Gemt under: Religion | Tags: agnosticisme, antiteisme, ateisme, bibelblog, empirisme, fideisme, Gud, ignosticisme, Kristendom, logik, Marcus Rubin, mission, NBPP, oplysning, Politiken, Religion, teisme, tredje vej, tro, videnskab
I vore dage er der inden for religionens verden noget nær et megatrend. Det er ikke længere kristendommen, ej heller ateisme, eller nogen af de andre strømninger, der igennem tiden har været fremtrædende i den vestlige verden. Mange ressourcestærke, veluddannede mennesker vælger i dag agnosticisme, i troen på, at det er en tredje vej. Bl. a. Politikens tidligere bibelblogger og nuværende korrespondent i U.S.A., Marcus Rubin, bekender sig til agnosticismen, lige som NBPP, hvis jeg har forstået hende ret. Imidlertid vil De, ærværdige læser, erfarer at agnosticismen langt fra er en tredje vej. Ethvert fornuftigt menneske i denne verden er agnostiker, her i blandt mig selv (ja, De læste rigtigt).
De, der benævner sig selv agnostikere, tror ofte, at de er langt klogere end alle de andre. Jeg vil gætte, at de ser sig selv som for kloge, til at deltage i en snak om Guds eksistens, at de er de eneste der erkender, at eftersom man indtil videre ingen beviser har for hverken Guds eksistens eller ikke-eksistens, så er enhver diskussion om dette emne meningsløs.
Imidlertid er langt de fleste mennesker i verden agnostikere. Det kan måske overraske dem, men også jeg, som troende kristen, kan kalde mig agnostiker. Agnosticisme er blot erkendelsen af, at man intet ved om Guds eksistens eller ikke. Det er noget, jeg kan skrive under på. Jeg er helt på det rene med, at jeg intet ved om Guds eksistens. Der faldt 25-øren (eller skulle jeg sige 50-øren, Mohammed?) nok for de fleste af jer. Det hænder da for mig, lige som for de fleste af os, at tvivle, og det er ingen synd. Imidlertid tror jeg på, at Gud findes, og jeg håber på det. Det gør jeg fordi jeg synes kristendommens budskab (altså alle “visdomsordene”, alt det konkrete) er sandt. Dermed kan jeg også kategoriseres som agnostiker.
Som man kan læse om det på Snetigerens blog, så findes der flere former for agnosticisme. Jeg vil nu beskrive 5 af i alt 6 former for agnosticisme (den sidste strømning er for denne diskussion uinteressant).
Den strømning jeg og alle andre fornuftige troende i verden tilhører kaldes for teistisk agnosticisme eller fideisme. Som sagt erkender vi vor mangel på viden om Guds eksistens, men vi tror alligevel på ham, hver af vore grunde vil jeg mene. Der findes selvfølgelig en tilsvarende ateistisk strømning, der sjovt nok hedder ateistisk agnosticisme. De erkender at de heller ikke ved noget om Guds eksistens, og dog har de som udgangspunkt at tro på, at han ikke eksisterer. Dette er selvfølgelig en fair mening, som jeg absolut intet problem har med.
Nå vi så når helt indtil midten, finder vi de helt igennem neutrale agnostikere. Der findes svage og stærke af slagsen. De svage bedyrer, at man indtil videre intet ved om Guds eksistens, men at det ikke er umuligt en dag at opklare mysteriet. De udsætter derefter deres beslutning, indtil man har et bevis i hånden. De stærke mener ligeledes, at de helt og fuldkomment uvidende om alting (!), men de påstår udover dette også, at det er umuligt at vide noget om Gud. Derfor afviser de definitivt, at tage stilling. Denne stærke agnosticisme er lidt sværere at forsvare end den svage ditto, da de i deres påstand om, at man intet kan vide om Gud rent faktisk siger, at de ved noget om Gud, nemlig det at man intet kan vide om Ham.
I det absolutte midtpunkt finder vi så de fuldkommen uvidende ignostikere, der ikke engang gider diskutere hvad de er, da de mangler et holdbart diskussionsgrundlag. De savner en sammenhængende definition af Gud, og før denne definition er fastslået, mener de at enhver diskussion er spild af tid.
Agnosticismens spektrum ser således sådan ud:
Det er dermed tydeligt at kun usandsynligt dumme mennesker kan påstå at være andet end agnostikere, da dette kræver at man sidder inde med en viden som man højst sandsynligt ikke har. Og dog. Indenfor den logiske retning empirisme, kræves der en oplevelse for at kunne bevise en regels rigtighed. Denne logik ligger til grund for hele den moderne videnskab, der kræver et eksperiment for at bevise en lov. Hvis vi nu går ud fra, at visse mennesker alligevel ser Gud, så kan deres tro på Ham godt kvalificeres som ren teisme, da den, i hvert fald for dem, er baseret på en erfaring, og altså ikke længere er tro, men viden. Resten af menneskeheden, der ikke oplever sådanne ting, må derfor nøjes med tro. Det er min overbevisning (min tro), at dette også er Guds mening. Viden er for let. Tro er en sand udfordring.
