The Wall


En Julehilsen

   Julen er nok den dejligste fest der er givet os. Budskabet er sådan set såre simpelt. Gud kommer til os (“Immanuel” =”Gud med os” på hebræisk). Det er den tid på ordet hvor dét at være kristen nok betyder mest for mig, hvor jeg kan forarges til det grænseløse over alle andres måde at gøre tingene på (sådan en dejlig følelse), men så i mit stille sind alligevel nyde al den flotte indpakning. Ja, det er da dejligt at få gaver. Problemet er nok at gaverne er blevet det vigtigste her i vore dage. Det jeg nyder her i julen er faktisk at den giver mig lejlighed til at sådan, hvordan skulle man kunne sige det, reflektere/drømme/meditere over tingene, over kristendommen, over mit liv, over hvor smuk min religion i grunden er, ikke bare budskabet, men også indpakningen.

   Det er meget muligt at Jesus ikke blev født om vinteren i Betlehem, men hvor er det dog dejligt at drømme om at gå på de delvist snedækkede bjergsletter og så langt væk se den lille stald med lys, høre det lille barn græde, det lille barn der er så meget mere end et lille barn, og så dog bare et lille barn, hyrderne ud på marken der får lov at se det ærefrygtindgydende syn af en engel, der fortæller dem om det glædelige budskab, og så pludselig en sand hærskare af engle der synger “Ære Være Gud i det Højeste!”. Hyrderne må være faldet på knæ og have grædt glædestårer, takkende Gud (Grundtvig, Det Kimer nu til Julefest), og så de Vise Mænd, der kommer ridende på kameler igennem ørkenen for at se den nyfødte konge (Dung-Ga-Da-Dung, siger deres fødder i ørkensandet). Det er jo nærmest kosmiske begivenheder der fandt sted den nat i stalden. Det havde været under forberedelse siden Abraham. Meget kan man sige om kristendommen, men dens historier er smukke.

    Men Budskabet er bare desto smukkere af at have været så fint pakket ind. Hvor er det dog fantastisk at min Gud rent faktisk kom ned på jorden, kom ned til os mennesker. At han kom for at frelse os. At han elsker os så meget.

   Jeg har faktisk selv mærket det her på det sidste. Mange vil indvende at det sikkert bare var min forstand der halter, men jeg har følt noget på det sidste. Det begyndte her for nogle uger siden, hvor jeg var på vej hjem fra volleyballtraining. Jeg sad i den klare nat og ventede på bussen og lyttede til Sixpence None The Richers album med julesange (kan jeg bestemt anbefale til næste års julemix på iPod’en) . Da jeg sad der ude i kulden, følte jeg de samme følelser som altid, bare noget stærkere og meget mere defineret. Før følte jeg dem bare, nu vidste jeg at det var min bevidsthed om at mit sind var helt og aldeles frit, uafhængigt af nogen kontrol, og om at denne frihed også gav mig klarsynet til at se at verden var helt og aldeles tom, uden mening. Det var som at stå udenfor The Matrix (ét’eren er seværdig) og så tænke på den glæde der var ved at være indenfor, men så alligevel foretrække den stille kulde udenfor. Det var ikke nogen specielt glad følelse, det var bare krystalklart. Jeg tænkte, at nok var jøderne blevet frelst af Jesus, men udenfor i den frie verden (på det mentale plan), der var han ikke med os, eller i hvert fald ikke med mig. Og så foretrak jeg dog min tilstand (selvom der var en vis resignation indblandet).

   Næste dag, eller måske ét par dage efter sad jeg så i bussen på vej hjem fra skole. Havde haft en helt fin dag, skal det siges. Den dag, da jeg sad i bussen, og igen lyttede til Sixpence None The Richer, der begyndte jeg at føle at Gud alligevel var her i verden. Jeg ved ikke om det var en åbenbaring, det var det vel i grunden ikke. Det var bare en følelse af glæde og den pludselige vished om at Gud var med mig, og at den frie verden alligevel ikke var meningsløs. Tja, det er vel egentlig det julen handler om. Så ja, med glædestårer takker jeg Gud/For miskundhed og nådebud.

