Gemt under: De Franske Socialisters Kongres | Tags: 1789, 4. Republik, 5. Republik, antikkens Rom, babouvisme, borgerkongen, Congrès de Reims, Engels, familistère, Francois Hollande, Francois Mitterrand, Frankrig, fransk politik, Gracchus Baboeuf, Grakkerne, Internationale, Jacques Chirac, Jean Jaurès, Jean-Marie le Pen, kommunistisk manifest, Kongres i Reims, kritiko-utopisk socialisme, Léon blum, Lionel Jospin, Ludvig-Filip, Marx, Napoleon, Napoleon d. III, Nicolas Sarkozy, optimaterne, Owen, pariserkommunen, Parti Socialiste, Politik, Populær Front, populisme, PS, reformisme, republik, revisionisme, revolution, rose, RPR, Saint-Simon, Ségolène Royale, SFIC, SFIO, socialdemokratisme, socialisme, Thiers, UMP, utopisk socialisme
Om 2 uger holder det franske socialistparti, PS, kongres, hvilket er en nøglebegivenhed i det franske politiske liv. Jeg vil dække kongressen i dag og på næste søndag, som er kongressens sidste dag. For at forstå hvorfor denne begivenhed er af en sådan vigtighed, må man dog først kende baggrunden, derfor vil jeg i dette indlæg beskrive den franske socialismes historie og dets aktuelle problemer og udfordringer og på næste søndag vil der være et opsummerende indlæg om kongressen. Jeg råder Dem stærkt, ærværdige læser, til at læse mit indlæg om det franske politiske system før de kaster dem ud i dette.
Socialismen er en ideologi der har en meget lang historie, ikke bare i Frankrig. Sammen med konservatismen er det nok verdens ældste politiske retning. Den har rødder så langt tilbage at vi knapt kan spore det, men dens første kendte manifestation var, som så meget andet, i oldtidens Rom.
På daværende tidspunkt havde Romerriget erobret enorme landmasser som staten så delte ud af imod afgifter. Langt det meste af jorden blev samlet på meget få hænder, og dermed ejede de fleste bønder ikke særlig meget (om noget). Det var altså i en sådan verden, at en mand ved navn Tiberius Gracchus stillede op som folketribun, en af romerrigets højeste stillinger. Han blev valgt i -133 og prøvede at starte en reformbevægelse, hvis mål var at begrænse den mængde jord en romersk borger kunne besidde. Naturligvis var senatorerne ikke særlig venligt stemte overfor forslaget, da de jo selv, som Patriciere, var iblandt de bedre stillede. De fik ham dræbt, under påskud af at han ønskede at lade sig krone som konge, den værst tænkelige forbrydelse under den Romerske Republik.
Reformbevægelsen var imidlertid ikke nået til vejs ende. Tiberius havde en bror, Gaius, der også blev valgt til at være tribun. Han fortsatte sin broders reformprogram, og udbyggede det betragteligt. Da han var af sted for at bygge en koloni i Kartago, mindskede senatorerne hans indflydelse, og ved valget i -121 blev han slået. Gaius gav dog ikke op. Uenighederne imellem Gaius’ tilhængere og senatets folk eskalerede hurtigt, og selvom Gaius gjorde sit for at holde sine folk i ro, kom det hurtigt til voldelige konflikter. Gaius blev fanget og begik selvmord.
Dette var nok socialismens første manifestation i verdenshistorien. Vi finder først socialismen i sin moderne form i skikkelse af den franske revolutionære mand, Gracchus Babœuf, der under den franske revolution kæmpede stærkt for sine ideer.
Hans mål var en kollektivisering af landjorden og lighed imellem menneskene. Intet mindre. Han begynder allerede kampen i sin hjemby Roye, i Picard, da kongen beder hvert sogn redigere et klagehæfte over hvad det mener kan gøres bedre. Dette arbejde tager han stor del i. I begyndelsen af revolutionen gør han op med sig selv, at frihed og kristendom ikke kan eksistere sammen. Hans meninger er endnu for stærke, selv for de såkaldte revolutionære franskmænd, og han begynder at kritisere de midtersøgende krafter der hurtigt tager magten efter revolutionen. Så starter han sin kamp imod indirekte skat og hurtigt bliver han smidt i fængsel. Han sættes fri igen pga. hjælp fra en af de tre store franske revolutionsmænd, Marat. Babœuf bliver ved med at kæmpe, nu imod et system hvor stemmeretten afhænger af hvor meget man betaler i skat, og må flygte til Paris, hvor han efter at have sig meldt ind i en diskussionsklub, bliver fortaler for at også kvinder skal kunne blive medlemmer. Efter endnu en gang at være blevet smidt i fængsel, er han nu nødt til at gå under jorden. Da han ikke længere kan agere i al lovlighed, stifter han De Liges Sammensværgelse, der ønsker at fortsætte revolutionen for at opnå den Perfekte Lighed og den Fælles Lykke. De bliver stikket og Babœuf bliver offer for guillotinen den 27. Maj 1797.
Hans idéer døde imidlertid ikke med ham. I begyndelsen af det XIX. århundrede begyndte en række filosoffer, for det meste franskmænd, at teoretisere om et alternativt samfund til det kapitalistiske industrielle som var ved at opstå, de ønskede en anden vej. Iblandt dem kan man nævne franskmændene Saint-Simon, Charles Fourier, Étienne Cabet og Philippe buchet, men også den walisiske Robert Owen. Det var i denne tid ordet socialisme blev brugt for første gang, af en vis Pierre Leroux, i 1832.
