Gemt under: Om Bloggen | Tags: definition, kommentarer, kontrovers, kontroversiel, magt, ord, ordet, sider, terminologi
Jeg har skabt en side hvor jeg definerer en række ord, hvis definitioner er kontroversielle. Besøg den endelig, og hvis De er uenig, ærværdige læser, så lad mig vide det i sidens kommentarfelt. Hvis de har andre forslag til ord der skulle defineres, eller ligefem nye ords definitioner, så er det også stedet.
Gemt under: valg i USA | Tags: abort, Al-Qaeda, alaska, atomkraft, Barack Obama, bradley effect, Bradley effekt, citat, comeback, debat, demokrati, føderalt system, fokus, guvernær, højrefløjskristne, indlæg, John McCain, Joseph Biden, kampagne, magt, meningsmåling, midtvejsvalg, minusord, plusord, præsidentvalg, senat, senator, sex, skandale, terror, terrorisme, uderigspolitik, valg i USA, valgkollegium, valgmand, Winston Churchil
Så er vi så nået til det, den gode gamle Winston Churchill ville have kaldt begyndelsen på enden. Om en uges tid afholdes præsidentvalget i U.S.A. og kampen raser nu på sit højeste, omend man kunne mene at den sådan set er afgjort. Der er sket meget siden mit sidste opsummerende indlæg. Jeg har ikke beskrevet dem fyldestgørende herpå bloggen fordi jeg allerede havde lovet at jeg ville skrive om noget andet og fordi jeg også ville have lidt stof tilbage til dette indlæg.
De vigtigste begivenheder der har fundet sted har nok været de fire præsidentielle debatter, som jeg har set for Deres skyld, ærværdige læser. Hvis De ønsker at se dem, kan det gøres her. Der har været tre debatter mellem John McCain og Barack Obama og én mellem vicepræsidentkandidaterne Sarah Palin og Joseph Biden. I de egentlige præsidentielle debatter blev der mest debatteret finanskrise og forsvarspolitik selvom alle de andre emner jeg nævner i mit indlæg om kandidaternes meninger også er blevet taget op på det ene eller det andet tidspunkt. Da jeg allerede har beskrevet hvad der konkret blev sagt, vil jeg ikke komme nærmere ind på det.
Der var flere bemærkelsesværdige ting ved Obama og McCains debatter. For det første var det kandidaternes egentlige ligeværdighed. Obama var særdeles vidende om amerikansk udenrigspolitik ligesom hans modstander havde en del at sige om økonomiske sager. Man kan forvente at de har lavet en del hjemmearbejde på hinandens områder. Man kan sige at slutstillingen i debatturneringen er uafgjort, fordi debatterne egentlige kunne havde den virkning at informere folk om hvad de to kandidater konkret mente, hvilket jo egentlig også er en demokratisk debats formål: at oplyse om ens meninger, argumentere for dem og give nogle vinkler andre ikke lige kunne have tænkt på. Dette lykkedes for begge kandidater, de begge fik deres pointer igennem til den amerikanske befolkning (og andre seere).
Et andet område hvor kandidaterne tydeligt havde lavet deres hjemmearbejde var deres egen og deres modstanders stemmehistorik i senatet. De vidste meget præcis hvem der havde stemt hvad og hvorfor. Det var meget imponerende at de kunne huske afstemninger der var blevet holdt for 4 år siden. Det er en enorm mængde arbejde at sætte sig ned og så lære alle afstemninger man selv og en anden har deltaget i udenad. Hatten af for det. Dette kunne franske politikere klart lære noget af. Ingen af de to kandidater til præsidentvalget i 2007 vidste hvor megen energi Frankrig fik fra atomkraft (den ene sagde 20%, den anden sagde 50%, svaret var 80%). Til sammenligning vidste Obama og McCain faktisk dette.
Man kunne også se at de havde lært en lang række plus- og minusord, som bare skulle placeres i debatten. “Main Street”, der henviser til en gennemsnitlig amerikansk bys hovedgade, var et klart plusord, specielt brugt i opposition til “Wall Street” der til gengæld gerne blev kædet sammen med “greed” (grådighed). Der blev ofte sagt “fundamental difference” hvorefter en mening blev præsenteret så man dårligt kunne være uenig med den. Forskellige varianter af navnet George Bush var også helt klare minusord, og de blev ofte kædet sammen med McCain, hvorefter han tit parerede med “maverick”. “Taxes” blev hyppigt brugt til at svine modstanderen til.