Gloria in Excelsis Deo

Glædelig Jul!



Ugens Citat
3. oktober 2008, 2:27
Gemt under: Citater | Tags: , ,

 

All in all, it was just another brick in the wall.

Pink Floyd

 

 



Californication

  

   For nogle måneder siden opdagede jeg en ny serie, Californication (ingen relation til sangen), imens jeg, sent en fredag aften, sad og stenede foran fjernsynet. Jeg blev straks meget optaget af hvad jeg så, og lige så skuffet blev jeg da jeg opdagede at der kun blev sendt ét afsnit om ugen. Der er tale om en udmærket historie krydset med en refleksion over den vestlige verdens dekadence krydset med god humor krydset med sort livssyn krydset med en noget krydret sprogbrug og billeder der på grund af slet skjult seksuelt indhold givet er censurerede mange steder i verden. Serien er produceret af den amerikanske købekanal Showtime.
 

   I skal være advarede, denne serie har været emne for mangen en kontrovers på den anden side af Atlanten på grund af sprogbrugen, den store mængde nøgen hud der bliver vist frem og hovedpersonens overforbrug af både cigaretter og alkohol. F. eks. viser den første scene hovedpersonen der går ind i en kirke, slukker sin cigaret i vievandet og får et blowjob af en nonne. Med andre ord er det ikke en serie for barnlige sjæle. Dette ville være én af de eneste grunde jeg kan se til at undlade at se serien (specielt hvis der er små børn tæt på skærmen). Jeg vil gerne understrege at dette heller ikke er selve essensen af serien, det ikke porno, og det ville da også være tegn på en lidt indskrænket sjæl, at man udelukkende fokuserede på sex, når serien har så mange interessante pointer.

   Serien handler om Hank Moody, forfatter med svær skriveblokering, et livssyn mørkere end natten og et forlist ægteskab bag sig. Hans datter, Rebecca, bor nu for det meste sammen med ekskonen, Karen, hendes kæreste, Bill og hans datter, Mia. I første afsnit begår Hank, uden at vide det, den fejl at gå i seng med 16årige Mia og får derefter at vide at Karen har tænkt sig at gifte sig med Bill. Hovedplottet i serien er dermed lagt: får Hank sin kone tilbage inden brylluppet? Han prøver i hvert fald hver gang de ses, udover at han, som det meget elegant bliver ytret “fuck everything he meets!” og drikker for meget. Da Hank er i pengenød, og han i øvrigt ikke er i stand til at skrive noget, får han til opgave at holde en blog for et blad ejet af, finder han ud af, ingen anden end Bill.

   Personen Hank er meget interessant. For det første er han bare cool. Han er indbegrebet på det enhver mand drømmer om at være, og enhver kvinde vil have. Ved første øjekast. For Hank har nemlig den dårlige vane at ødelægge alting for sig selv og tage alle de andre med sig i faldet. For det andet så er hans livssyn så sort at det kun kan være elskeligt. Hans bog hedder faktisk God Hates us All. Ydermere er han arketypen på den dekadente livsstil i den vestlige verden, han går i seng med enhver kvinde han møder, ikke kun enlige, han ryger, ikke kun cigaretter, han drikker for meget, han kommer ofte op at slås og glemmer for det meste sine gode manerer hvis han da har nogen. Det interessante er at Hank rent faktisk er et godt menneske. Trods alle sine laster er Hank faktisk en god far for sin datter, han forbyder hende f. eks. at bande , en god ven for sin agent, han undlader ikke at kritisere det da Charlie, som han hedder, er sin kone utro og en god forelsket mand, han vil trods alt sin ekskones bedste. Dette får én til at undre sig, burde vi ikke bare smide moral i skraldespanden og så nyde livet? Jeg mener selvfølgelig som kristen at vi bør gøre det gode, men det er etik. Al den moral der desværre følger med kristendommen er mig meget fremmed; hvordan skader det Gud eller andre mennesker at man drikker, ryger, har sex osv.? De kan læse mere om min tro, ærværdige læser, her. Sidst men ikke mindst er hans tanker meget interessante: er det ikke vores pligt at værne om vores sprog? Er Hollywood ikke moderne hedenskabs Rom? Er velgørenhedsarrangementer ikke dybest set dobbeltmoralske? Hank spilles af tidligere X-files-stjerne David Duchovny.

