Gemt under: Kultur | Tags: anglosfære, dansk, dansk folkeparti, dansk kulturliv, danskhed, debat, DF, engelsk, Kultur, kulturimperialisme, kulturskat, Mig, sangskat, sprog, Sydslesvig, USA, værdidebat, værdier
I de seneste mange år har man i Danmark ført en såkaldt værdidebat om dansk kultur og danske værdier. Fokus har nærmest entydigt ligget på indvandrerne eller deres danske efterkommere, især hvis de er muslimer, har mørk hud og ikke helt går klædt som os. Denne debat virker dog hyklerisk, når man overvejer, at dansk sprog og kultur er angrebet andetstedsfra og det på meget mere truende vis. Det er et angreb, der nærmest går ubemærket hen, i hvert fald sammenlignet med den opmærksomhed indvandrerdebatten får. Hvor nærmest hver eneste dansker imellem 15 og 99 går og har en mening om muslimerne, så er det nok en del færre, der tænker over den trussel, engelsken er for dansk sprog og kultur.
Danmark er ét af de lande, hvor man nærmest kan tale om én ubetinget tilbedelse af angloamerikansk sprog og kultur. Næsten ingen andre steder i Europa bliver der overtaget så mange ord fra engelsk i sproget eller nydt så mange amerikanske kulturprodukter.
Derudover kunne man vel også nævne, at engelsk fortsat bliver undervisningssprog i flere og flere fag på universitetet, især de naturvidenskabelige, eller den ændring, der sker i sproganvendelsen i det offentlige rum. Overvej f. eks. hvor mange reklamer, De har set på engelsk den sidste tid.
Derom kan man vel mene, det man vil, men det indebærer en række faktiske ufordele, som ingen parole om glæderne ved globalisering kan ændre noget ved. F. eks. er det et skøn, at op til 30 % af indlæringen går tabt, hvis undervisningen foregår på engelsk, også selvom både lærer og elev er dygtige til engelsk. Hvis dansk mister sin status som undervisnings- og forskningssprog, betyder det endvidere, at sproget vil komme til at stagnere, fordi forskellige fagudtryk vil blive glemt, og fordi der ikke vil blive skabt nye i takt med menneskehedens forskellige fremskridt.
Desuden har man så også lov til at mene, at de mange engelske ord i både mundtligt og skriftligt dansk i bedste fald kan virke lidt moderne, men for det meste bryder rytmen og sangen i det danske sprog og dermed forringer stilniveauet betydeligt.
Nogle gange bliver det næsten grinagtigt at se på.
Dette kunne eksempelvis være, når danske udsendte nyhedsreportere skal forhøre sig hos lokale beboere i det område, de besøger. For mig virker det i hvert fald latterligt, når en dansker (som man ikke kan forvente har engelsk som sit modersmål) udspørger en kinesisk bonde (i hvis tilfælde dette gælder i endnu højere grad) på engelsk. Hvis reporteren så oven i købet ikke er specielt kyndig udi engelsken, så kan selv et lille barn vel tænke sig frem til, at kommunikationen er væsentlig svækket, og at nyhedsværdien tilsvarende daler.
Et andet eksempel kunne vel være, når nogle engelskglade danskere skal udtale fremmedord eller stednavne fra andet udland end anglosfæren. For mig lyder det altså morsomt, når Johannesburg bliver til Djohæinesbørgg. Det er da grænsende til det hjernedøde. Hvis man ikke kan finde ud af at udtale ordet eller navnet korrekt, gør man vel det letteste for ens hjerne og udtaler det på godt gammeldags bondedansk. Men at udtale det på engelsk virker krukket. Som om det får ens uvidenhed til at se bedre ud.
Imidlertid drejer det sig jo ikke kun om sprog. Det er jo ikke kun det engelske sprog, man i Danmark er ved at overtage, det er også den angloamerikanske kultur. Hvis man ser på programlægningen i dansk TV, der jo immervæk stadig er det største kulturmedie i Danmark, vil man bemærke, at den del, der ikke foregår på dansk, overvejende og i stigende er på engelsk.
Jeg skal da være den sidste til at beklage, at man til tider kan få lov til at tømme hovedet ved at se hjernedødt fjernsyn som Friends, eller at vi har mulighed for at nyde en god amerikansk film såsom American Beauty, men helt ærlig, har andre lande ikke også noget at byde på? Nu ser jeg ikke så forfærdelig meget fjernsyn, men der er godt nok gået lang tid, siden jeg har set en film på tysk, fransk eller spansk i dansk TV. Eller hvad med nogle af de rigtig anderledes og dermed rigtig spændende steder i verden som Indien eller Japan, har de heller ikke noget at byde på? Disse store kulturlande, der i årtusinder har skabt de skønneste kunstværker, de bliver rent forbigået i dansk TV, fordi det er vigtigere at vise amerikansk-inspirerede programmer som X-Factor.