Vicepræsidentkandidaternes debat gjorde sig mest bemærket ved at Sarah Palin undlod at dumme sig alt for meget. Hun klarede sig igennem debatten ved at bruge lang tid på at argumentere for relativt simple synspunkter, så det så ud som om hun sagde noget meget kompliceret. Reelt var det dog tydeligt at Biden vidste en hel del mere om hvad han sagde end hun. Ikke desto mindre var det klart at også hun var blevet sat til at gennemterpe emnet amerikansk udenrigspolitik.
De to lejre er også gået igennem en del problemer de sidste to måneders tid, hvilket de jo selvfølgelig ikke har glemt at nævne overfor hinanden.
For det første har John McCain haft problemer med sin troværdighed. Før valget og under primærvalgene var han det republikanske partis “maverick”, altså én der ikke undlod at pointere sine meninger selvom de ikke var i overensstemmelse med partiets. Ydermere havde han et godt ry for stor personlig og politisk integritet. Han var kendetegnet ved sin villighed til at samarbejde over midten og sin hæderlige facon. Dette image mener mange han ikke rigtigt har levet op til den sidste tid. Hans alt for ofte skiftende meninger og udmeldinger er forvirrende, hans angreb mod Obama bliver stærkere og stærkere, og han tyer mere og mere til negative reklamer. Ydermere virker det som om han ændrer mening efter hvad der kan få ham valgt. Med andre ord har han på det sidste virket som en gnaven gammel mand. Republikanere har spurgt “Hvor er John McCain? Dette er ikke John McCain”. Der blive ofte henvist til hans kampagnestab og spindoktorer der åbenbart har forført ham til disse metoder for at opnå magten.
I obamalejren har der også været problemer, de har dog ikke berørt Obama personligt så meget som de har ramt hans “running mate” Joe Biden, der tit og ofte er kommet med udtalelser der var direkte imod kampagnens politik eller der på den ene eller anden måde var problematiske (f. eks. bemærkningen om at Obama som præsident ville blive testet af U.S.A.’s fjender, som McCains kampagne vendte om: “vælg Obama og der vil blive krig”. McCain selv har sagt: ”jeg har erfaring, jeg behøver ikke at blive testet, de kender og frygter mig”). Dette minder pinligt om at Obama og Biden faktisk var modstandere under det Demokratiske Partis primærvalg. Obama har dog oftest mere eller mindre anstrengt forklaret sin partners udmeldinger.
Ligeledes har John McCain haft problemer med sin vicepræsidentkandidat, Guvernør Sarah Palin af Alaska. Fra begyndelsen af var hun et kompromis. Man tænkte at de kristne højrefløjsvælgere der vægrede sig ved at stemme McCain ville være ellevilde med den kristne mor der har nægtet at få abort selvom hendes barn var mongol (eller mere politisk korrekt: led af Downs Syndrom). På den anden side mente man at midtervælgerne, som alle valg jo i sidste ende handler om, ville være glade ved tanken om en kvindelig, ny og uerfaren vicepræsident, der ligesom Obama var uspoleret af magtens korridorer i Washington D.C. Dette har dog givet bagslag. Hun er simpelthen for uerfaren, hvilket specielt er gået op for amerikanerne siden Colin Powell, en meget erfaren, republikansk eks-udenrigsminister, har støttet Obama, specielt fordi han mente at McCains valg af Palin var uansvarligt, hun er simpelthen ikke klar til at tage over hvis McCain skulle dø, hvilket der trods alt er en vis chance for, i betragtning af at han er 72.
Hvis valget blev holdt idag, ville Barack Obama næsten med sikkerhed vinde. Lige nu står landet sådan at Barack Obama har tilslutning fra 51% af vælgerne imod McCains 43%. Nu skal vi bare huske på at der ikke er tale om en spådom, men en lodning af stemningen den dag man foretog meningsmålingen, og inden valget går i gang kan der endnu ske mange ting.
