The Wall

   Den 24. januar sendte jeg følgende mail til Politikens kronikredaktion:

Hejsa

   Som man siger, alle gode gange tre, så her kommer så mit tredje kronikforslag. Tja, hvad andet kan jeg sige end at jeg håber I vil kunne lide det, og at jeg nok vil få lyst til at brække mig ved synet af Politiken endnu et par dage efter det meget plausible standardafslag. Men bare gør jer hårde. Vær ikke bange for at såre mine følelser. Jeg skal nok klare det alligevel. Men en lille bøn, hvis mit forslag imod alle odds alligevel skulle blive valgt, så gør for Guds skyld noget ved kommasætningen. Det er absolut ikke min stærke side. Nå, jeg sidder bare her ved midnatstid og hyggemailer med Politiken. Jeg må vel hellere komme i seng, men jeg skal lige præsentere mig først.
   Mit navn er Jon Egeris Karstoft, jeg er 16 år og jeg har gået på det Danske Gymnasium i Flensborg, Duborg-Skolen, siden sommerferien.

Venlig Hilsen

Jon

P.S. Jeg har lige bemærket at mit forslag er præcis 2.222 ord langt. I må være sindssyge hvis I ikke bringer det nu!

   Vedhæftet denne mail var følgende kronikforslag, der altså er bragt i Politiken i dag, under titlen Danskhed – Se Syd for Grænsen. Kronikforslaget blev skrevet i nattoget fra Flensborg til Paris. Kroniken kan også ses på politiken.dk, hvor I ydermere kan kommentere den.

Lad Os Ikke Glemme Os Selv 

   Der findes et område i Nordeuropa, det ligger delvist i Danmark og delvist i Tyskland, som fra gammel tid hedder Slesvig. I vore dage ville man nok kalde det Sønderjylland på dansk, men dette udtryk er alligevel misvisende. Ser De, Slesvig er betegnelsen for al jord imellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd. Det er med andre ord grænselandet. Dette område har igennem tiderne skiftet hænder, fra at være selvstændigt til at være dansk til at være tysk, indtil man i 1920 tænkte på den nuværende model: at dele det på midten.

   Grunden til at den dansk-tyske grænse ligger som den gør, er at man i 1920 afholdt folkeafstemninger i alle tyske og østrigske områder, hvor der boede andre etniske grupper end den tyske, for at de kunne beslutte, om de ønskede at forblive i det Tyske Rige. Slesvig havde på det tidspunkt været på tyske hænder siden 1864, hvor Danmark mistede landsdelen, der svarede til en tredjedel af dets territorium. Imidlertid stemte det nuværende Sønderjylland sig hjem til Danmark, medens området fra Flensborg til Ejderen ønskede at forblive tysk. Egentlig en perfekt løsning, hvis det da ikke var fordi, der selvfølgelig boede tyskere nord for den nye grænse, ligesom der boede danskere syd for den. Dette er grunden til at vi i dag har de to mindretal i grænselandet.

   I begyndelsen var forholdene mindre end perfekte, for at bruge en eufemisme, på begge sider af grænsen i øvrigt. Men siden da er man nået langt, og syd for grænsen har danskerne nu temmelig gode forhold. Det er muligt at leve fra fødsel til død på dansk i Sydslesvig. De har danske børnehaver, skoler, idrætsforeninger, to gymnasier, kirker, en avis, et parti, en sundhedstjeneste og et plejehjem. Ydermere er der et blomstrende dansk kulturliv med foredrag, koncerter, filmfremvisninger og meget mere.

   Mine personlige erfaringer med mindretallet er begrænsede, omend min familie har rod i området. Jeg er lige flyttet hertil, ser De, efter at have boet otte år i Paris. Jeg var temmelig bevidst om min danskhed i Frankrig, og derfor har jeg fulgt en del med i de danske medier.

   Jeg må sige, at jeg gang på gang er blevet skuffet over mit land. Højdepunktet nåede jeg nok under Muhammed-krisen, hvor jeg decideret skammede mig. Det danske folk, der ellers bryster sig af sin varme, gæstfrihed og sit åbensind, bliver mere og mere tillukket. Der hersker en mening om, at andre kulturer er noget meget fedt, så længe de bliver på restauranten. Ja, tænk hvor forfærdeligt hvis vi skulle se på dem hver dag, ude på vor egen danske gade, brolagt med vore egne danske sten. Så ville verden for alvor være af lave!

   Derfor blev jeg faktisk positivt overrasket over mindretallet; hvor man skulle forvente, at det i disse globale tider var en hendøende institution, præget af samme slags racisme som Danmark, blot i langt højere grad, så er det en lyslevende gruppe mennesker, der langt væk dufter af frisind, åbenhed, dynamik og nytænkning. Det er en skare, jeg er stolt af at være bleven en del af.

   Det er, som om indvandrernes kommen dengang i 70′erne egentlig var en begivenhed, der rystede det danske folk i langt højere grad, end man skulle tro. Det, at man pludselig blev konfronteret med det fremmede, med de andre, gjorde, at man også skulle tage stilling til, hvad man selv var. De fremmede virkede oven i købet så sikre på, hvad de var.