Det er jo som at sige, at vi ikke har noget at byde på, at ingen andre lande i verden har noget at byde på, og at vi derfor hellere må følge blindt i fodsporene på USA, derefter Storbritannien og en sjælden gang Australien eller andre engelsk-talende lande. Vi lader os jo i virkeligheden degradere til andenrangskultur i vort eget land, og den eneste logiske konsekvens, man kan drage deraf, er at vi sætter den angloamerikanske kultur højere end vor egen. Set i dette lys er værdidebatten jo virkelig afsporet.
Det er jo som at tænke på en landbefolkning, der tamt accepterer alt det, der kommer inde fra byerne, uden overhovedet at overveje, at det i virkeligheden måske skader dem. Det vi i virkeligheden gør ved at erklære fallit over for engelsken, er at vi frivilligt vurderer os selv som en provins i denne verden. Kulturelt set er dette jo i øvrigt ikke sandt, da vi danskere jo sidder på en enorm kulturarv, f. eks. i form af vor store sangskat, der fortsat er på dansk.
Hvis det dog bare standsede der. I virkeligheden er en anden implikation, at vi lige så stille lader dansk sprog og kultur dø. Med sprog og kultur fungerer det sådan, at hvis de ikke har nogen brugere, så stiller de træskoene. Og brugerne af dansk kultur bliver altså en del færre. Jeg vil gætte på, at der er flere børn i vore dage, der har fået læst Harry Potter højt, end børn, der har hørt H. C. Andersens eventyr. Det er jo trist. Forestil Dem dog, at det alt sammen forsvandt. Saxo og Andersen, Grundtvig og Brorson, alle sammen væk. I stedet kunne man jo så høre nogle af de gamle engelske sagn og læse lidt Shakespeare. I og for sig er begge dele jo gode muligheder. Men der skal jo også være nogen til at overlevere de førstnævnte, og det virker da kun naturligt hvis det er os.
Jeg vil også gerne lige komme med en hilsen til min engelsklærer: selvfølgelig bekæmper jeg ikke engelsk som roden til alt ondt i denne verden. Når jeg har tid, ser jeg da også Friends, og jeg synes at visse amerikanske film og bøger er helt fantastisk smukke. Jeg synes selv det engelske sprog kan være eventyrlig dejligt, og for at være ærlig ligger det lidt i mine planer at studere engelsk senere hen. Jeg siger bare, at man et eller andet sted må prioritere. Og jeg synes, at det ville være passende, om vægten for det første begyndte at hælde en kende mere til det danske sprog og den danske kulturs side, dernæst en smule mere til siden hvor man kan finde alle andre sprog i verden eksklusiv engelsk. Fordi vi og de altså har også noget at byde på.
Hvis det betyder at jeg skal opgive Friends og alle disse fantastiske amerikanske firserfilm, så gør jeg da gerne det, hvis bare jeg må høre lidt mere dansk. Som beboer i Sydslesvig, rører det mig virkelig hver gang jeg i min hverdag hører folk tale dansk, lige meget hvor gebrokkent det så er. Jeg kan vel kun citere Andersen:
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Man kan vel mene, at der findes så mange andre sprog der både er kønnere og mere praktiske end dansk, men det danske sprog har alligevel et stort fortrin frem for alle andre sprog i verden: det er mit.
Gemt under: valg i USA | Tags: 11. september, 9/11, Abu Ghraib, Afghanistan, Al-Qaeda, Barack Obama, demokrati, det ultimative onde, Florida, George W. Bush, Irak, neutral, obamania, olie, skyldfølelse, USA
I dag [Tirsdag, den 20. Januar] blev vor tids messias, Barack Obama, taget i ed som Præsident og leder for sit land, vor tids eneste supermagt, nutidens Romerrige, ja de har gættet rigtigt, Amerikas Forenede Stater. Med denne begivenhed skete der ikke bare ikke det, at en bølge frisk luft, håb og forandring oversvømmede det Ovale Værelse, nej, på nøjagtig samme tidspunkt blev det forladt af en dunst af krig, tyranni, pengebegærlighed. Sådan føles det i hvert fald i de fleste bevidstheder lige nu. Måske vil historien være mildere med George W. Bush.