Deres doktriner havde deres særlige karakteristika, men der var mere der samlede end der skilte. Ideologien blev senere betegnet som Utopisk Socialisme af Engels (eller kritiko-utopisk i det Kommunistiske Manifest). De ønskede at skabe et socialistisk samfund, så at sige, ex nihilo. Meningen var at folk helt spontant skulle samle sig i kollektiver som så enten skulle beskæftige sig med landbrug eller industri. Fremtidens samfund skulle bestå af summen af disse kollektiver. Filosofferne kaldte disse kollektiver forskellige ting (Phalanstère hos Saint-Simon, Township hos Owen osv.) men fællesnævneren var et det var enorme og meget ambitiøse projekter. De skulle indeholde lejligheder til flere hundreder, om ikke tusinder personer, fælles bad og køkken, skoler, biblioteker og mange andre faciliteter. I dem skulle alle have samme kår og den private ejendom være afskaffet.
Der har været mange forsøg på at skabe disse kollektiver, det mest succesfulde har være le Familistère i Guise, Frankrig. Den fungerede fra 1846 til 1970 og havde arbejdspladser, smukke og sunde lejligheder (på samme størrelse) til alle, skoler til børn helt op i 14-årsalderen (i Frankrig var det lovligt at lade børn arbejde fra det 10. År), et teater og et bibliotek.
Indenfor den socialistiske bevægelse nåede denne retning sit højdepunkt i 1870, inden den blev skubbet til side af marxismen. Marx og Engels var den meget taknemlig for dens forberedende tænkning om samfundet, men mente at den lukkede øjnene for den sociale realitet, proletariatets eksistens og for klassekampens vigtighed. Den lever dog videre i alle de kollektiver der er opstået siden, f. eks. i de kollektiver der blev skabt i kølvandet på studenteroprøret i 1968.
I 1871 opstår verdens første socialistiske regime – i Paris. Det opstår i kølvandet på krigen mod Prøjsen, som Napoleon d. III, indledte og tabte. Da Napoleon bliver fanget i Sedan, abdicerer han for at undgå at blive brugt som gidsel. I våbenhvilen besluttes valget af en Nationalforsamling der skal bestemme om krigen skal føres videre. Da denne bliver valgt, vælges der et enormt flertal af borgerlige kandidater, og Thiers, en konservativ, vælges som midlertidig leder. Han ønsker fred med Prøjsen.
Pariserne derimod er meget skuffede, dels fordi de for tredje gang er blevet snydt for deres frihed (i 1789 fik modererede som sagt hurtigt magten; da Ludvig-Filip eller borgerkongen bliver væltet af pariserne i 1848, vælges Ludvig-Napoleon Bonaparte som præsident, som konservativ), dels fordi de lige har været igennem en lang og hård belejring, som de nu føler er spildt. Den 18. Marts erklærer Kommunen Paris sig selvstændig, for anden gang indenfor hundrede år. 100.000 af Paris’ vestlige borgere (Vestparis er stadig i dag den rigeste bydel) flygter til Versailles. Der afholdes hurtigt frie valg til Kommunalrådet, der jo de facto er et regeringsorgan, og borgerlige kandidater får også lov til at stille op. Venstrefløjen får selvfølgelig et overbevisende flertal, og højrefløjens valgte vælger hurtigt at sige op.
Der vedtages meget progressive reformer, som for manges vedkommende først bliver genindført mange årtier efter Kommunens afgang ved døden. Skolegangen bliver gjort gratis, sekulær og lovpligtig, arbejdernes betingelser forbedres meget drastisk, retssikkerheden garanteres (der indføres en art Habeas Corpus) og Kirken og Staten adskilles. Kommunens Politik bærer dog præg af det pres Thiers-regeringen lægger på den. Pressefriheden begrænses, der tages gidsler og kulturelle skatte bliver ødelagt (som Tuileriesslottet).
Efter blot to måneder, er Paris generobret af regeringen den 28. Maj. De fleste reformer bliver afskaffet og imellem 10.000 og 100.000 kommunarder henrettes uden retssag.
Efter dette blodbad var den franske socialistiske bevægelse halshugget. Alle ledere var enten døde eller i eksil. Ved fagforeningernes Marseillekongres i 1879 stiftedes FTSF (Frankrigs Socialistiske Arbejderes Federation), Frankrigs første socialistiske parti. Imidlertid fandt Marx’ svigersøn linjen i FTSF for blød og stiftede POF (Fransk Arbejderparti), et marxistparti. Derefter fulgte en lang perioder hvor bevægelsen deltes mere og mere, og flere partier blev stiftet.
De kunne deles imellem to tendenser: reformister og revolutionære. De ene ønskede fremme af arbejdernes kår ved reformer, enten indenfor det kapitalistiske system, eller mod et egentligt socialistisk regime, de andre ønskede som Marx en revolution. I 1902 blev den lange række bevægelser samlet i to blokke Fransk Socialistparti (reformistisk) og Frankrigs Socialistparti (revolutionært).
Ved Globekongressen i 1905 samledes de to partier til ét, under pres fra den Anden Internationale. Dette parti kom til at hedde SFIO (Fransk Sektion af Arbejdernes Internationale) og dets leder var én af den franske socialismes måske største mænd, Jean Jaurès (som den eneste har han hele to metrostationer opkaldt efter sig i Paris), der før var leder for det reformistiske parti. Han blev senere dræbt pga. sin modstand mod Første Verdenskrig.
