Gemt under: Et Twist af Frankrig | Tags: åbensind, danskhed, Duborg-Skolen, Flensborg, Frankrig, grænseland, grænsen, indvandring, integration, kronik, Kultur, Mette Dreyer, Mig, mindretal, Niels Neergaard, Paris, Politiken, Sydslesvig
Den 24. januar sendte jeg følgende mail til Politikens kronikredaktion:
Hejsa
Som man siger, alle gode gange tre, så her kommer så mit tredje kronikforslag. Tja, hvad andet kan jeg sige end at jeg håber I vil kunne lide det, og at jeg nok vil få lyst til at brække mig ved synet af Politiken endnu et par dage efter det meget plausible standardafslag. Men bare gør jer hårde. Vær ikke bange for at såre mine følelser. Jeg skal nok klare det alligevel. Men en lille bøn, hvis mit forslag imod alle odds alligevel skulle blive valgt, så gør for Guds skyld noget ved kommasætningen. Det er absolut ikke min stærke side. Nå, jeg sidder bare her ved midnatstid og hyggemailer med Politiken. Jeg må vel hellere komme i seng, men jeg skal lige præsentere mig først.
Mit navn er Jon Egeris Karstoft, jeg er 16 år og jeg har gået på det Danske Gymnasium i Flensborg, Duborg-Skolen, siden sommerferien.
Venlig Hilsen
Jon
P.S. Jeg har lige bemærket at mit forslag er præcis 2.222 ord langt. I må være sindssyge hvis I ikke bringer det nu!
Vedhæftet denne mail var følgende kronikforslag, der altså er bragt i Politiken i dag, under titlen Danskhed – Se Syd for Grænsen. Kronikforslaget blev skrevet i nattoget fra Flensborg til Paris. Kroniken kan også ses på politiken.dk, hvor I ydermere kan kommentere den.
Lad Os Ikke Glemme Os Selv
Der findes et område i Nordeuropa, det ligger delvist i Danmark og delvist i Tyskland, som fra gammel tid hedder Slesvig. I vore dage ville man nok kalde det Sønderjylland på dansk, men dette udtryk er alligevel misvisende. Ser De, Slesvig er betegnelsen for al jord imellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd. Det er med andre ord grænselandet. Dette område har igennem tiderne skiftet hænder, fra at være selvstændigt til at være dansk til at være tysk, indtil man i 1920 tænkte på den nuværende model: at dele det på midten.
Grunden til at den dansk-tyske grænse ligger som den gør, er at man i 1920 afholdt folkeafstemninger i alle tyske og østrigske områder, hvor der boede andre etniske grupper end den tyske, for at de kunne beslutte, om de ønskede at forblive i det Tyske Rige. Slesvig havde på det tidspunkt været på tyske hænder siden 1864, hvor Danmark mistede landsdelen, der svarede til en tredjedel af dets territorium. Imidlertid stemte det nuværende Sønderjylland sig hjem til Danmark, medens området fra Flensborg til Ejderen ønskede at forblive tysk. Egentlig en perfekt løsning, hvis det da ikke var fordi, der selvfølgelig boede tyskere nord for den nye grænse, ligesom der boede danskere syd for den. Dette er grunden til at vi i dag har de to mindretal i grænselandet.
I begyndelsen var forholdene mindre end perfekte, for at bruge en eufemisme, på begge sider af grænsen i øvrigt. Men siden da er man nået langt, og syd for grænsen har danskerne nu temmelig gode forhold. Det er muligt at leve fra fødsel til død på dansk i Sydslesvig. De har danske børnehaver, skoler, idrætsforeninger, to gymnasier, kirker, en avis, et parti, en sundhedstjeneste og et plejehjem. Ydermere er der et blomstrende dansk kulturliv med foredrag, koncerter, filmfremvisninger og meget mere.
Mine personlige erfaringer med mindretallet er begrænsede, omend min familie har rod i området. Jeg er lige flyttet hertil, ser De, efter at have boet otte år i Paris. Jeg var temmelig bevidst om min danskhed i Frankrig, og derfor har jeg fulgt en del med i de danske medier.
Jeg må sige, at jeg gang på gang er blevet skuffet over mit land. Højdepunktet nåede jeg nok under Muhammed-krisen, hvor jeg decideret skammede mig. Det danske folk, der ellers bryster sig af sin varme, gæstfrihed og sit åbensind, bliver mere og mere tillukket. Der hersker en mening om, at andre kulturer er noget meget fedt, så længe de bliver på restauranten. Ja, tænk hvor forfærdeligt hvis vi skulle se på dem hver dag, ude på vor egen danske gade, brolagt med vore egne danske sten. Så ville verden for alvor være af lave!
Derfor blev jeg faktisk positivt overrasket over mindretallet; hvor man skulle forvente, at det i disse globale tider var en hendøende institution, præget af samme slags racisme som Danmark, blot i langt højere grad, så er det en lyslevende gruppe mennesker, der langt væk dufter af frisind, åbenhed, dynamik og nytænkning. Det er en skare, jeg er stolt af at være bleven en del af.
Det er, som om indvandrernes kommen dengang i 70′erne egentlig var en begivenhed, der rystede det danske folk i langt højere grad, end man skulle tro. Det, at man pludselig blev konfronteret med det fremmede, med de andre, gjorde, at man også skulle tage stilling til, hvad man selv var. De fremmede virkede oven i købet så sikre på, hvad de var.
