The Wall


Hvad er Kunst?
art
Ben Vautier, 1999, Frankrig. Omslag til skolebog i faget Plastisk Kunst.

  

   De fleste mennesker er enige om at kunst er god ting, og det er da også noget skønt. Den det den af menneskenes særegenheder jeg nok holder allermest af, vores evne til at skabe en mening af noget meningsløst. Vi har altid ejet denne evne, lige siden vi blev til som Homo Sapiens Sapiens i Østafrika, det vidner talrige fund om, såsom meget gamle fløjter eller hulemalerier. Imidlertid hersker der stor uenighed om hvad kunst egentligt er, der er blevet brugt utallige definitioner igennem tiderne. Her i dette indlæg vil jeg så kommer med min mening om sagen. I er velkomne til at fortælle om jeres i kommentarfeltet.

 

   Én af det ting der for det meste har været enighed om er at kunstværket, for at leve op til sin status, på en eller anden måde skal være unikt. Det skal være noget man ikke har set før, og hvis man ser det igen så er det plagiat og så er der ikke blevet skabt noget og dermed er det ikke kunst. Der også normalt enighed om at kunst skal være fuldkommen ubrugelig. Den skal bare inspirere, men den må ikke have nogen funktion. Så er vi ovre i brugskunst.

   Disse to kriterier skaber en stor gruppe ting (vil jeg kalde det i mangel af bedre ord), hvoraf der imidlertid kun er en mindre del der rent faktisk er kunst. Min tro er at kunst er noget der skal udfordre et individ på alle planer, og da ethvert menneske består af tre lag, så må kunst skulle udfordre alle disse.

   Vor første del er kroppen. Den er alt det jordlige, den er alt det vi kan sanse, vor fysiske fremtoning og vore jordiske behov. Vores anden del er sjælen, den er vore følelser, den er med andre ord anden etape af de indtryk vi får, vi sanser det først og derefter føler vi et eller andet. Vor tredje og så at sige højeste plan er ånden. Den er vore tanker, vor bevidste bearbejning og den sidste etape for vore indtryk.

  

   Som sagt består et kunstværk tilsvarende af tre lag, ét for hver af vores. For at udfordre vore sanser skal det være teknisk veludført. Det behøver ikke nødvendigvis at være smukt, det skal understøtte de højere lag bedst muligt på samme tid med at det skal have et vist særpræg og standse tilskuerens blik. Ifølge kunstarten er det meget forskelligt hvilke kriterier man bruger, i dramatik er det scenografien, kvaliteten af skuespillet osv. det kommer an på, imens et maleri skal være malet med en sikker hånd der vidste hvad den gjorde og gerne skal overraske. Det vigtigste er dog at det er en god basis for de højere lag.

   For at udfordre vor sjæl skal det fremprovokere følelser i os. Sammensætningen af alle de sanselige indtryk i vor bevidsthed bør skabe en følelse af noget i os, en følelse der gerne skal vare i længere tid end den hvori vi rent faktisk oplever kunstværket. Det kan begynde med en lille fornemmelse i os og så vokse sig større og større og holde i flere dage eller endda uger. Da jeg læste Maurice Druons Les Rois Maudits (De Usalige Konger) fik jeg f. eks. meget stor medlidenhed med de to unge elskende som skæbnen skånselsløst river fra hinanden, og det var en følelse da varede ved i over en uge.

   Sidst men ikke mindst skal et kunstværk udfordre vor ånd. Det skal give os noget at tænke over. Det skal fuldstændigt uden at vi gør noget plante en tanke i os, som vi så kan gå rundt og grubler over, lade ligge lidt, tage frem igen og måske en dag tænke færdig. Nogle gange kræver dette dog den rette indstilling hos kunstnyderen, man skal, om jeg så at sige, åbne sin sjæl. Da jeg, i den første time på den første skoledag efter sidste års vinterferie, hørte Claude Debussys Clair de Lune (Måneskin) fik det mig f. eks. til at tænke på min families feriested i Finland, om hvor meget jeg elskede at være der, og at det måtte være dejligt at lægge på badebroen deroppe (om sommeren) og samtidig lytte til dette stykke musik badet i måneskin. Såvidt jeg husker har jeg taget denne tanke op i indlægget Min Kristendom. Det behøver ikke på nogen måde være højere tanker, selvom det godt kan være det, for et musikstykke er det at forestille sig en historie nok det mest normale, det skal bare på den ene eller anden vis mærke én.

