Gemt under: Medier | Tags: antisemitisme, Danmarks Radio, danskhed, DR, Hitler, Israel, jødedom, jødehad, jøder, nationalisme, nyheder, Religion, tv-avis
Det var en horribel sag, at se nyhederne på DR1 idag [Fredag, den 13. Februar] kl. 18:30. Sjældent har jeg set mage til dårlig dækning af en sag. Der er selvfølgelig noget specielt jeg tænker på, og det er indlægget om dansk jødehad.
- Sådan så skærmen ud i nyhederne, om danske jøder
Gemt under: Religion | Tags: agnosticisme, antiteisme, ateisme, bibelblog, empirisme, fideisme, Gud, ignosticisme, Kristendom, logik, Marcus Rubin, mission, NBPP, oplysning, Politiken, Religion, teisme, tredje vej, tro, videnskab
I vore dage er der inden for religionens verden noget nær et megatrend. Det er ikke længere kristendommen, ej heller ateisme, eller nogen af de andre strømninger, der igennem tiden har været fremtrædende i den vestlige verden. Mange ressourcestærke, veluddannede mennesker vælger i dag agnosticisme, i troen på, at det er en tredje vej. Bl. a. Politikens tidligere bibelblogger og nuværende korrespondent i U.S.A., Marcus Rubin, bekender sig til agnosticismen, lige som NBPP, hvis jeg har forstået hende ret. Imidlertid vil De, ærværdige læser, erfarer at agnosticismen langt fra er en tredje vej. Ethvert fornuftigt menneske i denne verden er agnostiker, her i blandt mig selv (ja, De læste rigtigt).
De, der benævner sig selv agnostikere, tror ofte, at de er langt klogere end alle de andre. Jeg vil gætte, at de ser sig selv som for kloge, til at deltage i en snak om Guds eksistens, at de er de eneste der erkender, at eftersom man indtil videre ingen beviser har for hverken Guds eksistens eller ikke-eksistens, så er enhver diskussion om dette emne meningsløs.
Imidlertid er langt de fleste mennesker i verden agnostikere. Det kan måske overraske dem, men også jeg, som troende kristen, kan kalde mig agnostiker. Agnosticisme er blot erkendelsen af, at man intet ved om Guds eksistens eller ikke. Det er noget, jeg kan skrive under på. Jeg er helt på det rene med, at jeg intet ved om Guds eksistens. Der faldt 25-øren (eller skulle jeg sige 50-øren, Mohammed?) nok for de fleste af jer. Det hænder da for mig, lige som for de fleste af os, at tvivle, og det er ingen synd. Imidlertid tror jeg på, at Gud findes, og jeg håber på det. Det gør jeg fordi jeg synes kristendommens budskab (altså alle “visdomsordene”, alt det konkrete) er sandt. Dermed kan jeg også kategoriseres som agnostiker.
Som man kan læse om det på Snetigerens blog, så findes der flere former for agnosticisme. Jeg vil nu beskrive 5 af i alt 6 former for agnosticisme (den sidste strømning er for denne diskussion uinteressant).
Den strømning jeg og alle andre fornuftige troende i verden tilhører kaldes for teistisk agnosticisme eller fideisme. Som sagt erkender vi vor mangel på viden om Guds eksistens, men vi tror alligevel på ham, hver af vore grunde vil jeg mene. Der findes selvfølgelig en tilsvarende ateistisk strømning, der sjovt nok hedder ateistisk agnosticisme. De erkender at de heller ikke ved noget om Guds eksistens, og dog har de som udgangspunkt at tro på, at han ikke eksisterer. Dette er selvfølgelig en fair mening, som jeg absolut intet problem har med.
Nå vi så når helt indtil midten, finder vi de helt igennem neutrale agnostikere. Der findes svage og stærke af slagsen. De svage bedyrer, at man indtil videre intet ved om Guds eksistens, men at det ikke er umuligt en dag at opklare mysteriet. De udsætter derefter deres beslutning, indtil man har et bevis i hånden. De stærke mener ligeledes, at de helt og fuldkomment uvidende om alting (!), men de påstår udover dette også, at det er umuligt at vide noget om Gud. Derfor afviser de definitivt, at tage stilling. Denne stærke agnosticisme er lidt sværere at forsvare end den svage ditto, da de i deres påstand om, at man intet kan vide om Gud rent faktisk siger, at de ved noget om Gud, nemlig det at man intet kan vide om Ham.
