The Wall

   Danmark er som bekendt et pluralistisk demokrati. Det er jo nogle meget flotte ord der kort sagt betyder at vælgerne har og bør have valget imellem flere politiske kurser, hvilket for det meste sker gennem politiske partier der stiller op til frie valg. Hvis dette system skal virke, kræver det dog at partierne har forskellige meninger, så der rent faktisk er et valg imellem forskellige politiske kurser og at partierne holder fast ved deres egentlige værdier, så at der kan opstå et tillidsbånd imellem vælgerskare og politisk ledelse. Et system virker jo ikke demokratisk hvis man stemmer på et parti og regner med dit og dat, men så får sådan og sådan, fordi partiet finder ud af at det kan score stemmer på det.

   Imidlertid er det desværre ofte sådan tingene foregå i dagens Danmark. Vi ved jo alle sammen godt at hvis Venstre er begyndt at fable om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner, så er det ikke fordi John Locke har skrevet en bog om at de skulle gøre det. Det er fordi vælgerne vil høre om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner. Ligeledes ved vi godt at hvis SF er begyndt at fable om hvor onde de muslimer er, så er det ikke fordi Karl Marx nævnte dem lige efter sit spøgelse i det Kommunistiske Manifest. Det er fordi vælgerne vil høre om hvor onde de muslimer er. Sådan er det danske politiske system nemlig indrettet. Dette kan lyde ufatteligt kliché, men politikerne i Danmark er ikke politikere for folket, de er politikere for magten (hvilket er i direkte strid med én af de gængse definitioner på demokrati “regering af folket, for folket, ved folket”). Jeg ved egentlig ikke hvorfor det endte på den måde, det er jo temmelig trist, men sådan er realiteten altså. Hvis De, ærværdige læser, ønsker at bestride dette, er de velkommen til at kigge lidt på eksemplerne ovenfor (eller at lægge en kommentar). Jeg mener, hvorfor skulle et liberalt parti ønsker velfærd? Hvorfor skulle et venstrefløjsparti dæmonisere en befolkningsgruppe?

   Hvis I har fulgt godt med, så mangler der allerede ét af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati. Partierne ændrer mening som vinden blæser (eller vælgerne siger). Dette har imidlertid ført en anden dårligdom med sig. Da de fleste vælgere i Danmark i bund og grund vil have det samme: ud med indvandrere og op med velfærden, er vi nu nået til et punkt hvor alle partier fra det socialistiske til det danske folkeparti mener nogenlunde det samme (undtagen de Radikale). Selvfølgelig er der nuancer. SF er lidt blødere på indvandrerfronten og lidt stærkere på velfærdsfronten, Venstre fokuserer meget på indvandrerne og snakker lidt mindre om velfærd, men i bund og grund handler det altid om det samme. Og det er sådan set det, dansk politik er reduceret til. Det handler ikke om rød, grøn, lyserød, blå eller sort længere. Det handler om forskellige nuancer af lilla. Og dermed ryger den anden af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati: partier med forskellige meninger.

   Ser De, i et velfungerende politisk system bør de enkelte partier faktisk virke på den stik modsatte måde af staten: diktatorisk. Partiet bør have sin mening, ikke to meninger, ikke en anden mening, ikke lidt uenighed om dets mening, én mening. Ethvert medlem der ikke deler partiets mening bør ekskluderes. Dette er både til befolkningens bedste, da det skaber overskuelighed og stabilitet i det politiske spektrum, til partiets bedste, da det forhindrer fløjkrige, og til det ekskluderede medlems bedste, da han dybest set ikke hører hjemme i det parti. Partiet bør regere eller stemme efter hvad det mener, ikke hvad vælgerne mener. Staten, derimod, bør jo i et demokratisk samfund styres efter hvad folk mener og ikke hvad partiet mener. Men hvis vi følger logikken til bunds, så kan man mene at hvis et parti er blevet valgt til regeringsmagten, så er dets meninger et flertals meninger, og dermed er det eneste demokratiske at gøre at handle 100% ud fra partiets oprindelige værdier. Ikke 98%, ikke 99,9%, 100%.