I sidste ende må jeg vel komme med den teistisk-ignostiske kommentar, at jeg ikke længere finder det nyttigt at diskutere spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Da enhver trosretning alligevel kun kan være baseret på tro, så giver det ingen mening at diskutere det. Man må vel lade det være op til den enkelte, at finde ud af hvad han vil. Imidlertid har jeg intet imod mission, så længe den blot er oplysning om kristendommen findes som mulighed, så alle få en mulighed får at omvende sig. Derfor vil jeg også stadig forklare hvordan min kristendom er, da jeg mener det er oplysning, og i al beskedenhed, stof til eftertanke, også selvom man er uenig.
Hvad jeg ikke vil længere, er at involvere mig i evindelige debatter på nettet eller i virkeligheden (medmindre dette involverer betydelige mængder Bacardi), hvor man vil bede mig bevise det ubeviselige. Det kan jeg ikke. Jeg tror også kun.
De eneste, som jeg fra nu af vil bekæmpe, er antiteister¹. De kalder sig selv for ateister eller fritænkere (dermed ikke sagt, at alle der kalder sig ateist eller fritænker, er antiteist), hvilket i sig selv er dumt nok, men egentlig er de ikke interesserede i andet end at nedgøre troende, som de af den ene eller anden grund mener, er en pest over verden. Folk har ret til at tro, hvad de vil. Men bevidst eller ubevidst at være imod andre mennesker, der sætter jeg grænsen, det er altid værd at bekæmpe, om det så er antisemitter, antiislamister eller andet.
———————————————————-
¹ Se bl. a. dette pragteksempel på antiteisme, en blog der er skabt specielt for at svine troende til som idioter.
Gemt under: Ikke kategoriseret | Tags: ayn rand, blasfemiparagraf, blogger, bloggere, blogging, blogosfære, blogs, censur, debat, det Onde, feed, folkeoplysning, fora, forum, had, Helen Latifi, Helen Latifis Small Talk, holdninger, IP-nummer, IT, kommentarer, links, Medier, meninger, moralsk svigt, oplysning, Peter Skaarup, politianmeldelse, politisk aktivitet, racismeparagraf, ytringsforbud, ytringsfrihed
Kære Helen
Da jeg i dag modtog dit feed blev jeg meget trist. Det var temmelig simpelt formuleret. Der stod jo blot: “Fra dagens dato er bloggen lukket af for kommentarer”. Som forklaring henviste du til dit forrige indlæg. Af gode grunde var de kommentarer der havde udløst denne ekstreme handling ikke længere synlige (du havde slettet dem), men ud fra andre kommentatorers henvisninger til dem kunne jeg forstå at der var blevet udtrykt nogle temmelig yderliggående holdninger. Dette har selvfølgelig slet ikke sin plads på et demokratisk debatforum. Jeg må desværre sige, at det at du har slettet dem er mindst lige så bekymrende, og at du har lukket af for kommentarer mindst lige så begrædeligt.
Debat er en integreret del, jeg vil endda sige at det er én af grundstenene, i ethvert demokratisk samfund. Det er en kommunikationsform der gør det muligt at oplyse om ens meninger, sprede og forsvare dem, argumentere mod andres holdninger og lade tilhøreren selv bestemme hvilke holdninger er de bedste. Debat en god ting, lige meget hvilke holdninger der bliver debatterede.
Selvom der bliver luftet holdninger der er langt under den standard man kunne forvente af en oplyst borger i et demokratisk land, selvom de er hadske, selvom de opfordrer til vold. At fjerne disse kommentarer vil have en virkning der er stik imod den forventede. Den der har lagt dem vil alligevel kunne finde fora hvor han kan sprede sine primitive meninger, men det at fjerner dem har kun den virkning at man skjuler disse meninger for folk der potentielt kunne skyde dem i sænk, at man skjuler en problemstilling for folk der kunne have mulighed for at gøre noget ved dem. Og imens vi så sidder her uvidende om faren fordi du har slettet dens symptomer der hvor vi kommer, så vokser uhyret sig bare større og større på steder hvor det ikke bliver modsagt. Det at censurere sådanne kommentarer, der er at lade det ske uden at handle. Ayn Rand, som jeg også skrev om i går, sagde engang: “Det Ondes udbredelse er et vakuums symptom. Det Ondes sejr skyldes aldrig det selv: det er ved deres moralske svigt, der vælger at overse at der ikke kan gås på kompromis med fundamentale principper, at det Onde sejrer”. Derfor er det bekymrende at du har slettet disse kommentarer.