Efter krigen vedtages det med stor enighed at partiet skal forlade den Anden Internationale pga. dens tilslutning til krigen. Spørgsmålet om hvilken internationale man så bør vælge deler imidlertid partiet. Nogle mener man bør vælge den Socialistiske Arbejderinternationale, men de fleste mener man bør melder sig ind i den Kommunistiske Internationale. Det er også den indstilling der vinder, og deraf følger en deling af partiet. Den største gruppe, de revolutionære, danner SFIC (Fransk Sektion af den Kommunistiske Internationale), imens mindretallet bliver i SFIO. Selvom SFIC lægger ud med at være stærkest, mister de hurtigt indflydelse, da det ligger under det Sovjetiske Kommunistpartis indflydelse og hurtigt blive staliniseret.
I 1924 dannes der en venstrefløjsregering med radikale og republikanere, med SFIO som støtteparti. Pga. af uenigheder om hvordan Frankrigs enorme statsgældsproblem skal løses, er det dog en meget ustabil regering og den må opløses. Derefter følger der en periode på 15 måneder hvor 6 venstrefløjsregeringer følger hinanden. Da fascismen begynder at vise sit grimme ansigt endes stridighederne mellem SFIC og SFIO endelig og efter en aftale med USSR dannes den Populære Front der består af disse to partier og de radikale. De stiller op med et fælles program og vinder. Det lykkes dem at indføre nogle vigtige sociale reformer, såsom arbejdsugen på 40 timer, lønforhøjelse og betalt fritid. Forsøget på at redde økonomien er dog en fiasko, og da regeringen nægter at hjælpe Spanien under borgerkrigen i dette land, forlader kommunisterne regeringen. I 1937 nægtes Léon Blum fuldmagten af de radikale og dette er enden på den Populære Front.
Efter Anden Verdenskrig, skaber Frankrig den 4. Republik og der lægges ud med en meget stærk venstrefløj. De radikale, socialisterne og kommunisterne får hver 25% og må derfor samarbejde, men da De Gaulle, som de radikale er trofaste overfor, holder sin tale i Bayeux om hvordan den 4, Republik bør se ud (noget som han senere opnår under den 5. Republik), nægter de Radikale at forsætte samarbejdet. Under størstedelen af den 4. Republik bliver der ved med at være venstrefløjsregeringer, men efter De Gaulles sejrrige genkaldelse til magten (da alle mener at kun han vil kunne løse problemet med Algeriet), og hans realisering af sine vildeste drømme med den 5. Republiks forfatning, har højrefløjen klart overhånden.
Det er her Francois Mitterrand, en centrum-venstre politiker der ikke tilhører SFIO, beslutter sig for at stille op som venstrefløjens enhedskandidat til præsidentvalget i 1965. Han opnår uhørt mange stemmer for perioden (i anden valgrunde får han 45%). Derefter skilles venstrefløjspartierne igen og ved valget til Nationalforsamlingen i 1969 får det ene SFIO kun 5 %. Herefter fusionerer det med en anden venstrefløjsorganisation ved Issy-les-Moulineauxkongressen i 1969, og danner det vi i dag kalder Socialistpartiet (PS), der ved sin anden kongres i Épinay (1971), fusionerer med Mitterrands bevægelse, og som helt frem til 1995 bliver ledet af ham, den anden store figur inden for moderne fransk socialisme. Man må dog vente endnu ti år med højrefløjsregeringer (konservative og liberale), før socialisterne i 1981 vinder både valget til Nationalforsamlingen og præsidentvalget. De sidder nu på enorm magt, og i fjorten år vil Francois Mitterand lede Frankrig (selvom han i perioder må “samleve” med højrefløjsregeringer). Fra 1981 til 2002 var socialismens storhedstid under den 5. Republik. I hele den tid har de enten dannet regering eller siddet på præsidentposten, hvor flere vigtige reformer gennemføres: afskaffelse af dødsstraffen, arbejdsugen på 35 timer, stigning i mindstelønnen, mulighed for pension som 60årig etc.
Socialismens nuværende krise begyndte i 2002, hvor der afholdtes præsidentvalg. Den tidligere premierminister og leder af PS, Lionel Jospin, var klar favorit før valget gik i gang, men til offentlighedens store overraskelse blev han slået allerede i første valgrunde af højrepopulisten Jean-Marie le Pen fra det ekstremt indvandrefjendske Front National (FN). Dermed kom anden valgrunde til at stå imellem Chirac, den konservative fra det daværende gaullistparti RPR, og Jean-Marie le Pen – et hårdt valg for socialister. Ved det efterfølgende Nationalforsamlingsvalg bliver socialisterne også slået, og Lionel Jospin trækker sig tilbage fra det politiske liv.
Herefter blev Francois Hollande, den nuværende formand, valgt til posten. De har vundet alle lokalvalg og europæiske valg siden (sidst ved kommunalvalgene i Marts), men det virker som om befolkningen ikke længere stoler på dem på det nationale plan. Det hjælper ikke noget at PS siden 2002 har snakket om at de ikke gør det godt nok, at de burde moderniseres, hvilket i sig selv er rigtigt, men når man bruger 6 år på at snakke om hvor dårligt et parti man er, og når alle foreslåede løsninger ikke giver valgsejr, er det til at forstå at partiet er i krise. Til præsidentvalget i 2007, var det tydeligt at Francois Hollande ikke var en oplagt kandidat (han er gennemført teknokrat, han har ingen karisma), så valget stod imellem en ny person på den nationalpolitiske scene, Ségolène Royal, og nogle af de gamle travere. Hun vandt overbevisende primærvalget (med 60%) men hun samlede ikke rigtigt de gamle elefanter (et kærligt ord for de gamle travere) bag sig, og hendes program var for modereret for nogle venstrefløjsvælgere. Altså tabte hun.