Jeg tror, det skabte en grundlæggende usikkerhed i det danske samfund, om hvad der var danskhed, og hvad alt det andet var. Man skulle sætte en grænse imellem disse to begreber, og i den vaklende identitetskrise danskerne var i, var man vist ikke rigtig i stand til at skelne imellem, hvad der var danskhedens essens, og hvad der var dens indpakning.
For mig er essensen det vigtigste (ellers ville jeg nok ikke skrive dette). Det er alle de fælles værdier, de accepterede normer, som det nogle gange kan være sjovt at afvige fra, der karakteriserer et folk. For danskerne ville jeg nok sige, at det er (eller rettere: var) kærlighed til frihed, stolthed, åbensind, varme, gæstfrihed, jordnærhed, ydmyghed, sort humor og måske en smule selvironi. Det er selvfølgelig et billede af det danske folk, der er fyldt af klichéer og generaliseringer (beviset er, at nogle af disse karakteristika er meget truede), og dog vil jeg sige, at de mere end nogle andre har rod i sandheden om det danske folk. Det er det, der virkelig gør os forskellige fra andre folk, da meget af indpakningen rent faktisk er importeret.
Indpakningen er som sagt en helt anden sag. Den er alle de ydre konsekvenser af essensen, den er vort relativt simple sprog, med nogle få, meget svære sider og alle de forskellige dialekter, man kan finde i vort land. Den er vore madvaner, både de rustikke, som en god rugbrødsmad, og de lidt finere, såsom laksemad. Den er vor hudfarve (ja, også den), vor særprægede religiøsitet, vor litteratur, vore kunstværker og alt det andet, der set ude fra (bemærk: set UDE FRA), gør os danskere til noget specielt. Indpakningen er alt det et vist parti ville kalde dansk kultur. Det er kulturkanonen blandet op med raceteorien, en opskrift på frikadeller og en nudansk ordbog.
Nu skal De ikke misforstå mig. Jeg skal være den sidste til at ønske indpakningen afskaffet. Jeg sætter det danske sprog meget højt, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke kunne få flæskesteg til jul, og jeg synes, det er længe siden, jeg har set en dårlig dansk film. Jeg synes selvfølgelig, at vi danskere skal beholde vort kulturelle særpræg, også i indpakningen, og det ville være et uerstatteligt tab, hvis dansk kultur gik tabt eller mistede sin egen facon. Det jeg siger er, at vi ikke skal beskytte indpakningen, hvis det skal ske på bekostning af de endnu vigtigere underliggende værdier, der jo lige netop er det, der giver indpakningen sit danske særpræg.
Nu var det desværre indpakningen, man valgte som definition på danskhed, dét den svenske integrationsminister ville have kaldt en “flæskestegsidentitet”. Det er alligevel sjovt, at vi danskere vælger, hvem der skal tilhøre vort folk ved hjælp af kriterier, som ellers kun omverdenen burde gøre brug af for at finde ud af, hvem der er dansk.
Eftersom den danske identitet også er meget tæt knyttet til den danske jord, så var det en selvmodsigelse i verdensbilledet, hvis folk, der opfattedes som ikke-danske, kunne opholde sig på dansk jord.
Jeg vil vove at postulere, at det danske folk lider af en identitetskrise. Og at den bliver værre og værre. Som bevis kan jeg vel bare anføre det danske anspændte forhold til fremmede kulturer på dansk jord; man siger jo, at et dårligt forhold til omverdenen tyder på et dårligt forhold til sig selv. Støtten til det parti, der mere end noget andet definerer danskheden som indpakningen, stiger og stiger, hvor jeg måske ville sige, at den mest danske ideologi er kulturradikalismen. Jeg siger ikke, at det er min personlige holdning (langt fra), men mere end nogen anden ideologi inkarnerer den de danske værdier som åbensind, frihed og gæstfrihed, og mere end noget andet sted har den overlevet diverse angreb og kæmper i øvrigt stadig bravt.
Dette er en krise mindretallet aldrig har oplevet. Af naturlige grunde bliver de konstant konfronteret med “det fremmede”. Derfor er de heller ikke blevet rystet af det fremmedes tilstedeværelse. Med andre ord mener jeg, at mindretallet er repræsentant for den danskhed, der ville have eksisteret, hvis ikke de fremmede var kommet, den fundamentale danskhed. Det ironiske er, at mindretalsdanskerne dog dagligt ser de andre, de har dem endda i deres midte (eller rettere: mindretalsdanskerne er de andre).
De har ikke oplevet det som nødvendigt at definere sig selv. For dem er den danske identitet syd for grænsen simpelthen, det de er. Det er i øvrigt en grundlæggende del af deres identitet, at enhver har lov til at være en del af mindretallet, og at den deltagelse aldrig må efterprøves, hverken af myndighederne eller mindretallet selv. På tysk udtrykkes dette meget simpelt med “Minderheit ist wer will”.
På Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg, vil jeg gætte på, at imellem 50% og 70% er tyskfødte, men det, at de går på lige netop den danske skole, vidner jo om, at de har lyst til at tage del i det projekt, mindretallet er, og det bliver på ingen måde opfattet som problematisk, i hvert fald ikke fra andre steder end fra hovedlandet (mere specifikt fra førnævnte parti).
Det er en kendsgerning, at dele af en etnisk gruppe, der lever geografisk eller politisk adskilt fra hovedgruppen, for det meste udlever deres identitet til det ekstreme. I Paris har jeg oplevet det, og nu oplever jeg det her.
