The Wall


Begyndelsen på Enden

   Så er vi så nået til det, den gode gamle Winston Churchill ville have kaldt begyndelsen på enden. Om en uges tid afholdes præsidentvalget i U.S.A. og kampen raser nu på sit højeste, omend man kunne mene at den sådan set er afgjort. Der er sket meget siden mit sidste opsummerende indlæg. Jeg har ikke beskrevet dem fyldestgørende herpå bloggen fordi jeg allerede havde lovet at jeg ville skrive om noget andet og fordi jeg også ville have lidt stof tilbage til dette indlæg.

 

   De vigtigste begivenheder der har fundet sted har nok været de fire præsidentielle debatter, som jeg har set for Deres skyld, ærværdige læser. Hvis De ønsker at se dem, kan det gøres her. Der har været tre debatter mellem John McCain og Barack Obama og én mellem vicepræsidentkandidaterne Sarah Palin og Joseph Biden. I de egentlige præsidentielle debatter blev der mest debatteret finanskrise og forsvarspolitik selvom alle de andre emner jeg nævner i mit indlæg om kandidaternes meninger også er blevet taget op på det ene eller det andet tidspunkt. Da jeg allerede har beskrevet hvad der konkret blev sagt, vil jeg ikke komme nærmere ind på det.

   Der var flere bemærkelsesværdige ting ved Obama og McCains debatter. For det første var det kandidaternes egentlige ligeværdighed. Obama var særdeles vidende om amerikansk udenrigspolitik ligesom hans modstander havde en del at sige om økonomiske sager. Man kan forvente at de har lavet en del hjemmearbejde på hinandens områder. Man kan sige at slutstillingen i debatturneringen er uafgjort, fordi debatterne egentlige kunne havde den virkning at informere folk om hvad de to kandidater konkret mente, hvilket jo egentlig også er en demokratisk debats formål: at oplyse om ens meninger, argumentere for dem og give nogle vinkler andre ikke lige kunne have tænkt på. Dette lykkedes for begge kandidater, de begge fik deres pointer igennem til den amerikanske befolkning (og andre seere).

   Et andet område hvor kandidaterne tydeligt havde lavet deres hjemmearbejde var deres egen og deres modstanders stemmehistorik i senatet. De vidste meget præcis hvem der havde stemt hvad og hvorfor. Det var meget imponerende at de kunne huske afstemninger der var blevet holdt for 4 år siden. Det er en enorm mængde arbejde at sætte sig ned og så lære alle afstemninger man selv og en anden har deltaget i udenad. Hatten af for det. Dette kunne franske politikere klart lære noget af. Ingen af de to kandidater til præsidentvalget i 2007 vidste hvor megen energi Frankrig fik fra atomkraft (den ene sagde 20%, den anden sagde 50%, svaret var 80%). Til sammenligning vidste Obama og McCain faktisk dette.

   Man kunne også se at de havde lært en lang række plus- og minusord, som bare skulle placeres i debatten. “Main Street”, der henviser til en gennemsnitlig amerikansk bys hovedgade, var et klart plusord, specielt brugt i opposition til “Wall Street” der til gengæld gerne blev kædet sammen med “greed” (grådighed). Der blev ofte sagt “fundamental difference” hvorefter en mening blev præsenteret så man dårligt kunne være uenig med den. Forskellige varianter af navnet George Bush var også helt klare minusord, og de blev ofte kædet sammen med McCain, hvorefter han tit parerede med “maverick”. “Taxes” blev hyppigt brugt til at svine modstanderen til. 

   Vicepræsidentkandidaternes debat gjorde sig mest bemærket ved at Sarah Palin undlod at dumme sig alt for meget. Hun klarede sig igennem debatten ved at bruge lang tid på at argumentere for relativt simple synspunkter, så det så ud som om hun sagde noget meget kompliceret. Reelt var det dog tydeligt at Biden vidste en hel del mere om hvad han sagde end hun. Ikke desto mindre var det klart at også hun var blevet sat til at gennemterpe emnet amerikansk udenrigspolitik.

 

   De to lejre er også gået igennem en del problemer de sidste to måneders tid, hvilket de jo selvfølgelig ikke har glemt at nævne overfor hinanden.