Første gang jeg lærte Bush at kende var ved valget i 2000. Dengang var jeg kun otte år, så det er lidet overraskende at jeg knapt bemærkede denne ændring i verdens sammensætning. Jeg havde en uklar fornemmelse af at Clinton var en god leder for sit land (hvilket selvfølgelig kom af at jeg havde fået det fortalt), så jeg spurgte om ikke han kunne blive valgt igen. Men nej, det var desværre en umulighed. Så var jeg da også ligeglad. Da valget var blevet afholdt næste dag så jeg et billede af den nyvalgte præsident i den franske Tv-avis. Jeg synes han havde et rart ansigt, så jeg var glad nok. “Det var da godt at vi vandt! Var det da ikke ham vi holdt med?”. Skuffelse oven på skuffelse! Det er i øvrigt temmelig sandt, det er senere blevet sagt at Bush havde det helt rette ansigt for en præsident. Faderlig, rar, lidt forfinet, en sagtmodig, trist mine, der dog får en til at tro at der gemmer sig stor visdom bag de øjne. Problemet er bare at en præsident også skal åbne munden ind imellem, og der gik det galt!
Efter dette valg hørte man ikke så meget om Bush, hele debatten om Floridas stemmer gik hen over hovedet på mig, altså indtil jeg hørte den fortalt af min Morfar. Jeg var blevet tvangsfodret med demokrati-propaganda i den franske folkeskole, så jeg var, og er i øvrigt stadig, yderst negativt overrasket over at noget sådant kunne ske. Men Bush virkede som sagt lidt fraværende i sit første år, indtil det forfærdelige skete. Behøver jeg nævne hvad? Nej vel.
Jeg går ud fra at vi alle husker hvad vi lavede den 11. September 2001. Det var en tirsdag, og jeg kan huske at jeg allerede ved eftermiddagens frikvarter i skolegården, ved tretiden, havde set nogle af lærerinderne pille febrilsk med en radio. Mere skete der ikke indtil jeg kom hjem, og ville se min yndlingstegnefilm. Jeg havde misset en hel uges afsnit af diverse grunde, så jeg skyndte mig hen foran fjernsynet, hvor min storesøster, Anna, og mine to forældre sad og kiggede chokeret på noget der for mig bare lignede nyheder. Da jeg ville skifte kanal blev jeg overfuset med skældsord, men forkælet som jeg var (og givet stadig er), protesterede jeg lidt. Da jeg, halvdøv efter alt skrigeriet, fandt ud af at der måske var noget i gang, gik jeg ind på min søsters fjernsyn og skiftede kanal. Minsandten om ikke også de sendte de samme billeder som før inde i stuen. Det blev til nogle mærkelige dage derefter. Altid de samme billeder på fjernsynet, på alle kanaler, i dagevis.
Så kom krigen i Afghanistan, det var dengang ingen endnu satte spørgsmålstegn ved noget amerikanerne kunne gøre pga. chokket.
Den dag jeg lærte at hade Bush, var den dag tilbage i 2003, hvor Krigen i Irak, eller den Anden Golfkrig som franskmændene kaldte den, blev erklæret efter ugers forhandlinger. Da vi næste dag alle skulle på museum, blev der ikke snakket om andet end krigen. Krigen, igen. På ægte nordisk vis erklærede jeg mig neutral (naturligvis uden at vide hvad det betød), imens andre snakkede løs om man nu var for eller imod. Jeg lyttede efter når de voksne snakkede, og jeg fandt ud af hvad jeg mente, sikkert for første gang helt af mig selv.
Hvis Al-Qaeda ikke gemte sig i Irak, hvad skulle USA så der? Hvad så hvis de havde Atomvåben, det har USA da også, tænkte jeg naivt, men først og fremmest var det en sand tanke. Det måtte enten være det med olien som nogle sagde, eller også så havde Bush et mindreværdskompleks over for sin far.
Siden da er da så sket mange ting, mange uhyrlige ting forvoldt af Bush-administrationen: Abu-Ghraib fængslets dårlige forhold, amerikanernes vold mod civile, den dårlige genopbygning af Irak, gennemdiskussionen af hele motivet bag krigen, restriktionerne i krigsfangernes rettigheder og i de fundamentale friheder, konflikter med Rusland og kaosset i Afghanistan. Næsten alt hvad vi har hørt om Bush her i Europa, siden 2003, har været negativt, og hver gang har lige netop min årgang, der er vokset op med Bush og har lært at tænke med ham som emne, lært at hade ham mere og mere.
