The Wall


Barack Obamas og John McCains Holdninger

   Som lovet, vil jeg i dette indlæg fortælle lidt om Barack Obamas og John McCains holdninger. Jeg vil udelukkende belyse de holdninger der er blevet diskuteret i de amerikanske medier indtil nu, da det kun er dem, der kan have en egentlig effekt på valgresultatet. Bemærk alle de emner der er blevet bragt op og den skærende kontrast til folketingsvalget i 2007, hvor det altdominerende emne var materielle goder (skat/velfærd). 

 

Forsvarspolitik

 

   Den altoverskyggende forskel mellem Barack Obama og John McCain på dette, for U.S.A. meget vigtige område, er Irak. Hvor John McCain mener at et nederlag i Irak ville være skandaløst for soldaterne, landets moral og U.S.A.’s politiske omdømme ude i den store verden, mener Barack Obama at man hurtigst muligt bør flytte styrkerne i Irak, der jo har vist sig at være et værdiløst sidespring, til Afghanistan, hvor den egentlige kamp imod den islamistiske ekstremisme og for U.S.A.’s nationale sikkerhed bliver kæmpet.

   Da Barack Obama ikke har været på den amerikanske nationale politiske scene i særlig lang tid, kan man ikke bedømme ham særligt godt på hans gerninger, men generelt kan man sige at John McCain er mere interventionistisk end han, selvom Barack Obama for nylig har sagt at det i visse tilfælde ville være en mulighed at bevæge sig ind på Pakistans nationale, suveræne territorium, hvis det var der terroristerne gemte sig. Dette erklærer John McCain sig uenig i, eller rettere, han mener ikke at det bør siges højt, og han har måske en pointe. Hvis man har tænkt sig at bevæge sig ind på en nær allierets territorium, er det måske en god idé ikke at sige noget om det før det er en realitet, da der er en overvejende risiko for at det skader landenes relationer en kende.

 

Udenrigspolitik

 

   Både John McCain og Barack Obama ønsker at restaurere Amerikas anseelse ude i den store verden, der jo har lidt stor skade under administrationen Bush/Cheney. De ønsker begge at styrke U.S.A.’s forhold til Europa (læs: Tyskland og Frankrig), men Barack Obama går skridtet videre og siger at man bør tale med “frænder som fjender” og mødes med fjendtligt indstillede ledere. De støtter begge en diplomatisk løsning på problemet i Iran, men John McCain ønsker kun at mødes med Iranerne, hvis de gør nogle indrømmelse, hvor Barack Obama ville være villig til at mødes med Ahmenijad “uden fastlagte betingelser”. De er begge to mod tortur og begrænsninger af de fundamentale friheder.   

 

Finanskrisen

 

   Om finanskrisen mener Barack Obama at den politik man har ført indtil nu overvejende er vejen frem til at løse landets og verdens nuværende økonomiske problemer, med andre ord: låne penge til bankerne, sænke renten på disse lån, opkøbe dårlige forretninger og lån og pumpe penge ud i økonomien. Han mener blot at man bør træffe visse sikkerhedsforanstaltninger, såsom at sikre at Staten får de penge tilbage den giver og at de ikke går til cheflønninger eller gyldne håndtryk.

   John McCain mener ligeledes at den politik der er blevet ført indtil nu er den rigtige, men han mener at roden (og det er unægteligt bedst at rive ukrudt op ved roden) er den grådighed og korruption der har hersket på Wall Street (læs: finansverdenen) de seneste år. Hans løsning er total afregulering af sektoren.

 

Skattepolitik

 

   Ifølge Barack Obama selv planlægger han skattelettelser for 95% af alle amerikanere (alle der tjener under $250.000 om året), og altså implicit mere i skat til de sidste fem procent. Konkret vil det betyde mellem $1000 (den 75årige enke)  og $3700 (middelklassefamilien med et barn på universitetet) mindre i skat for et gennemsnitligt amerikansk hushold. Et modargument er at dette også vil ramme små og mellemsmå virksomheder (med en profit på over $250.000) der derfor ikke vil se sig i stand til at hyre arbejdskraft. Da arbejdsløsheden er en af af de største økonomiske problemer i U.S.A. er dette problematisk.