Da debat er en sådan vigtig del af et oplyst samfund, er det desto sørgeligere at du har valgt at lukke af for den på din blog. For det første går du glip af en masse vigtig feedback og for det andet mister dine indlæg en hel dimension. De bliver flade, de få ikke lejlighed til at blive afprøvede. Stoler du ikke på at de kunne holde til en sund debat? Hele meningen med at have en blog forsvinder.
Det der virkelig er sørgeligt er dog, at weblogs ofte er det eneste sted hvor normale mennesker kan sprede deres holdninger uden at engagere sig alt for meget. I flere år har jeg udelukkende været politisk aktiv på diverse blogs, og det var en sand glæde. Man kunne vælge at skrive en kronik eller et læserbrev, men så skal man virkelig tænke sig om og sende det ind, og så går man og tænker på om man nu også er blevet valgt. Man kunne skabe sine gen blog, men det kræver arbejde, omtanke og tid, som mange mennesker ikke har. Man kunne ringe ind til en radio, men så er det meget mere direkte, og der er jo mange der er for sky og generte til dette. Ydermere kræver det at man følger med i udsendelsen en del tid, og så løfte telefonrøret og håbe på at blive valgt. At kommentere på en blog kræver kun brugen af et medie, som man højst sandsynligt allerede bruger, det kræver ikke særlig megen emotionel indblanding, arbejde, omtanke eller tid. Det er hurtigt og tilgængeligt for de fleste. Hvis man fjernede kommentarfeltet på alle blogs, ville denne glæde ikke have været min, og så ville jeg aldrig have kunnet ytre mine holdninger.
Det er selvfølgelig ganske ubehageligt at se sin blog bliver brugt som platform for folk med ekstreme holdninger, men censur eller forbud imod ytring er aldrig vejen frem. Derimod burde du, hvis sådanne meninger bliver ytret, kommentere tilbage, hvor du for det første afviser alt ansvar for kommentaren, for det andet klart siger at du ikke deler de værdier der bliver præsenteret i den, og derefter skyder den fuldkommen i sænk. Ydermere bør du, hvis kommentaren falder ind under visse begrænsninger af ytringsfriheden, som f. eks. racismeparagraffen eller blasfemiparagraffen, straks anmelde den til politiet. Heldigvis er det forholdsvis let at finde frem til hvem der har lagt en kommentar. De mennesker der er dumme nok til at lægge fornærmende kommentarer er ofte også dumme nok til at undlade at skjule deres IP-Nummer når de gør det, derfor kan du se det på dit administrationspanel under fanebladet “kommentarer”. Hvis du går til politiet, bevæbnet med dette nummer, vil det være en smal sag for dem at finde ud af hvem der gemmer sig bag. Selvom den dumme kommentator så skulle have skjult sit IP-Nummer, kan en person der er bare lidt mere velbevandret i IT end gennemsnittet, finde det. Det er vejen frem.
Derfor hører og bønhører jeg, Helen, at du omgør dette forbud. Det er direkte imod det formål jeg formoder du har. De negative konsekvenser af ytringsfriheden kan man aldrig helt værge sig imod, men det er ikke derfor man bør afskaffe den. Lad ikke folk med indskrænket livssyn og snæversynede holdninger tage din blogs essens fra dig. Det er at lade dem vinde. Fratag mig ikke det debatforum jeg sådan holder af at læse. Hvis du imidlertid holder fast i udøve censur, må jeg se mig nødsaget til at fjerne mit link til din side og opsige mit abonnement på dit feed. Jeg formoder ikke at dette vil have nogen synderlig effekt på dig, så det er ikke en trussel. Jeg ser mig blot ikke i stand til støtte en blog der ikke tillader fri debat. Selv på Peter Skaarups blog er der et kommentarfelt! Derfor beder jeg dig allerydmygst om at komme til fornuft.
Venlig Hilsen
Jon
P.S.: Jeg ville have elsket at lægge dette indlæg i et kommentarfelt på din blog, men af gode grunde er dette ikke muligt. Da jeg heller ikke kender din emailadresse, har jeg ingen mulighed for at komme i direkte kontakt med dig. Derfor har jeg valgt denne kommunikationsform. Hvis De, ærværdige læser, på nogen måde kan lede Helens opmærksomhed hen på dette indlæg, så beder jeg Dem om det. Hjælp!
P.P.S.: Hvis du ikke er enig i de ting jeg siger i dette brev, Helen, er du selvfølgelig helt velkommen til at lægge en kommentar.
Opdatering: Helen Latifi har bragt mit åbne brev som indlæg på sin blog.