Én af de ting kunne være et terroristangreb. Fordi det emne der optog vælgerne mest på meningsmålingsdagen var økonomi, støttede de også den kandidat der så ud til at være mest kompetent på det område. Et terroristangreb ville imidlertid flytter fokus til et helt andet emne: national sikkerhed, hvor John McCain ser ud til at være mest kompetent. Et terroristangreb ville vække den angst i befolkningen jeg omtalte i mit allerførste indlæg her på bloggen, og de ville stemme i overenstemmelse med det. Man kan sige at det ikke er helt usandsynligt at der vil forekomme terrorisme på det amerikanske territorium indenfor den næste uge, da Al-Qaeda ligefrem har truet med det, fordi de ved at det vil få folk til at stemme McCain/Palin, der ønsker at fortsætte krigene i Irak og Afghanistan, hvilket i sidste ende gavner Al-Qaeda; mere om det her.
En anden ting der kunne komme i vejen for Obama er den såkaldte Bradley Effekt. Bradley var en sort borgmester af Los Angeles og han stillede op til guvernørvalget i Californien i 1982. Han førte markant i meningsmålingerne før valget, også blandt hvide vælgere. Ikke desto mindre viste exit polls på valgdagen, hvor Bradley tabte, at langt færre hvide vælgere havde stemt på ham end det var blevet “forudsagt” i meningsmålingerne. Senere studier har vist at den mest sandsynlige grund til Bradleys nederlag var hans sorte hudfarve. Med andre ord betegner Bradley Effekten det at vælgerne siger ét i meningsmålinerne, af frygt for at blive beskyldt for racisme, men stemmer noget andet. Studier har dog vist at Bradley Effekten bliver en mindre og mindre faktor som årene går.
Endvidere har John McCain en vis erfaring med comeback. Han siger selv han klarer sig bedst i et valg når det ser ud til et nederlag, en tese der er blevet demonstreret adskillige gange, senest under primærvalget.
Sidst men ikke mindst, kan man jo ikke udelukke muligheden for en skandale i obamalejren. Dette kan have en særdeles ødelæggende effekt i amerikansk politik. Hvis det nu blev afsløret at Obama havde sex med en anden end sin kone, så ved ingen hvad der kunne ske.
Ydermere er valget faktisk ikke engang afgjort på selve valgdagen, der er den 4. november. Det amerikanske politiske system, der jo er føderalt, er bygget op, så at vælgerne og staterne deler indflydelse. Vælgerne stemmer ikke på en kandidat på valgdagen, men på en valgmand. Enhver stat har det samme antal valgmænd som det har medlemmer i kongressen, på den måde får store stater større indflydelse end mindre stater. Alle staterne på nær to har et vinderen-tager-det-hele-valgsystem, hvilket kort sagt betyder at den der få flest stemme i staten, får alle statens valgmandspladser. Når det så er afgjort hvem der har vundet staten, bliver dens delegation sent til valgkollegiet der samles den 15. december. Teknisk set muliggør dette system at én kandidat der ikke har fået flest stemmer kan vinde valget. Valgmændene er også formelt ejere af deres egne stemmer, og kun 24 stater har love til at straffe valgmænd der stemmer modsat af hvad de har sagt. Når præsidenten så er endeligt valgt, bliver han udråbt til præsident den 4. januar. Dermed er valget 2008 forbi.
Dette er et af de sidste indlæg i min serie om valget i U.S.A. da jeg sjovt nok er ved at løbe tør for stof. De næste indlæg vil være, ja først afsløringen af præsidentens ansigt så snart jeg kender det (og den nat sidder jeg vågen indtil solopgang), et indlæg om hvad vi kan forvente fra hans side, og en nekrolog over bush-årene. Dermed vil der heller ikke længere blive føjet indlæg til kategorien valg i U.S.A, medmindre denne blog stadig er aktiv om to år, når der er midtvejsvalg. Det næste emne der vil blive sat i ugentlig fokus er socialisternes kongres i Frankrig.