I det absolutte midtpunkt finder vi så de fuldkommen uvidende ignostikere, der ikke engang gider diskutere hvad de er, da de mangler et holdbart diskussionsgrundlag. De savner en sammenhængende definition af Gud, og før denne definition er fastslået, mener de at enhver diskussion er spild af tid.
Agnosticismens spektrum ser således sådan ud:
Det er dermed tydeligt at kun usandsynligt dumme mennesker kan påstå at være andet end agnostikere, da dette kræver at man sidder inde med en viden som man højst sandsynligt ikke har. Og dog. Indenfor den logiske retning empirisme, kræves der en oplevelse for at kunne bevise en regels rigtighed. Denne logik ligger til grund for hele den moderne videnskab, der kræver et eksperiment for at bevise en lov. Hvis vi nu går ud fra, at visse mennesker alligevel ser Gud, så kan deres tro på Ham godt kvalificeres som ren teisme, da den, i hvert fald for dem, er baseret på en erfaring, og altså ikke længere er tro, men viden. Resten af menneskeheden, der ikke oplever sådanne ting, må derfor nøjes med tro. Det er min overbevisning (min tro), at dette også er Guds mening. Viden er for let. Tro er en sand udfordring.
I sidste ende må jeg vel komme med den teistisk-ignostiske kommentar, at jeg ikke længere finder det nyttigt at diskutere spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Da enhver trosretning alligevel kun kan være baseret på tro, så giver det ingen mening at diskutere det. Man må vel lade det være op til den enkelte, at finde ud af hvad han vil. Imidlertid har jeg intet imod mission, så længe den blot er oplysning om kristendommen findes som mulighed, så alle få en mulighed får at omvende sig. Derfor vil jeg også stadig forklare hvordan min kristendom er, da jeg mener det er oplysning, og i al beskedenhed, stof til eftertanke, også selvom man er uenig.
Hvad jeg ikke vil længere, er at involvere mig i evindelige debatter på nettet eller i virkeligheden (medmindre dette involverer betydelige mængder Bacardi), hvor man vil bede mig bevise det ubeviselige. Det kan jeg ikke. Jeg tror også kun.
De eneste, som jeg fra nu af vil bekæmpe, er antiteister¹. De kalder sig selv for ateister eller fritænkere (dermed ikke sagt, at alle der kalder sig ateist eller fritænker, er antiteist), hvilket i sig selv er dumt nok, men egentlig er de ikke interesserede i andet end at nedgøre troende, som de af den ene eller anden grund mener, er en pest over verden. Folk har ret til at tro, hvad de vil. Men bevidst eller ubevidst at være imod andre mennesker, der sætter jeg grænsen, det er altid værd at bekæmpe, om det så er antisemitter, antiislamister eller andet.
———————————————————-
¹ Se bl. a. dette pragteksempel på antiteisme, en blog der er skabt specielt for at svine troende til som idioter.
Gemt under: Kristendom | Tags: abort, feminisme, katolicisme, kirke, Kristendom, ligestilling, lutheranisme, Politik, protestantisme, Religion, sex
Hvis nu en mand, der overhovedet intet anede om vores samfunds normer, eller nogen af de ting der har gået for sig i det tyvende århundrede fik lov til først at læse det Nye Testamente (NT) og derefter en manual over hvad en abort er og hvordan den foretages, og derefter blev lukket ud i samfundet og fik som besked: “Betragt forholdet imellem kristendommen og abort.”, så ville hans første reaktion nok være “kristendommen og hvad?!”; det er ret svært at tro at kristendommen overhovedet skulle kunne have en mening om noget som abort, hvis man kun har NT at dømme kristendommen efter, hvilket man i en ideel situation skulle kunne. Nu er verden ikke ideel og kristendommen har udviklet sig til mange andre ting end hvad der står i NT. Hvad Paven prædiker i Rom er baseret på så meget andet end NT, bl.a. på de samfundsregler der er blevet vedtaget som dogmer af forrige paver, i middelalderen, hvilken var baseret på hvordan tidsånden var dengang.