   Jeg tror, det skabte en grundlæggende usikkerhed i det danske samfund, om hvad der var danskhed, og hvad alt det andet var. Man skulle sætte en grænse imellem disse to begreber, og i den vaklende identitetskrise danskerne var i, var man vist ikke rigtig i stand til at skelne imellem, hvad der var danskhedens essens, og hvad der var dens indpakning.

   For mig er essensen det vigtigste (ellers ville jeg nok ikke skrive dette). Det er alle de fælles værdier, de accepterede normer, som det nogle gange kan være sjovt at afvige fra, der karakteriserer et folk. For danskerne ville jeg nok sige, at det er (eller rettere: var) kærlighed til frihed, stolthed, åbensind, varme, gæstfrihed, jordnærhed, ydmyghed, sort humor og måske en smule selvironi. Det er selvfølgelig et billede af det danske folk, der er fyldt af klichéer og generaliseringer (beviset er, at nogle af disse karakteristika er meget truede), og dog vil jeg sige, at de mere end nogle andre har rod i sandheden om det danske folk. Det er det, der virkelig gør os forskellige fra andre folk, da meget af indpakningen rent faktisk er importeret.

   Indpakningen er som sagt en helt anden sag. Den er alle de ydre konsekvenser af essensen, den er vort relativt simple sprog, med nogle få, meget svære sider og alle de forskellige dialekter, man kan finde i vort land. Den er vore madvaner, både de rustikke, som en god rugbrødsmad, og de lidt finere, såsom laksemad. Den er vor hudfarve (ja, også den), vor særprægede religiøsitet, vor litteratur, vore kunstværker og alt det andet, der set ude fra (bemærk: set UDE FRA), gør os danskere til noget specielt. Indpakningen er alt det et vist parti ville kalde dansk kultur. Det er kulturkanonen blandet op med raceteorien, en opskrift på frikadeller og en nudansk ordbog.

   Nu skal De ikke misforstå mig. Jeg skal være den sidste til at ønske indpakningen afskaffet. Jeg sætter det danske sprog meget højt, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke kunne få flæskesteg til jul, og jeg synes, det er længe siden, jeg har set en dårlig dansk film. Jeg synes selvfølgelig, at vi danskere skal beholde vort kulturelle særpræg, også i indpakningen, og det ville være et uerstatteligt tab, hvis dansk kultur gik tabt eller mistede sin egen facon. Det jeg siger er, at vi ikke skal beskytte indpakningen, hvis det skal ske på bekostning af de endnu vigtigere underliggende værdier, der jo lige netop er det, der giver indpakningen sit danske særpræg.

   Nu var det desværre indpakningen, man valgte som definition på danskhed, dét den svenske integrationsminister ville have kaldt en “flæskestegsidentitet”. Det er alligevel sjovt, at vi danskere vælger, hvem der skal tilhøre vort folk ved hjælp af kriterier, som ellers kun omverdenen burde gøre brug af for at finde ud af, hvem der er dansk.

   Eftersom den danske identitet også er meget tæt knyttet til den danske jord, så var det en selvmodsigelse i verdensbilledet, hvis folk, der opfattedes som ikke-danske, kunne opholde sig på dansk jord.

   Jeg vil vove at postulere, at det danske folk lider af en identitetskrise. Og at den bliver værre og værre. Som bevis kan jeg vel bare anføre det danske anspændte forhold til fremmede kulturer på dansk jord; man siger jo, at et dårligt forhold til omverdenen tyder på et dårligt forhold til sig selv. Støtten til det parti, der mere end noget andet definerer danskheden som indpakningen, stiger og stiger, hvor jeg måske ville sige, at den mest danske ideologi er kulturradikalismen. Jeg siger ikke, at det er min personlige holdning (langt fra), men mere end nogen anden ideologi inkarnerer den de danske værdier som åbensind, frihed og gæstfrihed, og mere end noget andet sted har den overlevet diverse angreb og kæmper i øvrigt stadig bravt.

   Dette er en krise mindretallet aldrig har oplevet. Af naturlige grunde bliver de konstant konfronteret med “det fremmede”. Derfor er de heller ikke blevet rystet af det fremmedes tilstedeværelse. Med andre ord mener jeg, at mindretallet er repræsentant for den danskhed, der ville have eksisteret, hvis ikke de fremmede var kommet, den fundamentale danskhed. Det ironiske er, at mindretalsdanskerne dog dagligt ser de andre, de har dem endda i deres midte (eller rettere: mindretalsdanskerne er de andre).

   De har ikke oplevet det som nødvendigt at definere sig selv. For dem er den danske identitet syd for grænsen simpelthen, det de er. Det er i øvrigt en grundlæggende del af deres identitet, at enhver har lov til at være en del af mindretallet, og at den deltagelse aldrig må efterprøves, hverken af myndighederne eller mindretallet selv. På tysk udtrykkes dette meget simpelt med “Minderheit ist wer will”.