Hvor folk i Danmark ofte går i biografen for at se udenlandske film, så skal der (selvfølgelig) vises danske film, når der holdes filmaften i den Danske Kirke i Paris. Sagt på en lidt mere kontroversiel måde vil disse gruppedele for det meste være lidt mere danske end danskere. Og dog. Man kan jo ikke undgå at præges at det samfund, man lever i (det hænder faktisk, at jeg føler mig en smule fransk). Sådan er det vel også i mindretallet. De mener, at man ikke nødvendigvis føler sig mindre dansk af også at opfatte sig som tysk eller omvendt. Man kan selv træffe valget (eller undlade at træffe det).
Forestil jer hvor skønt det ville have været, hvis vi tilbage i halvfjerdserne havde valgt den fundamentale danskhed, essensen. Vi ville have været åbne for de fremmede, også dem der ikke kommer fra Norge. Vi ville ikke have venstrefløjspartier, der føler, at det er nødvendigt at tryne indvandrerne i deres udmeldinger for at få stemmer; vi ville ikke blive forstyrret af synet af indvandrerne på gaden, vi ville måske påskønne det lille pust af noget anderledes. Måske ville vi have et afslappet forhold til andre kulturer og andre religioner, og med lidt held ville det ikke engang skabe debat, at en borgmester er så interesseret i sine medborgeres religion, at han ligefrem tager hen og besøger én af deres moskéer (hvor farligt!).
Dette ville igen have forhindret de senere problemer med den dårlige integration i Danmark, da det, der forhindrer de fremmede (som jo i mange tilfælde er født og opvoksede i Danmark) i at indleve sig i dansk kultur, i virkeligheden ikke er deres kultur, men vores fremmedgørelse af den og dens repræsentanter, som er opstået, fordi vi ikke længere har det åbensind, der ellers har præget det danske folk.
Desværre. Det var den forkerte beslutning, der blev truffet dengang. Jeg kan godt se, at dette ikke er en særlig optimistisk slutning; det må jeg hellere gøre noget ved.
Nu er vi så heldige, at en kulturs essens er noget af det sværeste at udslette. Man kan prøve at dræbe den i hundredvis af år, og dog, man vil stadig kunne finde nok til at genoplive den.
Da den katolske kirke kom til Danmark, fandt den et land, hvor hedenskaben herskede. Den havde held til fuldstændigt at udrydde troen på de gamle guder, men noget den ikke kunne røre ved, var den lille overtro på jætterne eller stemningen ved ildstedet en kold vinteraften, hvor de gamle historier alligevel blev fortalt videre. Helt op i 1800-tallet (900 år efter danerne blev kristnede) kunne man stadig finde folk, der klippede neglene på de døde for at forhindre ragnaroks komme, da skibet fra syd, Naglfar, der var bestemt til at bringe ødelæggelsen med sig, skulle bygges af de dødes negle.
Dette er blot ét af utallige beviser på, at en kulturs essens er noget nær udødelig, i hvert fald i menneske-perspektiv.
Altså findes der stadig håb. Der er kun gået tredive år, siden den danske kulturs indpakning begyndte at blive vigtigere end dens essens; den må altså stadig findes mange steder. Man skal bare kunne finde den.
Derfor mener jeg, at det er en gave til det danske folk at have et mindretal som det danske syd for grænsen, specielt i disse tider, hvor folk i bogstaveligste forstand kommer op at slås om definitionen på danskhed. Fordi, hvis man virkelig vil vide hvad danskhed er, hvis man ønsker at kende den fundamentale (og måske en smule overdrevne) danskhed i modsætning til den overfladiske definition, man bruger i Danmark, så skal man bare vende blikket lidt sydpå (lad gå, mod sydvest fra København) og så har man, noget man kan sætte kursen efter, vel vidende at de hernede nok altid vil tage skridtet videre, fordi de, når de er i dansk humør, udlever den danske kultur den lille bitte bid mere end danskerne, hvilket selvfølgelig gør dem lidt komiske at se på for alle andre.
Med andre ord kan de danske syd for grænsen give os et godt grin, ligesom de kan minde os om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.
Tilbage ved genforeningen udtalte den daværende statsminister, Niels Neergaard, de bevingede ord “I skal ikke blive glemt” henvendt til det danske mindretal. I dag vil jeg vende disse ord mod os selv. Lad os ikke glemme det danske mindretal, fordi vi en dag måske vil være glade for at have nogen til at minde os om, hvem vi er. Lad os ikke glemme os selv.
Jon Egeris Karstoft, Kronik i Politiken, den 17.02.2009
Gemt under: Kultur | Tags: ånd, Ben, Ben Vautier, brugskunst, Claude Debussy, Danmark, dansk folkeparti, dansk kulturliv, danskhed, De Usalige Konger, DF, følelse, finkultur, Finland, Frankrig, intellektuel elite, klassekamp, klasser, krop, Kultur, Kunst, Maurice Druon, Måneskinssonaten, mennesker, middeklasse, O, overklasse, populærkultur, sanser, sjæl, tanke, tretrinsstige, underklasse
- Ben Vautier, 1999, Frankrig. Omslag til skolebog i faget Plastisk Kunst.
De fleste mennesker er enige om at kunst er god ting, og det er da også noget skønt. Den det den af menneskenes særegenheder jeg nok holder allermest af, vores evne til at skabe en mening af noget meningsløst. Vi har altid ejet denne evne, lige siden vi blev til som Homo Sapiens Sapiens i Østafrika, det vidner talrige fund om, såsom meget gamle fløjter eller hulemalerier. Imidlertid hersker der stor uenighed om hvad kunst egentligt er, der er blevet brugt utallige definitioner igennem tiderne. Her i dette indlæg vil jeg så kommer med min mening om sagen. I er velkomne til at fortælle om jeres i kommentarfeltet.