   Denne serie er, helt i tråd med Hank, som det bliver udtrykt af denne sidstes 12årige datter om hans bog “et værk af nihilisme der dog er dybt forankret i romantismen”. For selvom serien glorificerer både en livsform som mange ville anse for uanstændig og det moderne menneskes “hvad-er-dog-meningen-med-hele-denne-tomme-verden”-livssyn, så giver serien os også et, om noget, romantisk svar på dette spørgsmål: nyd livet, vær dig selv, gør det gode og kæmp for det du elsker. Serien er ved første øjekast først en mandeform af Sex and the City, ved andet er det en historie om den store tomhed og meningsløshed der er at finde hos moderne mennesker, men ved tredje øjekast er det en livsbekræftende og glad fortælling. Man kan vælge kun at se én af siderne af serien, ingen af dem er jo decideret uinteressante men en ultimativ combo af alle sider synes jeg er perfekt. Når humoren så oven i købet er i top, så er der ikke noget at klage over.

   Nok er serien god, men er den kunst? Mit svar på dette spørgsmål er, sikkert til manges forargelse, ja. Forskellen på dekoration/underholdning og kunst er at de første kræver kreativitet til at forestille sig det skabte og hænder til at realisere det, imens kunst også kræver noget tredje: hjerne. Man skal have et budskab med det man skaber, og det skal være gennemtænkt. Denne serie har, om nogen, hjerne, udover det er historien god og selve æstetikken fantastisk. Derfor vil jeg mene at Californication mere end bare underholdning, det er kvalitetsfjernsyn og filmkunst i god form.

   Der er i øvrigt mange der siger at det innovative i filmbranchen vil komme fra seriefronten. Jeg har tendens til at være enig. Med serier som Nip/Tuck, Desperate Housewives og i den lidt mere obskure ende, Kingdom Hospital, Stephen Kings gentænkning af Lars Von Triers Riget, har vi i flere år set kvalitetsværker kommer fra serieverdenen. Californication ligger i naturlig forlængelse af Nip/Tuck og denne udvikling generelt.

 

   Første sæson er færdig, og sæson to er i gang med at blive sendt i U.S.A. men jeg er ikke overbevist om at vi kan forvente helt samme niveau fra næste sæson. Første sæson havde en “endegyldig” ende og derfor tvivler jeg på at der kan komme noget interessant ud af det. Ydermere har jeg hørt at Hank skulle blive en good guy senere hen, sådan én der prøver at holde op med at ryge osv., og det er jo unægtelig mindre tankeprovokerende at se en artig fyr være et godt menneske end en uartig én af slagsen. Men hvad, jeg kan tage fejl. Desuden er det jo ikke fordi serien mister i kvalitet at man ikke stadig kan få sig et godt grin. Så nyd det.



Enden på Begyndelsen

 
 
 

VS.  

 

   I går morges  accepterede John McCain officielt det Republikanske partis nomination som kandidat til Præsidentskabet af USA, men som Churchill sagde det så “er dette ikke enden, det er hele ikke begyndelsen på enden, men det er måske enden på begyndelsen”. For med denne nomination er enden på 8 måneders primærvalg nemlig nået og dermed er det amerikanske valg reelt gået i gang. Det er nu de amerikanske vælgere virkelig vil begynde at følge med i valget. I de næste to måneder vil vi se tonen imellem de to kandidater og deres støtter eskalere og den evige kamp om midtervælgernen blive mere og mere intens. De to kandidater har nu endegyldigt lagt de interne stridigheder bag sig, og selvom de stadigvæk skulle findes så vil der ikke blive snakket om dem for at få folk til at glemme dem.