   For det første har John McCain haft problemer med sin troværdighed. Før valget og under primærvalgene var han det republikanske partis “maverick”, altså én der ikke undlod at pointere sine meninger selvom de ikke var i overensstemmelse med partiets. Ydermere havde han et godt ry for stor personlig og politisk integritet. Han var kendetegnet ved sin villighed til at samarbejde over midten og sin hæderlige facon. Dette image mener mange han ikke rigtigt har levet op til den sidste tid. Hans alt for ofte skiftende meninger og udmeldinger er forvirrende, hans angreb mod Obama bliver stærkere og stærkere, og han tyer mere og mere til negative reklamer. Ydermere virker det som om han ændrer mening efter hvad der kan få ham valgt. Med andre ord har han på det sidste virket som en gnaven gammel mand. Republikanere har spurgt “Hvor er John McCain? Dette er ikke John McCain”. Der blive ofte henvist til hans kampagnestab og spindoktorer der åbenbart har forført ham til disse metoder for at opnå magten.

   I obamalejren har der også været problemer, de har dog ikke berørt Obama personligt så meget som de har ramt hans “running mate” Joe Biden, der tit og ofte er kommet med udtalelser der var direkte imod kampagnens politik eller der på den ene eller anden måde var problematiske (f. eks. bemærkningen om at Obama som præsident ville blive testet af U.S.A.’s fjender, som McCains kampagne vendte om: “vælg Obama og der vil blive krig”. McCain selv har sagt: ”jeg har erfaring, jeg behøver ikke at blive testet, de kender og frygter mig”). Dette minder pinligt om at Obama og Biden faktisk var modstandere under det Demokratiske Partis primærvalg. Obama har dog oftest mere eller mindre anstrengt forklaret sin partners udmeldinger.

   Ligeledes har John McCain haft problemer med sin vicepræsidentkandidat, Guvernør Sarah Palin af Alaska. Fra begyndelsen af var hun et kompromis. Man tænkte at de kristne højrefløjsvælgere der vægrede sig ved at stemme McCain ville være ellevilde med den kristne mor der har nægtet at få abort selvom hendes barn var mongol (eller mere politisk korrekt: led af Downs Syndrom). På den anden side mente man at midtervælgerne, som alle valg jo i sidste ende handler om, ville være glade ved tanken om en kvindelig, ny og uerfaren vicepræsident, der ligesom Obama var uspoleret af magtens korridorer i Washington D.C. Dette har dog givet bagslag. Hun er simpelthen for uerfaren, hvilket specielt er gået op for amerikanerne siden Colin Powell, en meget erfaren, republikansk eks-udenrigsminister, har støttet Obama, specielt fordi han mente at McCains valg af Palin var uansvarligt, hun er simpelthen ikke klar til at tage over hvis McCain skulle dø, hvilket der trods alt er en vis chance for, i betragtning af at han er 72.

 

   Hvis valget blev holdt idag, ville Barack Obama næsten med sikkerhed vinde. Lige nu står landet sådan at Barack Obama har tilslutning fra 51% af vælgerne imod McCains 43%. Nu skal vi bare huske på at der ikke er tale om en spådom, men en lodning af stemningen den dag man foretog meningsmålingen, og inden valget går i gang kan der endnu ske mange ting.

   Én af de ting kunne være et terroristangreb. Fordi det emne der optog vælgerne mest på meningsmålingsdagen var økonomi, støttede de også den kandidat der så ud til at være mest kompetent på det område. Et terroristangreb ville imidlertid flytter fokus til et helt andet emne: national sikkerhed, hvor John McCain ser ud til at være mest kompetent. Et terroristangreb ville vække den angst i befolkningen jeg omtalte i mit allerførste indlæg her på bloggen, og de ville stemme i overenstemmelse med det. Man kan sige at det ikke er helt usandsynligt at der vil forekomme terrorisme på det amerikanske territorium indenfor den næste uge, da Al-Qaeda ligefrem har truet med det, fordi de ved at det vil få folk til at stemme McCain/Palin, der ønsker at fortsætte krigene i Irak og Afghanistan, hvilket i sidste ende gavner Al-Qaeda; mere om det her.

