Gemt under: Kristendom | Tags: Abraham, engle, frihed, glæde, Glædelige Budskab, Grundtvig, hyrder, Immanuel, jødedom, jesus, jul, julehilsen, julenat, Kristendom, Matrix, Mig, Sixpence None The Richer, The Wall, vise mænd
Julen er nok den dejligste fest der er givet os. Budskabet er sådan set såre simpelt. Gud kommer til os (“Immanuel” =”Gud med os” på hebræisk). Det er den tid på ordet hvor dét at være kristen nok betyder mest for mig, hvor jeg kan forarges til det grænseløse over alle andres måde at gøre tingene på (sådan en dejlig følelse), men så i mit stille sind alligevel nyde al den flotte indpakning. Ja, det er da dejligt at få gaver. Problemet er nok at gaverne er blevet det vigtigste her i vore dage. Det jeg nyder her i julen er faktisk at den giver mig lejlighed til at sådan, hvordan skulle man kunne sige det, reflektere/drømme/meditere over tingene, over kristendommen, over mit liv, over hvor smuk min religion i grunden er, ikke bare budskabet, men også indpakningen.
Det er meget muligt at Jesus ikke blev født om vinteren i Betlehem, men hvor er det dog dejligt at drømme om at gå på de delvist snedækkede bjergsletter og så langt væk se den lille stald med lys, høre det lille barn græde, det lille barn der er så meget mere end et lille barn, og så dog bare et lille barn, hyrderne ud på marken der får lov at se det ærefrygtindgydende syn af en engel, der fortæller dem om det glædelige budskab, og så pludselig en sand hærskare af engle der synger “Ære Være Gud i det Højeste!”. Hyrderne må være faldet på knæ og have grædt glædestårer, takkende Gud (Grundtvig, Det Kimer nu til Julefest), og så de Vise Mænd, der kommer ridende på kameler igennem ørkenen for at se den nyfødte konge (Dung-Ga-Da-Dung, siger deres fødder i ørkensandet). Det er jo nærmest kosmiske begivenheder der fandt sted den nat i stalden. Det havde været under forberedelse siden Abraham. Meget kan man sige om kristendommen, men dens historier er smukke.
Men Budskabet er bare desto smukkere af at have været så fint pakket ind. Hvor er det dog fantastisk at min Gud rent faktisk kom ned på jorden, kom ned til os mennesker. At han kom for at frelse os. At han elsker os så meget.
Jeg har faktisk selv mærket det her på det sidste. Mange vil indvende at det sikkert bare var min forstand der halter, men jeg har følt noget på det sidste. Det begyndte her for nogle uger siden, hvor jeg var på vej hjem fra volleyballtraining. Jeg sad i den klare nat og ventede på bussen og lyttede til Sixpence None The Richers album med julesange (kan jeg bestemt anbefale til næste års julemix på iPod’en) . Da jeg sad der ude i kulden, følte jeg de samme følelser som altid, bare noget stærkere og meget mere defineret. Før følte jeg dem bare, nu vidste jeg at det var min bevidsthed om at mit sind var helt og aldeles frit, uafhængigt af nogen kontrol, og om at denne frihed også gav mig klarsynet til at se at verden var helt og aldeles tom, uden mening. Det var som at stå udenfor The Matrix (ét’eren er seværdig) og så tænke på den glæde der var ved at være indenfor, men så alligevel foretrække den stille kulde udenfor. Det var ikke nogen specielt glad følelse, det var bare krystalklart. Jeg tænkte, at nok var jøderne blevet frelst af Jesus, men udenfor i den frie verden (på det mentale plan), der var han ikke med os, eller i hvert fald ikke med mig. Og så foretrak jeg dog min tilstand (selvom der var en vis resignation indblandet).
Næste dag, eller måske ét par dage efter sad jeg så i bussen på vej hjem fra skole. Havde haft en helt fin dag, skal det siges. Den dag, da jeg sad i bussen, og igen lyttede til Sixpence None The Richer, der begyndte jeg at føle at Gud alligevel var her i verden. Jeg ved ikke om det var en åbenbaring, det var det vel i grunden ikke. Det var bare en følelse af glæde og den pludselige vished om at Gud var med mig, og at den frie verden alligevel ikke var meningsløs. Tja, det er vel egentlig det julen handler om. Så ja, med glædestårer takker jeg Gud/For miskundhed og nådebud.
Gloria in Excelsis Deo
Glædelig Jul!
Efter tre ugers dejlig pause fra bloggen er jeg tilbage. Det har givet mig tid til at tænke mig om, og jeg er kommet frem til at bloggen her mere og mere blev tvang for mig, så nu vedtager jeg enstemmigt et friere skema (man er vel liberal) der siger at jeg skriver når jeg har noget på hjertet om det jeg har på hjertet. Ikke mere noget med citater eller Chuck-Norris-Fakta, medmindre jeg da lige kender ét der passer perfekt til et andet indlæg, ikke mere noget med at følge en orden i de emner jeg tager op, selvom alle emner stadig vil blive taget op i ny og næ, ikke længere et fast antal indlæg om ugen, selvom der nok stadig vil være gennemsnitligt ét om ugen. På denne her måde er jeg friere og gladere for bloggen her. Og nå ja, i anledning af julen sner det her på bloggen. Glædelig December måned!