  

   Begyndelsen på begyndelsen på et af verdens længste valgforløb var allerede for lang tid siden. Det var den dag Hillary Rodham Clinton blev valgt som senator for New York State. Dermed blev hun en del af det amerikanske politiske liv og “det oplagte valg” som demokratisk præsidentkandidat. I 2004 stillede hun dog ikke op fordi hun vidste hun ikke var klar endnu og det er ved det demokratiske nominationskonvent dette år, hvor John Kerry som bekendt blev valgt, at en anden af dette valgs hovedpersoner første gang kom i søgelyset. Ved alle konventer er der altid en opadgående stjerne indenfor partiet som skal holde en tale til støtte for den valgte kandidat. Ved dette konvent var omtalte opadgående stjerne Illinois statssenator Barack Hussein Obama II, og her holdt han en for mange historisk tale hvor han som ofte for sit vedkommende, brugte sin egen livshistorie til at illustrere det amerikanske ideal. Denne i øvrigt fantastiske tale gjorde ham rekordhurtigt enormt populær og han blev valgt som Senator for sin stat, altså Illinois, ved det kombinerede præsident/kongres valg i 2004, hvor George W. Bush ganvandt præsidentposten. dermed var demokraternes to hovedpersoner ved dette valg udpeget allerede for 4 år siden.

   For republikanernes vedkommende, har deres primærvalgs absolutte hovedperson været kendt i mange år. John McCain stillede op mod George Bush ved det republikanske primærvalg i 2000 men tabte in extremis pga. af en skræmmekampagne Bush’ støtter havde udført. De ringede rundt til folk og spurgte folk om de stadig ville støtte hvis de fandt ud af at han havde et uægte barn. Siden da har John McCain næret et intenst had imod USA’s nuværende præsident. Hans præsidentielle ambitioner har altså været kendt længe, men længe før valget var han blevet afskrevet af politiske kommentatorer som for gammel. Før valget var han langtfra lige så populær som republikanernes wonderboy, Rudy Giuliani. Han var med andre ord en outsider. Da valget gik i gang stod det dog hurtigt klart at John McCain skulle vælges. Hans mest indædte modstander, Mike Huckabee, blev kendt i nationalpolitiske kredse da han blev valgt som Guvernør for Bill Clintons gamle stat Arkansas, hvor han i øvrigt var enormt populær. I den periode blev han blev både kendt som én af USA’s mest kompetente og mest korrupte guvernører.

 

  Det egentlig valg begyndt den 3. Januar 2008, da staten Iowa afholdt det allerførste caucus. Det var et mærkeligt caucus der begyndte et mærkeligt primærvalg. Både republikanernes og demokraternes ellers klippefaste favoritter tabte til fordel for små kandidater. Hos demokraterne var det som bekendt Barack Obama der blev valgt i en stat der ellers mest indeholder gennemsnitlige hvide middelklasse amerikanere. Med andre ord slog han favoritten på hendes egen bane. For Mitt Romney var det et katastrofalt valg, fordi han havde investeret utroligt mange egne penge i sejren af lige netop det valg, med den bagtanke at hvis han vandt det første valg ville han have momentum til at samle penge ind til de næste. Men nej, både veteranen John McCain og baptistpræsten, Mike Huckabee slog ham.