   En anden ting der kunne komme i vejen for Obama er den såkaldte Bradley Effekt. Bradley var en sort borgmester af Los Angeles og han stillede op til guvernørvalget i Californien i 1982. Han førte markant i meningsmålingerne før valget, også blandt hvide vælgere. Ikke desto mindre viste exit polls på valgdagen, hvor Bradley tabte, at langt færre hvide vælgere havde stemt på ham end det var blevet “forudsagt” i meningsmålingerne. Senere studier har vist at den mest sandsynlige grund til Bradleys nederlag var hans sorte hudfarve. Med andre ord betegner Bradley Effekten det at vælgerne siger ét i meningsmålinerne, af frygt for at blive beskyldt for racisme, men stemmer noget andet. Studier har dog vist at Bradley Effekten bliver en mindre og mindre faktor som årene går.

   Endvidere har John McCain en vis erfaring med comeback. Han siger selv han klarer sig bedst i et valg når det ser ud til et nederlag, en tese der er blevet demonstreret adskillige gange, senest under primærvalget.

   Sidst men ikke mindst, kan man jo ikke udelukke muligheden for en skandale i obamalejren. Dette kan have en særdeles ødelæggende effekt i amerikansk politik. Hvis det nu blev afsløret at Obama havde sex med en anden end sin kone, så ved ingen hvad der kunne ske.

 

   Ydermere er valget faktisk ikke engang afgjort på selve valgdagen, der er den 4. november. Det amerikanske politiske system, der jo er føderalt, er bygget op, så at vælgerne og staterne deler indflydelse. Vælgerne stemmer ikke på en kandidat på valgdagen, men på en valgmand. Enhver stat har det samme antal valgmænd som det har medlemmer i kongressen, på den måde får store stater større indflydelse end mindre stater. Alle staterne på nær to har et vinderen-tager-det-hele-valgsystem, hvilket kort sagt betyder at den der få flest stemme i staten, får alle statens valgmandspladser. Når det så er afgjort hvem der har vundet staten, bliver dens delegation sent til valgkollegiet der samles den 15. december. Teknisk set muliggør dette system at én kandidat der ikke har fået flest stemmer kan vinde valget. Valgmændene er også formelt ejere af deres egne stemmer, og kun 24 stater har love til at straffe valgmænd der stemmer modsat af hvad de har sagt. Når præsidenten så er endeligt valgt, bliver han udråbt til præsident den 4. januar. Dermed er valget 2008 forbi.

 

   Dette er et af de sidste indlæg i min serie om valget i U.S.A. da jeg sjovt nok er ved at løbe tør for stof. De næste indlæg vil være, ja først afsløringen af præsidentens ansigt så snart jeg kender det (og den nat sidder jeg vågen indtil solopgang), et indlæg om hvad vi kan forvente fra hans side, og en nekrolog over bush-årene. Dermed vil der heller ikke længere blive føjet indlæg til kategorien valg i U.S.A, medmindre denne blog stadig er aktiv om to år, når der er midtvejsvalg. Det næste emne der vil blive sat i ugentlig fokus er socialisternes kongres i Frankrig.



Ugens Citat
27. august 2008, 23:50
Gemt under: Citater | Tags: , , , ,

 

Any society that would give up a little liberty to gain a little security will deserve neither and lose both.

                                                                                                     Benjamin Franklin



Slap dog af!
27. august 2008, 23:40
Gemt under: Politik | Tags: , , , , , , ,

                      Det er skræmmende som dansker at finde ud af i hvilket omfang terroren rent faktisk er på vej til at sejre i den velkendte andedam og hvor tæt på målet bagmændene rent faktisk er nået.

 

Det er en udbredt misforståelse at ordet ”terror” henviser til en terrorists gerning – altså handlingen der går ud på  at dræbe civile mennesker for at nå politiske mål. Dette er imidlertid blot en af de mulige forudsætninger for terror. Ordet er kommet til dansken fra fransk ”terreur” der betyder panikslagent kaos, stor rædsel, generel panik. Franskmændene har det fra deres romerske forfædre, ”terrere”, skræmme. I sidste ende kan ordet føres tilbage indoeuropæisk, også kaldet arisk, ”*tres-” der henviser til rysten. Ordet henviser altså til den generelle paniktilstand et samfund engang imellem kan befinde sig i, det er den følelse hos en befolkning der over lang tid kan få den til at begå unævnelige gerninger. Man kan næsten se hvordan fattige familier, klædt i laser, holder fast i hinanden imens bomberne falder ned i loftet på den beskyttelseskælder de sidder i, når man høre om den ariske ”rysten”. Det er terror.