  

   Diss tre “lag” i værket bygger meget på hinanden og derfor er det temmelig vigtigt at de alle er til stede, hvis altså det er kunst man ønsker. For illustrere dette kan vi bare tage en skulptur. Kunstneren har ønsket at udtrykke sin glæde ved den kvindelige krop og følelsen af lyst. Hvis nu skulpturen imidlertid ikke ligner noget som helst, så nytter det ikke meget, for man kan ikke nå op til de højere lag. Og hvis den slet ikke inspirerer os nogen følelser, så gider vi ikke engang at tænke på den, men går bare videre til de andre skulpturer på musæet. 

   Imidlertid hænder det ofte at man udelukker en af de tre aspekter fra sit værk, eller at man i hvert fald nedprioriterer det en del, for det meste helt bevidst fordi man ikke ønsker at skabe kunst. Oftest er det tankerne man undlader at appelere til, selvom det også hænder at man udelukker sanserne. Nogle franske forfattere har også en sygelig trang til at skrive meget kedelige ting på et meget fint sprog. Det er da også helt fair nok hvis producerne bag Friends ikke ønsker at appelere til deres seeres tanker eller beder om fantastisk skuespil. Når man kommer hjem fra skolen har man måske heller ikke lige lyst til at skulle reflekterer over hvorvidt Gud er subjektiv eller objektiv. Så er det bare ikke kunst, men underholdning. Dette kaldes underholdning for scenekunstarter og litteratur, dekoration for plastisk kunst og stemningsmusik for musik. Samlet kan man vel kalde det populærkultur.

 

   Jeg tror at der findes tre niveauer i kulturen (jeg er i det hele taget meget glad for tretrinsstiger, og det sjove er at man meget ofte kan få én tretrinsstige til at passe med en anden), der igen hver især appelerer til de tre forskellige klasser: underklasen, middelklassen og overklassen.

   Det første trin er nok det generelle begreb kultur. Et folks kultur er noget der ligger meget dybt, og måske er det udødeligt. Det er alle de uskrevne regler, alle de gamle historier der blev fortalt foran ildstedet, tøjmoden, sproget, troen, maden osv. Hvis den ikke er udødelig, så lever den i hvert fald længe. Da kristendommen blev indført i Danmark døde den konkrete tro på de gamle guder meget hurtigt, men den tilladte tro på jætterne, på runernes magiske kræft, på glæden ved at lyset vender tilbage, den overlevede længe, til dels lever den stadig. Man kender eksempler helt op i 1800-tallet på folk der klippede nejlene af de afdøde fordi Naglfar, det skib der ville komme sejlende fra Syd ved Ragnarok, skulle bygges af de dødes nejle, og ved at fjerne dem sænkede man verdens ende. Desuden ligger Julen stadig 3 dage efter den korteste dag og den er til dels stadig Lysets Fest. Dette trin henvender sig mest til underklassen, der er den der skaber kulturen og det er ofte den der følger den.

   Det andet trin er populærkulturen, som jeg allerede har beskrevet, og som nok mest interesserer middelklassen, og det tredje trin er kunsten eller finkulturen, hvis målgruppe er overklassen og den intellektuelle elite.

   Nu er det sjove ved stiger at det ene trin bygger på det andet, og hvis man fjerner stigens første trin, så ramler hele lortet, og jeg tror det er her man skal finde grunden til den krise jeg ikke er den eneste der ser i dansk kulturliv. I Danmark er det sådan at man har afskaffet underklassen. Den er næsten væk: “I Danmark har få for meget og færre for lidt”. Den er blevet integreret i middelklassen. Grundlæggende kan man mene at dette er en god ting, det gør jeg dog ikke. Ganske vist har vi nu et samfund med større velstand end før, men til gengæld har den danske kultur ikke længere nogen gruppe at henvende sig til. Alle går rundt og leder hele tiden og spørger “hvad er danskheden?”, det er ikke mærkeligt at der er debat om det, et levende eksemplar skal man lede længe efter. Mange skikker lever ganske rigtigt videre, men de har mistet deres mening. Julen er forbrugerismens sorte messe og sproget ligner engelsk mere og mere (jeg er selv at bebrejde her). Jeg tror også det er derfor DF er så populært, de kan bilde folk ind at de er danskheden. Problemet er bare at alle de andre lag af kulturlivet bør bygge på denne grundlæggende kultur, og når nu den er væk (eller forhåbenligt ligger i dyb søvn), så mister alt det andet lidt sin mening. Der kan stadig være tale om kunst, men hvis man spørger om det er dansk kunst, så er det straks lidt sværere at svare på.