   John McCains løsning er en god konservativs. Skattelettelser til alle. Dette vil, ifølge ham, skabe den dynamik på det amerikanske marked som man så desperat har brug for. Barack Obama siger til dette, at man skal holde op med at give penge til de rige og så “håbe på at det på en eller anden måde, en dag, vil sive ned til de fattige”.

 

Velfærdspolitik

 

   Offentlig velfærd er ikke en af de mest populære emner i U.S.A. Det eneste emne der er blevet diskuteret er sygesikring. I U.S.A. er der ingen offentlig sygesikring. Med andre ord fungerer det præcis som med alle andre former for forsikring. Man betaler en månedlig præmie til et privat firma, der så betaler for ens behandling når man får brug for den. Da mange amerikanere ikke har råd til at betale præmien, ender de ofte i gæld til halsen hvis der sker dem noget. Dette er alle enige om er et problem.

   John McCain foreslår at giver skattelettelser på $5000 til alle de der ikke kan betale for deres egne forsikring, og så derefter lade folk selv vælge hvilket forsikringsfirma de ønsker at benytte sig af, også selvom det befinder sig i en anden stat.

   Barack Obama går efter en mere europæisk løsning på problemet. Han er helt imod at sygesikring skal gå igennem private firmaer, så han foreslår at alle får valget imellem at forsikre sig hos et privat firma, eller at benytte sig af et af staten styret, gratis, universelt sygesikringsprogram der skal tilbyde alle borgere en tilsvarende ydelse som den senatorer får. Et af de store problemer er at private firmaer nægter at betale for sygdomme der allerede var tilstede før forsikringen blev tegnet. Derfor skal statens program betale for alt, uanset om det fandtes før eller efter. John McCains modargument er at dette giver staten en alt for stor rolle og at Barack Obama, efter sigende, skulle giver bøder til folk der nægtede at lade deres børn forsikre. Dette benægter Barack Obama. Immervæk er det jo et meget lille problem, da de fleste nok ville tegne forsikring hvis staten havde et gratis program.

 

Klimapolitik

 

   Begge kandidater er enige om at det er nødvendigt at U.S.A. tager en førende rolle i kampen for et bedre klima på jorden. Der standser enigheden også.

   John McCain mener at det centrale klimapolitiske problem er at man bør begrænse, eller helt standse, U.S.A. afhængighed af olie fra lande der ikke er dem særligt venligt stemte. Derfor mener han at man bør tage alle midler i brug, såsom udvidet olieboring og atomkraft. Han er betingelsesløst pro-atomkraft og han mener at man bør følge det franske eksempel (Frankrig får 80% af dets el fra atomkraftværker). Barack Obama svar til dette er at der simpelthen ikke er olie nok i Amerika til at dække dets energibehov

   Barack Obama er selvfølgelig også interesseret i at begrænse amerikansk afhængighed af “fjendtlig olie”, men at redde jordens klima er ligeledes en del af hans agenda. Han er for atomkraft, hvis man finder ud af at løse de problemer der er knyttet til det, såsom fare for ulykke eller terroristangreb, brug af affaldet og fare for spredning af atomkraftteknologi. Han er for såkaldt “ren” kulteknologi og alle rigtig rene energiformer. Endvidere er han som sagt imod udvidet olieboring, da U.S.A. står for 25% af verdens olieforbrug men kun sidder på 4% af verdens olieressourcer. Med andre ord kan man ikke “bore sig ud af problemet”.

 

Etiske Sager

 

   Da U.S.A. er et land hvor religion ofte spiller en stor rolle i det offentlige liv, kan debatterne om etiske problemstillinger ofte blive temmelig hede. Etiske sager omfatter homoseksuelle ægteskaber, abort, stamcelleforskning, dødstraf.