Roden til konflikten imellem kristendommen, særligt katolicismens kolde forhold til abort er kristendommens kolde forhold til sex, som bunder i at katolicismen, som samtlige andre kristne kirker jo trods alt har sine rødder i, altid har været under platoniske tænkeres stærke indflydelse (f.eks. Augustin). Platon mente at alt godt i bund og grund lå i det sjælelige, og at alt verdsligt var beskidt, heriblandt altså mad og sex. De skulle gerne nydes mindst muligt. Mad skulle ikke spises for at nydes, men for at overleve, og sex skulle ikke dyrkes for glæden, men for at få børn. Dette lavede den romersk-katolske kirke så om til at sex skulle dyrkes med det formål at få børn i ét af kirken godkendt ægteskab, som jo så i sidste ende også fik børnene som mål (hvilket inter alia er grunden til kirkens afvisning af homoseksuelle ægteskaber). Det at man fjerner fostret efter endt samleje er vel ikke ligefrem tegn på at man dyrkede sex for at få børn i begyndelsen, vel? Hvis man siger at Gud har skabt sex udelukkende for afkommets skyld, så er en nærliggende slutning at så snart sex er dyrket, så er resultatet et rigtigt barn. Logikken i dette er ikke ligefrem upåklagelig, men sådan er katolikker vel bare.
Nu kan man jo ikke lukke øjnene for at både de ortodokse der jo forlod den romersk katolske kirke i 1054, og protestanterne, der gjorde ditto i 1500-tallet, alle nåede at blive grueligt mærket af den katolske tænkning. Deraf den kristne højrefløjs afvisning af abort.
Lad os prøve at se tingene fra deres synspunkt. Hvis man nu mener at det er gudgiven universel sandhed at den befrugtede celle er et levende væsen, så er det lidt svært at se til imens der hver dag bliver myrdet massevis af “børn” i kvinderettighedernes navn, som man som god højrefløjskristen jo heller ikke har det for godt med. Overvej det lige, prøv virkelig at sætte jer ind i tankegangen, tænk: “hver dag myrder statsanerkendte læger hundredvis af børn”. Det er et hårdt liv de højrefløjskristne har.
Lad os tage som præmis at ethvert befrugtet æg er et barn og enhver abort er mord. I det tilfælde kan jeg godt se at argumenter som “Tænk på moderen, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, hvordan får hun det lige når barnet er født?” lyder lidt tomme. For mennesker som mig, der er for den frie abort, ville det svare til at høre nogen sige: “Se den kvinde derovre, hun er på stoffer og bor på hjørnet af x-gade og y-gade, og så har hun et spædbarn. Hun skulle dræbe det, skulle hun.” Oven i denne problematik kommer så, at det nærmest er en universel regel, at lige meget hvem man spørger “Ville du have noget imod aldrig at have eksisteret?”, så er svaret altid “JAAAA!!!”, faktisk i næsten større grad hos fattige end hos rige. Altså er det sociale kort ikke særlig tungtvejende hos højrefløjskristne. Når barnet er født kan man jo alligevel give lade det bortadoptere, og så har alle det jo godt.
Men som sagt er logikken der siger: ethvert foster er et barn, mangelfuld, og så er moralen om at sex er beskidt ikke kristen men platonisk, så i virkeligheden er abortspørgsmålet slet ikke kirkeligt, men etisk og videnskabeligt, som kan koges ned til et simpelt spørgsmål: “Hvornår er den befrugtede ægcelle et levende væsen?”. Det har Gud aldrig givet svar på, og heri ligger svaret på et andet spørgsmål: “Hvordan kan jeg være både kristen og aborttilhænger?”
Jeg er en stor tilhænger af abort, lige netop fordi jeg mener at et foster først er et menneske når det er færdigudviklet. Man kunne tænke sig at man indførte livskriterier ligesom man har dødskriterier idag, og brugte dem til at vurdere om en abort var fri eller ej, det ville være en smule mere konkret end 12. uge. Hvorfor er det lige at et foster der er én dag ældre end den maksimale alder for abort ikke må aborteres frit? Hvis man indførte livskriterier ville dette spørgsmål ikk engang kunne stilles. Abort før denne frist ville ikke være værre end en hudafskrabning, da fosteret, ligesom huden, på dette tidspunkt kun er en samling menneskelige celler, ikke et menneske.
Gemt under: Politik | Tags: autoriteten, dansk folkeparti, frihed, kontrol, Kristendom, Religion, terror, terrorisme
Det er skræmmende som dansker at finde ud af i hvilket omfang terroren rent faktisk er på vej til at sejre i den velkendte andedam og hvor tæt på målet bagmændene rent faktisk er nået.