 

   Dermed er den lille parentes om dansk kultur lukket. Nu er jeg i hvert fald kommet med mit bud på hvad kunst er. Det er det der udfordrer os på alle planer, det der er unikt og det der komplet ubrugeligt. For at vide hvor god kunst noget er, må man imidlertid se på hvor godt det gør det, men det er en anden sag.



Ugens Chuck Norris

 

MacGyver can build an airplane out of gum and paper clips, but Chuck Norris can roundhouse-kick his head through a wall and take it.



Socialdemokratiets moralske svigt

   Danmark er som bekendt et pluralistisk demokrati. Det er jo nogle meget flotte ord der kort sagt betyder at vælgerne har og bør have valget imellem flere politiske kurser, hvilket for det meste sker gennem politiske partier der stiller op til frie valg. Hvis dette system skal virke, kræver det dog at partierne har forskellige meninger, så der rent faktisk er et valg imellem forskellige politiske kurser og at partierne holder fast ved deres egentlige værdier, så at der kan opstå et tillidsbånd imellem vælgerskare og politisk ledelse. Et system virker jo ikke demokratisk hvis man stemmer på et parti og regner med dit og dat, men så får sådan og sådan, fordi partiet finder ud af at det kan score stemmer på det.

   Imidlertid er det desværre ofte sådan tingene foregå i dagens Danmark. Vi ved jo alle sammen godt at hvis Venstre er begyndt at fable om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner, så er det ikke fordi John Locke har skrevet en bog om at de skulle gøre det. Det er fordi vælgerne vil høre om velfærd og kræftbehandlingsmaskiner. Ligeledes ved vi godt at hvis SF er begyndt at fable om hvor onde de muslimer er, så er det ikke fordi Karl Marx nævnte dem lige efter sit spøgelse i det Kommunistiske Manifest. Det er fordi vælgerne vil høre om hvor onde de muslimer er. Sådan er det danske politiske system nemlig indrettet. Dette kan lyde ufatteligt kliché, men politikerne i Danmark er ikke politikere for folket, de er politikere for magten (hvilket er i direkte strid med én af de gængse definitioner på demokrati “regering af folket, for folket, ved folket”). Jeg ved egentlig ikke hvorfor det endte på den måde, det er jo temmelig trist, men sådan er realiteten altså. Hvis De, ærværdige læser, ønsker at bestride dette, er de velkommen til at kigge lidt på eksemplerne ovenfor (eller at lægge en kommentar). Jeg mener, hvorfor skulle et liberalt parti ønsker velfærd? Hvorfor skulle et venstrefløjsparti dæmonisere en befolkningsgruppe?

 

   Hvis I har fulgt godt med, så mangler der allerede ét af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati. Partierne ændrer mening som vinden blæser (eller vælgerne siger). Dette har imidlertid ført en anden dårligdom med sig. Da de fleste vælgere i Danmark i bund og grund vil have det samme: ud med indvandrere og op med velfærden, er vi nu nået til et punkt hvor alle partier fra det socialistiske til det danske folkeparti mener nogenlunde det samme (undtagen de Radikale). Selvfølgelig er der nuancer. SF er lidt blødere på indvandrerfronten og lidt stærkere på velfærdsfronten, Venstre fokuserer meget på indvandrerne og snakker lidt mindre om velfærd, men i bund og grund handler det altid om det samme. Og det er sådan set det, dansk politik er reduceret til. Det handler ikke om rød, grøn, lyserød, blå eller sort længere. Det handler om forskellige nuancer af lilla. Og dermed ryger den anden af kriterierne for et velfungerende pluralistisk demokrati: partier med forskellige meninger.

 

   Ser De, i et velfungerende politisk system bør de enkelte partier faktisk virke på den stik modsatte måde af staten: diktatorisk. Partiet bør have sin mening, ikke to meninger, ikke en anden mening, ikke lidt uenighed om dets mening, én mening. Ethvert medlem der ikke deler partiets mening bør ekskluderes. Dette er både til befolkningens bedste, da det skaber overskuelighed og stabilitet i det politiske spektrum, til partiets bedste, da det forhindrer fløjkrige, og til det ekskluderede medlems bedste, da han dybest set ikke hører hjemme i det parti. Partiet bør regere eller stemme efter hvad det mener, ikke hvad vælgerne mener. Staten, derimod, bør jo i et demokratisk samfund styres efter hvad folk mener og ikke hvad partiet mener. Men hvis vi følger logikken til bunds, så kan man mene at hvis et parti er blevet valgt til regeringsmagten, så er dets meninger et flertals meninger, og dermed er det eneste demokratiske at gøre at handle 100% ud fra partiets oprindelige værdier. Ikke 98%, ikke 99,9%, 100%.