Én af det ting der for det meste har været enighed om er at kunstværket, for at leve op til sin status, på en eller anden måde skal være unikt. Det skal være noget man ikke har set før, og hvis man ser det igen så er det plagiat og så er der ikke blevet skabt noget og dermed er det ikke kunst. Der også normalt enighed om at kunst skal være fuldkommen ubrugelig. Den skal bare inspirere, men den må ikke have nogen funktion. Så er vi ovre i brugskunst.
Disse to kriterier skaber en stor gruppe ting (vil jeg kalde det i mangel af bedre ord), hvoraf der imidlertid kun er en mindre del der rent faktisk er kunst. Min tro er at kunst er noget der skal udfordre et individ på alle planer, og da ethvert menneske består af tre lag, så må kunst skulle udfordre alle disse.
Vor første del er kroppen. Den er alt det jordlige, den er alt det vi kan sanse, vor fysiske fremtoning og vore jordiske behov. Vores anden del er sjælen, den er vore følelser, den er med andre ord anden etape af de indtryk vi får, vi sanser det først og derefter føler vi et eller andet. Vor tredje og så at sige højeste plan er ånden. Den er vore tanker, vor bevidste bearbejning og den sidste etape for vore indtryk.
Som sagt består et kunstværk tilsvarende af tre lag, ét for hver af vores. For at udfordre vore sanser skal det være teknisk veludført. Det behøver ikke nødvendigvis at være smukt, det skal understøtte de højere lag bedst muligt på samme tid med at det skal have et vist særpræg og standse tilskuerens blik. Ifølge kunstarten er det meget forskelligt hvilke kriterier man bruger, i dramatik er det scenografien, kvaliteten af skuespillet osv. det kommer an på, imens et maleri skal være malet med en sikker hånd der vidste hvad den gjorde og gerne skal overraske. Det vigtigste er dog at det er en god basis for de højere lag.
For at udfordre vor sjæl skal det fremprovokere følelser i os. Sammensætningen af alle de sanselige indtryk i vor bevidsthed bør skabe en følelse af noget i os, en følelse der gerne skal vare i længere tid end den hvori vi rent faktisk oplever kunstværket. Det kan begynde med en lille fornemmelse i os og så vokse sig større og større og holde i flere dage eller endda uger. Da jeg læste Maurice Druons Les Rois Maudits (De Usalige Konger) fik jeg f. eks. meget stor medlidenhed med de to unge elskende som skæbnen skånselsløst river fra hinanden, og det var en følelse da varede ved i over en uge.
Sidst men ikke mindst skal et kunstværk udfordre vor ånd. Det skal give os noget at tænke over. Det skal fuldstændigt uden at vi gør noget plante en tanke i os, som vi så kan gå rundt og grubler over, lade ligge lidt, tage frem igen og måske en dag tænke færdig. Nogle gange kræver dette dog den rette indstilling hos kunstnyderen, man skal, om jeg så at sige, åbne sin sjæl. Da jeg, i den første time på den første skoledag efter sidste års vinterferie, hørte Claude Debussys Clair de Lune (Måneskin) fik det mig f. eks. til at tænke på min families feriested i Finland, om hvor meget jeg elskede at være der, og at det måtte være dejligt at lægge på badebroen deroppe (om sommeren) og samtidig lytte til dette stykke musik badet i måneskin. Såvidt jeg husker har jeg taget denne tanke op i indlægget Min Kristendom. Det behøver ikke på nogen måde være højere tanker, selvom det godt kan være det, for et musikstykke er det at forestille sig en historie nok det mest normale, det skal bare på den ene eller anden vis mærke én.
Diss tre “lag” i værket bygger meget på hinanden og derfor er det temmelig vigtigt at de alle er til stede, hvis altså det er kunst man ønsker. For illustrere dette kan vi bare tage en skulptur. Kunstneren har ønsket at udtrykke sin glæde ved den kvindelige krop og følelsen af lyst. Hvis nu skulpturen imidlertid ikke ligner noget som helst, så nytter det ikke meget, for man kan ikke nå op til de højere lag. Og hvis den slet ikke inspirerer os nogen følelser, så gider vi ikke engang at tænke på den, men går bare videre til de andre skulpturer på musæet.
Imidlertid hænder det ofte at man udelukker en af de tre aspekter fra sit værk, eller at man i hvert fald nedprioriterer det en del, for det meste helt bevidst fordi man ikke ønsker at skabe kunst. Oftest er det tankerne man undlader at appelere til, selvom det også hænder at man udelukker sanserne. Nogle franske forfattere har også en sygelig trang til at skrive meget kedelige ting på et meget fint sprog. Det er da også helt fair nok hvis producerne bag Friends ikke ønsker at appelere til deres seeres tanker eller beder om fantastisk skuespil. Når man kommer hjem fra skolen har man måske heller ikke lige lyst til at skulle reflekterer over hvorvidt Gud er subjektiv eller objektiv. Så er det bare ikke kunst, men underholdning. Dette kaldes underholdning for scenekunstarter og litteratur, dekoration for plastisk kunst og stemningsmusik for musik. Samlet kan man vel kalde det populærkultur.
Jeg tror at der findes tre niveauer i kulturen (jeg er i det hele taget meget glad for tretrinsstiger, og det sjove er at man meget ofte kan få én tretrinsstige til at passe med en anden), der igen hver især appelerer til de tre forskellige klasser: underklasen, middelklassen og overklassen.