   Allerede i ugerne efter droppede mange kandidater ud, det er alle dem vi aldrig nåede at høre eller kun husker svagt, godt gemt væk i kassen i trejde skuffe nedefra i kommoden i arkivrække 13 på loftet i vore baghoveder. Hos demokraterne er der bare tale om én som vi har været nødt til at hente frem igen, nemlig Joseph Biden, og så Dennis Kucinich og Bill Richardson. Hos Republikanerne var det Fred Thompson og Duncan Hunter. Favoritten, der havde satset alt på Super Duper Tirsdag, Rudy Giuliani, kæmpede til det sidste, men stoppede lige før legen blev rigtig, rigtig ydmygende, altså dagen før D-dagen, hvor meningsmålingerne, trods hans indædte kamp, stadig spåede ham et stort nederlag. Det samme gjorde sig gældende for demokraternes tredje mand John Edwards, bortset fra at han rent faktisk også havde ført kampagne i de små stater (lidt ynkværdigt). Lige efter Super Duper Tirsdag droppede også Mitt Romney ud.

 

   Dermed var banen klar til de månedslange krig imellem Barack Obama og Hillary Clinton. På republikansk side fortsatte Mike Huckabee stædigt helt ind i marts måned, men allerede efter Super Tirsdag havde John McCain de facto vundet pga. republikanernes ganske vist praktiske men lidet demokratiske valgsystem: vinderen-ta’r-alt. Det går kort sagt ud på at den der får flest stemmer i en stat, om det så kun er 5%, får alle delegaterne fra pågældende stat. Altså kunne John McCain allerede midt i februar begynde at vende blikket imod det sted hvor vi står nu, altså begyndelsen på valget, alt imens demokraterner endnu skulle kunne holde flere måneder ud hvor de skulle se begge kandidater vinde i lange baner. Først kom Obamas ubrudte række på elleve sejre, så Hillarys sejre på Super Tirsdag 2.0, altså helt indtil Clinton definitivt trak sig i begyndelsen af juni. Vi vil snart få at se hvor meget effekt det vil have på valgresultatet.

   Nu er Clinton væk, og det er sådan set ganske trist for dem, der som jeg mener at en kvinde til tops ikke nødvendigvis er tegn på et mere kvindevenligt samfund, men måske på at det er ved at ændre sig, men man jo ikke få både få smøret og smørets penge (som man siger i Frankrig), og en sort til tops er jo også udemærket på samme måde. Udover dette kan man jo sige at Clintons erfaring, den løber ingen vejne, imens Obamas nyhed den er her og nu. Med andre ord kan hun stadig stille op om 4 år hvis Obama taber nu, eller om 8 hvis han vinder, men det omvendte ville have været ganske umuligt.

 

   Obama havde og har mange facetter, og de fleste af dem kan tale både til hans fordel og til hans kummer (dejligt ord, ikke sandt?). For det første er han ny, så han er ikke blevet smurt ind i Washingtons smuds endnu, på den anden side betyder det jo også, at han ingen eller ringe erfaring har. For det andet er han multikulturel, og til enhver tid kan dette jo være en ufordel, men han har forstået at udnytte dette på mestervis, ved at agere brobygger. Det eneste lille “men”, er at nogen har brugt det til at få ham til at fremstå som uamerikansk, eller som muslim (i de kredse hvor det skulle kunne bruges som argument, er det jo ikke særlig velset). Han har også fået massiv støtte fra eliten, hvilket jo er fint nok, men hans modstandere har argumenteret for at han er for elitær og for “popstjerne”-agtig. Sidst men ikke mindst er der et stort spørgsmålstegn, der ovenikøbet ikke har fået svar endnu. Er Obamas hudfarve fordel eller fejl? Nu er jeg selvfølgelig ikke amerikaner, men jeg er som samtlige andre borgere i den vestlige verden blevet bombarderet med amerikansk kultur siden jeg åbnede øjnene for første gang (hvis jeg ser endnu en dårlig amerikansk firserfilm i dansk TV, så skyder jeg mig selv), så en anelse har jeg vel lov at have. Mit indtryk er at farve stadig er noget der har indflydelse på folks måde at tænke på i USA, men der er kun for et meget lille mindretal på den yderste højrefløj er dette rent faktsik har en positiv effekt (læs: Hans farve vil holde dem fra at stemme for Obama), og dette kun fordi de ikke bekymrer sig om uskrevne regler. For et andet mindretal, som jeg vil gætte på befinder sig i midten, har farven ingen vigtighed overhovedet. For det overvældende flertal tror jeg farve har en vigtighed, men at emnet er så tabubelagt, at de, hvis de var nødt til at kombinere dette med samfundets uskrevne regler om hvad man mener og ikke mener om racer, ville være nødt til at skyde sig selv. Så de lukker øjnene for deres egen racetænkning, og tænker i negativer (læs: De tænker: “Hvordan ville en racist stemme?” og gør derefter det stik modsatte) for at overbevise sig selv om at de ikke er racister. Altså er Obamas hudfarve en enorm fordel. Den gør ham historisk.