   Barack Obama er for fri abort, da han mener at kvinden har ret til at træffe valget selv. På det personlige plan mener han dog at abort er en dårlig løsning. Ligeledes er han for stamcelleforskning fordi det kan redde mange liv og potentielt kurere alzheimerpatienter. Han er for homoseksuelles rettigheder og dog imod deres ret til at blive gift som alle andre. Endelig er han, som mange andre amerikanere, for dødsstraf.

   John McCain er imod abort (eller som de plejer at kalde sig selv “pro-life”), da han mener ufødte børn er mennesker. Dog er han for stamcelleforskning, temmelig ironisk når nu forskning i et ufødt barns celler kræver en abort, men hvad. Han er imod homoseksuelle ægteskaber og generelt også imod homoseksuelles rettigheder, ligesom han støtter dødsstraf.

 

 

Opdatering: Hvis dette indlæg har interesseret Dem, ærværdige læser, har de bestemt lyst til at tage et kig på mit opsummerende indlæg eller på min nekrolog over Bush-årene. For at se alle mine indlæg om valget i U.S.A., kan de kigge her.



Muren

  

   Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det store M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.

   Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Muren, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.

 

   Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.

   Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at “hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet”. Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.

   Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.

 

   Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første, at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.

 

   Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.

 

   Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg’er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.



Californication

  

   For nogle måneder siden opdagede jeg en ny serie, Californication (ingen relation til sangen), imens jeg, sent en fredag aften, sad og stenede foran fjernsynet. Jeg blev straks meget optaget af hvad jeg så, og lige så skuffet blev jeg da jeg opdagede at der kun blev sendt ét afsnit om ugen. Der er tale om en udmærket historie krydset med en refleksion over den vestlige verdens dekadence krydset med god humor krydset med sort livssyn krydset med en noget krydret sprogbrug og billeder der på grund af slet skjult seksuelt indhold givet er censurerede mange steder i verden. Serien er produceret af den amerikanske købekanal Showtime.
 

   I skal være advarede, denne serie har været emne for mangen en kontrovers på den anden side af Atlanten på grund af sprogbrugen, den store mængde nøgen hud der bliver vist frem og hovedpersonens overforbrug af både cigaretter og alkohol. F. eks. viser den første scene hovedpersonen der går ind i en kirke, slukker sin cigaret i vievandet og får et blowjob af en nonne. Med andre ord er det ikke en serie for barnlige sjæle. Dette ville være én af de eneste grunde jeg kan se til at undlade at se serien (specielt hvis der er små børn tæt på skærmen). Jeg vil gerne understrege at dette heller ikke er selve essensen af serien, det ikke porno, og det ville da også være tegn på en lidt indskrænket sjæl, at man udelukkende fokuserede på sex, når serien har så mange interessante pointer.

   Serien handler om Hank Moody, forfatter med svær skriveblokering, et livssyn mørkere end natten og et forlist ægteskab bag sig. Hans datter, Rebecca, bor nu for det meste sammen med ekskonen, Karen, hendes kæreste, Bill og hans datter, Mia. I første afsnit begår Hank, uden at vide det, den fejl at gå i seng med 16årige Mia og får derefter at vide at Karen har tænkt sig at gifte sig med Bill. Hovedplottet i serien er dermed lagt: får Hank sin kone tilbage inden brylluppet? Han prøver i hvert fald hver gang de ses, udover at han, som det meget elegant bliver ytret “fuck everything he meets!” og drikker for meget. Da Hank er i pengenød, og han i øvrigt ikke er i stand til at skrive noget, får han til opgave at holde en blog for et blad ejet af, finder han ud af, ingen anden end Bill.