Det første trin er nok det generelle begreb kultur. Et folks kultur er noget der ligger meget dybt, og måske er det udødeligt. Det er alle de uskrevne regler, alle de gamle historier der blev fortalt foran ildstedet, tøjmoden, sproget, troen, maden osv. Hvis den ikke er udødelig, så lever den i hvert fald længe. Da kristendommen blev indført i Danmark døde den konkrete tro på de gamle guder meget hurtigt, men den tilladte tro på jætterne, på runernes magiske kræft, på glæden ved at lyset vender tilbage, den overlevede længe, til dels lever den stadig. Man kender eksempler helt op i 1800-tallet på folk der klippede nejlene af de afdøde fordi Naglfar, det skib der ville komme sejlende fra Syd ved Ragnarok, skulle bygges af de dødes nejle, og ved at fjerne dem sænkede man verdens ende. Desuden ligger Julen stadig 3 dage efter den korteste dag og den er til dels stadig Lysets Fest. Dette trin henvender sig mest til underklassen, der er den der skaber kulturen og det er ofte den der følger den.
Det andet trin er populærkulturen, som jeg allerede har beskrevet, og som nok mest interesserer middelklassen, og det tredje trin er kunsten eller finkulturen, hvis målgruppe er overklassen og den intellektuelle elite.
Nu er det sjove ved stiger at det ene trin bygger på det andet, og hvis man fjerner stigens første trin, så ramler hele lortet, og jeg tror det er her man skal finde grunden til den krise jeg ikke er den eneste der ser i dansk kulturliv. I Danmark er det sådan at man har afskaffet underklassen. Den er næsten væk: “I Danmark har få for meget og færre for lidt”. Den er blevet integreret i middelklassen. Grundlæggende kan man mene at dette er en god ting, det gør jeg dog ikke. Ganske vist har vi nu et samfund med større velstand end før, men til gengæld har den danske kultur ikke længere nogen gruppe at henvende sig til. Alle går rundt og leder hele tiden og spørger “hvad er danskheden?”, det er ikke mærkeligt at der er debat om det, et levende eksemplar skal man lede længe efter. Mange skikker lever ganske rigtigt videre, men de har mistet deres mening. Julen er forbrugerismens sorte messe og sproget ligner engelsk mere og mere (jeg er selv at bebrejde her). Jeg tror også det er derfor DF er så populært, de kan bilde folk ind at de er danskheden. Problemet er bare at alle de andre lag af kulturlivet bør bygge på denne grundlæggende kultur, og når nu den er væk (eller forhåbenligt ligger i dyb søvn), så mister alt det andet lidt sin mening. Der kan stadig være tale om kunst, men hvis man spørger om det er dansk kunst, så er det straks lidt sværere at svare på.
Dermed er den lille parentes om dansk kultur lukket. Nu er jeg i hvert fald kommet med mit bud på hvad kunst er. Det er det der udfordrer os på alle planer, det der er unikt og det der komplet ubrugeligt. For at vide hvor god kunst noget er, må man imidlertid se på hvor godt det gør det, men det er en anden sag.
Gemt under: De Franske Socialisters Kongres | Tags: 1789, 4. Republik, 5. Republik, antikkens Rom, babouvisme, borgerkongen, Congrès de Reims, Engels, familistère, Francois Hollande, Francois Mitterrand, Frankrig, fransk politik, Gracchus Baboeuf, Grakkerne, Internationale, Jacques Chirac, Jean Jaurès, Jean-Marie le Pen, kommunistisk manifest, Kongres i Reims, kritiko-utopisk socialisme, Léon blum, Lionel Jospin, Ludvig-Filip, Marx, Napoleon, Napoleon d. III, Nicolas Sarkozy, optimaterne, Owen, pariserkommunen, Parti Socialiste, Politik, Populær Front, populisme, PS, reformisme, republik, revisionisme, revolution, rose, RPR, Saint-Simon, Ségolène Royale, SFIC, SFIO, socialdemokratisme, socialisme, Thiers, UMP, utopisk socialisme
Om 2 uger holder det franske socialistparti, PS, kongres, hvilket er en nøglebegivenhed i det franske politiske liv. Jeg vil dække kongressen i dag og på næste søndag, som er kongressens sidste dag. For at forstå hvorfor denne begivenhed er af en sådan vigtighed, må man dog først kende baggrunden, derfor vil jeg i dette indlæg beskrive den franske socialismes historie og dets aktuelle problemer og udfordringer og på næste søndag vil der være et opsummerende indlæg om kongressen. Jeg råder Dem stærkt, ærværdige læser, til at læse mit indlæg om det franske politiske system før de kaster dem ud i dette.
Socialismen er en ideologi der har en meget lang historie, ikke bare i Frankrig. Sammen med konservatismen er det nok verdens ældste politiske retning. Den har rødder så langt tilbage at vi knapt kan spore det, men dens første kendte manifestation var, som så meget andet, i oldtidens Rom.
På daværende tidspunkt havde Romerriget erobret enorme landmasser som staten så delte ud af imod afgifter. Langt det meste af jorden blev samlet på meget få hænder, og dermed ejede de fleste bønder ikke særlig meget (om noget). Det var altså i en sådan verden, at en mand ved navn Tiberius Gracchus stillede op som folketribun, en af romerrigets højeste stillinger. Han blev valgt i -133 og prøvede at starte en reformbevægelse, hvis mål var at begrænse den mængde jord en romersk borger kunne besidde. Naturligvis var senatorerne ikke særlig venligt stemte overfor forslaget, da de jo selv, som Patriciere, var iblandt de bedre stillede. De fik ham dræbt, under påskud af at han ønskede at lade sig krone som konge, den værst tænkelige forbrydelse under den Romerske Republik.
