The Wall


Enden
16. november 2008, 23:32
Gemt under: valg i USA | Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

potus

   Så er enden på valget i U.S.A. nået. I lidt mere end ti måneder er det valg, de grupper, de personer og de holdninger blevet gennemdiskuteret og analyseret på kryds og tværs, ja, vi er nærmest blevet bombarederet, om ikke hjernevasket med indtryk, reportage, analyser og blogindlæg (!) om hvordan dette her nu kunne ende. Det ved vi jo så nu. Jeg har ventet med at skrive det her indlæg fordi jeg også ville have Baracks første handlinger og de første reaktioner med (og så også fordi jeg har manglet tid…).

 

   Vi kan jo begynde med de sidste hændelser før valget. Den vigtigste var nok Barack Obamas meget omtalte reklame på en halv time, sendt i den bedste sendetid. Udover at han i denne reklame skitserede de planer han har for sit land (som man kan læse om i mit indlæg om dem), så formåede han også at gøre det igen han har haft succes med i de sidste mange måneder. Han viste sig selv som, for det første en samlende figur der kan bringe amerikanerne sammen som ét folk på tværs af økonomiske, etniske eller religiøse skel, for det andet som en hel kandidat. Han var, i denne video, ikke bare den første sorte mand der har haft en reel chance for at blive amerikansk præsident, men en mand med visioner for sit land og for sit folk. Man kunne tydeligt se at der var blevet gjort alt for at vise Obama som en stor og samlende mand, der blev vist folk fra alle geografiske områder i landet og fra de dominerende etniske grupper: hvide, sorte og latinamerikanske, med klassisk musik i baggrunden. Der blev dog også begået en fejl, en temmelig forudsigelig én oven i købet. Der var jo en overhængende risiko for at det ville blive en kende forlorent. Samlet set var det OK nok, men dervar lige nogle få øjeblikke hvor man tænkte “lort, han gør sig selv til grin lige nu”. Men tiden har jo vist at det holdt. Jeg synes også reklamen var en god idé. Samlet set lykkedes det for ham at få sit budskab ud til fantastisk mange mennesker, på en måde så at man ville kunne træffe en saglig beslutning om hvorvidt ma nu også ville stemme for ham, i stedet for de sædvanlige 5-minutters reklamer, hvor man har så kort tid at man alt for ofte forfalder til tom snak eller fjendebilleder.

   Da Barack Obama så belv valgt for snart 2 uger siden, så kom var der jo mange reaktioner til det. De vigtigste var nok hans egen og hans modstanders (som kan læses her for McCain og her for Obama). Han selv holdt et brag af en tale på lidt over en halv time. Han omtalte igen sine projekter (politikere har desværre fået den dårlige vane i vore dage altid at gentage samme sætninger for forklare hvad de mener, f. eks. “We can’t drill our way out of the problem”), men han brugte også meget tid på, ja lad os sige ikke særlig konkret snak. For en gangs skyld kunne man måske sige at en meget følelsesladet tale var helt på sin plads. Det var på en måde meget flot at se tusndvis af mennesker råbe “YES WE CAN!” sammen med deres idol, men på den anden side var det bare også lidt åndssvagt. Min samfundsfagslærer på Duborg-Skolen sagde faktisk noget meget sigende om dette “Ja, nogle gange når jeg sidder i biografen og ser sådan en rigtig tøsefilm, så hænder det jeg sidder og tænker “Ajj, det her er bare for åndssvagt”. Sådan havde jeg det faktisk da jeg stod op kl. 5 om morgenen  for at se Barack Obamas tale, men pludselig, så mærkede jeg at tårene, ja de begyndte at løbe ned af kinderne på mig”. På den ene side er det bare tom snak, men så alligevel, det er jo rigtig nok at lige netop den aften havde U.S.A. taget et stort skridt. John McCains tale var præget sf stor værdighed. Han erkendte også det storslåede i at en sort nu havde bevist at intet var umuligt i Amerika, og når der blev buet af Obamas navn viftede han med hænderne som en sand gentleman. Han udtrykte sin store beundring for U.S.A.’s næste præsident og forsikrede sit land om at han nu ville gøre alt i sin magt for at hjælpe ham. Mest af alt takkede han alle sine tilhængere varmt og fortalte om hvor stolt han var når han tænkte at de fulgte ham. ”Det var mit livs store ære at lede denne kampagne” sagde han. Måske for sidste gang fik vi hans berømte løftede tommelfingre at se, før han forsvandt.