Så lige nu står partiet der at man skal vælge en ny leder, men at alle inde i partiet er uenige om hvem. En af elefanterne? I så fald hvilken? En af de moderne? En på partiets venstrefløj? Dette er af central vigtighed, da lederen af partiet højst sandsynligt bliver partiets præsidentkandidat i 2012, og det er et valg der skal vindes, hvis PS ikke vil gå under.
Gemt under: Et Twist af Frankrig, Om Bloggen | Tags: Alliance Royale, DF, fascisme, FN, forfatning, Francois Bayrou, Frankrig, højre, Jean-Marie le Pen, karisma, kommunisme, konjunktiv imperfektum, Mig, monarkisme, nationalforsamling, NC, Nicolas Sarkozy, NPA, Olivier Besancenot, Om Bloggen, PCF, Plantu, Politik, PR, præsident, premierminister, PRG, PS, radikalisme, regering, republik, Ségolène Royal, senat, ultranationalisme, UMP, venstre
Som man kan læse om det i indlægget Lidt om Mig, har jeg i de sidste otte år opholdt mig i Frankrig, og det fuldkommen som et hvilket som helst andet fransk barn. Det var der jeg for første gang lærte et politisk spektrum at kende, ved det skandaløse valg i 2002, hvor højrefløjsekstremisten Jean-Marie le Pen var én af de to slutkandidater. Der var ganske vist ikke tale om et indgående kendskab, men jeg lærte at der var noget der hed socialist (Parti Socialiste, PS), noget der hed konservativ, eller i Frankrig gaullist (Union pour un Mouvement Populaire, UMP) og noget der hed ultranationalist (Front National, FN).
Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen. Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.
Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum. Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.
I. Det Franske Institutionelle System
I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt. Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l’Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat, om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand). I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.
Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d’États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.
Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.
- Den franske karikaturtegner, Plantus billede af samlivet imellem Mitterrand og dennes Premierminister, Jacques Chirac.
Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.
Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés) som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsenterer lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN’s politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.
Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.
II. Det Franske Politiske Spektrum
Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.
Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.
Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.
Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.
Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.
Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.
Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem). Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.
På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.
Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN’s toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.
Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: “Hvorfor fortæller han alt det her?” Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!
Gemt under: Om Bloggen, valg i USA | Tags: abort, Barack Obama, Bill Clinton, feminisme, Hillary Clinton, Joe Biden, John McCain, katolicisme, kvinderettigheder, ligestilling, Mike Huckabee, Mitt Romney, nominationskonvent, Om Bloggen, Politik, racisme, Sarah Pahin, The Wall, valg i USA
VS.
I går morges accepterede John McCain officielt det Republikanske partis nomination som kandidat til Præsidentskabet af USA, men som Churchill sagde det så “er dette ikke enden, det er hele ikke begyndelsen på enden, men det er måske enden på begyndelsen”. For med denne nomination er enden på 8 måneders primærvalg nemlig nået og dermed er det amerikanske valg reelt gået i gang. Det er nu de amerikanske vælgere virkelig vil begynde at følge med i valget. I de næste to måneder vil vi se tonen imellem de to kandidater og deres støtter eskalere og den evige kamp om midtervælgernen blive mere og mere intens. De to kandidater har nu endegyldigt lagt de interne stridigheder bag sig, og selvom de stadigvæk skulle findes så vil der ikke blive snakket om dem for at få folk til at glemme dem.
Begyndelsen på begyndelsen på et af verdens længste valgforløb var allerede for lang tid siden. Det var den dag Hillary Rodham Clinton blev valgt som senator for New York State. Dermed blev hun en del af det amerikanske politiske liv og “det oplagte valg” som demokratisk præsidentkandidat. I 2004 stillede hun dog ikke op fordi hun vidste hun ikke var klar endnu og det er ved det demokratiske nominationskonvent dette år, hvor John Kerry som bekendt blev valgt, at en anden af dette valgs hovedpersoner første gang kom i søgelyset. Ved alle konventer er der altid en opadgående stjerne indenfor partiet som skal holde en tale til støtte for den valgte kandidat. Ved dette konvent var omtalte opadgående stjerne Illinois statssenator Barack Hussein Obama II, og her holdt han en for mange historisk tale hvor han som ofte for sit vedkommende, brugte sin egen livshistorie til at illustrere det amerikanske ideal. Denne i øvrigt fantastiske tale gjorde ham rekordhurtigt enormt populær og han blev valgt som Senator for sin stat, altså Illinois, ved det kombinerede præsident/kongres valg i 2004, hvor George W. Bush ganvandt præsidentposten. dermed var demokraternes to hovedpersoner ved dette valg udpeget allerede for 4 år siden.
For republikanernes vedkommende, har deres primærvalgs absolutte hovedperson været kendt i mange år. John McCain stillede op mod George Bush ved det republikanske primærvalg i 2000 men tabte in extremis pga. af en skræmmekampagne Bush’ støtter havde udført. De ringede rundt til folk og spurgte folk om de stadig ville støtte hvis de fandt ud af at han havde et uægte barn. Siden da har John McCain næret et intenst had imod USA’s nuværende præsident. Hans præsidentielle ambitioner har altså været kendt længe, men længe før valget var han blevet afskrevet af politiske kommentatorer som for gammel. Før valget var han langtfra lige så populær som republikanernes wonderboy, Rudy Giuliani. Han var med andre ord en outsider. Da valget gik i gang stod det dog hurtigt klart at John McCain skulle vælges. Hans mest indædte modstander, Mike Huckabee, blev kendt i nationalpolitiske kredse da han blev valgt som Guvernør for Bill Clintons gamle stat Arkansas, hvor han i øvrigt var enormt populær. I den periode blev han blev både kendt som én af USA’s mest kompetente og mest korrupte guvernører.