Reformbevægelsen var imidlertid ikke nået til vejs ende. Tiberius havde en bror, Gaius, der også blev valgt til at være tribun. Han fortsatte sin broders reformprogram, og udbyggede det betragteligt. Da han var af sted for at bygge en koloni i Kartago, mindskede senatorerne hans indflydelse, og ved valget i -121 blev han slået. Gaius gav dog ikke op. Uenighederne imellem Gaius’ tilhængere og senatets folk eskalerede hurtigt, og selvom Gaius gjorde sit for at holde sine folk i ro, kom det hurtigt til voldelige konflikter. Gaius blev fanget og begik selvmord.
Dette var nok socialismens første manifestation i verdenshistorien. Vi finder først socialismen i sin moderne form i skikkelse af den franske revolutionære mand, Gracchus Babœuf, der under den franske revolution kæmpede stærkt for sine ideer.
Hans mål var en kollektivisering af landjorden og lighed imellem menneskene. Intet mindre. Han begynder allerede kampen i sin hjemby Roye, i Picard, da kongen beder hvert sogn redigere et klagehæfte over hvad det mener kan gøres bedre. Dette arbejde tager han stor del i. I begyndelsen af revolutionen gør han op med sig selv, at frihed og kristendom ikke kan eksistere sammen. Hans meninger er endnu for stærke, selv for de såkaldte revolutionære franskmænd, og han begynder at kritisere de midtersøgende krafter der hurtigt tager magten efter revolutionen. Så starter han sin kamp imod indirekte skat og hurtigt bliver han smidt i fængsel. Han sættes fri igen pga. hjælp fra en af de tre store franske revolutionsmænd, Marat. Babœuf bliver ved med at kæmpe, nu imod et system hvor stemmeretten afhænger af hvor meget man betaler i skat, og må flygte til Paris, hvor han efter at have sig meldt ind i en diskussionsklub, bliver fortaler for at også kvinder skal kunne blive medlemmer. Efter endnu en gang at være blevet smidt i fængsel, er han nu nødt til at gå under jorden. Da han ikke længere kan agere i al lovlighed, stifter han De Liges Sammensværgelse, der ønsker at fortsætte revolutionen for at opnå den Perfekte Lighed og den Fælles Lykke. De bliver stikket og Babœuf bliver offer for guillotinen den 27. Maj 1797.
Hans idéer døde imidlertid ikke med ham. I begyndelsen af det XIX. århundrede begyndte en række filosoffer, for det meste franskmænd, at teoretisere om et alternativt samfund til det kapitalistiske industrielle som var ved at opstå, de ønskede en anden vej. Iblandt dem kan man nævne franskmændene Saint-Simon, Charles Fourier, Étienne Cabet og Philippe buchet, men også den walisiske Robert Owen. Det var i denne tid ordet socialisme blev brugt for første gang, af en vis Pierre Leroux, i 1832.
Deres doktriner havde deres særlige karakteristika, men der var mere der samlede end der skilte. Ideologien blev senere betegnet som Utopisk Socialisme af Engels (eller kritiko-utopisk i det Kommunistiske Manifest). De ønskede at skabe et socialistisk samfund, så at sige, ex nihilo. Meningen var at folk helt spontant skulle samle sig i kollektiver som så enten skulle beskæftige sig med landbrug eller industri. Fremtidens samfund skulle bestå af summen af disse kollektiver. Filosofferne kaldte disse kollektiver forskellige ting (Phalanstère hos Saint-Simon, Township hos Owen osv.) men fællesnævneren var et det var enorme og meget ambitiøse projekter. De skulle indeholde lejligheder til flere hundreder, om ikke tusinder personer, fælles bad og køkken, skoler, biblioteker og mange andre faciliteter. I dem skulle alle have samme kår og den private ejendom være afskaffet.
Der har været mange forsøg på at skabe disse kollektiver, det mest succesfulde har være le Familistère i Guise, Frankrig. Den fungerede fra 1846 til 1970 og havde arbejdspladser, smukke og sunde lejligheder (på samme størrelse) til alle, skoler til børn helt op i 14-årsalderen (i Frankrig var det lovligt at lade børn arbejde fra det 10. År), et teater og et bibliotek.
Indenfor den socialistiske bevægelse nåede denne retning sit højdepunkt i 1870, inden den blev skubbet til side af marxismen. Marx og Engels var den meget taknemlig for dens forberedende tænkning om samfundet, men mente at den lukkede øjnene for den sociale realitet, proletariatets eksistens og for klassekampens vigtighed. Den lever dog videre i alle de kollektiver der er opstået siden, f. eks. i de kollektiver der blev skabt i kølvandet på studenteroprøret i 1968.
I 1871 opstår verdens første socialistiske regime – i Paris. Det opstår i kølvandet på krigen mod Prøjsen, som Napoleon d. III, indledte og tabte. Da Napoleon bliver fanget i Sedan, abdicerer han for at undgå at blive brugt som gidsel. I våbenhvilen besluttes valget af en Nationalforsamling der skal bestemme om krigen skal føres videre. Da denne bliver valgt, vælges der et enormt flertal af borgerlige kandidater, og Thiers, en konservativ, vælges som midlertidig leder. Han ønsker fred med Prøjsen.