 

   Nu har vi altså 4 Obama-år i sigte. Der er en del ting vi kan forvente, ikke kun gode for den sags skyld. Der er dog allerede gode tegn på nuværende tidspunkt. Selvom Obama endnu ikke er officielt tiltrådt, det er først den tyvende januar, så er han allerede begyndt på arbejdet. Da U.S.A. er i en meget dårlig stand i øjeblikket bliver præsidentens arbejde des sværere, og derfor er det bedst at begynde hurtigt. Han valgte allerede to dage efter sin valgsejr en stabschef (Chief of Staff), hvilket ca. svarer til vores departementchef i statsministeriet, eller måske mere rammende, premierministeren i Frankrig. Den heldige udkårne er den jødiske Repræsentant Rahm Emanuel, der har en lang karriere bag sig og god erfaring i bagagen, bl. a. som rådgiver for Præsident Clinton og medlem af bestyrelsen for Freddie Mac, et føderalt firma der køber pantbreve, sætter dem sammen og sælger dem videre, hvilket forøger den kapital der er på boligmarkedet. Han har desværre et meget positivt syn på Israel, men det kan jo selvfølgelig bruges til at få Isrelerne til at overholde aftaler (selvom jeg har mine tvivl). Han overvejer også hvordan udenrigsministeposten skal besættes. Valget står imellem to tidligere modstandere, latinamerikaneren Guvernør Bill Richardson af New Mexico, en meget erfaren herre, der har U.S.A.’s FN-ambassadør eller Hillary Clinton. Da Hillary ikke er så erfaren som hun siger, ville jeg foretrækker Richardson, omend dette valg potentielt kunne splitte demokraterne.

   Desværre er U.S.A.’s ude på dybt vand lige nu. Hele verden oplever en af de værste finanskriser i et århundrede, og nu er det jo sådan at en stat eller en regering reelt ikke kan gøre så meget ved en kriseramt økonomi. Fankrig har været ramt af krise i 30 år nu, og alt er blevet prøvet. Markedet er en så kompleks ting med så mange faktorer at dét der tilsyneladende gavner meget vel kan være skadeligt og omvendt, og alt statsledere kan gøre i krisetid er at se ud som om de gør det der skal til og folde hænderne og bede. Der skulle Anden Verdenskrig til for at løse sidste krise.  

   Dette er bare et endnu større problem end som så, fordi det ikke er en helt normal præsident Amerikanerne har valgt sig. Da Barack Obama er sort er det af den ypperste vigtighed at han formår at løse finanskrisen.  U.S.A. har endeligt taget skridtet frem, og har valgt en sort præsident, men det betyder ikke at racismen er død, det betyder at de har givet det en chance. Men hvis Barack Obama viser sig at være en fiasko, så vil alt det gå til spilde, fordi så vil folk ubevidst tænke på hans farve som faktor. Så bliver det grimt.

    Der er et andet spørgsmål man kan stille sig selv. Før Obama stillede op til præsidentvalget havde han en række holdninger, som han jo helt naturligvis har måttet moderere under valgkampen. Der er emner der er blevet undgået og der er meninger der er blevet ændrede. Spørgsmålet er: hvem vil Obama følge? Sit gamle jeg, eller sit nye jeg. Logikken ville svare det gamle. Nu er han jo valgt, han har ikke mere at bevise, han kan jo gøre havd han vil nu. Historien viser os bare mange eksempler på det modsatte. Vejen til magten korrumperer siger man, og Obama har været undervejs meget, meget længe. 

 

   For de sorte vil valget af Obama nok ikke ændrer så meget konkret. Måske vil der værre flere tiltag for at bringe de sortes andel af fængselsbefolkningen ned (50% af de indsatte er sorte imod 15% af hele befolkningen). Det der virkelig er vigtigt her, det er symbolet. Obama har som sagt vist at alt er muligt for alle i U.S.A., hvilket mange sorte sikkrt har betvivlet indtil nu. De har endegyldigt fået bevist at også deres stemmer bliver hørt og at også de har ret til og bør deltage i samfundsdebatten. Måske vil det have en positiv effekt, hvem ved? 

   Men valget af Obama betyder meget mere end bare det, som jo egentlig i sig selv er en del. Dette valg markerer “enden på begyndelsen” af noget der allerede begyndte ved midtvejsvalget for 2 år siden, i 2006. Der fik Demokraterne overbevisende flertal, både i Senatet og i Repræsentanternes Hus. Dette var i sig selv en nyhed, men dette valg betyder at Amerikanerne nu går igennem en demokratisk periode igen. I de sidste 50 år, har der kun været to demokratiske præsidenter, begge fra Sydstaterne, begge på partiets, om ikke højrefløj, så dog centrum. Men Obama, han er jo på partiets venstrefløj, desuden er han fra midtvesten, og kan vel dårligt beskrives som et konservativt valg. Mit gæt er at Demokraterne ved sidde med de bedste kort på hånden i de næste mange år, sikkert helt indtil næste krise U.S.A. vil gå igennem.