Det egentlig valg begyndt den 3. Januar 2008, da staten Iowa afholdt det allerførste caucus. Det var et mærkeligt caucus der begyndte et mærkeligt primærvalg. Både republikanernes og demokraternes ellers klippefaste favoritter tabte til fordel for små kandidater. Hos demokraterne var det som bekendt Barack Obama der blev valgt i en stat der ellers mest indeholder gennemsnitlige hvide middelklasse amerikanere. Med andre ord slog han favoritten på hendes egen bane. For Mitt Romney var det et katastrofalt valg, fordi han havde investeret utroligt mange egne penge i sejren af lige netop det valg, med den bagtanke at hvis han vandt det første valg ville han have momentum til at samle penge ind til de næste. Men nej, både veteranen John McCain og baptistpræsten, Mike Huckabee slog ham.
Allerede i ugerne efter droppede mange kandidater ud, det er alle dem vi aldrig nåede at høre eller kun husker svagt, godt gemt væk i kassen i trejde skuffe nedefra i kommoden i arkivrække 13 på loftet i vore baghoveder. Hos demokraterne er der bare tale om én som vi har været nødt til at hente frem igen, nemlig Joseph Biden, og så Dennis Kucinich og Bill Richardson. Hos Republikanerne var det Fred Thompson og Duncan Hunter. Favoritten, der havde satset alt på Super Duper Tirsdag, Rudy Giuliani, kæmpede til det sidste, men stoppede lige før legen blev rigtig, rigtig ydmygende, altså dagen før D-dagen, hvor meningsmålingerne, trods hans indædte kamp, stadig spåede ham et stort nederlag. Det samme gjorde sig gældende for demokraternes tredje mand John Edwards, bortset fra at han rent faktisk også havde ført kampagne i de små stater (lidt ynkværdigt). Lige efter Super Duper Tirsdag droppede også Mitt Romney ud.
Dermed var banen klar til de månedslange krig imellem Barack Obama og Hillary Clinton. På republikansk side fortsatte Mike Huckabee stædigt helt ind i marts måned, men allerede efter Super Tirsdag havde John McCain de facto vundet pga. republikanernes ganske vist praktiske men lidet demokratiske valgsystem: vinderen-ta’r-alt. Det går kort sagt ud på at den der får flest stemmer i en stat, om det så kun er 5%, får alle delegaterne fra pågældende stat. Altså kunne John McCain allerede midt i februar begynde at vende blikket imod det sted hvor vi står nu, altså begyndelsen på valget, alt imens demokraterner endnu skulle kunne holde flere måneder ud hvor de skulle se begge kandidater vinde i lange baner. Først kom Obamas ubrudte række på elleve sejre, så Hillarys sejre på Super Tirsdag 2.0, altså helt indtil Clinton definitivt trak sig i begyndelsen af juni. Vi vil snart få at se hvor meget effekt det vil have på valgresultatet.
Nu er Clinton væk, og det er sådan set ganske trist for dem, der som jeg mener at en kvinde til tops ikke nødvendigvis er tegn på et mere kvindevenligt samfund, men måske på at det er ved at ændre sig, men man jo ikke få både få smøret og smørets penge (som man siger i Frankrig), og en sort til tops er jo også udemærket på samme måde. Udover dette kan man jo sige at Clintons erfaring, den løber ingen vejne, imens Obamas nyhed den er her og nu. Med andre ord kan hun stadig stille op om 4 år hvis Obama taber nu, eller om 8 hvis han vinder, men det omvendte ville have været ganske umuligt.
Obama havde og har mange facetter, og de fleste af dem kan tale både til hans fordel og til hans kummer (dejligt ord, ikke sandt?). For det første er han ny, så han er ikke blevet smurt ind i Washingtons smuds endnu, på den anden side betyder det jo også, at han ingen eller ringe erfaring har. For det andet er han multikulturel, og til enhver tid kan dette jo være en ufordel, men han har forstået at udnytte dette på mestervis, ved at agere brobygger. Det eneste lille “men”, er at nogen har brugt det til at få ham til at fremstå som uamerikansk, eller som muslim (i de kredse hvor det skulle kunne bruges som argument, er det jo ikke særlig velset). Han har også fået massiv støtte fra eliten, hvilket jo er fint nok, men hans modstandere har argumenteret for at han er for elitær og for “popstjerne”-agtig. Sidst men ikke mindst er der et stort spørgsmålstegn, der ovenikøbet ikke har fået svar endnu. Er Obamas hudfarve fordel eller fejl? Nu er jeg selvfølgelig ikke amerikaner, men jeg er som samtlige andre borgere i den vestlige verden blevet bombarderet med amerikansk kultur siden jeg åbnede øjnene for første gang (hvis jeg ser endnu en dårlig amerikansk firserfilm i dansk TV, så skyder jeg mig selv), så en anelse har jeg vel lov at have. Mit indtryk er at farve stadig er noget der har indflydelse på folks måde at tænke på i USA, men der er kun for et meget lille mindretal på den yderste højrefløj er dette rent faktsik har en positiv effekt (læs: Hans farve vil holde dem fra at stemme for Obama), og dette kun fordi de ikke bekymrer sig om uskrevne regler. For et andet mindretal, som jeg vil gætte på befinder sig i midten, har farven ingen vigtighed overhovedet. For det overvældende flertal tror jeg farve har en vigtighed, men at emnet er så tabubelagt, at de, hvis de var nødt til at kombinere dette med samfundets uskrevne regler om hvad man mener og ikke mener om racer, ville være nødt til at skyde sig selv. Så de lukker øjnene for deres egen racetænkning, og tænker i negativer (læs: De tænker: “Hvordan ville en racist stemme?” og gør derefter det stik modsatte) for at overbevise sig selv om at de ikke er racister. Altså er Obamas hudfarve en enorm fordel. Den gør ham historisk.
