Man vil måske have bemærket, at jeg i dag for første gang i meget lang tid har udgivet et indlæg. Da jeg pludselig forsvandt, var det uden forklaring og uden egentlig grund. Ikke desto mindre har jeg i lang tid ikke haft og vil i lang tid endnu ikke have tid til at skrive til denne blog, selvom det måske var én af de mere spændende dele af mit engagement i det samfund, jeg er en del af. Derfor vil bloggen forblive i en slags koma. Folk er velkomne til at læse den, og jeg vil ikke udelukke at skrive til den igen, men indtil videre vil der ikke være tale om noget regelmæssigt. I er stadig velkomne til at lægge kommentarer, og de vil givet blive besvaret før eller siden. Hvis I stadig kan finde fornøjelse eller eftetanke i det jg har skrevet, vil det glæder mig meget, og det har da også glædet mig meget at se, at besøgstallene kun er faldet langsomt over flere måneder.
Tak for de glæder vi har delt, og måske (?) på gensyn.
Jon Egeris Karstoft
Gemt under: Om Bloggen | Tags: Chuck Norris Facts, Citater, computer, computernarkoman, indlæg, Om Bloggen
Fra dags dato vil Ugens Chuck Norris bliver bragt hver søndag og Ugens Citat blive bragt hver onsdag. Da mine forældre mener at jeg er begyndt at bruge lidt for meget tid på min computer, og da jeg er enig med dem, er det fordelagtigt for mig at samle lidt på ugens indlæg. På denne måde behøver jeg udelukkende at skrive indlæg om søndagen og om onsdagen.
Jeg har ikke været helt inaktiv i den uge hvor jeg har holdt blogferie. Jeg har skabt en lille samling af de bedste indlæg jeg har skrevet her på bloggen. Den vil De, ærværdige læser, kunne finde på siden Bedste Indlæg. Jeg vil fortløbende tilføje de indlæg der fortjener en plads på siden.
Endvidere har jeg, eftersom jeg efterhånden har været aktiv på diverse blogs i flere år nu, tænkt mig at skabe en side med de bedste kommentarer jeg har lagt igennem tiderne. Hvis De vil have et smugkig kan de tage at se lidt på bloggene i min blogroll.
Da jeg har været væk i et lille stykke tid, vil jeg i den kommende uge være ekstra produktiv. Der vil komme endnu et indlæg om valget i U.S.A., et normalt indlæg, højst sandsynligt om politik, måske endnu et normalt og så til sidst, på søndag, endnu et indlæg om valget i U.S.A. Derefter skullle den normale rutine være genoprettet. Og nå ja, det er jo også snart Blog Action Day.
Gemt under: Om Bloggen, The Wall | Tags: frihed, Om Bloggen, George Orwell, moral, etik, Danmark, Aldous Huxley, Fagre Nye Verden, 1984, Muren, gruppen, samfundet, Pink Floyd, skolegang, tankepoliti, individ, hjernevaskning, fornuft, rigdom, over-jeg, Frud, Marx
Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det store M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.
Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Muren, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.
Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.
Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at “hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet”. Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.
Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.
Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første, at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.
Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.
Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg’er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.
Gemt under: Et Twist af Frankrig, Om Bloggen | Tags: Mig, Om Bloggen, Politik, Frankrig, forfatning, republik, Nicolas Sarkozy, Ségolène Royal, Francois Bayrou, Jean-Marie le Pen, nationalforsamling, senat, præsident, regering, premierminister, Plantu, højre, venstre, kommunisme, PCF, NPA, Olivier Besancenot, PS, radikalisme, monarkisme, Alliance Royale, PRG, PR, NC, UMP, FN, ultranationalisme, fascisme, karisma, konjunktiv imperfektum, DF
Som man kan læse om det i indlægget Lidt om Mig, har jeg i de sidste otte år opholdt mig i Frankrig, og det fuldkommen som et hvilket som helst andet fransk barn. Det var der jeg for første gang lærte et politisk spektrum at kende, ved det skandaløse valg i 2002, hvor højrefløjsekstremisten Jean-Marie le Pen var én af de to slutkandidater. Der var ganske vist ikke tale om et indgående kendskab, men jeg lærte at der var noget der hed socialist (Parti Socialiste, PS), noget der hed konservativ, eller i Frankrig gaullist (Union pour un Mouvement Populaire, UMP) og noget der hed ultranationalist (Front National, FN).
Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen. Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.
Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum. Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.
I. Det Franske Institutionelle System
I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt. Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l’Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat, om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand). I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.
Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d’États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.
Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.
- Den franske karikaturtegner, Plantus billede af samlivet imellem Mitterrand og dennes Premierminister, Jacques Chirac.
Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.
Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés) som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsenterer lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN’s politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.
Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.
II. Det Franske Politiske Spektrum
Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.
Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.
Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.
Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.
Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.
Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.
Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem). Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.
På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.
Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN’s toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.
Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: “Hvorfor fortæller han alt det her?” Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!
Gemt under: Om Bloggen, valg i USA | Tags: abort, Barack Obama, Bill Clinton, feminisme, Hillary Clinton, Joe Biden, John McCain, katolicisme, kvinderettigheder, ligestilling, Mike Huckabee, Mitt Romney, nominationskonvent, Om Bloggen, Politik, racisme, Sarah Pahin, The Wall, valg i USA
VS.
I går morges accepterede John McCain officielt det Republikanske partis nomination som kandidat til Præsidentskabet af USA, men som Churchill sagde det så “er dette ikke enden, det er hele ikke begyndelsen på enden, men det er måske enden på begyndelsen”. For med denne nomination er enden på 8 måneders primærvalg nemlig nået og dermed er det amerikanske valg reelt gået i gang. Det er nu de amerikanske vælgere virkelig vil begynde at følge med i valget. I de næste to måneder vil vi se tonen imellem de to kandidater og deres støtter eskalere og den evige kamp om midtervælgernen blive mere og mere intens. De to kandidater har nu endegyldigt lagt de interne stridigheder bag sig, og selvom de stadigvæk skulle findes så vil der ikke blive snakket om dem for at få folk til at glemme dem.
Begyndelsen på begyndelsen på et af verdens længste valgforløb var allerede for lang tid siden. Det var den dag Hillary Rodham Clinton blev valgt som senator for New York State. Dermed blev hun en del af det amerikanske politiske liv og “det oplagte valg” som demokratisk præsidentkandidat. I 2004 stillede hun dog ikke op fordi hun vidste hun ikke var klar endnu og det er ved det demokratiske nominationskonvent dette år, hvor John Kerry som bekendt blev valgt, at en anden af dette valgs hovedpersoner første gang kom i søgelyset. Ved alle konventer er der altid en opadgående stjerne indenfor partiet som skal holde en tale til støtte for den valgte kandidat. Ved dette konvent var omtalte opadgående stjerne Illinois statssenator Barack Hussein Obama II, og her holdt han en for mange historisk tale hvor han som ofte for sit vedkommende, brugte sin egen livshistorie til at illustrere det amerikanske ideal. Denne i øvrigt fantastiske tale gjorde ham rekordhurtigt enormt populær og han blev valgt som Senator for sin stat, altså Illinois, ved det kombinerede præsident/kongres valg i 2004, hvor George W. Bush ganvandt præsidentposten. dermed var demokraternes to hovedpersoner ved dette valg udpeget allerede for 4 år siden.
For republikanernes vedkommende, har deres primærvalgs absolutte hovedperson været kendt i mange år. John McCain stillede op mod George Bush ved det republikanske primærvalg i 2000 men tabte in extremis pga. af en skræmmekampagne Bush’ støtter havde udført. De ringede rundt til folk og spurgte folk om de stadig ville støtte hvis de fandt ud af at han havde et uægte barn. Siden da har John McCain næret et intenst had imod USA’s nuværende præsident. Hans præsidentielle ambitioner har altså været kendt længe, men længe før valget var han blevet afskrevet af politiske kommentatorer som for gammel. Før valget var han langtfra lige så populær som republikanernes wonderboy, Rudy Giuliani. Han var med andre ord en outsider. Da valget gik i gang stod det dog hurtigt klart at John McCain skulle vælges. Hans mest indædte modstander, Mike Huckabee, blev kendt i nationalpolitiske kredse da han blev valgt som Guvernør for Bill Clintons gamle stat Arkansas, hvor han i øvrigt var enormt populær. I den periode blev han blev både kendt som én af USA’s mest kompetente og mest korrupte guvernører.
Det egentlig valg begyndt den 3. Januar 2008, da staten Iowa afholdt det allerførste caucus. Det var et mærkeligt caucus der begyndte et mærkeligt primærvalg. Både republikanernes og demokraternes ellers klippefaste favoritter tabte til fordel for små kandidater. Hos demokraterne var det som bekendt Barack Obama der blev valgt i en stat der ellers mest indeholder gennemsnitlige hvide middelklasse amerikanere. Med andre ord slog han favoritten på hendes egen bane. For Mitt Romney var det et katastrofalt valg, fordi han havde investeret utroligt mange egne penge i sejren af lige netop det valg, med den bagtanke at hvis han vandt det første valg ville han have momentum til at samle penge ind til de næste. Men nej, både veteranen John McCain og baptistpræsten, Mike Huckabee slog ham.