 

Folk er ganske vist ikke så terroriserede i Danmark. Man kan dog prøve at betragte den mediebevågenhed bombeattentatet mod den danske ambassade i Pakistan fik, et terroristangreb der, for det første foregik flere tusindvis af kilometer fra Danmark og for det andet ”kun” tog otte liv. Fem dage efter angrebet var der lagt 90 artikler om emnet ud bare på Politikens hjemmeside. Det er da vist at opfordre til terror, er det ikke?

Det er også skræmmende at se hvordan Margrethe Vestager blev sat på plads for at kritisere regeringens udenrigspolitik i en så alvorlig stund for nationen. I sådanne situationer skulle folket stå samlet om lederne. Man kan næsten se for sig hvor alvorlig situationen må have været hvis den ellers så højtelskede ytringsfrihed var suspenderet, den værdi regeringen mere end nogen anden har udråbt til at være fundamentet for vores samfund… Landet må vel have været belejret af horder af vilde og skrigende muslimbarbarer stående ved alle grænser med kun én tanke: ”Ødelæg Danmark!” hvis vi nåede til disse yderligheder. Vi kan vel hurtigt blive enige om at situationen bestemt ikke så sådan ud. Der var otte døde, hvoraf én var dansker. Much ado about nothing.

 

Tit og ofte er terrorismen blevet udråbt til at være trussel nummer et for ethvert demokratisk samfund, og forstå mig ret, terrorismen er én af de allermest beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampformer her på jorden. Men en seriøs trussel for noget land her på jorden er den ikke. Det skulle da lige være for de lande hvorfra terroristerne kommer. Vi kan da bare prøve at se på nogle tal. Ifølge det amerikanske Department of State der nogenlunde svarer til vores Udenrigsministerium, var det år der så flest ofre for terrorismen (overraskende nok) 2001, med 3.200 døde i 50 forskellige lande. Det giver altså i gennemsnitligt 62 døde per land i 2001. Til sammenligning dræbte AIDS, ifølge UNAIDS 2.100.000 mennesker i 2007, i 200 forskellige lande, altså 100.500 døde per land i 2007. Det er en virkelig trussel. Alligevel valgte Politiken altså at lægge 90 artikler om terrorisme ud på deres hjemmeside fra 2. til den 7. Juni, imens de i perioden 20. Maj – 9. Juni lagde i alt 0 artikler ud på deres hjemmeside om AIDS.

 

Andre steder, f. eks. på så mainstream fora som Rune Engelbreths humanistiske blog på Politiken.dk, har man set terrorisme diskuteret som om der virkelig var en chance for at Europa engang blev ”erobret” (af hvilken hær?) og tvunget til konvertering. Personligt vil jeg aldrig opgive min kristne tro, og jeg kan dårligt forestille mig nogle af de militante ateister jeg har debatteret med, konvertere til Islam, lige meget hvor mange danske ambassader bliver angrebet, tværtimod.

 

Det er klart at terrorisme skaber terror, det er sådan set hele målet med terrorismen, at skræmme befolkninger til at gøre indrømmelser af den ene eller anden art. Man kan med rette siger at terroristerne virkelig har nået deres mål i det meste af verden. Folk er bange for terrorisme. Så er det store spørgsmål: skal vi virkelig lade dem vinde? Skal vi virkelig vænne os til at årvågent at holde øje med om den brune mand derhenne nu ikke også glemmer sin kuffert helt tilfældigt? Skal vi til at kaste et blik over skulderen hver gang vi går igennem en dør? Passe på hvor vi sætter fødderne? Skal vi glemme fortidens oprejste pander og frie mennesker? Fordi det er det vi gør hvis vi på nogen måde ændrer vores levevis på grund af førnævnte beskidte, lurvede, usle, feje og modbydelige kampform. Ja det er farligt, men farligere er det heller ikke at ignorere terrorismen. Verden er et farligt sted at være, og jo friere man er, des farligere er verden. I øvrigt er chancen for at man som dansker bliver dræbt af terrorisme nærmest 1 til uendeligheden. Terrorismen har taget fem danske ofre igennem tiden ifølge Initiativet Fred og Frihed der er tilpas så højreorienterede at man kan stole på at de ikke underdriver. Jeg vil gætte på at der statistisk er større chance for at en dansker bliver dræbt af en kokosnød end i et terroristangreb.    