 

   Men selvom alt dette selvfølgeligt er meget godt, så tror jeg alligevel mange af mine læsere vil blive overraskede, måske endda skuffde, over den politik Barack Obama vil føre. Jeg blev næsten overvældet da jeg så at 41% af mine læsere har sagt at de støttede Barack Obamas politik “helt og holdent”. Nu kan det selvfølgelig være jeg ikke kan dansk (det kan det faktisk godt!), men i min verden betyder ”helt og holdent” altså 100%. Så 41% af min læsere støtter altså Amerikaneres frie adgang til skydevåben, de støtter øget olieboring eller brugen af kulkraft, de støtter atomkraft, Afganistankrig, indtrængning på Pakistans suveræne territoium eller en pro-israelsk mellemøstpolitik? Det må man tro, eller også så er der bare nogen der bliver meget skuffede. Barack Obama er også amerikaner, og i de kommende år forbliver U.S.A. altså U.S.A. 

 

   Under alle omstændigheder er et sikkert. Verdens mægtigste land har fået sig den bedste præsident man realistisk kunne håbe på. Fra et amerikansk perspektiv er han symbol på en ny tid og liberale holdninger, han er et frisk pust af rettigheder, frihed og forandring, han kan virkelig få én til at tro på at der er bedre tider forude. Nå Amerikanerne siger de vil gøre noget, så gør de det, og når Obama siger han vil have næste generations el-biler bygget i U.S.A., så kommer det til at ske. U.S.A. er ikke bare en samling stater, det er også en samling kulturer, etniske gupper, holdninger og religioner, men ved hjælp af sin kulturelle åbenhed og sin midtsøgende politik, kan U.S.A.’s motto måske endelig få lov til at gå i opfyldelse: Af mange, én.

 

E PLURIBUS, UNUM

Skriv en kommentar


U.S.A.’s Næste Præsident
5. november 2008, 8:12
Gemt under: valg i USA | Tags: , , , , ,

Barack Obama

Skriv en kommentar


Begyndelsen på Enden
27. oktober 2008, 18:30
Gemt under: valg i USA | Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

   Så er vi så nået til det, den gode gamle Winston Churchill ville have kaldt begyndelsen på enden. Om en uges tid afholdes præsidentvalget i U.S.A. og kampen raser nu på sit højeste, omend man kunne mene at den sådan set er afgjort. Der er sket meget siden mit sidste opsummerende indlæg. Jeg har ikke beskrevet dem fyldestgørende herpå bloggen fordi jeg allerede havde lovet at jeg ville skrive om noget andet og fordi jeg også ville have lidt stof tilbage til dette indlæg.

 

   De vigtigste begivenheder der har fundet sted har nok været de fire præsidentielle debatter, som jeg har set for Deres skyld, ærværdige læser. Hvis De ønsker at se dem, kan det gøres her. Der har været tre debatter mellem John McCain og Barack Obama og én mellem vicepræsidentkandidaterne Sarah Palin og Joseph Biden. I de egentlige præsidentielle debatter blev der mest debatteret finanskrise og forsvarspolitik selvom alle de andre emner jeg nævner i mit indlæg om kandidaternes meninger også er blevet taget op på det ene eller det andet tidspunkt. Da jeg allerede har beskrevet hvad der konkret blev sagt, vil jeg ikke komme nærmere ind på det.

   Der var flere bemærkelsesværdige ting ved Obama og McCains debatter. For det første var det kandidaternes egentlige ligeværdighed. Obama var særdeles vidende om amerikansk udenrigspolitik ligesom hans modstander havde en del at sige om økonomiske sager. Man kan forvente at de har lavet en del hjemmearbejde på hinandens områder. Man kan sige at slutstillingen i debatturneringen er uafgjort, fordi debatterne egentlige kunne havde den virkning at informere folk om hvad de to kandidater konkret mente, hvilket jo egentlig også er en demokratisk debats formål: at oplyse om ens meninger, argumentere for dem og give nogle vinkler andre ikke lige kunne have tænkt på. Dette lykkedes for begge kandidater, de begge fik deres pointer igennem til den amerikanske befolkning (og andre seere).