Gemt under: Om Bloggen, The Wall | Tags: 1984, Aldous Huxley, Danmark, etik, Fagre Nye Verden, fornuft, frihed, Frud, George Orwell, gruppen, hjernevaskning, individ, Marx, moral, Muren, Om Bloggen, over-jeg, Pink Floyd, rigdom, samfundet, skolegang, tankepoliti
Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det store M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.
Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Muren, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.
Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.
Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at “hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet”. Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.
Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.
Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første, at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.
Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.
Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg’er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.
Gemt under: Politik | Tags: autoriteten, dansk folkeparti, frihed, kontrol, Kristendom, Religion, terror, terrorisme
Det er skræmmende som dansker at finde ud af i hvilket omfang terroren rent faktisk er på vej til at sejre i den velkendte andedam og hvor tæt på målet bagmændene rent faktisk er nået.
Det er en udbredt misforståelse at ordet ”terror” henviser til en terrorists gerning – altså handlingen der går ud på at dræbe civile mennesker for at nå politiske mål. Dette er imidlertid blot en af de mulige forudsætninger for terror. Ordet er kommet til dansken fra fransk ”terreur” der betyder panikslagent kaos, stor rædsel, generel panik. Franskmændene har det fra deres romerske forfædre, ”terrere”, skræmme. I sidste ende kan ordet føres tilbage indoeuropæisk, også kaldet arisk, ”*tres-” der henviser til rysten. Ordet henviser altså til den generelle paniktilstand et samfund engang imellem kan befinde sig i, det er den følelse hos en befolkning der over lang tid kan få den til at begå unævnelige gerninger. Man kan næsten se hvordan fattige familier, klædt i laser, holder fast i hinanden imens bomberne falder ned i loftet på den beskyttelseskælder de sidder i, når man høre om den ariske ”rysten”. Det er terror.
Folk er ganske vist ikke så terroriserede i Danmark. Man kan dog prøve at betragte den mediebevågenhed bombeattentatet mod den danske ambassade i Pakistan fik, et terroristangreb der, for det første foregik flere tusindvis af kilometer fra Danmark og for det andet ”kun” tog otte liv. Fem dage efter angrebet var der lagt 90 artikler om emnet ud bare på Politikens hjemmeside. Det er da vist at opfordre til terror, er det ikke?
Det er også skræmmende at se hvordan Margrethe Vestager blev sat på plads for at kritisere regeringens udenrigspolitik i en så alvorlig stund for nationen. I sådanne situationer skulle folket stå samlet om lederne. Man kan næsten se for sig hvor alvorlig situationen må have været hvis den ellers så højtelskede ytringsfrihed var suspenderet, den værdi regeringen mere end nogen anden har udråbt til at være fundamentet for vores samfund… Landet må vel have været belejret af horder af vilde og skrigende muslimbarbarer stående ved alle grænser med kun én tanke: ”Ødelæg Danmark!” hvis vi nåede til disse yderligheder. Vi kan vel hurtigt blive enige om at situationen bestemt ikke så sådan ud. Der var otte døde, hvoraf én var dansker. Much ado about nothing.
Tit og ofte er terrorismen blevet udråbt til at være trussel nummer et for ethvert demokratisk samfund, og forstå mig ret, terrorismen er én af de allermest beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampformer her på jorden. Men en seriøs trussel for noget land her på jorden er den ikke. Det skulle da lige være for de lande hvorfra terroristerne kommer. Vi kan da bare prøve at se på nogle tal. Ifølge det amerikanske Department of State der nogenlunde svarer til vores Udenrigsministerium, var det år der så flest ofre for terrorismen (overraskende nok) 2001, med 3.200 døde i 50 forskellige lande. Det giver altså i gennemsnitligt 62 døde per land i 2001. Til sammenligning dræbte AIDS, ifølge UNAIDS 2.100.000 mennesker i 2007, i 200 forskellige lande, altså 100.500 døde per land i 2007. Det er en virkelig trussel. Alligevel valgte Politiken altså at lægge 90 artikler om terrorisme ud på deres hjemmeside fra 2. til den 7. Juni, imens de i perioden 20. Maj – 9. Juni lagde i alt 0 artikler ud på deres hjemmeside om AIDS.
Andre steder, f. eks. på så mainstream fora som Rune Engelbreths humanistiske blog på Politiken.dk, har man set terrorisme diskuteret som om der virkelig var en chance for at Europa engang blev ”erobret” (af hvilken hær?) og tvunget til konvertering. Personligt vil jeg aldrig opgive min kristne tro, og jeg kan dårligt forestille mig nogle af de militante ateister jeg har debatteret med, konvertere til Islam, lige meget hvor mange danske ambassader bliver angrebet, tværtimod.