McCain har skam også mange facetter. For det første har han været soldat, ydermere krigshelt, og det er blandt alle amerikanere, uanset politisk anskuelse (undtagen det pacifistiske mindretal), som at se et stort plustegn tegnet på hans pande. For det andet inkarnerer John McCain bare de rette værdier, og amerikanere der udelukkende stemmer ud fra værdier er jo ikke en mangelvare (jf. kommentarer som “han ligner en stor leder”, “han har de rette værdier”, “vi har samme livsanskuelse”). Dette er jo selvfølgelig kun en fordel hos dem der rent faktisk har samme opfattelse af en stor leder som omtalte amerikanere, f.eks. nogen så cliché som de udannede masser. For det tredje, er USA et ufatteligt patriarkalsk samfund. Det er far der beskytter pionerfamilien, det er far der er ude at kæmpe for sit land, det er far der er ude at tjene pengene. Og John McCain ligner unægteligt en landfader på en prik. Han er gammel, han er hvid, og han er en mand. Dette gælder selvfølgelig kun som fordel hos dem der ikke har lagt sig udover denne tænkning. For det fjerde, har John McCain nu taget Clintons plads som “det sikre valg”. Han er den rette mand for den del af sjælen der i baghovedet hvisker “Obama og hans broer er kun en drøm, ude af rækkevidde, han er kun ren luft, og så snart han er valgt, så er han væk”. Nej McCain, han står fast som en sten og han går ingen steder. McCain er valget for dem der ikke vil skrive historie men bare vil have en præsident som USA nu engang har flest. Sidst men ikke mindst er McCain temmelig liberal – altså, af en konservativ at være - han er grøn og er ikke lige så hård i retorikken i de etiske sager som medrepublikanere. Dette er unægteligt en fordel hos midtervælgerne, der som altid tvivler og ellers bare venter på at blive erobret af den ene eller anden side. Til gengæld har dette været en varm kartoffel i de fløje af det republikanske parti der går under navnet theocons, kort for theo-conservatives, altså de højrefløjskristne. De stoler ikke på ham.
Siden primærvalgene sluttede, er der nu gået to måneder eller mere, hvor der ikke er sket så forfærdeligt meget. Men de sidste to uger, de har været spændene. De har været noget så originalt som begyndelsen på enden på begyndelsen. Der er blevet valgt vicepræsidentkandidater, der er blevet holdt konventer og der er blevet talt og klappet.
Valget af VP-kandidaterne er altid meget interessant, fordi de illustrerer hvad kandidaterne selv mener de mangler. Reglen er at de hver skal finde en egen model af deres modstander, men der er selvfølgelig plads til undtagelser.
Obama har truffet et udmærket valg, Sen. Joseph Biden af Massachussets, en mand der tidligere selv var kandidat, men trak sig på valgets førstedag. Obama har indtil nu været så heldig at Clinton og McCain har brugt samme argumenter imod ham og dermed kan han med et valg lukke munden på begge modstandere. Han har valgt sig en demokratisk, erfaren, McCain. Joe Biden er hvid, troende katolik, men overraskende nok aborttilhænger (han har ikke samme tilgang til problemet som jeg, men hans er også gyldig; han er imod abort på det personlige plan, men vil ikke pådutte andre denne religiøse opfattelse). Han er længesiddende senator, formand for senatets udenrigspolitiske udvalg og er nok USA’s mest erfarne person på det udenrigspolitiske plan. Han ville have været mit personlige valg, hvis jeg havde kunnet stemme.
McCain har ikke været lige så heldig. Hans modstandere har kritiseret ham forskelligt. For de eventuelle liberale vælgere er han for konservativ og for de ultrakonservative vælgere er han for liberal. Han har måttet vælge et kompromis. Han har truffet det ukonservative valg af en ultrakonservativ: Guvernør Sarah Palin af Alaska. Hun er ung, hun er kvinde, hun er uerfaren, og hun er ligeså upåvirket (tilsyneladende) af magtens korridorer som Obama. Derfor er valget af hende et progressivt valg. Men hun er også én af de mest konservative republikanere i verden, og hun rokker sig ikke en centimeter i de etiske sager. Hun er mangeårigt medlem af våbenlobbyen, hun er imod abort, gay ægteskaber, stamcelleforskning osv. Hun kan tiltrække mange slags vælgere, f.eks. Clintons gamle støtter (og hvis hun splitter det Demokratiske Parti på vejen er det jo kun godt), nyhedsfansene, der jubler over Obama novicestatus, midtervælgerne og dem som McCain har haft allerflest problemer med: de Højrefløjskristne. Med dette valg har McCain dog løbet en risiko, for måske er Sarah Palin ikke et kompromis. Som Churchill sagde det (jeg er en stor fan af Churchill): “Et kompromis er at få alle parter til at tro at de har fået det største stykke af kagen”. Men måske er Sarah Palin tilpas så diffus at hun vil efterlade alle med den tro at de har fået det mindste stykke af kagen. Det vil tiden vise.
Der er også blevet holdt ufatteligt mange taler de sidste to uger.
De væsenligste demokratiske talere var Hillary Clinton, der gjorde det bedste for sig selv, nemlig støttede Obama, men kun præcis så meget som man forventede (Clinton har interesse i et Obamanederlag, for så vil hun kunne stille op igen allerede om 4 år), Bill Clinton, der stort set præsenterede Obama som en miniversion af sig selv og som en modsætning til Bush/McCain, der til gengæld lignede hinanden lidt meget. Også Ted Kennedy, den sidste af JFK’s brødre, en kultfigur blandt demokrater og republikanere, senatets til aller tider tredjelængstsiddende medlem, som snart skal dø af kræft. Obama holdt en stor nominationsaccepttale, men det var en rigtig kampagnetale og dermed ikke så historisk som hans tale i 2004.