   Et andet område hvor kandidaterne tydeligt havde lavet deres hjemmearbejde var deres egen og deres modstanders stemmehistorik i senatet. De vidste meget præcis hvem der havde stemt hvad og hvorfor. Det var meget imponerende at de kunne huske afstemninger der var blevet holdt for 4 år siden. Det er en enorm mængde arbejde at sætte sig ned og så lære alle afstemninger man selv og en anden har deltaget i udenad. Hatten af for det. Dette kunne franske politikere klart lære noget af. Ingen af de to kandidater til præsidentvalget i 2007 vidste hvor megen energi Frankrig fik fra atomkraft (den ene sagde 20%, den anden sagde 50%, svaret var 80%). Til sammenligning vidste Obama og McCain faktisk dette.

   Man kunne også se at de havde lært en lang række plus- og minusord, som bare skulle placeres i debatten. “Main Street”, der henviser til en gennemsnitlig amerikansk bys hovedgade, var et klart plusord, specielt brugt i opposition til “Wall Street” der til gengæld gerne blev kædet sammen med “greed” (grådighed). Der blev ofte sagt “fundamental difference” hvorefter en mening blev præsenteret så man dårligt kunne være uenig med den. Forskellige varianter af navnet George Bush var også helt klare minusord, og de blev ofte kædet sammen med McCain, hvorefter han tit parerede med “maverick”. “Taxes” blev hyppigt brugt til at svine modstanderen til. 

   Vicepræsidentkandidaternes debat gjorde sig mest bemærket ved at Sarah Palin undlod at dumme sig alt for meget. Hun klarede sig igennem debatten ved at bruge lang tid på at argumentere for relativt simple synspunkter, så det så ud som om hun sagde noget meget kompliceret. Reelt var det dog tydeligt at Biden vidste en hel del mere om hvad han sagde end hun. Ikke desto mindre var det klart at også hun var blevet sat til at gennemterpe emnet amerikansk udenrigspolitik.

 

   De to lejre er også gået igennem en del problemer de sidste to måneders tid, hvilket de jo selvfølgelig ikke har glemt at nævne overfor hinanden.

   For det første har John McCain haft problemer med sin troværdighed. Før valget og under primærvalgene var han det republikanske partis “maverick”, altså én der ikke undlod at pointere sine meninger selvom de ikke var i overensstemmelse med partiets. Ydermere havde han et godt ry for stor personlig og politisk integritet. Han var kendetegnet ved sin villighed til at samarbejde over midten og sin hæderlige facon. Dette image mener mange han ikke rigtigt har levet op til den sidste tid. Hans alt for ofte skiftende meninger og udmeldinger er forvirrende, hans angreb mod Obama bliver stærkere og stærkere, og han tyer mere og mere til negative reklamer. Ydermere virker det som om han ændrer mening efter hvad der kan få ham valgt. Med andre ord har han på det sidste virket som en gnaven gammel mand. Republikanere har spurgt “Hvor er John McCain? Dette er ikke John McCain”. Der blive ofte henvist til hans kampagnestab og spindoktorer der åbenbart har forført ham til disse metoder for at opnå magten.

   I obamalejren har der også været problemer, de har dog ikke berørt Obama personligt så meget som de har ramt hans “running mate” Joe Biden, der tit og ofte er kommet med udtalelser der var direkte imod kampagnens politik eller der på den ene eller anden måde var problematiske (f. eks. bemærkningen om at Obama som præsident ville blive testet af U.S.A.’s fjender, som McCains kampagne vendte om: “vælg Obama og der vil blive krig”. McCain selv har sagt: ”jeg har erfaring, jeg behøver ikke at blive testet, de kender og frygter mig”). Dette minder pinligt om at Obama og Biden faktisk var modstandere under det Demokratiske Partis primærvalg. Obama har dog oftest mere eller mindre anstrengt forklaret sin partners udmeldinger.

   Ligeledes har John McCain haft problemer med sin vicepræsidentkandidat, Guvernør Sarah Palin af Alaska. Fra begyndelsen af var hun et kompromis. Man tænkte at de kristne højrefløjsvælgere der vægrede sig ved at stemme McCain ville være ellevilde med den kristne mor der har nægtet at få abort selvom hendes barn var mongol (eller mere politisk korrekt: led af Downs Syndrom). På den anden side mente man at midtervælgerne, som alle valg jo i sidste ende handler om, ville være glade ved tanken om en kvindelig, ny og uerfaren vicepræsident, der ligesom Obama var uspoleret af magtens korridorer i Washington D.C. Dette har dog givet bagslag. Hun er simpelthen for uerfaren, hvilket specielt er gået op for amerikanerne siden Colin Powell, en meget erfaren, republikansk eks-udenrigsminister, har støttet Obama, specielt fordi han mente at McCains valg af Palin var uansvarligt, hun er simpelthen ikke klar til at tage over hvis McCain skulle dø, hvilket der trods alt er en vis chance for, i betragtning af at han er 72.