   På Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg, vil jeg gætte på, at imellem 50% og 70% er tyskfødte, men det, at de går på lige netop den danske skole, vidner jo om, at de har lyst til at tage del i det projekt, mindretallet er, og det bliver på ingen måde opfattet som problematisk, i hvert fald ikke fra andre steder end fra hovedlandet (mere specifikt fra førnævnte parti).

   Det er en kendsgerning, at dele af en etnisk gruppe, der lever geografisk eller politisk adskilt fra hovedgruppen, for det meste udlever deres identitet til det ekstreme. I Paris har jeg oplevet det, og nu oplever jeg det her.

   Hvor folk i Danmark ofte går i biografen for at se udenlandske film, så skal der (selvfølgelig) vises danske film,  når der holdes filmaften i den Danske Kirke i Paris. Sagt på en lidt mere kontroversiel måde vil disse gruppedele for det meste være lidt mere danske end danskere. Og dog. Man kan jo ikke undgå at præges at det samfund, man lever i (det hænder faktisk, at jeg føler mig en smule fransk). Sådan er det vel også i mindretallet. De mener, at man ikke nødvendigvis føler sig mindre dansk af også at opfatte sig som tysk eller omvendt. Man kan selv træffe valget (eller undlade at træffe det).

   Forestil jer hvor skønt det ville have været, hvis vi tilbage i halvfjerdserne havde valgt den fundamentale danskhed, essensen. Vi ville have været åbne for de fremmede, også dem der ikke kommer fra Norge. Vi ville ikke have venstrefløjspartier, der føler, at det er nødvendigt at tryne indvandrerne i deres udmeldinger for at få stemmer; vi ville ikke blive forstyrret af synet af indvandrerne på gaden, vi ville måske påskønne det lille pust af noget anderledes. Måske ville vi have et afslappet forhold til andre kulturer og andre religioner, og med lidt held ville det ikke engang skabe debat, at en borgmester er så interesseret i sine medborgeres religion, at han ligefrem tager hen og besøger én af deres moskéer (hvor farligt!).

   Dette ville igen have forhindret de senere problemer med den dårlige integration i Danmark, da det, der forhindrer de fremmede (som jo i mange tilfælde er født og opvoksede i Danmark) i at indleve sig i dansk kultur, i virkeligheden ikke er deres kultur, men vores fremmedgørelse af den og dens repræsentanter, som er opstået, fordi vi ikke længere har det åbensind, der ellers har præget det danske folk.  

   Desværre. Det var den forkerte beslutning, der blev truffet dengang. Jeg kan godt se, at dette ikke er en særlig optimistisk slutning; det må jeg hellere gøre noget ved.

   Nu er vi så heldige, at en kulturs essens er noget af det sværeste at udslette. Man kan prøve at dræbe den i hundredvis af år, og dog, man vil stadig kunne finde nok til at genoplive den.

   Da den katolske kirke kom til Danmark, fandt den et land, hvor hedenskaben herskede. Den havde held til fuldstændigt at udrydde troen på de gamle guder, men noget den ikke kunne røre ved, var den lille overtro på jætterne eller stemningen ved ildstedet en kold vinteraften, hvor de gamle historier alligevel blev fortalt videre. Helt op i 1800-tallet (900 år efter danerne blev kristnede) kunne man stadig finde folk, der klippede neglene på de døde for at forhindre ragnaroks komme, da skibet fra syd, Naglfar, der var bestemt til at bringe ødelæggelsen med sig, skulle bygges af de dødes negle.

   Dette er blot ét af utallige beviser på, at en kulturs essens er noget nær udødelig, i hvert fald i menneske-perspektiv.

   Altså findes der stadig håb. Der er kun gået tredive år, siden den danske kulturs indpakning begyndte at blive vigtigere end dens essens; den må altså stadig findes mange steder. Man skal bare kunne finde den.

   Derfor mener jeg, at det er en gave til det danske folk at have et mindretal som det danske syd for grænsen, specielt i disse tider, hvor folk i bogstaveligste forstand kommer op at slås om definitionen på danskhed. Fordi, hvis man virkelig vil vide hvad danskhed er, hvis man ønsker at kende den fundamentale (og måske en smule overdrevne) danskhed i modsætning til den overfladiske definition, man bruger i Danmark, så skal man bare vende blikket lidt sydpå (lad gå, mod sydvest fra København) og så har man, noget man kan sætte kursen efter, vel vidende at de hernede nok altid vil tage skridtet videre, fordi de, når de er i dansk humør, udlever den danske kultur den lille bitte bid mere end danskerne, hvilket selvfølgelig gør dem lidt komiske at se på for alle andre.

   Med andre ord kan de danske syd for grænsen give os et godt grin, ligesom de kan minde os om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.

   Tilbage ved genforeningen udtalte den daværende statsminister, Niels Neergaard, de bevingede ord “I skal ikke blive glemt” henvendt til det danske mindretal. I dag vil jeg vende disse ord mod os selv. Lad os ikke glemme det danske mindretal, fordi vi en dag måske vil være glade for at have nogen til at minde os om, hvem vi er. Lad os ikke glemme os selv.

Jon Egeris Karstoft, Kronik i Politiken, den 17.02.2009