   Personen Hank er meget interessant. For det første er han bare cool. Han er indbegrebet på det enhver mand drømmer om at være, og enhver kvinde vil have. Ved første øjekast. For Hank har nemlig den dårlige vane at ødelægge alting for sig selv og tage alle de andre med sig i faldet. For det andet så er hans livssyn så sort at det kun kan være elskeligt. Hans bog hedder faktisk God Hates us All. Ydermere er han arketypen på den dekadente livsstil i den vestlige verden, han går i seng med enhver kvinde han møder, ikke kun enlige, han ryger, ikke kun cigaretter, han drikker for meget, han kommer ofte op at slås og glemmer for det meste sine gode manerer hvis han da har nogen. Det interessante er at Hank rent faktisk er et godt menneske. Trods alle sine laster er Hank faktisk en god far for sin datter, han forbyder hende f. eks. at bande , en god ven for sin agent, han undlader ikke at kritisere det da Charlie, som han hedder, er sin kone utro og en god forelsket mand, han vil trods alt sin ekskones bedste. Dette får én til at undre sig, burde vi ikke bare smide moral i skraldespanden og så nyde livet? Jeg mener selvfølgelig som kristen at vi bør gøre det gode, men det er etik. Al den moral der desværre følger med kristendommen er mig meget fremmed; hvordan skader det Gud eller andre mennesker at man drikker, ryger, har sex osv.? De kan læse mere om min tro, ærværdige læser, her. Sidst men ikke mindst er hans tanker meget interessante: er det ikke vores pligt at værne om vores sprog? Er Hollywood ikke moderne hedenskabs Rom? Er velgørenhedsarrangementer ikke dybest set dobbeltmoralske? Hank spilles af tidligere X-files-stjerne David Duchovny.

   Denne serie er, helt i tråd med Hank, som det bliver udtrykt af denne sidstes 12årige datter om hans bog “et værk af nihilisme der dog er dybt forankret i romantismen”. For selvom serien glorificerer både en livsform som mange ville anse for uanstændig og det moderne menneskes “hvad-er-dog-meningen-med-hele-denne-tomme-verden”-livssyn, så giver serien os også et, om noget, romantisk svar på dette spørgsmål: nyd livet, vær dig selv, gør det gode og kæmp for det du elsker. Serien er ved første øjekast først en mandeform af Sex and the City, ved andet er det en historie om den store tomhed og meningsløshed der er at finde hos moderne mennesker, men ved tredje øjekast er det en livsbekræftende og glad fortælling. Man kan vælge kun at se én af siderne af serien, ingen af dem er jo decideret uinteressante men en ultimativ combo af alle sider synes jeg er perfekt. Når humoren så oven i købet er i top, så er der ikke noget at klage over.

   Nok er serien god, men er den kunst? Mit svar på dette spørgsmål er, sikkert til manges forargelse, ja. Forskellen på dekoration/underholdning og kunst er at de første kræver kreativitet til at forestille sig det skabte og hænder til at realisere det, imens kunst også kræver noget tredje: hjerne. Man skal have et budskab med det man skaber, og det skal være gennemtænkt. Denne serie har, om nogen, hjerne, udover det er historien god og selve æstetikken fantastisk. Derfor vil jeg mene at Californication mere end bare underholdning, det er kvalitetsfjernsyn og filmkunst i god form.

   Der er i øvrigt mange der siger at det innovative i filmbranchen vil komme fra seriefronten. Jeg har tendens til at være enig. Med serier som Nip/Tuck, Desperate Housewives og i den lidt mere obskure ende, Kingdom Hospital, Stephen Kings gentænkning af Lars Von Triers Riget, har vi i flere år set kvalitetsværker kommer fra serieverdenen. Californication ligger i naturlig forlængelse af Nip/Tuck og denne udvikling generelt.

 

   Første sæson er færdig, og sæson to er i gang med at blive sendt i U.S.A. men jeg er ikke overbevist om at vi kan forvente helt samme niveau fra næste sæson. Første sæson havde en “endegyldig” ende og derfor tvivler jeg på at der kan komme noget interessant ud af det. Ydermere har jeg hørt at Hank skulle blive en good guy senere hen, sådan én der prøver at holde op med at ryge osv., og det er jo unægtelig mindre tankeprovokerende at se en artig fyr være et godt menneske end en uartig én af slagsen. Men hvad, jeg kan tage fejl. Desuden er det jo ikke fordi serien mister i kvalitet at man ikke stadig kan få sig et godt grin. Så nyd det.