Allerede i ugerne efter droppede mange kandidater ud, det er alle dem vi aldrig nåede at høre eller kun husker svagt, godt gemt væk i kassen i trejde skuffe nedefra i kommoden i arkivrække 13 på loftet i vore baghoveder. Hos demokraterne er der bare tale om én som vi har været nødt til at hente frem igen, nemlig Joseph Biden, og så Dennis Kucinich og Bill Richardson. Hos Republikanerne var det Fred Thompson og Duncan Hunter. Favoritten, der havde satset alt på Super Duper Tirsdag, Rudy Giuliani, kæmpede til det sidste, men stoppede lige før legen blev rigtig, rigtig ydmygende, altså dagen før D-dagen, hvor meningsmålingerne, trods hans indædte kamp, stadig spåede ham et stort nederlag. Det samme gjorde sig gældende for demokraternes tredje mand John Edwards, bortset fra at han rent faktisk også havde ført kampagne i de små stater (lidt ynkværdigt). Lige efter Super Duper Tirsdag droppede også Mitt Romney ud.
Dermed var banen klar til de månedslange krig imellem Barack Obama og Hillary Clinton. På republikansk side fortsatte Mike Huckabee stædigt helt ind i marts måned, men allerede efter Super Tirsdag havde John McCain de facto vundet pga. republikanernes ganske vist praktiske men lidet demokratiske valgsystem: vinderen-ta’r-alt. Det går kort sagt ud på at den der får flest stemmer i en stat, om det så kun er 5%, får alle delegaterne fra pågældende stat. Altså kunne John McCain allerede midt i februar begynde at vende blikket imod det sted hvor vi står nu, altså begyndelsen på valget, alt imens demokraterner endnu skulle kunne holde flere måneder ud hvor de skulle se begge kandidater vinde i lange baner. Først kom Obamas ubrudte række på elleve sejre, så Hillarys sejre på Super Tirsdag 2.0, altså helt indtil Clinton definitivt trak sig i begyndelsen af juni. Vi vil snart få at se hvor meget effekt det vil have på valgresultatet.
Nu er Clinton væk, og det er sådan set ganske trist for dem, der som jeg mener at en kvinde til tops ikke nødvendigvis er tegn på et mere kvindevenligt samfund, men måske på at det er ved at ændre sig, men man jo ikke få både få smøret og smørets penge (som man siger i Frankrig), og en sort til tops er jo også udemærket på samme måde. Udover dette kan man jo sige at Clintons erfaring, den løber ingen vejne, imens Obamas nyhed den er her og nu. Med andre ord kan hun stadig stille op om 4 år hvis Obama taber nu, eller om 8 hvis han vinder, men det omvendte ville have været ganske umuligt.
Obama havde og har mange facetter, og de fleste af dem kan tale både til hans fordel og til hans kummer (dejligt ord, ikke sandt?). For det første er han ny, så han er ikke blevet smurt ind i Washingtons smuds endnu, på den anden side betyder det jo også, at han ingen eller ringe erfaring har. For det andet er han multikulturel, og til enhver tid kan dette jo være en ufordel, men han har forstået at udnytte dette på mestervis, ved at agere brobygger. Det eneste lille “men”, er at nogen har brugt det til at få ham til at fremstå som uamerikansk, eller som muslim (i de kredse hvor det skulle kunne bruges som argument, er det jo ikke særlig velset). Han har også fået massiv støtte fra eliten, hvilket jo er fint nok, men hans modstandere har argumenteret for at han er for elitær og for “popstjerne”-agtig. Sidst men ikke mindst er der et stort spørgsmålstegn, der ovenikøbet ikke har fået svar endnu. Er Obamas hudfarve fordel eller fejl? Nu er jeg selvfølgelig ikke amerikaner, men jeg er som samtlige andre borgere i den vestlige verden blevet bombarderet med amerikansk kultur siden jeg åbnede øjnene for første gang (hvis jeg ser endnu en dårlig amerikansk firserfilm i dansk TV, så skyder jeg mig selv), så en anelse har jeg vel lov at have. Mit indtryk er at farve stadig er noget der har indflydelse på folks måde at tænke på i USA, men der er kun for et meget lille mindretal på den yderste højrefløj er dette rent faktsik har en positiv effekt (læs: Hans farve vil holde dem fra at stemme for Obama), og dette kun fordi de ikke bekymrer sig om uskrevne regler. For et andet mindretal, som jeg vil gætte på befinder sig i midten, har farven ingen vigtighed overhovedet. For det overvældende flertal tror jeg farve har en vigtighed, men at emnet er så tabubelagt, at de, hvis de var nødt til at kombinere dette med samfundets uskrevne regler om hvad man mener og ikke mener om racer, ville være nødt til at skyde sig selv. Så de lukker øjnene for deres egen racetænkning, og tænker i negativer (læs: De tænker: “Hvordan ville en racist stemme?” og gør derefter det stik modsatte) for at overbevise sig selv om at de ikke er racister. Altså er Obamas hudfarve en enorm fordel. Den gør ham historisk.