Den dag jeg tilgav Bush, tja, det var vel ikke en præcis dag, men mere over tid, her det sidste halvandets års. Pludselig virkede det tydeligt, i hvert fald for mig, at Bush var en mand plaget af skyldfølelse, lige siden dengang Bush i en tale anerkendte at han havde begået visse fejl.
- Føler Han Skyld?
Jeg havde næsten ondt af ham, fanget i et net af skyldfølelse og stolthed. I den periode har det også virket tydeligt at han prøvede at vende historien til sin fordel. Ved at prøve at opnå fred i Palæstina, ved at prøve at løse finanskrisen. Desuden har han jo været meget diskret den sidste tid, og har opført sig som en ægte gentleman med Obama, og planlagt overgangsfasen ned til den mindste prik. For det fortjener Bush min tilgivelse.
Bush har nok præget min årgang langt mere end nogen anden, fordi vi som sagt har lært at tænke ved at overveje Bush handlinger i givne situationer. Det er nok også derfor at hadet til ham sidder langt bedre fast i os, da han er kommet til at repræsentere det ultimative onde.
I vore bevidstheder er han samtlige dårlige ting ved amerikansk politik, styret af finansverdenen, søgende efter penge, magtbegærlig uden at have noget til overs for fundamental frihed, arrogant på den amerikanske måde, fundamentalistisk religiøs og ultrakonservativ.
Jeg er derfor også sikker på at min generations amerikaner-skepsis vil overleve langt længere end nogen andens, fordi Bush’ USA har præget vort syn på verden, som et sted hvor få onde mænd kan bestemme over uskyldige menneskers liv. Bush tog vor uskyld og smed den i skraldespanden.
På den måde kan vi måske også få vor del af obamania’en. Måske kan Barack Hussein Obama også få os til at håbe på en bedre verden igen.
Gemt under: valg i USA | Tags: Barack Obama, Bill Clinton, Bill Richardson, Europa, Hillary Clinton, Israel, Jimmy Carter, John McCain, Palæstina, præsident, præsidentvalg, premierminister, racisme, Rahm Emanuel, reklame, secretary of state, sorte, stabschef, taler, udenrigsminister, USA
Så er enden på valget i U.S.A. nået. I lidt mere end ti måneder er det valg, de grupper, de personer og de holdninger blevet gennemdiskuteret og analyseret på kryds og tværs, ja, vi er nærmest blevet bombarederet, om ikke hjernevasket med indtryk, reportage, analyser og blogindlæg (!) om hvordan dette her nu kunne ende. Det ved vi jo så nu. Jeg har ventet med at skrive det her indlæg fordi jeg også ville have Baracks første handlinger og de første reaktioner med (og så også fordi jeg har manglet tid…).
Vi kan jo begynde med de sidste hændelser før valget. Den vigtigste var nok Barack Obamas meget omtalte reklame på en halv time, sendt i den bedste sendetid. Udover at han i denne reklame skitserede de planer han har for sit land (som man kan læse om i mit indlæg om dem), så formåede han også at gøre det igen han har haft succes med i de sidste mange måneder. Han viste sig selv som, for det første en samlende figur der kan bringe amerikanerne sammen som ét folk på tværs af økonomiske, etniske eller religiøse skel, for det andet som en hel kandidat. Han var, i denne video, ikke bare den første sorte mand der har haft en reel chance for at blive amerikansk præsident, men en mand med visioner for sit land og for sit folk. Man kunne tydeligt se at der var blevet gjort alt for at vise Obama som en stor og samlende mand, der blev vist folk fra alle geografiske områder i landet og fra de dominerende etniske grupper: hvide, sorte og latinamerikanske, med klassisk musik i baggrunden. Der blev dog også begået en fejl, en temmelig forudsigelig én oven i købet. Der var jo en overhængende risiko for at det ville blive en kende forlorent. Samlet set var det OK nok, men dervar lige nogle få øjeblikke hvor man tænkte “lort, han gør sig selv til grin lige nu”. Men tiden har jo vist at det holdt. Jeg synes også reklamen var en god idé. Samlet set lykkedes det for ham at få sit budskab ud til fantastisk mange mennesker, på en måde så at man ville kunne træffe en saglig beslutning om hvorvidt ma nu også ville stemme for ham, i stedet for de sædvanlige 5-minutters reklamer, hvor man har så kort tid at man alt for ofte forfalder til tom snak eller fjendebilleder.