 

   Hvis valget blev holdt idag, ville Barack Obama næsten med sikkerhed vinde. Lige nu står landet sådan at Barack Obama har tilslutning fra 51% af vælgerne imod McCains 43%. Nu skal vi bare huske på at der ikke er tale om en spådom, men en lodning af stemningen den dag man foretog meningsmålingen, og inden valget går i gang kan der endnu ske mange ting.

   Én af de ting kunne være et terroristangreb. Fordi det emne der optog vælgerne mest på meningsmålingsdagen var økonomi, støttede de også den kandidat der så ud til at være mest kompetent på det område. Et terroristangreb ville imidlertid flytter fokus til et helt andet emne: national sikkerhed, hvor John McCain ser ud til at være mest kompetent. Et terroristangreb ville vække den angst i befolkningen jeg omtalte i mit allerførste indlæg her på bloggen, og de ville stemme i overenstemmelse med det. Man kan sige at det ikke er helt usandsynligt at der vil forekomme terrorisme på det amerikanske territorium indenfor den næste uge, da Al-Qaeda ligefrem har truet med det, fordi de ved at det vil få folk til at stemme McCain/Palin, der ønsker at fortsætte krigene i Irak og Afghanistan, hvilket i sidste ende gavner Al-Qaeda; mere om det her.

   En anden ting der kunne komme i vejen for Obama er den såkaldte Bradley Effekt. Bradley var en sort borgmester af Los Angeles og han stillede op til guvernørvalget i Californien i 1982. Han førte markant i meningsmålingerne før valget, også blandt hvide vælgere. Ikke desto mindre viste exit polls på valgdagen, hvor Bradley tabte, at langt færre hvide vælgere havde stemt på ham end det var blevet “forudsagt” i meningsmålingerne. Senere studier har vist at den mest sandsynlige grund til Bradleys nederlag var hans sorte hudfarve. Med andre ord betegner Bradley Effekten det at vælgerne siger ét i meningsmålinerne, af frygt for at blive beskyldt for racisme, men stemmer noget andet. Studier har dog vist at Bradley Effekten bliver en mindre og mindre faktor som årene går.

   Endvidere har John McCain en vis erfaring med comeback. Han siger selv han klarer sig bedst i et valg når det ser ud til et nederlag, en tese der er blevet demonstreret adskillige gange, senest under primærvalget.

   Sidst men ikke mindst, kan man jo ikke udelukke muligheden for en skandale i obamalejren. Dette kan have en særdeles ødelæggende effekt i amerikansk politik. Hvis det nu blev afsløret at Obama havde sex med en anden end sin kone, så ved ingen hvad der kunne ske.

 

   Ydermere er valget faktisk ikke engang afgjort på selve valgdagen, der er den 4. november. Det amerikanske politiske system, der jo er føderalt, er bygget op, så at vælgerne og staterne deler indflydelse. Vælgerne stemmer ikke på en kandidat på valgdagen, men på en valgmand. Enhver stat har det samme antal valgmænd som det har medlemmer i kongressen, på den måde får store stater større indflydelse end mindre stater. Alle staterne på nær to har et vinderen-tager-det-hele-valgsystem, hvilket kort sagt betyder at den der få flest stemme i staten, får alle statens valgmandspladser. Når det så er afgjort hvem der har vundet staten, bliver dens delegation sent til valgkollegiet der samles den 15. december. Teknisk set muliggør dette system at én kandidat der ikke har fået flest stemmer kan vinde valget. Valgmændene er også formelt ejere af deres egne stemmer, og kun 24 stater har love til at straffe valgmænd der stemmer modsat af hvad de har sagt. Når præsidenten så er endeligt valgt, bliver han udråbt til præsident den 4. januar. Dermed er valget 2008 forbi.

 

   Dette er et af de sidste indlæg i min serie om valget i U.S.A. da jeg sjovt nok er ved at løbe tør for stof. De næste indlæg vil være, ja først afsløringen af præsidentens ansigt så snart jeg kender det (og den nat sidder jeg vågen indtil solopgang), et indlæg om hvad vi kan forvente fra hans side, og en nekrolog over bush-årene. Dermed vil der heller ikke længere blive føjet indlæg til kategorien valg i U.S.A, medmindre denne blog stadig er aktiv om to år, når der er midtvejsvalg. Det næste emne der vil blive sat i ugentlig fokus er socialisternes kongres i Frankrig.

Skriv en kommentar