Hos republikanerne serverede Mitt Romney en omgang socialistskræmmekampagne, islamskræmmekampagne og mente i øvrigt at hvis man ville have change så var det McCain man skulle gå til, fordi regeringen, uden at vi vidste det, hele tiden har været liberal. Bemærk hvordan han behændigt undgår den varme kartoffel Bush. Mike Huckabee talte om John McCains soldaterfortid og om hvor stolt enhver amerikaner skulle være af at have sådan nogle iblandt sig. Som baptistpræst vill det have været mærkeligt om ikke også han havde nævnt de etiske sager (og selvfølgelig de farlige europæiske ideer om offentlig sektor).
Nu begynder det amerikanske valg med andre ord. Som sagt har man med vicepræsidentkandidaterne og støtten fra de tidligere modstandere fået samlet partierne, og fra nu vil McCain og Obama kæmpe om midtervælgerne, og de vil kæmpe indædt. Hos republikanerne vil man bliver endnu hårdere, og hos demokraterne vil man begynde angrebene. Derfor vil der hver søndag være et indlæg om det amerikanske valg her på min blog. Begyndelsen er forbi. Nu går det løs.
Gemt under: Kultur, Om Bloggen | Tags: antisemitisme, Chuck Norris, internetfænomen, Kunst, kvinderettigheder, nationalisme, nazisme, Politik, Richard Wagner, romantisme, stalinisme, The Chuck Norris Facts, The Wall, Thomas Koppel
Hvad er det, disse tre personer har tilfælles? Umiddelbart, ikke så meget. Lad mig lige præsentere dem.
Richard Wagner (1813-1883) var en tysk komponist, og én af de fremmeste represæntanter for den tyske romantisme. Han udmærkede sig bl.a. ved at navngive et langt ældre musikalsk koncept, ledemotivet, som han dog brugte langt hyppigere end man før havde set det. Wagner var som sagt romantisk komponist, og helt i tråd med dette var han en meget stærk nationalist. Dette udviklede sig hos ham til en meget stærk antisemitisme. Bl.a. derfor brugte nazisterne ham hyppigt i deres propaganda. De nedtonede dog at Wagner hyppigt gik i dametøj og at var en stor fortaler for kvinderettigheder.
Thomas Koppel (1944-2006) var en dansk-jødisk komponist og rock/jazz musiker i bandet Savage Rose. Han skrev både klassisk musik, som operaen Dødens Triumf som blev opført nøgen på det Kongelige Teater, og det over 100 gange, og Rock og Jazz der blev kendt helt på den anden side af Atlanten. Thomas Koppel var medlem af det venstreekstremistiske, stalinistiske Danmarks Kommunistiske Parti Marxister Leninister og støttede Enver Hoxhas stalinistiske og isolationistiske regime i Albanien. Han kæmpede hele sit liv imod social uretfærdighd.
Chuck Norris (1940-?) er en amerikansk skuespiller og stuntmand der idag mest er kendt for sin serie Walker: Texas Ranger hvor man afsnit efter afsnit kan se ham lave det ene smart kung-fu trick efter det andet. Han har også skabt sin egen kampsport der har et meget strengt æreskodeks. Til det amerikanske primærvalg støttede han Mike Huckabee, han er imod homoseksuelle ægteskaber, forbud imod skydevåben, og tror ikke på Darwins evolutionsteori. Siden 2005 har Chuck Norris været i centrum for internetfænomenet The Chuck Norris Facts der næsten tilbedende beskriver diverse heroiske ting, grænsende til det absurde, han skulle have foretaget sig i sit liv.
Dét disse tre personligheder har tilfælles er at de alle tre er meget kendte, de har alle tre modtaget æresbevisninger i deres respektive fag, de har alle udført almengavnlige projekter og de har allesammen en side som samfundsmæssigt er ildeset idag og er etisk problematisk. Der var fx modstand imod at man skulle navngive en gade efter Thomas Koppel i København og det er nærmest umuligt at nævne Wagner uden også at nævne hans antisemitisme (medmindre man ligefrem vil stemples som nazist).
Min pointe er at disse reaktioner er lidt ude ad proportion. Den eneste grund til at man idag skal tage sin forholdsregler når man omtaler disse mennesker, i hvert fald for de to førstes vedkommende, er at deres holdninger idag er fordømte, helt retfærdigt selvfølgelig. Det jeg mener er bare at der så mange andre forkerte holdninger, etisk forkerte vel at mærke, som ikke er fordømte. Fx. er det ikke længere accepteret at diskriminere på racegrundlag, men fuldt accepteret at politikere helt ude i SF diskriminerer på kulturgrundlag. Jeg tvivler dog på at der vil komme nævnmeværdig modstand når man om hundrede år vil grundlægge en Anders Fogh Rasmussen Plads. Jeg siger ikke der skal være det og at vi allerede skal forberede demonstrationen nu, jeg siger at vi skal lære at prioritere. Ok, Wagner var antisemit, men det var meget udbredt i Tyskland i de tider, og han skrev fantastisk musik og var kvinderettighedsfortaler. Ok, Thomas Koppel var stalinist, men det var jo også meget udbredt dengang, og han kæmpede imod social uretfærdighed, og også han skrev dejlig musik. Ok, Chuck Norris er en stokkonservativ stuntmand, men der går nogle uhyre gode jokes om ham (jeg kan godt se det, han kan ikke rigtig hamle op med de andre). Så lad os da bare nyde alt det gode de har skabt.