   McCain har skam også mange facetter. For det første har han været soldat, ydermere krigshelt, og det er blandt alle amerikanere, uanset politisk anskuelse (undtagen det pacifistiske mindretal), som at se et stort plustegn tegnet på hans pande. For det andet inkarnerer John McCain bare de rette værdier, og amerikanere der udelukkende stemmer ud fra værdier er jo ikke en mangelvare (jf. kommentarer som “han ligner en stor leder”, “han har de rette værdier”, “vi har samme livsanskuelse”). Dette er jo selvfølgelig kun en fordel hos dem der rent faktisk har samme opfattelse af en stor leder som omtalte amerikanere, f.eks. nogen så cliché som de udannede masser. For det tredje, er USA et ufatteligt patriarkalsk samfund. Det er far der beskytter pionerfamilien, det er far der er ude at kæmpe for sit land, det er far der er ude at tjene pengene. Og John McCain ligner unægteligt en landfader på en prik. Han er gammel, han er hvid, og han er en mand. Dette gælder selvfølgelig kun som fordel hos dem der ikke har lagt sig udover denne tænkning. For det fjerde, har John McCain nu taget Clintons plads som “det sikre valg”. Han er den rette mand for den del af sjælen der i baghovedet hvisker “Obama og hans broer er kun en drøm, ude af rækkevidde, han er kun ren luft, og så snart han er valgt, så er han væk”. Nej McCain, han står fast som en sten og han går ingen steder. McCain er valget for dem der ikke vil skrive historie men bare vil have en præsident som USA nu engang har flest. Sidst men ikke mindst er McCain temmelig liberal – altså, af en konservativ at være -  han er grøn og er ikke lige så hård i retorikken i de etiske sager som medrepublikanere. Dette er unægteligt en fordel hos midtervælgerne, der som altid tvivler og ellers bare venter på at blive erobret af den ene eller anden side. Til gengæld har dette været en varm kartoffel i de fløje af det republikanske parti der går under navnet theocons, kort for theo-conservatives, altså de højrefløjskristne. De stoler ikke på ham.

 

   Siden primærvalgene sluttede, er der nu gået to måneder eller mere, hvor der ikke er sket så forfærdeligt meget. Men de sidste to uger, de har været spændene. De har været noget så originalt som begyndelsen på enden på begyndelsen. Der er blevet valgt vicepræsidentkandidater, der er blevet holdt konventer og der er blevet talt og klappet.

   

   Valget af VP-kandidaterne er altid meget interessant, fordi de illustrerer hvad kandidaterne selv mener de mangler. Reglen er at de hver skal finde en egen model af deres modstander, men der er selvfølgelig plads til undtagelser.

   Obama har truffet et udmærket valg, Sen. Joseph Biden af Massachussets, en mand der tidligere selv var kandidat, men trak sig på valgets førstedag. Obama har indtil nu været så heldig at Clinton og McCain har brugt samme argumenter imod ham og dermed kan han med et valg lukke munden på begge modstandere. Han har valgt sig en demokratisk, erfaren, McCain. Joe Biden er hvid, troende katolik, men overraskende nok aborttilhænger (han har ikke samme tilgang til problemet som jeg, men hans er også gyldig; han er imod abort på det personlige plan, men vil ikke pådutte andre denne religiøse opfattelse). Han er længesiddende senator, formand for senatets udenrigspolitiske udvalg og er nok USA’s mest erfarne person på det udenrigspolitiske plan. Han ville have været mit personlige valg, hvis jeg havde kunnet stemme. 