Pariserne derimod er meget skuffede, dels fordi de for tredje gang er blevet snydt for deres frihed (i 1789 fik modererede som sagt hurtigt magten; da Ludvig-Filip eller borgerkongen bliver væltet af pariserne i 1848, vælges Ludvig-Napoleon Bonaparte som præsident, som konservativ), dels fordi de lige har været igennem en lang og hård belejring, som de nu føler er spildt. Den 18. Marts erklærer Kommunen Paris sig selvstændig, for anden gang indenfor hundrede år. 100.000 af Paris’ vestlige borgere (Vestparis er stadig i dag den rigeste bydel) flygter til Versailles. Der afholdes hurtigt frie valg til Kommunalrådet, der jo de facto er et regeringsorgan, og borgerlige kandidater får også lov til at stille op. Venstrefløjen får selvfølgelig et overbevisende flertal, og højrefløjens valgte vælger hurtigt at sige op.
Der vedtages meget progressive reformer, som for manges vedkommende først bliver genindført mange årtier efter Kommunens afgang ved døden. Skolegangen bliver gjort gratis, sekulær og lovpligtig, arbejdernes betingelser forbedres meget drastisk, retssikkerheden garanteres (der indføres en art Habeas Corpus) og Kirken og Staten adskilles. Kommunens Politik bærer dog præg af det pres Thiers-regeringen lægger på den. Pressefriheden begrænses, der tages gidsler og kulturelle skatte bliver ødelagt (som Tuileriesslottet).
Efter blot to måneder, er Paris generobret af regeringen den 28. Maj. De fleste reformer bliver afskaffet og imellem 10.000 og 100.000 kommunarder henrettes uden retssag.
Efter dette blodbad var den franske socialistiske bevægelse halshugget. Alle ledere var enten døde eller i eksil. Ved fagforeningernes Marseillekongres i 1879 stiftedes FTSF (Frankrigs Socialistiske Arbejderes Federation), Frankrigs første socialistiske parti. Imidlertid fandt Marx’ svigersøn linjen i FTSF for blød og stiftede POF (Fransk Arbejderparti), et marxistparti. Derefter fulgte en lang perioder hvor bevægelsen deltes mere og mere, og flere partier blev stiftet.
De kunne deles imellem to tendenser: reformister og revolutionære. De ene ønskede fremme af arbejdernes kår ved reformer, enten indenfor det kapitalistiske system, eller mod et egentligt socialistisk regime, de andre ønskede som Marx en revolution. I 1902 blev den lange række bevægelser samlet i to blokke Fransk Socialistparti (reformistisk) og Frankrigs Socialistparti (revolutionært).
Ved Globekongressen i 1905 samledes de to partier til ét, under pres fra den Anden Internationale. Dette parti kom til at hedde SFIO (Fransk Sektion af Arbejdernes Internationale) og dets leder var én af den franske socialismes måske største mænd, Jean Jaurès (som den eneste har han hele to metrostationer opkaldt efter sig i Paris), der før var leder for det reformistiske parti. Han blev senere dræbt pga. sin modstand mod Første Verdenskrig.
Efter krigen vedtages det med stor enighed at partiet skal forlade den Anden Internationale pga. dens tilslutning til krigen. Spørgsmålet om hvilken internationale man så bør vælge deler imidlertid partiet. Nogle mener man bør vælge den Socialistiske Arbejderinternationale, men de fleste mener man bør melder sig ind i den Kommunistiske Internationale. Det er også den indstilling der vinder, og deraf følger en deling af partiet. Den største gruppe, de revolutionære, danner SFIC (Fransk Sektion af den Kommunistiske Internationale), imens mindretallet bliver i SFIO. Selvom SFIC lægger ud med at være stærkest, mister de hurtigt indflydelse, da det ligger under det Sovjetiske Kommunistpartis indflydelse og hurtigt blive staliniseret.
I 1924 dannes der en venstrefløjsregering med radikale og republikanere, med SFIO som støtteparti. Pga. af uenigheder om hvordan Frankrigs enorme statsgældsproblem skal løses, er det dog en meget ustabil regering og den må opløses. Derefter følger der en periode på 15 måneder hvor 6 venstrefløjsregeringer følger hinanden. Da fascismen begynder at vise sit grimme ansigt endes stridighederne mellem SFIC og SFIO endelig og efter en aftale med USSR dannes den Populære Front der består af disse to partier og de radikale. De stiller op med et fælles program og vinder. Det lykkes dem at indføre nogle vigtige sociale reformer, såsom arbejdsugen på 40 timer, lønforhøjelse og betalt fritid. Forsøget på at redde økonomien er dog en fiasko, og da regeringen nægter at hjælpe Spanien under borgerkrigen i dette land, forlader kommunisterne regeringen. I 1937 nægtes Léon Blum fuldmagten af de radikale og dette er enden på den Populære Front.
Efter Anden Verdenskrig, skaber Frankrig den 4. Republik og der lægges ud med en meget stærk venstrefløj. De radikale, socialisterne og kommunisterne får hver 25% og må derfor samarbejde, men da De Gaulle, som de radikale er trofaste overfor, holder sin tale i Bayeux om hvordan den 4, Republik bør se ud (noget som han senere opnår under den 5. Republik), nægter de Radikale at forsætte samarbejdet. Under størstedelen af den 4. Republik bliver der ved med at være venstrefløjsregeringer, men efter De Gaulles sejrrige genkaldelse til magten (da alle mener at kun han vil kunne løse problemet med Algeriet), og hans realisering af sine vildeste drømme med den 5. Republiks forfatning, har højrefløjen klart overhånden.
