The Wall

   Så er vi så nået til det, den gode gamle Winston Churchill ville have kaldt begyndelsen på enden. Om en uges tid afholdes præsidentvalget i U.S.A. og kampen raser nu på sit højeste, omend man kunne mene at den sådan set er afgjort. Der er sket meget siden mit sidste opsummerende indlæg. Jeg har ikke beskrevet dem fyldestgørende herpå bloggen fordi jeg allerede havde lovet at jeg ville skrive om noget andet og fordi jeg også ville have lidt stof tilbage til dette indlæg.

   De vigtigste begivenheder der har fundet sted har nok været de fire præsidentielle debatter, som jeg har set for Deres skyld, ærværdige læser. Hvis De ønsker at se dem, kan det gøres her. Der har været tre debatter mellem John McCain og Barack Obama og én mellem vicepræsidentkandidaterne Sarah Palin og Joseph Biden. I de egentlige præsidentielle debatter blev der mest debatteret finanskrise og forsvarspolitik selvom alle de andre emner jeg nævner i mit indlæg om kandidaternes meninger også er blevet taget op på det ene eller det andet tidspunkt. Da jeg allerede har beskrevet hvad der konkret blev sagt, vil jeg ikke komme nærmere ind på det.

   Der var flere bemærkelsesværdige ting ved Obama og McCains debatter. For det første var det kandidaternes egentlige ligeværdighed. Obama var særdeles vidende om amerikansk udenrigspolitik ligesom hans modstander havde en del at sige om økonomiske sager. Man kan forvente at de har lavet en del hjemmearbejde på hinandens områder. Man kan sige at slutstillingen i debatturneringen er uafgjort, fordi debatterne egentlige kunne havde den virkning at informere folk om hvad de to kandidater konkret mente, hvilket jo egentlig også er en demokratisk debats formål: at oplyse om ens meninger, argumentere for dem og give nogle vinkler andre ikke lige kunne have tænkt på. Dette lykkedes for begge kandidater, de begge fik deres pointer igennem til den amerikanske befolkning (og andre seere).

   Et andet område hvor kandidaterne tydeligt havde lavet deres hjemmearbejde var deres egen og deres modstanders stemmehistorik i senatet. De vidste meget præcis hvem der havde stemt hvad og hvorfor. Det var meget imponerende at de kunne huske afstemninger der var blevet holdt for 4 år siden. Det er en enorm mængde arbejde at sætte sig ned og så lære alle afstemninger man selv og en anden har deltaget i udenad. Hatten af for det. Dette kunne franske politikere klart lære noget af. Ingen af de to kandidater til præsidentvalget i 2007 vidste hvor megen energi Frankrig fik fra atomkraft (den ene sagde 20%, den anden sagde 50%, svaret var 80%). Til sammenligning vidste Obama og McCain faktisk dette.

   Man kunne også se at de havde lært en lang række plus- og minusord, som bare skulle placeres i debatten. “Main Street”, der henviser til en gennemsnitlig amerikansk bys hovedgade, var et klart plusord, specielt brugt i opposition til “Wall Street” der til gengæld gerne blev kædet sammen med “greed” (grådighed). Der blev ofte sagt “fundamental difference” hvorefter en mening blev præsenteret så man dårligt kunne være uenig med den. Forskellige varianter af navnet George Bush var også helt klare minusord, og de blev ofte kædet sammen med McCain, hvorefter han tit parerede med “maverick”. “Taxes” blev hyppigt brugt til at svine modstanderen til. 

   Vicepræsidentkandidaternes debat gjorde sig mest bemærket ved at Sarah Palin undlod at dumme sig alt for meget. Hun klarede sig igennem debatten ved at bruge lang tid på at argumentere for relativt simple synspunkter, så det så ud som om hun sagde noget meget kompliceret. Reelt var det dog tydeligt at Biden vidste en hel del mere om hvad han sagde end hun. Ikke desto mindre var det klart at også hun var blevet sat til at gennemterpe emnet amerikansk udenrigspolitik.

   De to lejre er også gået igennem en del problemer de sidste to måneders tid, hvilket de jo selvfølgelig ikke har glemt at nævne overfor hinanden.

   For det første har John McCain haft problemer med sin troværdighed. Før valget og under primærvalgene var han det republikanske partis “maverick”, altså én der ikke undlod at pointere sine meninger selvom de ikke var i overensstemmelse med partiets. Ydermere havde han et godt ry for stor personlig og politisk integritet. Han var kendetegnet ved sin villighed til at samarbejde over midten og sin hæderlige facon. Dette image mener mange han ikke rigtigt har levet op til den sidste tid. Hans alt for ofte skiftende meninger og udmeldinger er forvirrende, hans angreb mod Obama bliver stærkere og stærkere, og han tyer mere og mere til negative reklamer. Ydermere virker det som om han ændrer mening efter hvad der kan få ham valgt. Med andre ord har han på det sidste virket som en gnaven gammel mand. Republikanere har spurgt “Hvor er John McCain? Dette er ikke John McCain”. Der blive ofte henvist til hans kampagnestab og spindoktorer der åbenbart har forført ham til disse metoder for at opnå magten.

   I obamalejren har der også været problemer, de har dog ikke berørt Obama personligt så meget som de har ramt hans “running mate” Joe Biden, der tit og ofte er kommet med udtalelser der var direkte imod kampagnens politik eller der på den ene eller anden måde var problematiske (f. eks. bemærkningen om at Obama som præsident ville blive testet af U.S.A.’s fjender, som McCains kampagne vendte om: “vælg Obama og der vil blive krig”. McCain selv har sagt: ”jeg har erfaring, jeg behøver ikke at blive testet, de kender og frygter mig”). Dette minder pinligt om at Obama og Biden faktisk var modstandere under det Demokratiske Partis primærvalg. Obama har dog oftest mere eller mindre anstrengt forklaret sin partners udmeldinger.