   McCain har ikke været lige så heldig. Hans modstandere har kritiseret ham forskelligt. For de eventuelle liberale vælgere er han for konservativ og for de ultrakonservative vælgere er han for liberal. Han har måttet vælge et kompromis. Han har truffet det ukonservative valg af en ultrakonservativ: Guvernør Sarah Palin af Alaska. Hun er ung, hun er kvinde, hun er uerfaren, og hun er ligeså upåvirket (tilsyneladende) af magtens korridorer som Obama. Derfor er valget af hende et progressivt valg. Men hun er også én af de mest konservative republikanere i verden, og hun rokker sig ikke en centimeter i de etiske sager. Hun er mangeårigt medlem af våbenlobbyen, hun er imod abort, gay ægteskaber, stamcelleforskning osv. Hun kan tiltrække mange slags vælgere, f.eks. Clintons gamle støtter (og hvis hun splitter det Demokratiske Parti på vejen er det jo kun godt), nyhedsfansene, der jubler over Obama novicestatus, midtervælgerne og dem som McCain har haft allerflest problemer med: de Højrefløjskristne. Med dette valg har McCain dog løbet en risiko, for måske er Sarah Palin ikke et kompromis. Som Churchill sagde det (jeg er en stor fan af Churchill): “Et kompromis er at få alle parter til at tro at de har fået det største stykke af kagen”. Men måske er Sarah Palin tilpas så diffus at hun vil efterlade alle med den tro at de har fået det mindste stykke af kagen. Det vil tiden vise. 

 

   Der er også blevet holdt ufatteligt mange taler de sidste to uger.

   De væsenligste demokratiske talere var Hillary Clinton, der gjorde det bedste for sig selv, nemlig støttede Obama, men kun præcis så meget som man forventede (Clinton har interesse i et Obamanederlag, for så vil hun kunne stille op igen allerede om 4 år), Bill Clinton, der stort set præsenterede Obama som en miniversion af sig selv og som en modsætning til Bush/McCain, der til gengæld lignede hinanden lidt meget. Også Ted Kennedy, den sidste af JFK’s brødre, en kultfigur blandt demokrater og republikanere, senatets til aller tider tredjelængstsiddende medlem, som snart skal dø af kræft. Obama holdt en stor nominationsaccepttale, men det var en rigtig kampagnetale og dermed ikke så historisk som hans tale i 2004. 

   Hos republikanerne serverede Mitt Romney en omgang socialistskræmmekampagne, islamskræmmekampagne og mente i øvrigt at hvis man ville have change så var det McCain man skulle gå til, fordi regeringen, uden at vi vidste det, hele tiden har været liberal. Bemærk hvordan han behændigt undgår den varme kartoffel Bush. Mike Huckabee talte om John McCains soldaterfortid og om hvor stolt enhver amerikaner skulle være af at have sådan nogle iblandt sig. Som baptistpræst vill det have været mærkeligt om ikke også han havde nævnt de etiske sager (og selvfølgelig de farlige europæiske ideer om offentlig sektor).

 

   Nu begynder det amerikanske valg med andre ord. Som sagt har man med vicepræsidentkandidaterne og støtten fra de tidligere modstandere fået samlet partierne, og fra nu vil McCain og Obama kæmpe om midtervælgerne, og de vil kæmpe indædt. Hos republikanerne vil man bliver endnu hårdere, og hos demokraterne vil man begynde angrebene. Derfor vil der hver søndag være et indlæg om det amerikanske valg her på min blog. Begyndelsen er forbi. Nu går det løs.



Richard Wagner, Thomas Koppel, Chuck Norris

   Hvad er det, disse tre personer har tilfælles? Umiddelbart, ikke så meget. Lad mig lige præsentere dem.