Gemt under: Politik | Tags: A, ayn rand, dansk folkeparti, det Onde, DF, F, Fremskridtspartiet, frie valg, Helle Thorning-Schmidt, indvandrefjendskab, John Locke, Karl Karx, magt, medieopmærksomhed, moralsk svigt, Muren, O, parti, partistyre, pluralisitsk demokrati, S, SF, snævertsyn, socialdemokraterne, socialdemokratiet, socialistisk folkeparti, spin, Stauning, stemmer, tørklæde, tonen, vælgerslaveri, velfærd, xenofobi
Danmark er som bekendt et pluralistisk demokrati. Det er jo nogle meget flotte ord der kort sagt betyder at vælgerne har og bør have valget imellem flere politiske kurser, hvilket for det meste sker gennem politiske partier der stiller op til frie valg. Hvis dette system skal virke, kræver det dog at partierne har forskellige meninger, så der rent faktisk er et valg imellem forskellige politiske kurser og at partierne holder fast ved deres egentlige værdier, så at der kan opstå et tillidsbånd imellem vælgerskare og politisk ledelse. Et system virker jo ikke demokratisk hvis man stemmer på et parti og regner med dit og dat, men så får sådan og sådan, fordi partiet finder ud af at det kan score stemmer på det.
Imidlertid er det desværre ofte sådan tingene foregå i dagens Danmark. Vi ved jo alle sammen godt at hvis Venstre er begyndt at fable om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner, så er det ikke fordi John Locke har skrevet en bog om at de skulle gøre det. Det er fordi vælgerne vil høre om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner. Ligeledes ved vi godt at hvis SF er begyndt at fable om hvor onde de muslimer er, så er det ikke fordi Karl Marx nævnte dem lige efter sit spøgelse i det Kommunistiske Manifest. Det er fordi vælgerne vil høre om hvor onde de muslimer er. Sådan er det danske politiske system nemlig indrettet. Dette kan lyde ufatteligt kliché, men politikerne i Danmark er ikke politikere for folket, de er politikere for magten (hvilket er i direkte strid med én af de gængse definitioner på demokrati “regering af folket, for folket, ved folket”). Jeg ved egentlig ikke hvorfor det endte på den måde, det er jo temmelig trist, men sådan er realiteten altså. Hvis De, ærværdige læser, ønsker at bestride dette, er de velkommen til at kigge lidt på eksemplerne ovenfor (eller at lægge en kommentar). Jeg mener, hvorfor skulle et liberalt parti ønsker velfærd? Hvorfor skulle et venstrefløjsparti dæmonisere en befolkningsgruppe?
Hvis I har fulgt godt med, så mangler der allerede ét af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati. Partierne ændrer mening som vinden blæser (eller vælgerne siger). Dette har imidlertid ført en anden dårligdom med sig. Da de fleste vælgere i Danmark i bund og grund vil have det samme: ud med indvandrere og op med velfærden, er vi nu nået til et punkt hvor alle partier fra det socialistiske til det danske folkeparti mener nogenlunde det samme (undtagen de Radikale). Selvfølgelig er der nuancer. SF er lidt blødere på indvandrerfronten og lidt stærkere på velfærdsfronten, Venstre fokuserer meget på indvandrerne og snakker lidt mindre om velfærd, men i bund og grund handler det altid om det samme. Og det er sådan set det, dansk politik er reduceret til. Det handler ikke om rød, grøn, lyserød, blå eller sort længere. Det handler om forskellige nuancer af lilla. Og dermed ryger den anden af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati: partier med forskellige meninger.
Ser De, i et velfungerende politisk system bør de enkelte partier faktisk virke på den stik modsatte måde af staten: diktatorisk. Partiet bør have sin mening, ikke to meninger, ikke en anden mening, ikke lidt uenighed om dets mening, én mening. Ethvert medlem der ikke deler partiets mening bør ekskluderes. Dette er både til befolkningens bedste, da det skaber overskuelighed og stabilitet i det politiske spektrum, til partiets bedste, da det forhindrer fløjkrige, og til det ekskluderede medlems bedste, da han dybest set ikke hører hjemme i det parti. Partiet bør regere eller stemme efter hvad det mener, ikke hvad vælgerne mener. Staten, derimod, bør jo i et demokratisk samfund styres efter hvad folk mener og ikke hvad partiet mener. Men hvis vi følger logikken til bunds, så kan man mene at hvis et parti er blevet valgt til regeringsmagten, så er dets meninger et flertals meninger, og dermed er det eneste demokratiske at gøre at handle 100% ud fra partiets oprindelige værdier. Ikke 98%, ikke 99,9%, 100%.