Det er derfor man hver mandag vil kunne finde et udvalgt Chuck Norris Fact herinde.
Gemt under: Kristendom | Tags: abort, feminisme, katolicisme, kirke, Kristendom, ligestilling, lutheranisme, Politik, protestantisme, Religion, sex
Hvis nu en mand, der overhovedet intet anede om vores samfunds normer, eller nogen af de ting der har gået for sig i det tyvende århundrede fik lov til først at læse det Nye Testamente (NT) og derefter en manual over hvad en abort er og hvordan den foretages, og derefter blev lukket ud i samfundet og fik som besked: “Betragt forholdet imellem kristendommen og abort.”, så ville hans første reaktion nok være “kristendommen og hvad?!”; det er ret svært at tro at kristendommen overhovedet skulle kunne have en mening om noget som abort, hvis man kun har NT at dømme kristendommen efter, hvilket man i en ideel situation skulle kunne. Nu er verden ikke ideel og kristendommen har udviklet sig til mange andre ting end hvad der står i NT. Hvad Paven prædiker i Rom er baseret på så meget andet end NT, bl.a. på de samfundsregler der er blevet vedtaget som dogmer af forrige paver, i middelalderen, hvilken var baseret på hvordan tidsånden var dengang.
Roden til konflikten imellem kristendommen, særligt katolicismens kolde forhold til abort er kristendommens kolde forhold til sex, som bunder i at katolicismen, som samtlige andre kristne kirker jo trods alt har sine rødder i, altid har været under platoniske tænkeres stærke indflydelse (f.eks. Augustin). Platon mente at alt godt i bund og grund lå i det sjælelige, og at alt verdsligt var beskidt, heriblandt altså mad og sex. De skulle gerne nydes mindst muligt. Mad skulle ikke spises for at nydes, men for at overleve, og sex skulle ikke dyrkes for glæden, men for at få børn. Dette lavede den romersk-katolske kirke så om til at sex skulle dyrkes med det formål at få børn i ét af kirken godkendt ægteskab, som jo så i sidste ende også fik børnene som mål (hvilket inter alia er grunden til kirkens afvisning af homoseksuelle ægteskaber). Det at man fjerner fostret efter endt samleje er vel ikke ligefrem tegn på at man dyrkede sex for at få børn i begyndelsen, vel? Hvis man siger at Gud har skabt sex udelukkende for afkommets skyld, så er en nærliggende slutning at så snart sex er dyrket, så er resultatet et rigtigt barn. Logikken i dette er ikke ligefrem upåklagelig, men sådan er katolikker vel bare.
Nu kan man jo ikke lukke øjnene for at både de ortodokse der jo forlod den romersk katolske kirke i 1054, og protestanterne, der gjorde ditto i 1500-tallet, alle nåede at blive grueligt mærket af den katolske tænkning. Deraf den kristne højrefløjs afvisning af abort.
Lad os prøve at se tingene fra deres synspunkt. Hvis man nu mener at det er gudgiven universel sandhed at den befrugtede celle er et levende væsen, så er det lidt svært at se til imens der hver dag bliver myrdet massevis af “børn” i kvinderettighedernes navn, som man som god højrefløjskristen jo heller ikke har det for godt med. Overvej det lige, prøv virkelig at sætte jer ind i tankegangen, tænk: “hver dag myrder statsanerkendte læger hundredvis af børn”. Det er et hårdt liv de højrefløjskristne har.
Lad os tage som præmis at ethvert befrugtet æg er et barn og enhver abort er mord. I det tilfælde kan jeg godt se at argumenter som “Tænk på moderen, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, hvordan får hun det lige når barnet er født?” lyder lidt tomme. For mennesker som mig, der er for den frie abort, ville det svare til at høre nogen sige: “Se den kvinde derovre, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, og så har hun et spædbarn. Hun skulle dræbe det, skulle hun.” Oven i denne problematik kommer så, at det nærmest er en universel regel, at lige meget hvem man spørger “Ville du have noget imod aldrig at have eksisteret?”, så er svaret altid “JAAAA!!!”, faktisk i næsten større grad hos fattige end hos rige. Altså er det sociale kort ikke særlig tungtvejende hos højrefløjskristne. Når barnet er født kan man jo alligevel give lade det bortadoptere, og så har alle det jo godt.
Men som sagt er logikken der siger: ethvert foster er et barn, mangelfuld, og så er moralen om at sex er beskidt ikke kristen men platonisk, så i virkeligheden er abortspørgsmålet slet ikke kirkeligt, men etisk og videnskabeligt, som kan koges ned til et simpelt spørgsmål: “Hvornår er den befrugtede ægcelle et levende væsen?”. Det har Gud aldrig givet svar på, og heri ligger svaret på et andet spørgsmål: “Hvordan kan jeg være både kristen og aborttilhænger?”
Jeg er en stor tilhænger af abort, lige netop fordi jeg mener at et foster først er et menneske når det er færdigudviklet. Man kunne tænke sig at man indførte livskriterier ligesom man har dødskriterier idag, og brugte dem til at vurdere om en abort var fri eller ej, det ville være en smule mere konkret end 12. uge. Hvorfor er det lige at et foster der er én dag ældre end den maksimale alder for abort ikke må aborteres frit? Hvis man indførte livskriterier ville dette spørgsmål ikk engang kunne stilles. Abort før denne frist ville ikke være værre end en hudafskrabning, da fosteret, ligesom huden, på dette tidspunkt kun er en samling menneskelige celler, ikke et menneske.