Det er en udbredt misforståelse at ordet ”terror” henviser til en terrorists gerning – altså handlingen der går ud på at dræbe civile mennesker for at nå politiske mål. Dette er imidlertid blot en af de mulige forudsætninger for terror. Ordet er kommet til dansken fra fransk ”terreur” der betyder panikslagent kaos, stor rædsel, generel panik. Franskmændene har det fra deres romerske forfædre, ”terrere”, skræmme. I sidste ende kan ordet føres tilbage indoeuropæisk, også kaldet arisk, ”*tres-” der henviser til rysten. Ordet henviser altså til den generelle paniktilstand et samfund engang imellem kan befinde sig i, det er den følelse hos en befolkning der over lang tid kan få den til at begå unævnelige gerninger. Man kan næsten se hvordan fattige familier, klædt i laser, holder fast i hinanden imens bomberne falder ned i loftet på den beskyttelseskælder de sidder i, når man høre om den ariske ”rysten”. Det er terror.
Folk er ganske vist ikke så terroriserede i Danmark. Man kan dog prøve at betragte den mediebevågenhed bombeattentatet mod den danske ambassade i Pakistan fik, et terroristangreb der, for det første foregik flere tusindvis af kilometer fra Danmark og for det andet ”kun” tog otte liv. Fem dage efter angrebet var der lagt 90 artikler om emnet ud bare på Politikens hjemmeside. Det er da vist at opfordre til terror, er det ikke?
Det er også skræmmende at se hvordan Margrethe Vestager blev sat på plads for at kritisere regeringens udenrigspolitik i en så alvorlig stund for nationen. I sådanne situationer skulle folket stå samlet om lederne. Man kan næsten se for sig hvor alvorlig situationen må have været hvis den ellers så højtelskede ytringsfrihed var suspenderet, den værdi regeringen mere end nogen anden har udråbt til at være fundamentet for vores samfund… Landet må vel have været belejret af horder af vilde og skrigende muslimbarbarer stående ved alle grænser med kun én tanke: ”Ødelæg Danmark!” hvis vi nåede til disse yderligheder. Vi kan vel hurtigt blive enige om at situationen bestemt ikke så sådan ud. Der var otte døde, hvoraf én var dansker. Much ado about nothing.
Tit og ofte er terrorismen blevet udråbt til at være trussel nummer et for ethvert demokratisk samfund, og forstå mig ret, terrorismen er én af de allermest beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampformer her på jorden. Men en seriøs trussel for noget land her på jorden er den ikke. Det skulle da lige være for de lande hvorfra terroristerne kommer. Vi kan da bare prøve at se på nogle tal. Ifølge det amerikanske Department of State der nogenlunde svarer til vores Udenrigsministerium, var det år der så flest ofre for terrorismen (overraskende nok) 2001, med 3.200 døde i 50 forskellige lande. Det giver altså i gennemsnitligt 62 døde per land i 2001. Til sammenligning dræbte AIDS, ifølge UNAIDS 2.100.000 mennesker i 2007, i 200 forskellige lande, altså 100.500 døde per land i 2007. Det er en virkelig trussel. Alligevel valgte Politiken altså at lægge 90 artikler om terrorisme ud på deres hjemmeside fra 2. til den 7. Juni, imens de i perioden 20. Maj – 9. Juni lagde i alt 0 artikler ud på deres hjemmeside om AIDS.
Andre steder, f. eks. på så mainstream fora som Rune Engelbreths humanistiske blog på Politiken.dk, har man set terrorisme diskuteret som om der virkelig var en chance for at Europa engang blev ”erobret” (af hvilken hær?) og tvunget til konvertering. Personligt vil jeg aldrig opgive min kristne tro, og jeg kan dårligt forestille mig nogle af de militante ateister jeg har debatteret med, konvertere til Islam, lige meget hvor mange danske ambassader bliver angrebet, tværtimod.
Det er klart at terrorisme skaber terror, det er sådan set hele målet med terrorismen, at skræmme befolkninger til at gøre indrømmelser af den ene eller anden art. Man kan med rette siger at terroristerne virkelig har nået deres mål i det meste af verden. Folk er bange for terrorisme. Så er det store spørgsmål: skal vi virkelig lade dem vinde? Skal vi virkelig vænne os til at årvågent at holde øje med om den brune mand derhenne nu ikke også glemmer sin kuffert helt tilfældigt? Skal vi til at kaste et blik over skulderen hver gang vi går igennem en dør? Passe på hvor vi sætter fødderne? Skal vi glemme fortidens oprejste pander og frie mennesker? Fordi det er det vi gør hvis vi på nogen måde ændrer vores levevis på grund af førnævnte beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampform. Ja det er farligt, men farligere er det heller ikke at ignorere terrorismen. Verden er et farligt sted at være, og jo friere man er, des farligere er verden. I øvrigt er chancen for at man som dansker bliver dræbt af terrorisme nærmest 1 til uendeligheden. Terrorismen har taget fem danske ofre igennem tiden ifølge Initiativet Fred og Frihed der er tilpas så højreorienterede at man kan stole på at de ikke underdriver. Jeg vil gætte på at der statistisk er større chance for at en dansker bliver dræbt af en kokosnød end i et terroristangreb.