McCain har skam også mange facetter. For det første har han været soldat, ydermere krigshelt, og det er blandt alle amerikanere, uanset politisk anskuelse (undtagen det pacifistiske mindretal), som at se et stort plustegn tegnet på hans pande. For det andet inkarnerer John McCain bare de rette værdier, og amerikanere der udelukkende stemmer ud fra værdier er jo ikke en mangelvare (jf. kommentarer som “han ligner en stor leder”, “han har de rette værdier”, “vi har samme livsanskuelse”). Dette er jo selvfølgelig kun en fordel hos dem der rent faktisk har samme opfattelse af en stor leder som omtalte amerikanere, f.eks. nogen så cliché som de udannede masser. For det tredje, er USA et ufatteligt patriarkalsk samfund. Det er far der beskytter pionerfamilien, det er far der er ude at kæmpe for sit land, det er far der er ude at tjene pengene. Og John McCain ligner unægteligt en landfader på en prik. Han er gammel, han er hvid, og han er en mand. Dette gælder selvfølgelig kun som fordel hos dem der ikke har lagt sig udover denne tænkning. For det fjerde, har John McCain nu taget Clintons plads som “det sikre valg”. Han er den rette mand for den del af sjælen der i baghovedet hvisker “Obama og hans broer er kun en drøm, ude af rækkevidde, han er kun ren luft, og så snart han er valgt, så er han væk”. Nej McCain, han står fast som en sten og han går ingen steder. McCain er valget for dem der ikke vil skrive historie men bare vil have en præsident som USA nu engang har flest. Sidst men ikke mindst er McCain temmelig liberal – altså, af en konservativ at være - han er grøn og er ikke lige så hård i retorikken i de etiske sager som medrepublikanere. Dette er unægteligt en fordel hos midtervælgerne, der som altid tvivler og ellers bare venter på at blive erobret af den ene eller anden side. Til gengæld har dette været en varm kartoffel i de fløje af det republikanske parti der går under navnet theocons, kort for theo-conservatives, altså de højrefløjskristne. De stoler ikke på ham.
Siden primærvalgene sluttede, er der nu gået to måneder eller mere, hvor der ikke er sket så forfærdeligt meget. Men de sidste to uger, de har været spændene. De har været noget så originalt som begyndelsen på enden på begyndelsen. Der er blevet valgt vicepræsidentkandidater, der er blevet holdt konventer og der er blevet talt og klappet.
Valget af VP-kandidaterne er altid meget interessant, fordi de illustrerer hvad kandidaterne selv mener de mangler. Reglen er at de hver skal finde en egen model af deres modstander, men der er selvfølgelig plads til undtagelser.
Obama har truffet et udmærket valg, Sen. Joseph Biden af Massachussets, en mand der tidligere selv var kandidat, men trak sig på valgets førstedag. Obama har indtil nu været så heldig at Clinton og McCain har brugt samme argumenter imod ham og dermed kan han med et valg lukke munden på begge modstandere. Han har valgt sig en demokratisk, erfaren, McCain. Joe Biden er hvid, troende katolik, men overraskende nok aborttilhænger (han har ikke samme tilgang til problemet som jeg, men hans er også gyldig; han er imod abort på det personlige plan, men vil ikke pådutte andre denne religiøse opfattelse). Han er længesiddende senator, formand for senatets udenrigspolitiske udvalg og er nok USA’s mest erfarne person på det udenrigspolitiske plan. Han ville have været mit personlige valg, hvis jeg havde kunnet stemme.