Da Barack Obama så belv valgt for snart 2 uger siden, så kom var der jo mange reaktioner til det. De vigtigste var nok hans egen og hans modstanders (som kan læses her for McCain og her for Obama). Han selv holdt et brag af en tale på lidt over en halv time. Han omtalte igen sine projekter (politikere har desværre fået den dårlige vane i vore dage altid at gentage samme sætninger for forklare hvad de mener, f. eks. “We can’t drill our way out of the problem”), men han brugte også meget tid på, ja lad os sige ikke særlig konkret snak. For en gangs skyld kunne man måske sige at en meget følelsesladet tale var helt på sin plads. Det var på en måde meget flot at se tusndvis af mennesker råbe “YES WE CAN!” sammen med deres idol, men på den anden side var det bare også lidt åndssvagt. Min samfundsfagslærer på Duborg-Skolen sagde faktisk noget meget sigende om dette “Ja, nogle gange når jeg sidder i biografen og ser sådan en rigtig tøsefilm, så hænder det jeg sidder og tænker “Ajj, det her er bare for åndssvagt”. Sådan havde jeg det faktisk da jeg stod op kl. 5 om morgenen for at se Barack Obamas tale, men pludselig, så mærkede jeg at tårene, ja de begyndte at løbe ned af kinderne på mig”. På den ene side er det bare tom snak, men så alligevel, det er jo rigtig nok at lige netop den aften havde U.S.A. taget et stort skridt. John McCains tale var præget sf stor værdighed. Han erkendte også det storslåede i at en sort nu havde bevist at intet var umuligt i Amerika, og når der blev buet af Obamas navn viftede han med hænderne som en sand gentleman. Han udtrykte sin store beundring for U.S.A.’s næste præsident og forsikrede sit land om at han nu ville gøre alt i sin magt for at hjælpe ham. Mest af alt takkede han alle sine tilhængere varmt og fortalte om hvor stolt han var når han tænkte at de fulgte ham. ”Det var mit livs store ære at lede denne kampagne” sagde han. Måske for sidste gang fik vi hans berømte løftede tommelfingre at se, før han forsvandt.
Nu har vi altså 4 Obama-år i sigte. Der er en del ting vi kan forvente, ikke kun gode for den sags skyld. Der er dog allerede gode tegn på nuværende tidspunkt. Selvom Obama endnu ikke er officielt tiltrådt, det er først den tyvende januar, så er han allerede begyndt på arbejdet. Da U.S.A. er i en meget dårlig stand i øjeblikket bliver præsidentens arbejde des sværere, og derfor er det bedst at begynde hurtigt. Han valgte allerede to dage efter sin valgsejr en stabschef (Chief of Staff), hvilket ca. svarer til vores departementchef i statsministeriet, eller måske mere rammende, premierministeren i Frankrig. Den heldige udkårne er den jødiske Repræsentant Rahm Emanuel, der har en lang karriere bag sig og god erfaring i bagagen, bl. a. som rådgiver for Præsident Clinton og medlem af bestyrelsen for Freddie Mac, et føderalt firma der køber pantbreve, sætter dem sammen og sælger dem videre, hvilket forøger den kapital der er på boligmarkedet. Han har desværre et meget positivt syn på Israel, men det kan jo selvfølgelig bruges til at få Isrelerne til at overholde aftaler (selvom jeg har mine tvivl). Han overvejer også hvordan udenrigsministeposten skal besættes. Valget står imellem to tidligere modstandere, latinamerikaneren Guvernør Bill Richardson af New Mexico, en meget erfaren herre, der har U.S.A.’s FN-ambassadør eller Hillary Clinton. Da Hillary ikke er så erfaren som hun siger, ville jeg foretrækker Richardson, omend dette valg potentielt kunne splitte demokraterne.
Desværre er U.S.A.’s ude på dybt vand lige nu. Hele verden oplever en af de værste finanskriser i et århundrede, og nu er det jo sådan at en stat eller en regering reelt ikke kan gøre så meget ved en kriseramt økonomi. Fankrig har været ramt af krise i 30 år nu, og alt er blevet prøvet. Markedet er en så kompleks ting med så mange faktorer at dét der tilsyneladende gavner meget vel kan være skadeligt og omvendt, og alt statsledere kan gøre i krisetid er at se ud som om de gør det der skal til og folde hænderne og bede. Der skulle Anden Verdenskrig til for at løse sidste krise.