 

Når der har været et terroristangreb mod et land, og dette land er meget terroriseret, begynder grupper i dette samfund der måske ikke lige har brugt deres tid på at gennemtænke problemet, at kræve reaktion. De kræver straf, de kræver hævn. I Danmark har vi nyere tid hørt slige kommentarer fra de galninge i Dansk Folkeparti, bl.a. fra to meget kendt præster. Jeg som troede hævn var noget Kristus havde gjort op med for 2000 år siden. Men hvad… denne reaktion bliver kaldt antiterrorisme, eller lidt mere folkeligt Krigen Mod Terror (Bemærk den ukorrekte brug af ordet terror). Fra samme side bliver det ofte krævet at vi ”tager alle midler i brug i kampen mod terror, for at forsvare vores demokrati”. Dette er antiterrorismens paradoks: For at forsvare demokratiet skal vi være klar til at opgive demokratiet. Mener nogen. Vi skal være klar til at suspendere Margrethe Vestagers ytringsfrihed, brevhemmeligheden, privatlivets fred, al vores kommunikations fortrolighed, retsstaten og forbuddet imod tortur, alt det for at redde… 62 mennesker om året. Hvad er der lige blevet af de tusindvis af mennesker der er døde igennem tusindvis af år for at opnå disse goder?

 

Antiterrorisme er i virkeligheden det sande onde. Det er den ultimative terrorisme. Enhver autoritær leders våde drøm, og det behøver man ikke være et geni for at indse. Man skal bare have set Star Wars. Man nævner dødstal på helt op til 1.200.000 i Krigen Mod Terror(isme). Antiterrorisme er terrorisme (vold mod civile for at nå politiske mål) tilføjet alle de dejlige ting, vi igennem tiderne har opfundet i Vesten med det formål at dræbe hinanden. Ironisk ikke? Terrorismen (aktionen) dræber højst 3.000 mennesker om året, imens antiterrorismen (reaktionen) siden 2001 har dræbt 171.500 om året. Verden er et mærkeligt sted at være. Men værre: antiterrorisme skaber bare mere terror, terroren fremmer i Østen terrorisme der skaber terror der i vesten skaber antiterrorisme der terroriserer Østen osv. Indtil ragnarok. Det er med andre ord en ond cirkel. Noget i retningen af en uendelig krig. Nogle har måske allerede opsnappet min pointe.

 

                      Som tidligere nævnt står et terroriseret samfund mere sammen og det er mere klar til at opgive dets fundamentale frihedsrettigheder. Terror fører altså til kontrol. Og er der nogen der ved hvem kontrollen gavner? Man kan kalde det hvad man vil, Inderpartiet som Orwell, eliten som Marx, staten som de liberale, systemet som anarkisterne eller bare autoriteten. Og de mennesker der inkarnerer disse begreber er langt fra dumme. De er udmærket i stand til at finde frem til at terrorisme kan være profitabelt for dem. Og det vil vi nødig have, vel?

De mennesker der skal værne om vores sikkerhed skulle nødig en dag komme i tanke om at det egentlig var bedst for dem selv om de bare lod landet blive bombarderet synder og sammen? Jeg hører ikke til dem der tror på at Bush med vilje lod World Trade Center bombe eller at USA i virkeligheden styrer Al Qaeda. Men i sidste ende er resultatet det samme. Overalt i verden har borgere mistet deres rettigheder og autoriteterne fået mere kontrol siden 9/11. Det er et ældgammelt spørgsmål: Quis custodiet ipsos custodes? Hvem vogter vogterne? Hvem vil sikre at autoriteten aldrig sætter borgernes liv på spil for at få mere magt? Det skulle da gerne være den Fjerde Statsmagt, men som tidl. nævnt har de danske aviser mere hjulpet autoriteten med at skræmme befolkningen end noget andet.

 

Så slap dog af, alt andet er terror!