Det er klart at terrorisme skaber terror, det er sådan set hele målet med terrorismen, at skræmme befolkninger til at gøre indrømmelser af den ene eller anden art. Man kan med rette siger at terroristerne virkelig har nået deres mål i det meste af verden. Folk er bange for terrorisme. Så er det store spørgsmål: skal vi virkelig lade dem vinde? Skal vi virkelig vænne os til at årvågent at holde øje med om den brune mand derhenne nu ikke også glemmer sin kuffert helt tilfældigt? Skal vi til at kaste et blik over skulderen hver gang vi går igennem en dør? Passe på hvor vi sætter fødderne? Skal vi glemme fortidens oprejste pander og frie mennesker? Fordi det er det vi gør hvis vi på nogen måde ændrer vores levevis på grund af førnævnte beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampform. Ja det er farligt, men farligere er det heller ikke at ignorere terrorismen. Verden er et farligt sted at være, og jo friere man er, des farligere er verden. I øvrigt er chancen for at man som dansker bliver dræbt af terrorisme nærmest 1 til uendeligheden. Terrorismen har taget fem danske ofre igennem tiden ifølge Initiativet Fred og Frihed der er tilpas så højreorienterede at man kan stole på at de ikke underdriver. Jeg vil gætte på at der statistisk er større chance for at en dansker bliver dræbt af en kokosnød end i et terroristangreb.
Når der har været et terroristangreb mod et land, og dette land er meget terroriseret, begynder grupper i dette samfund der måske ikke lige har brugt deres tid på at gennemtænke problemet, at kræve reaktion. De kræver straf, de kræver hævn. I Danmark har vi nyere tid hørt slige kommentarer fra de galninge i Dansk Folkeparti, bl.a. fra to meget kendt præster. Jeg som troede hævn var noget Kristus havde gjort op med for 2000 år siden. Men hvad… denne reaktion bliver kaldt antiterrorisme, eller lidt mere folkeligt Krigen Mod Terror (Bemærk den ukorrekte brug af ordet terror). Fra samme side bliver det ofte krævet at vi ”tager alle midler i brug i kampen mod terror, for at forsvare vores demokrati”. Dette er antiterrorismens paradoks: For at forsvare demokratiet skal vi være klar til at opgive demokratiet. Mener nogen. Vi skal være klar til at suspendere Margrethe Vestagers ytringsfrihed, brevhemmeligheden, privatlivets fred, al vores kommunikations fortrolighed, retsstaten og forbuddet imod tortur, alt det for at redde… 62 mennesker om året. Hvad er der lige blevet af de tusindvis af mennesker der er døde igennem tusindvis af år for at opnå disse goder?
Antiterrorisme er i virkeligheden det sande onde. Det er den ultimative terrorisme. Enhver autoritær leders våde drøm, og det behøver man ikke være et geni for at indse. Man skal bare have set Star Wars. Man nævner dødstal på helt op til 1.200.000 i Krigen Mod Terror(isme). Antiterrorisme er terrorisme (vold mod civile for at nå politiske mål) tilføjet alle de dejlige ting, vi igennem tiderne har opfundet i Vesten med det formål at dræbe hinanden. Ironisk ikke? Terrorismen (aktionen) dræber højst 3.000 mennesker om året, imens antiterrorismen (reaktionen) siden 2001 har dræbt 171.500 om året. Verden er et mærkeligt sted at være. Men værre: antiterrorisme skaber bare mere terror, terroren fremmer i Østen terrorisme der skaber terror der i vesten skaber antiterrorisme der terroriserer Østen osv. Indtil ragnarok. Det er med andre ord en ond cirkel. Noget i retningen af en uendelig krig. Nogle har måske allerede opsnappet min pointe.
Som tidligere nævnt står et terroriseret samfund mere sammen og det er mere klar til at opgive dets fundamentale frihedsrettigheder. Terror fører altså til kontrol. Og er der nogen der ved hvem kontrollen gavner? Man kan kalde det hvad man vil, Inderpartiet som Orwell, eliten som Marx, staten som de liberale, systemet som anarkisterne eller bare autoriteten. Og de mennesker der inkarnerer disse begreber er langt fra dumme. De er udmærket i stand til at finde frem til at terrorisme kan være profitabelt for dem. Og det vil vi nødig have, vel?
De mennesker der skal værne om vores sikkerhed skulle nødig en dag komme i tanke om at det egentlig var bedst for dem selv om de bare lod landet blive bombarderet synder og sammen? Jeg hører ikke til dem der tror på at Bush med vilje lod World Trade Center bombe eller at USA i virkeligheden styrer Al Qaeda. Men i sidste ende er resultatet det samme. Overalt i verden har borgere mistet deres rettigheder og autoriteterne fået mere kontrol siden 9/11. Det er et ældgammelt spørgsmål: Quis custodiet ipsos custodes? Hvem vogter vogterne? Hvem vil sikre at autoriteten aldrig sætter borgernes liv på spil for at få mere magt? Det skulle da gerne være den Fjerde Statsmagt, men som tidl. nævnt har de danske aviser mere hjulpet autoriteten med at skræmme befolkningen end noget andet.
Så slap dog af, alt andet er terror!