McCain har ikke været lige så heldig. Hans modstandere har kritiseret ham forskelligt. For de eventuelle liberale vælgere er han for konservativ og for de ultrakonservative vælgere er han for liberal. Han har måttet vælge et kompromis. Han har truffet det ukonservative valg af en ultrakonservativ: Guvernør Sarah Palin af Alaska. Hun er ung, hun er kvinde, hun er uerfaren, og hun er ligeså upåvirket (tilsyneladende) af magtens korridorer som Obama. Derfor er valget af hende et progressivt valg. Men hun er også én af de mest konservative republikanere i verden, og hun rokker sig ikke en centimeter i de etiske sager. Hun er mangeårigt medlem af våbenlobbyen, hun er imod abort, gay ægteskaber, stamcelleforskning osv. Hun kan tiltrække mange slags vælgere, f.eks. Clintons gamle støtter (og hvis hun splitter det Demokratiske Parti på vejen er det jo kun godt), nyhedsfansene, der jubler over Obama novicestatus, midtervælgerne og dem som McCain har haft allerflest problemer med: de Højrefløjskristne. Med dette valg har McCain dog løbet en risiko, for måske er Sarah Palin ikke et kompromis. Som Churchill sagde det (jeg er en stor fan af Churchill): “Et kompromis er at få alle parter til at tro at de har fået det største stykke af kagen”. Men måske er Sarah Palin tilpas så diffus at hun vil efterlade alle med den tro at de har fået det mindste stykke af kagen. Det vil tiden vise.
Der er også blevet holdt ufatteligt mange taler de sidste to uger.
De væsenligste demokratiske talere var Hillary Clinton, der gjorde det bedste for sig selv, nemlig støttede Obama, men kun præcis så meget som man forventede (Clinton har interesse i et Obamanederlag, for så vil hun kunne stille op igen allerede om 4 år), Bill Clinton, der stort set præsenterede Obama som en miniversion af sig selv og som en modsætning til Bush/McCain, der til gengæld lignede hinanden lidt meget. Også Ted Kennedy, den sidste af JFK’s brødre, en kultfigur blandt demokrater og republikanere, senatets til aller tider tredjelængstsiddende medlem, som snart skal dø af kræft. Obama holdt en stor nominationsaccepttale, men det var en rigtig kampagnetale og dermed ikke så historisk som hans tale i 2004.
Hos republikanerne serverede Mitt Romney en omgang socialistskræmmekampagne, islamskræmmekampagne og mente i øvrigt at hvis man ville have change så var det McCain man skulle gå til, fordi regeringen, uden at vi vidste det, hele tiden har været liberal. Bemærk hvordan han behændigt undgår den varme kartoffel Bush. Mike Huckabee talte om John McCains soldaterfortid og om hvor stolt enhver amerikaner skulle være af at have sådan nogle iblandt sig. Som baptistpræst vill det have været mærkeligt om ikke også han havde nævnt de etiske sager (og selvfølgelig de farlige europæiske ideer om offentlig sektor).
Nu begynder det amerikanske valg med andre ord. Som sagt har man med vicepræsidentkandidaterne og støtten fra de tidligere modstandere fået samlet partierne, og fra nu vil McCain og Obama kæmpe om midtervælgerne, og de vil kæmpe indædt. Hos republikanerne vil man bliver endnu hårdere, og hos demokraterne vil man begynde angrebene. Derfor vil der hver søndag være et indlæg om det amerikanske valg her på min blog. Begyndelsen er forbi. Nu går det løs.
Gemt under: Om Bloggen | Tags: besøgende, kommentarer, Mig, Om Bloggen, statistikker, wordpress
Jeg har lige fundet ud af at der på wordpress er en lille teknisk finurlighed: statistikker over besøgende. Mine tal går øjensynligt støt op, og jeg havde igår hele 7 (!) hits. Fantastisk, ikke sandt? Nå ja, jeg ville sådant set bare sige, at hvis du er en besøgende (hvilket du uden tvivl er), så hold dig ikke tilbage med kommentarer, sådan at jeg kan vide om jeg spilder min tid eller om nogen rent faktisk interesserer sig for hvad jeg har at sige. Fortsat god søndag, sidste feriedag for mit vedkommende, så jeg smutter på stranden.
Goddag og velkommen til min blog, som jo gerne skulle handle om Religion i almindelighed, kristendom i særdeleshed, politik, både udenlands og indenlands, kunst, kultur og så den mærkelige størrelse vi alle har inde i hovedet, Muren, eller som Pink Floyd kaldte den: The Wall. Men mere om den i senere indlæg. På min blog vil nogle indlæg komme i serier, andre vil være selvstændige tekster. De første indlæg vil være helliget mig; de skal præsenterer mig personligt, religiøst og politisk. Du vil kunne finde dem på siden Lidt om Mig. Hvis De ønsker at vide mere om bloggen, og de retningslinjer jeg følger, kan De tage et kig på siden Om The Wall. Dette er også siden for generel feedback om bloggen. Mine personlige favoritindlæg kan findes på siden Bedste Indlæg.
