle baggrund, hørte jeg den ene elev efter den anden fortælle om tysk hjemmesprog og definere sig selv som tysk. Som grunde de anførte for at gå på Duborgskolen, hørte jeg den anderledes og friere danske undervisningsmentalitet, at være tosproget (noget der desværre er gået lidt af mode i Danmark), at lære om to kulturer, at kunne have valget imellem at opbygge sit liv i to lande eller familietradition.
Ikke desto mindre vil jeg kalde dem danskere. Det er længe siden danskhed har været et spørgsmål om genetik (lige nu klinger ordene “etniske danskere” vel i jeres øren), så måske var de tyskere af fødsel, men at man i hele sit liv har færdedes i danske børnehaver, skoler, kirker, foreninger, idrætsklubber, at man har haft danske lærere, præster, sportsinstruktører, venner, det gør at man et eller andet sted vil være dansk, lige meget hvor meget man så definerer sig som tysk.
Nu sidder der sikkert mange danskere foran deres computere og tænker på alle de danske hospitaler, skoler, kirker, foreninger og mere der har så meget brug for penge (eller?) og tænker “skal vi betale tyskeres skolegang”. Jeg kan næsten høre den negative undertone i ordet tysker. Fra Duborgskolens elevambassadører, der rejser rundt i Danmark og fortæller om mindretallet har jeg (skamfuldt) hørt om elever der spørger: “Tysker? Hvad mener du om Hitler?!”. Det er i sådanne situationer jeg ynder at tænke på Christian X’s ord. “I skal ikke blive glemt”. Men nå ja tilbage til pengene. Hvorfor skulle den danske stat betale for tyskeres skolegang? Målsætninger er jo trods alt at “undervise danskerne sydfra på og i dansk.”
I denne situation kan man vælge at gøre to ting. Enten kan vi finde effektive metoder i at holde tyskere ude og dog overholde diskriminationslovgivningen (man kunne jo kalkere den danske integrationspolitik), eller vi kan ændre målsætningen med det danske kulturliv syd for grænsen. Hvis vores målsætning er eksklusivt at hjælpe danske Syd for grænsen, så er der mange penge der ikke bliver brugt som de burde, men hvis vores mål er bare lidt mere ædelt, lidt mere åbensindet og lidt mere i overensstemmelse med virkeligheden, så kan vi opnå mange ting, ting som ethvert folk burde have som målsætning at opnå. I realiteten ser tingene allerede sådan ud, der er blot mange, som ikke kan acceptere dette.
Den første ting er at man skaber en stor gruppe mennesker i vores grænseland, der altid vil have mere eller mindre dansk i sig, der måske endog en dag vil være taknemmelige overfor Danmark, men som dog har den enorme fordel at de har to sæt kulturelle øjne at se med. De vil kan færdes hjemligt i to kulturer, og lige meget hvilket land de vil vælge at bosætte sig i, vil de være langt en større gevinst for deres arbejdsplads en et énkulturelt individ. Ydermere er det bestemt i Danmarks interesse at skabe en gruppe mennesker i udlandet der er kompetente til at tage sig af sager specielt om Danmark. Sådan nogle er sjældne mange steder i verden fordi mange tror vi er hovedstaden i Sverige.
Danskerne sydfra har også en anden enorm almenmenneskelig kvalitet. De er ipso facto åbensindede. Andet ville jo egentlig også være mærkeligt, når man nu lige netop er vokset op i grænselandet imellem to kulturer. Danskerne sydfra har præcis den kvalitet som siden tresserne er blevet sjældnere og sjældnere inden for landets grænser. For nogle år siden blev der afviklet et projekt hvor nogle flensborgpiger tog til Danmark for i et stykke tid at bo hos nogle såkaldte “indvandrere” (sådan nogle er jo ofte fødte og opvoksede i Danmark). De fandt at de delte mange af de samme erfaringer om at føle sig som to ting, og være to ting, og skulle opføre sig som to ting. Der findes også konsekrerede skældsord for danskere i Flensborg. Det er en nobel sag at ville sprede åbensind, man kunne jo næsten kalde det folke(nes)oplysning. Men selvfølgelig, hvis man har et snæversynet af danskhed, og kun definerer danskere som dem der født til det, så er det jo ikke vores ansvar at oplyse tyskere.
I øvrigt er mange endnu mere åbensindede end man kunne forvente, og ikke til trods for Tysklands belastede historie men lige netop på grund af denne. Siden Tyskland har der hersket en følelse af national skam over nazisternes gerninger, og der er nærmest et uskrevent forbud imod for meget national entusiasme. Jeg så engang en film om fejringen af restaureringen af Brandenburger Tor, der skilte Øst- og Vestberlin. Der var samlet en stor skare foran den og der blev jublet osv. Og så så jeg noget, der for mange tyskere er meget pinligt. Helt oppe i det højre hjørne af billet, så jeg et ensomt flag der blev agiteret med. Når jeg nogle gange har opholdt mig i Danmark har jeg bemærket en del propaganda for Danske Nazister, i Flensborg er det umuligt af gå glip af den store mængde antifascistiske propaganda, sloganer som “Fascismus ist kein Meinung, es ist ein Verbrechen” er hverdagskost.
Jeg vil mene at det er den danske stats pligt at sprede denne åbne form for danskhed, der jo sjovt nok er en mangelvare i Danmark, både inde i og uden for landet, og det er der de danske sydfra virkelig er en vigtig ressource for Danmark. Allerede i dag rejser Duborgskolens elevambassadører, som sagt, rundt i Danmark for overalt at provokere eftertanke om at have mere end én kultur, og hvordan det er at være født til at være noget og ender med at være noget andet, med at have forældre der vil det første, og selv ville det andet. Den bedste elevambassadør jeg personligt har mødt var tyskfødt. Enhver dansk sydslesviger der bosætter sig i Danmark er en dansker der på et eller andet tidspunkt vil diskutere sin kulturelle baggrund og dermed åbne nogle øjne.
Udover dette kan man vel mene at det er idet danske folks interesse at sprede dansk kultur, og jo flere mennesker føler sig som danskere des større er det danske folk. Vi bør forvalter dansk kultur som Jesus fortalte os det: ” Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” Danskhed bør ikke kom an på hvor man kommer fra eller hvilket blod man har i årerne. Det eneste der tæller er om man oprigtigt holder af Danmark, så kan man kalder sig dansker. Men hvordan skal man dog kunne holde af et Danmark der ikke er åbent nok til at tage imod ens tyske venner, og ikke er klar til at tage imod én hvis man også ser en tysk del i sig selv. Personligt ville jeg finde det temmelig svært. I øvrigt tvivler jeg på omtalte Danmark ville bryde sig om den del af Frankrig jeg har i mig. Omtalte Danmark, kan ikke acceptere at man kan føle sig som flere ting. For dem er man enten helt og holdent kun dansker eller også så er man det slet ikke. Det er nok derfor de også er imod dobbelt statsborgerskab.
Indtil den dag, hvor det Danmark er blevet sat på plads kan jeg kun vente på at de danske sydslesvigere hjælper de frisindede danskere til at vokse sig større. Jeg kan kun følge ordene der står over indgangen til festsalen på Duborgskolen:
“Giv Tid! Og Hvad du drømte skønt,
Du skal i sandhed skue!”