Når der har været et terroristangreb mod et land, og dette land er meget terroriseret, begynder grupper i dette samfund der måske ikke lige har brugt deres tid på at gennemtænke problemet, at kræve reaktion. De kræver straf, de kræver hævn. I Danmark har vi nyere tid hørt slige kommentarer fra de galninge i Dansk Folkeparti, bl.a. fra to meget kendt præster. Jeg som troede hævn var noget Kristus havde gjort op med for 2000 år siden. Men hvad… denne reaktion bliver kaldt antiterrorisme, eller lidt mere folkeligt Krigen Mod Terror (Bemærk den ukorrekte brug af ordet terror). Fra samme side bliver det ofte krævet at vi ”tager alle midler i brug i kampen mod terror, for at forsvare vores demokrati”. Dette er antiterrorismens paradoks: For at forsvare demokratiet skal vi være klar til at opgive demokratiet. Mener nogen. Vi skal være klar til at suspendere Margrethe Vestagers ytringsfrihed, brevhemmeligheden, privatlivets fred, al vores kommunikations fortrolighed, retsstaten og forbuddet imod tortur, alt det for at redde… 62 mennesker om året. Hvad er der lige blevet af de tusindvis af mennesker der er døde igennem tusindvis af år for at opnå disse goder?
Antiterrorisme er i virkeligheden det sande onde. Det er den ultimative terrorisme. Enhver autoritær leders våde drøm, og det behøver man ikke være et geni for at indse. Man skal bare have set Star Wars. Man nævner dødstal på helt op til 1.200.000 i Krigen Mod Terror(isme). Antiterrorisme er terrorisme (vold mod civile for at nå politiske mål) tilføjet alle de dejlige ting, vi igennem tiderne har opfundet i Vesten med det formål at dræbe hinanden. Ironisk ikke? Terrorismen (aktionen) dræber højst 3.000 mennesker om året, imens antiterrorismen (reaktionen) siden 2001 har dræbt 171.500 om året. Verden er et mærkeligt sted at være. Men værre: antiterrorisme skaber bare mere terror, terroren fremmer i Østen terrorisme der skaber terror der i vesten skaber antiterrorisme der terroriserer Østen osv. Indtil ragnarok. Det er med andre ord en ond cirkel. Noget i retningen af en uendelig krig. Nogle har måske allerede opsnappet min pointe.
Som tidligere nævnt står et terroriseret samfund mere sammen og det er mere klar til at opgive dets fundamentale frihedsrettigheder. Terror fører altså til kontrol. Og er der nogen der ved hvem kontrollen gavner? Man kan kalde det hvad man vil, Inderpartiet som Orwell, eliten som Marx, staten som de liberale, systemet som anarkisterne eller bare autoriteten. Og de mennesker der inkarnerer disse begreber er langt fra dumme. De er udmærket i stand til at finde frem til at terrorisme kan være profitabelt for dem. Og det vil vi nødig have, vel?
De mennesker der skal værne om vores sikkerhed skulle nødig en dag komme i tanke om at det egentlig var bedst for dem selv om de bare lod landet blive bombarderet synder og sammen? Jeg hører ikke til dem der tror på at Bush med vilje lod World Trade Center bombe eller at USA i virkeligheden styrer Al Qaeda. Men i sidste ende er resultatet det samme. Overalt i verden har borgere mistet deres rettigheder og autoriteterne fået mere kontrol siden 9/11. Det er et ældgammelt spørgsmål: Quis custodiet ipsos custodes? Hvem vogter vogterne? Hvem vil sikre at autoriteten aldrig sætter borgernes liv på spil for at få mere magt? Det skulle da gerne være den Fjerde Statsmagt, men som tidl. nævnt har de danske aviser mere hjulpet autoriteten med at skræmme befolkningen end noget andet.
Så slap dog af, alt andet er terror!