   Ayn Rand, som jeg ellers ikke er 100% enig med, sagde ”Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved de der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, ved deres moralske svigt sejrer det Onde”. Vi er nogle i Danmark, der mener, at den indskrænkethed overfor fremmede og forskellighed (bl. a. de tyskfødte i det danske mindretal syd for grænsen eller den del af mig der altid vil være fransk), der lige nu spreder sig i Danmark, er et onde. Det er et fængsel for sjælen og for individet, det er en helt ny form for mur, hvis lige man ikke har set siden 68. Det onde er opstået fordi nogle har valgt at overse at der aldrig kan gås på kompromis med fundamentale principper, som frihed og åbensind. Dette er Socialdemokraternes største moralske svigt.

   Man kan selvfølgelig helt rigtigt mene at der er store forskelle imellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Forskellen ligger nu mest i to temmelig uvigtige ting. Den gennemslagskraft DF får i medierne (S er nærmest usynligt) og så tonen. Man kunne sige, at hvor Pia Kjærsgård har tyvstjålet S’ fokusering på velfærd, som ellers ikke var særlig populær i Fremskridtspartiet, der har Helle Thorning Schmidt, den værste leder Socialdemokratiet nogensinde har haft, stjålet DFs meninger om indvandrere. Nu kan Socialdemokratiets vælgere ikke ligefrem tåle at høre den samme tone blive brugt som højrepopulisterne i DF, så desværre kunne Helle Thorning-Schmidt ikke nøjes med at lave copy-paste. Med sved på panden var hun nødt til at åbne filen i Word, og så ændre lidt hist og her. Som eksempel kunne nævnes DF’ udtalelse: »Det islamiske tørklæde optræder som et politisk symbol og får dermed funktion af en politisk uniform. Denne uniform signalerer intolerance, middelaldersyn og kvindeundertrykkelse. Da religion i Danmark er en privat sag vil jeg ikke acceptere den islamiske uniform i Danmark. Derfor mener jeg, at brugen af det islamiske tørklæde skal forbydes i det offentlige rum.«  (Randers Amtsavis, 1.7.2004). Prøv at sammenligne det med Socialdemokraternes : “Jeg kan ikke li’ det tørklæde” (Politiken). Der bliver sådant set sagt et samme (“Tørklæde=Lort”), den anden udtalelse er bare gjort spiselig for en gennemsnitlig socialdemokrat, der aldrig kunne finde på at sætte så stærke ord som DF’s på sine følelser, men alligevel er enig med dem. 

   Det er derfor Socialdemokraterne er det bedste parti for hykleriske vælgere der ikke tør stå ved deres meninger. DF kvalmer mig ganske vist til døde, men de er i det mindste ærlige. Socialdemokraterne, derimod, får mig til at kaste mine lunger op. Det er for de mennesker der højt og helligt råber op om hvor ondt DF er, og så på samme tid kommer med nogle bemærkninger som “Jeg kom ind på kontoret for at få ordnet mit regnskab og det hele flød bare og jeg ved godt det ikke betyder så meget, men fyren var altså også indvandrer… altså det så bare ikke så godt ud, så jeg smuttede”. Underforstået: Indvandrere kan ikke finde ud af at føre regnskab, men hov… det er jo ikke så vigtigt, men… men var det ikke vigtigt nok til at blive nævnt? Du bør stemme socialdemokratisk min ven. 

   I bund og grund er Socialdemokratiet egentlig et godt parti. Hvis jeg var født for halvfjerds år siden, i Staunings tid, så ville min stemme sikkert være gået til dem på valgdagen. Problemet når et parti vokser sig stort, er at så opnår det magt og når magten først er nået, så har man lidt svært ved at give slip igen. Så er fristelsen til at følge vælgerne lidt stor. Det er problematisk nok i normale tider, da det i praksis underminerer demokratiet, men når befolkningens meninger bevæger sig i en så ekstrem retning, er det decideret farligt. Derfor har Socialdemokratiet svigtet deres vælgere og Danmarks befolkning.