   Ligeledes har John McCain haft problemer med sin vicepræsidentkandidat, Guvernør Sarah Palin af Alaska. Fra begyndelsen af var hun et kompromis. Man tænkte at de kristne højrefløjsvælgere der vægrede sig ved at stemme McCain ville være ellevilde med den kristne mor der har nægtet at få abort selvom hendes barn var mongol (eller mere politisk korrekt: led af Downs Syndrom). På den anden side mente man at midtervælgerne, som alle valg jo i sidste ende handler om, ville være glade ved tanken om en kvindelig, ny og uerfaren vicepræsident, der ligesom Obama var uspoleret af magtens korridorer i Washington D.C. Dette har dog givet bagslag. Hun er simpelthen for uerfaren, hvilket specielt er gået op for amerikanerne siden Colin Powell, en meget erfaren, republikansk eks-udenrigsminister, har støttet Obama, specielt fordi han mente at McCains valg af Palin var uansvarligt, hun er simpelthen ikke klar til at tage over hvis McCain skulle dø, hvilket der trods alt er en vis chance for, i betragtning af at han er 72.

   Hvis valget blev holdt idag, ville Barack Obama næsten med sikkerhed vinde. Lige nu står landet sådan at Barack Obama har tilslutning fra 51% af vælgerne imod McCains 43%. Nu skal vi bare huske på at der ikke er tale om en spådom, men en lodning af stemningen den dag man foretog meningsmålingen, og inden valget går i gang kan der endnu ske mange ting.

   Én af de ting kunne være et terroristangreb. Fordi det emne der optog vælgerne mest på meningsmålingsdagen var økonomi, støttede de også den kandidat der så ud til at være mest kompetent på det område. Et terroristangreb ville imidlertid flytter fokus til et helt andet emne: national sikkerhed, hvor John McCain ser ud til at være mest kompetent. Et terroristangreb ville vække den angst i befolkningen jeg omtalte i mit allerførste indlæg her på bloggen, og de ville stemme i overenstemmelse med det. Man kan sige at det ikke er helt usandsynligt at der vil forekomme terrorisme på det amerikanske territorium indenfor den næste uge, da Al-Qaeda ligefrem har truet med det, fordi de ved at det vil få folk til at stemme McCain/Palin, der ønsker at fortsætte krigene i Irak og Afghanistan, hvilket i sidste ende gavner Al-Qaeda; mere om det her.

   En anden ting der kunne komme i vejen for Obama er den såkaldte Bradley Effekt. Bradley var en sort borgmester af Los Angeles og han stillede op til guvernørvalget i Californien i 1982. Han førte markant i meningsmålingerne før valget, også blandt hvide vælgere. Ikke desto mindre viste exit polls på valgdagen, hvor Bradley tabte, at langt færre hvide vælgere havde stemt på ham end det var blevet “forudsagt” i meningsmålingerne. Senere studier har vist at den mest sandsynlige grund til Bradleys nederlag var hans sorte hudfarve. Med andre ord betegner Bradley Effekten det at vælgerne siger ét i meningsmålinerne, af frygt for at blive beskyldt for racisme, men stemmer noget andet. Studier har dog vist at Bradley Effekten bliver en mindre og mindre faktor som årene går.

   Endvidere har John McCain en vis erfaring med comeback. Han siger selv han klarer sig bedst i et valg når det ser ud til et nederlag, en tese der er blevet demonstreret adskillige gange, senest under primærvalget.

   Sidst men ikke mindst, kan man jo ikke udelukke muligheden for en skandale i obamalejren. Dette kan have en særdeles ødelæggende effekt i amerikansk politik. Hvis det nu blev afsløret at Obama havde sex med en anden end sin kone, så ved ingen hvad der kunne ske.

   Ydermere er valget faktisk ikke engang afgjort på selve valgdagen, der er den 4. november. Det amerikanske politiske system, der jo er føderalt, er bygget op, så at vælgerne og staterne deler indflydelse. Vælgerne stemmer ikke på en kandidat på valgdagen, men på en valgmand. Enhver stat har det samme antal valgmænd som det har medlemmer i kongressen, på den måde får store stater større indflydelse end mindre stater. Alle staterne på nær to har et vinderen-tager-det-hele-valgsystem, hvilket kort sagt betyder at den der få flest stemme i staten, får alle statens valgmandspladser. Når det så er afgjort hvem der har vundet staten, bliver dens delegation sent til valgkollegiet der samles den 15. december. Teknisk set muliggør dette system at én kandidat der ikke har fået flest stemmer kan vinde valget. Valgmændene er også formelt ejere af deres egne stemmer, og kun 24 stater har love til at straffe valgmænd der stemmer modsat af hvad de har sagt. Når præsidenten så er endeligt valgt, bliver han udråbt til præsident den 4. januar. Dermed er valget 2008 forbi.

   Dette er et af de sidste indlæg i min serie om valget i U.S.A. da jeg sjovt nok er ved at løbe tør for stof. De næste indlæg vil være, ja først afsløringen af præsidentens ansigt så snart jeg kender det (og den nat sidder jeg vågen indtil solopgang), et indlæg om hvad vi kan forvente fra hans side, og en nekrolog over bush-årene. Dermed vil der heller ikke længere blive føjet indlæg til kategorien valg i U.S.A, medmindre denne blog stadig er aktiv om to år, når der er midtvejsvalg. Det næste emne der vil blive sat i ugentlig fokus er socialisternes kongres i Frankrig.