  

   Ayn Rand, som jeg ellers ikke er 100% enig med, sagde ”Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved de der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, ved deres moralske svigt sejrer det Onde”. Vi er nogle i Danmark, der mener, at den indskrænkethed overfor fremmede og forskellighed (bl. a. de tyskfødte i det danske mindretal syd for grænsen eller den del af mig der altid vil være fransk), der lige nu spreder sig i Danmark, er et onde. Det er et fængsel for sjælen og for individet, det er en helt ny form for mur, hvis lige man ikke har set siden 68. Det onde er opstået fordi nogle har valgt at overse at der aldrig kan gås på kompromis med fundamentale principper, som frihed og åbensind. Dette er Socialdemokraternes største moralske svigt.

   Man kan selvfølgelig helt rigtigt mene at der er store forskelle imellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Forskellen ligger nu mest i to temmelig uvigtige ting. Den gennemslagskraft DF får i medierne (S er nærmest usynligt) og så tonen. Man kunne sige, at hvor Pia Kjærsgård har tyvstjålet S’ fokusering på velfærd, som ellers ikke var særlig populær i Fremskridtspartiet, der har Helle Thorning Schmidt, den værste leder Socialdemokratiet nogensinde har haft, stjålet DFs meninger om indvandrere. Nu kan Socialdemokratiets vælgere ikke ligefrem tåle at høre den samme tone blive brugt som højrepopulisterne i DF, så desværre kunne Helle Thorning-Schmidt ikke nøjes med at lave copy-paste. Med sved på panden var hun nødt til at åbne filen i Word, og så ændre lidt hist og her. Som eksempel kunne nævnes DF’ udtalelse: »Det islamiske tørklæde optræder som et politisk symbol og får dermed funktion af en politisk uniform. Denne uniform signalerer intolerance, middelaldersyn og kvindeundertrykkelse. Da religion i Danmark er en privat sag vil jeg ikke acceptere den islamiske uniform i Danmark. Derfor mener jeg, at brugen af det islamiske tørklæde skal forbydes i det offentlige rum.«  (Randers Amtsavis, 1.7.2004). Prøv at sammenligne det med Socialdemokraternes : “Jeg kan ikke li’ det tørklæde” (Politiken). Der bliver sådant set sagt et samme (“Tørklæde=Lort”), den anden udtalelse er bare gjort spiselig for en gennemsnitlig socialdemokrat, der aldrig kunne finde på at sætte så stærke ord som DF’s på sine følelser, men alligevel er enig med dem. 

   Det er derfor Socialdemokraterne er det bedste parti for hykleriske vælgere der ikke tør stå ved deres meninger. DF kvalmer mig ganske vist til døde, men de er i det mindste ærlige. Socialdemokraterne, derimod, får mig til at kaste mine lunger op. Det er for de mennesker der højt og helligt råber op om hvor ondt DF er, og så på samme tid kommer med nogle bemærkninger som “Jeg kom ind på kontoret for at få ordnet mit regnskab og det hele flød bare og jeg ved godt det ikke betyder så meget, men fyren var altså også indvandrer… altså det så bare ikke så godt ud, så jeg smuttede”. Underforstået: Indvandrere kan ikke finde ud af at føre regnskab, men hov… det er jo ikke så vigtigt, men… men var det ikke vigtigt nok til at blive nævnt? Du bør stemme socialdemokratisk min ven. 

 

   I bund og grund er Socialdemokratiet egentlig et godt parti. Hvis jeg var født for halvfjerds år siden, i Staunings tid, så ville min stemme sikkert være gået til dem på valgdagen. Problemet når et parti vokser sig stort, er at så opnår det magt og når magten først er nået, så har man lidt svært ved at give slip igen. Så er fristelsen til at følge vælgerne lidt stor. Det er problematisk nok i normale tider, da det i praksis underminerer demokratiet, men når befolkningens meninger bevæger sig i en så ekstrem retning, er det decideret farligt. Derfor har Socialdemokratiet svigtet deres vælgere og Danmarks befolkning.