Ayn Rand, som jeg ellers ikke er 100% enig med, sagde ”Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved de der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, ved deres moralske svigt sejrer det Onde”. Vi er nogle i Danmark, der mener, at den indskrænkethed overfor fremmede og forskellighed (bl. a. de tyskfødte i det danske mindretal syd for grænsen eller den del af mig der altid vil være fransk), der lige nu spreder sig i Danmark, er et onde. Det er et fængsel for sjælen og for individet, det er en helt ny form for mur, hvis lige man ikke har set siden 68. Det onde er opstået fordi nogle har valgt at overse at der aldrig kan gås på kompromis med fundamentale principper, som frihed og åbensind. Dette er Socialdemokraternes største moralske svigt.
Man kan selvfølgelig helt rigtigt mene at der er store forskelle imellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Forskellen ligger nu mest i to temmelig uvigtige ting. Den gennemslagskraft DF får i medierne (S er nærmest usynligt) og så tonen. Man kunne sige, at hvor Pia Kjærsgård har tyvstjålet S’ fokusering på velfærd, som ellers ikke var særlig populær i Fremskridtspartiet, der har Helle Thorning Schmidt, den værste leder Socialdemokratiet nogensinde har haft, stjålet DFs meninger om indvandrere. Nu kan Socialdemokratiets vælgere ikke ligefrem tåle at høre den samme tone blive brugt som højrepopulisterne i DF, så desværre kunne Helle Thorning-Schmidt ikke nøjes med at lave copy-paste. Med sved på panden var hun nødt til at åbne filen i Word, og så ændre lidt hist og her. Som eksempel kunne nævnes DF’ udtalelse: »Det islamiske tørklæde optræder som et politisk symbol og får dermed funktion af en politisk uniform. Denne uniform signalerer intolerance, middelaldersyn og kvindeundertrykkelse. Da religion i Danmark er en privat sag vil jeg ikke acceptere den islamiske uniform i Danmark. Derfor mener jeg, at brugen af det islamiske tørklæde skal forbydes i det offentlige rum.« (Randers Amtsavis, 1.7.2004). Prøv at sammenligne det med Socialdemokraternes : “Jeg kan ikke li’ det tørklæde” (Politiken). Der bliver sådant set sagt et samme (“Tørklæde=Lort”), den anden udtalelse er bare gjort spiselig for en gennemsnitlig socialdemokrat, der aldrig kunne finde på at sætte så stærke ord som DF’s på sine følelser, men alligevel er enig med dem.
Det er derfor Socialdemokraterne er det bedste parti for hykleriske vælgere der ikke tør stå ved deres meninger. DF kvalmer mig ganske vist til døde, men de er i det mindste ærlige. Socialdemokraterne, derimod, får mig til at kaste mine lunger op. Det er for de mennesker der højt og helligt råber op om hvor ondt DF er, og så på samme tid kommer med nogle bemærkninger som “Jeg kom ind på kontoret for at få ordnet mit regnskab og det hele flød bare og jeg ved godt det ikke betyder så meget, men fyren var altså også indvandrer… altså det så bare ikke så godt ud, så jeg smuttede”. Underforstået: Indvandrere kan ikke finde ud af at føre regnskab, men hov… det er jo ikke så vigtigt, men… men var det ikke vigtigt nok til at blive nævnt? Du bør stemme socialdemokratisk min ven.
I bund og grund er Socialdemokratiet egentlig et godt parti. Hvis jeg var født for halvfjerds år siden, i Staunings tid, så ville min stemme sikkert være gået til dem på valgdagen. Problemet når et parti vokser sig stort, er at så opnår det magt og når magten først er nået, så har man lidt svært ved at give slip igen. Så er fristelsen til at følge vælgerne lidt stor. Det er problematisk nok i normale tider, da det i praksis underminerer demokratiet, men når befolkningens meninger bevæger sig i en så ekstrem retning, er det decideret farligt. Derfor har Socialdemokratiet svigtet deres vælgere og Danmarks befolkning.