   Richard Wagner (1813-1883) var en tysk komponist, og én af de fremmeste represæntanter for den tyske romantisme. Han udmærkede sig bl.a. ved at navngive et langt ældre musikalsk koncept, ledemotivet, som han dog brugte langt hyppigere end man før havde set det. Wagner var som sagt romantisk komponist, og helt i tråd med dette var han en meget stærk nationalist. Dette udviklede sig hos ham til en meget stærk antisemitisme. Bl.a. derfor brugte nazisterne ham hyppigt i deres propaganda. De nedtonede dog at Wagner hyppigt gik i dametøj og at var en stor fortaler for kvinderettigheder.

   Thomas Koppel (1944-2006) var en dansk-jødisk komponist og rock/jazz musiker i bandet Savage Rose. Han skrev både klassisk musik, som operaen Dødens Triumf som blev opført nøgen på det Kongelige Teater, og det over 100 gange, og Rock og Jazz der blev kendt helt på den anden side af Atlanten. Thomas Koppel var medlem af det venstreekstremistiske, stalinistiske Danmarks Kommunistiske Parti Marxister Leninister og støttede Enver Hoxhas stalinistiske og isolationistiske regime i Albanien. Han kæmpede hele sit liv imod social uretfærdighd.

   Chuck Norris (1940-?) er en amerikansk skuespiller og stuntmand der idag mest er kendt for sin serie Walker: Texas Ranger hvor man afsnit efter afsnit kan se ham lave det ene smart kung-fu trick efter det andet. Han har også skabt sin egen kampsport der har et meget strengt æreskodeks. Til det amerikanske primærvalg støttede han Mike Huckabee, han er imod homoseksuelle ægteskaber, forbud imod skydevåben, og tror ikke på Darwins evolutionsteori. Siden 2005 har Chuck Norris været i centrum for internetfænomenet The Chuck Norris Facts der næsten tilbedende beskriver diverse heroiske ting, grænsende til det absurde, han skulle have foretaget sig i sit liv.

   Dét disse tre personligheder har tilfælles er at de alle tre er meget kendte, de har alle tre modtaget æresbevisninger i deres respektive fag, de har alle udført almengavnlige projekter og de har allesammen en side som samfundsmæssigt er ildeset idag og er etisk problematisk. Der var fx modstand imod at man skulle navngive en gade efter Thomas Koppel i København og det er nærmest umuligt at nævne Wagner uden også at nævne hans antisemitisme (medmindre man ligefrem vil stemples som nazist).

   Min pointe er at disse reaktioner er lidt ude ad proportion. Den eneste grund til at man idag skal tage sin forholdsregler når man omtaler disse mennesker, i hvert fald for de to førstes vedkommende, er at deres holdninger idag er fordømte, helt retfærdigt selvfølgelig. Det jeg mener er bare at der så mange andre forkerte holdninger, etisk forkerte vel at mærke, som ikke er fordømte. Fx. er det ikke længere accepteret at diskriminere på racegrundlag, men fuldt accepteret at politikere helt ude i SF diskriminerer på kulturgrundlag. Jeg tvivler dog på at der vil komme nævnmeværdig modstand når man om hundrede år vil grundlægge en Anders Fogh Rasmussen Plads. Jeg siger ikke der skal være det og at vi allerede skal forberede demonstrationen nu, jeg siger at vi skal lære at prioritere. Ok, Wagner var antisemit, men det var meget udbredt i Tyskland i de tider, og han skrev fantastisk musik og var kvinderettighedsfortaler. Ok, Thomas Koppel var stalinist, men det var jo også meget udbredt dengang, og han kæmpede imod social uretfærdighed, og også han skrev dejlig musik. Ok, Chuck Norris er en stokkonservativ stuntmand, men der går nogle uhyre gode jokes om ham (jeg kan godt se det, han kan ikke rigtig hamle op med de andre). Så lad os da bare nyde alt det gode de har skabt.

   Det er derfor man hver mandag vil kunne finde et udvalgt Chuck Norris Fact herinde.