Dette er bare et endnu større problem end som så, fordi det ikke er en helt normal præsident Amerikanerne har valgt sig. Da Barack Obama er sort er det af den ypperste vigtighed at han formår at løse finanskrisen. U.S.A. har endeligt taget skridtet frem, og har valgt en sort præsident, men det betyder ikke at racismen er død, det betyder at de har givet det en chance. Men hvis Barack Obama viser sig at være en fiasko, så vil alt det gå til spilde, fordi så vil folk ubevidst tænke på hans farve som faktor. Så bliver det grimt.
Der er et andet spørgsmål man kan stille sig selv. Før Obama stillede op til præsidentvalget havde han en række holdninger, som han jo helt naturligvis har måttet moderere under valgkampen. Der er emner der er blevet undgået og der er meninger der er blevet ændrede. Spørgsmålet er: hvem vil Obama følge? Sit gamle jeg, eller sit nye jeg. Logikken ville svare det gamle. Nu er han jo valgt, han har ikke mere at bevise, han kan jo gøre havd han vil nu. Historien viser os bare mange eksempler på det modsatte. Vejen til magten korrumperer siger man, og Obama har været undervejs meget, meget længe.
For de sorte vil valget af Obama nok ikke ændrer så meget konkret. Måske vil der værre flere tiltag for at bringe de sortes andel af fængselsbefolkningen ned (50% af de indsatte er sorte imod 15% af hele befolkningen). Det der virkelig er vigtigt her, det er symbolet. Obama har som sagt vist at alt er muligt for alle i U.S.A., hvilket mange sorte sikkrt har betvivlet indtil nu. De har endegyldigt fået bevist at også deres stemmer bliver hørt og at også de har ret til og bør deltage i samfundsdebatten. Måske vil det have en positiv effekt, hvem ved?
Men valget af Obama betyder meget mere end bare det, som jo egentlig i sig selv er en del. Dette valg markerer “enden på begyndelsen” af noget der allerede begyndte ved midtvejsvalget for 2 år siden, i 2006. Der fik Demokraterne overbevisende flertal, både i Senatet og i Repræsentanternes Hus. Dette var i sig selv en nyhed, men dette valg betyder at Amerikanerne nu går igennem en demokratisk periode igen. I de sidste 50 år, har der kun været to demokratiske præsidenter, begge fra Sydstaterne, begge på partiets, om ikke højrefløj, så dog centrum. Men Obama, han er jo på partiets venstrefløj, desuden er han fra midtvesten, og kan vel dårligt beskrives som et konservativt valg. Mit gæt er at Demokraterne ved sidde med de bedste kort på hånden i de næste mange år, sikkert helt indtil næste krise U.S.A. vil gå igennem.
Men selvom alt dette selvfølgeligt er meget godt, så tror jeg alligevel mange af mine læsere vil blive overraskede, måske endda skuffde, over den politik Barack Obama vil føre. Jeg blev næsten overvældet da jeg så at 41% af mine læsere har sagt at de støttede Barack Obamas politik “helt og holdent”. Nu kan det selvfølgelig være jeg ikke kan dansk (det kan det faktisk godt!), men i min verden betyder ”helt og holdent” altså 100%. Så 41% af min læsere støtter altså Amerikaneres frie adgang til skydevåben, de støtter øget olieboring eller brugen af kulkraft, de støtter atomkraft, Afganistankrig, indtrængning på Pakistans suveræne territoium eller en pro-israelsk mellemøstpolitik? Det må man tro, eller også så er der bare nogen der bliver meget skuffede. Barack Obama er også amerikaner, og i de kommende år forbliver U.S.A. altså U.S.A.
Under alle omstændigheder er et sikkert. Verdens mægtigste land har fået sig den bedste præsident man realistisk kunne håbe på. Fra et amerikansk perspektiv er han symbol på en ny tid og liberale holdninger, han er et frisk pust af rettigheder, frihed og forandring, han kan virkelig få én til at tro på at der er bedre tider forude. Nå Amerikanerne siger de vil gøre noget, så gør de det, og når Obama siger han vil have næste generations el-biler bygget i U.S.A., så kommer det til at ske. U.S.A. er ikke bare en samling stater, det er også en samling kulturer, etniske gupper, holdninger og religioner, men ved hjælp af sin kulturelle åbenhed og sin midtsøgende politik, kan U.S.A.’s motto måske endelig få lov til at gå i opfyldelse: Af mange, én.
E PLURIBUS, UNUM
Gemt under: valg i USA | Tags: Barack Obama, enden, præsidentvalg, USA, valg, valg i USA
Barack Obama