Det er her Francois Mitterrand, en centrum-venstre politiker der ikke tilhører SFIO, beslutter sig for at stille op som venstrefløjens enhedskandidat til præsidentvalget i 1965. Han opnår uhørt mange stemmer for perioden (i anden valgrunde får han 45%). Derefter skilles venstrefløjspartierne igen og ved valget til Nationalforsamlingen i 1969 får det ene SFIO kun 5 %. Herefter fusionerer det med en anden venstrefløjsorganisation ved Issy-les-Moulineauxkongressen i 1969, og danner det vi i dag kalder Socialistpartiet (PS), der ved sin anden kongres i Épinay (1971), fusionerer med Mitterrands bevægelse, og som helt frem til 1995 bliver ledet af ham, den anden store figur inden for moderne fransk socialisme. Man må dog vente endnu ti år med højrefløjsregeringer (konservative og liberale), før socialisterne i 1981 vinder både valget til Nationalforsamlingen og præsidentvalget. De sidder nu på enorm magt, og i fjorten år vil Francois Mitterand lede Frankrig (selvom han i perioder må “samleve” med højrefløjsregeringer). Fra 1981 til 2002 var socialismens storhedstid under den 5. Republik. I hele den tid har de enten dannet regering eller siddet på præsidentposten, hvor flere vigtige reformer gennemføres: afskaffelse af dødsstraffen, arbejdsugen på 35 timer, stigning i mindstelønnen, mulighed for pension som 60årig etc.
Socialismens nuværende krise begyndte i 2002, hvor der afholdtes præsidentvalg. Den tidligere premierminister og leder af PS, Lionel Jospin, var klar favorit før valget gik i gang, men til offentlighedens store overraskelse blev han slået allerede i første valgrunde af højrepopulisten Jean-Marie le Pen fra det ekstremt indvandrefjendske Front National (FN). Dermed kom anden valgrunde til at stå imellem Chirac, den konservative fra det daværende gaullistparti RPR, og Jean-Marie le Pen – et hårdt valg for socialister. Ved det efterfølgende Nationalforsamlingsvalg bliver socialisterne også slået, og Lionel Jospin trækker sig tilbage fra det politiske liv.
Herefter blev Francois Hollande, den nuværende formand, valgt til posten. De har vundet alle lokalvalg og europæiske valg siden (sidst ved kommunalvalgene i Marts), men det virker som om befolkningen ikke længere stoler på dem på det nationale plan. Det hjælper ikke noget at PS siden 2002 har snakket om at de ikke gør det godt nok, at de burde moderniseres, hvilket i sig selv er rigtigt, men når man bruger 6 år på at snakke om hvor dårligt et parti man er, og når alle foreslåede løsninger ikke giver valgsejr, er det til at forstå at partiet er i krise. Til præsidentvalget i 2007, var det tydeligt at Francois Hollande ikke var en oplagt kandidat (han er gennemført teknokrat, han har ingen karisma), så valget stod imellem en ny person på den nationalpolitiske scene, Ségolène Royal, og nogle af de gamle travere. Hun vandt overbevisende primærvalget (med 60%) men hun samlede ikke rigtigt de gamle elefanter (et kærligt ord for de gamle travere) bag sig, og hendes program var for modereret for nogle venstrefløjsvælgere. Altså tabte hun.
Så lige nu står partiet der at man skal vælge en ny leder, men at alle inde i partiet er uenige om hvem. En af elefanterne? I så fald hvilken? En af de moderne? En på partiets venstrefløj? Dette er af central vigtighed, da lederen af partiet højst sandsynligt bliver partiets præsidentkandidat i 2012, og det er et valg der skal vindes, hvis PS ikke vil gå under.
Gemt under: Citater | Tags: Charles de Gaulle, Et Twist af Frankrig, Frankrig, Louis XIV, Ludvig d. 14.
Frankrig? Det er mig.
Kong Louis XIV og derefter Præsident Charles de Gaulle af Frankrig
Gemt under: Et Twist af Frankrig, Om Bloggen | Tags: Alliance Royale, DF, fascisme, FN, forfatning, Francois Bayrou, Frankrig, højre, Jean-Marie le Pen, karisma, kommunisme, konjunktiv imperfektum, Mig, monarkisme, nationalforsamling, NC, Nicolas Sarkozy, NPA, Olivier Besancenot, Om Bloggen, PCF, Plantu, Politik, PR, præsident, premierminister, PRG, PS, radikalisme, regering, republik, Ségolène Royal, senat, ultranationalisme, UMP, venstre
Som man kan læse om det i indlægget Lidt om Mig, har jeg i de sidste otte år opholdt mig i Frankrig, og det fuldkommen som et hvilket som helst andet fransk barn. Det var der jeg for første gang lærte et politisk spektrum at kende, ved det skandaløse valg i 2002, hvor højrefløjsekstremisten Jean-Marie le Pen var én af de to slutkandidater. Der var ganske vist ikke tale om et indgående kendskab, men jeg lærte at der var noget der hed socialist (Parti Socialiste, PS), noget der hed konservativ, eller i Frankrig gaullist (Union pour un Mouvement Populaire, UMP) og noget der hed ultranationalist (Front National, FN).
Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen. Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.
Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum. Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.
I. Det Franske Institutionelle System
I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt. Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l’Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat, om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand). I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.
Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d’États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.
Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.
- Den franske karikaturtegner, Plantus billede af samlivet imellem Mitterrand og dennes Premierminister, Jacques Chirac.
Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.
Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés) som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsenterer lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN’s politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.
Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.
II. Det Franske Politiske Spektrum
Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.
Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.
Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.
Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.
Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.
Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.
Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem). Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.
På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.
Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN’s toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.
Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: “Hvorfor fortæller han alt det her?” Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!
Gemt under: Chuck Norris Facts | Tags: Chuck Norris, Et Twist af Frankrig, Frankrig, The Chuck Norris Facts
When an episode of Walker Texas Ranger was aired in France, the French surrendered to Chuck Norris just to be on the safe side.
